The fantastic feeling of lonelyness and then... ~Hannah~

Påklædning: Et par slidte cowboybukser, en mørk hættetrøje og et par støvler.

Hannah havde ikke kunne sove den nat.  Hendes tanker havde kredset og kredset om alle de sære ting der var sket på det sidste, og til sidst havde det ikke været til at holde ud så hun havde sneget sig stille ud af hytten, hvor hun boede med alle de andre børn af Apollon, og havde sat kursen mod amfiteateret.
Den friske luft og stilheden hjalp hende med at få bare lidt styr på sine vilde forvirrede tanker, og jo tættere på amfiteateret hun kom jo tryggere blev hun. Det gav ikke rigtig nogen mening, men det var vel også ligegyldigt.
Da hun var omkring 20 meter fra scenen hørte hun en der skreg, frustreret og arrigt.
Hannah sneg sig tættere på og gemte sig i en busk ved siden af scenen.
På scenen stod der en pige. Hun var på cirka samme alder som hende selv – måske et år ældre – og hun stod og sang mens hun kæmpede en brav kamp med sin guitar.
Det tog mindre end to sekunder for Hannah at genkende sangen.
Safe and Sound af Taylor Swift.
Det var en af hendes yndlingssange, som hun stod I mørket og betragtede den syngende pige kom hun til at smile.
Det var første gang siden hun kom til lejren at hun rent faktisk smilte.
Hun skulle lige til at liste sig tættere på for at kunne lytte bedre, men så holdt pigen op med at synge og stod og spejdede i hendes retning med et forskrækket ansigtsudtryk.
Hannah trådte langsomt frem fra hendes gemmested.
”Du synger godt,” sagde hun og smilte venligt til pigen. Det var tydeligt nu at pigen var ældre end Hannah, men ikke meget.
”Jeg hedder for resten Hannah. Hannah Colton.”

//Gør ikke noget. Sorry for mit forsinkede svar, men mine forældre synes ligesom at de lige ville slæbe mig med på museumstur… Gab…//

Adrianna blev meget forlegen og kiggede ned på sine ødelagte negle. Hun havde ventet længe på at kunne være alene, så hun rigtigt kunne folde sig ud... Og den fremmede havde endda hørt hende synge!
 I de to år der var gået siden, at Adrianna var kommet til lejren, havde hun udviklet en del færdigheder, inklusiv at kunne høre folk meget tydeligt, men den anden pige sneg sig lydløst rundt, det måtte hun give hende. Adrianna rejste sig, støttede guitaren til stolen og vendte sig om mod pigen.
 På den anden side følte hun ikke, at den anden pige gjorde nar af hende, pigen virkede oprigtig. Adrianna kunne heller ikke lade være med at sammenligne pigen med sin veninde Melodie, de havde et eller andet tilfælles. "Du synger godt", sagde pigen. Adrianna granskede hende lidt, hun så ud til at være venlig og smilende. "Tak",  svarede Adrianna kort. Hun var ret genert. Pigen fortalte Adrianna sit navn: Hannah Colton, det var et kønt navn ikke for indviklet ikke for enkelt. Adrianna sendte Hannah et stort smil. "Jeg hedder Adrianna Posada Parthene", hun kunne ikke lade være med at tage mellemnavnet med, selvom at det lød ret lamt, det var en større del af hende end efternavnet. "Øhm... Hvad laver du herude så sent?" Spurgte hun med et glimt i øjet, som om at hun selv havde tilladelse til at være ude så sent.

//Længe leve kedsomhed!//