The world isn't perfect, it's fantastic! ~ Arya ~

T :: eftermiddagen
S :: midt i skoven
O :: træ og dyr
V :: det regner en smule kraftigt
P :: en grå bluse, et par bukser og mine slidte converse.

Tania kom løbende gennem skoven. Hun var kold og våd, men hun kunne ikke finde ud. Hun havde godt nok været i Halvblodslejren i to år, men hun kunne stadig fare vild. Hun sukkede dybt og satte sig ned i læ af et træ. Lige nu kunne godt have brug for hjælp, eller bare nogen at snakke med. Hun trak benene helt ind til sig og sukkede. Hun hadede regnen, det gjorde hendes evner svagere, ild var jo vandets fjende. Hun var gennemblødt helt ind til det inderste. Hun kørte sit hår tilbage og samlede der i en knold. Så tog hun den elastik hun havde om håndledet og snoede om det hår hun havde samlet. Hun lænte sig tilbage mod træstammen.

//undskyld men lille kreativitet :$

Regnen stilnede endelig af.
Tania åndede lettet ud og så op gennem grenene på det træ hun sad under.
De gra, tunge skyer begyndte langsomt at trække sig, en solstråle brød gennem det grå lag og ramte hende i samme øjeblik.
Hun smilte og satte sig ned og trak hendes knæ op under sig, hendes øjne glødede som kun et barn af Hestia's øjne kunne gløde.
Hendes blik slap ikke solstrålen med blikket før solen rigtig trængte igennem dens stråle og fik det hele til at blive sløret med dansende farverige pletter.
Hun vendte sig om da en stemme trængte ind i hendes øre, nåede hendes trommehinde og drejede rundt i hendes hoved.
Hun så en pige med sort hår stå lidt fra hende, hun var helt våd... lidt ligesom Tania selv.
Spørgsmålet virkede på en måde underligt og på en måde virkelig høfligt og rigtigt. Måske var det begge dele, hun vidste det ikke rigtig.
"Det må du da gerne...", Tania nikkede mod hende som hilsen og smilte imødekommende.
Hun kiggede op igen, solstrålen var blevet til mange flere og dagen så ud til at blive meget solrig, nu efter det stpore regnskyl der havde været der i flere dage.
Hun sukkede, hun elskede solskin og ikke mindst varme og ild. Det lød nok lidt som om hun var en pyroman, men sådan var det bare at være datter af Hestia. Det havde intet med pyromani at gøre, faktisk havde det kun noget med kærlighed til det varme element at gøre.
Hun kiggede på de grønne blade der nu fik solen i ryggen og strålede så dejligt, hun elskede virkelig at sidde her under træet og kunne blive der hele dagen.
Hun vendte dog modstræbende blikket mod pigen lidt fra hende, da hun huskede på at hun havde indbudt denne til at sidde ned.
Så måtte hun jo nok også give hende noget opmærksomhed.
Hun bed sig i læben, skulle hun sige hendes rigtige navn til denne pige? Måske kunne hun bruge det til noget?
Hun bestemte sig tøvende og sagde så:"Jeg er forresten Tania."
På den måde havde hun ikke sagt noget der kunne afsløre hende, tværtimod. Der var mange der havde hendes navn, så pigen kunne da ikke trække linjer fra Tania til den lille forældreløse tyv fra Manhattan. Vel?