Som altid - Arya

Sted: Spisestedet
Tid: Klokken syv, præcist.
Omgivelser: Nye og gamle ansigter - Halvguder og andre væsner.
Dag: Tirsdag
Vejr: Klar himmel og lun aften.
Årstid: Forår
Påklædning: Den sædvanlige rød og hvid stribede t-shirt, et par slidte cowboybukser og converse i farven rød.

Dallas satte sig ned med et bump. Han betragtede sit tomme bord, og måtte nedslået konstatere, at hans to halv-søskende ikke var tilstede under middagen. Han havde godt hørt dem tale om en rejse, men var ked af, at de var taget afsted før han nåede tilbage. Første aften hjemme igen .. Og så skal jeg være alene. Han smilede skævt da maden kom til hans bord, og han øsede op på sin tallerken. I et kort øjeblik skulle han til at spise, men så kom han i tanke om alle ritualerne, og sukkede for sig selv. Alting var som det altid havde været, måtte han konstatere for sig selv, før han rejste sig, og gik hen imod bålet. Her kastede han et stykke kød ind, og mumlede: "Artemis". Han tøvede. Jeg føler mig så alene .. Hjælp mig lidt mor. Og pludselig kunne han lugte forår, græsmarker og skovbund. Han indhalerede duften, og sukkede tilfreds, før han satte sig ned ved sit bord. Alene og ensom.
Dallas stak lidt til maden, der ikke just muntrede ham op. Det så ligesom lidt forladt ud, og tanken om at han sad og spiste hjort gjorde ham lidt utilpas. Han vidste godt at 'sådan var livet' men det var ikke noget, der gjorde ham i bedre humør.

Dallas, der nu havde fået sig tygget igennem det første stykke kød, sukkede dramatisk for sig selv. Han havde været væk i 5 måneder, og det var kun en håndfuld af hans nærmeste venner, der havde sagt 'velkommen hjem', og så selvfølgelig Cheran, der var venlig som altid. En varm mand, måtte man sige, varm og godhjertet, og for det var han elsket af stort set alle. En pige fangede hans blik, og han lagde nysgerrigt hovedet på skrå. Hun sad alene ligesom ham, og et kort øjeblik fangede hun hans blik, og i 2 pinlige sekunder stirrede de hinanden i øjnene, før han slog blikket ned.
Selvfølgelig havde Dallas ikke kun fået varme ord ved hjemkomsten - Ikke noget han var stolt af - men der var tre piger fra 'Heras hus' og så to drenge fra 'Aros' hus', der havde set sig sure på ham for 2 år siden, og det havde resulteret i en masse åndsvage pranks. Han blev nødt til at se sig over skuldreren mere end ofte, for han agtede ikke at give sig, specielt ikke overfor de tre piger, for de var utroligt dårlige til at komme med spydige bemærkninger, hvilket han selv var lidt af en mester i.
Pigen fra Iris-bordet fangede igen hans blik, og han rettede sig af refleks lidt op. Han smilede varmt til hende, for han følte ikke, at han kunne være andet bekendt - Og så var der et eller andet, der slog ham. Hun så velkendt ud, men ikke som sådan velkendt.. Mere som fra en drøm eller fra et gammelt gammelt minde.
Tankerne fik ham til at rynke øjenbrynene, men da han opdagede, at han måtet have set en smule for koncentreret ud, fløj tanken bort fra ham, og han smilede atter til pigen.

Dallas blev overrasket - bland en lille portion 'forlegen', 'chokeret', 'glad' og lige lidt 'smigret' oven i, og så ved du hvordan han havde det - over, at pigen smilede igen. Det var sjældent at folk gad at tage tid til at smile tilbage, og når de så endelig gjorde det, blev han med det samme glad. Det varmede helt ind til benene. Smilet hun sendte ham, fik ham til at tænke på varme og sand, og han spidsede tænksomt munden. Han var næsten hundrede procent sikker på, at han havde set hende før. Et eller andet sted. Han kneb øjnene sammen for at fokusere, men hver gang han tænkte over det, forsvandt det ligesom for ham. Han sukkede for sig selv, og gav sig til at stirre på sin mad. Burde han? Skulle han? .. Selvom det var mod reglerne? Han smilede for sig selv. Regler havde alligevel aldrig rigtigt været ham.
Dallas rejste sig op, tog sin tallerken med sig, og satte sig ned overfor pigen. Et par nysgerrige øjne fulgte ham, men der var - overraskende nok - ingen der råbte højt om hans lille regelbrydning. Mr. D var alligevel for optaget af noget andet, og kiggede slet ikke hen imod dem.
"Hej" Sagde han varmt, og nikkede svagt som en hilsen. "Er du ny her?" Han lagde stille hovedet på skrå igen, en vane han havde når han blev nysgerrig eller fascineret. Hvilken en af delene han var nu, kunne han ikke helt sætte fingeren på. Sikkert en blanding af begge dele.

Jeg er nemlig født og opvokset i Grækenland ... Sætningen gentog sig selv et par gange, og Dallas tog sig selv i endnu engang at se tænksom ud. Grækenland. Men så spurgte pigen om noget, og han blev nødt til at fokusere, for at kunne besvare dem. Han smilede skævt, en smugle forlegent. "Jeg har været her i 6 år - 3 år på fuldtid, de andre 3 år i ferierne" Han trak på skuldrene, men mærkede halskæden med de 6 perler trykke mod brystet, og det gav ham en varm følelse indeni. "Hvordan synes du så her er?" Han smilede bredt til hende, "Selvom det hele nok er lidt mærkeligt, og sikkert noget du skal vende dig til" Han smilede skævt, for han havde selv brugt mindst en uge på at fatte at stedet faktisk var rigtigt. Han havde hver dag forventet at han snart ville vågne, og så var det tilbage til folkeskolen, men sådan blev det aldrig.¨
Grækenland..
Landet poppede op i hans tanker endnu engang, da han havde betragtet pigens øjne. Så spærrede han øjnene op, og kom til at le lettere chokeret. "Arya?" Spurgte han, og hævede et øjenbryn. Var det virkelig hende? Han grinede endnu engang, for sidste gang han havde set hende var det faktisk i Grækenland. Han havde været på skoleudflugt, og han var smuttet fra flokken omkring middag, for at finde noget mere spændende at lave - han vidste alligevel alt for meget om græsk mytologi som følge af at være en del af halvblodlejren - og så var de stødt ind i hinanden.

Dallas åbnede munden, men lukkede den så igen. Han følte sig chokeret, og vidste ikke helt hvad han skulle sige, men så blødte han ligesom op, og begyndte at le. "Ja, ja jeg er!" Han smilede bredt, "Hvor er det vildt!" Udbrød han, og rystede på hovedet, før han kom i tanke om hendes første spørgsmål. Han trak smilende på skuldrene. "6 år.." Nikkede han. "Det har været en lang, men god tid jeg har været her" Han smilede drømmende. "Ikke nogle af de alt for store katastrofer. Jeg har næsten mit hus for mig selv." Han smilede muntert, før han fortsatte "Der er mange søde personer her, og mange knapt så søde, men dem går jeg bare udenom. De får ikke lov til at ødelægge mit humør. Jeg er vild med skoven og jordbærmarkerne" Ved det sidste lyste hans øjne op, og han kiggede lumsk på Arya. "Jordbærmarkerne er det bedste. Hvis du ikke allerede har set dem, vil jeg med glæde vise dig dem. Og pegasusserne" Han tøvede. "Jeg er mere til at være nede på jorden, men Pegasuserne er fantastiske, det giver jeg dig helt ret i!"
En fyr til venstre for Dallas kiggede mistænksomt på ham, og Dallas sendte ham et lavt tys, for at sige, at drengen ikke skulle råbe op om hans lille regelbrud. Han smilede.
Dallas vendte sig igen mod Arya, før han smilende rystede på hovedet endnu engang. "Det her er for surrealistisk" konstaterede han med en sagte mumlen.

Dallas nikkede grinende. "Ja, ja det er det!" Mumlede han, og rystede smilende på hovedet. Verden var vel nok lille! Han betragtede kort hendes drømmende smil, og tog sig selv i at smile endnu mere af det. Betagelsen af denne pige faldt hurtigt over ham, men han var også hurtig til at blive fascineret. Og fascinerende, der var lige hvad hun var, Arya. Lyder dejligt? Dejligt? "Tjoeh" mumlede han, og kneb det ene øje i i en tænksom grimasse. "Det kan af og til være lidt ensomt, men vi har lige fået en ny pige ind, så der er nok at se til" Han smilede skævt, og pustede så ud. Det havde faktisk været en lang dag. Vise pigen rundt, støde ind i endnu en pige i skoven, oppe at skændes med en søn af hades, og nu det her! En uventet drejning. Men på den anden side var hans liv alt for uforudsigeligt, så han havde allerede vennet sig til det.
Dallas klukkede for sig selv. Hendes beskrivelse af irriterende folk ramte lige plet, og han nikkede for at give hende ret. "Det har du helt ret i! Lad dem om at ødelægge deres eget liv med deprimerende og negative tanker, og lad så os andre optimistiske væsner være i fred" Han smilede bredt, og lænede sig ind over bordet for at hviske noget til hende. "Jeg kan tale med dem" Hviskede han, og smilede flabet. "Pegasusserne altså"

Dallas fik kort øjenkontakt med en fyr ved bordet ved siden af dem, og han hævede let et øjenbryn, før han vendte blikket mod Arya igen. Sommerfugle-effekten. Ordet poppede op i hans hoved uden nogen egentlig forklaring, og et kort øjeblik så han forvirret ud, før det gik op for ham hvor han havde hørt ordet før, og han smilede skævt. Sommerfugle-effekten var når glæde smittede - eller vrede for den sags skyld, men det princip at man automatisk smiler, når andre gør det. Sådan havde han det med Arya, hun var glad, og det gjorde ham glad og tilpas.
Så opdagede han den lette rødmen i hendes kinder, og hans smil blev endnu større. Han var fristet til at spørge ind til det, men måtte tvinge sig til at lade være. Han ville trods alt ikke sætte dårlige førstehåndsindtryk ind så hurtigt.
Hårdt at få en ny ind? Dallas rynkede tænksomt på næsen, en irriterende vane han havde fået sig. "Ikke ligefrem hårdt.. Men de virker ligesom så forvirrede i starten - forståeligt nok, så det er hårdt at slå deres skepsis i stykker. Og så er hun en energisk ung dame med noget af et temperament." Han udstødte en munter lille latter, og lagde hovedet på skrå med et smil omkring læberne. "Det lyder rigtig hyggeligt" Hans øjne betragtede blidt Arya, og han bed sig i læben, før han rettede sig op.
Da hun lænede sig hen imod ham, kunne han dufte blomster. Han rynkede tænksomt øjenbrynene, men klukkede så da hun havde talt ud. "Må jeg spørge hvem din mor er?"

Dallas hævede langsomt et øjenbryn, endnu en af hans irriterende vaner, men smilede stadig. Det var et af hans klassiske ansigtsudtryk, for det meste noget han gjorde, når han var tilpas. Og lige nu havde han det fantastisk. Der var god selskab, han havde spist en masse god mad, ingen havde sladret om hans lille crime og vejret var lunt. Helt perfekt. Han smilede svagt over tankerne, så han glippede de første par ord af Aryas sætning. Lige nemt? Han smilede bredere. "Ork nej. Og så tegner hun" Han himlede med øjnene, "Og jeg er ikke specielt god til at sidde stille, med mindre jeg spiser selvfølgelig, over længere tid, og alligevel insisterede hun på at tegne mig" Han trak på skuldrene, og rynkede på næsen. "Men hun var nu god til at tegne" Han rynkede tænksomt på øjenbrynene. Egentlig gik han ikke så meget op i kunsten at tegne, måske fordi han selv var umådelig dårlig til det, men han kunne da se, at hans nye søster havde været fantastisk med en blyant.
Lige da Arya sagde navnet 'Iris', opfangede Dallas små regnbuer i hendes øjne. Selvfølgelig. Han smilede muntert. "Det kunne jeg jo have sagt mig selv. Med en så farvestrålende personlighed" Konstaterede han, og tog en tår vand. "Artemis?" Han nikkede smilende. "Hvad afslørede mig?" Spurgte han, og hævede endnu engang øjenbrynene, dog med et udfordrende smil.

Dallas lod sine øjenbryn falde på plads, og han sad i et stykke tid, bare for at betragte den kønne pige, der sad overfor sig. Da hun hævede øjenbrynet, som en kædereaktion til hans eget hævede øjenbryn, smilede han varmt til hende. Han havde det selv med at gøre det samme. Det med at bide sig i læben, hvis andre gjorde det. Det med at klø sig i håret, knytte hænderne, trække på skuldrene eller rynke på næsen. Men han var også en person, der viste meget med hans ansigts-mimik. Det var vel både en velsignelse og en forbandelse, for han havde virkelig svært ved at lyve, men han havde også en politik om, at han kun ville lyve for at beskytte dem han holdt af, så i den forstand var det ikke en belastning. Han smilede, og nikkede. "Jeg overlever altid" Svarede han med et kækt glimt i øjnene, der dog forduftede som dug for solen. Hun så pludselig ked ud af det. Havde han gjort noget forkert? Dallas rykkede utilpas på sig, og lænede sig ind over bordet, for at fange hendes blik. "Hey?" Spurgte han stille, og lagde sin hånd over hendes. "Er du okay?" Han rynkede øjenbrynene. Hun rettede sig op, og smilede til ham, men han kunne stadig se en indre kamp. Han rettede sig op, og fjernede hånden igen. Han smilede tilbage. "Årh.. Hvad kan jeg sige?" Han trak på skuldrene. "Og så selvfølgelig dine øjne" Han kiggede ned i bordet "Når du smiler, kan man se små regnbuer i dem." Dallas stirrede måbende på hende. Hendes beskrivelse ramte uhyggeligt godt. Hans læber krusede i et klukkende grin. "Du tænker godt nok hurtigt" Udbrød han smilende, og rystede stille på hovedet.

Dallas knyttede hænderne. Han havde svært ved alt snakken om uhyrer, eftersom de havde ødelagt så mange liv, inklusiv hans eget, og han hadede at høre om andres elendigheder. Det var helt klart en svaghed han havde, for han havde selv lagt sin fortid bag sig, og ville helst have at andre gjorde det samme. Måske fordi han på den måde ikke blev mindet om sin egen fortid.
Dallas tørrede blidt tåren væk fra hendes kind, og tog hendes hånd i sin. Han smilede opmuntrende, men med sørgmod inde bag ved smilet. "I det mindste har du gode minder fra ham, ikke?" Sagde han med et sørgmodigt smil. "Dem må du bare holde fast ved, og så accepterer at du har mistet ham, men at den tid i havde sammen var en god tid, ikke?" Han bed sig let i læben, og tænkte med bitterhed på sin egen far, der havde fået en ny familie - eller en ny kæreste, der havde placeret dumme tanker i hovedet på ham.
Da hun kommenterede sine øjne som 'forkerte' åbnede han munden af ren overraskelse. "Nejnej!" Skyndte han sig at sige, og sendte hende et varmt smil. "Det er smukt!" Han kiggede endnu engang ned i bordet. En ting han altid lod sig fascinere af, var øjne. Øjne var vinduer til sjælen, sagde man jo, og af en eller anden grund, fandt han øjne usedvanligt smukke. Han rettede blikket mod hende endnu engang, og betragtede hendes øjne. "De er smukke" gentog han med et skævt smil.

Dallas lagde hovedet let på skrå, da hendes hånd blidt strøg ham over kinden. Han smilede svagt til hende, og greb så hånden hun havde på hans kind, så han blidt klemte den. Hun virkede oprigtigt interesseret i om han havde noget at snakke om, tænkte han tøvende, men sukkede så næsten lydløst. Han skulle ikke tynge andre med sine problemer, det hjalp jo ikke andre på nogen måde. Han ville bare hjælpe dem, og så blande sin fortid helt ud af det. Der var ingen grund til at rode op i gløderne, eller hvad man nu sagde. Han betragtede den nye fascinerende farve i hendes øjne med et skævt smil, og rystede så på hovedet.
"Jeg snakker ikke rigtig om min fortid" Sagde han tøvende, og det var på sin vis også rigtigt nok. Hvis han endelig åbnede op undlod han altid over halvdelen af historien, for hvis der var noget han hadede, så var det at andre fik ondt af ham. Han havde klaret sig igennem livet, og satte nu meget mere pris på det, hvilket var grunden til hans muntre ydre, men folk så næsten aldrig den sørgmodige side af ham, der kom frem efter mørkets frembrud. Faktisk var Dallas lidt bange for mørket, og de eneste der vidste det var hans få søskende, der prøvede at hjælpe ham igennem det. De vidste ikke hvorfor, men accepterede det tydeligvist, og sådan havde han det også bedst.
Dallas klukkede dæmpet da hun komplimenterede hans øjne, og trak så på skuldrene. "Det kan vi vidst takke min mor for" sagde han med et skævt smil, og slap blidt hendes hånd. Han havde utroligt lyse øjne i forhold til mange af hans søskende, og han havde altid slået det hen med hans 'lyse' personlighed.

Dallas nikkede taknemmeligt til Arya. Han respekterede selv når andre ikke var i humør til at tale tunge taler og snakke gravalvorligt, så han var taknemmelig for at andre respekterede hans eget valg. Nogengange var det bare ikke lige tiden til at snakke om fortiden. Den der dvæler ved fortiden kan ikke leve i nutiden, havde hans far sagt, og det var som noget af det eneste, noget han havde taget med fra sin fortid. Resten lå gemt bag tåger af misforståelser og ting, han bevidst havde skubbet væk for ikke at tænke over de ting, der smertede ham allermest.
Dallas betragtede hendes spinkle hånd, da hun trak den til sig, og han undrede sig kort over at have sluppet den. Så formørkede hans blik sig et kort sekund, og han skubbede alle tankerne væk, før han sendte et prøvende smil til Arya. Han håbede at mørket var kommet ud af hans blik, og ikke mindst ud af hans tanker, og for at være sikker, kiggede han kort over mod skoven. Han betragtede på de få sekunder, hvordan vinden legede med bladene i træernes toppe, og hvordan bunden var levende af dyr og biller - det sidste var mere noget han fornemmede. Så tog han en dyb indånding, og vendte sig mod Arya igen, nu med fornyet energi.
"Hvor lang tid har du så været her?" Spurgte han med hovedet på skrå, for han var ikke helt sikker på om han havde spurgt hende om det endnu. Det ville alligevel være fjollet at spørge om de samme spørgsmål flere gange, så hun troede, han ikke hørte efter. Men det gjorde han. Han var bare blevet kort distraheret. Et kort øjeblik var ofte alt, der skulle til. Han rystede klukkende på hovedet.
"Hold fast der sker meget i mit hoved idag" Indrømmede han forlegent, og kløede sig smilende i håret.