Ehm.. Hjælp? - Elena

S: Hovedbygningen
T: Formiddag
O: En masse halvguder og væsner rundt omkring
V: solskin, men køligt da det stadig er forholdvist tidligt
P: en hvid kjole i et let og luftigt stof. Slidte converse kopier

Fideliana så sig lidt forvirret rundt. Her var så mange folk, så mange væsner hun aldrig havde set før i sit liv. Hun havde hørt om den her slags, men aldrig troet det fandtes. Heller ikke da hendes mor havde fortalt hende det første gang. Nu stod hun her, alene og skulle lære alt selv. Det var spændende, men hun var også usikker. Hun så på den bygning hun havde fået udpeget som at være den bygning hun skulle henvende sig ved. Det var ikke så meget det at skulle til at bo her og lære hendes nye liv og identitet at kende der skræmte hende, det var mere hvad det mon havde af konsekvenser. Hvad kunne hun siden hun var så speciel at hun skulle bo i en speciel lejr?
Hun gik ind og så lidt rundt i hvad der måtte være en forhal eller gang. Hvor i al verden skulle hun gå hen? Hun satte sin bagage ned med et tungt suk. Hårdt arbejde og tunge ting var ikke lige hende. Hun prøvede at se om hun måske kunne finde en der kunne hjælpe hende, eller et skilt eller seddel der fortalte hvad hun skulle gøre.

Fideliana så rundt og prøvede desperart at få opmærksomhed eller hjælp af folk om hende, men de så alle ud til at have travlt med en masse, de standsede i hvert fald ikke op. Og ingen så rigtigt på hende i mere end et halvt sekund. Hun kom med et opgivende suk mens hendes øjne igen gled rundt og den her gang fangede noget lidt mere opsigtvækkende. Med et lavt "Hjælp!" trådte hun et skridt tilbage da hun så en kentaur komme imod hende sammen med en pige på omtrent hendes egen alder. En kentaur? Det blev kun mere og mere utroligt. 
Det der nok fangede hendes opmærksomhed mest ved de to var at de så på hende. Det gav hende et nyt håb om at de måske kunne fortælle hende hvor i al verden hun skulle gøre af sig selv. Hun skævede kort til sin bagage inden hun trådte over imod kentauren og pigen for at få hjælp. "Hej! Hej, undskyld, men kan I fortælle mig hvad det er mening at jeg skal gøre? Fordi.. Jeg er ret meget på bar bund. Mit navn er Fideliana, men, en forkortelse af det er helt fint. Det er et åndssvagt navn." Hun smilede lidt forhåbningsfuldt til dem og håbede de kunne og ville hjælpe. Samtidigt håbede hun også hun ikke havde givet et dårligt førstehåndsindtryk.

Fideliana så på pigen med et undersøgend blik. Hun virkede imødekommende og venlig nok, men også lidt kedelig. Alligevel smilede hun lidt, anstrengte sig for bare at nikke og se sød ud. Hun havde fornemmelsen af at hun ikke skulle begynde at være sig selv for meget så længe kentauren, eller Chiron som hun kaldte ham, var i nærheden. 


"Tusind tak. Det ville være rart ikke bare at vandre rundt uden at vide noget som helst om hvor jeg er eller hvem jeg er i blandt." Delia så kort rundt igen. Hvordan kunne alle her se så alvorlige ud? Selvfølgelig var de halvguder og alt det der, men hvor var festen? Morskaben? Alle bare våben eller lignede nogen der skulle i krig. Der var vel forhåbentligt ikke en forventning om at hun også skulle rende rundt med sværd og opføre sig åndssvagt? 

"Skal vi ikke komme igang? Lejren er stor, hvis vi skal nå det hele inden mit fokus forsvinder og jeg bliver sulten bør det nok ske snart." Hun smilede blidt inden hun vendte sig imod hendes bagage igen og bed sig selv i tungen som straf. Virkelig? Kunne hun ikke lade som om hun var ordenligt opdraget i bare fem minutter i stedet for at te sig som et barn? Åbenbart ikke. Hun hankede op i taskerne og så afvendtende på Elena. "Før an." Hun smilede igen lidt.

Delia så på Kentauren og nikkede en smule med et smil. Hun så efter ham i lang tid og prøvede at finde ud af hvordan det der halvt hest, halvt menneske fungerede. Hun kunne kun forstille sig det måtte være virkeligt irriterende. Så vendte hun opmærksomheden mod Elena. Hun satte sine ting ned igen og skulle til at takke da hun fik spørgsmålet om hendes forældre. "Ja, Dionysos. Jeg ved ikke særligt meget om ham, men min mor siger jeg ligner ham ret meget." Hun trak på skuldrene. Hun kunne ikke rigtigt snakke meget om det. Hvad hun vidste mødte halvguder ikke deres guddommelige forældre, så der var jo ikke meget at gøre end at finde frem til et par legender. "Og dig? Du ligner ikke ligefrem en jeg kunne forestille mig var en søster. Intet personligt." Fidela var selv en meget tilbagelænet person der elskede fest og gang i den. Hun brød sig ikke om hårdt arbejde eller pligter, man kunne ikke påstå Elena fremstod på den måde. Lidt nysgerrigt så Delia ud på lejren udenfor bygningen. Det var sært at tænke på at nogen der kunne være hendes bror eller søster rendte rundt derude, når hun havde været alene hele hendes barndom.

Pigen virkede utroligt stolt af sin mor. Delia havde det ikke på samme måde, men hun vidste heller ikke rigtigt noget om hendes far, og så var det altså svært at være stolt. Men en mor der var gud for visdom måtte da kun være et plus. Alle her så ud til at slås med sværd og den slags, så det måtte Elena vel også være helt vildt god til. Ikke at Fideliana misundede hende, hun havde det fint med at sidde og spille fløjte eller danse til musik hun nu lige havde på hende telefon.
Hun nikkede ivrigt da der var snak om at komme videre. Hun tog hurtigt sine sko af og havde dem i hånden inden hun fulgte med Elena ud i lejren, med bare fødder. Hvordan hun nogensinde skulle kunne finde rundt i den her lejr, kunne hun ikke lige forestille sig. Her var stort, og for en der ikke kendte nogen virkede alt som et stort mylder af alt for mange forskellige mennesker. "Kender du din mor? Hvordan ved man hvem der er ens søskende? Kan man se forskel på de forskellige guders børn? Hvad laver I mest? Er der tit fester?" Spørgsmålene væltede pludseligt frem. Delia var ikke god til at holde sådan nogle for sig selv.

Delia så godt Elenas blik mod hendes fødder. Hun smilede lidt over hendes reaktion, kom faktisk til at grine. "Bedre jordforbindelse. Jeg føler mig mere fri på den måde." Så vidt muligt gik hun altid uden sko, men hun kunne godt se at hvis hun skulle lege med sværd eller andre våben var det nok ikke det optimale. 
Hun så interesseret på hendes guide da hun fik svar på alle sine spørgsmål. Elena kendte sin mor, altså var det muligt at møde sin gudeforælder. Det skulle hun huske til at senere tidspunkt. Det med søskende kunne hun slevfølgelig godt se, men stereotyperne glædede hun sig nu til at finde rundt i. Det var altid sjovt at se hvem der holdt sammen. "Og Dionysos børn? Hvad laver vi? Please, lad vær med at sige sværdkamp eller noget!" Delia så bedende på hende. Det var overhovedet ikke hende at skulle rende rundt og lege helt. 
Hun så sig omkring mens de gik. Alt var så spændende og nyt. Folk var begyndt at kigge på hende. "Kan folk se jeg er ny?" Hun vendte og drejede sig lidt for at finde alle dem der kiggede. Igen lo hun lidt. Tiden her skulle nok blive sjov. 
"Jeg vil høre alt om jeres fester! Det lyder vildt sjovt." Energisk og spændt så hun over på Elena. Hun nærmest hoppede videre. Hun blev mere og mere sikker på at hun hørte til blandt de her folk.

Hun nikkede en smule og så sig stadig lidt omkring, smilede til diverse folk hun nu fik øjenkontakt med. Hun fulgte hurtigt efter Elena for ikke at blive væk fra hende og for at får med hvad hun sagde. Hvis hun blev væk fra hendes guide nu ville det nok blive rimeligt svært nogensinde at finde noget i den her lejr. Hun tænkte lidt over det. "Jordbærmarker? Lyder hyggeligt nok. Bedre end at rende og slå sig selv halvt ihjel på sværd og spyd." Hun gøs ved tanken. Delia var ikke typen der brød sig om kamp, slet ikke når det indebar en masse træning og hårdt slid. Så hellere rende rundt og hjælpe nymfer i marken. "Hvad er nymferne helt præcist? Er de ligesom halvguderne?" 
Delia så imod hytte 12 og lagde hovedet lidt på skrå. Mere primitivt end der hvor hun kom fra, men bestemt ikke ude af stand til at blive benyttet som hjem. Hun smilede for sig selv. "Sejt." Hun gik videre hen imod hytten for at se nærmere på sit nye hjem. Hun var ikke sikker på om hun måtte, eller om hendes guide ville vise hende mere, men så sagde hun jo nok noget. Stedet her var så fremmed og ukendt, men alligevel følte hun sig hjemme og tryg. Det var underligt men rart. Hun var dog ikke helt sikker på hvordan det ville være at skulle møde en masse halv søskende. Hun ville nu gerne møde folk som hende, med samme evner. Måske ville hun så heller ikke føle sig så underlig og sær som hun havde gjort før hun kom her til.

Delia undersøgte kort stedet. Hun smed sine sko i hytten, hun skulle jo alligevel bo her. Hun hoppede tilbage til Elena og kiggede forventningsfuldt på hende med et smil. "Ja! Før an. Jeg vil gerne se det hele! Og høre mere om de fester der!" Hun så lidt rundt med et smil. Nu vidste hun hvor hendes base var, hun vidste hvor hun kunne søge hen hvis der skete noget. Hun var klar til at udforske resten af det nye sted. 
"Er det normalt at møde sin gudeforælder? Kan jeg møde min på et tidspunkt? Hey, ham Chiron der er han en slags chef eller hvad? Er der mange af dem også? Kentauere og satyrer? Har de også krafter som os? UH HVAD ER DINE EVNER?!" Hun så spændt på hendes guide. Hun virkede til at vide det hele, så Delia havde det fint med at spørge så meget. Hun ville jo gerne vide det, og helst med det samme. Specielt det sidste spørgsmål gjorde hende nysgerrig, hun ville gerne vide hvad andre kunne af ting. Hun var selv ikke helt tilfreds med hendes egne evner, de virkede lidt tamme ifølge hende. Men måske var det altid sådan. Det var det hun gerne ville vide.

Delia så spændt på Elena, og ventede på at få svar på alle spørgsmålene. Hun så på den dreng der kom og blandede sig. Hun trådte tilbage da han slog hende, hun havde faktisk regnet med at Elena vargået lige i struben på ham. Men det skete ikke til hendes store overraskelse. Det virkede til Elena var ret gode venner med drengen, siden hun fandt sig i det. De mumlede sammen, og hun kunne alligevel ikke høre det. Imens så hun lidt rundt, ikke at tingene omkring hende ændrede sig ret meget. 
Til sidst blev hun for utålmodig. "Elena! Please. Jeg vil gerne se det her sted, og jeg vil gerne have svar på de spørgsmål. Jeg ber dig!" Hun så dybt bedende på hende, selvom det at tigge nok ikke ville virke. Hun skævede kort til drengen igen. Han så ikke særligt muskuløs ud i forhold til de andre drenge der gik rundt her. Ikke at det talte for hende, men det var alligevel noget hun bed fast i. Så kiggede hun igen afventende på Elena for at komme videre.

Delia så lidt på drengen. Hun kunne bedre lide ham end Elena. Han virkede langt mere åben og venlig. Plus han smilede når de to snakkede sammen og hun ikke kunne høre det. Det gjorde Elena ikke. Hun smilede til han og tog hans hånd. "Fideliana. Datter af Dionysos." Hun så så på hendes guide igen da hun endelig fik svar på hendes spørgsmål. Det fik hende til at smile. "Wow. Er tre evner normalt? For jeg kender kun to som jeg har..." Tænk hvis hun havde flere end de to svage fest evner. Hvis hun kunne få noget der var noget værd.
Hun ville gerne videre, af sted. Hun så på drengen der igen fik skubbet Elena igen. Det var rart hun ikke selv skulle skubbe på hele tiden. Hun trippede lidt af sted. "Hvem er Pan?" Hun så på Elena. Hun havde nævnt ham da hun snakkede om satyrerne. Hun hoppede lidt af sted og på stedet, hun var sjældent til at holde i ro.