Det at fare vild hører vel med.... - Fantastiske! (Julien xD)

Tid: Øhm... glemte uret i hytten... ca. 22
Sted: et sted i skoven
Omgivelser: en masse trærødder og stammer, ellers kun dis.
Vejr: overskyet og køligt
Dag: fredag!
Årstid: forår
Påklædning: stramme sorte jeans og en orange halvblodslejren T-shirt

En blond pige bevægede sig snigende rundt i midten af skoven. Hun var faret vild; typisk for nye halvguder. Hun havde trukket sin kniv af overjordisk sådan "just in case". Hun havde flettet sit hoftelange hår, så det kun gik hende til halvvejs på armen. Hun havde aldrig været i skoven før, det var kun en dag siden, at hun var ankommet til lejren, hun havde kun hørt om alle de dødsfald og monstre i skoven.  Mens hun overvejede, hvor mange monstre der godt kunne lide forsvarsløse - eller næsten forsvarsløse - halvgudinder, prøvede hun at finde en vej ud af den endeløse skov. Denne pige var en halvgudinde ved navn Topaz. Til sidst blev hun træt og satte sig op af en træstamme. Hun havde lyst til at græde og ligge sig til at dø. Hun var træt, tørstig, bange og væk. Men det var for barnligt og svagt og ville sådan set ikke hjælpe noget. Hun sukkede og rejste sig, men pludseligt hørte hun en lyd bag sig. Hun gemte sig bag træet og gjorde klar til et angreb.

//Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle starte det...//

Topaz vendte sig hurtigt om og skulle lige til at jage kniven ind i, hvad hun nu gemte sig for, da hun pludseligt hørte en mandestemme sige: "Hey. Julien Marks søn af Hermes. Det er vidst på tide at komme tilbage til hytterne?" Uden at tænke sig om smed Topaz sin kniv og kastede sig om halsen på Julien. Det var bare en kæmpe lettelse, at han kom; hvis han ikke var kommet, hvad skulle hun så havde gjort? Hun stod bare og krammede ham indtil, at hun tog sig selv i at snøfte. Hun kunne ikke bare blive ved med at græde over ingenting! Hun trak sig tilbage og prøvede at få styr på sin stemme. "Hej. Jeg er Topaz Ruby og er datter af... Øhm Lyssa. Det var godt du kom!" Indrømmede hun og sendte et lidt genert smil til ham, "jeg for vidst vild..." Hun bukkede sig ned og samlede sin kniv op. "Øhm det må du undskylde", sagde hun , men hentydede ikke kun til det med kniven. Hun lod ham føre an, mens hun prøvede at huske, om hun havde været der før. "Er du ofte i skoven?" Spurgte hun, mens hun langsomt genvandt sit sædvanlige halvsindssyge ansigtsudtryk. Han virkede som en flink fyr, Julien, rettelse han virkede som en "pigernes mand", og det kunne Topaz godt lide. Én der turde komme med komplimenter uden at det blev akavet, og en som syntes at alle piger var skønne, selvom at deres forældre måske var sindssyge...

Topaz spidsede ører, da hun hørte en lyd ved siden af hende og Julien. Pludselig greb Julien hendes hånd og trak hende med, hun spærrede øjnene op og snublede mange gange over sine egne ben. 

De stoppede først op, da de kom i sikkerhed tæt ved lejrbålet. "Tusind tak", gispede hun forpustet. Hun skulle simpelthen få styr på det kondi. Pludselig kom hun i tanke om den lommelærke, hun havde gemt i lommen, hun tog en lille slurk samtidigt med, at hun mumlede noget i retning af: "20 drakmer. De må være sindssyge." Da hun havde fået en smule vodka, tilbød hun Julien den, hun vidste ikke rigtigt, hvad hun ellers skulle gøre for at takke ham. "Bare lige for at få det på det rene... Jeg kan godt styre mine evner, og jeg kunne aldrig finde på at afprøve dem. Jeg har bare mødt mange, som troede, at jeg ville bruge mine evner på dem, hvis de ikke gjorde, som jeg bad om. Som sagt, det ville jeg aldrig kunne finde på," sagde hun med et gavtyveagtigt smil, som sagde, "det kunne jeg aldrig finde på, medmindre at du virkelig pisser mig af". Nogle gange elskede hun at få folk til at tro, at hun var sindssyg.