Skyhtte?! ~ Cassidy

Tid: 05:34
Sted: Hytterne ~ En lille skyhytte, ved udkanten af skoven.
Vejr: Daggry, smuk, kølig, frisk, morgen.
Årstid: Efterår.
Omgivelser: Nogle dyr. Meget få halvblods, de fleste sover, eller holder sig indendørs.
Påklædning: Clickidy click click

Xavier vågnede ved 5 tiden, og kunne ikke sove. Det var så typisk, han havde aldrig været typen der sov længe. Han kunne ikke sove om aftenen, og vågnede altid tidligt. Han overvejede at prøve at sove igen, men det  vidste han at han ikke kunne. Så han stod op, skiftede fra nattøj til, tøj.
Han gik stille ud af hytten, for ikke at vække de andre. Da han var kommet ud, tog han en dyb indånding. Følelsen af frisk luft, der kom hele vejen ned i hans lunger, var fantastisk. Især når man kom fra en hytte fyldt med lugtene teenagere.
Han kiggede rundt, på pladsen, der var kun meget få elever der allerede var oppe, af hvad han kunne se. Men det var dejligt at se at han ikke var den eneste der vågnede tidligt. Udenfor duftede der friskt og af blomster, mennesker, ged og andre blandede dufte som han ikke rigtigt kunne placere. Da han havde gået lidt rundt, så han en skikelse, ikke af en halvblods eller andet væsen. Måske et hus? Nej det kunne det ikke være. Xavier gik tættere på. Det var ligesom en hvid kasse, ej det kunne det ikke være, hvorfor skulle der stå en kasse lige der. Det bevægede sig lidt, som en sky og var også hvid. Men den lå jo på jorden, så det kunne jo ikke være en sky. Den lå lidt fra hytterne, i udkanten af skoven. Han gik tættere på, og det begyndte at minde ham om en stor skumfidus. Men da han var næsten helt derhenne, kunne han se hvad det var. Det var en sky, eller et skyhus. Underligt, men sandt.
Fordi at Xavier jo var, den person han var, fik han utrolig meget lyst til at røre huset. Men han var samtidig bange for at det ville forsvinde ud i den blå luft hvis han gjorde. Var det ligesom at tage sin hånd ind i noget tåge, eller var det fast. Boede der nogen, kunne man overhovedet bo i det? Det var sådan nogle spørgsmål han stillede sig selv. Men selvom han var meget bange for at ødelægge det lille hus, kunne han ikke modstå fristelsen af at røre det. Så han gik helt hen, så han kun var få centimeter fra det. Så tog han forsigtigt sin hånd hen til det, og rørte. Han kunne ikke rigtigt beskrive hvordan det føltes, det var sådan lidt puffet. Men overraskende fast.

//Håber at det er ok//

Et højlydt, men temmelig kort tordenskrald vækkede Cassidy med et sæt. Heldigvis kunne folk uden for hytten ikke høre det, for uret på Cassidys natbord viste 5.35, og hvis hun vækkede resten af lejren på dette tidspunkt af døgnet, ville hun enstemmigt blive sat til at muge ud efter pegasusserne den næste måned. 
Et øjeblik var hun forvirret over, hvad der havde udløst tordenbraget. Så kom hun i tanker om, at ét kort tordenskrald var hendes indbrudsalarm. Hun sprang ud af sin skyseng, greb en bronzekniv der lå på hendes natbord (man kan aldrig være for forsigtig) og gik hen til døren. Udenfor stod der en dreng, der så ud til at være på Cassidys alder, med hånden på muren. Han lignede ikke et uhyre, men Cassidy holdt alligevel kniven parat - han kunne være en fjentlig halvgud eller et uhyre i forklæding.
Hun åbnede døren og trådte udenfor. Det var køligt udenfor, især for Cassidy, der kun havde en forvasket T-shirt og et par joggingbukser på, men hun ignorerede det; hun havde kæmpet mod uhyrer før og der skulle mere end en smule kulde til at slå hende ud.
"Undskyld mig." sagde hun og trådte et skridt frem mod drengen, stadig med hævet kniv. "Hvem er du, og hvad laver du ved mit hus på dette tidspunkt af døgnet?"

//Det er perfekt //

Xavier stod og kiggede som helt hypnotiseret på skyhuset. Han havde den ene hånd på det, og var klar til at det forsvandt eller at han ville ryge igennem det, når som helst. Da han bare stod og kiggede på huset, kan man godt forstå at han fik et kæmpe chok, og han var lige ved at springe 10 meter bagud, da døren til skyen åbnede og en pige stod, med uredt hår, joggingbukser. Og med en hævet kniv mod ham.
Han lavede straks et lille hop bagud, for ikke at røre ved huset mere. Samtidig førte han sine hænder op i blandede bevægelser foran ham selv, som en beskyttelse, da han jo ikke havde taget noget våben med. "wouw, wouw, wouw, wouuuuwwwwww"Han hoppede lidt på stedet, og blev så rolig. "Du var lige ved at tage livet af mig der." Han tog en dyb vejrtrækning. Og blev roligere, han holdt stadigvæk en hånd op foran sit ansigt.
"De er skam okay, jeg er vand til at folk truer mig med en dolk kl. 05:35 om morgenen" Han smilede usikkert.... Og kiggede lidt rundt, der var ingen andre rundt om, det var kun ham og pigen med dolken. "Øhm jeg hedder Xavier Thimothy Adams, og er søn af Morfeus. Jeg kommer fra et børnehjem i Santa Cruz. Jeg er 19 år, og har været i lejren i 10. Jeg så dette hus, og syntes det så underligt ud! Så ville se hvad det var. Jeg kan ikke sove, altså jeg er oppe sent, og vågner altid tidligt. Så det er derfor at jeg er her på det her tidpunkt" Det var nok ikke alt det hun ville vide, men han kunne ikke får sig selv til at stoppe.

Cassidy rullede med øjnene og sænkede sin kniv. Dernæst smilede hun skævt - hun burde være sur, men drengen virkede okay, og han fortjente ikke at få hendes vrede at føle. Desuden kendte hun selv til ikke at kunne sove, og vidste at nysgerrighed kunne være stærkt. Hun lagde kniven fra sig lige inden for døren (så hun stadig kunne få fat på den, hvis det skulle blive nødvendigt) og vendte dernæst opmærksomheden tilbage mod drengen. 
"Beklager, at jeg forskrækkede dig." sagde hun og lagde vægten på det ene ben. "Du forskrækkede mig bare. Jeg har en slags... Du kan vel kalde den en tyverisikring, der fortæller mig når nogen eller noget er i nærheden." Hun bed sig i læben og forsøgte at finde på noget, der måske kunne afforskrække ham lidt igen.
"Vil du... Med indenfor?" spurgte hun og lavede et kast med hovedet i retning af sin dør. "Jeg mener, ingen af os kan sove og skoven kan være en smule farlig. Ingen monstre kan komme ind i mit hus, og der er dejligt at være." Hu lagde afventende hovedet på skrå og så på drengen.

Xavier blev lidt -meget- roligere da pigen lagde kniven. Det måtte da være en eller anden form for fredstegn. Det håbede han i hvert fald. Det kunne jo også sagtens godt være, at pigen opdagede at dolken var for sløv eller lille til at dræbe Xavier, og hun var igang med at finde et endnu større våben. Men det tvivlede han stærkt på. Eller måske var det mere håb end tvivl... Han kendte jo ikke pigen i skyhuset.
"Hæh, det er okay... Og undskyld at jeg forskrækkede dig! Jeg vidste ærlig talt ikke at der var nogen der boede i skyen.... At man overhovedet kan bo her" Xavier rystede forvirret på hovedet men hans nysgerrighed var langt fra tilfredsstillet.
Så da pigen inviterede ham ind var han måske lidt for hurtig til at skynd sig ind i huset. "Jov, meget gerne tak! Jeg vil være lykkelig over at få lov til at se det her fantastiske... Hus indefra..." Han grinede lidt, han forstod stadigvæk ikke at det var et skyhus. Eller det troede han da at det var. "Øhm, jeg tænkte... Er det her hus egentlig sådan, lavet af skyer?" Han prikkede kort til det igen. "Og hvad hedder du? fortæl lidt om dig selv... Nu har jeg jo fortalt dig min livshistorie" Han kiggede rundt i det sjove hus. Og her boede hun så.

/Undskyld, hvis det er handi... Jeg skrev det i nat...//

Cassidy smilede, da drengen gik med til at komme indenfor. Hun håvede det ene øjenbryn og lo lidt, da han bad om hendes livshistorie.
"Livshistorie?" sagde hun spørgende. "Ikke så hurtigt. Der er kun to måder at få det ud af mig på: Jeg skal stole meget mere på dig eller jeg skal være så standerstiv, at jeg ikke kan stå på mine ben. Indtil videre kan det række at du ved, at mit navn er Cassidy Breeze, jeg er 19 år gammel, min far er Aiolos og jeg er opvokset i New York." Hun gjorde tegn til, at han skulle komme nærmere, men da han nåede til dørtærsklen, stoppede hun ham.
"Der er lige tre ting du skal vide om mit hus, inden du går ind." sagde hun. "For det første: Ja, man kan godt bo i det. Det er på en måde skyer, der er blevet kompresseret sammen til en fast, men blød masse, man kan gå på og bo i. For det andet: Det er superfølsomt over for stærke følelser, uanset hvad det er omkring. Hvis man bliver ophidset over noget derinde... Bare lad være, okay? Og den tredje: Du bliver nødt til at have formel invitation til at komme ind, ellers stater alarmen bare igen." Hun vendte sig om og sagde med høj stemme ind i huset. "Jeg, Cassidy Breeze, Aiolos' datter, giver hermed Xavier Thimothy Adams tilladelse til at træde indenfor." Der skete ikke noget særligt, men Cassidy vendte sig om og smilede til Xavier.
"Efter dig." sagde hun og lavede en indbydende gestus mod døren.

Xavier opdagede først nu. Han var på vej ind i et hus lavet af skyer hos en fremmed pige. Eller det gik først sådan RIGTIGT op for ham nu. Det skulle nok blive sjovt. Han kom til at tænke på hvordan det var inden han kom til lejren. Der ville han aldrig have været i den her situation, eller nogen af de situationer han havde været i de sidste 10 år. 10 år. Det var egentlig rigtig meget nu han tænkte over det. Nogle gagne føltes det som om at det kun var få uger siden, han havde boet på børnehjem. Og nær dødede. 
Han stoppede lidt uforstående, da hun gjorde tegn til at han skulle. "Jamen, mere forlanger jeg heller ikke. Hej, Cassidy datter af Aiolos" Han rakte hånden frem som en hilsen. Så man kunne godt bo i det. Det her skyhus. Men han blev alligevel lidt bekymret, da hun begyndte at tale om ting man skulle vide osv. Han lyttede. Da hun begyndte at tale formelt til huset, blev han først rigtig bekymret. Hvad var det han var gået med til. Han havde det som om  at huset ligepludselig villeblive træt af ham, og sluge ham. Men samtidig, det hele ville nok gå. Og hvorfor skulle Cassidy ville ham noget ondt. Hun var trods alt også en halvlods. Som alle andre her i lejren. Og hun virkede flink nok. 
"Tak." Da han officielt gik ind i huset, blev han først rigtig klar over hvordan der så ud derinde. Det var lidt ligesom Hermes hytten, bare nyere og mindre, da hun jo kun var en. 

/undskyld min uopfindsomhed Cass<3...//