in the city our old homes right Cassidy,

S New York bus mod Manhatten.
O folk der render rundt ud over dem mig og Cassidy
V køligt med lidt sol
Tid 17,00
P en t-shirt der er lidt smadret og et par jeans.
Richard lå og sov mens bussen kørte hen mod det sted han og cassi skulle af, grunden til han lå og sov som om alt var lige meget. Var fordi han igen  havde skud med bue, han var jo helvedes dårlig til det. Så lige meget hvad, bliv han lige så stille øm I armene når det enlig var de skulle af sted men han havde faktisk bare haft en hård dag. Men han gav altid bue skydning skylden, han begynde og  ryste lidt ikke fordi han fryste eller noget det sket bare. Hans hoved lå op af vindue mens de kørte videre. Det var nu lange tid siden, han havde været I byen og nu var de tilbage. Han begynde og røre på sig mens han åbent øjne, han kiggede på Cassi og smile til hende. Han kyssede hende på muden og smile til hende, "jeg tror snart vi er her hvad mener du selv det er jo dig vi skal ud til. Sagde Richard og smile blidt til hende, han kunne stadig huske hvad der var sket den dag de var kommet sammen igen. Hvem havde tror de ville finde sammen igen, de 4 helvedes hunde han havde slagte og den sidste som de havde klaret sammen. Han havde næsten tror han havde miste hende, da hun var besvimede. Men hun havde overlevet men denne dag I byen eller de her to uger ville ændre det, de vilel sikkert skulle fasted før igen men man viste jo aldrig han sukkede let og smile til hende.
//sorry den korte start men viste ikke hvad jeg skulle skrive//

Cassidy havde siddet og stirret tomt ud i luften, da Richards kys bragte hende tilbage til jorden. Hun smilede til ham, men hendes tanker vandrede tilbage til sidste gang, hun havde været i New York; skænderiet, kaosset derefter, uhyret, folk der råbte af hende, tårerne i hendes øjne, da hun løb.
Byen New York kom tættere og tættere på, men Cassidy vælgede at slå de nervøse tanker væk. Denne gang var hun der ikke alene - hun havde Richard med sig, Richard af alle. Han havde reddet hendes liv på stregen for nyligt, men hun havde stadig ikke fået fortalt ham om det, hun så da hun havde været bevidstløs. Hun burde, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hun smilede og lagde hovedet på hans skulder, samtidig med at hun tog hans hånd.

Kort tid efter ankom deres bus til New York. Cassidy rejste sig, stadig med Richard i hånden og trak ham udenfor. Solen skinnede, men det var ikke så varmt. Cassidy var glad for, at hun havde taget en trøje på. Hun guidede Richard ind mod centrum, hvor der var mest travlt. Da de kom ind i byen, satte hun farten lidt ned. Hvis sandheden skulle frem, var hun en smule nervøs - måske endda bange.
"Okay, kan du se den lejlighed?" spurgte hun Richard og pegede på en gigantisk penthouse-lejlighed et par etager oppe i en af højhusene. "Det er min mors hus. Sidste chance for at vende om." Det sidste var mest for sjov, men en lille del af hende havde stadig lyst til at vende om og løbe. Richard var det eneste, der afholdt hende fra at gøre det.

//Det er glimrende, det du har skrevet  Håber at mit også er det//

Richard smile til hende da hun lagde hendes hoved, på hans skulder han nusse hende lidt på kinden med hans fri hånd mens han holdte hendes ene hånd med den anden. Han smile lidt, og var lidt skræmt, for at vende tilbage til byen men han ville ikke vise det foran hende men han matte bare se tiden an og se på det når det kom. Han sukke let, iinden han vendte blikke mod hende igen. Han var lige så stille ved  og falde hen, da de næsten var ved at være der bliv han vække da Cassi begynde med og gøre sig selv klar til og komme ud af døren. Han sukke lette og fulgte så med hende, han ville så gerne vide om hun havde hold noget skjult for ham. Fordi den følese havde han nemlig haf I et godt stykke tid.

Han smile og fulget med hende gennem gaden, mens han prøve og tænke,lidt bedre for sig selv. Men da hun stille sig og pege op stod han et øjeblik, og bare havde lyst til og råbe, *det kan du da ikke mene.* Richard kigge over på hende da hun talte til ham og fortælle det var hans sidste chance, for at vende om men han stod bare og kigge på hende med et lille smil "jeg er sikker på jeg vil møde dem." Han grinte lidt og gik så med hende, op mod hendes mors lejelighed mens han holde hende I hånden og forsætte med og klemme kærligt  hendes hånd efter han havde kysset hende omkring øret.
//håber det kan bruges//

Cassidy tog en dyb indånding, da Richard bekræftede, at han gerne ville med op alligevel. En del af hende havde stadig lyst til at vende om og løbe, forsvinde... Stikke af. Alligevel endte hun med at nikke og smile selvsikkert til Richard, hvorefter hun førte ham hen mod bygningen. Den var stor, sølvgrå-agtig og så snobbet ud selv udenpå. Cassidy åbnede døren, trådte ind sammen med Richard og gik hen til elevatoren. Strengt taget var der også en trappe, men hendes mor boede på femte, så det var nemmere bare at tage elevatoren.
Mens de stod i elevatoren og ventede på at komme op, vendte Cassidy sig mod Richard.
"Du sagde, at du gerne vil møde min familie." sagde hun. "Sandheden er, at jeg ikke ved om der er nogen hjemme. Min mor..." Hun tøvede et øjeblik, men det var for sent at stoppe nu. "Min mor arbejder ret meget. Det var en af grundene til, at jeg flyttede til Halvblodslejren - jeg er ikke vild med at være alene." Det var ikke hele sandheden, men hun havde kun været kærester med Richard i et par uger nu. Der ville gå lidt længere, før hun ville afsløre alt for ham.
Et lavt ding fortalte Cassidy, at elevatoren var ankommet til hendes etage. Hun stak hånden i lommen og fiskede en nøgle op. Hun trådte ud af elevatoren, gik hen til en af dørene og låste den op. Derefter vendte hun sig mod Richard og lavede indbydende gestus mod døren. 
"Efter dig."

//Det kan det  Håber, at mit kan//

Han fulgte med hende hen af vejen og klemte blidt hendes hånd, mens han kigge sig omkring han kigge op på højhuset og sank en klump. *så det er her de bor det ser da meget snobbet ud* tænke Han. Han kigge på hende og smile lidt, inden han nikke og fulgte med hende ind i selve elevatoren. Det gik ikke lige frem hurtig mens de kørte op af, Richard kaste et blik omkring. Han var nervøs for at være alene med hende, selv om de havde være det før men ikke på den måde som de skulle være nu. Han nikke til hende og sank en klump inden han gik ind, i hendes mors stue og hendes lejelighed synet der mødte ham var nærmest sindsyg alt det  der var herinde var meget dyrt der var fladskærme en stor 42 fladskærm så nærmeste fløj. Der var en masede kede møbler som der var kendt mærke på, Richard fatte ikke hun boede her. Men det gjorde hun så der var jo et eller andet der nærmest fik hans hus, til og ligne lort det hus han havde med hans mor eller det var jo hans mors, men han boede der jo han vente sig om og kysse Cassi lige på læben og holde så om hende. Mens han hvile sin pande mod hendes, kunne man se hvor godt han havde det med hende alt det her var ikke et sted han selv ville bo for mange ting der kunne flyve omkring. Hvis der nogensinde sket det da, men nu måtte han bare vente og se hvad der ville ske, længere var den ikke men hvor havde han savnet hende. Dog ryste han lidt fordi de jo skulle være alene men det var mere nervøs så meget som han da var. Han lukke øjne og smile til hende, mens han holde om hende. "Jeg er så glad vi er sammen nu, det er jeg virklig." Svare Richard og smile til hende.
//håber det kan bruges//

Cassidy smilede og lod sine fingre løbe gennem Richards hår. Hun var glad for at hendes familie ikke var hjemme - hun magtede ikke sin mor og stedfar lige nu. Godt nok havde hun haft langt fra lige så mange problemer som mange andre halvguder, men der havde stadig været nogle seriøse bump på vejen i hendes liv. 
Hun skubbede sig en smule væk fra ham, men kun lige nok til, at hun kunne lægge armene ordentligt om nakken på ham. Hun havde været ret nervøs over at vende tilbage til New York og sit gamle, snobbede hjem, men at være der sammen med Richard var ikke det værste.
"Jeg håber ikke at du er for ked af, at min familie ikke er her." sagde hun stille. "På plussiden har vi hele min mors penthouse-lejlighed for os selv. Ingen irriterende elementer." Hun lænede sin pande mod hans og kyssede ham blidt på læberne. Ingen irriterende elementer...

"Undskyld, men forstyrrer jeg noget?"
Der gik et sæt gennem Cassidy ved lyden af en stemme, der helt klart ikke var Richards. Hun vendte sig mod døråbningen, hvor stemmen var kommet fra og så en yngre pige stå og læne sig afslappet op af dørkarmen med krydsede arme. Hun så ud til at være en 15-16 år gammel. Hun var lavere og mere spinkel end Cassidy og havde skulderlangt, krøllet hår i en farve midt imellem rød og mørkebrun. Hun havde lys hud, brune øjne og fregner og hendes påklædning bestod af en lyseblå t-shirt, en løs lilla cardigan uden ærmer, et par cowboybukser og et par hvide sneakers. Hun forsøgte tydeligvis at se sur ud, men der var et glimt i hendes øjne, der mindede Cassidy om ungerne i Hermes-hytten hjemme i lejren; humoristisk og med tydelig indikation af, at hun var en ballademager. Cassidy sank en klump, og dernæst smilede hun. 
"Richard." sagde hun. "Mød Charity. Min lillesøster."

//OOG: Der var plottwistet  Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg helst spille NPC for Charity selv. Håber det er okay //

Richard stod og kigge hende i øjne og smile, da hun lagde sine hænder bag hans nakke hans smil var der stadig og han kysse glædeligt  med enden han hørte en anden stemme. Der gik nærmest et chok igennem Richard, han kigge over hans ene skulderen og så en der nærmeste ville være Cassidy som lille, Han sank en klump og vend så hans blik mod hende, mens han høre hende præsentere sin søster. Han vendt sig om igen og kigge  på hendes lille søster hvor han så hilste på hendes søster med et nik og sagde "hej jeg hedder Richard og er din storsøsters kæreste. Selv om du nok har fundet, ud af det selv" han kløede sig lidt i håret og vendt så blikket mod Cassidy igen. Mens han smile til hende, "du kunne godt ha sagt at du havde en lille søster så ville jeg ha taget noget andet tøj på jeg ligne jo noget der er løgn lige nu med mit tøj ikke." Sagde han og kigge på dem begge to, hans tøj var jo nærmest smadret fuldkommen det kunne de jo også begge se det var nu sjovt at Cassidy ikke havde talt om hans tøj da det jo så ud til og være helt smadret. Men Cassidy viste vel hvad hun havde gang i da hun sagde det selv om han selv syndes han så grim ud i det halv smadret tøj, han smile og kysse Cassidy på munden en enkel gang. Inden han smile til hendes lille søster han kunne jo prøve og blive venner med hende ikke, hun havde sikkert også en ide til en gave til Cassidy. Får det var jo en  uge siden de var kommet
sammen, så han måtte se på det før eller siden og finde ud af hvad han skulle gi hende i gave.
//håber det kan bruges//

Cassidy smilede og så fra sin søster til Richard, og så tilbage igen. Hun havde ikke regnet med, at hendes familie havde været hjemme, så Charity havde været lidt af en overraskelse. Hun puffede blidt til Richard, som en tegn på, at han bare skulle slappe af. Hun vendte atter blikket mod sin søster, som var lige på nippet til at smile. Så gjorde hun noget, der næsten sendte et elektisk stød gennem Cassidy. Hun rynkede brynene og kneb øjnene sammen.
"Richard?" sagde hun spørgende. "Som i den Richard?"
Cassidy kendte sin søster godt nok til at vide, hvad der var ved at ske. Hun nåede lige at lægge sig imellem, da Charity kastede sig frem mod Richard med vrede i blikket. For et par år siden ville Charity have tromlet Cassidy fuldstændig ned, men efter 5 års hardcore kamptræning, var Cassidy stærkere end hende. Efter et minut eller to's slåskamp, lykkedes det Cassidy at få fat i Charitys arme, tvinge dem om på hendes ryg og løfte hende på sikker afstand af Richard.
"DIG!" råbte Charity til Richard. Hun var helt rød i hovedet, men om det var af vrede eller udmattelse, vidste Cassidy ikke. "Har du nogen idé om, hvor meget du har såret min søster?! Og nu er du HER?! JEG SLÅR DIG IHJEL!"
Charity sparkede som en sidssyg, nu da Cassidy havde taget hendes arme. Indtil videre kunne Cassidy holde hende, men at holde på en 16-årig, der sparkede og råbte var ikke let
"Richard?" sagde hun rettet mod Richard. "Lidt hjælp?"

//OOG: Okay, jeg har fundet et billede, der sådan cirka passer på, hvordan Charity ser ud. Bare forstil dig brune øjne i stedet for grønne: http://fc01.deviantart.net/fs71/f/2013/104/9/2/rachel_elizabeth_dare_by_aireenscolor-d61owt1.jpg

Richard selv stod et øjeblik og skulle lige til og slappe lidt af, men så sket det u vente. Hun kigge første mistænksomt på ham hvor efter hun nærmest fløj mod Richard, hvis Cassidy ikke havde stille sig i mellem dem ville det ha endt galt.  Han kigge på hende og så hvordan Cassidy og hendes lillesøster Charity, kæmpe han stod bare som forstenet inden han hørte  Cassidy tale til ham. Efter hendes lille søster havde skældt ham ud, han fik en dårlig smag i munden og kigge så op på Cassidy. Han havde en ide han ville gå hen til hende, og hjælpe med  at holde hende i ro han kigge på hende inden han gik over mod dem i 3 store skridt.  Han sank en klump og kigge over på Cassidy, "bare lad hende slå mig Cassidy til hun ikke kan mere så er hu nok blive berolige igen det må vi håbe på ikke."Sagde Richard mens han vente på Cassidy ville gi slip på hendes søster han sank en klump og stille sig klar mens han vente på de var klar. "Det samme gælder dig Cassidy, hvis du mener at jeg fortjener lidt."  Han kigge på dem begge og viste at han nu havde den plan han måtte bare se efter det. "Cassidy bare slip hende så hun kan komme i gang med og få sin vrede ud på mig." Han sagde det dog lidt skælvende så du måtte se hvad der ville ske.
//håber det kan bruges //

Richard kiggede op da cassi blive kaste hen mod ham, hvad var det her dog der var et eller anden ting der ikke stemte overenes og der var helt sikkert noget galt. Richard gik ind foran Cassi og kiggede på hendes lille søster, hun så ikke ud til og  være sig selv hun så ud til og være besat. "Cassi jeg ved ikke hvad vi skal gøre men bare hold dig bag ved mig." Richard kiggede  på Cassi mens han hvisket det til hende, "hvem du en er forlad hendes lille søsters krop og hvad vil du siden du tog hendes krop som hylster." Sagde Richard kort til hende som var Cassi lille søster lige nu han var ligeglad, med hvad ånden ville gøre mod ham men hvis hun rørte Cassi eller hendes søster ville han gør alt for at dræbe dette væsen men sådan var det desvære ikke. Han kigge på selve hånden som var klar til og slå ham med en lampe, mens han prøve og tænke sig om. Han skar tændere og kigge så på Cassi fordi han håbet hun havde et svar, til hvad de skulle gøre og hvornår da han helst ikke ville skade hendes lille søster. Både for Cassi og hans egne skyld, men han håbet dog at hun ville finde ud af det for han viste virkelig ikke hvad de skulle gøre. Han kunne ikke gøre noget som helst uden og skade hende, hvilket han ikke ville.

Cassidys hjerne arbejdede i lyntempo, mens Richard talte. Hun ledte febrilsk efter noget der kunne hjælpe, men det eneste hun kunne huske fra sin heltetræning var, at den slags ånd, der havde besat hendes søster hed en eidolon. Som om det hjalp hende!
"Giv op, Cassidy Breeze." sagde Charity med eidolonens stemme. "Din lillesøster kæmper, men hendes forstand bukker snart under. Du kan ikke hjælpe hende."
Al tvivl forlod Cassidy og efterlod én følelse: vrede. Uden at tænke over det først, lavede hun et rullefald forbi Richard, hen mod sin søster. I faldet lykkedes det hende at berøre den ring, hun havde på ringefingeren, med sin tommelfinger, og da verden vendte rigtigt igen, havde hun et halvanden meter langt spyd med en spids af overjordisk bronze i hånden. Hun brugte kraften fra faldet til at springe ind i Charity og overrumple hende. På et splitsekund stod hun med Charity presset op mod væggen, sin frie arms underarm presset hen over hendes søsters kraveben og spydspidsen få centimeter fra hendes hage
"Richard har allerede sagt det." sagde hun isnende roligt "Jeg gentager det: Forlad Charity Breeze's krop. Nu."
"Hvorfor?" hvæsede eidolonen. Charitys ansigt var fortrukket i vrede, men Cassidy mindede sig selv om, at det ikke var hendes søsters vrede. "Vil du dræbe mig, hvis jeg ikke gør det? Det kan du ikke. Ikke med din beskyttertrang."
Cassidy lagde mere vægt på sin arm og pressede Charity tættere op af væggen.
"Hvis du ikke forlader min søster," snerrede hun. "Sværger jeg, at jeg personligt vil bagbinde dig, slæbe dig hele vejen til Halvblodslejren, få et af Hekates børn til at fordrive dig ind i en helvedeshund og dernæst arrangere en monsterjagt. Og forlad hende så."
Charity gispede som en fisk på tørt land, og Cassidy var lige ved at tro, at hun havde fået eidolonen til at dræbe Charity i stedet for at forlade hende. Men så - bare i et kort sekund - kunne hun mærke noget koldt passere igennem sig. Charity sank sammen, men hun trak vejret normalt og hendes hud var ved at få farven tilbage. Cassidy samlede hende op og bar hende hen på en af de to store lædersofaer. Derefter vendte hun sig mod Richard og smilede skrøbeligt.
"Ikke lige den måde jeg havde forestillet mig, at du skulle møde min familie." sagde hun. Hendes lejlighed føltes kold, som om eidolonens kolde smil stadig fulgte hende og prikkede hende i nakken.
"Kan vi ikke tage et andet sted hen?" spugrte hun og hørte en bønfaldende undertone. "Jeg... Vil ikke rode dig og Charity ud i mere."

Richard tænke så meget han kunne, men han viste ikke  hvordan han skulle redde hendes søster. *Kom nu find på noget Richard et eller andet, vi kan ikke bare lade den ånden styrer hende.* Richard kom til sig selv efter et split sekund , hvor Cassi var kommet til og skubbe til ham, da hun stod over ved hendes søster. Richard selv stod bare forstenet til stedet, mens han kigge sig omkring der måtte være et eller andet han kunne gøre. Bare et eller andet, han  var næremest ligeglad med hvad det var bare han kunne hjælp hende og da han gjorde sig klar til og hjælpe blive han skubbet tilbage af ånden. Som nu fløj igennem ham hvilket var et tegn på at hun, eller den var fordrævet han kigge over på Cassi. Hvor han så fulgte med hende over for at ligge hendes lilesøster ned, Richard selv så på hende med blide øjne det ville nok være bedste og komme væk. "Du fik mig ikke I fare, det var mig der så gerne ville hjem til dig. Du sagde bare ja, lad vær med og være så hårde ved dig selv ikke lad os nu bare komme afsted hvor vil du hen Cassi." Han kysset hende på munden efter og ha talt til hende, hun skulle ikke være så hård ved dig selv det ville være sket for dem begge før eller siden. De var jo halvguder, han sukke og valget så og gi hende et kram og kysse hende på panden. Hun havde sikkert brug for lidt kærlighed nu, efter hvad de havde være udsat for.
//håber det er godt nok  //

Cassidy smilede skrøbeligt. Hun var glad for Richard's omsorg, men hun havde stadig en følelse af, at angrebet var hendes skyld. Hun havde besøgt Charity meget det sidste år, så selvfølgelig ville noget få færten af hende. Bortset fra det, kørte eidolonens ord rundt i hovedet på hende.
Hvordan kendte den til hendes beskyttertrang? For et par år siden havde hun næsten fået sig selv og en anden lejrdeltager slået ihjel i en kamp mod en kimære, fordi hun forsøgte at passe på en dødelig dreng i stedet for at koncentrere sig om at nedlægge uhyret. Hun og den anden overlevede kun lige akkurat, og da de kom tilbage til lejren havde Chiron fortalt hende, at hendes fatale brist var beskyttertrang overfor alt og alle. Hun havde aldrig fortalt det til nogen, så hvor vidste eidolonen det fra?
Klarseende... ånden havde sagt, at Charity var klartseende. Godt nok havde hun altid haft en skarp sans for mytologiske ting, men Cassidy havde aldrig tænkt over, at Charity måske kunne se gennem tågen. Det bragte hende bare i endnu større fare. Et kort øjeblik overvejede Cassidy at blive i lejligheden og vogte over sin søster, men da hun så på hendes sovende ansigt, fortrød hun det. Hvis hun og Richard - to ret stærke halvguder - blev hængende i nærheden af en dødelig, der kunne se gennem tågen, ville hun bringe dem alle i fare. Hun var nødt til at skubbe sit brist til siden for at holde hende søster sikker.
Hun tog en dyb indånding og gik ind på sin mors værelse. Hun gik hen til en komode, der stod op af en væg, åbnede sokkeskuffen og begyndte at rode den igennem. På kort tid havde hun et hvidt, orange og rødt kort i hånden - et Mastercard. Selv om det var længe siden, kunne hun stadig huske den dag hun havde gemt kortet til en nødssituation, og hun kunne stadig huske koden.
Hun gik ind i stuen igen og gik hen til Richard.
"Har du lyst til at gå en tur ned ad 5th Avenue?"

Richard kigge på hende, han havde det dårligt med at være kommet her da det jo var ham der ville det så han følte det var hans skyld. Han kigge på Cassi og fulgte så med hende, han ville ikke vende tilbage til lejren. Han måtte bare få det sagt til Cassi, han havde brug for at finde ud af hvem han var. Han sukke og kigge på Cassi lillesøster som nu sov. Han sukke og gik hen mod Cassi  mens hun kom gående ud og talte til ham han nikke mens han kigge over mod hendes lillesøster. "Lad os gå Cassi jeg har også noget jeg skal ha sagt til dig," Sagde Richard mens han begynde og gå  han ville ikke gøre hende for nedtrykt lige nu men inden de skulle tilbage til lejren ville han sige det til hende. Han smil til hende og begynde så og gå med hende ud af døren, han gav hende et hurtigt kys på kinden hvor efter han gik ud af døren og vente på hende. Han kigge ned på hans lighter, dens symbol var tydeliger ende før den trefork der bliv vist på den minde ham om hvad han ville han ville udfør en bedrift så hans far ville ligge mærke til ham så han viste hvem han var. Han vende blikket mod Cassi som sikkert var på vej ud af nu, så hun kunne låse døren. 

//sorry min krea fald fuldstændig:(//

Det lød ildevarslende i Cassidy's ører, at Richard ville snakke med hende om noget, men hun valgte at overhøre det. Hun havde ikke brug for flere ting at bekymre sig om nu, og hun vidste jo ikke, hvad det var. Det kunne lige så godt være noget godt, han ville snakke med hende om.
Hun strøg Charity en gang over håret og gik dernæst ud af døren, som hun smækkede bag sig. Hun førte Richard ind i elevatoren og trykkede på 'L'-knappen. Et minut senere trådte de ud i lobbyen og yderligere et halvt minut senere ud på gaden. Cassidy flette sine fingre sammen med Richard's mens de slentrede ned af 5th Avenue.
Hun tænkte tilbage på sidste gang, hun havde været i New York - sidste gang hun var sammen med Richard. Det havde været en hård dag: bruddet, uhyret, skænderiet med sin mor og afskeden med sin søster. Hun var glad for at hun havde Richard denne gang; hun følte at han gav hende mere styrke, ligesom vandet gjorde med ham.
En pludselig kulde fik en rystelse til at gå gennem Cassidy. Et kort øjeblik troede hun at det var eidolonen, der var rykket ind i hende, men dette føltes anderledes. Mere som en... fornemmelse. Som om der skulle til at ske noget skidt.

//Beklager meget, det var virkelig dårligt...//

Han kigge på Cassi da hun kom ud og smil til hende, hvor efter hun ledte ham hen til elevatoren han fulgte med mens han kigge på hende. Hvad skulle han gøre, han ville ikke forlade hende men på den anden siden ville han møde sin far. Richard sukke mens han tænke det hele igennem, mon Cassi ville forstå ham eller skulle han blive hos hende . Han mærket hendes finger flette sig sammen med hans, han gik et øjeblik i sine egne tænker hvad han skulle gøre. Til sidste bliv han sikker med sig selv, hun måtte aldrig få noget omkring det her at vide at han ville opsøge hans far. Men han ville fortælle hende, at han nogen gange røg hvilket var godt at få ud af verden og han prøve også virkelig at stoppe med og ryge. Han kigge over på Cassi da de gik ned gennem gaden, han håbet ikke hun følte at der var noget galt men så  ville hun da spørge ham  så godt kende han hende da. Richard kigge ned af gaden hvor efter han vendt sig mod Cassi og kysse hende på kinden, " Cassi jeg jeg ryger jeg ved godt at det ikke er sundt og jeg prøver virkelig og stoppe." Sagde Richard og stoppe op da hun jo ikke gik videre, han vente på hendes svar. Mon hun ville hade ham for det nej det ville hun sikkert ikke, det måtte hun ikke det ville smadre ham han vil stikke af så og ikke se sig tilbage. Han kigge sig hurtigt omkring da han så nogen bekendte, nogen han skylde penge og som der stadig vente på ham. Han kigge på hende med et sæt og kysse så Cassi på munden, hvilket var af to grunden de kunne ikke kende ham hvis han stod med ryggen til dem mens han kysse Cassi. Han måtte advare en af hans venner, så han ikke lidt for det han havde gjorde stjålet fra banden. Han kigge på Cassi og træk sig da de var forbi. Han kigge på Cassi, "smukke jeg har hvis ikke sagt jeg også jah har stjålet fra  en bande de gik lige forbi og min ven er nok den næste." Richard kigge på hende for at være sikker hun forstod det, "jeg skal hjælpe ham ellers dræbe de ham og jeg vil ikke kunne leve med det." Sagde Richard, mens han kigge på hende.

Cassidy kunne mærke en tankespind gå i gang i sit hoved, da Richard indrømmede, at han røg. Godt nok havde en af hendes fars vindnymfer engang sagt det til hende, men hun havde ikke rigtigt troet på det; de fleste vindnymfer var søde, men de kunne også være jaloux og intrigante. Hvorfor havde ingen fortalt hende det? Altså, hemmeligheder var ikke ligefrem lette i lejren, og mange kendte Cassidy. En af hendes veninder, Jules, var nok en af de lejrdeltagere i hele lejren der havde størst chance for at vide den slags - hun kom over alt, hun vidste hvem stort set alle var og hvis nogen vidste det, var det hende. Så hvorfor havde hun ikke sagt noget?
Og så slog det hende: Jules havde undgået at tale om Richard i flere uger nu. Hver eneste gang, Cassidy havde nærmet sig emnet, havde Jules skiftet over. Hun havde forsøgt at beskytte ham. Men hvorfor? Hvad havde han på hende?
"Ric, hvad...?" begyndte hun, men blev afbrudt, da hans læber ramte hendes. Hvad nu? Forsøgte han at lukke munden på hende, eller hvad? Hun var lige ved at slå ham, da han begyndte at tale igen.
Det føltes som om noget havde slået hende i maven? En bande? Ved Zeus! Hun kunne mærke sit blik forandre sig fra forvirret til hårdt. Hun berørte atter engang sin ring - der var ingen logisk forklaring på hvorfor; det var bare hendes instinkt, at hun ville få brug for den - og på få sekunder var den vokset ud til et spyd igen. Nogle af de dødelige skævede til hende, men de virkede ikke helt ude af den. Cassidy regnede med, at spydet bare ville ligne et kosteskaft eller en lacrosse-stav. Spidsen var af overjordisk bronze, og dermed uskadelig for dødelige, men skaftet var massivt træ, og den kunne de dødelige mærke - meget godt, endda.
"Du slipper ikke for at snakke om det her senere." sagde hun beslutsomt og så hen på den bande, der var gået forbi. "Men lige nu må vi vist hellere hjælpe din ven derhenne." 

//OOG: Awh gawd, det var slemt! Had mig ikke!//

Richard sukke mens han så på hende, "ja fint vi skal nok snakke om det." Sagde Richard mens han kigge over mod hende, han ville godt modsige hende men lige nu var der ikke tid til det hvilket han forstod. Richard kigge på hendes våben, ville hun bruge et våben mod dem som var et gammelt våben. Richard kigge på hende og valget så og lytte, han begynde og løbe efter dem mens han så hans gammel ven blive trængt op i en krog. Richard stoppe op og, lagde en hånd foran Cass så hun ikke forsætte med og gå frem han træk en pistol frem. Som han havde haft skjult i hans bukser, han kigge mod dem for at se hvor mange der havde pistoler. Han kunne se en som bar en og han havde selv, 5 patroner ikke mere det var ikke fordi han brugte dem så meget. Richard sætte sig ned og skudt de fem skud af sted, den ene ramte ham med pistolen i hoved og de 4 andre i skulderen. Richard smidt pistol fra sig og begynde og gå over mod dem, Richard kunne mærke hans vrede komme op og en stor lyst til bare og se de her mænd tigge om nåde inden de kunne nå og reager begynde han og smadre dem ind i hinanden. Tre af dem noget og løbe væk hvor efter Richard, begynde med og tæve de to som havde været med. Richard kigge på dem , mens han bliv ved med og sparke til dem da de var faldt ned. Mens hans ven prøve og få ham væk blive han slået tilbage, hvorefter Richard forsætte.

Cassidy nikkede til Richard og satte kursen mod gruppen lidt væk, mens hun svingede sit spyd. Hun standsede op, da Richard placerede sin hånd foran hende, men der gik ikke lang tid, før hun fortrød. Det var ikke helt gået op for hende, hvad der foregik, da Richard fremdrog pistolen, men da det første skud blev affyret, kunne hun høre sig selv skrige. Hun stod som naglet til stedet i op mod et halvt til et helt minut og så Richard affyre fire skud mere og derefter kaste sig over banden. Adskillige dødelige var standset op og så panisk til. Nogle af dem stod med deres mobiler, og det gik op for Cassidy, at det var politiet, de ringede til.
Det fik hendes hjerne til at kickstarte og gjorde hende i stand til at bevæge sig igen. Hendes krop gik på autofunktion og før hun vidste af det, havde hun fat i nakken på Richard's trøje. Godt nok var han både højere og stærkere end hende, men det faktum at hun havde overrumplet ham, gav hende en fordel. Hun flåede ham baglæns af alle kræfter - hun fik endda en kraftigt vindstød til at hjælpe - og det lykkedes hende at flå ham væk. Hurtigere end de dødelige ville kunne nå at opfatte det ordentligt, lavede hun en kastende bevægelse med hånden, som om hun kastede en frisbee. En tynd, næsten gennemsigtig sky samlede sig over fyren, som Richard havde skudt på. I de dødeliges øjne ville den enten være usynlig eller se ud som tåge, men det var meget mere end som så: den var beregnet til at holde ham i live. Cassidy havde øvet tricket i flere år på dyr, nogle enkelte lejrdeltagere og lignende, og hun havde fået det til at fungere. Hvis der var bare den mindste smule liv i ham, ville skyen bibeholde det.
Alt dette skete i løbet af sekunder. Cassidy strammede sit greb i Richards krave og satte i løb ind i en gyde i nærheden. Hun håbede, at de dødelige ville være for forvirrede til at se, hvor de var på vej hen. Da hun var nogenlunde sikker på, at de var i sikkerhed vendte hun sig mod Richard og slog ham i ansigtet. Og det var ikke en lussing.
"Hvad i HIMLENS NAVN TROR DU EGENTLIG, DU HAR GANG I?!" råbte hun i et toneleje, der kun lige var på grænsen af ikke at skrige. Hun kunne mærke det faste greb, hun altid havde sine følelser tøjlet i, slækkes og slippe. Vindene tætnedes om hende og fik hendes hår til at piske om hende. "Der var én regel, vi halvguder skulle overholde, Richard Sea! ÉN REGEL! Gør ALDRIG skade på dødelige! Hvis den fyr dør, kan du aldrig vise dig i de dødeliges verden igen, aldrig! Er du fuldstændig sindssyg eller hvad?! Er det noget andet, du ikke har fortalt?!"

Da det gik op for Richard hvad han havde gjorde, var det forsent, han havde ikke fået sin medicine og hans temperament var jo det samme som hans far havde.  Luke sank en klump da han bliv grebet, af Cassi. Men da han kom til sig selv, fik han et slag som slog ham tilbage. Luke kigge over på hende, man kunne se at han ikke kunne svare hénde. Det eneste der kom ud af hans mund var, "jeg jeg kunne ikke gøre for det jeg har jeg dræbt nogen."Hans stemme var blivet meget lav, han prøvet og skjule at han var helt knust. Det var som om hele hans krop, var brydet sammen han gemte sit ansigt. Mellem hans hænder, han var begynde med og græde han prøvet bare at skjule det for cas. "Jeg tog ikke min medicine, jeg har ikke taget den I et stykke tid nu men jeg kan godt forstå hvorfor du hader mig."Mumle Richard og skjule stadig sit ansigt mellem, hans hænder. Richard selv smidt sig selv mod muren hvor han sætte, sig selv op mens han holde sit ansigt gemt mellem armene. Richard kigge op på Cas da han havde tøret dem, "jeg ved ikke hvad der skete det var bare som om, jeg så ja så rødt måske burde jeg og tag min medicine eller måske skulle jeg bare forlade denne verden." Sukke Richard og kigge op på Cassi, han havde fået et blåt øje af hendes slag. "så du siger vi skal Beskytte selv de onde, menneske." Sagde Richard og kigge op på hende//sorry mangel på kreativte//

Cassidy's hånd dunkede efter sammenstødet med Richards ansigt, men der var ikke plads i hendes sind til at tage sig af det. Hun følte ingen tilfredsstillelse ved at slå ham, men det gav hende heller ikke dårlig samvittighed, at hun havde gjort det. Hun havde aldrig været mere forvirret eller knust eller chokeret end hun var nu, ikke engang den gang, hun var på sommerlejr og havde fået et af sine livs største chok.
"Du har ikke..." fremstammede hun, da Richard havde talt. "Du har ikke taget..."
Hun begyndte at bakke langsomt tilbage fra ham, som om han havde planer om at overfalde ham. Det var for meget! For mange faktorer, for mange ting at forholde sig til, for meget, der ikke var som det skulle. 
"Det er ikke ADHD-medicin, du har brug for." sagde hun lavt med en stemme der rystede. "Det er noget meget, meget stærkere. Du er ikke rigtig klog." Og med de ord drejede hun om på hælen og begyndte at løbe, hurtigere end nogensinde før.
Hun løb og løb, og hun stoppede ikke op, før hun befandt sig under et stort træ i Central Park. Det var ikke gået op for hende, at hendes fødder selv havde fundet den sti, hun havde løbet den sidste gang, hun var i New York, men den havde ført hende til det samme træ. Hun sank sammen op ad stammen, lagde ansigtet på sine knæ og begyndte at hulke ukontrolleret. Flere dødelige, der gik forbi kiggede på hende, men ingen snakkede med hende.
Langt om længe lod det til, at hun ikke havde flere tårer tilbage. Hun løftede hovedet og sukkede. Richard var den eneste person, hun ville stole blindt på til enhver tid. Nu... vidste hun ikke mere. Hendes hjerte føltes, som om nogen havde slået et rustent søm igennem det. Hun kunne mærke det banke gennem tøjet.
En pludselig tanke dukkede op i hendes hoved. Hun stak hånden i lommen og fiskede et lille, sølvfarvet visitkort op - et visitkort for Artemis' jægere. Hun havde fået det for lang tid siden, men hun havde aldrig overvejet at bruge det. Ikke før nu. Men var hun virkelig helt derude? Var hun villig til at give afkald på alt, for at beskytte sit hjerte mod mere?

//OOG: Det var så valget. Find mig på chatten eller skriv en PM, hvis du er forvirret //

Richard var helt tør I munden, han anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv han kigge op på hende. Da hun bakke væk fra ham, han ville benægte det sige sandheden, hun tror han var sindsyg men det var som om hans hals havde snøret sig sammen. Han rejste sig op, idet hun begynde og løbe, han ville ikke lave mere skade end hvad godt var. Men de havde jo kendt hinanden I et par år, han ville ikke miste hende igen. Richard så efter hende og satte så selv I løb efter hende, hvor ville hun løbe hen lejeligheden nej det ville hun nok ikke. Halvblodslejren føltes som et oplagt mål, men hvorfor havde han ikke den følese så. Han havde det som om parken, var der hun ville løbe hen "CAS" Råbte Richard mens han prøve og finde ud af hvor hun ville løbe hen af. Parken jo det vile blive parken det måtte være der, han skulle ha taget sin ADHD medicine hvorfor havde han ikke taget den. Richard stoppe op lige midt I parken og spejde så rundt, *hvor var hun dog.* Richard bidt sig selv I læben og smagte derfor, sit eget blod han måtte finde hende, Richard kigge sig omkring igen, han var lige ved og opgive håbet da han så hvem det var. Richard løb over mod hende, hvor han så sætte sig ned der var tår I hans ansigt han kigge på hende."Cas jeg jg, jeg viste ikke hvad der gik af mig men men vil du ikke nok lade vær med og løbe fra mig jeg tror jeg havde miste dig det ville jeg ikke kunne klare igen du betyder alt for mig." Med de ord kysset han Cassi på munden, mens han vendte på hvordan hun reageret på det. Han ville ikke kunne leve med hvis de slog op igen, det ville dræbe ham fuldstændigt han ville tag ned til hades så.

Cassidy's blik fæstnede sig på et ubestemt punkt i græsset foran hende, mens hendes tanker ræsede af sted. Der gik nogle sekunder før det gik op for hende, at hun kunne høre lyden af Richards stemme. Hun rejste sig op og et kort sekund efter kunne hun mærke Richards læber ramme hendes egne. Følelsen var så bekendt og så tryg, at hun kort overvejede at kysse ham igen, men i stedet lagde hun hænderne på hans bryst og skubbede ham væk. Hun tørrede sig under øjnene med håndfladerne, tog en indånding og så ind i Richards øjne, som hun kendte så godt.
"Richard, det her er ikke noget, du kan fikse med kys og søde ord." sagde hun og koncentrerede sig om at afholde sin stemme fra at ryste. "Det kan godt være, at jeg udenpå virker stærk eller hård eller kontrolleret eller hvad det nu er, folk i lejren kalder mig, men det er ikke sådan, jeg er. Jeg har ikke brug for en kæreste, der pludselig holder op med at tage sin medicin og går amok på de dødelige med en pistol. Jeg har brug for en kæreste, der kan fungere som mit anker og passe på mig. Og du..." Hendes stemme knækkede og døde ud. Det var ikke gået op for hende, at hun stadig holdt visitkortet, men nu kunne hun pludselig mærke de skarpe hjørner bore sig ind i hendes hånd. Hun tog endnu en skælvende indånding og fortsatte så, næsten lydløst med ordene: "Du er ikke den første fyr, der har knust mit hjerte."
Sådan. Så var det sagt. Hun havde aldrig nogensinde fortalt nogen om ham, men der havde været en anden fyr, der havde formået at vinde Cassidy Breeze's hjerte. Det var mange år siden, men alt stod stadig knivskarpt frem i hendes hukommelse: duften af blomster, lyden af fisk i søen, solens stråler gennem træernes blade hans kønne øjne, hans charmerende smil, hans bløde læber. Og hun kunne også huske den ene ting, der havde fået alt til at falde fra hinanden og følelsen af, at al glæde var forsvundet. Hun ville ikke havde, at det skulle ske igen. Hun ville aldrig føle sådan igen.

Richard kigge på hende, han viste godt at han ikke var den bedste kæreste lige nu og han ville gøre det bedre hvis hun gav ham en chance. Richard sank en klump og kigge så på cas, "jeg ved det godt men gi mig en chance jeg er ikke mig selv var jeg ikke på det jeg havde bare aldrig følt så meget vrede." Sagde Richard hvor efter han kigge på hende, "jeg skal nok tag min medicine og jeg vil gøre alt for at beskytte dig bare gi mig en til chance den sidste jeg lover. At jeg vil tag det vær gang lige meget hvad ende da ekstra hvis det hjælper." Svaret Richard og kigge på hende han bidt sig selv i tungen, hvor efter han kunne smage sit blod han satte sig ned og kigge på hende. Mens han vente på hendes svar, han ville gøre alt for hende lige meget hvad det var forlade hende hvis det var hvad hun ville ha ham til. Richard slugte hans egne blod, da han havde bidt sig selv i tungen. Richard så ned i jorden han kunne ikke andet, han ville så gerne men han var ikke helt fortabt det havde han aldrig være men han avde ikke taget sin medicine men han ville gøre det det smadret ham fuldstændig hans hænder ryste oss. Richard kigge på cass, "jeg vil gøre alt for dig det ved du jo ikke cass så ja jeg vil tag min medicine jeg vil blive en bedre kæreste det lover jeg ved alle guderene." Sagde Richard og kigge på hende, han ville altid kæmpe for hende lige meget hvad.
//håber det kan bruges //