Exploration of the Unknown - Elena!

Blot ham selv og naturens lyde, samt de mange træer

Simpelt træningsudstyr givet til ham af Chiron. I form af en langærmet mørkeblå bluse, og tunika af hærdede læderskæl, samt et par sorte bukser med et par læderskinner fra knæene og ned til anklerne. Og selvfølgelig en simpel gladius i bæltet.

Det var ikke typisk for Hannibal at være rebelsk eller direkte ulydig overfor autoriteter, især den slags som Chiron. Men Hannibal gad ikke mere for denne dag. Dag ud og dag ind, så skulle der trænet og løbes og hugges med sværd hist og her. Chiron havde syntes det ville være sjovt at smide Hannibal op mod en søn af Ares, og selvfølgelig... fik Hannibal røven på komedie. Alle havde så store forventninger til ham. Som om at dét at han var søn af Poseidon, gav ham ekstraordinære kampevner og en overlegenhed overfor jævnaldrende halvguder. Måske, hvis Hannibal havde været af en anden støbning, ville dette have været tilfældet. Men det var han ikke.

I den kortvarige kamp havde han fået sig et dybt snit på overarmen, og den mørkeblå bluse var blevet revet op. Hannibal havde fået besked på at tage til infirmeriet, men han var ikke dukket op. I stedet var Hannibal taget mod skoven. Der var så mange steder at udforske. Så meget nyt at lære omkring dette område. Så der sad han, på hug, ved den lille å der løb igennem skoven. Hans ene arm var rakt mod vandet, med blot et par fingerspidser under overfladen. Langsomt bølgede vandet en smule imod fingrene, og vandet gled op langs hans arm og under ærmet. Indtil det nåede hans snitsår på overarmen. Vandet 'vaskede' det væk, som var det blot en plet. Og han kunne mærke vandet heale ham. Hannibal smilte tilfreds og kiggede op imod den lidt grå himmel. Han kørte en hånd igennem hans lidt halvvåde hår, og nød følelsen af støvregnen mod ham. Han kunne jo følge åen, og eventuelt ville han når til havet...

Men nej. I stedet kiggede han imod skoven. Den tætte befolkning af træer der gav et løfte om uanede ting og muligheder. Havet elskede han, dets væsner og livet det gemte på. Men skoven under støvregnen og den milde vind var ikke til at stå for. Så han vadede igennem vandet, og fortsatte igennem skoven, væk fra åen. Et næsten fascineret blik og et lille smil var at se i hans udtryk, der var vendt imod hans omgivelser. Det var dog også en lille spænding der fik ham til at holde så godt øje. Nogle skrækhistorier fortalte jo om fare og trængsler i skoven. Men det gjorde det vel også lidt spændende?Han roede lidt i sin ene bukselomme, og fandt en mundharmonika frem.... Men nej... der skulle ikke spilles. I hvert fald ikke nu. Hans mors død var stadig tung i hans sind, men naturen gav ham andre ting at tænke på. SÅ han puttede harmonikaen tilbage i lommen og kiggede rundt. Pludselig stoppede han op med hovedet i vejret. Fedt!... var det en træhytte? Han kiggede lidt rundt, for at se om der mon var andre i nærheden, inden han så gik nærmere. Nysgerrig havde han altid været, og dette var jo for sejt. Ligesom Hank og ham havde lavet i Sverige. "Hallooo?" sagde han lidt forsigtigt, højt nok til at de i nærheden ville kunne høre ham. Hvis altså der var nogen. Han ville jo nødigt trænge sig på eller noget.