Her er så koldt!! ~ Elena

Tid: Omkring 15-tiden.
Sted: Jordbær markerne.
Omgivelser: Marker, nogle personer.
Vejr: Koldt, men blå himmel.
Dag: Søndag.
Årstid: Efterår.

Connor havde gået omkring på markene i et stykke tid. Han anede dog bare ikke, hvad han i alverden lavede derude. Mest af alt, siden i morges, havde han haft lyst til bare at blive liggende i sin seng og lade som om, at han var syg. Men han vidste godt, at det ikke duede. Selvom han intet specielt skulle lave, så ville han med det samme blive tjekket, hvis han bare nævnte, at han var syg. Det havde han prøvet før, en dag hvor han skulle træne imod én, som han ikke brød sig om. I stedet for at kæmpe imod idioten, så lå den rigtig idiot i en seng på hospitalfløjen. Så lige siden den dag, så havde han ikke turde komme op med sådan en løgn. Et suk forlod hans læber og han sank lidt sammen, inden han stoppede op og kiggede rundt. Han var kommet tilbage til lejren for få dage siden, efter at have tilbragt nogle måneder derhjemme sammen med sin mor. Det var nu dejligt at være tilbage. Han strøg en hånd igennem sit nyfarvet røde hår, som hans mor havde farvet hans hår. Hun havde ment, at det ville klæde ham, så han havde taget chancen.

Connor kiggede kort rundt igen, før han endnu en gang begik sig videre. Han vendte blikket ned imod sine sko, imens han gik rundt. Der var så mange, som han havde savnet de sidste par måneder. Selvfølgelig havde det været rart for at se sine gamle venner igen, men det var bare ikke det samme. Det var på en måde lettere at snakke med nogle, der forstod én, netop fordi de selv var som én selv. Udover hans mor. Hun forstod ham lige meget hvad. Et lille suk forlod hans læber og han stoppede op. Hvad lavede han overhovedet herude? Måske skulle han bare gå tilbage igen. Han trak på skuldrene, idet han fik øje på en pige, der lignede en, der havde det sjovt. Med sig selv. Han blev egentlig bare stående og betragtede pigen - der virkede ret så bekendt.

Connor stod i noget tid og kiggede henimod pigen, der virkede så ivrigt bekendt. Men det var efterhånden længe siden, at han nu havde været i lejren og selvom lejren så ofte var i hans tanker, når han ikke var der, så havde han haft så mange andre ting at tænke på derhjemme sammen med sin mor, at han stadig var lidt tåget omkring lejren og dets folk. Han kneb øjnene i og et kæmpe og bredte tandsmil lyste op over hans læber, da det pludselig gik op for ham, hvem han stod så tæt på. "Elena!!" næsten skreg han af sine lungers fulde kraft og løb straks hen imod hende med åbne arme. Så barnlig som han nu var.

Connor løb straks hen og omfavnede hende. Han var vokset en del og selvom han altid havde været en høj dreng, så var han vokset ret meget, så det måtte snart være på tide for ham, at han ikke voksede mere. 
Han krammede sig ind til hende og rakte hurtigt op for at roede i hendes hår. Det havde snart været, hvad, virkelig mange måneder siden. Han havde jo tilbragt så lang tid derhjemme. Han trak sig ud fra hende. "Hvor har du været henne?!" spurgte han med store øjne og et drillende smil, da han jo godt vidste, at det var ham, der havde været længe væk.