New girl

S: Spistedet
T: Frokosttid!
O: Andre halvguder der spiser og snakker sammen
V: Overskyet, en smule køligt
P: En lang hvid kjole, varm nok til at kunne udholde den kølige luft. Ingen sko

Callidora sad ved et bord og spiste sin frokost i fred. Ikke fordi at hun ville, men fordi at hun ikke rigtig kunne se nogen hun kendte. Nu var hun også ret ny her og i hendes menneskeverden havde hun aldrig rigtig snakket med andre, fordi at hun følte sig speciel. Nu havde hun så fundet ud af at der var en grund til at følte sig speciel. Hun vidste ikke om hun kunne lide tanken om at vide at hun var speciel, men på et eller andet punkt var hun nu meget normal, fordi alle andre omkring hende var som hende nu.

Hun sukkede og kiggede ned på sin mad. Hun var ikke så hundesulten som hun havde følt lige før. Selvom at hun endelig var iblandt folk som hende, kunne hun ikke føle sig mere mærkelig, fordi hun ikke vidste hvem nogen overhovedet var. Hun bed sig i læben og kiggede sig rundt omkring. Nu måtte det da snart være forbi med at være så pokkers genert!

Fideliana kiggede rundt omkring for at finde en plads. Hun kunne ikke rigtigt se nogen hun kendte, og de fleste sad sammen og snakkede. Hendes øjne faldt på en pige der var alene. Delia kunne ikke huske at have set hende før. Måske kunne hun sætte sig der? Hun så sød nok ud. 
Delia kæmpede sig igennem de forskellige halvguder inden hun kom hen til bordet og satte sig ved pigen. Hun smilede til hende. "Hej. Fideliana. De fleste kalder mig Delia!" Hun rakte venligt en hånd frem mod pigen som hilsen. Hun havde startet dagen ud med et lille glad vin, det gjorde hende mere selvsikker og i bedre humør. Tilfældigt lagde hun mærke til at pige ikke bar sko, præcis som hende selv. Måske kunne det være en ny søster? Man havde vel lov at håbe. 
Hun begyndte at spise stille og roligt. "Er du ny her? Jeg synes ikke at jeg har set der her før? Ikke at jeg har mødt alle, det er ikke li længe siden jeg selv kom til lejren." Hun smilede og trak lidt på skuldrene med et smil til pigen.

Hun smilte da det var pigen var kommet over til hende. Endelig nogen som turde at komme over og sige hej. Ikke fordi at folk var bange for hende, men der måtte være en grund til at ingen rigtig var kommet og have sagt hej til hende. Hun rakte sin hånd frem og trykkede pigens hånd imens hun nikkede venligt til hendes navn, ”hej Delia!” sagde hun med et lille smil. ”Mit navn er Callidora, men du kan bare kalde mig Calli” hun glædede sig højt over at der var nogen der snakkede med hende. Hun nikkede da det var hun blev spurgt om hun var ny her, ”jeps det er jeg. Jeg har været her i nogle få dage, jeg er glad for at du kom og snakkede med mig” hun lod sin hånd køre igennem hendes hvidblonde hår. ”Jeg har ikke rigtig haft chancen til at snakke med nogen desværre”

Hun smilede til hende og nikkede en smule. Hun vidste fuldstændigt hvordan det var. Hun havde været her over en måned nu, og det var ikke lige nye venner hun havde flest af. "Jeg kom for mere end en måned siden. Folk tager ikke så meget kontakt til en selv." Hun trak lidt på skuldrene og spiste af hendes mad. Hun var faktisk ret sulten. "Hvem er du så datter af? Hvis du ved det altså. Du virker ret stille og rolig, jeg gætter ikke på Ares.." Hun smilede drillende og puffede blidt til hende med et smil inden hun fortsatte sin mad. Calli virkede rigtig sød, ikke som en krigsgal halvgud som mange andre. Selv var Delia ikke fan af kamp, hun duede ikke til det. Hun kunne bedre lide at snakke og få venner, som nu.

Callidora trak lidt på skuldrene da det var hun blev spurgt hvem af guderne var hendes forældre. Hun anede det rent faktisk ikke endnu, men hun vidste udmærket godt hvilke guder hun i hvert fald ikke var. Der var i hvert fald nogen hvor hun med sikkerhed kunne understrege hvem der ikke var hendes forældre. Hun bed sig let i læben og rystede på hovedet, ”jeg aner ikke hvem der er mine forældre endnu, men jeg håber snart at finde ud af det. Jeg har på fornemmelsen af de fleste fik det at vide nogle uger efter de kom herind i hvert fald” sagde hun med et håbene smil. ”Hvad med dig? Hvem er du datter af?” spurgte hun nysgerrigt. Det interesserede hende rent faktisk meget, hvem der var børn af hvem. Hun syntes det var ret sjovt at tænke på, siden hun aldrig havde regnet med at det var de græske guder der var dem der fandtes.

Hun spiste roligt videre mens hun så på Calli. Selv havde hun vidst inden hun kom ind i lejren hvem hun var datter af. Hendes mor havde fortalt hende det. Hendes far var åbenbart ikke særligt hemmelighedsfuld. "Du finder nok ud af det snart. Det gør de fleste. Så bor du i Hermes hytte, ikke?" Den her gang spiste hun ikke videre. Hun ville hellere fokuserer på hendes samtale med Calli. Hun virkede som en virkelig sød pige. Det havde hun nu også tænkt fra starten af, da hun så hende. Delia rettede sig op da hun blev spurgt. "jeg er datter af Dionysos. Ikke ligefrem den mest populære gud, men hey, vi har en fest!" Hun lo lidt over det. Hende og hendes søskende havde ikke ligefrem nogen specielle fordele fra deres far, men hun nød nu livet alligevel. Hun kedede sig i hvert fald aldrig her i lejren.

Hun nikkede da hun blev spurgt om hun boede i Hermes hytten. Det var nu meget hyggeligt at være der sammen med de andre, men hun var lidt ked af at hun endnu ikke vidste hvem det var hendes forældre var. Men hun regnede selvfølgelig med det var en hun, siden hun boede sammen med hendes far. Han havde ikke nænnet at sige det, da han mente hun selv skulle finde ud af hvem det var.
Hun smilede stort da det var Fideliana fortalte hvem hendes far var. Hun hoppede lidt på stedet, ”ham ved jeg da godt hvem er!” sagde hun med et smil. ”Jeg ved godt at han ikke er den mest omtalte, men han er da ikke helt ukendt ved mig” sagde hun og var glad for at hun vidste hvem det var hun talte om. Nu kendte hun også meget til græsk mytologi. Det var lidt mærkeligt at tænke på, hun stadig kaldte det for mytologi, for nu hvor hun vidste det fandtes vidste hun ikke om det var det det skulle blive kaldt.

Hun så lidt på hende med et smil. hun forstod hvordan det var at være uvidende om sin mor eller far. der havde de fleste jo været her i lejren. Delia blev ret glad da hendes far blev genkendt. "Harndu snakket med ham? Han er den eneste gud der er her i lejren. Han er virkelig flink, i hvert fald over for os." Delia smilede stolt. Hun var bestemt glad for at være datter af Dionysos, selvom de ikke var de bedste i kamp, eller til taktik. men det skulle det hele vel heller ikke handle om!
Hun spiste kort lidt mere inden hun igen begyndte sine spørgsmål. "Er du blevet vist rundt i lejren? Det tog mig lang tid at finde rundt her. det er ret stort og det er ikke ligefrem fordi der er skilte over alt" Hun grinede lidt inden hun smilede venligt til hende.

Hun spærrede øjnene op da hun snakkede om at guden var her på lejren. ”Hvad? Det anede jeg intet om!” udbrød hun og kunne ikke lade være med at holde munden over munden, da hun mente hun havde snakket for højt, men af hvad man kunne se rundt omkring, var der ingen der havde haft lagt mærke til det. ”Jeg troede ikke at guderne ville gå så meget nede omkring os” sagde hun med en lidt mere almindelig stemme. ”Men min far har altid snakket om ham” sagde hun med et lille smil. ”Han har altid fortalt mig at alle ved hvem de store guder er, men at det nogen gange også kan være vigtigt at vide noget om dem der ikke er ligeså store..” hun rødmede en lille smule, da hun sagde ikke lige så store. ”Ikke fordi jeg vil få det til at lyde som om min far mener han er ligegyldig. Det er lige præcis det han ville forklare de ikke var” hun nulrede let ved sine hænder, noget hun plejede at gøre hvis hun troede hun havde sagt noget forkert.
Hun rystede på hovedet da hun blev spurgt om hun var blevet vist rundt. ”Folk virker meget flinke heromkring, men har ikke rigtig fået snakket med nogen. Jeg kan desværre kun finde over til min hytte” sagde hun med et smil. ”Men der burde være skilte!” sagde hun med et lille fnis.

Delia så på hende med en blid latter og nikkede. "Jo det er rigtigt nok. Han er her i lejren for det meste. Han bruger okay meget tid sammen med os faktisk, altså mine søskende og mig." Hun trak lidt på skulderene og smilede blidt. Hun vidste godt det ikke var normalt at guderne rendte rundt hernede, og hun var virkelig taknemmelig for at hendes far var her så hun kunne møde ham. 
Mens Calli prøvede at forklarer sig lyttede hun bare med et smil. "Rolig nu. Jeg ved godt han ikke ligefrem er en af de største. Men han er dog olympisk gud. Du skal nok bare ikke lige nævner over for ham at han ikke er en stor gud!" Delia puffede drillende til Calli med et smil. Hendes far havde et noget iltert temperament, men ellers var han ganske rar og rolig. 
"Det der med at finde vej kommer. Jeg er først ved at få nogenlunde styr på det nu. Jeg bruger mest tid i skoven eller i hytten, langt langt væk fra trænings områderne!" Igen kom hun med en lille boblende latter. Det der med kamp og styrke lå ikke til hende. Hun plejede at hive en fløjte frem i stedet og sætte folk i ekstase. Meget effektivt.

Hun så lidt misundeligt på Fideliana. ”Jeg ville ønske at min mor bare kunne komme over til mig og fortælle mig hvem hun var. Det er svært når man ikke engang kender til sin egen mor” hun så ned på sine fingre. ”Men hey, hvorfor brokke sig? Min mor er en gud” sagde hun med et lille drilsk smil, selvom at der var et lille strejf af sørgelighed.
Da hun begyndte at snakke om Dionysos, omkring ikke at være en særlig stor gud bed hun sig lidt i læben indtil hun var færdig med at snakke. ”Det kan godt være at han ikke er en kendt gud, men han er trods alt Zeus søn!” hun rystede lidt på hovedet i tanken om at det var lidt ærgerligt at ingen rigtig havde hørt om ham.
”Jeg synes nu det virker meget spændene de der træningsområder. Jeg er dog ikke så vild med det der sværd-halløj” hun smilte. ”Men synes også at skoven virker så dejlig fredfyldt, så jeg er lidt tabt i hvor jeg høre til” sagde hun med et lille grin. Hun syntes denne pige virkede så utrolig sød.

Delia nikkede lidt med et lille smil. Det der med at være uvidende omkring sine forældre kunne hun kun nikke genkendende til. "Altså, jeg kendte heller ikke min far før jeg ankom. Jeg har boet med min mor i Ohio hele mit liv, uden at vide noget om min far. Jeg skulle finde mig i at folk fortalte han ikkengad mig, og skred fra os begge. Men altså, nu ved jeg det ikke passer. Jeg er okay med det hele nu" Med et smil trak hun på skuldrene. Hun kunne ikke være bitter over det, her i lejren var hun glad og tryg.
Delia kom til at le lidt. "Jaja, søn af zeus, men han er jo selv halvgud, ikke? I princippet er han ikke mere end os" Hun smilede venligt til Calli. Selvfølgelig var hendes far lidt mere, han var jo olympisk gud, men han var jo startet ud som dem.
Snakken om sværd fik hende til at bide sig i læben. "Ja... jeg er ikke særligt stærk, træning er ikke lige mig!" Hun lo lidt over sig selv, hun var ikke et pragt eksemplar af en halvgudinde, hun var faktisk bare lidt sørgelig. "Skoven er skøn. Jeg er der tit. Specielt om aftenen. Stjernerne er smukke, hvis du sidder i et træ, kan du sagtens se dem." Hun lød helt drømmende og et lidt fjernt smil gled over hendes læber. Stjerner og natten var klart to af hendes yndlingsting.

”Hmm” sagde hun som en lille mumlen da hun forklarede omkring hendes tid om ikke at vide hvem hendes far var. ”Folk siger at min mor ikke gad mig. Selv min far ville ikke rigtig forklare hvem min mor var, jeg tror han selv havde det meget svært med at tro på det, da han fandt ud af hun var en gud” hun så op imod trækronerne. ”Jeg ville ønske at hun bare kunne komme og fortælle mig hvem jeg er” hun smilte lidt sørgmodigt, men ville ikke blive ved med at være trist.
Hun så glad på Fideliana, ”stjerner?” hun klappede lidt i hænderne og så atter op imod trækronerne. ”Det ville være så dejligt at se nogle stjerner, mange stjerner! Det er jo så anderledes herude i skoven, så er der flere af dem” hun smilte lidt drømmende.

Hun så på hende og nikkede igen. "Ja, det fik jeg også at vide. Min mor sagde at det ikke var vigtigt hvem han var." Delia lo lidt ved tanken om hvor vigtigt detnegentlig var. Det var lidt det der havde ændret hele hendes liv, til det bedre vel og mærke. Og hun havde heldigvis et godt forhold til jendes far. Det var et plus.
"Jep! Jeg kan efterhånden en del stjernebilleder... vidste du at Dionysos har placeret nordkronen, eller corona borealis, på nattehimlen? Det var hans gave til Ariadne da de blev gift." Delia så selv helt drømmende ud. Det var en af hendes yndlings historier fra myterne. Nok fordi det omhandlede hendes far, men hun havde nu også kendt den inden hun kom til lejren. Hun rystede det lidt af sig, hun ville ikke sidde her og plapre om sig selv, pigen skulle også fortælle. "Men hvor kommer du fra? Og hvorda kom du hertil?"

//kan ikke ændre skrift ogfarve på min tablet ^^

Hun rystede på hovedet da Fideliana fortalte hende det om stjernebillederne. ”Gid der var nogen der kunne gøre det for mig” sagde hun med et drømmende smil. ”Det lyder så utrolig romantisk at man kan sætte stjernebilleder op på himmelen. Ærgerligt at det ikke er noget man selv kan gøre” hun kunne ikke lade være med at grine en smule, ved tanken om hvis folk helt selv kunne sætte stjernerne på himmelen.
Da hun blev spurgt om hvor hun kom fra kunne hun ikke lade være med at smile en smule ved tanken om hjem. Det kunne godt være at hun ikke havde så mange venner derover, men hun havde nogle utrolig nærme venner som ikke rigtig kunne komme med, af gode grunde selvfølgelig. ”Jeg kommer fra et lille sted kaldt Berkshire over i England” hun pillede let ved sine fingre og kiggede på Fideliana. ”Et rigtig hyggeligt sted”


//Sorry at der er gået lidt tid. Har haft travlt med skolen ;-)