What am I doing? - Matt

Tid: 01.15
Sted: Ares-hytten
Vejr: Lunt, stjerneklart
Dag: Lørdag
Årstid: Sommer
Omgivelser: Sovende Ares-børn, våben, forskellige af lejrdeltagerenes personlige ejendele
Påklædning: https://2img.net/h/oi44.tinypic.com/295egdt.png plus sorte converse

Månens stråler oplyste Halvblodslejrens hytter og fik dem til at se sølvfarvede og spøgelsesagtige ud. De fleste lejrdeltagere sov allerede, men en rødhåret pige var stadig oppe, i færd med at snige sig ind i Ares-hytten. Hendes vaklende gang, og ikke mindst den tomme flaske i hendes hånd indikerede, at hun ikke var helt ædru, og på ingen måde befandt sig i en tilstand, der kunne hjælpe hende med at bryde ind i lejrens farligste hytte. Og alligevel var det præcis det, hun var gang med.
Hun åbnede forsigtigt døren og gik så stille ind, hun kunne. Hun satte forsigtigt flasken fra sig på et af natbordene og listede sig nærmere sengen, som bordet hørte til - sengen, der tilhørte Matt O'Connor.
Nogle få minutter før, havde hun siddet nede på plænerne med nogle af de andre lejrdeltagere, der heller ikke kunne sove. De havde drukket - mod reglerne, ja, men Jules havde aldrig ladet sig gå på af noget så latterligt som regler - og på et tidspunkt var snakken faldet på Ares-børnene. En af de andre havde nævnt, at ingen, ikke engang en fra Hermes-hytten, ville være i stand til at bryde direkte ind i hytte 5 og stjæle Matt's to bedste sværd.
Så naturligvis skulle Jules prøve. Hun var godt selv klar over, at hun skulle lære at sige nej, når folk udfordrede hende til nogen, men hun kunne ikke.
Hun rakte ud efter et af Matt's sværd, fik fat om håndtaget og trak det til sig, men der gik noget galt. Måske havde det været et tilfælde, eller måske havde det været en slags tyverisikring, men da Jules trak sværdet til sig, kom hun til at vælte et gigantisk skjold, der havde stået ved siden af det. Skjoldet væltede med et gigantisk brag, og Jules gjorde det eneste, hun kunne komme på: Hun drejede om på hælen og løb ud af hytten, men grundet sin... tilstand, kunne hun ikke løbe ordentligt. Hun løb lige ind i sengebordet og skubbede alt, der stod på det - inklusive sin egen flaske - på gulvet. Flasken smadrede og lavede yderligere støj.
"Shit." hviskede Jules, sprang over rodet, hun havde lavet og fløj ud af døren.

//OOG: Beklager, hvis det ikke er spot on, men jeg aner sandt og sige ikke, hvordan det er at være fuld...

Påklædning: Jeans, sorte converse
Matt vågnede med at brag da skjoldet væltede og skabte et gigantisk brag. Af ren vane havde Matt en kniv liggende under sin pude. Denne kniv havde han også af ren vane trukket og kiggede efter personen som havde forstyrret ham.
Klokken var 01.15, Matt havde ligget og sovet siden 22.00. Endnu engang havde Matt gået tidligt i seng, netop fordi han skulle op og træne tidligt. Dettte var et kendsgerning som mange i lejren kendte til, og elskede at forstyrre. Dette var selvfølgelig alle andre end hans søskende. Det kunne finde på at råbe til ham, kaste ting mod hytten, alt for at ødelægge hans nattesøvn. Men aldrig aldrig nogen sinde havde det lykkes nogle at bryde ind i hytten, og næsten stjæle hans mest elskede ejendele. 

Nok burde være nok! Det var sikkert en af Athene børnene, der sikkert troede at grunden til at Matt vandt hele tiden, måtte være hans sværd.
Matt hoppede næsten ud af sengen, hoppede i et par bukser, tog sine udslidte converse på, han greb sit sværd og løb ud efter synderen. Vejret var lunt, så Matt behøvede ikke at have en trøje på. Matt nåede lige at se skyggen af tyven. Matts første reaktion var at løbe i samme retning. "Hey!" råbte Matt og satte tempoet op, han kunne nu se skikkelsen af tyven. En pige, rødt hår, Matt syntes ikke at han havde fornærmet en med rødt hår for nyligt, faktisk kendte han ingen med rødt hår..

"Hey kom tilbage jeg vil bare snakke med dig!" Råbte Matt idet han kom tættere og tættere på hende, indtil han kun var et par meter bag hende.

Jules kunne høre løbende fortrin bag sig, men i stedet for at standse, satte hun bare farten op. Det var begrænset hvor lige hun kunne løbe, når hun var fuld, så hun gik efter det næstbedste: hvis hun ikke kunne løbe pænt, kunne hun løbe stærkt.
På et par sekunder løb hun næsten dobbelt så hurtigt som før - en af hendes velsignede evner var, at hun var overnaturligt hurtig - men hun kunne stadig høre personen bag sig komme nærmere. Dér slog det hende; hun havde sine flyvesko på. Hvis hun bare kunne koncentrere sig nok til at råbe sit kommandoord... 
"Mai... Aargh!" var desværre alt, hun kunne få frem, for i samme øjeblik hun startede sætningen... Hun vidste ikke helt hvad der skete - måske havde der ligget en sten, måske var hendes snørrebånd gået op, måske var hun bare faldet over sine fødder - men det ene øjeblik var hun i løb og det næste lå hun fladt på maven på plænen. Hun forsøgte at komme op igen, men hun nåede ikke længere op end til hænder og knæ før  en trykkende fornemmelse bevægede sig fra hendes mave og op gennem kroppen på hende, og før hun kunne nå så meget som at reagere, lukkede hun øjnene og kastede op. Tak guderne for at hun var udenfor! Ellers var hun blevet tvunget til at vaske det op i morgen.
Hun burde rejse sig og løbe videre, men i stedet lod hun sig selv tippe til siden og lagde sig på ryggen. Hun havde stadig lukkede øjne, og hun fnisede selv om hun ikke rigtigt havde noget at grine af. 
"Jules," mumlede hun. "Hvis du slipper levende fra det her, så tag dig sammen."

Matt indkentede Jules idet sekund at hun kastede op. Wow, det var virkelig virkelig smuk timing fra hans side af, han rystede kort på hovedet før han satte sig på en stub der var placeret cirka 2 meter fra Jules.
"Af en tyv at være, så er du ikke særlig god" Grinte Matt og lagde sin hage på sværd knobben, (dvs enden af sværdets håndtag). han iagttog hende i stilhed. Hvem var hun? Hvorfor prøvede hun at tage hans sværd? Hvis hun var datter af Athene ville det give mening, men på den anden side, Matt havde aldrig rigtigt set hende i arenaen. Hvis hun var datter af Hermes ville hun da have stjålets hans våben uden problemer ik? Og den rod han var faldet over kunne man nemt have undgået, selv Matt som var halvtræt så den, måske var hun fuld? Hvilket også forklarede at hun kastede op.

"Det der var en smule ynkeligt" grinte Matt og nikkede mod pølen af opkast. Hans stemme skiftede fra blød og venlig til hård og kontant. "Skal vi starte med et simpelt spørgsmål? Hvorfor prøvede du at tage mit sværd?" Sagde Matt.
Hvis der var en ting som Matt ikke tolererede så var det at de andre halvguder tog hans våben.

Matt's ord var noget tid om at trænge ind i Jules' omtågede hjerne. Hun tørrede sig om munden og ønskede mere end noget andet, at hun havde en pakke tyggegummi; hendes mund brændte og smagte af opkast. Hun fæstnede sit blik på stjernerne uden helt at være klar over, hvad hun kiggede efter, og det var først nogle minutter senere, at hun kom i tanker om Matt igen.
Hun satte sig halvt op og stillede halvt om halvt skarpt på Matt. Hun måtte se rimelig ynkelig ud: en lille skravlet møgunge af en 16-årig halvgud, stangstiv og på rulleskøjter, liggende ved siden af en pøl af sit egen bræk.
"Wow, tak." mumlede hun i sit bedste forsøg på at være sarkastisk. Jep. Han syntes også, at hun var ynkelig.
Hun trak på skuldrende af hans spørgsmål, hvilket viste sig at være en ret dum idé: hendes ene arm eksede under hende og hun var få centimeter fra at falde sidelæns ned i opkastet. Heldigvis var hendes reflekter, selv i den bedøvede tilstand hun var i, hurtige og det lykkedes hende at holde sig halvt oppe. Hun tvang sig selv til at kigge på Matt igen.
"Væddemål." sagde hun og viftede fraværende med den ene hånd. "Er jeg så dødsdømt nu?"