Til Tartaros med træning... -Matt

S: Arenaen 
T: Omkring middag
O: En masse kæmpende halvguder
V: Solrigt men køligt
P: Praktisk tøj til træning. Sko for en gangs skyld


Hun følte sig malplaceret og forkert i den store mænge af kæmpende piger og drenge. Hun var ikke stærk, hun kunne ikke bare kæmpe med hvem end der spurgte hende. Hun var også ny, så hun havde ingen venner hun kunne spørger selv. Altså stod hun her i midten helt alene og prikkede lidt i jorden med et sværd. Hvem bestemte også at kamp var vigtigt? Hun havde fået at vide hun skulle lære det, men hvorfor? Chancen for at hun ville blive god til det var lille, risikoen for at hun slog sig selv ihjel var ret stor. Med et opgivende suk begyndte hun at gå væk fra midten af de kæmpende folk. Hun ville bare hjem i hytten, drikke lidt vin, møde hendes søskende. Hun kunne se udvejen væk fra det her kaos til to kæmpende drenge løbforbi hende. Den ene puffede til hende, ret hårdt, uden han åbenbart opdagede det, for han fortsatte sin kamp med den anden og var hurtigt væk igen. Resultatet blev at Fideliana endte på jorden. Det her var jo direkte ydmygende. Her sad hun midt i den store mængden, med en bagdel der gjorde ondt og et sværd hun ikke kunne bruge. Motivationen for at rejse sig op var ikke stor. Måske kunne hun bare kravle ud fra folkemængden?

P: Hvid t-shirt, trænings bukser, sorte støvler.

Arenaen, Matts absolut favorit sted, det var en af de få steder hvor han kunne få sindsro og lukke af for verdenen og kun koncentrere sig om en ting, nemlig kampen.
Matt ville gerne have ankommet til arenaen som en af de første, men hans rustning havde taget et ordentligt slag fra et sværd, så den have været til reparation ovre hos børnene af Hefaistos, så Matt var nødt til at bruge timerne inden på at tage sin sædvanlige løbetur ned til søen og tilbage.
Da han langt om længe havde fået sin rustning satte han sin kurs hen mod arenaen. Han bar sin metal rustning, sit skjold og spyd havde han i venstre hånd, i den højre havde han sin hjelm og på ryggen havde han sine to sværd, alle våbnene var selvfølgelig taget fra Ares’ hytten, kun det bedste til at vinde over de andre halvguder.
Matt nåede lige at sætte spyddet i jorden og læne skjoldet op af det da han fik øje på en pige som mere eller mindre blev skubbet i jorden. Matt vendte sig rundt og tog hjelmen på. Han tænkte ikke rigtig over at pigen ikke havde rejst sig op med det samme, de fleste halvguder som gik alene var som regel de mere hårdføre halvguder som havde trænet meget og derfor selv trænede alene og ventede på at andre opsøgte dem.
Men da Matt vendte sig rundt havde pigen stadig ikke rejst sig op, hvad lavede hun? Burde man gå hen og hjælpe hende op? Nogen måtte jo gøre det. Så Matt små løb hen mod hende da han var tæt nok på hende rakte han hende hånden og sagde ”Er du okay?”, Matt smilte venligt til hende.

Delia sad på jorden og sukkede lidt opgivende. Den kølige jord var utroligt fristende for hende lige nu, hun ville hellere ligge ned og kigge på de andre, istedet for at ligge her og rode rundt på jorden og kæmpe for ikke at blive trampet ihjel. Hun fik fat i hendes sværd og begyndte og overveje hvordan hun kom op. Pludseligt stod der en dreng foran hende med en udstrakt hånd. Hvorfor kæmpede han ikke med de andre og var ligeglad? Hun tog alligevel hans hånd, ellers kom hun ikke elegant op. "Jeg har det fint, tak." Hun smilede lidt til ham. Da hun stod op igen børstede hun sit tøj af, selvom det var umuligt at fjerne alt skidtet. Hun opgav det og så istedet på drengen. "Du ser stærk ud. Hvorfor kæmper du ikke som de andre hormonpumpede drenge? Intet personligt." Som datter af dionysos imponerede store muskler og sværd ikke. Men han virkede nu også rar nok. Sød nok til at ville hjælpe hende. "Mit navn er Fideliana. Og dig?" Hun begyndte igen at søge ud fra mængden af folk der slåssede. Hun håbede drengen gik med, så hun kunne få navnet på hendes redningsmand.

”Det var så lidt” sagde Matt og smilede da han fandt ud af hun var okay, så var dagens gode gerning også gjort.
Han så stærk ud? Det var altid noget at nogle var begyndt at lægge mærke til det, tilbage i Ares hytten var Matt var gennemsnitlig i styrke, så han lagde ikke rigtig mærke til det. Hvor han ikke sloges med de andre var et godt spørgsmål, Matt mente selv at det var fordi de andre ikke rigtig turde eller var for dårlige, andre ville nok mene at det var fordi at Matt søn af Ares og havde derfor stort aldrig havde tabt en kamp.
”Simpelt, fordi alle dem som er tilstede, kan ikke finde ud af at kæmpe, jeg der i mod, kan finde ud af det, og kæmper kun med børn af Athene eller Ares” sagde  Matt, det kunne godt lyde lidt arrogant, men på et vist punkt var det rigtigt.

Da Matt lagde mærke til at hun trak lidt væk fra arenaen, sukkede Matt lavt og fulgte efter hende. På den ene side ville han godt træne, men på den anden ville han godt lære hende at kende, så der var vel kun en vej.
Matt fulgte efter hende, mens han fulgte efter hende tog han hjelmen af og tog en under venstre arm.
”Goddag Fideliana, navnet er Matt, rart at møde dig” Sagde han og rakte hende hånden.
Matt gav hende lidt tid til at reagere før han trak hånden tilbage. ”Må man spørge om du er ny her? Jeg mener de fleste har som regel en sparringpartner hvis de har været her længe, og det ser umiddelbart ud som om du er alene her” Sagde Matt og fulgte efter hende.

Fideliana så lidt på ham, gik faktisk næsten i stå. Tænk de havde krav om hvem de ville slås med? Nu ville hun helt sikkert ALDRIG finde en og træne med. Det var måske fint nok, så havde hun da en undskyldning til at lade vær. "Det kunne jeg vel have sagt mig selv. Det må være rart at du til noget." Hun smilede blidt til ham. Det var ikke misundelse, hun mente det bogstaveligt. Det måtte være en rar følelse.
Da hun var på sikker afstand tog hun sin hjelm af. Hun så på ham inden hun tog hans hånd som hilsen. Han virkede nu ikke som en hjernedød dreng der kun tænkte på muskler og protein. "Jeg er ret ny, ja. Jeg kender ikke nogen. Jeg fik bare besked af min far om at jeg skulle træne. Jo tak, nemmere sagt end gjort. Jeg kan ikke den slags." Hun satte sig ned og så ud på de andre der kæmpede så sikkert og rigtigt. Det ville hun aldrig kunne. Hun var kluntet og uerfaren. Hun så op på drengen. "Så... Hvad er du? Søn af Athene? Ares? Jeg har stadig ikke lært at kende forskel på jer, undskyld." Hun trak undskyldende på skuldrene og håbede lidt på han ville sætte sig hos hende og snakke. Umiddelbart så han nu mere ud til at ville kæmpe, og det forstod hun godt. Hvordan skulle han overhovedet finde nogen interesse i at snakke med hende? Hun så kort ned. Hvor var hendes ellers evige gode fest humør blevet af?

Delia trak på skuldrene. "Det meste. Min guide var ikke vildt interesseret i at snakke med mig. Hun var datter af Athene. Men altså, jo, jeg har da set det vigtigste. Min hytte og alt det." Så så på ham med et smil og lagde selv sin hjelm fra sig. 
Hun grinede over spørgsmålet. "Dionysos. Ekstasens gud. Kamp ligger ligesom ikke rigtigt i mig... Alligevel vil han have jeg lære at kæmpe. Hvad skal jeg dog bruge det til? Jeg kan feste, det er det." Igen trak hun på skuldrene. Hun kunne godt lide at være sammen med de andre halvguder, hun følte sig hjemme her. Men hun var ikke ligesom dem, hun var festglad og til afslapning. Det var de andre i hvert fald ikke. 
Hun så interesseret på ham. "Ares? Wauw. Intet under at du er sådan er stort brød. Er du så også sygt stærk?" Alle de andre gudebørn havde vilde evner, seje evner. Igen haltede hun lidt bagud. Hvad kunne hun bruge folk i ekstase til? Intet. Og evnen til at lave vin? Slet ikke. Det ville være mere praktisk at kunne svinge et sværd ordenligt. 
Hun så ned på de andre og lænede sig lidt tilbage. "Jeg er ked af jeg troede du var Athenes så. I må være vildt uenige om alt. Ares er også meget sejere. Hende der viste mig rundt var ikke en god reklame for din mor." Hun sukkede lavt. Så trak hun sine ben ind til sig og lænede hagen imod sine knæ.

Matt smilede tilbage da hun smilede til ham, "som sagt, Athene-børnene er ikke de sødeste, og de anklager min far for at være en tomhjernet slagsbroder! Ha!" grinte Matt.
Dionysos, lederen af lejren, så behøvede hun ikke at besøge et tempel for at komme i kontakt med sin far, hvor halvdelen af tiden ville der ikke være et svar. Det var jo dejligt for hende.
"Mr.D er din far? Fedt nok! Så kan du jo besøge ham og alt muligt!" Sagde Matt, det var en luksus som Ares børnene ikke havde.
"Jeg forstår ham godt, sæt nu hvis der kommer en minotaur eller en hydra eller noget andet meget farligt, så er det meget dejligt at kunne en ting eller to med et sværd" sagde Matt meget selvsikkert. Kamp og træning var blevet størstedelen af hans liv siden han kom til lejren.

Sygt stærk, det lød godt i Matts ører, var han vel blevet over årene.
"Sygt stærk og sygt stærk" Matt smagte lidt på ordene, han kiggede kort ned af sig selv "Jeg er vel stærkere end de fleste, det er en del af de evner man har som Ares søn" sagde Matt og smilede, siden hun var Dionysos datter måtte hun jo også have en eller anden vild evne, til at kunne drikke herre meget eller kunne feste natten lang.
"Jeg kender ikke rigtig nogen Dionysos børn, så hvad er jeres evner?" Sagde Matt og smilede.

Matt tog det ikke så tungt når nyankommende ikke kunne kende forskel på Ares og Athene, det var mere hvis de havde været i lejren i en månedstid at Matt kunne blive meget meget sur.
"Det gør ikke noget, det kan ske for alle nye, det vigtigeste er at du kan kende forskel på de søde, det vil sige os, og den nedern de vil sige athene børnene" grinte Matt, selvom man tydeligt kunne høre at han mente det.
"Vi er ueninge om alt, de mener at krig også er strategi, hvor i mod vi mener at styrke besejrer hjerne. Og som sagt mener de at min far er en tomhjernet slagsbroder!" Sagde Matt og rystede på hovedet, Matt var virkelig sin fars søn.
"Jeg er sikker på at min far er glad for at høre det" grinte Matt og lagde sig ned på græsset.
Athene børnene, han vidste hvem en del af dem var, de var trods alt hans nærmeste rivaler.
"En Athene datter, må man spørge hvad hun hedder?" Sagde Matt og kiggede på hende mens han lå ned på ryggen

Delia så lidt på ham med et smil og nikkede. Det havde han jo ret i. Det var super skønt at hun var så tæt på hendes far, og hun kunne mærke Dionysos kunne lide hende og hendes søskende. Det var rart at mærke en familie følelse. "Ja. Jeg udnytter det også. Jeg er ret tit ved ham, når han ikke sender mig ud og træne..." Hun så lidt surt på sværdet med et hårdt suk. Hun kunne godt se hvad Matt mente. "Men... Jeg dur ikke til det. Jeg kan knap svinge det der uden selv at komme til skade..." Det virkede bare en lille smule håbløst. Sværd var nok ikke ligefrem hendes spids kompetance. 

Hun så lidt misundeligt på Matt, men smilede lidt. "Du er heldig. Du dur til det vi skal kunne. Sværd, kamp! Det kan jeg ikke.. Jeg ville gerne, men jeg er bare en lille slapsvans...!" Hun slog opgivende ud med armene og kom med et høj opgivende lyd over hendes liv der bare ikke fungerede på nogen måde. Hun så dog hurtigt på ham da han spurgte. "Ehm.. Jeg kan lave vin eller alkohol ud af alle drikkevare... og.. Sætte folk i ekstase. Ved at synge eller spille musik. Det er jo ikke brugbart!" Hun så fortvivlet på ham. Som om han kunne fortælle hende hvad hun skulle bruge de ubrugelig evner til. 

Med et lille smil så hun på ham da han lagde sig. Han virkede så afslappet. Faktisk troede hun at han ville tilbage til træning. Ikke at hun ønskede det, hun kunne rigtig godt lide at snakke med Matt. "Elena tror jeg... Hun virkede små sur.. Der var også en søn af Hermes, men han gjorde ikke det store heller.. Jeg føler os Dionysos børn bliver set ned på. Jeg forstår det. Vi er så upraktiske..." Hun grinede lidt over sandheden i det hun sagde. Hun havde det ikke skidt med det, ikke endnu.

"Vi er en del som misunder jer" sagde Matt og prøvede at frembringe et smil. Han ville så godt møde sin far, bare for at høre hvad hans far mente om ham, om han var stol eller skuffet.
"Der er også andre våben end sværdet, for eksempel: buen, spydet" sagde Matt og nikkede i retning mod hans spyd som stadig stod inde i arenaen.
"Heldig? Jeg har lært det på den hårde måde, mine brødre vidste mig alt på den knap så søde møde" Grinte Matt og så ned af sine arme, han havde en del ar fra snitsår, det var ingen han lærte sin evne og han blev god til at kæmpe. 

Matt hoppede hop, han havde fået en ide, en meget gå ide, hvis han skulle være ærlig "Nok virker det håbløst, men du kan lære det" sagde han og rakte hende hånden, som tegn på at han ville hjælpe hende op.
Han gav hende en smule tid til at reagere før han fortsatte. "Jeg tror den største fejltagelse du laver er, at du antager at kamp kun handler om sværdet, men det handler om at udnytte sine evner, jeg for eksempel, kan føle min modstanders næste træk, hvilket jeg udnytter ret meget. Du skal bare udnytte din evne til at sætte folk i ekstase, brug et skjold, blocker deres angreb også syng!"  sagde Matt og var nødt til at holde en pause for at få luft.
"Hvad siger du så? Der fandt jeg ud af hvad du kan gøre hvis du skal slås!" Sagde Matt og så begejstret på hende.

"Men det skal ikke handle om træning hele tiden" grinte Matt og lagde sig ned igen. Elena! Haha, hun ville nok være den værste intro-guide man kunne få, hendes korte temperament gjorde et umuligt at spille uvidende spørgsmål.
"Elena siger du, hende kender jeg godt, rimelig godt faktisk, føler med dig" grinte Matt højlydt, "I er overhovedet ikke upraktiske, I stikker bare ud, når I er sammen med Ares og Athene børn" grinte Matt, rigtig mange stak ud når de var i nærheden af Athene og Ares børn.

Hun så lidt på ham og smilede lidt. Hun ville bestemt ikke klage over at hun kunne snakke med sin far når hun ville, det var fedt på ret mange måder. Hun vidste hvad han forventede af hende, og hvad han syntes om hende. 
Hun trak på skuldrene. "Jeg tror ikke bue og pil er til mig, jeg sender bare en pil i ens øje eller noget.." Hun grinede lidt fordi det var sandt, hun var altid meget godt til at ramme ved siden af. Hun ville helt sikkert komme til skade mange gange før hun ville kunne noget som helst. "Jeg ved ikke.. Jeg brækker nok noget så snart jeg prøver at kæmpe mod en af de tosser." Hun nikkede ned imod arenaen hvor folk stadig kæmpede. 

Delia så overrasket på ham med et smil og tog hans hånd og kom op. Hun lyttede på hvad han sagde og tænkte over det. Det lød jo meget smart egentlig. "Men.. Jeg kan jo ikke bare bryde ud i "Lille Peter edderkop"... Jeg mener. Jeg vedikke hvad jeg mener!!" Hun grinede lidt og så på ham. Han havde jo ret, hvis hun endelig skulle bruge hendes evner, var det nok måden at gøre det på. "Okay, du har ret! Hvis jeg bruger det kan jeg vist godt kæmpe.. Folk i ekstase er nok ikke så stor en trussel! Tak Matt" Hun smilede taknemmeligt til ham. 

"Jeg tror vi stikker ud fra alle. Jeg mener, vi er de eneste der sådan overhovedet ikke har noget med kamp eller våben at gøre. Plus vores far er her." Hun trak lidt på skuldrene og så ned på de kæmpende halvguder med et længselsfuldt blik. Det måtte være skønt at passe ind bare sådan. Hun var stadig ny og uden venner.

Matt grinte da hun nævnte at hun ville skyde en i øjet, det mindede ham om den gang han skulle lære at skyde med bue og pil. Alle vidste jo at Ares  børnene kunne betjene et hvert våben til perfektion, Matt havde selv ramt forbi skiven et par gange... Eller hundrede gange..

"Ikke 'lille peter edderkop' skaf et instrument og brug det" Matt blinkede til hende, nok var Athene strategiens gudinde, men Matt vidste en hel del om at strategien bag at slås.
Matt kørte en hånd igennem sit brune hår. Han smilede venligt tilbage "Det var mig en fornøjelse! Så længe jeg har hjulpet dig, med at hjælpe dig selv, så du kan holde dig i live i lidt længere tid herinde" grinte Matt. Selvom Matt til tider havde en meget meget kort lunte, så elskede Matt at hjælpe andre og specielt at se andre blive bedre og bedre til at kæmpe.

"Artemis, Apollon og Demeter" i mens Matt nævnte de tre navne talte han på fingrene, "Der er mindst 3 guder/gudinders børn som er ligesom jer!" grinte Matt og klappede hende fortrustningsfuldt på skulderen. Sønner af Artemis og Demeter, var især nogle Matt havde lavetmeget meget meget sjov med i sin yngre dage.

Matt lagde godt mærke til hendes blik mod de kæmpende halvguder.
"Hey, op med humøret, der er så meget andet i lejren, hvor kamp ikke indgår" sagde Matt og smilede til hende