Første omgang træning

Tid: 15:00
Sted: Arenaen
Vejr: Solen skinner
Omgivelser: Fægtende mennesker.
Påklædning: Kampudstyr.

Kalomira sad i udkanten af Arenaen. Hun var lige kommet og hendes øjne var klare som glas, og havde farve som det mest blå ocean. Kolde, var de. Stirrede ligegyldigt rundt på alle dem som trænede. Det var hendes første dag siden hendes ankomst. Ingen havde fanget hendes opmærksomhed. Hun havde knap fået hjælp af mestrene på stedet. Hvis hun ikke havde været den person, hun var, havde hun følt sig meget ensom. Træernes krone kastede en skygge ned, som dækkede hende, så solen ikke kunne give hendes hud kulør. Der var ingen interesse i hendes blik. Hendes ydre lignede en hvilken som helst anden smuk pige, men kulden, den mærkede man tydligt omkring hendes person. Folk nærmede hende ikke, og ønskede ikke at kæmpe imod hende, på trods af at hun var den nyeste i flokken. Hun havde heller ikke ligefrem regnet med det. Hun vidste godt, at hun ikke ligefrem indbød til pjant og fjas. Et lille smil spillede på hendes læber, mens hun lod hånden glide over det bløde græs. Så dansede smilet ligeså langsomt væk igen. Kalomira betragtede de kæmpende halvguder, med en mine som virkede langt mere hånlig end hun egentlig kunne tillade sig at være, når man tænkte på hendes fægte evner. Hendes arm var bundet ind, fordi at hun havde fået et slemt sår. Såret af et uhyre, hun ikke længere skænkede en tanke. The past is in the past. Hendes beskytter, satyren, havde hun ikke set siden at de ankom... Endelig var der én som fangede hendes blik.

Ezra åbnede op for hans brune øjne. Alt kampøvelsen havde skabt en form for snavset støv, hvilket gjorde det svært, at holde hans øjne åbne. Dog var Ezra’s øjne også ret følsomme.  Han stod midt placeret midt i arenaens centrum. Ezra stod placeret i hans sædvanlige kluns tøj. Blå jeans, og den orange ”Halvblodslejr” t-shirt. Ezra trak hans hånd igennem hans brune hår, mens han betragtede gudebørnene. Han kiggede kort over til en pige, der havde overlegent vundet over hendes modstander. ”Datter af Zeus..” Mumlede Ezra stille og koldt og vandrede videre.
Ezra betragtede trangen til, at slås som barnligt. Han havde trukket et våben i sit liv og havde skam heller ikke tænkt sig det, aldrig havde han følt trangen til det. Ezra stirrede igennem flokken og sporede sig frem til en pige, som stod alene. Måske ville hun heller ikke slås? Han trak på skuldrende og gik langsomt over til hende, mens han betragtede hendes udseende. Helt uopmærksom, så uopmærksom, at halvguden ikke lagde mærke til den lille sten foran pigen. I det øjeblik Ezra’s fod ramte sten, snublede drengen og faldt ned på jorden foran den ukendte pige.

Kalomiras blik hvilede længe på den sejrende pige, som havde sat sig til rette med en smøg mellem de velformede læber. Hendes blik hvilede på pigen lige indtil at en dreng pludselig snublede foran hende. Hun hævede et øjenbryn, stirrede koldt, lo en hæs og kølig latter, uden at gøre mine til at hjælpe drengen op. Hun trak benene op under hagen, og lod hendes kølige aura omringe drengen. "Har du ikke lært at gå endnu? Du kan bare sige til, hvis du får brug for lektioner." sagde hun med blikket fæstnet på drengen. "Du har garanteret fået græspletter på træningstøjet nu, skal du se. En anden gang burde du se, hvor du går. Du kunne risikere at støde ind i nogen, som ikke tøver med at uddele øretæver." sagde hun til drengen. Hun sendte ham et blik, som talte sit eget arrogante sprog, inden at hun kiggede tilbage på pigen. Pigen fangede hendes opmærksomhed. En elegant overlegenhed, og så vidt hun havde kunne høre fra hvor hun sad, så var hun datter af Zeus. Hendes egen mors brors datter. Hendes onkels.
At guderne havde så mange børn, og så tætte relationer gjorde at alle halvguder på den ene eller anden måde havde et nært forhold til hinanden, uden egentlig at vide det. Hun havde ikke selv været her særligt længe, men hun havde ikke mødt nogle andre børn af Demeter. Hun lod sine lange negle kærtegne skinnebenene, og lod blikket glide fra pigen til drengen og tilbage igen, uden at sige mere.

Aella løftede undrende blikket, da hun hørte en dump lyd. En eller anden fyr lå slængt hen over jorden. Hun måtte knytte hænderne og fokusere på ikke at grine af ham, men alligevel sitrede hendes mundvige i et let smil. Hun tog smøgen mellem to fingre, og betragtede fyren med hævet øjenbryn, da hendes blev gled videre til pigen, han lå foran. Hendes første indskydelse var, at hun godt kunne lide pigens hår. Classy. Så begyndte pigen at tale, og hun kunne ikke skjule et skævt smil længere. Hun tog smøgen mellem læberne igen, og rodede lidt op i sit hår, mens hun interesseret fulgte med i pigens spydige kommentarer og drengens ansigtsudtryk. 
Aella tog et hiv at smøgen, og rejste sig op at stå for at gå hen imod dem. Langsomt, for ikke at forstyrre med det samme. 
"Drenges hjerner udvikler sig trods alt langsommere end pigers, måske burde du give ham en chance." Sagde hun, og smilede skævt til pigen. Umiddelbart virkede hun som en dejligt flabet person - noget, der seriøst manglede i lejren, hvor alle syntes at være så heltemodige og ih-oh-åh så gode og ædle. Det var til at brække sig over. Folk der kyssede røv på lærerne og kæmpede efter bøgerne gjorde Aella irriteret - hvad skulle det hjælpe noget, når de blev sendt på missioner? Tåbelige mennesker.. Eller halvguder! Man skulle ikke tro at de kom fra noget så stort som guder, men nu var det heller ikke alle guder der var lige så klog som hendes egen far.

Ezra’s ansigt blev rød. Pinligt. Langsomt prøvede Ezra, at løfte sig selv op dog kun for, at opdage han igen faldt, denne gang over sit gule snørebånd. Skvat. Endnu engang løftede han sig og det lykkedes. Han fjernede noget af snavset fra jorden, dog kunne græspletterne ikke fjernes. Pigen, som førhen så sød og uskyldig, blev i hans hoved forvandlet til en kold, tyrannisk heks. ”Jeg synes nu græspletterne klæder mine bukser!” svarede han udfordrende. Med hans nu gule øjenfarve, som stirrede bittert på pigen. Ezra knurrede af pigen. Han brød sig ikke om hende. Han kunne sagtens lugte Zeus pigen, næppe fordi hun lugtede, det var nærmere en forstærket sans.
Ezra vendte sig imod Zeus pigen. ”Så, så så.. Lidt offensivt imod halvdelen af jordens befolkning?” Sagde han høfligt, og blinkede til hende. Ezra betragtede Zeus pigen. Var dette virkelig Gudernes Konge svar på en datter? Det virkede mærkeligt.  Hans øjne forvandlede sig stille til den normale brune øjenfarve. ”Zeus pige? Du datter af gudernes konge burde da vide, at rygning af alt ting er voldsomt usund?” sagde han hånligt til hende. Ezra bevægede sig tættere på Zeus pigen. Han greb armen ud for, at fjerne cigaretten fra hendes mund. Et forsøg værd.

Kalomira smilede oprigtigt for første gang i lang tid, ved pigens ord. Hendes hjerteformede læber bleg strukket ud i et bredt smil. "Du har nok ret. Hans hjerne er nok ikke helt udviklet endnu. De færreste falder over sig selv to gange." svarede Kalomira mens hun betragtede drengen vælte rundt pga. sine snørrebånd. Hun smilede som et glad lille barn, da drengen påførte sine ord en udfordrende tone. De ord, som han havde kastet rundt med var ingen trussel. Både ordene efter hende selv og den anden pige. Da drengen greb ud efter pigens smøg, fløj Kalomira hurtigt op af sin plads under træet, og lod en hånd flyve hårdt mod drengens ryg. Det var med en sådan kraft at det gav et ryk i hendes sårede arm. Hun ignorerede smerten, og pressede drengen tilbage i græsset. "Godt at du synes at græspletter klæder dig, for nu er det ikke kun dine bukser, som har måtte bide i græsset." hvislede hun koldt ind i drengens øre, inden hun rejste sig op igen, og lod en hæl betræde hans lænd og dernæst hvile derpå. "Du har tilfældigvis ikke flere smøger, har du? Mine fingre er kolde." spurgte Kalomira pigen. Hun røg ellers aldrig, men en cigarette eller to kunne måske aflede hende fra at tænke på jaget i armen.

Aella slog en let latter op ved pigens ord. Umiddelbart kunne hun ikke placere hvilken gudeforælder denne pige havde, men hun havde heller ikke set hende før, hvilket ledte til en idé om at pigen muligvis var ny. Hun havde trods alt selv et forholdsvist godt overblik over folk i lejren. Af samme grund havde hun også set fyren før, gik det op for hende. Søn af Artemis, hvis hun ikke tog fejl. Måske var det derfor han var ligeglad med græspletter. Så kom hun til at grine. Hans kommentar til hende var jo direkte morsom, hans egen mors holdning taget i betragtning. "Åh ja. Dog ikke lige så offensiv som din kære mor, vil jeg mene, mate. Søn af Artemis, ikke sandt? Jeg troede kun hun ville have døtre," klukkede hun muntert, og hævede et øjenbryn, før hun placerede smøgen mellem sine læber igen. Smilet forsvandt dog hurtigt. Hvor vovede han! At fornærme hendes far var i hendes øjne noget, der kunne få folk på hendes hadeliste. Nok havde hun selv på en måde lavet lidt grin med hans mor, men hun havde jo ikke sagt noget, der ikke passede. Med smøgen mellem læberne, skulle hun til at svare ham igen, men så rørte han på sig, og Aellas øjne blev mørkegrå. Himlen fulgte med. Solen blev dækket af et let lag dis. Hun skød underlæben frem, så cigaretten vippede lidt op, i håb om at ramme hans håndflade med gløden for enden af smøgen. Drengens hånd faldt pludselig ned mod jorden, og hendes øjne betragtede overrasket pigen, der pludselig havde en fod på fyrens len. Hun hævede undrende et øjenbryn, men lod det hurtigt falde, da det gik op for hende hvad der var sket. Og så endda fra en pige med indbundet arm!
"Jovist, jovist," klukkede hun for sig selv, og fiskede pakken med smøger op fra sin baglomme. Hun rakte den til pigen med et respektfuldt nik.

Ezra var igen på jorden. Denne gang presset ned af en forbryderisk hundjævel. Katastrofe. Ezras øjne blev endnu engang gule, som et rovdyrs. Hendes hæl havde efterladt et mærke i hans hun, en rød prik. Hvorfor blandede hun sig? Tåbelige pigebarn. Ezra rejste sig op, og spyttede et stykke græs ud af hans mund, som havde han med et uheld, havde ”slugt”. Han undlod, at svare på de tidligere kommentar, som den tåbelige pige havde sagt til ham, om græspletter. Ezra børstede snavset af sig, og jeans var fyldt med gamle og nye græspletter. Det irriterede ham ikke.
Ezra vendte sig om og stirrede koldt på Zeus pigen. Han gik frem imod hende og betragtede hende, mens hun tilbød cigaretten. ”Selvfølgelig, er jeg søn af en af de mest fantastiske guder.” sagde stolt han til Zeus pigen. Han knurrede ad Zeus pigen. Ezra stod ved pigen, som blev tilbudt en smøg, og som havde angrebet ham, og lavede mærket på hans ansigt. Han tog fat i hendes skuldre, og trykkede ned mod jorden. ”Hvor vover du, at angribe mig.. Tåbeligt!” Sagde han vredt til hende, mens han knurrede af hende, lyden lød nærmest som en hund eller en lille ulv.

Hun klukkede i dét, at pigen konstaterede at drengens mor var Artemis. At netop han skulle stå og spille så rap i kæften og opføre sig udfordrende, var hende en gåde. Han kritiserede pigen, som var datter af gudernes konge, ligesom hans egen mor selv var det. Som hun så det, var han lavere ranget end pigen, han kritiserede. Selv hans knurren var hende en gåde. Da han greb fat om hendes skuldre og pressede hende ned mod jorden, lod Kalomira et knæ flyve op direkte mod drengens mave, og trak sig længere ned mod jorden, for at vriste sig ud af hans greb. Da hun havde vristet sig fri trak hun sig hurtigt tilbage og rejste sig op. "Hvor vover jeg? Hvor vover du?" vrissede hun tilbage, inden at hun gik over til pigen og tog den pakke smøger, som pigen rakte frem til hende. Hun fiskede ligeså roligt en smøg frem, mens hun skævede mod drengen. "Ild?" spurgte hun pigen og satte smøgen for munden, mens hendes kolde aura strakte sig helt over til drengen. "Jeg er Kalomira, forresten." sagde hun til datteren af Zeus. Kalomira havde en god fornemmelse omkring pigen. Hun virkede ikke ligesom de fleste andre i halvblodslejren. Slet ikke ligesom alle de andre små helte, der var at finde i lejren.

Aella betragtede fyren foran sig med et køligt overblik. Hun hadede at drage forhastede konklusioner, men hendes 'stormfulde' temperament, gjorde det ofte svært for hende, at holde hovedet koldt, hvis hun blev for hidsig. Heldigvis morede hun sig nærmest over denne søn af Artemis og hans forsøg på at tale ned til hende. Hun var ikke glad for, at han havde - endda åbenlyst - hånet hendes far. Gud over himlen, og så vovede en søn af Artemis at håne ham? Næsten skandaløst i hendes øjne. Hun hævede undrende et øjenbryn, da han kaldte Artemis for 'en af de mest fantastiske guder', og sukkede så lydløst. 
"Hun er ikke en Gud, hun er en Gudinde," sagde hun dæmpet, i håb om at han måske ville lytte til hende og prøve at tænke før han talte. "Og hun er datter af Zeus. Gæt hvem der også er datter af Zeus?" Spurgte hun, og sendte ham et sukkersødt smil, før hun pegede på sig selv, og blinkede til ham. "Præcis."
Hun trådte et skridt tilbage, da der kom mere tumult foran hende. Hun rynkede øjenbrynene sammen ved hans voldsomme temperament, for hun havde regnet med at en søn af Artemis måske havde været mere velovervejet og tænksom. Hun lænede sig ind, for at tage fat i fyren og fjerne ham fra den ellers ret spændende pige, men pigen kunne tydeligvist håndtere det hele selv. Hun trådte endnu engang lidt tilbage, stadig med pakken af smøger i hånden. Aella smilede skævt til pigen, og nikkede tavst. Ild - selvfølgelig havde hun ild. Hun knipsede foran pigens smøg, og lod et par gnister tænde gløden for enden. 
"Aella," præsenterede hun sig. "Datter af Zeus."