Første træning - Melodie

Adrianna stod og øvede sig på at skyde med bue og pil. Indtil videre havde hun skudt 23 pile og 2 af dem havde ramt skiven dog ikke i midten. Adrianna blev hidsig og bed sig selv i fingeren hver gang hun ikke ramte nu var 6 af hendes fingre begyndt at bløde. Hun spændte buen igen rykkede lidt på fingrene og sigtede. Pilen fløj igennem luften Adrianna bed sig i læben den så ud til at ramme oooog..... den ramte ikke. Den var ikke engang tæt på. Adrianna kunne høre nogen bag ved hende grine ad hende da hun frustreret smed sin bue på jorden. Hun svingede sit lyse hår om bag skulderen og gik hen over græsset for at finde den mislykkede pil. Adrianna havde altid ønsket sig at kunne skyde med bue og pil også da hun boede i Avignon. Nu havde hun fundet ud af at det slet ikke var sjovt i hvert fald ikke når man ikke kan finde ud af det. Adrianna havde sat sig det mål at hun skulle kunne ramme midten af skiven 3 gange i træk før hun måtte besøge Avignon igen så nu trænede hun hver ledige time hun havde. Hun havde fundet pilen og var gået tilbage til sin plads foran skydeskiven. Adrianna var meget hidsig hun vidste at hvis hun blev ved i dette tempo ville hun først komme til Avignon om 2 år. Det gjorde det ikke meget bedre for hendes humør at lige ved siden af var der en der ramte skiven perfekt og det så ikke engang ud somom at hun koncentrerede sig. Lige pludselig fik Adrianna en ide hun gik hen til pigen ved siden af og spurgte:" Hej hvad hedder du?" Hun vidste at hvis den anden pige var datter af Athene ville hun nok ikke svare Adrianna. Adrianna havde jo vokset op i Avignon og først lige fundet ud af at hun var datter af Poseidon. Hun vidste at der var en konflikt mellem døtrene/sønnerne af Poseidon og døtrene/sønnerne af Athene så men hun vidste ikke hvorfor så hun håbede bare på det bedste.

Melodie stod på bueskydningsbanen og havde som sædvanlig lige ramt plet. Der var mange halvguder på banen i dag, men der var specielt en halvgudinde, der fangede Melodies opmærksomhed; nok fordi hun ikke havde ramt skydeskiven særlig mange gange og bed sig i fingrene. Hun var iført afslappet træningstøj, havde sit lyse hår sat op i en knold og hun bar, ligesom Melodie, ikke særlig meget make-up. Hun fjernede sit blik fra halvgudinden og skød endnu en pil mod skiven og ramte plet. Igen. Hun hørte pludselig en lys stemme ved siden af sig: ”Hej, hvad hedder du?” Melodie drejede hovedet og fik øje på pigen fra før. ”Mit navn er Melodie,” svarede hun og sendte et af sine strålende smil i retningen af pigen. Pigen så sød ud og Melodie håbede at hun kunne få en ny ven ud af hende, da hun ikke havde særlig mange venner i lejren indtil videre.

Det var altid en god start, når folk smilede, og det smil pigen sendte Adrianna, var så strålende at det helt varmede indeni, og smeltede uvejret væk, som var indeni Adrianna, og erstattede det med balance. Det var noget, meget få kunne bringe frem i hende, og hun elskede følelsen. Hun slappede af i skuldrene og smilte tilbage. Hun kunne ikke ramme det samme smil som Melodie, Adriannas var mere utæmmet, vildt og sikkert ikke ligeså balanceret. Adrianna viste godt at hun var lidt gammeldags, men hun stak alligevel sin hånd frem og hilste:" Adrianna. hmm det er i orden, hvis du ikke vil, men har du tid til at lære mig det der?" Hun var lidt nervøs, for at Melodie ville sige nej, fordi Adrianna var desperat, hun ville bare så gerne snart af sted til Frankrig.

Melodie slog en perlende latter op og nikkede et par gange til pigen, der kaldte sig Adrianna. Melodie syntes i dén grad om navnet, da det mindede hende om en af hendes bedste veninder hjemme i London, der ejede samme navn som pigen foran hende. Nu hun tænkte over det, savnede hun faktisk Adrianna meget, og det samme gjaldt hendes andre venner. Det var så anderledes og nyt for Melodie at være et sted, hvor hun ingen venner havde og knapt nok kendte nogen. Hun ville gøre alt for at komme af med den følelse og det var også delvist grunden til hendes svar på Adriannas spørgsmål om hjælp: "Selvfølgelig vil jeg det! Hvad med du tager en bue og en pil og vi så tager den derfra?" Hun sendte endnu et smil i retningen af Adrianna og nikkede mod jorden, hvor buer og pile lå spredt ud på jorden.

Adrianna kunne ikke beskrive følelsen! Hun var i ekstase. Det var utroligt, hvad Melodie kunne gøre ved hende, bare ved sit blændene smil og snakken kunne hun jage uvejret, som var indeni Adrianna, væk med sin klare sol. Adrianna var ved at få en (gik hun ud fra) meget sød og hjælpsom veninde, som tydeligvis ikke dømte hende, plus så kunne hun på den måde lære at skyde med bue og pil. Det var noget af det bedste, der var sket i lejren for Adrianna, så hun smækkede bare det største smil op, som hun kunne og rakte ud efter buen og pilene. Hun havde sådan ønsket sig en veninde. Hun snakkede ikke rigtigt med nogle i lejren, jo lidt med hendes halvbror, men hun kunne godt mærke, at hun havde brug for en pige. Da hun boede i Avignon, havde hun ønsket sig en søskende, bror som søster, men nu kunne hun godt mærke, at hun havde brug for noget tøsefnidder^^. "Øøhm du bliver nok nødt til at vise det helt fra starten", sagde hun lidt flovt og slog blikket ned på pilene i sin hånd, "Forresten hvem er du datter af?"

Endnu engang lo Melodie; denne gang på grund af Adriannas usikkerhed omkring bueskydning var ret sjov. "Jo, det kan jeg godt. Intet problem," svarede Melodie, efter hun havde grint færdigt. "Jeg er forresten datter af Apollo," forklarede hun smilende og tog selv sin bue og pil op fra jorden. Hun placeret sin pil op ad sin bue og hev tilbage i buens streng med pilen i hånden og et koncentreret blik rettet mod skydeskiven. Hun sigtede og gav derefter slip. Pilen ramte lige, hvor den skulle på skivens midte. Sikke en overraskelse; egentlig ikke. Hun lod et meget tilfreds smil glide over sine læber og kiggede på Adrianna. "Sådan. Hvad med du lige prøver?" Spurgte Melodie og sendte hende et afslappet smil og nikkede mod skydeskiven bag sig. "Så kan jeg lige se, hvorhenne du ligger med bueskydning," fortsatte hun så med et grin i stemmen, da hun allerede havde lidt på fornemmelse helt præcist, hvor Adrianna lå. Altså hvis Melodie skulle dømme udfra Adriannas tidligere resultater. "Det værste der kan ske er, du rammer ved siden af."

Normalt når folk grinte, af Adrianna blev hun meeega sur; sådan rigtig sur som i at hun ville få en uvejrssky til at følge synderen overalt i en uge, men Melodies grin gjorde bare Adrianna i bedre humør, og gav hende mere selvsikkerhed.  "Det værste der kan ske er, du rammer ved siden af," sagde Melodie. Adrianna var ved at dø af grin. " Jeg tror, du bliver overrasket! forresten så er jeg datter af Poseidon... Det overrasker dig måske ikke? " Sagde Adrianna lidt kækt. Hun spændte buen, satte pilen til rette og tog en dyb indånding. Hun følte, at hun stod der i en time og sigtede, selvom at det tog et minut, men til sidst slap hun sit tag i pilen, og så den flyve igennem luften. Hun tabte kæben, hun var helt mundlam, den ramte overhovedet ikke tæt på midten, men den ramte skiven i stedet for bare at flyve forbi! De
t var som om at Melodies blotte tilstedeværelse gjorde Adrianna bedre. Adrianna vendte sig om mod Melodie og bare strålede:" Jaaaaiii!"

Melodie grinte lidt af Adriannas forsøg på at joke og fokuserede derefter på hende affyre sin pil mod skiven. "Jaaaaiii," lød det fra Adrianna, men Melodie stod bare med åben mund og polypper, da Adriannas pil ramte skiven mod forventning. "Wow. Den havde jeg ikke set komme, Adrianna," sagde Melodie smilende bagefter. Datter af Poseidon, tja den tvivlede hun på. "Du er jo næsten bedre end mig...næsten." Fnes Melodie. Det føltes så godt at fnise lidt med en pige igen, for det havde hun ikke gjort siden hun ankom til lejren, og Adrianna virkede som en okay cool pige ifølge hende selv. Melodie var nu blevet lidt træt af bueskydning, selvom hun havde lovet Adrianna at hjælpe hende, kunne hun bare ikke finde ud af at få sig selv til at lave noget hun ikke havde lyst til. "Skal vi ikke gå en tur ned til søen? Jeg er begyndt at kede mig lidt," sagde Melodie og smilede undskyldende og var allerede på vej væk fra bueskydningsbanen. Hun følte en trang til lidt frisk luft, selvom hun godt var klar over hun var udenfor. Det føltes bare ikke som frisk luft når hun stod og skød med bue og pil. Hun havde brug for at sidde ned og bare slappe af...

Adrianna var lidt skuffet over, at Melodie ikke ville være der mere, fordi Adrianna var slet ikke god nok til at skyde med bue og pil, men det var okay, da Melodie sagde at hun ville ned til søen. Så kunne man bare ikke sige nej, og forresten havde Adrianna ikke lyst til at sige farvel, lige når de var ved at blive veninder. De begav sig ned til søen. "Jeg kan eventuelt lære dig at ride senere?" Spurgte Adrianna håbefuldt, det ville ihvertfald være en god undskyldning, for at være mere sammen med Melodie. Adrianna havde allerede fået det somom, at Melodie var hendes drug. Adrianna satte sig ned i græsset foran søen. "Hvordan kom du til lejren?" Spurgte hun.

Ride? Den måtte Melodie lige tænke over. Ikke at hun var bange for at ride. Hun var bare lidt (meget) bange for at ride på en hest. Hun havde ikke lige frem haft helt fantastiske og rare oplevelser omkring heste. Hun var sikker på heste ikke kunne lide hende; for hver gang hun var kommet i nærheden af en hest,stirrede den ondt på hende,og hvis hun var så modig at sætte sig op på den (nu var hun jo modig til daglig) forsøgte den altid at smide hende af, eller galoppere væk med hende. Hun kiggede på Adrianna. Melodie kunne ikke være bekendt at lade noget så åndssvagt som en dum lille mistanke om at alle heste hadede hende komme i vejen for chancen om at hænge ud med Adrianna. For Melodie måtte indrømme at Adrianna,var næsten lige så cool som hende selv. Og mon ikke hun havde et godt tag på heste, nu da hendes far var Poseidon? Melodie vidste ikke særlig meget om guderne (og skulle nok lige vende sig til tanken om de fandtes) men hun kunne huske, hun i en historietime engang havde hørte sin lærer sige noget om at Poseidon skabte hestene ud af... ja ud af noget hun ikke kunne huske hvad var!

Hun tog en kort indånding og kiggede op mod himlen og hen på Adrianna igen. Melodie måtte hellere tage sig sammen. Det tætteste hun kom på at have en fobi var heste-tingen her. Og selvfølgelig at miste alle dem hun holdt af. Hun var ikke typen der var bange for alt der trak vejret, som mange andre, og var der nogen bedre måde at overvinde sin frygt på end at konfrontere den?
"Det ville være hyggeligt," svarede hun endelig med et smil. Det var også ved at være lang tid siden hun sidst havde lavet noget spændende og grænseoverskridende. "Og Adri.... må jeg kalde dig det? Hvordan jeg kom til lejren,er ikke så vigtigt lige nu. Den historie må du vente med til en anden gang."

Adrianna lignede sikkert en åndssvag idiot som hun sad der med drømmende øjne og et kæmpe smil plastret lige i snotten. Bare tanken om heste løftede hendes humør et par etager så plus tanken om Melodie; det kunne ikke beskrives! Adri lagde mærke til at Melodie lige skulle tænke over det så hun blev rat glad da Melodie gerne ville og dermed stolede Adri. "Selvfølgelig må du kalde mig Adri eller kun hvis jeg må kalde dig Mel? " sagde Adrianna drilsk. Adrianna skulle lige vise sig lidt så hun sagde: "Du skal lige se noget sejt jeg lige har lært". Hun vendte sig mod vandet og koncentrerede sig. En høj vandsøjle steg op fra vandet. Hun ville forme den og det var meget svært så hun fik lidt hovedpine men alt for showoff ikk'? Hun Formede den til en pegasus der fløj hen over himlen som strålede som en stjerne hver gang en solstråle ramte den. Hun opløste pegasussen og af alle dråberne opstod der en kæmpe regnbue. Adrianna var ret stolt af sig selv. Hun gav en perlende latter fra sig og begav sig ned mod stalden. Hun snakkede godt med Melodie og der fandtes ikke stilhed imellem dem. De nåede hen til stalden og Adrianna åbnede den port som hun havde åbnet en milliard gange før. "Goddag frue hvem er din ven der?" Spurgte de mange pegasusser i munden på hinanden. Adrianna grinte lidt og sagde: "Man må ikke snakke med mad i munden Apple Pie". "Hvem vil du gerne ride på?" Spurgte Adrianna rettet mod Melodie.

Melodie grinede lidt inden hun svarede: "Selvfølgelig må du kalde mig Mel. Det ville jeg faktisk foretrække du gjorde." Der gik ikke lang tid før Adrianna åbnede munden igen: "Du skal lige se noget sejt, jeg lige har lært," og i næste nu stod en steg en høj vandsøjle op ad søen og forvandlede sig til en hest med vinger. Hvis Melodie ikke tog meget fejl var det en pegasus; heste var jo ikke noget hun brugte sin fritid på at studere. Pegasussen fløj hen over himlen og gjorde Melodie hel mundlam, men også lidt trist til mode. Udover hendes usædvanlige evner inden for bueskydning, var hun ikke sikker på hun kunne gøre alle de seje ting som så mange andre halvblodsbørn kunne. Hun ville give så meget for at kunne styre vandet som Adrianna kunne... Men Melodie kunne jo ikke opgive håbet nu. Måske var der en minimal chance for, hun opdagede et eller andet sejt ved sig selv, det var kun et spørgsmål om tid! Hun sendte Adri det mest imponeret smil hun kunne præstere, selvom der sikkert var noget falskt over det. Selvfølgelig var Melodie imponeret, men hun skulle lige ovenpå igen efter den klamme nedtur hendes tanker lige havde givet hende. "Cool," mumlede Melodie og fulgte efter Adrianna der var begyndt at gå grinende hen imod et eller andet sted. Hun fandt hurtig ud af det var stalden Adri havde i tankerne. Fedt...
Melodie kunne høre Adrianna sige noget til nogen, men det lød så fjernt da hun selv havde for travlt med at kigge skræmt på hestene. Dyb indånding, Mel, tænkte hun til sig selv. "...gerne ride på?" Adrianna rev Melodie ud af hendes lamme tag-en-dyb-indånding-hesten-bider-ikke tanker. "Øhm..." hun kiggede rundt på alle heste, for at se hvilken der så mindst jeg-æder-dig-snart-agtig ud. Hun fandt omkring 0. "Bare den...sødeste og blideste hest her er," svarede hun med en skinger stemme. Det var snart to år siden hun havde været i nærheden af en hest, det ikke ligefrem et længe ventet gensyn. "Så jeg kan undgå at brække mine elskede knogler..." mumlede hun mest for sig selv og kiggede på Adrianna der allerede kiggede på hende.

//lyt til den her imens du læser^^: https://www.youtube.com/watch?v=LkIWmsP3c_s//

Adrianna vidste, at hun var en bitch, men hun frydede sig lidt; Melodie var bare så cool hele tiden, men nu var det tydeligt, at hun tøvede. Adri kunne relatere sig til Mels frygt. Adrianna var selv pissebange for at flyve, fordi det var så langt fra hendes hjemmebane, og Poseidon og Zeus var konkurrenter, så Zeus havde prøvet at skyde med lyn efter hende et par gange. Men der fandtes kun bevingede heste i halvblodslejren, så det måtte man nøjes med. "Hvad med Brownie?" Spurgte Adrianna, men inden hun kunne nå at sige mere, vendte Brownie bagdelen til og vrinskede: "Det kan du godt glemme frue, medmindre du har 20 tons sukkerknalder". "Okay ikk' Brownie", sagde Adrianna lidt flovt, men pludselig vidste hun hvem det skulle være, "der er en perfekt pegasus til dig Mel! Sweet Harmonie er lige pegasussen for dig. Jeg tager Silver". Dette kunne kun blive perfekt. Adrianna sadlede pegasusserne op, mens hun viste, og fortalte Mel hvordan man gjorde. Hun snakkede også lidt om sig selv, men hun regnede ikke med, Melodie overhovedet interesserede sig. Mel havde sikkert nogle mere spændene venner, som ikke hev hende med til noget, hun var bange for. "Kan du trække Harmonie ud?" Spurgte Adrianna og rev sig selv ud af de triste tanker. Hun sendte et spændt smil til Mel, og hjalp hende op i sadlen. Hun satte sig selv op på Silvers ryg og sagde: "det er bare en afslapnings tur bare tag det roligt", mest rettet mod de bevingede heste, og sagde så bagefter rettet mod Mel: " Er du klar? Du skal bare stille dig op i sadlen, når I skal flyve:) .

Melodie måtte indrømme at Adriannas beroligende ord og al hendes snak gjorde Melodie mere rolig omkring alt det her; selvom en del af hende var M-E-G-A skræmt og hellere ville hive sine bukser ned foran alle hun kendte. Men Adri virkede til at have styr på det, så der var vel intet at være bange for. Vel?...
Melodie trak hesten ved navn Harmonie ud af stalden. Hun havde godt nok fat i tøjlerne (hun regnede med det var tøjlerne?) men hun gik mindst en meter væk fra hesten. Da de nåede ud, gjorde endnu engang som hun havde fået besked på og satte sig op på hesten. Eller...hun forsøgte i hvert fald. Hun placerede sin fod i stigbøjlen og trak sig selv op på hesten, hvorefter hun forsøgte at sætte sig til rette. "Så...dan.." sagde hun, men så gik det op for hende hun selvfølgelig sad omvendt på det store dyr. "Great," mumlede hun og prøvede at komme ned for at startede forfra, men det var lidt svære end det så ud, for helt ærligt, Melodie var ikke særlig smidig, så da hendes ben skulle over hestens ryg fik den vist nok og begyndte at gå, hvilket fik Melodie til at falde ned fra hesten. "Dumme...ting." Hun stoppede sig selv, da hun regnede med det var bedst at stoppe der. Hesten blev ikke ligefrem sødere hvis hun begyndte at bande og svovle af den. Mel, var sikker på Adrianna var flad af grin (det ville hun selv have været) eller på vej op mod himlen med sin flyvende hest. "Måske var det her ikke den bedste idé, Adri. Jeg glemte vist at fortælle alle heste hader mig...-.-' " sagde hun og fik langsomt rejst sig op igen.

Adrianna prøvede virkelig at lade være med at grine; det gjorde hun virkelig. Det var helt umuligt, hun grinte helt hysterisk og der røg også nogle grynt med, som så resulterede i at Adrianna til sidst selv faldt af Silver, og Silver vrinskede, stejlede og bagefter faldt ned i græsset. Adrianna fik endelig stoppet sig selv i at grine. Hun rejste sig, fik beroliget Harmonie og hjalp Mel op. Hun bed sig selv i læben for ikke at grine.  "Måske var det her ikke den bedste idé, Adri. Jeg glemte vist at fortælle alle heste hader mig...-.-' " Mel lød ikke helt begejstret. Men Adri smilte bare og sagde: "Nu er vi gået i gang, og Harmonie blev bare... forskrækket... Hun er ikke vant til, at folk sidder forkert på hende. Adrianna blinkede til Melodie, og hjalp hende op igen på Harmonie. Bare for en sikkerheds skyld hviskede hun beroligende til Harmonie, og gav den en sukkerknald. "Okay prøv igen^^", sagde Adrianna og svang sig elegant i sadlen. Mens hun ventede på, at Mel fik gjort sig klar, flettede Adrianna Silvers man. Den stærke hingst var så smuk, den skinnede helt sølv.

Som forventet havde Adrianna lignet en der var ved at tisse i bukserne, selvom hun så ud til at prøve at lade være med at grine for meget. Sødt...  "Nu er vi gået i gang," svarede hun. "Og Harmonie blev forskrækket... Hun er ikke vant til at folk sidder forkert på hende." Melodie sukkede lidt. Nice forsøg, Adrianna, men det hjalp ikke just på ydmygelsen, tænkte Melodie. "Okay prøv igen," foreslog Adri, efter hun havde sniksnakket med hesten. Sikkert noget i retningen af den ville få et års forbrug af sukkerknalder, hvis den ikke smed Melodie af. "If you say so.." mumlede hun og gik hen til hesten igen. Ikke at det stod øverst på hendes ønskeseddel, men nu måtte hun ofre sig lidt for Adrianna. Alt for en ven, som Melodie plejede at sige. Selvom de ikke kendte hinanden så godt igen, føltes det som om det bare var meningen de skulle være venner. Som om de var født til at skulle mødes og... ja.. hvad vidste Melodie...opklare mysterier som Harry Potter og hans venner:lol: . Hun fik sat sig op på hesten igen (denne gang den rigtige vej). "Sådan!" Sagde hun stolt og kiggede hen på Adrianna, der var i gang med at flette sin hests... hår.

"Skal vi komme af sted, Adri? Jo hurtigere vi kommer ned des bedre!" Og inden Melodie vidste af det, var hun allerede på vej op mod himlen. På en hest. På en flyvende hest.

Adrianna var faktisk overrasket; de fleste hun kendte ville sikkert have stået af, og løbet langt væk fra hende. Mel levede virkelig op til Adria's forventninger, om at hun var cool.
Adrianna blev lettet, da hun så, at Mel nu sad rigtig på Harmonie. "Skal vi komme af sted, Adri? Jo hurtigere vi kommer ned des bedre!" Adri valgte at ignorere den sidste del, og besvarede bare med et: "Hiiiijaah!" Mens hun var ved at dø af grin. Adrianna fulgte Silvers bevægelser, lyttede til dens dundrende hove og nød følelsen af vinden i håret. Hun rejste sig op i sadlen, og bad Silver løbe hurtigere, selvom at hun følte, at det var umuligt.
 Silver foldede sine fantastiske vinger ud, og de lettede. Adrianna havde det som om, at hun smeltede sammen med det guddommelige dyr, og hun nød vært sekund, selvom at hun ikke brød sig om at være så tæt på himlen, og så langt fra havet. Mel var også tredive meter over lejren, men Adrianna gik ud fra, at hun nød at være så tæt på solen, sin far. "Det ser så godt ud Mel, du er et naturtalent når vi først er oppe i luften! Der er så flot en udsigt herfra". Adrianna var helt målløs og stirrede ned på jordbær markerne og den mørke skov.
 Hun ville prøve noget helt sindssygt, og hun gøs lidt ved tanken, men Silver var dygtig, hun vidste at hvis hun faldt, ville Silver gribe hende. Silver kunne mærke Adria's nervøsitet og spurgte så: "Er der noget galt frue? din nervøsitet smitter af på mig". "Stoler du på mig?" Spurgte Adrianna mystisk. Silver prustede bare til svar. "Hurtigere", Adri lød meget målrettet. Hun tog godt fat i Silvers man. Hun styrede pegasussen højere og højere op, så de til sidst fløj lodret. Adrianna klemte fast med benene, om Silvers bug og de fuldførte et loop. Adrianna nød at blære sig.

Melodie kunne ud af øjenkrogen se Adrianna lave halsbrækkende tricks på sin hest, og hun måtte indrømme det så ret sejt ud, selvom det ikke var noget hun havde tænkt sig at lære i nærmeste fremtid. Melodie sad modsat Adrianna og klamrede sig til Harmonie, som pludselig besluttede sig for flyve højere op mod himlen og længere væk fra den elskede jord. Hun lovede sig selv og guderne at kysse den jord hvis hun nogensinde var så heldig at komme ned i live igen. "Ikke højere hest," hviskede hun skræmt i Harmonies øre. "Og undskyld," hviskede hun bagefter, da hesten måske ikke fandt det så rart at blive hevet i hårene. Hesten prustede og hun håbede inderligt det betød: "Okay" og "Det gøre ikke noget smukke, dejlige, seje, fantastiske Melodie," og ikke "Jeg dræber dig snart og du har ingen anelse MUHAHAHA!"

Melodies ben var begyndt at gøre ondt, for at ride på en hest var måske ikke den bedste form for massage for benene, og det faktum at hendes pilekogger sad underligt skævt efter hendes lille stunt tidligere, gjorde det ikke meget bedre. Hun var ikke sikker på, hvorfor hun havde det med sig, men hun regnede med hun bare havde glemt at tage det af, da de skulle ride. Men hun kunne ikke bruge det til særlig meget andet end at pløkke insekter, og kaste pile efter folk hun ikke kunne lide. Ikke at der var mange af nogle af de ting heroppe 10000034004505 meter oppe i luften. Adrianna og Melodie havde talt så godt sammen om alt mellem himmel og jord (sjovt nok) at det slet var gået op for, i hvert fald Melodie, at det var blevet mørkt. Tanken om at de nok snart skulle være tilbage strejfede Melodie og hun vendte blikket mod Adrianna med et smil. "Bør vi ikke snart tage tilbage?"

Adrianna kiggede på Melodie og svarede undrende: "Jo det har du da ret i, det har jeg slet ikke tænkt på". Hun rynkede panden. *Tiden var fløjet afsted*. Hun kiggede op på skyerne og så himlen flække. "Det giver ikke nogen mening; Det kan slet ikke tordne i lejren, medmindre Dionysos har ladet kuplen åbne sig". Adrianna kunne have en effekt på vejret når hun havde en stærk følelse, og den følelse lige nu var en af de stærkeste: Angst; Men alligevel når hun prøvede at ændre vejret, bare en lille smule, fik hun så hårdt afslag at hun fik hovedpine. Dette måtte enten være hendes egen far eller selveste Zeus, hun kunne ikke forestille sig at det var hendes far så det måtte være Zeus; hun havde nok blæret sig lidt for meget. "Mel, vi bliver nødt til at flyve ned nu, Zeus han..." Men hun nåede ikke at sige mere. Et lyn slog ned lige ved siden af Adrianna. Hun kunne mærke de mange tusinde volts tilstedeværelse. Silver vrinskede; den var blevet slået ud af kurs og kunne ikke få luft under vingerne. Adrianna skreg for fuld hals de styrtede med, ironisk nok, lynets hastighed. Tårene trillede ud af hendes øjne, og hendes mund var helt tør. Hun ville ikke dø nu, og slet IKKE når Mel så på. 

Hun måtte hoppe af Silver, ellers ville de bare falde sammen til jorden og ligne et jordbær, der var smidt ned fra Empire State Building. Hun ramte trætoppene og skreg endnu mere. Bladene og kvistene rev hendes ansigt og forvandlede hendes tøj til laser. Damn you Zeus. Endelig ramte hun jorden med et stort bump og støn. Hun prøvede at rejse sig, men jorden snurrede, og hun begyndte at knække sig. FØJ!!! "Jeg ligner sikkert Medusa", mumlede hun for sig selv. Det faktum at hun faktisk var i live, var ikke helt gået op for hende. 
Hun stod i en lysning med en lille sø i midten. Pludselig sprang Silver frem fra vandet og prustede udmattet. "Poseidon være lovet! Tusind tak far. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden Silver". Hun løb hen og krammede Silver; men der var noget galt, hendes knæ blødte kraftigt og hun kunne næsten ikke gå på det. *Hvorfor har jeg ikke den evne, at jeg kan heale mig selv gennem vand?! Det er sikkert noget min bedre halvdel kan, men sådan en har jeg ikke.*

"Adrianna!" Skreg Melodie forskrækket efter sin veninde, der nær var blevet ramt af lynet og nu styrtede ned mod skoven med alt for meget fart på. Melodie tog sig fortvivlet til hovedet. Hvad skulle hun nu gøre? Hun vidste aldrig, hvad hun skulle gøre når nogle græd, kom til skade og hun vidste da slet ikke, hvordan man skulle reagere når nogle døde! Hun begyndte at hyperventilere og at hun sad på en hest oppe i luften, tæt på den himmel, der lige havde besluttet sig for at sende lyn ud. Ifølge Adrianna, burde det ikke kunne ske medmindre did og dat, så hun måtte gå ud fra, Zeus havde været på spil, som Adrianna havde sagt noget om inden hun styrtede. Melodie måtte gøre noget, andet end bare at sidde at glo og trække vejret uregelmæssigt. Adrianna kunne være et sted der ned lige i øjeblikket, hårdt såret og fanget i en farlig mørk skov fyldt med monstre og alt muligt andet sært.

"Dyb indånding, Mel," mumlede hun til sig selv. Hun var normalt ikke typen der gik panik, kun i uvante situationer, for hun var vant til altid at have styr på det meste. Og når hun som nu ikke vidste, hvad hun skulle gøre føltes det bare som om hendes hjerne lukkede af. Som i skolen, selvom hun dog ikke kunne give sin ordblindhed skylden for alt. Hun tog sig sammen så godt hun nu kunne, og fik sin vejrtrækning på plads igen. Hun lod sit blik glide over den mørke skov og blev nødt til at knibe øjnene sammen for at kunne se noget i de mørke træer. "Okay, Harmonie. Det kan godt være du ikke kan forstå mig eller omvendt, men er du med på at redde Adrianna?" Hesten prustede med det samme bekymret. "Okay, så... flyv ned mod," hun kiggede med sammenknebne øjne på træerne igen. Det var tydeligt at se hvor Adrianna, var styrtet ned. "Det der," sagde hun og pegede derhen og næsten lige med det samme fløj Harmonie ned mod målet.

Da Melodie og Harmonie endelig var inde i selve skoven, omringet af en masse træer, var Melodies ansigt dækket til af rifter og hun småblødte, men hun var sikker på Adrianna så ti gange værre ud. "Auch," mumlede hun og rejste sig stønnene op. Hun var landet ved siden af Sweet Harmonie, der heldigvis var uskadt, da hun selvfølgelig skulle falde af hesten på vej ned. "Come on, Harmonie. Lad os finde Adrianna," sagde hun og fulgte nogle fodspor, som hun regnede med tilhørte hendes veninde. "Adrianna!" Kaldte hun, men uden svar. Harmonie gik ved siden af hendes og rørte lidt uroligt på sig. For første gang i mange år, gik hende det ikke på at hun havde en hest så tæt på sig. For venner og familie kom altid før alt andet, så hun måtte lige i denne situation sætte sin frygt i anden række. "Adrianna..." hun kiggede hen mod en sø, hvor en pige stod på vaklende ben og lignede en der kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være. Adriannas knæ blødt voldsomt og såret i det, der havde forårsaget blødningen var virkelig dybt og fyldt med snavs. Melodie ville få det helt dårligt, hvis ikke hun havde for travlt med at fokusere på, hvordan hendes ven måtte lide i øjeblikket, og alle hendes egne småskrammer virkede så ligegyldige, som hun stod der og så på Adriannas sårede ansigt og flænsede tøj, og hendes skræmte blik...
"Åh Adrianna, hvad skal jeg dog gøre," spurgte Melodie, da hun var luntet over til hendes sårede veninde. Melodie tog blidt fat i Adris arm, for at sikre sig hun ikke faldt. "Hvordan skal vi overhovedet komme hen til hospitalsfløjden, når du knap nok kan gå? Jeg kan jo ikke gøre andet end at skyde med bue og pil. Lige i øjeblikket kan jeg ikke engang det, jeg kan kun kaste med pile.." mumlede hun fortvivlet og prøvede at komme på alle mulige idéer til at kunne komme ud af skoven, for hun kunne virkelig ikke klare at se Adrianna på den her måde.

Adrianna blev lettet, da hun så Melodie og Harmonie, og at de begge ikke havde voldsomme mén. Mels pande var godt foldet og hun så fortvivlet ud. "Åh Adrianna, hvad skal jeg dog gøre?" spurgte Melodie. Adrianna var ikke meget for at indrømme det, men hvis Mel ikke var der til at støtte hende, ville hun falde. Hun havde det dårligt over, at Mel følte ansvar for hende; det var jo Adriannas idé. "Hvordan skal vi overhovedet komme hen til hospitalsfløjen, når du knap nok kan gå? Jeg kan jo ikke gøre andet end at skyde med bue og pil. Lige i øjeblikket kan jeg ikke engang det, jeg kan kun kaste med pile.." Sagde Mel igen. Pludselig fik Adrianna en idé, men den her gang var det en god en. "På hospitalsfløjen er det jo Apollos døtre og sønner der healer folk! Mel du kan heale mig," sagde Adrianna med overbevisning i stemmen. Adrianna tog en bue ned fra skulderen og kiggede på den. Den var utrolig flot, den var af guld, og strengen var en gylden pegasus hår. I guldet var der indgraveret Apollos tegn. Hun hev også et overjordisk bronze kompas op af lommen. Når man trykkede på det, udfoldede det sig og blev til et flot skjold med delfiner på. Hun rakte buen til Melodie og beholdt kompasset selv. "Jeg er ked af det, men jeg tror at der var nogle andre Apollo børn her, som ikke nåede ud", sagde hun forsigtigt.

Melodie gøs og studerede buen, Adrianna havde rakt hende. Den var smuk, men hun kunne ikke komme sig over tanken om at nogle af hendes halvsøskende var blevet dræbt inde i denne skov, som hende og Adrianna nu var fanget indeni. "Hva..." Hun fuldendte ikke sin sætning. Ikke at hun blev afbrudt, men bare fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. "Øhm," lukkede hun intelligent ud, og lagde mærke til hun havde strammet sit greb om Adrianna. Hvad er vores chancer for at komme ud? Tænkte Melodie. Og hvad havde Adrianna ment med, hun kunne hele hende? Melodie var godt klar over hendes halvsøskende var healere, men hun havde aldrig selv overvejet at prøve. "Jeg..øh.." Mumlede hun. Melodie følte virkelig hendes hjerne var gået i sort. Hun vidste virkelig ikke, hvad hun skulle gøre. Hvis de ikke snart kom ud af skoven ville de ende som monster-føde. "Jeg er ikke sikker på, jeg kan heale dig, jeg har aldrig prøvet før," sagde hun endelig og pustede ud. "Kan du ikke bare..." Melodie kiggede sig lidt omkring efter idéer. "Sætte dig op på Silver? Så trækker jeg dig bare ud af sko...." Længere nåede hun ikke før et stort brøl afbrød hende. Hun drejede om på hælen og fik øje på noget skrækindjagende...

Der hørtes et højt brøl, og en øresenderrivende lyd som om at træer blev væltet. Adrianna spærrede øjnene op og sagde med rædsel i stemmen: "hvad i.... Mel er du ikke sød at heale mig nu?!" 100 meter fra hvor de stod, i starten af bladene, trådte ikke bare en, men to Hydraer ud fra buskaset. "Læg jer ned i græsset, det kan være, de ikke ligger mærke til os", sagde Adri sådan så det næsten var uhørligt, men hun troede næsten ikke selv på det. Før hum nåede at røre sig ud af flækken, brølede den ene Hydra og vendte alle sine tre hoveder mod de guddommelige elementer. Adrianna trak sit yndlings sværd i refleks. Hun havde fået sværdet af sin far. Det var af overjordisk bronze, skærftet formet som en hest, så man holdt på hestens ryg, bladet formet som bølger i en vild storm med indgraveringer af delfiner. Silver prustede, den kunne mærke, at sværdet var lavet af sin stamfader. Adri kom i tanke om hendes nye skjold og hev det lille kompas op af lommen; lige noget for en Poseidon datter, selvom at hun aldrig brugte skjold, hun følte sig så.... Klumpet med det.

Melodie skreg forskrækket, men fik hurtigt samlet sig. Hun måtte gøre noget for at distrahere Hydraerene, så hun kunne vinde sig noget tid. Hun måtte forsøge at heale Adrianna, så godt hun nu kunne, for hun tydeligvis ikke slås med det knæ hun rendte rundt med. Hun kunne jo knap nok stå op! Melodie hev, så hurtigt hun havde lært, en af sine pile, der var lavet af overjordisk bronze, op af sit pilekogger, som hang ordentligt på sin ryg igen. Hun placeret pilen langs med buen og hev strengen langt tilbage, mens hun sigtede mod hydraens pande. Hun fjernede sin finger fra pilen og buestrengen og lod den flyve afsted og ramme målet. Den ene hydra brølede og hun skød nu sin næste pil mod den anden. Melodie smed sin bue over skulderen og løb hen til Adrianna, der stod med sit sværd og et skjold. "Læg dig ned," beordrede Melodie og nærmest skubbede Adrianna ned på jorden at sidde. De var lidt under et tidspres så hun havde ikke tid til at tænke på om det havde gjort ondt på hende. "Okay.." Mumlede hun og hævede en hånd over Adriannas stadig blødende knæ. Hun lukkede øjnene og forsøgte at fokusere på Adris knæ. Melodie forsøgte så godt hun kunne at samle alle sine tanker, og hun forestillede sig hun healere Adris sår. 

Et brøl lød bag hende og fik hende til at give et gisp fra sig, da hun blev revet ud af sine tanker. "Forbandede hydra," hvæsede hun og rejste sig op. Melodie hev to pile op af sit pilekogger og skød dem begge af sted på samme tid med retning mod de to monstre. De fløj om hovederne på dem og et sted ind i skoven. De kiggede sig begge forvirrede omkring, men deres forvirring varede ikke længe nok til, Melodie kunne nå at vende tilbage til Adrianna. Melodie hev endnu en pil af overjordisk bronze op af sit kogger og sigtede denne gang mod den ene hydras øje. Hun lukkede sit ene øje og kneb det andet sammen. Hun pændte buen og lød pilen flyve direkte mod dens øje, og et højt brøl af smerte lød, da pilen havde ramt sit mål. Hun gjorde det samme med det andet monter, og vendte sig derefter mod Adrianna. Hun vendte tilbage til det stadie hun havde været i før, men da hun åbnede sine øjne var intet ændret ved Adriannas knæ. Det blødte stadig. "Hjælp mig, Apollo. Please," mumlede hun, og håbede inderligt hendes far ville høre hendes bøn denne ene gang. Melodie hævede endnu engang din hånd over såret og hun følte denne gang at hun besad en overjordisk magt. En alt or voldsom magt, men hun kunne lide det. Hun pustede ud og forestillede sig Adrinnas knæ var healet. I starten skete der intet, men så begyndte hendes hånd at summe og hun følte noget...noget løbe hele vejen fra starten af hendes arm, ned til sit håndled og til sidst helt ud i fingerspidserne, hvor det summede kraftigt. Hun følte en let brise omgive sig og da hun åbnede sine øjne så hun Adriannas sår lukke sig sammen, til der til sidst kun var størknet blod tilbage. "Hvordan har du det?" Spurgte hun, og kunne på trods af hendes frygt for, en hydraerene bag hende snart ville æde hende, ikke lade være med at smile. 

Hun rejste sig op igen og affyrede nogle flere pile mod hydraerene. Den ene af var nu blind på det ene øje, mens den anden havde sluppet heldigt fra hendes pil. Hun skød en pil mod den halvblinde hydras gode øje, mens det eneste hun tænkte på, som hun stod der og forøget at slå hydraene til støv, var om de mon ville overleve det her. Hvad var deres chancer overhovedet?

Adrianna kiggede bekymret på Mel. Alle ville nok være bekymret, i den situation de befandt sig i, men Mel skulle både koncentrere sig om at skyde pile mod hydraerne og heale. Det var utroligt, men Melodie så stadig cool ud, taget deres scenarie i betragtning. Adri blev lidt flov, hun var ikke til meget hjælp og Mel kunne ikke heale hendes sår, eller det troede hun ihvertfald i starten. Pludeseligt begyndte hendes knæ at vokse sammen, og Adrianna stirrede bare på det med åben mund og polypper. "Ingen af healerne i hospitalsfløjen kan heale et sår så hurtigt, det ville havde taget flere timer", Adrianna, fik pludseligt lyst til at udtrykke sin forbløffelse, og afsluttede meget elegant med noget i retning af: "Du brilliant!" Adrianna samlede sit sværd op, som hun tabte da Mel skubbede hende. Av. Hun klikkede sit nye skjold ud og nød synet af det, det matchede hendes sværd; okay hun måtte have ramt en stor gren med hovedet, da hun faldt. Der var ikke tid til at glo.
Hun løb hen til den halvblinde hydra, (eller den var ihvertfald halvblind i en af sine tre hoveder) mens hun dækkede sig med sit skjold, for ikke at blive stegt af ilden de mangehovede drager udstødte. Pilene susede om ørene på hende, og det undrede hende, at Mel kunne forudse, hvor hendes næste skridt ville blive plantet, medmindre Mel selvfølgelig bare håbede på det bedste og skød pilene afsted. Adrianna parrerede dragehovedernes bid og gjorde alt for ikke at hugge hovedet af den, ellers ville dobble hoveder dukke op. Adriannas fingre var helt forbrændt efterhånden af at holde på skjoldet, som hele tiden blev ristet. Hun tabte skjoldet, da hun endnu engang blev ramt af ild; hun stod helt ubeskyttet 1,5 meter fra to ildspyende drager med mindst en milliard hoveder. 
Dragerne smilede over de mange ansigter og gjorde klar til at spyde mere ild. Adrianna tørrede soden og sveden af ansigtet og tænkte sørgeligt for sig selv: *Det var så sådan Adrianna, heltinden af Poseidon døde*. Men pludselig skete et mirakel, der sprang tusinder og atter tusinder ton vand op fra søen, og formede sig til en 10 meter høj mur foran hende. Hun kunne godt have lavet den selv, men så ville hun ligge besvimet på jorden bagefter. En hånd formet af vand, sprang ud fra vandmuren og kærtegnede hendes kind, og der gik det op for hende, at hendes far holdt øje med hende. Dragerne spydede ild mod muren, men det hjalp ikke. Adrianna følte stort håb; det kunne være at de fik lov til at slippe ud af skoven uskadt. Hun fik det til at regne, og det brød hydraerne sig slet ikke om, der sad mindst tusind bronze pile overalt på dem, det lignede, at de lige var blevet behandlet med akupunktur, de var meget skadede, så til sidst stak de halen mellem benene og stak af. Adrianna nåede lige at hovere et sekund, før at hun faldt om i græsset. Årh hvor var hun udmattet.