Første træning - Melodie

Melodie tørrede noget sod af panden med forsiden af sin hånd og pustede ud. Hun gik over til Adrianna, der havde lagt sig tilbage i græsset og havde efterladt Melodie med åben mund og polypper, efter det lille havtrick hun havde udført. Melodie havde ingen idé om at Adrianna var så kraftfuld at hun kunne gøre.. det. Hun satte sig på hug foran Adri og smilede lidt håbløst for sig selv. "Tak, Adri. Virkelig. Nu skal jeg selv finde ud herfra," mumlede hun småirriteret. Hun hev Adrianna op at stå og slæbte hende med sig hen til Silver. "Okay lille hest, nu står du helt stille," mumlede Melodie, lagde Adrianna, der var meget tungere end hun så ud, hen over hesten. Melodie prustede, da hun endelig havde lagt Adrianna ordenligt op på Silvers saddel. Selv satte hun sig op på Harmonie så godt hun nu kunne. "Bare følg efter mig, Silver. Og sørg nu for guderenes skyld ikke at tabe hende," gav Melodie ordre til hesten, der så ud til at forstå hende. "Okay let's go," mumlede hun og satte gang i sin hest.

Adrianna følte endeligt en indre ro i sin mave. Hun var udmattet og forslået, men nu var det somom at alt det havde forladt hende; hun var vægtløs og heeeelt afslappet. Lige indtil at "noget" løftede op. I sin drømme tilstand blev hun pissesur. Lidt ligesom hvis havde hældt iskoldt vand på hende, mens hun sov, kl. 4 om morgenen. I stedet for at være vægtløs og afslappet, i den svævende tilstand hun befandt sig i, føltes det somom, at hun var blevet placeret hængende over en bagagebærer, og at tyngdekraften gjorde alt for, at hun blev mast ned mod en svajende cykel. Okay nu var hun da helt fra den.... Og så lige pludselig ændrede underlaget sig, nu lå hun over noget lidt blødere og bredere. Hun blev igen overrasket, nu var det som om at hendes sjæl forlod hendes krop; hun blev skrækslagen, og hvis hun havde kunnet tænke, havde hun sikkert tænkt noget heltemodigt som: "MOAAAR!" Hun var som dis og svævede ligeså stille ud af sin krop, men det gik op for hende, at hun ikke døde hun så bare sin krop, der lå på Silver, og Mel der sad på Harmonie, fra et andet perspektiv, som om at hun var en person, der kiggede ned på den lille flok. Hun lagde mærke til, hvordan hun selv så ud, og hun ville være løbet skrigende væk, hvis ikke det var fordi at hun var tåge; hun var ristet og bagefter parteret som en kylling, bedre kunne det ikke beskrives. Mel så også medtaget ud, men hun havde åbenbart bare den evne, at hun kunne få alt til at se cool ud; hun havde rifter i ansigtet, men det var ligesom med katte der havde været oppe at slås, det var æresmærker, og så med det halvtomme pilekogger og den gyldne bue på ryggen kunne hun havde været klippet ud af forsiden fra et "jeg-er-krigersk-og-sexet-men-stadig-fab-blad". Pludselig blev der trukket i Adrianna, hun var klar til at komme ned i sin krop igen. *Øv jeg var ellers lige ved at vænne mig til at være vægtløs!* hun sagde, per automatik, det hun altid gjorde, når noget ikke var behageligt, eller når nogen ikke behandlede hende ordentligt: "Tykke dyr", og fnes lidt for sig selv. Jep nu var hun sig selv igen. Hun satte sig ordentligt på Silver og smilte til Mel. "Hvor lang tid har jeg sovet?" Nok det mest brugbare spørgsmål hun havde stillet den dag.

"Hvor lang tid har jeg sovet?" Lød en hæs stemme, bag Melodie inden de overhovedet havde gået særlig længe. Hun stoppede Harmonie og drejede sig en halv omgang i sadlen, og fik øje på en nu vågen Adrianna, der hvis hun skulle være helt ærlig, så ud til at være lidt rundt på gulvet. "Ikke særlig længe, maks et kvarter," svarede Melodie og gengældte skævt Adriannas smil. Melodie kiggede op mod trækronerene, og bemærkede, hvor mørkt det var blevet. Der var næsten kulsort udenfor, og man kunne kun lige se en hånd for sig. Mand, de fik så meget ballade, når de nu engang kom tilbage; for Mel var ikke et øjeblik i tvivl om at det var langt over deres sengetid. Lige i øjeblikket ærgrede hun sig over, hun ikke var datter af en eller anden freaky ildgud eller lampegudinde, for chancen for at farer endnu mere vild end allerede og rende rundt i cirkler resten af natten, var meget stor når de begge snart var blinde som muldvarpe. "Men jeg tror det er en god idé at vi kommer hjem til hytterne. Som i lige nu." Sagde Melodie så og satte gang i Harmonie igen. Hun besluttede sig for at få hestene til at gå lidt på landjord indtil hun fandt et mere eller mindre stort hul i det tætte trækroner, som de kunne flyve ud af. De ville få så meget skæld ud, tænkte Melodie endnu engang. Nogen måtte da have lagt mærke til deres manglende tilstedeværelse. De var jo ikke nede og spise med de andre, og mon ikke både Melodies og Adriannas halvsøskende havde lagt mærke til deres tomme senge?

"Hvorfor besvimede du egentlig i det hele taget? Og hvordan pokker lykkedes det dig at fremmane end mur af vand? Det var jo blæret! Jeg vidste slet ikke du havde sådanne kræfter. Altså ikke for at fornærme dig. Men det var helt utroligt!" Sagde Melodie overrasket og forbløffet og kiggede søgende op mod himlen, mens hun afventede Adriannas svar.

Adrianna var meget beæret over, at Mel troede, at det var hende, der havde fremmanet muren af vand- den var jo enorm. "Jeg er glad for at du tror at jeg kan fremmane noget så stort, men sandheden er at min far vidst holder øje med mig", sagde hun ængsteligt.
 Hun funderede over om det ville være muligt at sammenligne det med en normal teenagepiges liv; f.eks. første gang en normal teenagepige skulle ud med venner eller kæreste, og hendes overbeskyttende far fulgte efter dem, for at sikre sig, at der ikke skete noget med hans "lille" pige. Adrianna blev overlykkelig da hun, dog med lidt fantasi, kunne sammenligne det. Selvom at det hun havde oplevet var, at hun var ude at flyve på pegasusser med sin veninde, da hendes guddommelige onkel prøvede at slå hende ihjel, og hendes far så sørgede for, at hun ikke blev stegt levende... tæt nok på.
 Hun ville ønske, at hendes far havde været der for hende, men hun bebrejdede ham det ikke. Hun vidste nemlig, at selvom at han ikke havde været der fysisk, så havde han været der psykisk, hver gang hun tæmmede en hest, badede i en flod eller flygtede fra et monster, havde han været der. Hun vidste også, at hvis han havde haft mulighed for det, ville han havde været der; så hun måtte bare leve med, at hendes far var gud, hun var halvgudinde og tage til takke med det, selvom at der var mange i halvblodslejren, der var bitre over det, og det var nemt at forstå. Hun var jo også så heldig at have set sin far én gang; noget som mange aldrig fik lov til.

 Hun lagde mærke til, at der var noget, der lyste hende i øjenkrogen og kiggede så til siden. "Mel! Du lyser jo op!" sagde Adrianna paf; hele Mels omrids lyste og ikke bare glødende, hun lyste op som en sol og varmede hele området, "det er jo egentligt ikke så underligt, datter af Apollo". endnu engang var Mel deres redning; alt lyste, i en radius på 50 meter, som om at Mel var en lille sol.

Melodie kiggede undersøgende ned af sin krop, og var nær faldet af hesten af bar forbløffelse. Hun lyste. Hun skinnede og var sin egen lille sol. Hun var sin egen og Adriannas redning. Hun sendte i sit stille sind en lille tak til sin far, og kunne slet ikke fjerne det fjogede smil, der var klistret fast til hendes ansigt. Hun vidste guderne ikke måtte blande sig for meget i deres dødelige børns liv, så hver gang hendes far hjalp hendes kunne hun ikke undgå den lykkefølelse hun altid fik efterfølgende. "Wow," mumlede hun. "Hvor er det bare sejt, Adri!" Hvinede hun og kiggede på Adrianna med store øjne. Selvom Apollo aldrig var der for Melodie, var det alligevel fantastisk når han endelig var. Hun var ikke som mange af de andre i lejren sur over guderne aldrig havde tid, og at den ene forælder manglede. Hun syntes selvfølgelig ikke om det. og hun ville ønske det var anderledes, men hun vidste jo bedre. De kunne jo ikke gøre noget, for sådan var reglerne, derfor kunne Melodie ikke være mere glad for sit forstående sind. Takket være det, undgik hun for det meste en masse drama. 

Melodie lukkede et lille mærkeligt skrig ud, for det her var simpelthen for blæret! Takket være alt det uheldige der var sket på denne ridetur, havde hun nu opdagede to nye ting omkring sig selv. Hun var en (åbenbart) meget hurtig healer (også dygtig hvis hun selv skulle sige det;) ) og hun havde opdaget at hun kunne lyse. Skinne. Hun var simpelthen så glad! Hun var i starten sikker på hun ikke kunne andet end at skyde med bue og pil, og ikke var en af de specielle Apollo - børn.

"Kom, Adrianna. Nu da vi kan se noget, kommer vi sikkert hurtigere tilbage end ellers." Hun satte gang i Harmonie, så godt hun nu engang kunne, og smilede over hele femøren. "Hvor er det altså bare sejt," mumlede hun for sig selv. "Nu vi alligevel er inde på evner: hvad kan du egentlig med vand? Og hvis det skulle være, kunne du så have skabt den mur af vand? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om du kunne," spurgte Melodie og smilede venskabeligt til Adrianna. Hun var ikke i tvivl om, hende og Adrianna ville blive rigtig gode veninder inden længe. Melodie havde på fornemmelsen at Adrianna var en meget oprigtig pige. Hun mindede om Melodie på nogle områder, men ikke for mange, hvilket Mel syntes om, da lidt forandring var rart engang imellem.

"Hvor var det bare så... så... cool!" Tænkte Adrianna højt. Det ord beskrev Mel så godt."Nu vi alligevel er inde på evner: hvad kan du egentlig med vand? Og hvis det skulle være, kunne du så have skabt den mur af vand? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om du kunne," spurgte Melodie. Adrianna rødmede helt af Melodies smiger og tillid. "Det ved jeg ikke Mel. Måske hvis jeg øvede mig eller lavede en lavere en, men jeg kan i hvert fald lave den pegasus, du så tidligere," sagde hun og skulle lige tænke sig om om det stadig var "i dag", "og andet i den dur, ånde under vand og ændre dets temperatur; hvad med dig? Der må være mange emner- orakel, medicin, musik osv.?"
 Silver og Harmonie var i frisk trav og prustede tilfredse, nu da de ikke red i mørke og kulde mere. Adrianna stoppede Silver op så hårdt, at hun havde lavet en kolbøtte over det sølvglinsende dyrs hoved, hvis hun ikke havde haft fat i en tot af dets man. De var noget til endnu en lysning, den her var bare fyldt med myrer. Adrianna havde ikke noget imod myrer, bare at de små dyr ikke sad i hendes is, men de her var altså ikke små, de var gigantiske som i på størrelse med Dobermannere. De pilede rundt uden at lægge mærke til de to unge halvgudinder, der betragtede dem. Myrerne så ikke farlige ud, men Adrianna havde på fornemmelsen, at de ikke ville være fredelige, hvis de fik øje på hende og hendes veninde. Hun vendte hovedet mod sydvest, den retning hun vidste Empire State Building/Olympen lå, og mumlede forbitret og hævngerrigt med store armbevægelser: "Kan i ikke bare for. En. Gangs. Skyld lade os få en fredelig færd?!" Himlen buldrede og det begyndte at regne. "Skønt!" Udbrød Adrianna sarkastisk.

De kunne ikke ride udenom, krattet var for tykt, de kunne heller ikke bare ride igennem myreflokken, men endnu engang prisede Adrianna sig lykkelig for, at de sad på et par pegasusser, de kunne flyve over. Der var lige højt nok op til trækronerne, til at der var plads til dem, og lige nok tilløb til at de kunne komme op, men de ville flyve så tæt på myrerne, at de sagtens kunne få fat på hestenes hove, hvis pigerne ikke fløj hurtigt. Adrianna fortalte hurtigt sin plan til Mel, blinkede og sagde til hende: "Lov mig at du ikke falder, du er den mest brugbare halvgudinde, jeg har mødt indtil videre". Hun satte sin sølvglinsende ganger i galop og bad den om at flyve. "Jeg er altså ikke så sikker på det her frue", sagde Silver nervøst. Adrianna lovede den et kilo sukkerknalder og håbede på, at det var nok.

 I starten gik det fint men pludselig blev Silver og hun revet ned fra himlen; Adrianna styrtede - igen. En gigantisk myre havde fået fat på dem og sprøjtede syre på dem, mens den holdt dem fast. Adrianna skyndte sig at holde sig for øjnene, ellers var hun blevet blind, og skreg af smerte. Silver havde det heller ikke for godt. Men pludselig slap myren sit greb om Adrianna og Silver. Den var blevet ramt af en hvidgulds pil. Mels pile var af overjordisk bronze; en anden havde skudt den pil.

Melodie kiggede chokeret på Adrianna og Silver, der blev overhældt med syre. "Seriøst," mumlede hun fortvivlet, og kunne næsten ikke kende sin stemme fordi den var så skinger. Hun kørte en hånd igennem sit hår, og hev fat i sin bue og en af sine pile. Hun sigtede, og gjorde klar til at affyre pilen, men inden hun nåede så langt havde en anden pil allerede boret sig fast til den enorme myres ryg. "Hva' pokker?..." Melodie snurrede en omgang og kiggede med et forvirret blik i den retning pilen var kommet fra. Hun lagde sin pil tilbage i sit kogger og løsnede grebet om sin bue en anelse. Der var ingen at se. Hun kneb øjnene sammen, selvom det ikke burde være nødvendigt med det lys der strømmede ud fra hende. "Adrianna, hvem..." spurgte hun, men så sprang noget ned fra et af træerne. Eller rettere nogen. En pige, lidt yngre end hende selv, med smukt mørkt hår. Pigen lignede en på tolv. Hun bar sølvfarvede sandaler, en sølvhvid nederdel og en sølv krigerrustning og i sin ene hånd holdt hun en bue. Hendes pilekogger slynget om hendes ryg og hun smilede venligt til mig. Det tog mig noget tid at regne ud at pigen der stod over for mig ikke var en hvilken som helst tolvårig. Hun var ikke engang tolv år gammel. "Artemis?" Mumlede Melodie spørgende. Hvis hun huskede rigtigt stod jagtens gudinde overfor hende. Og hun bukkede ikke engang! Melodie skyndte sig at bukke sig hurtigt og en anelse klodset. Det var sjovt nok ikke hver dag man stødte på en gud eller gudinde.

Da Melodie igen havde rejst sig med et kejtet smil om læberne, var gudinden omringet af en masse unge piger, alle sammen i kriger rustning og bevæbnet. Det var jægerne. Melodie stod med åben mund og polypper. Hvad skulle hun gøre? Hun vendte blikket mod Adrianna, der desværre havde fået et par klamme sår fra myrens syre. Det måtte ordnes senere. Melodie kiggede på Artemis igen og smilede så høfligt hun nu kunne. "Vær hilset, Artemis," sagde hun højt og tydeligt og bukkede endnu engang, nu mere elegant end før. "Hvad bringer dig hertil?" Melodie rettede nervøst på sit pilekogger og studerede Artemis' jægere. Gudinden åbnede sin mund og svarede højtidligt med en lys pigestemme: "Jeg og mine jægere var ude på jagt, da jeg pludselig mærkede nogle unge halvgudinder var i fare." Melodie nikkede indforstået og kiggede igen på Adrianna. "Mit navn er Melodie og dette er min veninde, Adrianna," forklarede hun og gestikuleret mod Adrianna og sig selv, som hun talte. "Men... øh tak for Deres hjælp," sagde hun så og forsøgte at lyde så høfligt som det var hende muligt. Men det med at være høflig var ikke lige hendes ting.

Adrianna stod helt paf, indtil at det gik op for hende, at hun skulle neje. Det var stort for Adrianna, men det måtte være et større øjeblik for Mel, det var jo hendes fars tvilling! "Øhm tusind tak Artemis!" Adrianna vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. De andre myrere flokkedes om dem, og Artemis jægere fik travlt, men det så ud somom, at der begyndte at blive færre myrere, selvom at Adrianna ikke troede, at det var muligt. Artemis kiggede gennemborende på og Adri og konkluderede så tilsidst: "Du må være datter af havet, man kan se det på dine øjne, ligesom din fars. Blå med skumsprøjt i." Hun vendte sig bagefter over mod Mel, "og du er ikke svær at gennemskue. Min irreterende tvilling, Apollo." Gættede hun, mens hun skævede til Mels lysende omrids. Adrianna var så lykkelig af at blive sammenlignet med sin far, at hendes regnbuehinder blev til en caribisk blå farve i stedet for dybhavs blå. "Frue vil du ikke være sød at sige til min far, at jeg savner ham, og at han gerne må komme på besøg snart?" Spurgte Adrianna forhåbningsfuldt. Artemis nikkede bare, sendte hende et sødt smil og strøg en vildfaren lok om bag Adris øre. Det var lidt underligt, at en der så ud til at være ca. 6 år yngre end hende gøre det, men Adri vidste bedre. Silver havde rejst sig, og den så ud til at være uskadt bortset fra den ene vinge. Så kunne de ihvertfald ikke flyve hjem.

"Det stemmer," svarede Melodie mens et stolt smil prydede hendes læber. Hun elskede det når folk nævnte at hun var datter af selveste Apollo. "Hør, Artemis... Frue?" Startede Melodie ud. Dårligt fra start. "Kan.. kan jeg bede Dem om en tjeneste?" Spurgte hun, og håbede inderligt at, det faktum at hun var datter af hendes tvilling, ville give en form for fordel her. Hun vovede at kigge gudinden i øjnene. Hvorfor var hun egentlig så nervøs? Ja, det kunne godt være det var første gang, hun mødte en af guderne på tæt hold, men det kunne være meget værre. Artemis var nok (udover Apollo) den bedste gud at møde i hendes og Adriannas tilfælde, da de begge var unge jomfruer og alt det der. Den tolvårigtudseende gudinde kiggede tænksomt ud i luften og lod sin ene finger banke et par gange mod sin hage. Der gik noget tid før hendes øjne lyste op og hun nikkede en enkelt gang til mig. "Selvfølgelig, Melodie. Jeg vil gøre alt for at bringe nogle unge piger i nød sikkert hjem." Melodie smilede taknemmeligt til Artemis og gik hen til Adrianna. Mel lagde armen om sin veninde og trak hende med sig efter Artemis, mens hendes jægere fulgte trop. De unge pigers blikke holdt et vågent øje med omgivelserne, men formåede alligevel at holde samtaler kørende med deres sidemand.
Melodie fjernede sine blå øjne fra jægerne og kiggede i stedet på Adrianna. Nu da hun stod tæt på kunne hun se hvor slemt syren havde ramt hendes hud. "Jeg synes, hele tiden det er dig der kommer til skade," sagde Melodie og smilede medlidende til Adri. "Jeg skal nok forsøge at ordne det hvis det bliver værre inden vi når hospitalsfløjen," foreslog Mel så, da hun for det første rigtig gerne ville hjælpe Adrianna og for det andet var det ret sejt at skulle heale hende. Melodie elskede virkelig at opdage nye ting om sig selv. Især når det omhandlede hendes evner. Her på sidste havde hendes liv virkelig virket som noget fra en eller anden freaky fantasybog; og hun elskede det! Hun havde altid håbet på, der fandtes noget mere mellem himmel og jord; specielt efter alle de overnaturlige bøger hun altid læste som mindre. Hun havde altid været forelsket i idéen om der fandtes noget...andet. Noget alle var for naive til at se; det er også grunden til hun ikke skulle bruge særlig meget overbevisning fra sin satyrs side, da den skulle fortælle hende hun var halvblods.

"Jeg troede aldrig vi ville komme ud af den skov i live!" Råbte Melodie, da de endelig var ude af skoven. "Tusind mange tak, Artemis! Vi sætter virkelig pris på din hjælp. Og når du engang ser Apollo, vil du så ikke hilse fra mig? Det ville betyde meget," sagde Melodie og smilede over hele femøren. Hun modtog et nik fra Artemis og væk var hun. "Hvor cool var det lige, Adri?"

Adrianna stod bare og stirrede ud i luften, der hvor Artemis havde stået for et sekund siden. "Hvad? nå ja," Adrianna skulle lige vågne op fra sine indviklede tanker, "jah for Hades, vi ville have siddet i saksen, hvis de ikke havde mærket os. Vi slipper helt sikkert ikke for ballade," Afsluttede Adrianna af med et drilsk smil på læben og et glimt i øjet.
 Kom Silver og Harmonie lad os få jer behandlet og lagt i seng, telepatere Adrianna med de bevingede heste.
 Den lille flok begav sig af sted mod stalden; selvom at Adrianna godt vidste, at det ville være smartest at være stille, snakkede hun højlydt og grinte med Mel om deres nylige eventyr. Hun passede bare så godt sammen med Mel. De var nået til de kæmpe staldporte, og Adrianna skubbede dem op med et indvendigt skrig; myren havde ramt hendes hænder med syren. Hun huskede at Mel havde tilbudt at heale hende og vendte sig derfor over mod Mel og spurgte bedende: "Har du stadig kræfter til at heale mig? og nu du alligevel er i gang, kan du så ikke også heale Silvers vinge?" Hun vidste godt, at det var meget at bede om, men Mel var den bedste healer Adrianna kendte.

"Selvfølgelig," svarede Melodie og halvløb over mod Silver, der stod sammen med Harmonie, og så lidt sløj ud. Hun lagde en hånd på Silvers sårede vinge, men hesten trak sig vrinskene tilbage ligeså snart hendes hånd havde rørt vingen. "Shh...rolig, jeg vil ikke gøre dig noget," beroligede Melodie med skælvene stemme, da hun var pisse bange for hesten ville trampe hende ned eller bide hendes hånd af, men hendes ord så ud til hjælpe for hesten slappede lidt mere af. Hun lagde en hånd over Silvers sår, og forestillede sig et billede af en helet vinge bag lukkede øjne. Der gik omkring et kvarter før hun kunne mørke den samme voldsomme kraft fra før, men denne gang kunne hun ikke kun føle det i armen og fingerspidserne, denne gang var den til at mærke i hele hendes krop minus hovedet. Hele hendes krop summede og hendes fingre føltes som om de brændt op. Hun følte sig virkelig magtfuld i øjeblikket, men ligeså snart hun forlod det kraftfulde stadie, følte hun sig svagere end nogensinde før. Hun åbnede med lidt besvær sine øjne og så at Silvers vinge var så god som ny, men hun kunne umuligt være healer for Adrianna nu, at heale to personer (eller en person en hest) på en dag var nok til at gøre kål på sine kræfter. "Hør, Adri. Jeg tror, ikke jeg kan..."hun tav. Der var noget helt galt med Adriannas ansigt. "Du er helt...grøn?! Er du okay?" Spurgte Melodie mindre panisk og forsøgte at løbe over til Adrianna der stod helt grøn i ansigtet og lignede virkelig en der skulle ørle, men Melodies ben knækkede sammen under hende, så hun landede med et hårdt bum i det tørre græs.

Adrianna havde det rigtig dårligt, virkelig dårligt. Hun havde det som om, at hun skulle kaste op, men samtidigt at hun ikke havde nogen mave. Hendes hænder rystede af al den syre og hendes hud sprækkede. Melodie var faldet og Adrianna havde seriøst brug for hjælp. Det hele gik i slowmotion, og til sidst maste tyngdekraften Adrianna i knæ. Hun ramte jorden med et gisp, og følte den vægtløshed hun havde følt tidligere den dag. Hun prøvede med alle sine resterende kræfter og viljestyrke at blive i sin krop, men hun sivede alligevel ud af den som dis. Denne gang så hun ikke bare sin krop oppe fra, hun fløj endnu længere væk, og hendes ånd fulgte den vej den kom fra. Hun blev mere og mere panisk jo længere væk hun kom og til sidst omsluttede træerne hende. hun prøvede at skrige men hun havde ikke nogen mund. Hun så de to hydraer, som lignede forvoksede pindsvin, der gik ned i en hule fyldt med andre hydraer. Bare Melodie kunne gøre noget.

Melodie rejste sig op fra græsset, for hun var nødt til at komme hen til Adrianna hurtigst muligt. Hun gik på vaklende ben hen til Adri, der lå bevidstløs på jorden. Melodie satte sig rystende på knæ over sin veninde. Al farven var forsvundet fra Adriannas ansigt og hendes mund var lidt åben. Det så nærmest ud som om, der kom et svagt blåt lys ud af hendes mund. Umuligt, tænkte Melodie, men hvad var ikke muligt i denne skøre verden? "Adrianna, åben dine øjne," befalede Melodie med en så hård stemme hun kunne, men den endte alligevel med at lyde skælvende, og det var tydeligt, hun var på grådens rand. Intet skete. Adriannas øjne forblev lukkede, og hun trak ikke engang vejret. "Adrianna, please," mumlede Melodie med en grødet stemme og ruskede i sin veninde. Men intet skete. Det var som at røre et lig. Hun var kold og følelsesløs. Mel kunne ikke engang holde tanken ud. Melodie tørrede med forsiden af sin hånd en tåre væk fra sin kind. "Jeg kommer til at fortryde det her.." mumlede hun for sig selv inden hun med al sin kraft slyngede sin hånd mod Adriannas kind, så der lød et højt smæld. Det trak lidt i en nerve hos Adrianna, men ellers skete intet. Hvad skulle Melodie gøre?

Hun endte med at tage Adriannas arm over sin skulder og forsøgte så godt hun kunne at trække hende med sig over til hospitalsfløjen i håb om at nogle af hendes halvsøskende kunne redde Adrianna, når Melodie nu selv var for svag...

Med al sin viljestyrke prøvede Adrianna at vende sig om tilbage mod sin krop, men hun kom til at tænke for meget på at ligne sig selv igen istedet for at komme tilbage til sin krop, så hun fik bare sit udseende tilbage bare i svævende og gennemsigtig tilstand. Hun blev lidt lettet, da hun kunne se sine hænder igen, men kun indtil at det gik op for hende, at hun stadig ikke kunne styre, hvor hun skulle hen. Hun blev igen blæst omkuld og sendt afsted i den modsatte retning af Melodie. Hun kom dybere ind i skoven og så Artemis og hendes jægerne, der gled lydløst gennem skovbunden som pantere. "Hjælp mig", klynkede hun, men det kom kun ud som en spøgelses agtig lyd. Jægerne krøb forskrækket sammen, og et par skød ud i luften, der hvor Adrianna svævede i luften. Pilene gik lige igennem hende, men der opstod en isnende kulde, der hvor de ramte. Artemis kastede sin mørke fletning om på ryggen og vendte forvirret hovedet. Hun gjorde så tegn til sine jægere om, at de skulle fortsætte. Adrianna havde lyst til at græde; ingen kunne se hende, og hun var helt alene. *Hjælp mig Mel!* Tænkte Hun desperat.

Hun fik, takket være nogle lejrdeltager hun mødte på vejen, Adrianna båret hen til hospitalsfløjen. Melodie selv måtte lade de andre om det sidste stykke vej fordi hun virkelig var på nippet til at besvime siden hendes kræfter var virkelige svækket efter deres "ridetur". Mand, den ridetur syntes at have fundet sted for et århundrede siden. Der var sket så meget vildt/skræmmende/sjovt på en dag. Melodie var næsten lige vågnet (hun kunne ikke engang huske at hun var faldet hen). Men hun kunne udefra lyset der strømmede ud af vinduerne konstatere at et nu var morgen. Hun havde det lidt bedre end hun havde haft det i går, men hun var stadig træt og lidt øm omkring overalt. Hun lå på noget blødt...meget blødt? Sikkert noget i retningen af en seng?
 
Melodie drejede sit hoved en halv omgang og fik øje på Adrianna. Hun var ikke længere grøn i hovedet. Tværtimod. Hun havde ingen farve i ansigtet; ligbleg. Hendes krop så helt og aldeles forladt ud og Mel turde sværge at hun ikke trak vejret. Hun lå bare dér på båren og så kold og forladt ud, pakket ind i tæpper

Melodie satte sig op og mærkede straks hovedpinen og de sorte pletter for øjnene melde sig. Hun tog sig til hovedet og kneb øjnene sammen. Efter et øjeblik i stilhed åbnede hun sine øjne igen og rejste sig stille op fra sin båre. Hendes krop lå badet i sved, men hun frøs som bare pokker! Melodie gik med rolige skridt hen til Adriannas livløse krop og satte sig på den tomme båre overfor hende. Der lå et par andre lejrdeltager i hospitalsfløjen men størstedelen af dem sov. Melodie lagde forsigtigt en hånd på Adriannas pande, der viste sig at være iskold. Melodie trak hurtigt sin hånd til sig som havde hun brændt sig. Hun kiggede ned og så at gåsehuden havde bredt sig udover hele hendes arm. "Fy for satan," mumlede hun og kiggede på Adrianna. Små fine svedperler havde samlet sig over hendes pande. Hendes læber var blå, men der var ellers intet tegn på liv. Melodie tog hendes hånd i sin og klemte den en anelse hårdt for at få en eller anden form for reaktion fra hende, men intet skete. En af hendes halvsøskende kom gående hen imod dem og kiggede på Melodie med et bekymret blik. "Hvordan har du det? Du besvimede for nogle dage siden og... du ser ikke specielt godt ud," sagde hun med et lille sørgeligt smil. "Jeg har det fint," løj Melodie. "Men... vent. Sagde du: for nogle dage siden?" Spurgte Melodie overrasket. Der kunne ikke være gået dage allerede. Kunne der?

"Hvad dag er det i dag?" - "Øhm... det er torsdag?" svarede hun forvirret og kiggede endnu engang sørgeligt hen mod Adrianna. "Er der gået en uge? Hvordan kan du overhovedet tillade dig at sige "et par dage"? Og hvorfor kigger du hele tiden hen mod Adrianna? Klarer hun sig..?" Melodies stemme gik fra lettere hysterisk til bekymret og hun deltog i at kigge bekymret på Adri.

"Det var det jeg kom for..." startede hun ud og tøvede en anelse. Hun fandt pludselig sine sko meget interessante. "Hun...øhm er døden ret nær, og ingen af os kan hele hende. Vi har virkelig prøvet alt hvad vi kan men... det er som om.. jeg ved ikke.. det er som om hun ingen sjæl hr. Hun er som en tom skal." Melodie kiggede bedrøvet ned på Adrianna og det var sandt. Hun var som en tom skal. Måske var det Melodie havde set forlade hende tidligere(eller åbenbart for en uge siden) været hendes sjæl. Men hun kunne da ikke dø nu? Hun havde knyttet sig helt utroligt meget til Adrianna på næsten ingen tid. "Og hun bliver kun svagere for hver dag der går."

Melodie vidste hun måtte gøre et forsøg på at redde Adrianna. For hun var godt klar over at hun var en hurtigere healer end de feste andre af hendes søskende, og der måtte da være en minimal chance for at kunne redde hende. "Er det muligt at..jeg ved ikke, at ens sjæl kan forlade kroppen?" Spurgte Melodie dumt.

"Det ved jeg ikke, Mel. Måske." Svarede hendes noget så kloge halvsøster. "Ok, jeg... jeg tror jeg vil gøre et forsøg på at helbrede hende," sagde Melodie bestemt. "Jeg er sikker på jeg kan." - "Nej Melodie, du skal stadig komme dig. Du ser bleg ud og du er svedig og.." Melodie afbrød hende med et højlydt suk, selvom det dog fremkaldte en ubehagelig skælven. "Jeg ved jeg kan gøre det. Jeg har det meget, meget bedre. Faktisk, så har jeg aldrig haft det så godt som jeg har det nu." Løj Melodie og prøvede at lyde så overbevisende som muligt. Hun havde det ikke en skid godt, men hun ville gøre alt for at redde Adrianna. Selv hvis hun (guderne forbyde det) skulle dø, ville det hjælpe Melodie at vide hun i det mindste gjorde et forsøg på at redde hende.

"Hent mig en stol," kommanderede Melodie og straks stod en stol bag hende. Mel satte sig ned og klemte Adriannas hånd som stadig lå i hendes og mumlede: "Hvis det her ikke lykkedes... var det hyggeligt at kende dig i en hel uge."

Adrianna var godt træt af at føle sig som en omvandrende svævende gele. Hun var træt af bare at bestå af kød og blod uden knogler, sener eller muskler. Hver gang hun prøvede at bevæge noget som helst, flimrede hendes skikkelse bare, og hendes lemmer forblev slappe. Endnu en gang trak en vind i hende og førte hende langt ud gennem skoven. Hun blev rædselsslagen, for hvis hun havde været i menneskelig skikkelse, ville hun bogstavelig talt blive revet i laser. Hun blev lettet, da hun blev ført hen til stranden og så solnedgangen. *Hey vent! Solnedgangen? Det havde da lige været nat?*


 Hun blev ført ud i vandet, og pludseligt fik hun herredømmet over sin krop; hun svævede ikke længere, hun landede pludseligt på sine fødder og skulle lige bruge et par minutter på at huske, hvordan man bevæger kroppen. Nu hvor hun endeligt kunne styre sin krop igen, ville hun virkeligt gerne hen til Mel igen. Adrianna vidste ikke, om hun var død; tanken havde ikke rigtig strejfet hende før der, men hun regnede med det, og hun ville virkeligt gerne se om de andre, hendes kæreste, halvsøskende eller Mel savnede hende? 


Men på den anden side havde hun på fornemmelsen, at hvis hun begav sig op af vandet igen, ville hun blive til et spøgelse igen, så hun tog et skridt til ud i vandet og et til og et til. Tilsidst nåede det hende til hagen. En stor regnbue farvet hest dukkede op, og ville have overrasket hende, hvis ikke det havde været for alle de andre underlige ting, hun  havde oplevet den dag, hvis altså at det stadig var den samme dag. Hesten tog fat i hende med tænderne og tog hende med ud dybere. De kom til en stor underjordisk by med flotte tangplanter og al verdens havdyr, naturlige som overnaturlige. Heldigvis var Adrianna datter af Poseidon, så hun kunne trække vejret under vand!


 Hesten førte hende ind i et kæmpe tempel, som til forveksling godt kunne ligne Parthenon. Indefra var templet et kæmpe lærred overmalet med kalkmalerier, selv oppe i loftet, som forestillede en masse historier om Poseidon og hans børn. Templet var tomt bortset fra et par delfiner og en græsk mand med hawaii-skjorte, solbriller, kakishorts og et kæmpe smil plastret i ansigtet. Adrianna genkendte ham med det samme, og kastede sig om halsen på ham. Han lo hjerteligt, men fik hurtigt et bekymret ansigtsudtryk, da han opdagede, at hun hulkede. Alle hendes følelser vældede op i hende, da hun endelig havde en at græde ud ved. "Årh far endeligt når jeg ser dig igen og får en veninde, så dør jeg! Er du ikke sød at hilse Zeus og sige, at han gerne må prøve at ramme træer i stedet for halvgudinder?" Spurgte Adrianna bedrøvet og tænkte egentligt ikke så meget over, at hun godt kunne tale under vand. Poseidon trak sig ud af krammet og smilte faderligt til hende og kiggede undersøgende på hende, som om at hun var en fremmed person. Adrianna lignede ham mere, end hun havde regnet med, hun havde blondt bølget hår, karibisk blå øjne som sin far og oliven farvet hud. "Du er bestemt ikke død skat, der er faktisk en der betyder noget for dig, som er igang med at redde dig nu, og jeg har fået din besked fra Artemis," han syntes åbenbart selv at det var meget morsomt. Poseidon rakte hende et hårspænde med en smuk perle sat fast på og sagde: "Det her var din mors hårspænde, men det vil klæde dit smukke hår, som du har arvet fra din mor. Vi ses snart datter, du vågner." 


Adrianna hev efter vejret, som om hun lige havde overlevet drukne døden. I sin ene hånd knugede hun spændet, og hun holdt Mel i hånden med den anden hånd. Hun lå på lazarrettet i en himmelseng. Det eneste hun kunne få frem var: "Garrrrrshhhh!"

Melodie var ikke sikker på hvor lang tid hun havde siddet i stolen, men hendes numse var i hvert fald begyndt at gøre ondt (efter at sidde i stolen... ). Hun var bare klar over at hun havde siddet der i nogle timer. Hun ville skyde på mange timer, for solen der syntes at have skinnet ind for bare et øjeblik siden var ikke til at se længere og mørket havde så småt lagt sig over lejren. Melodie følte hendes hjerne var ved at eksplodere! Hun var højst sandsynligt helt rød i hovedet. Øjnene var knebet hårdt sammen og hendes hånd der ikke holdt om Adriannas kolde, slappe hånd, var hævet over Adris bryst. Melodie trak vejret i stød og følte hun kunne dejse om hvert øjeblik det kunne være, men hun blev ved, for farven var så småt begyndt at komme frem i hendes kinder og hendes øjenlåg sitrede. Melodie åbnede forskrækket sine øjne da hun hørte en underlig søko lyd komme fra én hun hurtigt fandt ud af var Adrianna.
 
Melodie slap taget på Adris hånd og smilede træt til hende, da hun åbnede øjnene. Al farven vendte tilbage til Adriannas ansigt, mens farven fra Melodies ansigt nok var forsvundet. "Tak guderne, du er vågen, Adrianna!" Sagde Melodie så højt hun kunne, men hendes stemme var lidt hæs så hun rømmede sig en enkelt gang. Hun tørrede sveden af sin kolde pande af med forsiden af sin hånd. Melodies blik landede på Adriannas hånd. "Hvad har du der?" Spurgte Melodie med en sløv stemme, der afspejlede hendes humør i øjeblikket. Melodie hvilede sit ansigt i sine håndflader. Mens hun ventede svar fra Adrianna, mærkede hun trangen til at tage en lur blive stærkere og stærkere, og hun gned sine fingre mod tindingerne. "Gal, jeg er færdig," mumlede hun.

Adrianna tørrede flovt en tåre væk, hun havde tydeligvis grædt i søvne. *Jeg dør hvis jeg også talte i søvne!* Tænkte hun og sukkede dybt. Hun prøvede at få en smule styr på sit hår og satte spændet i. Hun rejste sig hurtigt op i sengen, blev lidt svimmel og trak Melodie ind i et langt kram. "Jeg mødte min far Mel, han snakkede om min mor og gav mig hendes spænde", hulkede hun overvældet og forvirret og ønskede mere end nogensinde, at hun vidste hvem hendes mor var, "åh Mel du reddede mit liv!" Udbrød hun pludseligt og så trætheden i Mels øjne. Adrianna var også selv meget træt efter at blive forvandlet til en gele, men Mel?! Hun burde jo være blevet brændt op! Pludseligt fik Adri lyst til at betro sig til Mel, Mel virkede som en, man godt kunne betro sig til: "Min mor gav mig bort da jeg var ca. en uge gammel, jeg blev givet væk fra Athen men min mor var tydeligvis ikke fra Grækenland", afsluttede hun og skævede til sine lyselokker. Pludselig forlegen over at røbe sig selv rømmede hun sig og spurgte: "Hvor lang tid har jeg været væk?"

Inden Melodie vidste af det blev der hevet i hende og Adrianna trak hende ind i et langt (smertefuldt) kram. "Ja ja, jeg har også savnet dig," mumlede Melodie leende og lagde armene om Adrianna, som lå og hulkede ned i hendes skulder. Da hun fortalte at hun havde mødt sin far, mærkede Mel et stik af jalousi, men hun viftede det hurtigt væk igen, og forsøgte at være glad på Adriannas vegne. De sad lidt i stilhed inden Adrianna valgt at sige noget: "Min mor gav mig bort da jeg var ca. en uge gammel, jeg blev givet væk fra Athen... men min mor var tydeligvis ikke fra Grækenland" mumlede hun. Melodie trak sig fra krammet og kiggede på sin veninde. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige, for hun var virkelig ikke god til sådan noget. Når hun prøvede at snakke om følelser eller trøste endte det altid med at nogen løb grædende væk fra hende. Hun adskilte sine læber fra hinanden, men ikke en lyd kom ud...hva' pokker skulle hun svare? Hun ville have Adrianna til at græde mere end allerede. Hendes blik lå stadig på Adri, der nu så lidt forlegen ud. Åh nej..

"Hvor lang tid har jeg været væk?" Spurgte hun i stedet. "Omkring en uge," svarede Melodie med en lidt sløv stemme. Hun var godt klar over at hun virkelig burde lægge sig lidt, men hun lyttede selvfølgelig aldrig til sig selv. "Og... med hensyn til din mor," startede Melodie. "Så, er jeg ked af det." Afsluttede hun med et skævt smil. Hendes tanker gled bort fra Adriannas mor og hun begyndte i stedet at fokusere på sit dunkende hoved. Hun kunne i et øjeblik ikke høre andet end: du-dunk du-dunk du-dunk. Hun gned endnu engang fingrene mod sine tindinger, men det hjalp overhovedet ikke. Sorte pletter begyndte at danse for hendes øjne, men hun forsøgte at ignorere det og i stedet fokusere på noget andet. Såsom... den potteplante ovre i hjørnet. Det var en fin plante, ikk'?, tænkte hun håbløst.

Adrianna rettede på spændet, snøftede og fniste lidt for sig selv. "Tak Mel", hun vidste godt, at det var strengt, men hun fniste videre, "du ser helt fordærvet ud". Hun var meget mærkelig i øjeblikket; det havde nok noget at gøre med at hun var faldet ned fra en pegasus i 30 meters højde, sprøjtet med myre syre og været besvimet i en uge. "Du skulle komme forbi Poseidon hytten en dag", smilede hun og ignorerede sin hovedpine og tunge sind. Adrianna fik pludseligt dårlig samvittighed og fløj op af sengen. Hun havde glemt alt om Silver! Hvad hvis han var død? Uden at sige noget til Mel styrtede hun ud af lazarettet og over stierne ned til stalden. Folk kiggede undrende på Adrianna og hviskede noget med "...væk i en uge", "...mødte Artemis" og "bekæmpede to hydraer...", nogle kiggede endda jaloux. Hun blev meget beæret over, at alle havde hørt om hendes og Mels tur og rødmede. Hun kiggede ned af sig selv, og først der gik det op for hende, at hun ikke havde nogle sko på og hvidt hospitals tøj, men der var hun lidt ligeglad; hvis der var sket noget med Silver, var det hendes skyld.

Inden Melodie havde nået at svare, var Adrianna stormet af sted. Det havde taget noget tid inden hun havde opfattet det. Mel rejste sig op og gik samme vej som Adrianna lige havde, bare i et langsommere tempo. Melodie bemærkede noget anderledes. Hver gang hun gik forbi en lejrdeltager mumlede de alt muligt og en blanding af misundelse og ærefrygt kunne ses i deres blikke. Hun kiggede lidt underligt på dem og vidste ikke om hun skulle være skræmt af al den opmærksomhed eller få dem til at knæle for sig. "Hej Melodie," var der en der råbte blandt publikum. "Heeey.." svarede Mel akavet og vinkede lidt inden, hun fortsatte lidt hurtigere af sted mod stalden. Hun skubbede den tunge dør op og gik indenfor. Føj der lugtede. "Wow," hvinede hun og hoppede forskrækket et skridt tilbage da en af hestene valgte at stikke sit hoved ind i hende. "Adrianna," kaldte hun. Nu havde hun bare at svare, for Melodie kunne ikke vente med at komme ud af stalden. Hu fik øje på Adrianna der stod ved Silver; præcis som hun havde regnet med. Hun ville have fortalt Adrianna at hun havde ordnet Silver, men havde fuldstændig smidt det væk. Mel satte i løb hen til sin veninde. "Hun har det fint, Adri, men har du set hvad der sker udenfor?" Sagde Melodie imponeret, da hun kom i tanke om alle deres tilbedere. Hun tog fat i Adriannas håndled og trak hende væk fra sin hest og ud af stalden. Hun slæbte nærmest af sted med Adri og kunne ikke vente med at komme væk fra hestene.

Lige så snart de kom ud på den anden side af den giga-enorme dør, begyndte folk at juble og pifte, mens de råbte deres navne. Nogle af lejrdeltagerne kom over til dem og begyndte at snakke med dem som om de var de bedste venner. "Vi ses senere, Mel," sagde en af de lækre drenge fra Poseidon hytten og Melodie kunne ikke undgå at rødme. Hun sendte Adrianna et oh-my-God blik med åben mund og hoppede lidt på stedet. "Vi er nærmest berømte nu," hvinede hun hviskende og klappede Adrianna et par gange på armen. En masse råb kunne høres og var en blanding af: "Skal vi hænge ud senere, Mel?" - "Du er for sej, Adri!" - "Det skulle have været mig!" og "Så seje er de heller ikke." Men de negative kommentarer fra de misundelige lejrdeltager, hun havde alt for travlt med at bade i berømmelsen og de smigrerne ord fra pæne drenge og flinke piger. Hvor var det vildt!

Adrianna stod og kælede for Silver, samtidigt med at hun undersøgte hver en del af pegasussen. Hun var så travlt optaget, at hun ikke engang hørte Mel kalde.
Adrianna kunne lige forestille sig hvordan det havde set ud. En fuldstændig smadret pige i en hvid hospitalskjole, der blev revet væk fra en sølv pegasus af hendes hestehadende veninde i fuldstændig smadret tøj. Oh ja hun ville have været død af grin hvis altså, at hun ikke selv havde været pigen i hospitalskjolen. Hun blev meget lettet, da Melodie sagde, at Silver var okay, hun ville ikke kunne bære det, hvis det var hendes skyld, at Silver ikke var der mere. "Ja det er hel vildt fedt Mel, de behandler os som... Som.... Som heltinder!" Adriannas øjne strålede og fortsatte, "rygter går som en løbeild her! Tror du at Collin er her?" Hun ventede ikke på svar. De gik ud i sollyset, ud til alle deres lejrkammerater.

Der var mange der klappede, fløjtede, hujede og hoppede op på deres rygge, dog mest på Mels, de kunne godt se på Adri, at hun stadig ikke var kommet sig helt over myregiften. Nogle af hendes halvbrødre var endda allerede igang med at flirte med Mel. Adrianna rystede bare på hovedet af dem og spejdede efter en helt speciel person. Men lige da hun fik øje på ham, var der en, der stilte sig ind i hendes syndsfelt og begyndte at snakke om hvor fantastisk, de havde klaret sig overfor hydraerne. Adrianna nikkede bare uden at koncentrere sig om hvad drengen sagde, hun vidste, at det var en af dem, der havde bagtalt hende for lidt siden. Det var utroligt, hvor hellige folk blev, når en gudinde var indblandet. Tilsidst slap hun for sin plage og gik hen til ham, hun havde savnet utroligt meget. Hun kyssede sin kæreste Collin i et langt og intest øjeblik, og folk begyndte at huje og fløjte endnu mere omkring dem. For første gang i lang tid tænkte hun ikke på sine forældre, men nød øjeblikket fuldt ud, især fordi at hun vidste, at det her ihvertald ikke ville blive Mel og hendes sidste eventyr.

FIN!!!!!!