Extra punishment ~ Melodie

Det havde virkelig ikke været med vilje. Altså, det hed jo også øvelse af en grund, ikke? Arya havde bare prøvet at perfektere sin evne til at bruge små regnbuer som klinger. Hun havde ikke sigtet efter Hr. D, det kunne hun godt love for. Men det var en evne hun først havde opdaget for omkring et år siden, så hun havde stadig ikke helt styr på den. Hvorimod hendes evne til at transportere sig selv rundt med regnbuer, havde manifisteret sig selv allerede da hun var i en alder af 12, og derfor havde hun efterhånden ret så godt styr på den evne. Hun kunne endda tage folk med sig, men som regel tog hun højst én person med af gangen. Ellers blev det for anstrengene for hende, og hun så ingen grund til at udmatte sig selv unødvendigt meget. Hun skulle jo gerne være på sit stærkeste så ofte som muligt, hvis hun nu skulle til at forsvare sig selv lige pludseligt. Det kunne sagtens ske, når man levede som halvgudinde eller halvgud. Det vidste Arya alt om. Hendes far havde sørgmodigt fortalt hende hvad hun i virkeligheden var, allerede da hun var fem år. Hun havde været meget nysgerrig når det gjaldt hvem der var hendes mor. Og han vidste at hun alligevel ville finde ud af det en dag, så han havde bare tænkt at hun ligeså godt kunne finde ud af det hurtigst muligt. På den måde ville han også have massere af tid til at oplære hende til at blive en god kæmper. Iris, Arya's mor og gudinden for regnbuer, havde indviet ham i hvordan livet som et halvblodsbarn ville være for deres barn. Noget som Julio senere havde indviet Arya i, også. Og siden da havde hun sørget for at træne hver dag, så hun kunne gøre sine forældre stolt. Men hendes mor havde aldrig kontaktet hende, som ung. Og selvom Julio flere gange havde forklaret sin datter hvorfor dette var, havde hun alligevel ikke helt forstået det. Men naturligvis havde hun da ønsket at møde sin mor. Det gjorde alle mødreløse børn, vel. Og da hendes far blev dræbt at uhyrer, kontaktede Iris sin datter for første og muligvis sidste gang. Hun instruerede hende i hvad hun skulle gøre for at overleve, og Arya adlød naturligvis uden at sætte spørgsmål. Hun var rystet og havde lige mistet sin far, den person hun elskede mere end nogen anden på Jorden.
Men i hvert fald var Arya nu på den frygtede opvaskningspligt, som straf for hendes lille træningsulykke. Hun havde uheldigvis ramt Hr. D, bedre kendt som Dionysos, vinguden, med en af hendes regnbueklinger lige i låret. Selvfølgelig havde han ikke taget skade, da han jo trods alt var en gud, men hun havde alligevel ikke fået lov til at gå ustraffet hen. Det havde hun nu heller ikke regnet med, ikke så hård og forhadt som Hr. D var.

Det var en fantastisk dag. Solen var så småt begyndt at gå ned, aftens milde vind kildede hendes hud, grinende halvguder var overalt i alle aldre og Melodie kunne simpelthen ikke fatte hun skulle spilde en så fantastisk aften med at vaske op i stedet for harpierne. Der var ingen tvivl om, hvordan hun hellere ville tilbringe dagen; sammen med sine venner og halvsøskende, som i øjeblikket hyggede sig ved søen eller trænede. Hun ville hellere lave alt andet.

Hun vidste, hun ikke kunne tillade sig at bebrejde andre end sig selv, da det var hendes egen skyld, hun var havnet i denne lettere uheldige situation. Ingen havde bedt hende om at tage skylden for hendes veninde, Adriannas, uheld. Hun vidste, hun ikke ville komme udenom det ustraffet - især ikke når det var hr. D, der havde fået æren af at uddele hende sin straf.

Et suk undslap hendes læber og hun rettede på sin hestehale, som hun bevægede sig mod hovedbygningen. Hun fandt vejen til køkkenet, og forsøgte med mentale peptalks at løfte sit humør i mellemtiden. Som hun trådte ind i køkkenet, lod hun sit blik scanne rummet. Hendes scanning stoppede, da hendes blå øjne faldt på en lille brunette, som stod placeret ved en bunke af beskidte tallerkener. Selvom Melodie kun kunne se bagsiden af denne pige, genkendte hun hende med det samme. Et mix af følelser- akavethed, skuffelse og vrede - vældede ind over hende, og hvis hun ikke allerede fortrød at påtage sig skylden og ende i køkkenet på opvaskepligt, gjorde hun det i hvert fald nu. Melodie havde i første omgang ingen idé om, hvordan hun skulle reagere. Om hun skulle hilse og lade som ingenting, da hun virkelig ikke følte for en samtale med hende lige nu - eller nogensinde - eller om hun skulle bakke langsomt ud af køkkenet og lade hr. D få fat i hende en anden dag.

Hun rømmede sig en enkelt gang, som for at fange pigens opmærksomhed, før hendes læber separererede og formede ordet:

"Arya?"

Arya stod i køkkenet og tog både sit armbånd og sin ring af, for derefter at lægge dem i lommen og tage de hæslige beskyttende handsker på, som det krævede for at tage opvasken som fungerede ved brug af rødglødende lava. Som hun gjorde det, kunne hun ikke lade være med at ønske at hun ikke havde trænet sin evne lige da Hr. D var gået forbi. Men man kunne vel aldrig få for meget træning. Som halvgudinde, kunne hun aldrig være sikker på hvornår det ville blive nødvendigt. Det var et udmattende liv at leve, men hun var 'heldigvis' ikke datter af en af de stærkeste, olympiske guder/gudinder. Det ville have været endnu lettere for uhyrerne at opfange hendes fært så, og det var ikke ligefrem noget man ønskede. Ikke engang for sin værste fjende. Godt nok var Arya ikke ligefrem typen der havde allerflest fjender, men hun havde da nogle få uvenner.

F.eks. hendes gamle bedsteveninde, Melodie. De havde mødt hinanden da Arya var på flugt fra uhyrer, og var endt midlertidigt i London, hvor Melodie havde boet. De havde straks connected, og Arya havde ladet hende komme tæt nok ind på livet af hende, til at hun rent faktisk begynde at holde inderligt af hende. Men hun havde forkludret det hele. Eller rettere sagt, det faktum at hun var en halvgudinde, havde forkludret det hele. Hun havde været nødt til at aflyse deres aftaler tit, brænde hende af og nogle gange forsvinde helt uden at give en grund, i forskellige perioder af tid. Og på et tidspunkt, da Melodie havde haft rigtig meget brug for hende, havde hun ikke været der. Godt nok var det ligesom fordi at hun vidste at nogle uhyrer havde fået færten af hende, og hun ikke ville lade noget ske med Melodie, men alligevel. Det havde hun jo ikke kunne fortælle hende, så hendes bedsteveninde havde bare blevet vred på hende, og Arya havde ikke kunnet gøre noget ved det. Derfor havde hun i stedet bare besluttet sig for, at det havde været på tide at flytte til et nyt sted, permanent. Og derfor havde hun gået i forsvarsposition, og ladet Melodie skubbe hende ud af sit liv.

Og så kom hun til lejren og fandt ud af at Melodie var der, at Melodie var en halvgudinde som hende selv. Men det havde ikke gjort nogen forskel for deres venskab. De havde haft et møde der endte i råberi og anklagende toner, og efterfølgende havde de bare helt holdt sig fra hinanden. Det var egentlig ret sørgeligt at hun havde mistet en god veninde på den måde, men hun havde ikke rigtig kunne gøre noget ved det, så det var bare som det var.

Arya havde godt fået at vide, at hun ville få en opvaskemakker, men hun havde ingen anelse om hvem. Så da hun hørte nogen rømme sig bag hende og derefter sige hendes navn, kneb hun inderligt øjnene sammen i et sekund eller to. Hun ville kunne genkende den stemme hvor som helst. Det var personen hun netop havde stået og tænkt sådan på. Melodie Cordia Rose Claire. Hendes tidligere bedsteveninde, fra årene i London. Og måske nok den person hun havde allermindst lyst til at have opvaskepligt med. Så var der nemlig ingen mulighed for at flygte.

Hun tog mod til sig, og vendte sig så endelig om. "Melodie. Det var noget af en overraskelse." Hendes stemme var meget monoton og næsten helt følelsesløs. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på situationen.

Melodie gned ubekvemt sine efterhånden svedige håndflader mod hinanden, som Arya åbnede munden. "Noget af en overaskelse", tja, ifølge Melodie var det noget af en underdrivelse. Men på trods af hvor utilpas hun følte sig, forsøgte hun at håndtere situationen voksent. Hun ville nødigt have dette skulle ende som deres sidste sammenstød. Hun var normalt en konfliktafvigende person, men hver gang hun talte med Arya eller så meget som kiggede på hende, var det som om en passioneret vrede bare vældede op i hende, hvilket var sjældent hos hende. Hun vidste endnu ikke, hvad hun skulle sige. Hun tog forsigtige skridt i retningen af Arya, og iførte sig et par handsker magen til dem hun havde på.

Melodie bed sig selv i kinden og tvang et smil frem. Tydeligvis, kunne hun ikke komme ud af det her uden at ramle ind i akavet stemning. Hun havde ikke været på god fod med Arya længe, og som det så ud i øjeblikket, ville det ikke ændre sig foreløbig. Det var også okay, Melodie havde efterhånden vænnet sig til tanken.

"Skal vi komme i gang? Jo hurtigere det her er overstået des bedre," sagde Melodie med et halv-tvungent smil og samlede en af de beskidte tallerkener op fra bunken, hvorefter hun gik i gang med at rengøre den, mens hun forsøgte at undgå at få sine øjenbryn svitset fra den gloende hede lava.

Arya var usikker på sine følelser omkring Melodie. På den ene side, var hun vred på hende for at opføre sig som hun gjorde. Men på den anden side var hun bare ked af det, fordi hun savnede hende. Og hun havde ikke gjort noget for at fortjene den vrede der var rettet imod hende, fra Melodie's side af. Hun havde jo ligesom kun løjet for hende, fordi hun ville beskytte hende. Og hvis Melodie kendte den sande historie bag Arya's fars død, ville hun måske bedre kunne forstå det. Hun vidste nemlig bare at han var død, men det var jo langt fra hele sandheden. Han var blevet dræbt af uhyrer lige for næsen af Arya, og det var han, fordi han var hendes far. Fordi hun elskede ham. Og fordi han kendte sandheden om hende. Så hvis Melodie havde kendt sandheden, kunne hun snildt have lidt den samme skæbne, og det ville Arya naturligvis for alt i verden undgå.

Men sådan havde Melodie ikke set på det. Hun havde blevet vred på Arya, for at holde ting fra hende, og for ikke bare at fortælle hende sandheden fra starten af. Men det var latterligt. Det kunne hun ikke. Det ville have haft katastrofale følger, og Melodie ville sikkert ikke have haft troet på det alligevel. Desuden var der en uskreven regel blandt mytiske/magiske væsner - halvguder inkluderet - der sagde at man ikke måtte afsløre noget om den virkelige verden for almindelige dødelige. Så hvad skulle hun måske have haft gjort?

Arya sukkede højlydt, og nikkede. "Ja, lad os endelig få det overstået." Også hun tog fat i en beskidt tallerken, og begyndte at rengøre den i den brændende lava. Det blev hurtigt umuligt varmt, og Arya glædede sig over, at hun ikke havde taget pænt tøj på idag, så der ikke kunne blive brændt huller i noget hun holdt meget af. Men selvfølgelig havde hun jo også godt vidst hvad hun stod op til i morges, så derfor havde hun valgt tøj derudfra. Hendes trøje havde hun valgt med et skævt smil, for hun havde egentlig ikke været i et dårligt humør. Hun havde bare på fornemmelsen at hun ville blive det, når hun skulle til at få hedeslag af at stå ved lava og beskidte tallerkener. Og nu når Melodie også var her, ville det klart være tilfældet.

Melodies allerede ret dårlige humør sank drastisk. Hun prøvede ikke at lade det vise sig på overfladen, da hun ikke var den store fan af at gøre andre utilpasse bare fordi hun selv var det. Hun nægtede dog også at starte en samtale med Arya - bange for at gøre situationen mere akavet end allerede, bange for at flå et gammelt sår åbent. Selvom Melodies smålige følelser efterhånden var forvundet med årene, havde hun stadig svært ved at finde det i sit hjerte at tilgive sin tidligere veninde. Melodie var ikke typen der bar nag, og at gøre det så længe som hun havde, var efterhånden begyndt at blive hårdt arbejde. Desuden var det ubehageligt altid at lade som om hun ikke eksisterede. En del af hende, ønskede at glemme alt og tilgive Arya, så de endnu engang kunne være så tætte som før i tiden. Den del var træt af at være vred, mens den anden del, i øjeblikket den del med den højeste stemme, var imod nogensinde at lade hende glemme hvad der var hændt dengang for så mange år siden.

Melodie funderede lidt over det. Om hun så valgte at tale med Arya om det, hvad var så oddsene for det ville gå, som hun håbede. Hvad hvis Arya havde opgivet nogensinde at få et venskab med hende, hvis hun ikke længere bekymrede sig om Melodies tilgivelse? Alt ville ende akavet, og Mel arbejdede ikke med akavet. Chancen for Arya over årene havde groet et had rettet mod hende var ikke usandsynlig, og Melodie var nu efterladt med spørgsmål om, hvorvidt hun selv mente deres bånd var værd at redde eller om hun bare skulle opgive, som en hver anden normal person ville gøre. Måske var det ikke ren tilfældighed, de to var endt sammen på opvasketjans den aften, hvis det ikke var et tegn fra guderne, tja.. så vidste hun ikke hvad.

Hvis Arya havde vidst at hun ville skulle udholde denne uudholdelige akavede stemning, ville hun nok have blevet væk - selvom hun så havde fået dobbelt straf, eller måske endda mere - bare så hun kunne slippe for at være fanget i et rum med Melodie. For dette møde var noget hun før havde tænkt over kunne være uundgåeligt, men hun havde bare håbet at det kunne undgås alligevel. Tydeligvis tog hun fejl. Der var alt for mange beskidte tallerkener, til at de ville være færdige på ingen tid. Og så længe som det nok ville tage, var der ikke rigtig nogen måde de kunne undgå at snakke sammen, hvor gerne de end måtte ville det. Og det kunne Arya fornemme, at Melodie ville omtrent ligeså meget som Arya selv.

Arya var stædig som et æsel og derfor var hun heller ikke typen der bare gav op på ting, eller folk. Og derfor havde hun endnu heller ikke givet på hende og Melodie's venskab. Hun havde måske nok lagt det lidt på hylden for tiden, men hvis der var en chance for at deres venskab kunne blive genskabt, ville hun klart springe på den chance. Hun var villig til at tilgive Melodie til enhver tid, hvis det samme gjaldt den anden vej rundt. Men hun var ikke villig til at komme med det forslag, og dermed risikere at gøre sig selv fuldkommen til grin. Det var en anden del af hendes stædighed, og den ville med garanti bestå. Hun kunne ikke bare regne med, at Melodie savnede hende på samme måde som det gjaldt omvendt. Hun ville ikke kunne håndtere at blive afvist på den måde, ikke efter at hun allerede havde mistet sin bedste veninde en gang. Det ville simpelthen bare gøre alt for ondt, hvis hun skulle miste hende endnu en gang. Og hun var ikke ligefrem en fan af selvplageri og unødvendig lidelse.

Da hun rakte ud for at tage endnu en beskidt tallerken, ramte Arya's albue Melodie's og Arya var lige ved at tabe den tallerken hun havde fat i. Det lykkedes hende at fremmane ordet, "Undskyld," selvom hun følte sig meget akavet og ubehageligt til mode. Men ubehag var vel ikke en ordentlig undskyldning for ikke at være høflig. Arya brød sig ikke om når folk manglede manerer, så hun havde da helt klart ikke tænkt sig at synke derned.

En mindre stød gik gennem Melodies arm, og hun bed sig i kinden for ikke at stønne irriteret af Arya. Hun kunne ikke undgå at bemærke, hvor langt fra sit normale jeg Arya kunne skubbe hende. Hun var altid glad, bar aldrig nag og hun blev i hvert fald aldrig irriteret.

"Undskyld," mumlede hun med en lille stemme. Der var ingen tvivl om Melodie ikke var den eneste, der følte sig behageligt til mode at dømme ud fra Aryas tone. På trods af dette tillod hun sig alligevel at lade et sarkastisk grin glide over hendes ansigt.

"Lidt sent med en undskyldning, synes du ikke?" Sagde Melodie uden at fjerne det halv-flabede smil. Hun bekymrede sig ikke længere om, hvorvidt hun pissede Arya af; ikke som hun havde i starten. Arya kunne umuligt såre Melodie mere end hun allerede havde lige meget, hvad hun sagde. Hun greb fat om endnu en tallerken og gik i gang med at rengøre den.

Det var ufatteligt sjældent, at Arya tillod nogen at komme så meget ind på livet af hende, at de kunne tænde hendes vrede. Men dette var lige præcis hvad Melodie gjorde i øjeblikket. Hun havde bare prøvet på at være høflig. Noget hun egentlig burde have droppet fuldstændig, for det fortjente Melodie sådan set slet ikke. Hun opførte sig som en direkte dum narrøv, og det kunne Arya ærligt talt ikke forholde sig til. Hun kunne ikke finde styrken til bare at ignorere det endnu længere. Så hun kneb øjnene sammen kort, spændte i kæben og satte så tallerkenen i sin hånd ned på bordet, og vendte sig så hun stod og så på Melodie med vrede øjne.

"Jeg er ikke den af os to som har noget at undskylde for! Du har opført dig som et forkælet lille barn, over ingenting! Jeg gjorde hvad jeg gjorde for at beskytte dig, og jeg nægter at undskylde for at have dit velbefindende i tankerne!" Hendes stemme hævede sig mere og mere for hver ord, og hun endte med praktisk talt at stå og råbe Melodie ind i ansigtet. Hun var normalt meget god til at styre sit temperament, men idag var anderledes. Hendes lunte var kortere end den plejede at være, og hun var ærligt talt bare noget så træt af Melodie's pis.

Den vrede Melodie havde forsøgt at undertrykke boblede helt op til overfladen som ordene forlod Aryas mund. Hvad bildte hun sig ind? At kalde hende et forkælet, lille barn. Det var det sidste hun var.

"Du er den eneste af os to som har noget at undskylde for!" Rettede hun og smed tallerkenen fra sig i en lettere hidsig bevægelse.
"Du skal ikke smide alt det der i hovedet på mig om, du gjorde det for mit eget bedste, for det er noget lort. Du kunne have fortalt mig sandheden, " sluttede hun. Hendes toneleje faldt langsomt, som hun talte - lidt på samme måde som hendes vrede faldt og blev erstattet af skuffelse. At have den her samtale med Arya var altid en emotionel rutsjebane, for hun kunne aldrig beslutte sig for, hvordan hun havde det med det hele.

"Alt ville have været meget nemmere, hvis bare du havde fortalt mig sandheden."

Melodie samlede tallerkenen op, hun tidligere havde smidt fra sig og genoptog opvasken. Det eneste hun ønskede nu var at blive færdig.

Arya mente sædvanligvis at alle havde ret til at have deres egne meninger, selvom hun måske syntes noget andet. Men på punkter som dette, var den anden side af sagen jo bare fuldstændig latterlig. Ja, latterlig var nok det helt rigtige ord at bruge om det, efter hendes mening. Det var nemlig en vanvittig holdning at have.

Da Melodie smed den tallerken hun havde i hånden fra sig, kunne Arya godt se at hun gjorde hende ligeså hidsig og vred som det gjaldt den anden vej rundt. De var godt nok et kønt par. Måske var det fordi de engang havde været så tætte, at de nu vidste præcis hvilke knapper der skulle trykkes på, for at få den anden til at gå ud af sit gode skind. Eller måske var det bare fordi de i alt hemmelighed var trætte af at skændes med hinanden, og begge to ville ønske at deres fejde bare kunne slutte. Og så blev de stædige, og dermed arrige. Det var ikke helt til at vide, men i hvert fald stirrede Arya bare indædt på hendes tidligere bedsteveninde, mens hun alligevel havde nok anstændighed til at lade hende tale ud. Sådan var hun bare.

Men inden hun selv begyndte at råbe op, ændrede Melodie's tonefald sig. Vreden forsvandt lidt efter lidt, og blev erstattet af en kæmpe skuffelse. Det gjorde ondt på Arya, at hendes tidligere bedsteveninde kunne lyde så skuffet på grund af noget Arya havde gjort. Derfor kunne hun heller ikke lade være med at skære en grimasse, selvom hun prøvede ikke at lade sine følelser komme til udtryk. Men hun stod stadig fast ved, at det havde været det rette valg, hun havde foretaget sig. Men som Melodie samlede tallerkenen op og fortsatte opvasken, blev Arya stående og støttede sig lidt op ad køkkenbordet. Og så fløj det bare ud af hende;

"Sandheden? Her er sandheden: min far blev dræbt af uhyrer da jeg var 15 år. Vi mødte hinanden ikke længe efter jeg flygtede fra Grækenland, jagtet af uhyrer. Du vidste aldrig dette, fordi jeg beskyttede dig fra sandheden! Jeg så min egen far, som jeg elskede mere end nogen anden i hele verden, blive myrdet af grusomme uhyrer, der ledte efter mig. Han døde fordi jeg elskede ham. Han døde fordi han kendte til sandheden. Så lad være at fortælle mig, at jeg kunne have fortalt dig sandheden, og at det ville have gjort alting bedre. Med mindre du hellere ville være død nu!"

Det sidste blev råbt lidt. Så bed hun sig i læben, og vendte sig atter om mod sin del af opvasken, så Melodie ikke skulle se tårerne der havde samlet sig i hendes øjne, på vej til at flyde over. Hendes far var hendes svageste punkt. Derfor omtalte hun ham heller aldrig. Hun optog opvasken og skrubbede løs, endnu hurtigere end før. Hun kunne ikke holde ud at være der meget længere, og hun ville bare flygte.

Melodie pressede sine læber sammen og stirrede lidt ud i luften. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige til al den information hun lige havde fået serveret. Hun anede heller ikke, hvorvidt hun endnu var vred. Hun tog en dyb indånding og vendte sit blik mod Arya. Hun stod med ryggen til Melodie, men hun kunne høre hendes vejrtrækning var blevet mere intens. Melodie var nu afklaret; hendes vrede var forduftet. Hun havde længe vidst, Arya havde påstået hun forlod Melodie for at beskytte hende, men hun havde aldrig vidst hvorfor, og nu da hun gjorde, gav tanken hende mulighed for at genopleve sin frokost i et ekstra nummer. Hendes mave trak sig sammen og hendes mund var tør, hvis hun ikke tog meget fejl, var det dårlig samvittighed.

Melodie sukkede før hun talte, "Hvorfor sagde du aldrig noget til mig? Om din far?" Hendes stemme var rolig og fast, og den dirrede ikke længere af vrede. En lille del af hende, en stædig del af hende, havde stadig svært ved at give slip på det hele så hurtigt. Det ændrede stadig ikke, hvor forfærdeligt hun havde haft det i så lang tid på grund af alt det her, selvom hun trods alt nu kunne finde det i sit hjerte at tilgive Arya. Hun pillede lidt ved vedhænget i sin choker, som hun ventede en reaktion fra sin tidligere veninde.

Arya havde jo som sagt vendt ryggen til Melodie, og derfor kunne hun heller ikke se hendes reaktion. Men hun kunne nærmest fornemme hvordan vreden sev en smule ud af hende. Hun kunne høre at hendes vejrtrækning ikke var ligeså hektisk længere, men hun turde stadig ikke rigtig at vende sig om. Hun havde ikke lyst til at se Melodie i øjnene på nuværende tidspunkt. Og det var ærlig snak. Hun vidste ikke hvordan hendes gamle bedsteveninde kunne finde på at reagere på det Arya netop havde sagt, og hun var faktisk heller ikke sikker på at hun havde lyst til at vide det. Måske ville Melodie ikke engang tro på hende. Eller måske ville hun tro på hende, men være ligeglad. Det ville gøre endnu mere ondt end hvis hun ikke troede på hende, hvis sandheden skulle frem.

Melodie kom med et suk, og dette fik Arya til at tage sig sammen og stoppe flere tårer fra at flyde ned ad hendes kinder. Og da Melodie så sagde noget, rynkede Arya en smule overrasket på øjenbrynene. Hun vendte sig langsomt om, så hun atter kunne se Melodie i øjnene. Hendes stemme var rolig og fast, og Arya var ret sikker på at hun ikke ville kunne mønstre det samme. Hun tøvede lidt inden hun talte. "Hvad skulle jeg sige? At han blev dræbt af overnaturligve væsner, fordi jeg er datter af regnbuens gudinde?" Hun kom med en trist latter, som var halvhjertet, at best. Så rystede hun stille og igen trist på hovedet. "Du ville have sendt mig afsted til et psykiatrisk hospital. Det ville enhver der ikke kendte til denne verden." Og dette mente hun virkelig. Andet var nærmest umuligt.

Melodie sugede noget luft ind mellem sammenbidte tænder og betragtede Arya lidt. Hendes øjne og kinder var farvet i en voldsom rød kulør, og det tog ikke Melodie lang tid at forstå, det var grundet gråd. Hun følte et stik i sit hjerte. Tidligere ville det ikke have rørt Mel, det mindste at Arya havde grædt på grund af deres samtale, faktisk, ville det havde irriteret hende voldsomt, men nu, hvor hun var blødt mere eller mindre op, stak det hende i hjertet at se hendes tidligere veninde sådan på grund af noget Melodie havde sagt. Hun kunne ikke lide den person, hun forvandlede sig til, når hun skændtes med Arya. Det var ikke en pige, hun ønskede at være - det var ikke sådan hendes mor havde opdraget hende. Hun var ikke typen, der ønskede at såre andre, hun var ikke typen, der bar nag - hun var alt andet end det, og hun skammede sig ærligt talt ved tanken. Det med Arya var så lang tid siden, og hun var ikke engang sikker på hun stadig var vred. Måske var det bare den sidste lille del af hendes hjerte, der havde problemer med at hele fuldstændigt.

Melodie gned sine håndflader mod hinanden, svedige grundet den ubehagelige stemning. Hun kiggede Arya direkte ind i øjnene. Hun ønskede at trøste hende men frygtede hendes reaktion på fysisk kontakt mellem de to gamle veninder. Hvor Melodie tidligere havde set en fremmed pige, trådte hendes veninde Arya endnu frem.

"Hør.. Arya." Hun vovede at lægge en forsigtig hånd på hendes skulder. "Jeg er ked af, jeg nogensinde har fået dig til at tro, at der var noget som helst i hele verden, du ikke kunne fortælle mig." Hun holdt en pause og fjernede sin hånd. Hun kunne ikke påstå, det ikke føltes unaturligt at være sådan med Arya; det var trods alt en evighed siden, de sidst havde kunne smile sammen.

"Jeg kan ikke påstå, jeg ikke ville flippe ud, hvis du havde fortalt mig sandheden; at jeg havde reageret afslappet. Det ville være løgn, men én ting kan jeg dog love dig, jeg ville have gjort: jeg ville have troet dig."

Hun tog endnu en indånding og forsøgte at smile opmuntrende. "Jeg ville have troet dig, for det er, hvad venner gør; lige meget hvor skørt det du siger er. For hvis dine venner ikke troede på dine sindssyge tilståelser, hvem skulle så?"

Arya følte så mange forskellige ting når det kom til Melodie og hele deres situation, at hun ærligt talt havde umådelig svært ved at skelne imellem de diverse følelser, og umådelig svært ved at gøre rede i dem. Hun var ikke sikker på om hvorvidt hun var vred, skuffet, såret, forvirret, udmattet eller måske faktisk adskillige af - eller alle - tingene. Det eneste hun var fuldkommen sikker på, var at hun ikke kunne holde til det meget længere. Hun ville bare have deres fejde, så at sige, til at stoppe. For evigt. Hun kunne ikke overskue at skulle have det sådan som hun havde, hver evig eneste gang hun var i nærheden af hendes tidligere bedste veninde, Melodie. Det var fuldkommen forfærdeligt, og da specielt når man skulle gennemgå det så ofte. De boede så tæt sammen, at de ikke bare kunne undgå hinanden, eller noget i den retning. Det var noget af en suppedas, de befandt sig i, virkelig.

Da Melodie så Arya direkte ind i øjnene og de havde øjenkontakt, syntes Arya at hun så glimt af medfølelse og sorg. Men hun turde ikke få sine forhåbninger op. Det var sådan man blev skuffet og såret, som aldrig før. Og det havde Arya virkelig ikke lyst til, igen. Hun havde fået nok af skuffelse og sorg, i høj grad. Hun havde, efter hendes mening i hvert fald, også oplevet mere end rigeligt for en hel livstid.

Hun sitrede næsten, da Melodie rørte hendes skulder. Det var så længe siden, at de sidst havde haft fysisk kontakt, og Arya var blevet så uvant med det. Det var helt underligt. Men ikke på nogen dårlig måde. Hun så overrasket på Melodie, og genspillede ordene inde i sit hoved. Hun var ked af det. Og så snakkede hun videre, mens Arya ikke kunne gøre andet end at lytte forbløffet. Dog var hun ikke så overbevist om sandheden i Melodie's ord, da hun lovede at hun ville have troet på hende. Det var ikke til at tro, at nogen ville have taget hendes ord for det, bare sådan uden videre. Hvis Arya havde været i Melodie's sted, ville hun nok heller ikke have troet på det, hvis hun havde foralt hende det. Det var jo det rene nonsens for folk, der ikke kendte til den virkelige verden - den overnaturlige og mytiske verden.

Smilet og den betryggende og overbevisende tone i Melodie's stemme som hun afsluttede sin lille tale, gjorde dog Arya lidt i tvivl. Måske fortalte hun sandheden, selvom hun umuligt kunne være sikker på hvordan hun ville have reageret i den situation. Hun tog en dyb indånding og byggede nok mod op til at forme ordene; "Jeg er mere end villig til at tilgive dig, hvis du er villig til at tilgive mig." I det øjeblik var hun nemlig ligeglad med hvem der havde 'ret', hun ville bare have sin veninde tilbage. Eller i det mindste, have en fjende mindre.

Den følelse, der rummede Melodie, var ubeskrivelig. Ordene der forlod Aryas mund, gjorde hende glad; det ville det måske ikke have gjort før i tiden, men efter den samtale de lige havde haft, kunne hun ikke have ønsket for mere. Al had og vrede der tidligere havde fyldt hende, sivede efterhånden ud af hendes krop. Hun vidste ikke, hvad hun ville, men hun vidste at, det her ikke var dét. Hun ønskede fred i sit sind, og hun vidste at en konstant fejde med Arya ikke var, hvad der ville give hende det. Desuden, hun måtte indrømme, at hun savnede Arya, som hun stod der og tænkte over, hvordan en ende på deres skænderi, ville påvirke hendes liv. Ville alt nu gå tilbage til at være som før? Ville de være sammen konstant og tale om alt mellem himmel og jord endnu engang? Måske ville tingene blot blive akavet, når de nu engang fandt ud af det sammen. Måske de ville have problemer, når det kom til at snakke sammen, i tilfælde af ingen af dem vidste, hvordan de skulle behandle hinanden. At gå fra at hade hinanden til at være venner igen var et stort spring. Melodie frygtede i sit stille sind, tingene aldrig ville blive som før, men forsøgte ikke at lade alle sine dybe og overvejende tanker vise sig på overfladen. Hun bevarede sit smil, som hun talte.

"Det ville jeg elske," svarede hun, "det kan umuligt være hårdere end at hade hinanden." Da ordene forlod hendes mund, indså hun, hvor meget hun i virkeligheden havde savnet Arya, og hvor glad hun pludselig var for, hun havde fået opvasketjans. Hun havde savnet sin barndomsveninde, og en voldsom trang til at give hende et kram faldt hende ind, men hun beherskede sig. Melodie havde trods alt endnu brug for tid til at komme sig over sine undertrykte, smålige følelser.

Der var efterhånden gået år siden Arya og Melodie havde været tætte veninder - bedsteveninder. Derfor kunne Arya heller ikke finde hoved og hale i hvordan og hvad hun følte i dette øjeblik. Men det var der vel heller ikke noget at sige til. Melodie havde tilsyneladende ikke kunne fordrage hende, lige siden de skiltes inden Halvblodslejren, og nu virkede det som om hun rent faktisk savnede hende. Det var virkelig en kæmpe lettelse, og en kæmpe byrde der blev løftet fra Arya's skuldre. Men i sit stille sind, overvejede hun da også om de overhovedet kunne gå tilbage til at være nogle af de bedsteveninder. De var jo ikke længere vant til hinandens selskab, og de var ude af 'træning' når det kom til at være omkring hinanden og snakke sammen. Men på den anden side, havde Arya's far altid overbevist hende om at man kunne hvad man satte sig for. Så hvis de ville gå tilbage til at være tætte veninder, skulle det nok kunne lade sig gøre. Måske det ville være en smule underligt og akavet i starten, men de havde ikke travlt. Det skulle nok komme helt af sig selv.

Arya smilte større end hun nok havde længe, da Melodie accepterede Arya's tilbud, så at sige. Det var utrolig rigtigt, hvad hun sagde. Og så omfavnede hun Melodie i et længe udsat kram. Hvis det var for tidligt for Melodie, måtte hun skubbe Arya væk, for i det øjeblik havde Arya bare brug for at udtrykke hendes glæde og savn. Ej at forglemme, hendes taknemmelighed for at deres fejde og had endelig var ovre. Det havde også varet alt for længe, det helvede. Arya håbede virkelig at det var ovre for altid, for hun kunne virkelig ikke håndtere det endnu en gang. Det havde været hårdt nok i første omgang.

Først, blev Melodie lidt overrasket, og en akavet følelse greb hele hende krop og lammede den, da Arya lagde sine arme om hende, men den forsvandt hurtigt, og hun skyndte sig at lægge sine arme om hende i et tæt kram - et længe ventet et. Det var som om, de prøvede at erstatte alle de år, de havde forsømt med det kram - som om de forsøgte at klemme alle de smålige følelser, de hver især havde følt gennem de år med det kram. Hun måtte indrømme, det virkede. Hun trak sig fra krammet og betragtede sin Arya med et mildt smil.

"Undskyld," sagde hun sagte. Hun tog en lille indånding. Hendes øjne flyttede sig fra Arya til den store opvask ved siden af dem; det var stadig det sidste, hun havde lyst til at gøre. En idé fandt vej til hendes hoved, og et hendes læber formede et skævt smil, som hendes blik returnerede til pigen foran hende. "Hvad siger du til, vi dropper opvasken og laver noget sjovere? Jeg kan mærke, der er en del, vi skal tale om." Melodie ventede ikke på Aryas svar, før hun begyndte at tage sine opvaskehandsker af. Hun løftede øjenbrynene drillende og bakkede langsomt mod udgangen uden at bryde øjenkontakten med sin genfundne veninde.

Som de stod dér, i en omfavnelse, kunne Arya virkelig mærke hvor meget hun havde savnet Melodie. Bare det, at kunne kramme hende igen, var helt igennem fantastisk. Det var små tung som det, Arya havde savnet umådelig meget. Selvfølgelig havde hun generelt bare savnet Melodie. Hun havde savnet at have hende omkring sig, og at kunne fortælle hende alt og snakke med hende om alt. Specielt fordi hun nu rent faktisk ville kunne tale om alt med hende - inklusiv alt der omhandlede den mytiske og overnaturlige verden. Hvilket hun ikke havde været i stand til at tale med hende om før i tiden, da de var bedsteveninder i London. Hun smilede med fugtige øjne, da Melodie sagde undskyld. Det betød alverden for hende. "Undskyld," sagde hun også med det samme sagte tonefald.

Som regel var Arya på ingen måde typen der gik rundt og brød regler til alle sider, men nu var hun jo sådan set allerede igang med at afsone, så hvorfor ikke komme med en lidt bedre grund til at straffe hende? Desuden havde hun brug for at catche up sammen med Melodie, da de havde gået alt for længe og hadet hinanden. Det var på tide at de kunne forsones, og derfor havde de begge gjort sig fortjent til at skippe opvasketjenesten, bare for nu. Måske de ville ende med at få fordoblet deres straf når de sådan ikke tog den, men det kunne de vel altid tage til den tid, kunne man jo sige. Hun lo kækt og smed så også de forfærdelige handsker, inden hun fulgte efter Melodie, der bakkede ud af rummet med øjnene låst på Arya's egne.

//flytter til lejrbålet//