Let's just joke around - Melodie

Melodies øjne betragtede skydeskiven flere meter forude, som hun trak buen længere bagud med to fingre fat i enden på hendes pil. Solen var varm og hun kunne mærke dens varme stråler gennem hendes tykke, mørke hår, der den dag var sat op i en stram hestehale. Hun havde været ude på bueskydningsbanen siden morgenstunden for at finde lidt fred, men som solen var nået højere op på himlen, var lejrdeltagerne efterhånden strømmet til i overraskende mængder. Varmen var ved at blive en smule uudholdelig, og Melodie var så småt begyndt at fortryde hendes tøjvalg. Hun lod pilen gå og sænkede sin bue for at rulle ærmerne på sin jakke op. Nær ved pletskud. Hun hev en ny pil op fra hendes pilekogger, hun havde til at stå på græsplænen under hende. Hun spændte endnu engang buen og gjorde sig klar til at affyre pilen. Hendes blå øjne hvilede lidt ved målskiven, og som hun indåndede en stor mængde oxygen, gjorde hun klar til endnu et pletskud.

Lige som hun skulle til at give slip på pilens ende med sine fingre, lød en høj stemme i hendes øregang - høj nok til at give hende et hjertestop - og hendes pil fyrede af sted ind i det ukendte. Hun sukkede irriteret for sig selv inden hun drejede en halv omgang for at se, hvem der havde forstyrret hende, selvom hun allerede kunne påstå, hun havde en klar idé om det. "Åh, hvis det ikke er min elskede veninde, Dorian. Er du kommet for at gennembore nogle stakkels halvguder så tidligt på dagen?"

Dorian faldt sammen af grin da Melodie, ganske efter hans oprindelige intention, ramte forbi sit mål.
Det gjorde hun ellers aldrig, hvilket nok også var derfor hun så så pisse irriteret ud, da hun vendte sig rundt mod ham.
"Åh, hvis det ikke er min elskede veninde, Dorian. Er du kommet for at gennembore nogle stakkels halvguder så tidligt på dagen?" spurgte hun ham.
"Yep," sagde Dorian, og forsøgte for alle kræfter at holde sin latter tilbage.
"Vi har nemlig alt for lidt dødsfald i denne her lejer." Hans tone indikerede stadig at han jokede, men man kunne alligevel spotte en bitter undertone, hvis man ellers lyttede godt nok efter.
Han havde altid været bitter på guderne over de fleste halvguder- og gudinders skæbne.
Hvorfor få børn, når de alligevel bare skulle dø som monsterføde?
"Har du det godt?" spurgte han så glad igen, da han blev revet ud af sit korte tankespind.
"Jeg synes ikke jeg har set dig i lang tid."
Denne del var sand.
På det sidste havde de begge været ret optaget af alt muligt andet - i hans eget tilfælde var det træning, siden han som barn af den største af de tre store, knap skulle tage mere end få skridt udenfor lejerens trygge barrierer, før der var mindst ét monster efter ham - og det havde trukket dem længere fra hinanden, længere end Dorian brød sig om.
Han vidste ikke hvad det var, men har på det sidste havde han fået en eller anden underlig følelse inden i sig hver gang han havde været sammen med Melodie.
De havde kendt hinanden i virkelig lang tid nu, tre år, og de havde kommet godt ud af det med hinanden siden dag et.
Hun var en af hans bedste og mest betroede venner, og at hans følelser for hende nu begyndte at ændre skræmte ham virkelig.
Han havde aldrig prøvet at være forelsket før ...

"Jeg har det, som en halvgudinde nu engang kan have det: bare glad for at være i live," sagde hun med et drillende smil spillende om sine læber på trods af deres til tider dystre tilværelse. Selvom hun nu og da kunne ønske at vende tilbage til at være uvidende om hendes egentlige identitet, ville hun heller ikke undvære livet som halvgud. Alle eventyrene var lige noget for hende - hendes gamle liv var kedeligt i sammenligning - desuden, ville hun ikke have mødt alle sine nu tætte halvsøskende og venner, deriblandt Dorian, som i samme øjeblik hun tænkte på ham stod og kiggede på hende med varme øjne. Hun måtte indrømme, hun på trods af sit drilleri havde savnet hans selskab - endda så meget lyden af hans grin fik gåsehud til at vandre overalt på hendes arme og ben på trods af varmen. Hun funderede lidt over dette, men lod sig ikke dvæle ved tanken særlig længe, før hun rystede den af sig lige så hurtigt, som den var kommet.

"Det er måske fordi, du ikke har set mig i lang tid, tror du ikke?" Sagde hun i sjov og hev en pil ud af sit kogger. Hun lod pilen gå og gjorde op for Dorians sabotage ved at ramme med pilen i den mindste cirkel i midten. Hun lod et selvtilfreds smil glide henover hendes ansigt og betragtede sin succes et øjeblik. "Hvad med dig? Hvorfor er du så glad i dag?" Spurgte hun og bevarede sit smil.