The flames dancing on the tree - Averie

Tid: Omkring 6.30-7 om morgenen.
Sted: Lejrbålet.
Omgivelser: Nogle få andre lejrbeboere, men ellers kun flammerne fra lejrbålet.
Vejr: Nogle skyer hist og her.
Dag: 12. dag i 2. måned.
Årstid: Vinter.
Påklædning: Et par hullede jeans med en sort t-shirt indenunder en lysegrå hoodie med hætten trukket over hovedet.




Koldt. Zeth var ikke stadig ikke glad for de kolde vintermorgener. Han ville nu hellere være inde i våbenkammeret, inde i varmen. Men nogle gange var det godt at komme ud og være social. Ellers kunne andre godt gå hen og tro, han kun opholdte sig inde i våbenkammeret. Han ville helst og blåstemples om det. Dog var der noget godt ved lejrbålet. Flammerne som dansede hen over træet som holdte ilden i live. Han følte sig altid godt tilpas når der var ild i nærheden af ham. Men den egentlige grund til, at han sad herude og klaprede med tænderne var, at han skulle komme på en måde at kreere sit hidtil mest imponerende våben. Zeth var en der altid pressede sit arbejde til det yderste. Til det perfekte. Nogle gange var det lejrbeboerere som ville hilse på ham eller noget, men ellers sad han bare i sit stille sind for at udtænke sit næste våben. Typisk hans hoved. Kun få andre ting dannede også ramme om hans tanker. En pige fyldte ihvertfald en del. Averie. Hun var pludselig dukket op i hans hoved og nu var han gået igang med at dagdrømme. Mon hun var oppe nu?

Af en eller anden grund, var Averie stået tidligere op end normalt - ja, meget tidligere. Hun valgte at skyde skylden på sine marridt, der havde hjemsøgt hende meget på det seneste. På trods af vejret valgte hun at tage en kjole på, da hun ikke var så vild med at bruge bukser. Hun supplerede med en sort, lidt for stor, hættetrøje og smuttede ud af døren. Averie åbnede døren til hytte 6 og trådte ud i den bidende vinterkulde, der fik hende til at fortryde, hun ikke havde taget en tykkere jakke på. Hun rystede på hovedet af sig selv og valgte at tage ned til lejrbålet for at få varmen i stedet for at tage hen til arenaen, som havde været hendes egentlige mål. Forhåbentlig var der ingen nede ved bålet så tidligt på dagen, hvis hun var heldig lå de alle endnu i deres senge og snorksov. Ave nynnede stille for sig selv som hun sætte sig ved bålet, der strålede og varmede. Hun stoppede brat sin sang, da hun fik øje på en anden person, og kunne mærke varmen stige hende til hovedet. *I guder, hvor var det pinligt!* Hun kiggede i en anden retning. Han var sød nok, men det med Zeth ville aldrig blive til noget. Hun kunne ikke se sig selv have noget kørende med en fyr, det var ikke hende. Hun var bare den generte, kloge pige, der læste og holdt sig for sig selv. Hun var ikke rigtig involveret med nogen. Desuden, hun kunne ikke se, hvordan hun kunne interessere nogen. Hun var kedelig. Averie gned sine hænder mod hinanden og gøs. *Jep, jeg burde have taget noget varmere på*

Zeth opdagede først at en anden person havde sat sig ved lejrbålet, da personen stoppede med at synge. Det fik ham til at komme væk fra hans lille dagdrøm hvor han opdagede, hvem der havde sat sig. Han fik lidt røde kinder, da det jo var Averie som lige havde forbigået hans tanker. Han smed alle tanker om våben kreationer væk for nu at tage initiativ til at starte en samtale "Godmorgen Averie" hilste han med en blid stemme imens han håbede på, hun ikke ville lægge mærke til hans røde kinder. 
Zeth lagde mærke til, at hun var iført en kjole samt en hættetrøje. En smule tyndt påklædning, taget i betragtning af hvilken årstid det var og hvor koldt det nu engang var. Stemningen virkede en smule akavet mellem dem. Dog ville han gerne have det ikke skulle være akavet. "Hvad bringer dog dig ud af din seng så tidligt?" spurgte han med et smil. Det var jo de færreste som ville stå op så tidligt, nok fordi de fleste ikke kunne lide kulden om morgenen. Forståeligt. For koldt var det godt nok også.
Selv sad Zeth og klappede i sine hænder for at få varmen, mens han sad og betragtede skiftevis ilden og Averie.

Averie pillede lidt ved sit 'PANIC' armbånd, hun havde som sædvanligt taget nogle lidt sære smykker på, men de havde alle en vis betydning for hende, og viste alle på hver deres måde, hvem hun var. Som hendes uglehalskæde - hendes mors symbol, som hun var så stolt af at kunne bære. Det var det tætteste hun kunne komme på hende. Hun rystede på hovedet af sig selv, endnu engang havde hun ladet sine deprimerende tanker forstyrre hende; hun havde knap nok bemærket Zeth tale til hende. "Oh.. Hey Zeth," svarede hun i et forsøg på at lyde afslappet - drenge var ikke lige hendes territorium. Hun smilede svagt og prøvede at undertrykke den gysen kulden frembragte hos hende. "Intet specielt, bare nogle onde drømme," fortalte hun med et smil, hun var ikke meget for at uddybe det. Hvis hun gjorde, ville hun være nødt til at fortælle alt, hvilket ikke ligefrem stod øverst på hendes liste. "Men, hvad med dig? De fleste her i lejren foretrækker at stå op tidligst 10," grinede hun kort med en spørgende mine. Hun skuttede sig for vinterkulden. Vinter havde altid været den årstid, hun hadede mest. Hendes foretrækkende var forår, hun elskede at se alt springe ud og blive grønnere, mens vejret blev varmere op til sommer. Hun skævede til sin side, hvor hun så en enkelt halvgud vandre over mod en af hytterne - nok en der havde fortrudt at stå så tidligt op.

Da Zeth lagde mærke til at hun pillede ved sit armbånd, begyndte han at vende og dreje både venstre og højre håndled, da han havde tatoveret en armbolt på højre og en hammer på venstre. Tatoveringer som repræsenterede han forhold til smedjen og hans far. Han vendte dog sin opmærksomhed mod hende igen, da hun svarede og et let smil formede sig over hans mund. Dog forsvandt det relativt hurtigt efter han hørte, hun havde onde drømme "Vel ikke hver nat? Du får vel normal nattesøvn?" han begyndte hurtigt at frygte for, om hun overhovedet fik nok søvn. Men hvorfor han blandede sig i det, var vel fordi han holdte af hende. Da Averie spurgte ind til hvorfor han ikke havde sovet længe, foldede han sine hænder sammen og lagde dem forsigtigt mod sin pande. En let latter kom fra ham, men døde hurtigt ud "Jeg kunne bare ikke sove. Alt for urolig omkring smedjen, de våben jeg laver og så meget andet" forklarede han, mens hans blik flygtigt nåede over hans sammenfoldede hænder, hvor han så kiggede på hende. Han kunne simpelthen ikke få sig selv til at kigge væk.
Han lod blikket vandre hen over hendes påklædning igen "Det må da være koldt at være iført en kjole på denne årstid, mens det er så tidligt?" sagde han med et noget nysgerrigt blik. Selv foretrak han faktisk vinteren. Endnu en grund til at opholde sig i det varme våbenkammer. Men igen ville de andre halvguder kigge på ham, som om han var asocial og bare ikke gad andre.

"Eh.. Det med drømmene er ikke noget, du skal bekymre dig om, Zeth," forsikrede Averie ham. "Det er bare.. fortiden der driller mig," sagde hun med et vagt smil. Hun ville egentlig ikke have noget imod at fortælle Zeth om sine drømme og hendes far, men alligevel kunne hun ikke få sig selv til at åbne op, hun havde været så vant til at gå og gemme på alt. Hun vidste, hun kunne stole på ham. Men hun vidste ikke, hvad der skulle til, før hun kunne finde modet til at fortælle ham om, hvad der skete dengang. "Jeg sover skam stadig.." løj hun. *Bare ikke så meget*. Endnu engang følte hun en trang til at pille ved sit armbånd og kigge alle andre steder hen. I guder, hvor var hun underlig nogle gange. "Det lyder spændende. Og nu du nævner det, er det en smule koldt, men jeg nægter altså at rende rundt i bukser. Det er ikke lige mig." Grinede hun og pegede kort på sin ikke-buksebeklædte ben. Hun skælvede lidt, da det blæste endnu engang. "Okay, rettelse: det er meget koldt," grinede hun. Jo længere tid der gik des mere tryg blev hun ved at snakke med Zeth. Ja, hun var da tryg ved ham i forvejen, men når der gik tid mellem de snakkede sammen, kunne hun godt blive lidt genert og akavet. Hun pakkede sig ekstra godt ind i sin, når det kom til stykket, tynde hoodie. Vinden slog endnu engang til og denne gang var den så voldsom at den blæste hendes krøllede, blonde hår i alle retninger, og hun hev sin hue længere ned over ørerne for at få det til at stoppe. Hvor hun hadede blæst!

"Javel... Jeg lader være med, at spørge mere ind til det" sagde han med et kort smil og så på hende. Nogle gange ønskede Zeth dog, at hun ville åbne sig en smule mere op for ham og ikke bare halvt børste ham væk med et 'det skal du ikke bekymre dig om' for han ville alligevel bekymre sig.
Det hun sagde, at hun stadig fik søvn, lød ikke særlig overbevisende, men han ville lade hende bære på det. Der var vel en god grund til at hun ikke ville fortælle det "Javel ja, jeg tror på dig så" kort efter hun havde fortalt det og der som kom noget vind, begyndte han at smågrine og himlede, for sjovt, med øjnene "I guder altså.." sagde han kort, hvorefter han lynede ned i sin hættetrøje og lagde den om hende, selvom hun allerede havde sin egen hætte trøje på. Han kiggede på hende, med sympati i øjnene, da hun ikke havde taget mere tøj på. Nogle gange undrede han sig over, hvordan hendes tankegang gik.

Averie kunne ikke undgå at smile genert for sig selv over Zeths søde og gentile gestus, og hun kunne straks mærke blodet stige hende til hovedet. Hun mumlede et genert 'tak' og sendte ham et kort smil. Hendes himmelgrå øjne flyttede sig fra Zeth og valgte i stedet at betragte lejrbålet, hvis varmende flammer dansede foran dem. Selvom man nok ikke bemærkede det ved første øjenkast var Averies indre et rod. Hun havde en af sine sædvanlige 'episoder', hvor hun i en periode ikke kunne tænke på andet end dårlige ting, hvilket kun gjorde hende mega deprimeret indeni, men det var altid lykkedes hende at holde følelserne indenbords.
"Er du sikker på det ikke er for koldt for dig nu?" spurgte hun med et skævt smil og kiggede på ham med sine grå uvejrsøjne.
Hun kunne ikke takke Zeth nok for at afslutte samtalen om hendes marridt, men hun havde alligevel en trang til at fortælle, hvad der gik hende på, det havde hun aldrig prøvet før, og hendes indre var ved at springes af længsel. Så hun tog en lidt skør beslutning:

"Mine drømme.." startede hun ud og tøvede lidt. "Jeg tænker bare på min far. Han er død," forklarede hun med et lille smil.

Hun smilede lidt usikkert for sig selv og overvejede at gå tilbage i seng. Hendes fingre pillede lidt ved hendes krøller og betragtede det lyserøde/blonde hår. Aldrig havde hun ladet farven gro ud, det kunne hun ikke. Farven havde været en handling i protest, og hun var med årene begyndt at holde af det, selvom det så lidt skørt ud.