Hej igen? - Elena

S: Hytterne, nærmere Dionysos hytten
T: Eftermiddag
O: Et par halvguder der går rundt og snakker
V: Solrigt og lunt
P: Bukser, for en gangs skyld, og en tynd, let hvis bluse med blomster print. Ingen sko.

Solen stod højt og strålerne nåede ned igennem træerne. Fideliana halvt hoppede, halvt løb igennem lejren for at komme tilbage til sin hytte, hente nogle ting til træning og kommer videre. Hun havde kun lige færdiggjort træning i klatring, nu gjaldt det bueskydning. Hun var faldet godt til i lejren, nød at være der sammen med sine halvsøskende og havde fået et par venner ud over dem. Nu havde hun glemt hvordan det normale liv som menneske var, livet som halvgudinde havde hun allere accepteret og lært at elske. Okay, fair nok, det var ikke alle i lejren hun svingede lige godt med, men sådan var det jo altid. Hun prøvede nu alligevel. Da hun nærmede sig hytterne satte hun farten ned og gik i stedet, forpustet og med et smil om munden. Hun havde egentlig ikke travlt, og det var bare ekstra træning fordi hun gerne ville have noget at lave. Dionysos' hytten dukkede op mellem træerne.

Tøj

Tvunget til at tage fri. Noget af det værste Elena vidste. Men denne gang var det ikke bare det at holde fri. Hun skulle holde fri, fordi hun skulle undskylde til en helveds Dionysos datter! Det lød måske ikke alt for slemt i andres øre, men i Elenas var det noget helt andet. Hun havde sin stolthed, det var ingen hemmelighed, så derfor undskyldte hun aldrig. Om hun så havde brækket armen på en eller anden, eller om hun bare havde trådt dem over tæerne, ingen undskyldning ville komme fra hende. Dog havde hendes kæreste tvunget hende til at undskylde til pige, og dér sad hun så, foran hytte 6, og spejdede efter Dionysos datteren. Elena fik pludseligt øje på pigen og rejste sig derfor op. Hun gik hen mod pigen, med hagen i vejret, og råbte efter hende. "Hey! Fideliana!"
Nu skulle det ske. Hvis Julien ikke var stolt over hende efter dette, skulle han have nogle tæv.

Et suk forlod Elenas læber. Hun bed sig i underlæben, og tvang sig selv til at tage sig sammen. Det var virkelig sværere end hvad folk fik det til at se ud som. Hun så tit hendes trillingesøster undskylde, for helvede, den pige undskyldte for alt. Hun ville undskylde til døren, hvis hun kom til at gå ind i den. Benjamin, hendes trillingebror, var lidt anerledes. Han kunne undskylde, men han vidste så også hvornår, det var nødvendigt, og hvornår det bare var en smutter, som man børstede af. Elena derimod, hun undskyldte aldrig, og havde det ikke været for den pokkers Hermes søn, så havde hun sikkert været i fuld gang med at snøre Poseidon og Ares unger eller trænet. Det lød måske ikke synderligt spændende for nogle, men for hende var det hylende morsom beskæftigelse.
"Tja du ved... Og du skal lige vide at altså!... Ja, deeet...". Ord kunne man vel godt kalde det, men sætninger? Langt fra. Det var ikke tit, at hun stod i en situation, hvor hun ikke kunne finde ord frem. Sådan noget skete sjælendt. Hun sukkede endnu engang, rystede det af sig, og rettede så ryggen. Hun kiggede ind i Fidelianas øjne med et seriøst blik.
"Undskyld, ing? Det var ikke specielt venligt af mig at virke så afvisende på din første dag i lejren. Jeg bryder mig bare ikke om at blive frataget min træningstid," sagde hun, imens armene stadig var over kors, "så undskyld, okay? Det var ikke fair, og det var min væremåde heller ikke," hun så kort ned i jorden, men løftede så blikket, og et smil havde taget plads på hendes læber, "så ja. Det var vidst bare det" sluttede hun og sendte Fideliana et skævt smil. Ikke at det var overlegent eller nedladende, det var bare sådan Elena altid smilede.

Delia trådte lidt forsigtigt væk, for Elena plejede jo ikke at være en tæt veninde. Alligevel ville hun give det en chance, at dømme for hurtigt lå ikke til hende. Ordene overraskede hende nu også, for hun vidste ikke at Athene datteren foran hende kunne sige undskyld. Altså, hun var overbevist om Julien havde noget og gøre med det her, og at hun kun gjorde det for hans skyld. Elena havde ændret sig efter Julien var kommet ind i billedet, det vidste hun godt. Næsten alle ændrede sig vist når de fandt en de passede sammen med.  Uanset om det var Julien eller ej der stod bag, var det jo stadig en undskyldning. Hun smilede til Elena. "Det er i orden, jeg forstår det godt. At fratage dig træning er vist som at fratage mig vin, hm?" Hun smilede blidt og gik tættere på igen. 

Hun løsnede mere op og søgte Elenas øjne. "Du behøver ikke undskylde. Det er okay. Skal du nå noget? Træning? For du behøver ikke skynde dig af sted for min skyld." Hun lagde armene om sig selv og smilede imødekommende. Måske ville det ikke være helt dårligt for dem at tilbringe noget tid sammen. De ville jo nok kunne lære ikke at hade hinanden. Ikke at Delia hadede hende, hun haede ingen, men deres forhold havde været ret anspændt.

Elena blev ekstremt lettet, da Fideliana tog i mod hendes undskyldning. Det var ikke noget, hun gjorde overhoved, for det var simpelthen ikke en del af hendes karaktertræk. Hun var en stærk kvinde, én som man ikke kan løbe om hjørner med, men hun var også fornuftig og kunne godt skildne mellem godt og ondt. Eller i dette tilfælde; forskellen mellem at direkte grusom og mindre imødekommende. Man var vel ikke datter af visdommens gudinde for ingenting. Hun var skam godt klar over, at hun ikke havde opført sig pænt overfor Delia. Og så havde Julien måske også taget en mindre snak med hende, men det var jo ikke noget, som hun behøvede at vide. Hun lo lidt.
"Ja, nærmest".

Et eller andet sted i hende fandt det rart at bringe noget tid sammen med Fideliana. Nej, Elena var i hvert fald ikke et varmt eller imødekommende menneske, men Delia virkede som det præcis modsatte af hende. Og måske var der noget inde i Elena, som faktisk synes, at det var spændende at være omkring en som hende. Og det skadede jo heller ikke, at hun kunne fremtrylle vin frem, noget af det, som Elena elskede mest på hele planeten.
"Nej, overhoved ikke faktisk. Det er en af mine sjældne afslapningsdage i dag" sagde hun med et smil om læberne.