Hjemme igen - Elena

Sted: Hytte 8 - Artemis' hytte.
Tid: Klokken 16.
Omgivelser: Selve huset er tomt, men går folk rundt ude foran.
Dag: Tirsdag
Vejr: Skyet men lunt
Årstid: Forår
Påklædning: Stribet T-shirt, cowboybukser og et par røde converse.

Dallas smækkede døren til sit hus, og lukkede øjnene, mens vinden kærtegnede ham. Stedet havde ikke forandret sig synderligt siden for 5 måneder siden, hvor han havde forladt lejren, og var taget på mission i Las Vegas. Las Vegas havde været et af de mest skræmmende steder, Dallas nogensinde havde været. Der var proppet med mennesker(Og det, der var værre.. Et par steder havde han set hjemløse kykloper), og så var der lys over alt og alt for få træer. Luften havde virket foruroligende uren, og folk virkede stressede og irriterede.
Dallas sukkede for sig selv, og blev endnu engang til at skubbe tankerne om storbyen væk. Det havde været en chokerende oplevelse, så nu glædede han sig bare til at hverdagen blev normal igen. Han smilede ved tanken, og satte sig ned på dørtrinnet, mens han blot betragtede de passerende satyrer og halvguder. Enkelte hilste, mens andre slet ikke opdagede ham.

Dallas fór forskrækket sammen på dørtrinnet, da en hel flok halvguder stormede ud af hytten overfor. Han tog sig til hovedet, mens han småklukkende prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol. Siden han havde været i Las Vegas, havde han fået en snert af paranoia - en ting han aldrig havde haft før. Som om hans nerver lige skulle ned på jorden og slappe af igen, så han ikke bare var et nervevrag. Alle halvguderne råbte og hujede, og Dallas mærkede nysgerrigheden pirre ham. Nej.. Bare bliv siddende - Eller gå tilbage i hytten, tænkte han for sig selv. Et par at hans venner havde altid sagt, man skulle holde sig fra at være i undertal. Ikke at Dallas nogensinde havde fulgt den regel, for på én eller anden måde, var han altid i undertal, og alligevel kom han godt fra næsten alt. Desuden var han svær at slå ud, svær at få til at blive sur, men måske knapt så svær at blive sur på. Han smilede for sig selv, da han fik øje på en pige, der pludselig ændrede ansigtsudtryk. Et par øjeblikke så hun nærmest desperat ud, panisk måske? Eller bare ked af det. Dallas fik straks medlidenheden med pigen, også selvom han ikke anede hvad der var galt eller hvad hun tænkte på, men hun så virkelig bekymret ud. Et kort øjeblik overvejede han at gå hen til hende, men blev så enig med sig selv om, at det sandsynligvis ville blive virkelig akavet, så han nøjedes bed at betragte hende på afstand.

Dallas fjernede blikket fra pigen, der nu gik lidt væk fra de andre, og betragtede de andres gang mod stranden. Stranden. Han smilede for sig selv, stranden lød fristende. Men på den anden side havde han ikke lige mod på at snakke om fisketeknikker med en af Poseidons børn idag. Han var typen, der var fascineret af andres professioner og fascinationer, så han havde ofte fået folk fra andre huse til at forklare lidt om havet, himlen og så meget andet. Han havde det godt med at prøve at forstå dem, det fik ham til at føle sig fuldendt, i stedet for at være snæversynet og blot tænke på dyr, natur og bueskydning.
En lun brise kærtegnede Dallas' kind, og han smilede skævt for sig selv. Vinden, havde en af Zeus' sønner sagt, var med til at rengøre tankerne. Hvis man var i tvivl, skulle man bare sætte sig et sted med vind, og vinden ville blæse dårlige tanker væk. På den anden side, havde en af Poseidons døtre sagt det samme om vandet. Vandet skyllede det beskidte ud af kroppen, eller sådan noget. Men Dallas mente nu, at det kom an på hvem man var. Måske ville vandet ikke hjælpe ham, men det ville skoven til hver en tid, så hvis han selv var i tvivl om noget, satte han sig ud i naturen. Betragtede bladene, klatrede i træerne eller bare lå i skovbunden, og funderede over problemet. Sådan var man så forskellige, konstaterede han med et svagt smil.
Pigen, han ubevidst havde betragtet, mens han tænkte, havde sat sig under et træ. Dallas lyste op, for enhver der satte sig for blot at betragte et træ, var i sandhed én han godt gad at snakke med. Også selvom hun så lidt trist ud. Han rejste sig op, og spadserede hen imod hende. "Smukt, ikke?" Spurgte han stille, dog højt nok til, at hun ville kunne høre det. Han lagde hovedet let på skrå, og fulgte så pigens blik op i træets grene.

Han betragtede de lysegrønne blade med et svagt smil, indtil pigens stemme rev ham ud af den lille verden. Hun smilede. Det fik med det samme pigens øjne til at lyse op, modsat det før lidt triste blik, og Dallas smilede bredt igen, mens han betragtede hendes øjne. Grå. Lige nu stille, men han ville æde sin ikke-eksisterende hat på, at de kunne ligne tordenskyer, hvis hun blev sur. Akkurat som hans grønlige øjne, så helt visne og brunlige ud, hvis han var trist til mode.
Dallas nikkede som hilsen, og satte sig ned foran hende. Han rykkede benene i skrædderstilling - for han hadede at være 'hævet over folk'. Måske fordi han selv fandt det ubehageligt at blive talt ned til. "Hej Elena" Han lagde hovedet på skrå, og smilede varmt. "Jeg hedder Delius" Han rynkede på næsen, for navnet sagde ham egentlig ikke noget. Det var alligevel kun de voksne der kaldte ham det. "Men kald mig Dallas - Det kan jeg bedre li' .." Han smilede bredt, og lænede sig lidt tilbage for at nyde varmen fra himlen, da han lagde mærke til det triste blik i hendes øjne. Hvorfor var hun trist? Inderst inde vidste Dallas godt, at det på ingen måde var hans problem, men han kunne ikke lade være. Nysgerrigheden overmandede ham hurtigt, og han lænede sig over mod hende. I en blid bevægelse førte han en løs lok hår om bag hendes øre, og bed sig i læben. Han var ikke just god til voldt seriøse samtaler, men han kunne jo lige så godt prøve, ikke? "Hvad går dig på? Det klær ikke en så pæn pige som dig at være nedtrykt. Du burde smile - Det får dine øjne til at stråle"

Dallas nikkede som hilsen - en vane han havde, for selvom han havde sagt 'hej' til hende én gang, følte han, at han burde give hendes hej respons. Han hadede selv når folk ikke reagerede, når han snakkede til dem. Et lille nik, et 'mmmh?' eller et 'okay' var altid meget velkommen, så han ikke følte, at han bare snakkede med en mur. Folk var ofte for langsomme til at følge med hans hurtige og flyvske tanker, men han satte stor pris på dem, der prøvede. Han fulgte hendes håndbevægelser med øjnene, og betragtede det allerede grønne græs. Forår. Bare ordet fik ham til at smile. Så ville dyrene komme frem igen - specielt fuglene var noget han glædede sig til, og planterne ville gro, der ville komme blade på træerne, vejret ville blive varmere, og ja.. Alt i alt kunne han kun se positive sider ved foråret. Han elskede det. Lige så højt som han elskede skoven, og det var højt.
Dallas undrede sig over, hun ikke kiggede op på ham, men bare kiggede ned i jorden. Følte hun sig utilpas? Han skar en grimasse, og kløede sig i håret, men stoppede da det gik op for ham. Hun var bare forlegen. Hans læber krusede i et smil, og han spottede en svag rosa farve på Elenas kinder, hvilket bare gjorde smilet større. Men da de fik øjenkontakt, blev smilet mindre og mere blidt i det. "Det er det aldrig, vel?" Sagde han med et let skuldertræk. Han fattede en hentydning, og havde ikke tænkt sig at spørge mere ind til det. Hvis hun ikke ville snakke om det, var det sådan det var, og det havde Dallas fuld respekt for. "Men nogengange kan det være dejligt at få det ud" Han smilede skævt, og betragtede endnu engang hendes øjne.

Dallas kiggede for første gang ned i jorden. Normalt gjorde piger ham ikke utilpasse, og det gjorde Elena heller ikke, men alligevel var der noget ved hende, der gjorde ham overbevist om at han fik hende til at føle sig akavet. Det var han ikke vant til, da folk for det meste var meget udadvente og åbne omkring ham, men på en måde generede det ham ikke, for han kunne selv ofte trække sig ind i sig selv, hvis han havde meget at tænke over. Og han plejede at være rimelig god til at give plads til andre, så han besluttede sig for at skifte emne totalt.
"Hvorfor gik du ikke med de andre?" Spurgte han med et glimt i øjet, og kiggede ned mod stranden. "Vejret er jo perfekt til at lytte på Poseidons børn snakke om fisketeknikker og om hvor meget menneskerne dræber havet" Drillede han med en dæmpet klukken. "Sådanne optimistiske samtaler mangler man lidt i hverdagen, ikke?" Spurgte han smilende, og lænede sig lidt forover i sin skrædderstilling. På en eller anden måde følte Dallas lidt, at han sad for langt ude på stien. Det ville ikke undre ham hvis en af Zeus' børn kom fræsende i en eller anden vildt stor vogn, og kørte ind i ham, fordi han lige strejfede stien med bagdelen. Derfor skubbede han sig over, så han sad ved siden af Elena op af det store træ. Han dristede sig endnu engang til at kigge op på træets krone, og fandt sig selv smilende uden at have en specifik grund. Idag var bare en glad dag! Hvorfor vidste han ikke, men han havde en god mavefornemmelse. Hans far havde engang sagt til ham, at hvis man smilede når andre ikke var til stede, så mente man det virkelig - så var man glad, og siden Elena ikke kiggede over på ham, måtte han indse at det var lige hvad han var. Måske var han bare glad for endelig at være hjemme igen, men glad det var han. Las Vegas var så sandelig ikke hans by.
Det gik op for ham hvor tænksom han var, og han rettede straks opmærksomheden mod Elena igen. Han håbede virkelig, han kunne få humøret op på den kønne pige, og han var 100% sikker på at hun ville være endnu smukkere hvis hun smilede.

Dallas hævede meget langsomt et øjenbryn da fjendtligheden mod Poseidons børn skinnede igennem hele hendes udstråling. Øjnene viste tydeligt foragt, og hendes skuldre blev spændte og hænderne knyttede. Idioter ligefrem? Den pige havde godt nok noget imod dem, kunne han mærke, og han havde hverken lyst til at argumentere mod hende, eller spørge hvorfor. Livshistorier var ikke det han helst ville bruge sin dag på, hvis han først lige havde mødt personen, og alligevel sad han tilbage og følte sig en smule chokeret. Han smilede opmuntrende til Elena.
"Jeg har en rigtig god ven, der er søn af Poseidon." Sagde han så blidt som han kunne "Og han snakker altså om andet end fisk og tang" Tilføjede han med et bredere smil. Sådan var han vel i bund og grund, og han brød sig ikke om at alle andre så åbenlyst dømte folk ud fra deres forælder. Dallas havde for lang tid siden lagt alle fordomme bag sig, og kom godt ud af det med rigtig mange - han var endda rigtig gode venner med en fra Hades huset, og det så folk ikke med helt milde øjne på. Hvorfor ikke? Hvem sagde at man skulle være ligesom sin gudelige forælder? Han håbede ikke, han gjorde hende i dårligt humør, men blev pludselig nysgerrig efter hvad der dog var sket, siden hun ikke kunne lide Poseidonbørn.
"Desuden kan man ikke rigtig generalisere dem" Sagde han, og lænede hovedet op af træets stamme. Han smilede varmt til hende. "De er jo alle sammen forskellige"

Dallas følte sig en smule stødt over at hun ikke svarede ham, men måtte så opgive. Det havde han på ingen måde problemer med, for han kendte mange, der dømte ham på grund af hans afslappede forhold til andre guders børn. Han var altid åben for venskaber på kryds og tværs, og så måtte folk vel bare tænke hvad de tænkte og synes hvad de syntes. Det var der heller ikke noget galt med. De eneste halvguder han ikke brød sig om i øjeblikket, var Heras. Der var ikke så meget at gøre ved det, havde han indset, efter han for et årstid siden var blevet låst inde i kælderen af adskillige Hera-børn. Næh, hvor sjovt! Dallas mærkede allerede vreden stige op i sig, men lagde hurtigt en bånd på dem. De havde vel ikke vidst at han ikke brød sig om mørket, med mindre han var i skoven. Hvem kunne vide det? Det havde vel bare været heldigt for dem, at det havde ramt ham så hårdt at sidde indemuret af beton uden så meget som en enkel plante. Ikke engang græs. Ikke engang jord. Ingen himmel. Ingen luft. han gøs uvilkårligt, og hans øjne søgte skoven bag hytterne. Bare synet af de store træer, fik et svagt smil til at spille om munden på ham, og han følte pludselig at han kunne trække vejret meget bedre. Han skubbede minderne fra sig, og fokuserede i stedet på Elena. Hun virkede ikke så genert længere.

Dallas betragtede Elenas hånd med et blidt blik. Det var sjældent det ikke var ham selv der først tog initiativ til at have fysisk kontakt. Men nu var han også lidt af en fysisk-kontakt-person, der havde det godt med at kramme og putte og puffe lidt med og til folk, og det så de ud til at acceptere. Han vidste ikke om han skulle fortælle hende det, og følte måske ikke helt at hun ville forstå ham. Alligevel valgte han at være ærlig, og trak let på skruldrene.
"Mørke" Svarede han, og fulgte hendes blik over på skoven. Med ét blev hendes øjne fyldt med følelser, og han overvejede om hun havde det på samme måde med skoven som han selv havde. Det var der ikke mange der havde, men alle der kunne li skoven, kunne han li. Med et varmt smil, gav han hendes hånd et blidt klem.
"Vil du med der over?" Spurgte han dæmpet. Hvorfor han pludselig dæmpede sig vidste han ikke, men det var lidt som om de var på en hemmelig mission. Han kastede let hovedet mod skoven for at sikre sig at hun havde forstået hvor hen han talte om. Så smilede han bredt til hende. "Det er altid lettere at se lyst på tingene når man er i en skov"

Dallas kunne allerede mærke mørket for sit indre blik. Det var heller ikke så svært at huske noget man stadig fik onde drømme om, når man sov. Igen var han ærlig overfor denne totalt fremmede kvinde, der på en måde var så langt væk fra alle hans holdninger men på samme tid mindede ham ufatteligt meget om sig selv. "mørke uden ilt" mumlede han tørt. "Mørke med kul og støv, uden planter - end ikke et eneste lille græsstrå til at give en den mindste smule liv at håbe på. Mørke med ansigter der griner, ligeglade med ens desperate råb og bønner" Han løftede først nu blikket mod Elena, og betragtede hende lettere sørgmodigt. "Den værste slags mørke, hvor man er alene med sine tanker og sine minder" hviskede han hæst. Han var aldrig siden gået ned i kælderen, og ham var altid påpasselig med børn af Hera. Ikke mindst havde han holdt sig væk fra dem, der havde lukket ham inde, og hvis de endelig var til stede nær ham, sørgede han for at være smilende og ekstra god i kamp, så de vidste, at de ikke kunne løbe om hjørner med ham igen. Dallas smilede blidt til hende. Skoven ventede og den kunne altid få ham i formidabelt humør. Han støttede sig kort til jorden med den hånd, som ikke hang fast til Elena, og skubbede sig selv op på den måde. Med et let nik gav han igen hendes hånd et klem. "Lad os det"

Dallas kløede sig genert i håret. Normalt kunne han ikke lide at dele ud af sine største svagheder, men der var noget, der fik ham til at stole på denne Elena, øjeblikkeligt. Han havde aldrig fortalt det til et barn af Ares eller Hades, for han vidste, at de sandsynligvis ville bruge det imod ham på et givent tidspunkt, og det ville han ikke risikere. Han havde aldrig været glad for indelukket mørke, men det var blevet værre efter turen i kælderen. Sjovt sådan at sige "Dallas, vi har fundet en kanin med brækket ben nede i kælderen, den er helt panisk, vil du ikke hjælpe med at få den til at falde til ro, så vi kan få den ud". Naiv som Dallas havde været, var han godhjertet fulgt med Heras børn, og var gået helt ind i det lille rum med en dårlig mavefornemmelse, da han havde hørt døren gå i. Mørket i skoven var aldrig helt mørkt, for der var altid lidt lys fra månen, der var altid planter og der var altid liv. Af samme grund var han aldrig bange i skoven. Han nikkede til Elena. "En kælder" sagde han, og nikkede bittert. Han smilede skævt til hende, og sendte en tavs bøn til sin mor, om at Elena ikke ville bruge det imod ham. Han smilede svagt, da hun begyndte at gå, og blev tvunget til at følge med, da hun ikke slap hans hånd. Det var en god fornemmelse. De eneste, der nogensinde havde holdt ham i hånden var hans søster Noomi, hans ekskæreste og hans far da han var lille, så det varmede at det faldt Elena så naturligt. Smilet blev bredere da de nåede kanten af skoven.
"Velkommen til paradis" sagde Dallas, betragtede Elena og sendte hende et blendende smil.

Dallas smilede til hende, og fulgte med hende ind i skoven. Som altid hilste den ham velkommen med en let duft af blomster og frisk græs, og han trak vejret frit. Endelig slap han Elenas hånd, og samlede en pind op fra jorden. Han lænede sig op af en stamme, og betragtede hende med et lidt tomt blik. Ja, hvem kunne dog finde på det?
"Jeg var 11 år gammel" sagde han, pludselig ivrig efter at få historien fortalt. Han kunne lige så godt prøve; man sagde jo at det skulle være dejligt at få noget af sin indebrændte vrede ud. "Jeg havde været i lejren i omkring 3 uger, og jeg boede med min storebror alene i vores hytte." Han smilede skævt "En dag kom min bror ind og sagde at en pige råbte op om et panisk dyr, og jeg løb straks ud for at finde ud af hvad der skete. Som søn af Artemis kan jeg tale med dyr, men jeg har altid haft noget ekstra. Jeg beroliger dyr, og dyr beroliger mig" forklarede han, og kiggede op, da en blålig due satte sig i et træ over dem. "Min bror kunne selvfølgelig tale med dyr, men hans evner lå tættere på månens kræfter, mens mine var ved naturen, så selvfølgelig ilede jeg afsted. En datter af Hera sagde at de havde fundet en kanin i kælderen, og siden jeg ikke dømte folk på deres forældre, stolede jeg på hende og fulgte med en gruppe af unge på en 14-15 år. Der var bare ingen kanin" Dallas trak på skuldrene, og kiggede på Elena. Han blev pludselig overvældet af savn til sin bror, og satte sig på hug i skovbunden. Han smilede op til Elena, og lagde hovedet på skrå. "Min bror kunne lave noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Han prøvede at lære mig det, men jeg har ikke det han havde, så det er på ingen måde lige så smukt" fortalte han, og bed sig i læben. "Vil du se?"

Dallas brød sig egentlig ikke om medfølelse. Medfølelse og medlidenhed var to ting, han ikke kunne lide - basalt set fordi det var følelser, der fik ham til at føle sig svag. Han kunne sagtens have medlidenhed med andre uden at føle sig svag og hjælpeløs, men når andre havde ondt af ham, så var det ikke en stor hjælp. Derfor følte han sig ukomfortabel under Elenas medfølende blik, men kort efter skiftede hendes øjne karakter. Han betragtede hende med let rynkede øjenbryn, undrende over hvad hun følte nu, for han kunne ikke mærke medlidenheden længere. Så begyndte hun at tale. Det var noget han havde manglet før, indså han, folk, der i stedet for at føle sympati for ham, gav ham råd eller idéer til hvordan han kunne komme videre. Det var sværere at komme til de samme konklusioner på egen hånd, tænkte han, og sendte Elena et bredt smil. Han skubbede alle de dårlige tanker væk, og mærkede en behagelig varme, da hun sagde, at hun gerne ville se hvad han kunne.
Dallas satte sig på hug i skovbunden, blot en halv meter fra der hvor Elena havde sat sig, og han kiggede op på hende, med et forventningsfuldt blik. Det var ikke ofte han kunne gøre det, og han havde aldrig gjort det om dagen.
"Det er smukkest om natten" kommenterede han, og vendte så fokus mod skovbunden. Han lukkede øjnene, og lukkede derved alt ude. Mørket varede dog kun kortvarigt, for for hans indre blik, begyndte han at lokalisere væsnerne omkring ham. Elena skinnede stærkest for hans blik, fordi hun var det største levende objekt omkring dem. Ingen bjørne eller hjorte. Så pustede han ud, og fastholdt billedet af månen for sit indre blik. Måden månen skinnede på, på en skyfri aften. Måden man altid blev fascineret af månen. Og uden han selv lagde mærke til det, begyndte han at bevæge hænderne i små cirkler over skovbunden. Stærkt bevidst om Elenas tilstedeværelse, kom han til at tænke på en rose. Noget smukt, men farligt. Og uden selv at ville det, blev det han lavede noget helt nyt. Han åbnede øjnene med et forventningsfuldt blik... Og betragtede den smukkeste rose der skinnede i sølv - samme skinnende sølv som månen.