i have something i need to tell you [Dylan]

"du vil vokse op og blive smuk" sagde hun, mens hendes hånd gled hen over den lille fine bule der allerede var ved at lægge sig på hendes mave. Den unge Josephine, der nok igennem hele hendes liv, havde oplevet en eller anden form for svigt, eller sorg havde nu endelig chancen for, at opleve noget godt. På trods af chancen for at barnets far ikke ville tage sig af det, vidste hun at hun fra første øjekast ville elske det barn ligegyldigt hvad. Hun ville højst tænkelig skulle stå alene om tjansen med at skifte bleer, lære barnet at tale eller at tage sit første skridt, og ja det ville være nemmere med en anden omkring hende, dog lå tingene ikke altid nemt for sig.
Mange ville nok syntes det var dumt, sådan at fortælle sandheden til barnets far, vel vidne om at han nok var en af de største pigeglade drenge på hele lejren. Hun havde tidligere haft snakket med en af sine veninder, eller snarer halvsøstre omkring hvad hun skulle gøre og mange af dem forslog blot at lade ham forblive i uvidenheden. Hvorfor skulle han dog få den slags at vide? vide at der voksede en del af ham i en anden person? dog havde hun holdt ørerne lukket og selv valgt at gå sine egne veje. Han fortjente at vide sandheden, selvom han så måske ville ende op fuldkommen ligeglad, så fortjente han i den grad at få sandheden af vide. Havde det ikke være fordi han var barnets far, så havde det også været fordi han for så længe siden hjalp hende og hun følte hun, at han på en eller anden måde blot fortjente sandheden.
Med en kort tøven bankede hun på døren til Possidons hytte, hvor hun vidste der ville være en fifty, fifty chance for at han ville være. Hun havde absolut ingen ide om hvordan han ville reagere, men hun håbede blot på at han i det mindste ikke ville give hende skylden for det. Hun lagde igen hånden mod sin mave, som gav det hende en form for indre ro, inden hun igen lod armen falde ned

På: http://cdn10.lbstatic.nu/files/looks/medium/2013/12/31/3479913_59028_P_1352949340498_%E5%89%AF%E6%9C%AC.jpg?1388460586

Dylan lå i sin seng i Poseidon hytten med musik i ørene og en pude over hoved. Han
lavede en mindre dans med sine fødder, og havde pegefingrene dansende på samme måde i vejret. Det var en dejlig dag, vejret var skønt, men han kunne faktisk bedre lide temperaturen i Poseidon hytten. Den var kølig, men behagelig. Dog var man nød til at tage en sweater på til tider, men det gjorde det blot hyggeligere. Luften var også utroligt frisk. Tja, efter Dylans mening, så fejlede hans hytte ikke en plet. Han forstod godt nogle fra Athene hytten eller måske Ares hytten. Han kunne tydeligt forestille sig Athene ungerne quizze hinanden, teste hinanden til det yderste, og Ares ungerne lægge arm og slå løs på hinanden. For slet ikke at nævne Afrodites afkom. Man kunne ikke gøre meget andet, end at holde sig for næsen hver gang man gik forbi den hytte. Man skulle da tro, at de børn drak parfume, sådan som de stank af den slags. Ikke nok med det, hvorfor var det så vigtigt for dem at gå rundt i mærketøj? Selv drengene var helt væk i sig selv. Det skulle ikke undre ham, hvis de alle endte med at gifte sig med sig selv.
Dylans pude blev revet væk fra hans ansigt, og derefter smækket mod det. Han kneb øjnene sammen og stønnede af smerte. Han tog den ene høretelefon ud af øret og kiggede op på personen. "Du er sgu da fucking døv. Har råbt efter dig i flere minutter nu! Der er nogen ved døren, åben den" nu blev han irriteret. Han satte sig op på sengen og stirrede irriteret på sin halvbror. "Hvad fanden laver alle i andre? han forstod ikke hvorfor han skulle åbne døren. "Vi andre har travlt. Gør det nu bare for satan! sluttede han af og forsvandt et andet sted hen. Dylan sukkede irriteret og gik mod døren. Han puttede høretelefonen tilbage i øret og rev så døren åben. Han lænede sig mod dørkammen med et irriteret og træt blik. Han orkede ikke meget. Dog rettede han sig hurtigt op igen og hans øjenbryn blev fuget. "Hvad laver du her?"

Hun stod længe og ventede, samtidig kunne hun høre nogle inde fra hytten råbe og skrige. Det var helt sikkert ikke sådan de snakkede til hinanden i den hytte hun selv boede i, men så igen Possidons børn var vel også kendt for at være aggressive, muligvis ikke ligeså kraft som hos Ares børn, men tæt på. Hun stod længe og ventede, alt i mens hendes hånd hele tiden fandt vej hen til den fine lille bule på hendes mave. Det var som om det lå i hende, og hun helt ubevidst fandt vejen hen for at ville værne om dette endnu ikke fuldt udvokset barn der nu ville være der i yderligere 7 måneder.
Da døren med et blev revet op, for hun sammen. Hun havde virkelig ikke forventet denne form for entre, selv fra ham. Ved første øjekast var det tydeligt, at han lige var blevet vækket, bare den måde han hang hen mod døren, tegnede på at han ikke just var helt vågen endnu og hvis han var, ville han næppe være i godt humør. Hun skyndte sig hurtigt at fjerne håndfladen fra sin mave, da dette nok ville vække hans mistænksomhed, hvis hans bevidsthed overhovedet var nok til stede, til at lægge mærke til den slags ting.
Hun hævede øjenbrynet ved hans pludselig udbrud. Selvom hun oprindeligt altid bevarede smilet på sine læber, og det blide glimt i de blå øjne, så havde hun nu også en vis grænse til hvor langt hun kunne gå. Hun brød sig virkelig ikke om dårlige manerer, nok havde hun selv haft dårlige manerer den gang hun boede på gaden, men det fik man hurtigt efter noget tid. Hun vendte de blå øjne direkte mod ham "jeg har noget vigtigt at skulle fortælle dig" sagde hun klart og tydeligt.

Dylan var ikke den typiske Poseidon søn, det var der mange, der vidste. Han havde arvet sin fars aggressivitet. Nogle af hans søskende havde også arvet den, men hans var mere ekstrem i det. Dog var det heller ikke fordi, at han gik på alle og enhver, hver gang de fornærmede ham, eller gjorde ham noget. Han kunne forsvare sig selv, og gjorde det også, hvis det altså var nødvendigt, men han var god til at aflæse en situation, og derfor vidste han, hvornår det var tid til at tage et skridt tilbage, eller svinge en arm mod en halvguds ansigt. Han var ikke specielt behagelig at være sammen med, da han ikke var specielt snakkesalig. Han var enspænder, foretrak at bruge sin tid alene, væk fra de store mængder. Efter hans mening, var hans eget selvskab det bedste selvskab. Ingen kunne få ham beskæftiget, som ham selv. Og de store mængder var alligevel altid så støjende alligevel, så det gjorde sgu ikke noget meget bedre. Nej, Dylan ville sgu meget gerne være alene.
Et udmattet suk forlod hans læber. "Så kom indenfor". Han flyttede sig til siden, så Josephine kunne træde indenfor. Han betragtede hende nøje, da han ikke var sikker på, at hun havde nok tøj på til at kunne udholde temperaturen i Poseidon hytten. Det var ikke alle, der var van til den kølige luft derinde. Endnu et suk forlod hans læber, og derefter hev han sin sweater af, hvorefter han rakte den til hende. Han gav hende et blik, som skulle indikere, at hun ikke skulle stille spørgsmål til hans gestus. "Der er køligt herinde. Tag den på" det lød mere som en beordring end et forslag. Typisk ham.

Hun nikkede stille, hvorpå hun gik ind. Ud fra hans måde at snakke på og de gentagende suk der kom fra ham, var det tydeligt han næppe var i det helt store humør til gæster. Så måtte hun vel hellere gøre det hurtigt, dog var den nyhed hun bragte med sig, ikke just en man blot kunne smide hurtigt frem, hun ville også gerne forklarer sine planer, som at hun ikke forventede han skulle træde ind og være far, men derimod blot at han kunne leve videre med sit liv som han ønskede. Hun havde igennem nærmest hele sit liv taget sig af sine yngre søskende, givet dem mad og drikke, sørge for deres velfærd, selv hvis hendes eget måske ikke var det bedste. Så et barn ville måske være en udfordring, men ikke en hun ikke ville klarer.
Hun så et sekund spørgende på ham, da han med et trak sin trøje af og gav hende den. Dog var hans forklaring nok til at få hende til at tie stille også blot tage den på. Varmen fra hans krop spredte sig hurtigt ind mod hendes egen og lagde sig som et form for tæppe omkring hendes overkrop der var dækket af sweateren "mange tak" hun havde altid været en venlig pige, lige til det sidste.
Nu kom det jo bare om hvordan pokker hun skulle få det sagt, hun var samtidig nervøs, og det kunne ses på hende. Hun trak vejret dybt og sukkede "der er ingen nem måde at sige dette på, så jeg kan vel bare sige det som det nu engang er. Jeg er gravid og du er faren" hun lagde sin hånd hen over den lille bule, der nu var dækket af den store trøje

Dylan havde kun en sort tanktop indenunder, men kulden gjorde ham ikke noget. Han nød faktisk den kølige omfavnelse, som luften gav ham. Han vendte ryggen til hende, så snart hun havde taget imod sweateren, og gik derefter hen mod hans seng. Han så sig kort tilbage, da hun takkede ham, men han fjernede bare blikket fra hende igen. Mh hm" var hans svar, inden han smed sig ned på sin seng igen og lagde puden over ansigtet. Den var blevet dejlig kølig, en skøn følelse mod hans bare hud.
Så snart hun sagde, at der ikke var nogen nem måde at sige det på, vidste han, at samtalen var ved at blive seriøs. Han fjernede puden væk fra ansigtet, og satte sig op på sengen med fugede, undrende øjenbryn. Det næste slog ham omkuld. Han stivnede, hans øjne blev store, og han mistede kort forbindelsen til jorden. Det kunne ikke være sandt, det kunne ikke passe. Han kunne ikke være far!
Han rystede på hoved, smilede skævt til hende, og rejste sig op så han tårnede over hende. "Du er ynkelig. Det er sikkert bare en undskyldning, så du kan få mig i bukserne igen" han lo af hende, men det var ikke en selvsikker latter, som han ellers plejede at bruge. Et eller andet sted i ham sagde, at det absolut ikke kunne være rigtig, men alligevel var der en lille brøkdel, der mente det modsatte, men det lod han hende ikke se. Han rak ud efter hende, for at tvinge hende ud af hans hytte, da han ikke regnede med, at hun ville gøre modstand alligevel.

Hun så overrasket på ham, aldrig i hendes liv havde hun mødt nogen mere selvoptaget end ham. Hun lod ham føre hende ud af hytten, men dog det sekund hun var ude, vendte hun sig direkte mod ham "er du virkelig så fuld af dig selv, at hun ikke kan se forbi din egen forbandet næsetip" hun trak hans trøje af og smed den lige i hovedet på ham. Som regel lå hendes accent på den amerikanske, men noget svagt irsk over sig, men når hun for alvor blev vred kom det irske virkelig frem i hende.
Hun lagde armene over kors "hvorfor skulle jeg dog lyve med den slags, af alle ting i verden er lige netop dette ikke noget man spøger med" der var mange ting man kunne lyve om, men aldrig om den slags. Hun greb fat i hans hånd og lagde den over den fine lille bule, der lå over hendes nederste del af maven "jeg har dit barn voksende inde i mig, ikke en løgn for at skulle have sex med dig igen. Om godt syv fucking måneder vil jeg være i den største smerte" hun gav slip på hans hånd og vendte om "men fint, så bliv du bare i den tro om at jeg var nået så desperat efter at komme i bukserne på dig, jeg ville lyve om dette" udbrød hun og slog ud med armene. Hvis han virkelig skulle være så fuld af sig selv, han ikke kunne se sandheden, så var det fint med hende. Som regel var hun ikke en direkte aggressiv pige, hun var smilende og venlig, men i dette sekund kunne man virkelig se den irske vrede i hende

Dylan blev godt og grundigt irriteret, da hun smed hans sweater i hoved på ham. Det var en respektløs handling, og han ville for alt i verden ikke lade en kvinde behandle ham med sådan en manér. Han tog fat om sweateren, udstødte et irriteret brøl, og fjernede den fra sit ansigt. Han havde lyst til at svovle af hende, men valgte at lade være da det ville ophidse ham endnu mere. Da hendes håndgreb fandt hans hånd og første den mod hendes mave, som han også lagde mærke til var blevet større, stivnede han brat op. Hans øjne blev udtryksløse, hans strammede sin kæbe, og bed tænderne sammen. Han ønskede så inderligt, at det var løgn, prøvede at overbevise sig selv til at tro, at det var løgn, men han kunne ikke. Hun havde bevis på, at hun var gravid, man kunne se det på hende, han rørte ved beviset. Der var ingen benægtelse i, at hun sagde sandheden. Han rystede på hoved, bed sig i læben, og fjernede hurtigt sin hånd fra hendes mave. Han løftede blikket, kiggede hende dybt i øjnene, hendes blå mod hans grønne, men hans blik var ikke hårdt. De var bedende. For hvad, var han ikke sikker på. For at sige til ham, at det ikke var sandt? At det i virkeligheden ikke var hans? Eller måske for at bede om hjælp, fordi han var bange? Det kunne være alle tre. Dylan vidste ikke hvad han skulle gøre.
"Er du sikker på, at barnet er mit?" spurgte han, med en lav og skrøbelig stemme. Dylan var absolut ikke en følsom type, det var helt udelukket, men alligevel, var der noget, der ramte ham ved denne nyhed. Han havde skabt liv inde i en kvindes krop under intime situationer.

Hun sukkede da han for engang skyld rent faktisk ikke talte til hende, som om hun havde planer om at dyrke sex med ham igen, for det var ikke just hvad der var i tankerne. Lige nu gik det enlig blot ud på at fortælle ham om situationen også berolige ham med den viden om han ikke behøvede at tage sig af barnet. Hun vendte sig igen mod ham, denne gang ikke nær så sur som før "fordi du er den eneste jeg har haft sex med de sidste to måneder, jeg ved ikke helt hvad du tror om mig, men jeg render ikke rundt og har sex med alle og enhver" sagde hun kortfattet.
Hun lagde igen hånden mod sin mave og sukkede "jeg sagde ikke dette fordi jeg vil tvinge dig til at hjælpe mig, det ville jeg aldrig nogensinde gøre. Den eneste grund til at jeg fortalte dig det, er fordi jeg synes du fortjente at få sandheden af vide" hun tav et kort sekund "dog skal du ikke bekymre dig om pasningen, det kan jeg skam godt selv tage mig af" hun trak på skulderne. Hun havde været vant til fra en ung alder at skulle tage sig af sine søskende, et barn kunne ikke være meget svære end det. Plus hun havde altid haft en form for moderinstinkt i hende, der tvang hende til at hjælpe andre også selvom det måske betød hendes egen ulykke.

Dylan måtte fuge sine bryn igen. Hun fik det til at lyde som om, han anklagede ende for at være en tøjte. Det kunne hun være, ingen problem, men det lignede hende ikke, og det ville også komme bag på Dylan, hvis hun faktisk viste sig at være en tøjte. "Slap nu af, for Hades da, det er jo heller ikke fordi, at jeg har kaldt dig luder, vel? sagde han irriteret, men det var mere for at skjule hans egen nervøsitet og angst.
Da hun trak på skulderen kiggede han ned i jorden og nikkede kort for hoved. Han sagde ikke noget i nogle lange sekunder. Han havde brug for at indtage al den information og gennemgå det, inden han åbnede sin mund igen. "Så du vil ikke have, at jeg er en del af mit eget barns opvækst?" spurgte han, et snært hint af, at han var såret. Han overraskede sig selv, for han kunne mærke, at det ikke, var hvad han ville. Et eller andet sted indeni ham sagde, at han gerne ville være en del af barnets liv, en stor del, men han var så bange. Han vidste ikke hvordan man tog sig af børn, især ikke babyer og nyfødte!

Hun sendte ham et blidt smil "det siger jeg ikke, jeg ville aldrig nogensinde fratage dig at se dit eget barn" hun rystede på hovedet, hvorpå hun kørte hånden igennem håret "men jeg ved også du har din måde at leve dit liv på, du kan f. eks godt lide kvinder og du kan lide at ryge...ting som bare ikke er særlig synde omkring et barn. Siden det jo ikke er syndt, er det ofte du nok ikke vil være i stand til disse ting og jeg vil aldrig nogensinde kunne få mig selv til at bestemme hvordan du skal leve dit liv" forklarede hun blidt.
Hun havde aldrig været en for at tvinge folk til at leve deres liv anderledes, hun ville måske give råd til hvordan han skulle køre sit liv hen, men aldrig direkte bestemme om der. Dog når først barnet var født, ville hun nok være mere striks omkring hvis han skulle tæt på det, specielt fordi røg var skadeligt for små børn. Det kunne give variere skader, som f. eks gøre at barnet endte ud med astma. Hun kørte noget hår om bag øret og bed sig i læben "jeg skal til min første scanning her senere i dag, hvis du gerne vil med så ved du evt. hvor du kan finde mig" indskød hun med et smil. Hun vil da meget gerne have ham med hen, så de sammen kunne se kønnet af barnet, men også hvordan det så ud lige nu.

Dylans udtryk ændrede sig ikke. Hans bryn forblev fugede, hans øjne var stadig forvirrede, som om han stadig ikke kunne begribe hvad, der lige var sket. Han lagde armene over kors i en beskyttende manér, da han følte, at hun igen hakkede ned på hans væremåde. "Stop nu lige en halv, for satan! Hvis du ærligt talt tror, at jeg har tænkt mig at opføre mig så uansvarligt og ryge foran mit eget barn, så skulle du måske havde tænkt en ekstra gang over, om du overhoved skulle havde fortalt, at jeg skal være far!". Irriteret? Ja, det var bestemt det perfekte ord til at beskrive Dylan i det øjeblik. Han var ikke rasende, ikke vred, og heller ikke frustreret. Han var blot irriteret over, at hun tænkte så lidt om ham. Han havde ikke forventet, at hun kunne lide ham, men ligefrem at tro, at han var uansvarlig til sådan et ekstremt niveau, var jo nærmest fornærmende. Det provokerede ham i hvert fald. Han faldt en smule ned, da hun fortalte ham, at hun skulle til scanning. Han nikkede bekræftende for at indikere, at han nok skulle tage med. Han viste det måske ikke, men indeni var han ved at springe af ren skræk men også spænding. Han langede han ud efter hende og tog fat om hendes håndled, ikke hårdt, så hun ikke kunne gå. "Skal du gå?" spurgte han, og man kunne tydeligt høre den bekymrede tone i hans stemme. Han var ikke særlig tryg ved, at hun gik rundt med deres barn i hendes mave uden hans opsyn. Lejren var fyldt med halvguder, som løb rundt med fægtende sværd og andre dødbringende våben. Nej, hun gik skam ingen steder uden ham fra nu af.

Hun sukkede og rystede på hovedet "jeg vil bare være sikker på du forstår hvad jeg mener" hun havde altid været beskyttende omkring dem hun elskede og selvom hun endnu ikke havde set barnet, så vidste hun at hun ville elske det...der var ingen tvivl om at hun ville elske hendes eget barn. Der var ingen kærlighed som en mors kærlighed, der i den grad kom som en selvfølge. Hun bed sig i læben "hvordan kan jeg vide noget som helst om hvordan du vil være omkring barnet?...når jeg ser dig, så ser jeg dig enten ryge dig fuldkommen skæv eller godt i gang med et komme i bukserne på en eller anden pige. Jeg siger ikke jeg dømmer dig, men prøv at se det fra min side...jeg vil bare gerne have en sikker fremtid for barnet" sagde hun og lagde armene over kors. Hun kunne forstå hans irritation, men samtidig havde hun heller ikke meget at gå ud fra end det hun havde set omkring i lejren.
Hun stivnede det sekund hans hånd lukkede sig rundt om hendes arm og hun vendte sig igen mod ham "jeg skal blot hen og skifte tøj, så det bliver nemmere at komme til maven" forklarede hun blidt. Det tog ikke det helt store at finde frem til hans bekymrende tone, og blot dette fik hende til at bløde endnu mere op "hvis du har lyst kan du da komme med også blot vente ude foran mit værelse, også kan vi gå sammen hen til Hospitalsfløjden" forslog hun og lagde den frie hånd ovenpå hans hånd, som for at berolige ham. Hun vidste at han kun bekymrede sig for barnets sikkerhed. Det ville være lidt underligt hvis han med et begyndte at bekymre sig for hende, snarer den barnet

"Fremtid for barnet..." snerrede han. "Hvis du er så helveds bekymret, så skulle du måske ikke havde ladet mig knalde dig til at starte med, ikke?" hans tone var hård, hårdere end hvad han havde ment. Han ville ikke nedgøre hende, men han nægtede at blive nedgjort selv. Hun sagde måske, at hun ikke dømte ham, men det var præcis sådan det lød i hans øre. Han røg måske, men det var for at berolige hans egne nerver. Det var enten det, eller også ville han tage til de voldelige metoder i stedet. Pigerne var hans måde på at føle sig selvsikker. At blive jagtet og elsket af pigerne gav ham en form for selvtillid. Dylan havde hele sin barndom følt sig afvist og uelsket af alle, da hans forældre ikke engang ville have ham, og derfor, efter hans barnehjerne, ville ingen andre have ham, men sådan var det ikke mere. Bordene havde vendt sig, og nu var det ham der afviste folks kærlighed, og det var dem, som jagtede hans.
"Nej" sagde han blot, tog et skridt frem mod hende, snoede sin arm rundt om livet på hende, og trak hende så med ind i hytten og mod hans seng. Hun behøvede ikke at sætte sig, det var han mere eller mindre ligeglad med. "Tag kjolen af" beordrede han. Fordi han var så meget højere end hende, så ville sweateren sikkert gå hende til midt på lårene. Han gik derefter hen for at låne en af hans halvsøskendes sorte jeans, som selvfølgelig var ca i hendes størrelse. De var i hvert fald ikke for stramme eller for løse. Han gik mod sin seng og smed så bukserne på den, lagde armene over kors, og så afventende på hende. "Skal jeg vende mig om? spurgte han så drillende.

Hun kneb øjnene sammen "du har ingen ret til at agere sådan...det er ikke dig der om 7 måneder skal igennem verdens største smerte" i virkeligheden var det måske mere hormoner også frygten der snakkede nu "jeg er ked af hvis jeg får det til at lyde som om jeg dømmer dig, men tro mig at blive dømt er bedre end dette...jeg har fucking så mange hormoner i hele min krop jeg knap og nap kan finde ud af hvilket humør jeg er i" pointerede hun og trak på skulderne. Hun havde den sidste månedes tid gået igennem mange følelser, om det så var glad eller sur, så gik skiftet hurtigt og hun kunne gå fra at grine til med et at græde. Også var der jo selvfølgelig morgenkvalmen, gud hvor havde hun dog brækket sig meget.
Hun så forvirret på ham, hun skulle netop til at spørge hvorfor, da han lagde armen om hende og igen trak hende mod hytten. Ligesom før lod hun ham gøre hvad han ville, dog denne gang modsat før trak han hende rent faktisk ind i hytten i stedet for ud af den. Hun betragtede ham længe, som han både beordrede hende til at smide tøjet, men samtidig selv fandt noget tøj frem til hende. Hun rullede med øjnene af hans ord og fik hurtigt lynet kjolen ned. Da den endelig landede på gulvet og hun nu stod i sit undertøj, kunne man virkelig se hvordan maven havde dannet det fine bule. Det var der deres barn var og det var det den i løbet af de næste 7 måneder ville være, hvor den ville vokse for så til sidst at skulle ud og ind i denne verden.
Hun gik stille hen og begyndte at tage tøjet på, uden så meget som en eneste gang at vende blikket mod ham, det var først da hun endelig havde fået tøjet på hun igen vendte blikket mod ham "så skal vi komme af sted" spurgte hun dæmpet