I have something to tell you - Dylan

Litsa sad på halvblodsbakken og så ned over lejren. Solen skinnede, dagen var godt, der var ikke grund til at være i dårligt humør. Alligevel havde Litsa det forfærdeligt. Hun havde kvalme, hun følte alle kiggede skævt til hende, og hun var for første gang i sit liv usikker og nervøs hele tiden. Hun pillede lidt ved sit tøj og sukkede usikkert. Selv hendes udånding virkede rystende. Det var ikke så meget selve situationen, det var mere det at skulle give informationen videre. Specielt til Dylan. 
Hun havde faktisk vidst det i et stykke tid, og ventet på det rigtige tidspunkt, men nu var hun snart så langt henne det ikke kunne skjules mere. Af ny vane placerede hun en hånd imod sin mave, som om det ville give hende styrke. Det var sår underligt for hende at være nervøs, næsten bange. Hun var hardcore, kunne alt selv, lod sig ikke så let skræmme. Men det her var mere end hun bare kunne slå hen. For det her gjaldt et venskab hun vogtede med alt hun havde, et venskab hun ikke kunne være foruden. Det her gjaldt alt. 
Hun rejste sig hurtigt op da skikkelsen af hendes bedste ven nærmede sig. Hun smilede som hun plejede og fjernede hånden fra sin mave. Alligevel følte hun ikke hun spillede sin rolle som rolig og afslappet ret godt, for hun var alt andet, og hun følte mest hun var på kanten til gråd. Hun gik ham i møde uanset, og krammede ham tæt ind til sig. Det hjalp at mærke ham lidt. "Hej, Dylan." Hendes stemme var hæs, og manglede kræfter. Hun følte sig syg, forkert og alt andet end oplagt og glad som hun plejede.