Så var han tilbage! - Elena

S: Spisestedet
T: Aften, spisetid
O: En del halvguder selvom de fleste har spist på nuværende tidspunkt.
V: Lunt og ingen skyer
P: Jeans og en helt normalt t-shirt.

Julien gik træt imod spisestedet. Han var knap kommet til lejren og han var dødsulten. Turen hertil havde været trættende, og efter flere måneder i menneskenes verden uden sin normale kost følte han sig så dvask og træt. Han havde måtte forlade lejren ret pludseligt grundet familie problemer. Chiron havde givet ham besked og minuttet efter var han på vej. Ingen havde nået at få besked og han var faktisk ret ked af at han ikke havde fået snakket med Elena. Han havde lovet sig selv at så snart han kom tilbage ville han opsøge hende, men nu var han altså for sulten til at kunne snakke med hende og holde fokus. Hun fortjente en ordenlig forklaring. Hvilke kæreste forsvandt bare i flere måneder? Han havde det dybt forfærdeligt over det.
Mens han stod og var ved at få noget af al den mad han havde savnet så meget tænkte han måneder igennem. Det var ikke fordi han var vildt tæt med sin familie mere efter tiden i lejren. Hans brødre var så fremmede for ham og det gjorde ham faktisk ret trist. Det var selvfølgelig ikke noget han viste. Negative følelser gemte han altid til kamp og træning da det var god drivkraft.
Han vendte sig for at finde et sted at sidde. Det var ret let og han havde egentlig fundet et sted da han så den halvgudinde han havde tænkt så meget på. Hun sad alene, ikke til nogen overraskelse for Julien. Hurtigere end man kunne sige halvgud stod han ovre ved hende og satte sin bakke ned ved hende. "Elena! Jeg er så ked af det, jeg har savnet dig!" Han skulle til at kysse hende men stoppede. I stedet satte han sig ned og så lidt undersøgende på hende. Hvad hvis hun havde fundet en anden? Han ville ikke bebrejde hende. Han kunne ikke kræve hun ikke havde. Men han ville allerhelst bare kramme hende og kysse hende.

Påklædning: http://pumpsandiron.com/wp-content/uploads/2014/01/leather-leggings-sweater-outfit-4.jpg
Uden solbrillerne

Det havde været længe siden, at appetitten kunne findes hos Elena. Man så hende sjælendt spise gennem dagene, som var begyndt at føles længere for hende. Hun kunne ikke finde sig andet at fortage sig til morgenmad, frokost og aftensmad, end at sidde og prikke til, hvad end de fik serveret. Hun var begyndt at distancere sig fra sine søskende, og i stedet for at sætte sig ved Athene børnenes bord, så valgte hun at sidde så langt væk fra mængden som muligt. Ingen havde taget sig mod til at snakke til hende, for alle i lejren var godt klar over, at man ikke skulle forsøge sig på at komme i kontakt med Elena, hvis man ikke var sikker på hendes humør. Man kunne ende med et blåt øje, en brækket arm eller noget helt tredje. Måske endda uskadt, hvis hun var i humør til det. Christel var stadig i koma, Benjamin var ude på mission, Annabeth gav hende plads, og Julien... Han var ingen steder at finde. Forsvundet ud i den blå luft, og ingen vidste noget. Ikke engang hende.
En halvgud satte sin madbakke ved hendes side og kaldte hendes navn. Hun knyttede sin venstre hånd, da den højre var travlt optaget i at prikke til en tomat. Straks begyndte en indre vrede at koge inden i hende, men få sekunder passerede før hun indså, hvem halvguden var. Julien. Vendt tilbage fra guderne må vide hvorfra.
Det ændrede ikke på den byggende vrede indeni hende. Det gjorde den blot værre. Hun kiggede ham dybt i øjnene, men ikke et eneste ord forlod hendes læber. Hun ville ikke risikere at gå løs på ham med sådan et stort publikum. Hun rejste sig i stedet op, forlod sin mad og vendte ryggen til ham. Hun begyndte at gå hen mod lejren, men hun vidste ikke, hvad hendes destination var.

Julien var selvfølgelig forberedt på at hun ville være sur. Men dybt nede håbede han på en varm velkomst som et kram eller bare et smil. Helst så han at hun kastede sig om hans hals, men han vidste godt det måske var lidt at trække den. Han fik heller ikke noget overhovedet. Ikke engang et slag eller et ondt blik. Det forvirrede ham faktisk ret meget da Elena ikke plejede at holde tilbage. Han så lidt fortabt efter hende og skulle lidt forstå hvad det var hun gjorde. Så indså han at hun ligesom var på vej væk fra ham. Han snuppede et æble fra sin bakke og tog en bid i farten mens han skyndte sig efter hende. Han var stadig hundesulten, men han ville ikke lade hende gå. "Elena! Lena mus, vent nu lige!" prøvede han desperat. 
Det var svært at jagte hende og spise samtidigt så hans priortet blev altså Elena. Han smed æblet fra sig og greb i stedet ud og fik fat i hendes håndlad. "Mus, lad mig nu forklarer! Jeg ville ikke have forladt dig sådan, vel? Du kender mig da!" Hvordan skulle han forklarer det? Han ville gerne have snakker med hende og fortalt han tog af sted men der havde ikke været tid. Nu følte han sig som en idiot. Det værste var at hun var i sin gode ret til at smide ham ud til højre. "Undskyld, det mener jeg virkelig. Se nu lige på mig!" Han prøvede forsigtigt men bestemt at trække hende tæt på sig for at se ind i hendes øjne og lægge armene om hende for at berolige hende og vise hende at han altså stadig elskede hende.

Hendes skridt var hurtige, bestemte og lange. Hun vidste ikke, hvor hun gik hen, hvor hun ville ende henne, men det kunne også være lige meget. Hun følte sig pludseligt så malplaceret. Så forvirret. Så fortabt.
Så snart hans greb kom i kontakt med hendes håndled, så hun rødt. Hun havde måske savnet hans berøringer, hans hud mod hendes, men det havde ændret sig for hende. Hun kunne ikke lade vær med at føle, at han havde forrådt hende. Hun drejede sig mod ham, og i det næste sekund kolliderede hendes håndflade med hans kind. Hun stirrede på ham med sin underlæbe dækket af den øvre, for at forhindre, at den skulle dirre, men det hjalp ikke meget. Tårer havde formet sig i hendes øjenkrog, og hun kunne knap nok se ham gennem hendes våde øjne. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til ham, for hvilke ord kunne retfærdiggøre den mængde sorg og fortabthed hun havde følt, imens han havde været væk. Han havde ingen idé, om hvordan hun havde haft det, da han forlod hende uden ét ord.
"Og alligevel forlod du mig! Fra den ene dag til den anden! Du var væk i måneder!"
Hun kunne mærke en stor klump forme sig i hendes hals, men hun prøvede at kontrollere sig. Der var så mange spørgsmål, som hun gerne ville stille ham, men hun kunne kun tænke på ét. Hvorfor?

Han ville sige mere men det var lidt som om han pludseligt blev slået. Overrasket gav han slip på Elena og tog sig til kinden. Han kunne mærke slaget hele vejen i sin kæbe. Hun havde i hvert fald træner mens han var væk, styrke havde hun ikke fået mindre af. Han prøvede at bevæge sin underkæbe en smule for at finde ud præcis hvor det gjorde ondt og måtte ømme sig en smule. "For Hades, du slår sgu godt..." Han mumlede det for sig selv inden han rystede på hovedet for at komme videre og så ind i hendes øjne.
"Lena, det var ikke med vilje. Chiron hentede mig efter træning, jeg blev sendt hjem med det samme. Tror du virkelig jeg ville forlade dig? Tingene har været så hektiske. Mine brødres far var syg og de ville have mig hjem. Jeg ville have skrevet, det sværger jeg, ved Styx." Han prøvede virkelig at få hende til at forstå han mente det. Han måtte igen vrikke lidt med underkæben for at prøve og få smerten ned, uden helt. 
Lidt slukøret så han ned. "Og... Jeg forstår godt hvis du er sur. Og hvis du har en anden nu, jeg var jo væk så længe. Og jeg bliver ikke sur eller noget, det er fint nok." Det var overhovedet ikke fint nok, ikke engang bare tanken om at hun kunne have en anden. Men han var ikke en idiot og han kunne aldrig finde på at kræve hun var evigt tro, fra hvad hun vidste kunne han sådan set have været død. Julien så forsigt og usikkert på hende, uvidende om han fik flere slag eller hvad der ville ske.

Elena behøvede ikke nogen til at fortælle hende, at hun havde et solidt slag. Hun havde trænet sig frem til det, lige siden hun var helt lille. Det var skam ikke helt nemt at slå store Hefaistos og Zeus drenge ned. For ikke at tale og Ares' afkom. Hun var vokset op med dem som rivaler, og hun havde lært helt fra starten, at hun aldrig skulle tabe til dem. Det havde hun heller aldrig gjort.
Hun knyttede sine hænder igen. Det var ikke fordi hun ville slå ham, selvom hun virkelig havde nydt at give have en ordentlig én på skallen, men hun ville ikke ende op med at give ham direkte tæv. Selvom hver eneste sene, muskel, fibre og nerve i hendes krop strittede imod.
Hun valgte at lægge armene over kors. Det var et låst kropssprog, men hun tænkte ikke videre over det. Det havde altid været en refleks for hende at stille sig sådan, når hun befandt sig i situationer, som hun ikke just brød sig om at være i.
"Men det gjorde du ikke. Du havde muligheden for det i måneder, men du gjorde det ikke."
Hun var så indebrændt på ham. At han overhoved kunne tro, at hun havde fundet en anden, kom helt bag på hende. Det gjorde hende kun mere vred, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på det. Så hun sagde ikke noget. Hun kunne ikke sige noget.

Han så på hende og nikkede lidt. Han forstod godt hendes vrede og han var ikke selv sur. Hun kunne tæve ham hvis hun ville, han ville ikke bebrejde hende. Han skulle til at svare da han smagte jern og spyttede til siden en gang. Fantastisk, han blødte endda. Det var altså ikke tiden til at tude over det så han lod bare hvad end der nu blødte inde i hans mund bløde og så i stedet ind i hendes øjne. "Jeg kan ikke undskylde det nok gange. Du har ret. Jeg skulle have skrevet. Men... Elena, mine brødres far døde. Der har været så mange ting derhjemme, og sorg. Først var han syg og vi ventede. Så døde han og jeg kunne ikke bare tage fra min mor, vel? Eller mine brødre. Der er bare sket så meget, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv."Han så lidt ned i jorden. 
Julien var ikke bange af sig. Det havde han aldrig været. Så selvfølgelig kunne hans kæreste heller ikke skræmme ham. Han trådte tættere på hende og lagde sine arme tæt omkring hende og lukkede øjnene og nød sekunderne inden hun rev hans indvolde ud. "Men ved du hvad der var sværest? At du ikke var der. Jeg ville have givet alt for at du havde været der med mig. At have en der forstod, en der... En jeg elsker." Han havde sænket stemmen. Hvis ikke de havde stået midt i lejren havde han nok grædt, men han nøjedes med en rystende stemme. Der var ingen grund til at stå og tude her. I stedet holdt han bare rigtig godt fat i hende og håbede hun måske ikke ville slå ham lige nu.