Cutie patootie - Aiden

S: Hytten
T: Formiddag
O: Et par halvguder der ikke træner
V: Solen skinner 

Felix gik hjem imod hytten efter en omgang træning. Som altid var han blevet slået halvt ihjel, men var da sluppet med en rift i læben, en million småskader på hænderne og diverse små sår fra sværd eller knive på armene der fint blandede sig med gamle sår og ar. Han ville have trukket sine ærmer ned hvis ikke det bare gjorde hans bluse blodig og klam. Selvom man var halvgud der rullede sig på jorden i træning kunne man da gøre sit for at se bare lidt pæn ud. 
Irriteret tørrede han blodet fra sin læbe væk og sukkede da han nu stod med det på håndflade. Det var jo umuligt at holde sig ren og præsentabel i den her skov. Normalt var han ikke så irriteret, men han var sur på sig selv over at han endnu en gang var blevet banket og ikke havde forsvaret sig selv. Et bad og en tur om søen så ville han være helt fin igen, men lige nu var han bare sur på alt det her gude halløj. 
Men kun indtil han var ved at vælte en dreng i hytten da han trampede ind. Hans opmærksomhed var hurtigt på ham han var gået ind i og han greb ud efter ham. "Det er jeg dybt ked af!" Han så forskrækket på drengen og konstaterede han ikke havde snakket med ham før. Det gjorde det ikke bedre. Dårligt førstehåndsindtryk. Alligevel prøvede han at smile til drengen for at vise at han altså virkelig ikke prøvede at vælte ham.

Aiden sukkede. Han stod midt i hytten til alle Underguderne. Den var godt nok større indeni, end udenpå, mente han. Men sådan var det vel bare her? Sådan var det sikkert også i de andre hytter, så det var nok ikke noget specielt her.

Det var ikke længe siden, at Aiden var kommet til Halvblodslejren, som det jo så fint hed. Og han var allerede mere end forvirret. Mere forvirret end da han mødte det frygtelige væsen udenfor lejren, lige inden han kom herind. "I sikkerhed", som de kaldte det. Hvem de var, det forstod han heller ikke noget af.

Aidens tanker blev afbrudt, da han mærkede et skub i ryggen. Nu havde han jo også stået lige i døren. Men en lille svag lyd kom fra ham, idet han vendte sig om og stod nu ansigt til ansigt med en blond fyr. Boede han også her i denne hytte? Det måtte han vel gøre, siden han gik herind? "Det gør ikke noget. Jeg stod kun i vejen." Svarede Aiden og gengældte svagt drengens smil.

Felix så lidt på ham og nikkede lidt. Ikke fordi han var enig i det drengen havde sagt, bare... Fordi han ikke tænkte. Så gik det op for ham at han lidt stod og stirrede på den nye dreng og han så lidt rundt for ikke at virke enten virkelig creepy eller virkelig dømmende. "Ehm, nej jeg gik i mine egne tanker, det er ikke din skyld." Han lo lidt og rakte sin hånd ud som tegn til han gerne ville sige rigtigt hej. "Jeg har ikke set dig i hytten før. Jeg går ud fra du er ny? Mit navn er Felix." 
Efter håndtrykket satte han sin stav han brugte til trænig i nærkamp ned og smed det øverste lag tøj der bare var en hård læder vest der skulle passe på ham når han nu skulle have tæsk. 
"Er der nogen der har vist dig rundt? Du må næsten have haft en guide der har taget sig af det, eller hvad?" Felix rodede lidt op i sit hår, dårlig vane når han følte sig nervøs i nærheden af andre eller var bange for at sige noget dumt eller ydmyge sig selv. Han så ned i gulvet for ikke at stå og stirre på drengen igen.

Aiden betragtede den blonde fyr foran sig. Han bed sig svagt i underlæben. Han var ikke god med nye mennesker. Slet ikke. Det skræmte ham, for han var ikke god til at starte en samtale eller bevare en samtale. Men kort nikkede han så, som et lille svar på drengens forklaring på, hvorfor de var stødt sammen.

"Nej, jeg er helt ny," Svarede han ham og gav ham et lille og næsten genert smil, "Mit navn er Aiden Marlowe." Aiden tog imod drengens, Felix' hånd og gav den et blidt tryk. Hvorfor, han præsenterede hele sit navn, det anede han ikke lige.

"Nej.. Jo.. Altså, jeg blev bare vist herhen," Svarede han og så lettere forvirret ud. Hvilket han også var. Meget. Som han havde været lige siden han ankom til denne lejr. Endnu en gang betragtede Aiden denne fyr foran sig. Han var ret flot, specielt hans smil. Det var der noget helt specielt over, villehan gerne indrømme.

Felix' øjne endte alligevel med at falde på drengen. Det var nu høfligst at se på dem man talte med, og desuden var han jo ret flot at se på, så han havde alle grundene til at kigge. At han bed sig i læben var kun en smule charmerende. Det var i hvert fald Felix' første tanke. Det at drengen præsenterede hele sit navn fik ham til at smile lidt. Han forstod udmærket hvis drengen var nervøs, de havde jo alle været nye.
"Velkommen til så, Aiden Marlowe. Jeg kan godt lide de efternavn." Han smilede drillende til ham, uden at tænke over at drengen jo ikke ville forstå lowe/love joken. "Jeg ved ikke om du er interesseret, men hvis du vil.. Vil jeg gerne vise dig rundt? Eller svare på spørgsmål hvis du har nogen. Jeg kan godt huske følelsen af at være ny og pludseligt står her midt i en hel ny verden." Felix så ud af døren på alle halvguderne og satyrerne der rendt rundt derude og nu var en del af hverdagen. 
Med et smil så han tilbage ind i Aidens øjne. Det var som om den dårlige træning allerede var langt væk og hans fokus var også på noget langt mere positivt nu. Han følte sig i hvert fald ret positiv her i nærheden af Aiden, på en eller anden måde. Måske spændingen ved en ny ven? Han var ikke sikker.

På en eller anden måde, så følte han sig ikke specielt nervøs mere. Slet ikke som sådan, ikke lige nu. Aiden smilede snart mere og mere til Felix, som stod overfor ham. Ingen af dem havde, som sådan, rykket på sig. De stod stadig henne ved døren ind til hytten.

Så rynkede han øjenbrynene. Hvorfor mon? "Hvorfor?" Spurgte han og endnu en gang bed han sig let i underlæben. Han syntes selv, at hans efternavn var okay, men han havde aldrig rigtig fået at vide, at hans efternavn var noget specielt, "Men tak." Et smil dukkede sig op på hans let lyserøde læber. Han kunne godt lide Felix allerede; Han virkede så tålmodig med ham og så jordnær.

Så nikkede Aiden. Måske lidt for ivrigt? "Gerne!" Svarede han Felix og nikkede endnu en gang. Og de fik øjenkontakt, "Altså, det må du meget gerne." Sagde han så og lagde vægten over på det ene ben.

Felix tog fat i sin stav for at få den ind til hans ting inden de gik. Han så på Aiden med et forvirret blik da han spurgte hvorfor. Så gik det så op for ham at Aiden jo ikke kendte nogen eller deres gudeforældre. Han smilede lidt. "Marlowe. Lyder som love. Jeg er søn af Eros. Det var en.. Ja en ret dårlig joke. Men altså uden jokes, jeg kan godt lide dit navn. Det er harmonisk." Han smilede til ham, og mente det virkelig oprigtigt. "Men nu vi snakker guder, hvem er du søn af?" Felix havde fornemmelsen af de ikke var brødre. 

Inden han nåede at gå imod sit værelse for at komme af med tingene fik Aiden svaret ivrigt. Det fik kun Felix til at smile endnu mere, men ikke for at være venlig. Han blev sådan rigtigt glad over at den nye dreng gad og følges med ham rundt. Han var ikke sikker på hvorfor, nye folk var normalt ikke hans kop te, men måske havde de noget tilfældes uden at vide det? 

"Jeg går ind med de her og tager noget andet, mindre beskidt og.. blodigt tøj på. Så kan vi gå. Er det okay?" Han ville selvfølgelig ikke gå og skifte hvis Aiden helst ville afsted på sekundet, men han kunne godt bruge noget rent tøj og ikke ligne en der havde været i slagsmål.

Aiden betragtede Felix. Han rakte kort op nussede sig selv lidt i håret, hvilket bare gjorde håret endnu mere pjusket, end det allerede var i forvejen. Han bed sig i underlæben endnu en gang, men et smil kunne ikke holde sig tilbage. "Nårh.." Sagde han så og idet han talte, kunne han mærke, hvordan hans kinder fik en ganske let farve.

Denne Felix virkede så afslappet, så venlig. Ikke en, der farede rundt eller farede op. Eller en, der skubbede ham væk, nu hvor han var ny. På sin vej til denne hytte, igennem noget af lejren, havde han fået øjenkontakt med par stykker, men mange af dem havde blot vendt sig om eller ladet som ingenting. Det havde bare gjort Aiden mere utryg og nervøs, end han allerede var i forvejen. Men sådan var der desværre nogle, der var.

Aiden blinkede, som for at komme ud af sin tankegang. Han kiggede nedad Felix og bemærkede nu først, hvordan drengen egentlig så ud. Blodig og beskidt. Ville Aiden selv se sådan ud, efter noget tid her? Han hadede blod. Han hadede slåskampe. "Jeg venter bare.. Her." Svarede han ham med et smil og kiggede rundt. Ja, her. Han ville bare blive stående og vente på Felix, for han vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre af sig selv. Ligeledes stod han lille taske også bare ved hans fødder. Han havde nemlig ikke nået, at få pakket særlig meget.

Felix gik lidt i stå ved drengens pjuskede hår. Han så sikkert super dum ud som han stod og stirrede på ham men det var altså ret kært at se på. Han kom dog til sig selv og smilede lidt. "Søn af hvem, igen?" Han var ikke sikker på om drengen havde sagt det. Det pjuskede hår havde lidt distraheret ham. Det her var jo en perfekt start på et nyt venskab, at stå og glo og ikke høre efter. Mentalt slog Felix sig selv i baghovedet. 

Han så godt blikket Aiden sendte hans påklædning og tilstand. Han lo lidt og trak på skuldrene. "Det er.. Jeg er et særtilfælde hvad kamp angår. Det er en pæn måde at sige jeg stinker på. Bare rolig, det er de færreste der ser ud som mig efter træning." Han smilede varmt og gik forbi drengen for at gå hen med sine ting men vendte sig hurtigt om mod drengen igen og så ned på hans taske. 

"Kom med. Der er en ledig seng ikke så langt fra min. Tag dine ting med og pak lidt ud mens jeg klæder om hvis det er? Der er da ingen grund til du skal stå alene her i døren." Med et kast med hovedet gjorde Felix tegn til at Aiden skulle følge med ham. Endnu en gang hankede Felix op i sin massive stav og gik imod den del af hytten han sov i. "Vi er ret mange børn af underguderne, så her kan virke proppet. De fleste af os er rare. Børnene af Lyssa kan dog være lidt spacey, så måske skal du ikke lægge ud med at henvende dig til dem. Ikke for at plante fordomme i dig." Felix smilede til Aiden inden han smed sin stav ved sin seng.

Aiden kiggede på Felix. Søn af..? Åh, han havde helt glemt, at besvare Felix' spørgsmål. Han havde slet ikke hørt det. "Øh..! Jeg er søn af.. Månegudinden.. Mener jeg.." Det gav stadig ingen mening for ham. Men jo, det var vidst hende Månegudinden, som åbenbart var hans.. Mor. Det var stadig mærkeligt, bare at tænke det!

Så nikkede han kort, da Felix forklarede sin påklædning, og det fik Aiden til at tage en dyb indånding. Han skulle helst holde sig, så vidt som muligt, fra kampe, kunne han forestille sig. Det ville da helt sikkert ende med at blive hans død. "Jeg tror bare, at jeg holder mig lidt på afstand fra det." Han lo lidt, en anelse usikkert. Kunne man overhovedet blive væk fra træning, som Felix kaldte det? Det var nu ikke noget, han selv ville kalde det der.

Aiden bøjede sig ned og samlede sin taske op. Den lille og ynkelige taske, som han havde samlet med sig. Så fulgte han efter Felix igennem hytten. Der var nu alligevel ret mange senge derinde og ting. Gad vide, hvordan alle de andre var? Aiden kiggede på Felix, da han begyndte at forklare omkring nogle af børnene. Af.. Hvem? Det rystede han hurtigt af sig, da han ikke gad stille spørgsmål ved det nu. Så i stedet så han sig rundt efter en seng. "Øhm.. Hvilke senge er optaget?".

Felix så overrasket på Aiden. Han havde aldrig mødt nogen børn af Selene. "Selene? Hold da op, du er jo unik!" Det blev sagt lidt fem sekunder hurtigere end den del af Felix' hjerne der skulle fortælle ham hvad man burde og ikke burde sige virkede. Han slog med det samme blikket ned og bed sig i læben. "Altså jeg mener, fedt." Han smilede lidt akavet og prøvede bare at komme videre uden at dvæle ved hans lille udbrud. 

Da de var ved sengene smilede Felix lidt. "Du kan ikke bare slippe for træning, så havde jeg gjort det. Det er for at styrke os, forberede os, jada jada. Jeg er dårlig til det og bliver aldrig bedre. Men du skal nok klare dig. Hvis du er søn af månegudinden må du have vilde evner." Han så ret interesseret over på Aiden. Han ville gerne vide hvilke evner der lå gemt i den meget pæne og meget uskyldigt udseende dreng han snakkede med. 

Han trak sin trøje over hovedet for blot at afsløre blå mærker over hele hans overkrop. Han var helt klart en dårlig reklame for træningen, men det kunne han jo ikke gøre for. Han så rundt på sengen. "Altså, dem der ikke er fyldt med ting, som regel. Bortset fra dem derovre. De tilhører et par søstre. De kan lide orden. Men den der og den der er ledig." Felix pegede et par senge ud der lå en tre-fire meter fra hans egen inden han fandt en ren t-shirt for at få den på. En t-shirt ville i det mindste holde hans sår fra at klistre til stof. Han rodede i sit hår for at få det på plads og smilede over til Aiden. "Du vil få det hyggeligt her."

Aiden kiggede lidt rundt og nikkede så. Så kiggede han over på Felix med lettere store øjne, da han nærmest udbrød igennem hytten. Det kunne Aiden ikke lade være med at grine lidt over. "Hvorfor er det så specielt?" Spurgte han med et smil til sin nye ven. Eller hvad de var? Samboer?

Så nikkede han og tog endnu et syn rundt på sengene. Der var én. Aiden strammede grebet lidt om sin taske og gik derover til. Meget tæt på Felix' seng. "Tror du? Evner? Hvilke evner mener du? Talenter?" Aiden vendte sig og kiggede på Felix med en rynket pande bag den brune og pjuskede hår, "Har man nogle "specielle" evner, når man er søn af hende.. Månegudinden..?".

Han stillede sin taske på sengen og vendte sig så imod Felix, der nu stod uden trøje på! Han hørte ikke rigtigt, hvad Felix sagde. Slet ikke, faktisk. I stedet kunne han ikke lade være med at stirre lidt. Eller emeget. Okay, han stirrede meget over på Felix' overkrop og han kunne ikke holde sig selv tilbage. Desværre?

"Jeg har aldrig mødt børn af Selene." Han smilede til sin ven og trak på skuldrene. Han følte ikke for at uddybe at han bare følte der var noget specielt ved ham. Det ville lyde lidt for crazy og klamt når de lige havde mødt hinanden. 

"Ja, vi har alle specielle evner. Nogle flere end andre. Jeg rammer altid plet med en bue f.eks. Jeg har ikke opdaget resten af mine evner endnu. Jeg har en ven der er søn af Hermes, han kan gøre sig usynlig mere eller mindre, hans far er også gud for tyvene, så ja. Vi har alle vores ting. Jeg glæder mig til at se hvad du kan!" Han smilede glad til sin ven og så på sine sår for at tjekke om nogle af dem måske skulle tjekkes af en der havde forstand på det. Det så ikke sådan ud. 

Han gik hurtigt over til Aiden uden meget bangtanke og stak sit hoved helt op i ansigtet på ham. "Hvordan ser min læbe ud? Der er ikke betændt? Jeg har ikke lige et spejl." Personsfære gik han ikke så meget op i, han var søn af en kærlighedsgud, og kærlighed var altså fysisk nogle gange. Derudover var det jo svært at tjekke en sprækket læbe på en meters afstand. Han så spøgerende ind i Aidens øjne med et lille smil, selvom smilet trak lidt i såret.