A new friend - Aiden

Tid Aften, klokken er omkring 18.00
Sted Søen i Halvblodslejren
Vejr Vejret er lunt, solen er ved at gå ned over skoven i vest, og kaster et rød-orange skær hen over søens vand
Påklædning Click Here! (-flannelskjorten | +et par sorte vans)

Det var aften, og solen var begyndt at gå ned over lejren, hvilket annoncerede at 16-årige Molly Raekens første ud af mange dage i Halvblodslejren var ved at være overstået. Klokken var lidt over 18, og der blev egentlig serveret aftensmad i spiseområdet lige nu, men i stedet for at joine sine såkaldte "halvsøskende" som hun ikke engang havde mødt alle af, så havde Molly sneget sig ned mod det hun havde fået forklaret var en stor sø, der lå midt i lejren. Dagen havde været lang siden hun vågnede op i infermariet, og selvom hun trods alt havde været bevidstløs i tre dage, så var hendes mentale batteri tæt på at stå i nul nu. Langsomt satte Molly sig ned på det bløde græs ved søens bred, og trak sine knæ op under hendes hage, mens hun tankefyldt betragtede den nedgående sol over skoven på den anden side af søen. Dens lys kastede et rød-orange skær på søens letbølgende vand, og fik hende til at tænke på hendes mor, Lori Raeken, der altid havde elsket at se solnedgange. Det var snart 96 timer siden hun havde set sin mor sidst, og savnet var som en borende pilespids i hendes bryst, også selvom hun havde fået af vide, at hendes mor var kommet i sikkerhed hjemme hos hendes bedsteforældre i North Carolina, efter det voldsomme monsterangreb på deres hus i Detroit. Men hun var i live, det var det vigtigste, og det var alt der forhindrede Molly i at bryde sammen på stedet. Med et tungt suk plukkede Molly en af de små, hvide blomster der blomstrede i græsset ved søen, og drejede den mellem to fingre. Den var meget ligesom hende, spinkel og ensom i en stor, farlig verden. Hun tænkte tilbage og i løbet af de sidste fire dage var hun blevet angrebet af et enøjet monster, blevet drevet væk fra alt hun engang kendte og var rejst tværs over landet, for at ankomme til en lejer for en race af halvmennesker, som hun ikke engang havde vidst hun tilhørte! Og så havde hun oven i købet også lært noget om, hvem hendes ellers ukendte far var, og at hun havde rigtig, rigtig mange halvsøskende - hun havde endda overlevet en primitiv fægtekamp mod sin såkaldte "bror", hvilket bare var et vidunder i sig selv, for han havde været virkelig god i forhold til lille hende!
Det var et held, at hun stadig ikke var gået fuldstændig til hundende, men hun havde trods alt ikke helt givet slip på tanken om, at alt det her blot var en drøm, og at hun snart ville vågne i sin egen, trygge seng tilbage i Detroit. Håbet var lille, ja, men det var der ...