At bestige hele verdenen! (Connor)

Hvis der var en ting, Nolan faktisk var god til, var det ting som at klatre. Hans smidige krop fløj op ad væggen, hvis det først greb ham. Han var elendig til at slås, til at bruge våben og hans evne duede kun til at overtale...Ja, de fleste. Til gengæld var han hurtig, smidig, god til at undvige. Og klatre. Han forstod ikke hvorfor han ikke bare kunne være god til både at kæmpe og klatre, men sådan skulle det åbenbart ikke være.
I dag havde han valgt at bruge tid på klatrevæggen. Iklædt shorts og en T-shirt i lyse farver, havde han iklædt sig sikkerhedsselen, før han havde grebet en håndfuld kalk og var begyndt at klatre. Med bare fødder, ikke mindst, hvilket efterhånden kunne mærkes. Dog foretrak Nolan bare fødder, så de måtte bare vænne sig til det!
Han var kommet et godt stykke over jorden allerede. Nolan var intet muskelbundt, men han kunne godt lide at tænke at det alligevel måtte se lidt godt ud, som han klatrede her og allerede havde indhentet nogen der var begyndt at stykke tid før ham.
"Tag fat i denne her...Og hiv dig op her..." foreslog han til en, der havde kravlet et sted hen, hvor personen ikke kunne komme videre. En fejl mange gjorde, når de klatrede, var bare at finde et nyt punkt de kunne få fat i, uden at tjekke om deres rute fungerede hele vejen op. Ofte endte det med disse folk ville sidde fast og ikke kunne finde et nyt punkt, der kunne få dem videre. Man skulle til tider kigge op og se hvor det var nemmest at komme videre og så sikre sig man kom derover af. Planlægge sin rute.
Han nød dette. Han led ikke af højdeskræk og elskede at klatre helt op til toppen, elskede at vise der faktisk var visse ting han kunne finde ud af! Og udsigten over næsten hele lejren fra toppen var fantastisk. Med et lille smil kravlede han videre og nærmest svang sig fra et punkt til det næste.

Connor kedede sig den dag og hade fundet vejen frem til klatrevæggen. Han var ikke god til at klatre, det indrømmede han godt. Desuden, så led han af en eller anden underlig form for højdeskræk. Han brød sig ligeledes heller ikke om at flyve eller noget i den dur. Heldigvis havde han kun fløjet én gang i sit liv - dengang han og hans mor flyttede fra England til USA. Mere behøvede han ikke at flyve.

Så derfor befandt han sig nu på tilskuerpladsen, med få andre. Der var ikke mange ved klatrevæggen den dag, men det var også fint nok. Så der var ikke proppet. Mange befandt sig sikkert ved stranden eller søen. Det havde han også selv lyst til, men lige nu fandt han ro ved denne væg. Så i stedet for at kigge rundt på halvnøgne Halvguder og Satyrer, så sad Connor i stedet og kiggede på klatrende piger og drenge, der prøvede at klatre helt til tops. I løbet af hans mange år efterhånden her i Halvblodslejren, så havde mange nået til tops, men der havde også været mange, som slet ikke kunne finde derop og måtte opgive. Heldigvis var der en stor madras helt forneden, hvis man nu skulle falde ned, så ville man da lande blødt.

Connors øjne faldt på en ung fyr. Han syntes, at han havde set ham før, men fra denne vinkel af, så kunne han ikke se ham ordentligt. Han havde godt bemærket denne unge fyr, der var kommet lidt senere end mange af de andre klatrende, som han nu havde overhalet. Han styrede til at klatre. Connors nysgerrighed voksede sig kun større og større. Han gad godt vide, hvem denne unge fyr var. Mon han kendte ham? Skulle han mon klatre op og se efter?

Han kravlede videre med største selvsikkerhed. Dette kunne han, vidste han, så han følte sig ikke særlig usikker. Han kom hurtigt frem. Han ville nå helt til toppen i dag! Han så op for at tjekke om han kravlede den rigtige vej og konstaterede at han vist snart kunne kravle her i søvne.
Turen helt op til toppen var lang og kunne være trættende. Lidt over halvvejs stoppe han op et sted, hvor han havde godt fat og kiggede ned. Der var langt ned og han følte et lille sug i maven og smilte lidt for sig selv, før han kiggede op igen. Der var et godt stykke, men han var faktisk ved at føle sig lidt udmattet. Han overvejede det lidt. Til sidst slap han og begyndte at hoppe ned, med et tag i sikkerhedsselen, der hjalp en hurtigt ned igen. Han hoppede og til sidst kunne han mærke den bløde madras under sig igen. Med en mere eller mindre erfaren bevægelse løsnede han sig fra selen og krøb ud af den, så en anden kunne komme og tage pladsen. Han så sig omkring...Og bemærkede en dreng, som han havde set flere gange. Hvad hed han nu? Conrad eller Connor eller noget i den stil...Selv efter så mange år, kunne han til tider glemme folks navne, hvis han ikke snakkede regelmæssigt med dem. Med et frisk smil gik han over til drengen og satte sig ved siden af ham. Han var lidt træt i kroppen, det tog ofte flere kræfter at klatre end folk troede.
"Overvejer at tage en kravletur?" spurgte han i en let tone, før han så tilbage på den høje klatrevæg.
"Eller der er måske ting du hellere vil?"