Well Hello There! ~ Connor

Averie sukkede lykkeligt. Det var her hun havde det bedst. Alene. Ude i naturen, med en god bog. Gåsehuden bredte sig udover hendes spinkle arme, og hun gyste let. Hun vidste det ville være en god idé at smutte ned i sin hytte efter en jakke, men hun orkede det ikke. Samtidig, elskede hun følelsen, de fleste mennesker fandt ubehagelig. Hun følte sig levende, hvilket hun ikke så tit gjorde. Hun følte sig for det meste som en omvandrende.. zombie. Eller en brik. I et underligt spil. For, selvom hun godt nok var en vaskeægte halvgudinde var hendes liv.. kedeligt. Hun følte hun gik i ring. Hun gjorde jo det samme hver dag. Averie lod sig et øjeblik løsrive sig af bogen og tillod sig at kigge ud over søen, som himlen spejlede sig i. Himlen var efterhånden mørk, men hun lod sig ikke gå på af det. Søen var næsten tømt for mennesker, og jo hurtigere det gik des bedre. Hun elskede at være alene. Som mindre havde hun hadet det, men nu da hun havde lært at det ikke kunne blive meget anderledes, havde hun valgt at leve med hvad hun havde.

Connor kom langsomt gående ned imod søen med hænderne begravet i sine lommer på sin jakke og med blikket rettet ned imod sine lettere ødelagte Converse sko. Han stoppede op, da han endelig var nået ned til søen og kiggede rundt med små øjne. Hvad skulle han gøre af sig selv nu? Han havde ingen idé. Han gik ned til søen, men stoppede selvfølgelig før han ville gå ud i vandet, for han ønskede da bestemt ikke at komme våd tilbage til sin hytte. Han kiggede rundt og fik øje på en pige, der sad med en bog og så ud til at læse i den. Hvorfor skulle hun ellers bare sidde med en bog? Han kneb øjnene i og nærmede hende langsomt.

Averie var helt forgabt i sin bog, og det var endelig lykkedes hende at forsvinde lidt. Det var blevet lidt køligere og hun overvejede kraftigt at hente sin jakke, siden hun ikke havde andet end sin kjole på. Det virkede som en okay idé da hun var taget derned. Pludselig kunne hun høre fodskridt i nærheden af sig og hev sine høretelefoner ud af sine ører, og hævede sit hoved. Averie spottede en..øhm.. rødhåret dreng komme gående mod hende. Bare han gik videre, hun var så akavet i nærheden af.. tja alting der trak vejret. Hun orkede det ikke. Averie forsøgte at gemme sig lidt halvt bag træet, men hun vidste hvor åndssvagt det måtte se ud. Hvorfor overhovedet spilde sin tid på at gemme sig? Han skulle sikkert bare spørge, om hun havde set en eller anden, han ledte efter. Eller om hun vidste, hvad klokken var. Måske var han bare ny og havde brug for at vide, hvor jordbærmarkerne lå? Hun satte endnu engang sine høretelefoner i ørerne og forsøgte at skifte fokus til sin bog.