Lad vær og gå i vejen og se dig for! - Mikal

S: Spisestedet
T: Frokost
O: En masse spisende halvguder der sidder ved deres borde
V: Solen skinner, men blæsten gør det ikke er for varmt

Dagen den dag var som alle andre dage. Træning, flirten og at få hvad hun ville have. Litsa klagede slet ikke, og som hun sad sammen med sine søstre ved Afrodite børnenes bord kunne hun ikke finde noget at klage over i sit liv. Hun havde alt. Venner, flirts, godt udseende, alt kørte. Ingen sagde nogensinde noget imod hende, hvorfor skulle det? Skulle det komme til kamp var sandsynligheden for at hun vandt alligevel stor, så de fleste gjorde klogest i at holde mund og indrette sig. Det vidste flertallet også, og nu hun var Afrodite datter var det meget får der skulle overveje det mere end et par sekunder. Et par blink med de store brune øjne og alt blev serveret på et sølvfad for hende. Modstand var sjældent. 
Hun rejste sig for at få mere at drikke, en så pæn hud som hendes skulle hydreres. Samtalen med hendes søstre stoppede dog ikke på grund af det, og mens hun hældte op i et glas snakkede hun stadig højlydt med dem. Det var nok også grunden til at hun ikke så drengen tæt på sig da hun vendte sig mod bordet for at gå tilbage. Det var først da det kolde vand gjorde hende t-shirt våd hun opdagede ham. Et overrasket gisp kom fra hende da vandet ramte dem begge og hendes øjne søgte årsagen til problemet der i hendes øjne var drengen foran sig der stod i vejen for ham. "Se dig dog for, idiot!" vrissede hun irriteret. Hvor vovede han at være grund til hendes ydmygelse.

En hånd smækkede mod hans lår samtidig med at han blev mødt med et hårdt blik, efterfulgt af, hvad han selv bemærkede som en ubegrundet understregning, et par skarpe negle der fandt vej ind i hans kødet på hans lår. Med et enkelt nik bekræftede han at beskeden var modtaget, og Mikal kunne igen ånde lettet op da hans halvsøster skånede buksebenet. Selv benet syntes at forstå, trippene var stoppet, følesen af kontrol var tilbage igen. Utålmodigheden hjalp det dog intet på, specielt eftersom han i grunden have glemt hvad de egentligt ventede på, og kort efter da chokfaktoren fra hendes lydløs reprimande var glemt, begyndte rysten af benet igen.

I sidste sekund, som neglene har retning imod hans ansigt, skydes en bemærkning om manglende bestik af sted der redder ham. Det tager to sekunder før han var afsted i trav, væk fra krads mærker. Mere fokuseret på hans flugt end omgivelser stopper han først da blev overrasket af vand. Straks vender han sig tilbage mod personen, overraskelsen i hele hans ansigt, hvor efter han kigger ned over skaden. Bemærkning der smækkes i ansigtet på han, næsten i samme form som vandet, er dog det mest uventede og hans opmærksomhed er tilbage på hende. Et svar kommer dog let til han. "Hvem kalder du idiot? Det er dig med vand og kop." hvæsede han lavmeldt, med en skarp håndbevægelse i retningen af nævnte genstande.

Litsa stirrede på drengen et par sekunder. Han havde rent faktisk svaret hende igen. Ham. Hvor vovede han. Hvis hun huskede rigtigt var han en af undergudernes unger, og derfor ikke en person hun regnede for ret meget. Generelt havde hun lidt til overs for guderne, og underguderne regnede hun kun endnu mere for at være lallende idioter. Deres børn tillagde hun heller ikke meget. "Hvad sagde du?" Hende stemme var tydeligt overrasket. Hun forstod stadig ikke helt at en som ham der ikke havde været i lejren længere turde sige hende imod. 

Hendes krops position ændrede sig. Hun knyttede hænderne, bed tænderne sammen og lignede mest en der var klar til kamp. "Du skal ikke snakke sådan til mig. Ved du hvem jeg er?" hvæsede hun vredt. Det var ikke en sætning hun tit brugte, hun syntes det var plat. Men lige nu gik han imod hendes status som en hardcore datter af Afrodite der ikke tog noget fra nogen. Hvis de skulle ende i en slåskamp gjorde hun det gerne, også selvom hun egentlig var vejleder og skulle være et forbillede. En spade som ham skulle ikke tro han kunne komme afsted med at snakke til hende på den måde, og tale igen.

Han åbnede munden, klar på at gentage sig selv, men klappede i som pigen forsat, hans mund trak sig der på sammen til en tynd streg. Problem så han egentlig intet af, det han reagerede på var udelukket hendes beskyldning. Med lidt til overs for den sociale rang i campen var det at være syndebuk fremmedet. Det han så var for ham sandheden og koppen var i hendes hånd mens hans var tomme.

Situationen syntes kun at blive mærkeligere som pigen ændrede krops holdning. Det nye forstærkede udtryk, gjorde dog humøret mere klart for Mikal. Afpillet selv, var kamp ikke optimalt for ham. Istedet havde han lidt højde at gøre godt med. Han rettede sig op i 179 cm højde og stak hænderne i lommerne. "Jeg er ret ligeglad." den hæse tone hang ved, selvom selve hvæset fra overraskelsen var væk.

Litsa så undrende på drengen. Han var ikke let at greje og det irriterede hende. Hun var normalt god til at læse folk, men han virkede.. utilregnelig og svær at læse. Hun måtte altså prøve en anden taktik end det fjendtlige og ændrede derfor kropholdning igen. Hoften blev skudt en smule ud til siden og hendes bryst skudt frem. Hendes ansigt blev mildere og hun smilede blidt til ham. "Du har ikke været her ret længe, har du?" Hendes stemme var blevet blød og sød at høre på. Hun trådte roligt et skridt tættere på ham. 

"Jeg er datter af Afrodite. De fleste har respekt for os. Det burde du også, uanset hvor stor og mystisk du selv synes du er." Hendes tonefald var uskyldigt med ordene var ment til at skulle være spydige og stikke. De fleste halvguder holdt sig på en respektable afstand af hende og hendes søstre med mindre de blev inviteret tættere på med smil eller vink. Han var det stik modsatte og for Litsa måtte han gerne holde sig langt væk fra hende efter det her sammenstød.

Klar på at forblive stående rank, formåede hun igen at overraske ham med en ny kropsholdning. Hvad han før havde forstået ved situationen var væk, han var tilbage på bar bund hvad pigen havde gang i. Optrækket til tæsk kunne han sagtens opfatte, men hvad end det nye var havde han ingen ide om. I små forvirring, løftede han et øjenbryn men hans øjne gled ned og op igen. Bar bund.

"Stadig ligeglad." meddelte han og slog kort ud med armene for understregning af hans mening. Sætningen var simpel, selv kunne han ikke forstå hvordan det var relevant hvem hun var. Det var jo bare vand. Han trippede lidt fra den ene til den anden fod og lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad har noget af det her med splidt vand at gøre?"

Litsa smilede blidt til ham. "Det har det med spildt vand at gøre..." startede hun ud og tog sig den frihed at lægge en hånd imod hans brystkasse nu hun var tættere på. Hele hendes kropsholdning og udtryk flirtede, men hende stemme var lav og meget seriøs, hvis ikke faretruende. Hun brød sig ikke om at en som ham troede han var noget og troede han kunne gøre som han ville. Hun var mere vigtig end det. ".. at jeg ikke vil støde ind i dig på samme måde igen. Jeg bryder mig ikke om at folk som dig tror I er noget værd." Hun fnøs over ham i hånlig tone. 

Hun prikkede ham hårdt i brystet og fik den samme kulde i blikket som var i hendes stemme. Hun kunne ikke lide hans attitude og ville ikke finde sig i at blive behandlet så ligegyldigt. "Hvem er du?" Hun ville gerne vide hvem han var, sådan til fremtidig overvågning. Hvis nu hende eller en af hendes venner fik problemer med ham igen ville hun ikke være bange for at slå igen. Det var barnligt, nærtagende og bitchet, men hun var ligeglad. Hun havde sine standarder og holdt dem.

Mikals øjne fløj til hånden på hans bryst ved den pludselige berøring. Usikker på hvad hand skulle blev det mere til en nedstirren. Udover det blev han dog stående i den samme position hvor andre måske ville have rykket bagud, viget. "Hvad? Folk som mig?" Kommenterede han halvhjertet, uden at kigge op på hende. Han havde travlt med at find ud af hvad der foregik inde i hans eget hovedet. En positiv følelse var det i hvert fald ikke, med hvad var det så?

Ubehag, det var ubehag. Endelig med en konklusion, skubbede han hånden væk i en hurtig bevægelse også ned i lommen igen. Og da følesen forsvandt, slippede det der havde fastholdt hans øjne og han kunne se op igen. "Mikal." sagde han roligt og mødte hendes blik igen.

Hun nikkede en smule til ham da han gentog hendes sætning. "Børn af underguderne." svarede hun koldt tilbage. HUn anede ikke hvem han var søn af, men hun var også lidt ligeglad. Det var en undergud, og de var typisk ikke ret vigtige. Ikke sådan som hun så folk.

Hun rynkede brynene lidt da han sagde sit navn og kunne ikke rigtigt huske at have hørt noget lignende før. "Mikael?" Spurgte hun undrende og så lidt undrende på ham. Han kunne ikke være fra USA med det navn det var hun ret sikker på. Men han var heller ikke fra syd Europa som hende. Det navn sagde hende slet ikke noget så hun betragtede ham endnu mere. "Hvor er du fra?" Hun spurgte af oprigtig interesse den her gang. Specielle folk interesserede hende fordi de så tingene anderledes end andre. Han virkede i hvert fald speciel. Hun var bare ikke sikker på hvordan.

Hendes svar giver ham ikke mere afklaring. En igen en smule små forvirret, tripper han lidt igen, flytter vægten mens begge hans øjenbryn sidder i panden. "Jeg kan ikke se hvordan det er relevant." Når han lige akkurat at indskyde inden et kuldgys går igennem hele hans krop.

De ufrivillige reflekser var igang inden han selv nåede at opdage det. Ud af intet begyndte hans venstre øje op en række af urytmiske, kort blink. Hans kæbeparti spændt i med det samme som han ventede på øjet til at stoppe. Med kontrol over øjet igen kunne han tale igen. "Finland." formår han sammenbidt at svare før han en rettelse skyder ud af munden på ham. "Mih-kalh." Øjet skal næsten til at forsætte men han får knibet det godt sammen. Måske ser der sært ud for hende, men det er ikke hans problem. Til gengæld hader han at miste kontrollen og efterlader ham med sre føleser han stadig ikke forstår. Så han kniber kun endnu hårdere.

"Jeres forældre har ikke lige så meget indflydelse som vores." Svarede hun koldt og trak på skuldrene. Det var sandt nok, og det var derfor heller ikke deres forældre hun var interesseret i. Det var børnene af dem der betød noget, dem der kunne gøre en forskel. Det var hendes overbevisning i hvert fald. I forhold til hvad hun planlagde og håbede på fremtiden ville bringe.

Hun så undrende på ham da hans ansigt så ud til at have krampetrækninger af en art. Hun løftede et øjenbryn men fandt ham kun mere interessant. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham lidt. Måske var han ikke så ubrugelig. Han var i hvert fald mere kontrolleret end mange andre. Det var en kvalitet hun godt kunne lide i folk. "Finland? SPændende." Hun smilede en smule og lyttede så da han talte igen. "Mikal? Okay. Sorry, har ikke hørt navnet før. Litsa." Hun rakte en hånd frem for faktisk at være høflig. Han havde fanget hendes opmærksomhed og virkede brugbar for hende på lnag sigt. Så kunne hun godt opfører sig pænt.

Denne gang var han forberedt på det, og øjet endte med kun at tage et par enkelte ryk som udtalen var bedre. Så var der kun spændet i hans kæbe. Hans øjne blev fjerne. Med faste, vante bevægelse pressede han venstre hånd mod, et 'knak' kunne høres og derefter bevægede han den frit igen. Af vane blev alle fingre også hurtigt knækket i lommerne som en del af processen. Som hans rutine var færdig gjort fokuserede han igen på hende.

"Du har ingen ide om hvem min gude forældre er." Bemærkede han med et ryk på næsen. Personligt var han ligeglad med hans mors position, hvad så end den var, men følte stadig et eller andet røre i sig som forældre blev nævnt. På trods af lige at være slippet fra spænd var han hurtig tilbage, denne gang med resten af kroppen som hendes hånd løftes, hans egen klar til at slå den væk. Det blev dog kun til en stirren som hånden bare hang i luften.

Hun så lidt afventende på ham men kunne godt mærke han ikke rigtigt følte for at hilse. Hun forstod ham godt, hendes førstehåndsindtryk havde ikke været det bedste, den tog hun gerne skylden for. "Nej du har ret. Undskyld. Lejr stereotyper." Hun trak lidt på skuldrene for at sige undskyld og tog hånden til sig. Det var meget sjældent hun sagde undskyld, men den her dreng var heller ikke typen hun var bange for ville ydmyge hende.

"Jeg er ked af jeg angreb dig på den måde. Som sagt, lejr stereotyper. De plejer at passe. Men måske tager jeg fejl." Hun smilede venligt uden sin falske facade. Hun samlede sine hænder foran sig og håbede lidt drengen ville give hende en chance. Lidt forsigtigt prøvede hun at fange hans øjne og smile oprigtigt og opmuntrende til ham.

Mikal skiftede fod som han stod og vejede hende, igen i hans tilbagelænede position med begge hænder i lommerne. For ham kom undskyldningen ud af ingenting. Forundret kiggede han på pigen, lod hovedet falde lidt til den ene side hvor det gerne ville være. Man undskyldte kun for dårlige ting, som når man slog nogen, havde han lært af hans far. Så vidt han kunne huske havde hun ikke slået ham så han endte med trække på skulderene en enkelt gang.

Usikker på hvad der præcist var ment tog det ham et øjebliks oversættelse, forståelse og overvejelse før han simpelt endte med at spørge istedet. "Hvad mener du med det?" Han mødte hendes øjne, men med et ansigt der forblev blankt som før.

Hun så på ham og blev på en eller anden måde kun mere interesseret over hans stille væsen. Der var en masse usagt over ham hun ikke kunne greje. Som om der var en masse hemmeligheder over ham hun gerne ville vide. Hun kunne selvfølgelig ikke vide det, men det var den fornemmelse hun fik af ham. "Undskyld at jeg gik ud fra du bare var ubrugelig. Det var ikke pænt af mig. Det var rigtig dumt af mig." Hun var ikke sikker på hvad det var han ikke forstod men han havde hendes interesse og dermed også hendes tålmodighed.

"Jeg vil gerne være din ven. Også selvom jeg opførte mig dumt." Hun ville forstå hvis han ikke gad, men det var forsøget værd. Hun var så sikker på der lå mere end bare den tavse type bag ham. Han var jo halvgud, og halvguder var som regel af en speciel støbning. Nogle af dem mere speciel end andre.

Mikal forsvandt ind i sig selv som han opfattede og afkode. Fnyset hendes henstilling skabte, kunne han ikke holde inde, men samlede sig hurtigt igen. Han havde kun forstået en af hendes føleser, hvilken ikke ligefrem passede med ordene der kom ud af hendes mund. En sær fornemmelse af deja-vu indfandt sig, men som han ikke kunne forstå den virkede det udelukket som endnu et skævt øjeblik i hans tidslinje før det blev ignoreret.

"Ikke det." Han rystede på hovedet som om hans bemærkning ikke var nok. Svært ved at finde de rigtig ord, de ord hun havde brugt, kløede han sig i håret. Da ordene ville forme sig på hans tunge, rettede han sig op med et ryk "Det med undskyld er ligemeget, det er kedeligt. Hvad mener du med lejr stereotyper og det med at passe?", sagde han, før han sank tilbage med hænderne i lommerne igen.

Litsa så undrende på ham da han rystede på hovedet. Grunden fik hende til at le lidt. Det var kedeligt at hun undskyldte? Hun kunne lide ham mere og mere. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Du er virkelig ikke som de fleste." konstaterede hun kort. Hun mente intet ondt med det, det var bare hendes opfattelse af ham. 

"Altså, de fleste haren holdning til børnene af de forskellige guder. Ares børnene er for enrgiske og hårde, Dionysos' børn kan ikke andet end at drikke og Athenes børn er bedre vidende. Sådanne nogle ting, du ved." forklarede hun roligt med et træk på sine skuldre. "Du passer ikke på mine stereotype af undergudernes børn. At I er ubrugelige og dumme." fortsatte hun lidt mere tøvende. Hun vidste godt man ikke kunne tro på stereotyper, men alligevel levede hun ret meget efter dem.

Mikal prøvede så vidt så muligt som at følge med i hvad pigen sagde, men med den større mængde af ord mistede han et par stykker i farten og derfor tog det han et ekstra øjeblik som han skulle sætte sætningerne sammen i hovedet. For hans skyld kunne hendes udsagn sagtens være sandt, han havde knap nok styr på hvem der var hans egne halvsøskende, så der var da sikkert et par ADHD børn og en flok fordrukne teenagere randene rundt et eller andet sted her.

"At i gider holde styr på det." Mumlede han selvom det egentlig mest ar til ham selv. Dette måtte da tage energi at skulle vide hvem der var hvem og hvordan rygtet hang sammen med personen. Endnu en tanke strejfede og nåede ud af munden inden den kunne tænkes færdig, "Men hvordan ved du jeg ikke er ubrugelig?"

Hun trak lidt på skuldrene. "Det ved jeg heller ikke du ikke er. Men det er den fornemmelse jeg har. Du er... kontrolleret." svarede hun med et smil. Han virkede ret rolig, men hvis han nu var søn af en gud for et eller andet med ro var det måske naturligt nok. Hun måtte nok vide mere om ham for at kunne bedømme det ordenligt. Derfor valgte hun også at sætte endnu et sødt smil og ansigt op.

"Hvem er du søn af? Hvis jeg må spørger?" Hun blinkede lidt med sine store brune øjne. Det virkede normalt men indtil videre havde Mikal trods alt ikek vist det mindste tegn på interesse. Det her var sidste forsøg, ellers måtte hun nok klare det natural, og uden at spille på noget. Det var meget sjældent hun ikke spillede i det mindste på bare udseende eller en sød stemme. Hun var i tvivl om hun overhovedet kunne huske hvordan hun var 100% sig selv og ikke en ofrdelagtig version.

"Den er ny.", et dovnet smil bredte sig på Mikals ansigt. Kontrolleret var langt fra hvad folk normalt brugte om ham og hans halv søskende når man havde set dem i fuld udfoldelse. Det var udelukket et ord folk brugte når de ikke kendte ham. Han var lidt ved siden af normen, det viste han udmærket godt, men sådan var det. Der var ikke så meget at gøre med det med en mor som hans.

Smilet faldt igen og det blanke ansigt han fik når han slappede af var tilbage. "Lyssa." sagde han roligt, som om han havde nævnt en hver anden normal gud og ikke gudinden for vanvid. I modsætningen til ham, syntes det venstre øje dog godt at vide reaktionen dette udsagn kunne få måske ikke var umiddelbar positiv og igen begyndte at blink, denne gang i en ny rytme. Dette irriterede Mikal, der denne gang , i et split sekund halv muggen, forsøgte at stoppe det ved at massere rundt om øjet.

Litsa lyste næsten op i et oprigtigt smil da han gjorde. "Du kan jo smile!" Sagde hun med en glad tone. Det var ikke fordi hun ville nedgøre ham, hun var oprigtigt glad og overrasket over at han smilede. Med lidt god vilje var han også ret pæn når han smilede. Det var nu ikke hendes hovedfokus med Mikal, men som datter af skønhedens gudinde lagde hun mærke til det.

Hans svar overraskede hende også, først i den negative retning. Lyssa? Måske var han ikke helt tilregnelig. Hun kom dog hurtigt i tanke om at mens de havde snakket havde han trods alt været ret rolig og til at snakke med, så hun var ved godt mod. "Jeg har aldrig mødt et barn af Lyssa sådan rigtigt. Du er en af de bedre fra hvad jeg har hørt om de andre." Konstaterede hun. Hun havde hørt syrede historier om Lyssas børn men han virkede nu ikke helt som typen. Hun var ikke sikker på om han bare var god til at skjule det eller om han faktisk var fornuftig.

Det tog et par gnid før øjet stoppede igen. Hendes ikke negative reaktion var dog hvad i sidste ende stoppede det og han kunne fokuserer på samtalen igen. Et enkelt fnys var hvad der kom som svar. Selvfølgelig kunne han smile, det kunne alle mennesker, halvguder eller ej. Mikal syntes det var en sær konstatering og kommenterede derfor ikke mere. Igen smilet han lidt, dog mindre, med et lille ryst på hovedet.

Egentlig var han ikke meget inde i sladre, han kunne til tider ikke engang huske hvor han sov i lejren og måtte vente på hans halvsøskende til at finde ham. Men når det var om han og hans egne blev det pludseligt interessant. "Hvad har du da hørt?", spurgte han med et øjenbryn oppe i panden og et løft i den ene mundvig.

Hun så på ham med hovedet lidt på skrå. Han måtte da kende nare et par af rygterne? "At i skulle være utilregnelige og sære. Jeg har nogle sindssyge ting, blandt andet at en af dine brødre har druknet nogle ugler. Men du slår mig ikke som at være ugle morder" svarede hun med et blidt smil. Det var sandt og det falske prallede stille af hende. 


"Du er da noget helt for dig selv. Fra Finland, en næsten normal søn af Lyssa?" Hun lo mildt og trak på skuldrene. "Jeg kan godt lide dig." Konstaterede hun til sidst. Han virkede som typen der skulle have tingene sagt direkte til tider.

"Jeg har ikke slået nogle ugler ihjel så vidt jeg ved.", sagde Mikal. Det trak på smilebåndet selvom ham mente så bogstavlig talt som han sagde det. Det kunne godt være sket i et sært øjeblik, sorthuller var ikke ukendt for ham men han var ret sikkert på at han ville have husket hvis han var vågnet op med fjer over det hele. Selve historien med var også kendt for ham. Hans søskende fortalte gerne om deres ... bedrifter, ofte endte det endda ud i at skulle over gå hinanden og så kom alle historier på bordet.

Mikal gav en halv hjertet 'meh'-lyd som svar. Det lød som en konstatering, de behøvede ikke ordenlige svar. Hvis det var et spørgsmål vidste han heller ikke hvordan han skulle svare. Selv syntes han da han var sådan okay normal, i hvert fald hvis ikke talte de sort huller med, men både hans far og en del andre fra lejren havde modsagt ham. Han undreringer var dog hurtigt glemt med den sidste bemærkning og han stak hende et stort smil, der vidste alle hans tænder.. måske ikke det kønneste syn, men han kunne ikke holde det tilbage.

Litsa lo lidt. Selv hvis han mente det alvorligt fandt hun det lidt kært. Hvem her i lejren havde ikke dræbt et eller andet anyways? Hun skulle ikke dømme på det punkt. Hun så ham i stedet lidt an som han nærmest skat en grimasse af hende, noget hun tolkede som et smil. Det var ikke specielt kønt, men charmerende nok på en lidt kluntet måde. Hun rystede lidt på hovedet med et smil.

"Du er en mand af få ord, hm? Altså med mindrr du er meget glad for spisestedet, kunne vi eventuelt finde et andet sted at snakke? Eller stirre undersøgende på hinanden, hvad du nu foretrækker" drillede hun med et træk på skulderen. Hun ville i hvert fald gerne lære mere om ham, hun var så bare ikke sikker på om den interesse var gengældt. Den følelse var sjælden, at hun var usikker om en drengs tanker om hende. Måske derfor var hun nysgerrig? Det var en teori hun ville overveje og sikkert finde svar på afhængigt af Mikals svar og reaktioner.