Godt og grundigt på udebane - Thomas, Mikal

Viktor var mere eller mindre ved at dø af skræk. Han var blevet sat på en opgave, en han bestemt ikke brød sig om. For det første var det uden Rosa ved hans side, så han var alene. For det andet var det at være social, en ting han havde diagnoser på han ikke havde let ved. For det tredje skulle han faktisk snakke med en ny person. Alt i ham skreg at han bare skulle gå og lade som ingenting. Men så ville Rosa skamme sig, og han gjorde for det meste hvad der blev sagt, så det ville ikke gå. Der var faktisk overhovedet ikke noget der kunne hjælpe situationen. Ikke engang Mikal, for de var begge vildt dårlige på det her område. 
Han vidste godt at han havde fået det tildelt fordi lejren ville se om de kunne komme hans asociale adfærd til livs, og få ham ud blandt nogle folk der ikke var hans søster, men han brød sig stadig slet ikke om det. Han var lænet imod et træ, og vippede nervøst med benet. Han så ned, og håbede at verdenen omkring ham så ikke rigtigt opdagede han var der. Med hans farveløse påklædning blev det lidt lettere. Hans jeans var godt brugte og hans t-shirt havde en går nuance der faldt godt i et med en baggrund. Men han slap ikke. 
Af refleks så han op da hans navn blev nævnt, og han skubbede sig ud fra træet. Han gik hen imod huset, da Chiron sendte den nye lejrdeltager ud for at møde Viktor, der skulle hjælpe ham. Den nye deltager var en dreng, men siden Viktor gjorde alt for at undgå øjenkontakt, fik han ikke rigtigt nogle af hans træk med. Først da Chiron hurtigt overlod dem til sig selv, løfter Vik blikket bare en smule, og så ind i drengens øjne et kort øjeblik. "Viktor, Artemis' hytte." Han præsenterede sig som han huskede Rosa plejede. Han overvejede at række hånden ude mod fyren, men var usikker på om det var rigtigt, så han lod bare vær. Hans blik faldt også hurtigt ned i jorden igen.

Sikke en nat! Ikke at Thomas huskede vildt meget, men han huskede da lidt fra de forrige par timer. Han huskede blandt andet, at han var blevet jaget igennem en skov med et eller andet voldsomt stort efter sig. Han huskede, hvordan han løb i frygt, helt alene, og uden at vide, hvor fanden han end skulle løbe hen. Hurtigt havde han fundet et eller andet stort skilt, som han fik til "Halvblodslejren". Hvad dette end måtte betyde, så løb han derind. Igennem den lille "port" af en indgang. Her var han løbet direkte ind i et par mennesker, og så besvimet. Mere kan han altså ikke huske. Og nu stod han her; sammen med et halvt menneske, halv hest. Chiron, ikke? Han kiggede op på ham, da fyren sagde et navn. Viktor-et eller andet. Thomas så sig fremad og fik øje på en lyshåret fyr, der kom nærmere. Hvad mon den fyr skulle? Ikke at fyren så specielt komfortabel ud. Mon han var okay? Thomas kneb øjnene lidt i, da fyren begyndte at præsentere sig.
"Øøøh... Thomas Campbell,"
Præsenterede sig herefter og ventede lidt på, at fyren ville række en hånd frem. Men det gjorde han ikke, og dermed ville Thomas heller ikke gøre det. Han var forvirret, ked af det, manglede sin mor derhjemme og gad egentlig bare slet ikke være her. Hvor end "her" var. For Thomas vidste det ikke. Et helt nyt sted, og han er egentlig på randen til at sætte sig ned og hulke løs. Bare krølle sig sammen og skrige efter hjælp. Godt nok virkede ham Chiron fyren venlig, men Thomas stolede ikke på en halv hest.

Viktor Så op på ham igen, prøvede at få et ordenligt billede af hvordan drengen så ud. Han var generelt dårlig til at holde øjenkontakt, men han fik et indblik af hans mørke hår og hans lyse hud. Resten gik han ikke helt så meget op i. Han prøvede i hærdigt at tage sig sammen og få sagt noget. Det var trods alt hans job lige nu at hjælpe den nye dreng. Han nikkede lidt til drengens navn, gentog det lavmælt for sig selv, og skulle igen tage sig sammen for at forsætte. 
"Velkommen til halvblodslejren. Hvor meget har de sagt?" Viktor så over imod hovedbygningen, for at fortælle det var dem han talte om. Han ville helst undgå at gentage noget der var sagt. Jo mindre han skulle tale, jo lettere ville det gå. Han hadede at skulle gøre det her selv, uden Rosa, uden Mikal. Det var præcis de to personer i lejren han stolede på og var trygge ved, og nu stod han her helt alene og vidste hverken det ene eller det andet. 
Han stak hænderne i lommerne og så prøvende på drengen, nervøs for om han overhovedet havde gjort noget rigtigt. Hans blik så mest ud som om han var i smerte, selvom han havde det ganske fint. Men hans hjerne var på overarbejde, hans sociale kompetencer blev udfordret og hans hjerte slog bare en smule hurtigere, for sandsynligheden for han ødelagde noget lige nu var stort, og han ville så gerne gøre det godt for den her nye dreng. 
"Undskyld, jeg.. har ikke prøvet det her før." Viktor slog igen blikket ned, i fald den anden ville se ham i øjnene.

Thomas var virkelig forvirret. Han fattede ingenting af, hvad der lige nu foregik rundt omkring ham. Og han brød sig bestemt heller ikke om det. Hvorfor måtte han ikke tage hjem igen? Hjem til sin mor? Hjem til de trygge rammer? Han var oprindeligt fra Sydney i Australien, men han og hans mor var på ferie lige nu i New York City. Thomas måtte løbe hele vejen fra udkanten af storbyen og herud til! - Hvor enten "herud til" egentlig er henne. For det ved han jo heller ikke! Årh! Thomas kiggede på drengen. Viktor. Han fik ikke lige fat i efternavnet, hvis fyren overhovedet nævnte sit efternavn. Han sukkede stille og kørte en hånd igennem sit brune, lettere rodede hår. Han havde åbenbart overnattet på et eller andet "hospital" i løbet af natten. Og havde fået klar besked om om morgenen, at han ikke måtte forlade dette sted.
"At..hvad?"
Halvblodslejren? Hvad fanden, hvad i alverden..?! Thomas spærrede sine øjne op og trak hovedet tilbage.
"Hvor er jeg henne?! Hvorfor må jeg ikke komme hjem?!"
Udbrød han pludseligt og tog sig til hovedet. Normalt lignede det ikke Thomas nogensinde at reagere på denne måde, men på det tidspunkt, var han på randen til at sætte sig ned og stortude. Han var så forbandet forvirret, og han fattede ikke en skid af, hvad der var foregået inde i den store bygning bag dem. Han panikkede endda også derinde. Ikke noget, som han normalt ville gøre. Men igen; havde han nogensinde oplevet en situation som denne? Næ, vel. Hans mor måtte være alvorligt bekymret for ham. Han havde jo været væk en hel nat! Ham hestemanden havde dog fortalt, at moderen var i gode hænder og havde fået situationen at vide. Hvad fanden altså..?! Thomas kiggede på Viktor igen med store, opspilede øjne. Den fyr hjalp heller ikke. Han virkede alt for usikker, ligesom Thomas selv virkede som. Måske han var røget et sted hen, hvor de hjernevaskede unge mennesker? Gav dem eller andet, så alt ikke så ud til at være, som det i virkeligheden var?