Lad vær og gå i vejen og se dig for! - Mikal

Mikal stod og stirre på hende, uden at svare. Af det information han faktisk have formået at samle, stak meget af det mod hinanden. Så vidt han kunne huske var det ikke lang tid siden hun intet ville have med ham at gøre, hvilket var i nogen kontrast til tonen nu. Han drejede hovedet på skrå til den ene side og mødt hendes blik med en tomt.

En skarp pige stemme brød hans tankegang, forvildet kastede han et blik over skulderen. Lange negle synes han havde været væk længe nok. Synligt sank han en klump og faldt lidt i holdning igen. Normalt ville han have slentret tilbage sat sig ned, men et smil han ikke kendt svaret på synes bare en smule bedre end negle i hans lår. Han vendte sig mod Litsa igen, og nikkede først lidt forsigtigt, derfor mere som han blev sikker i hans beslutning.

Hun så lidt undrende på ham. Hun anede ikke hvad der foregik i hans hoved, men det var ikke sikkert nogen vidste det. Faktisk tvivlede hun måske lidt på drengen selv vidste det. Men hvem var hun at dømme, han havde hendes nysgerrighed, og hun ville opføre sig pænt mens han havde den. Hun smilede også venligt til ham da han nikkede og rykkede hovedet i retningen af søen. "Så kom. Nu ved jeg ikke hvad du foretrækker, men søen burde være et fint sted. Vi kan både sidde ned og være i fred." Hun begyndte at gå, og regnede lidt med han ville følge med. 

Det var ikke fordi hun ville have ham for sig selv som når hun plejede at trække en fyr afsides, men det virkede underligt at stå midt i et overbefolket sted og tale med ham. Der var bare mere atmosfære ved søen til at tale og undersøge hvad han var for en. Nu var han ikke ret let at tale med, men mon ikke det nok skulle kunne lade sig gøre alligevel? Det skulle i hvert fald have forsøget. "Hvor længe har du været her?" Hun så over på dem mens de gik. Hun mindedes ikke at have set ham i arenaen, men der var også mange halvguder.

Efter et blik overskulderen og et halvhjertet smil til hans halv-søster, smuttede han efter Litsa med lange skridt indtil han kunne slentre lidt bagved. Han trak kort på skulderne som svar til hendes udsagn, selvom hun nok ikke så det. Det var også ret irrelevant for ham. Hvis hun ville snakke kunne han da fint lytte så længe det betød der ingen negle var i hans lår.

Han kigge omkring sig for så at kigge ned for at undgå og falde, med et kort blik på hende da hun snakkede. Tidsfornemmelse var ikke rigtig han ting. Lige pludselig havde han bare været. Han prøvede at tælle inde i hovedet men kom ikke frem til noget. "Det ved jeg ikke.. ikke så lang tid?", endte han med at svare. For han huskede en tid før. Han havde i hvert fald set ud som han gjorde nu imens han havde været der.

Hun så på ham med et løftet øjenbryn og smilede en smule. Han var ikke ret let at komme ind på, men han var også søn af Lyssa. De var nok ikke helt som folk var flest. Hun så frem for sig igen, stadig med fast kurs imod søen. "Hvordan fandt du ud af du var halvgud? Du hørte til her, hos os andre?" Det var da et spørgsmål han ikke bare kunne trække på skuldrene til, og det var en situation de fleste huskede. Nu var hun selv vokset op i lejren, og havde aldrig rigtigt haft et menneskeligt liv, men hvad hendes søskende og venner havde sagt, var det ret stort at opdage man var halvgud. 

Med vilje kiggede hun ikke på ham mens de gik. Han virkede ikke til at være typen der brød sig om helt vildt meget opmærksomhed hele tiden. Det var en rar forandring i forhold til nogle af de egoistiske idioter hun havde mødt gennem tiden i lejren. Han var ikke let at være sammen med, men der var ting ved ham hun helt sikker anså for at være befriende og tiltrækkende i forhold til at tilbringe sammen.

Han stak hænderne i lommerne og sank tilbage i hans afslappede gang, stadig med et blik til jorden engang imellem bare for at sikre han ikke endte med snuden i den. "Jeg er ikke sikker. Isä sagde jeg altid har været lidt.. skæv i det," små snøvlede han og afsluttede med endnu et snøft og blev stille igen som han tænkte.

Han kløede sig i håret og i en eftertænktsom tone sagde, "det hele er lidt tåget." Men det var ikke ubehageligt, det var som en tyk dyne af dis, drømmesyn af fortid. Når virkelighed og andre verdener i forvejen ikke ligger så langt fra hinanden, kan minder hurtigt blive forskellet med en drøm eller fantasi. Han kunne huske de sorte og fråden om munden, men ansigter gled sammen. Efter at tænkt lidt forsatte han, "Jeg kan bare huske der var en periode hvor jeg ikke måtte røre ved folk" og derefter trak på skuldrene igen, "Folk blev virkelig mærkelige når jeg gjorde det."

Litsa smilede lidt for sig selv. Lidt skæv i det? Som søn af Lyssa skulle man nok ikke være sig selv ret længe for at virke skæv i forhold til mennesker, dét troede hun på. Alligevel sagde hun ikke noget, hun ville ikke nedgøre ham mere end hun allerede havde, hun prøvede trods alt at blive hans ven lige nu. Hun satte sig også bare ned på et væltet træ da de nåede frem, og så på ham. 

Hun trak sine bryn en smule sammen. En periode han ikke måtte røre folk fordi de blev underlige? Det lød som en evne, en ret skræmmende evne. "Er det noget du selv kan styrer?" Hun vendte sig imod ham, oprigtigt interesseret i ham og hans evne, hvis det var en evne. Måske var han bare virkelig sær, men han virkede ikke til at være helt væk eller dum, tværtimod. "Jeg mener, om folk bliver mærkelige når du rør dem? Eller var det kun en gang?" Hendes øjne var helt milde og lå roligt på ham uden fordomme. Hun var heller ikke bange for ham. Han var ikke ligefrem truende. Hun foldede hænderne i sit skød.

Lidt i tvivl om hvad han skulle gøre, da pigen satte sig ned, stoppede Mikal lidt fra hende for en sikkerheds skyld. Små forsigtigt stod han og så hende an, før han bestemte sig for at han ærligt talt ikke gad sidde ned. Nu var Angitia der ikke til at rette på ham og så måtte han da kunne tage nogle friheder. Godt tilfreds med sin egen konklusion, stavrede han rundt i lidt cirkler.

"Nogle gange," svarede han endelig, midt i en cirkle, "andre gange så bliver de det bare. Men jeg synes nu det er underholdene uanset hvad." Et kort øjeblik kiggede han op og sendte hende et halvt smil før han vendte tilbage til hans mønster. I starten havde det været skræmmende, men som han blev ældre kunne han se det pudsige i at strenge mennesker, specielt dem der råbte af ham, lige pludselig havde lige så lidt kontrol som han havde en gang imellem. "Men det er vidst kun mig der synes det."

Litsas øjne lå på ham, lagde mærke til hans bevægelser, valg og træk. Han var godt speciel. Hun havde sjældent mødt nogen så sær i lejren. Helte var normalt stærke, heroiske og store personligheder. Han virkede mere bare stille, enspænderagtig, ikke særlig interesseret i at være helt. Måske var det mest de olympiske guders børn der havde travlt med at lege helte, som hende selv? Alle guder kunne vel ikke have børn der gad og redde verden. 

Hans smil fik hende til at smile. Ikke fordi det var flirtende eller strålende som de smil hun normalt fik, nok nærmere fordi han ikke smilede meget. Smilet i sig selv var vel ret uhyggeligt, det var jo fordi han synes det var sjovt at gøre folk sindssyge, eller mærkelige, eller hvad han nu gjorde. Hun så det som en styrke han havde, et ret stærkt våben. "Jeg synes det lyder spændende. Jeg kender kun en anden der kan noget lignende, men hun flygter fra det." Litsa havde vendt hele sin krop om imod ham, fulgte ham med øjnene som han gik i sine mønstre. "Det lyder som et kraftfuldt våben." Hun smilede, men mere lumsk den her gang.

Cirklerne blev mere interessante som er kom flere af dem. Måske også fordi han blev en smule ør i hovedet af dem, men det var ikke så meget anderledes end hans normale tilstand. Han lyttede lidt halvt da hun svarede, men stak hende endnu et lille smil da hun vidste interesse istedet for afsky. Det var meget velkommen, men cirkler. Hendes korte note om en anden person fangede hans opmærksomhed. Han stoppede op på stedet, en smule svajende fra cirklerne, og kiggede med store øjne på hende.

Lidt stod han bare sådan imens hun forsatte før han langsomt nikkede. Det var blevet fortalt ham at han var farlig og hans evner utilregnelig, og det kunne vel også forestås sådan. Men han lagde ikke meget mærke på det, istedet slentrede han kursfast hentil hvor hun sad. Et øjeblik overvejede han om han burde sætte sig ned, men endte igen med at være imod. Det virkede.. forkert. Istedet lænte ham sig en smule ned så han ikke stod så højt over hende og spurgte ivrigt, "Hvem er det?" Aldrig før havde han hørt om nogen andre der gjorde folk sære med deres hænder.

Litsa så tvivlende på ham da han kom tættere på og lænede sig ned. Han stoppede op, så han ville sikkert bare snakke, men alligevel. Hun var ikke helt sikker på hvordan hans sociale mønster var, men det var i hvert fald ikke som dem hun var vant til han. Han var noget for sig selv. Det var det der gjorde hun så potentiale i ham, og det der gjorde han var interessant og ikke bare ligegyldig og en træls søn af en dum undergud. 

Hørte hun virkelig iver i hans stemme? Hun troede slet ikke han havde følelser. Men nu havde hun vist hans interesse, og det var sådan hun ville have det. Hun ville nu ikke udnytte ham. Det havde han ikke gjort noget for at fortjene. "Delia, datter af Hr. D. Vildt irriterende pige. Jeg kender hende ikke ret godt." Litsa trak på skuldrene. Hun vidste kun det om Delias evner på grund af Dionte, som hun var ret gode venner med. Det havde i hvert fald knaldet. Det var nok til Dionte følte de var gode venner, og det var fint nok for hende. Men hans lillesøster freakede Litsa ud. Både fordi hun kunne gøre folk sindssyge, men også fordi hun bare altid var glad.