Jeg vil HJEM! ~ Jazmyne

Tid: lidt over 15.20
Sted: Hytte 6, Athene
Omgivelser: Senge, borde
Vejr: Sol, dog stadig koldt... men inde i hytten, dejlig varmt
Påklædning: Se ava og blå jeans og sorte stiletter

Hytte 6... Athenes hytte, gudinden for krigsførelse og visdoms hytte.
Inde i den var der en masse køjesenge og tre solo-senge. På en af dem sad en pige på ca. 15 år, hendes sorte hår var spredt ud over ryggen og hendes blå øjne fæstnet til gulvet.
Denne pige havde været i lejren i noget tid, men hendes syn på lejren havde ikke ændret sig.
Hun hadede den stadig og ville hjem til sin far og sin stedmor og sine to halvsøstre. Hun ville ikke være her, hun ville ikke træne, hun ville ikke være datter af Athene... faktisk ville hun slet ikke være halvgud.
Hun ville leve et normalt teenagerliv og hun ville gå i en almindelig skole og tro på det andre troede på.
Hun ville ikke kunne se igennem Tågen, som hun fornyligt havde opdaget var hun klartseende. Hun kunne se igennem tågen 100% og hun ville aldrig blive snydt af Tågen og hun ville kunne se alle uhyrer.
Dette var altid skræmmende, især når man som pigen her, slet ikke gad at leve i denne verden.
Pigens navn var... Amaranthe

Påklædning:


Solen skinnede, men det var stadig koldt. Det gav en mærkelig følelse i kroppen. Jazmyne gik rundt som ny inde ved hytterne. Hun prøvede at finde sin hytte. '6' stod der på hendes kort. Var hun virkelig halvgud, var hendes mor virkelig Athene? Alt var så uvirkeligt, og hun kunne ikke forstå noget. Da hun var gået lidt rundt, så hun en pige med ret så langt hår. Hun sad med ryggen til. Jazmyne skulle på en eller anden måde finde sin hytte, så det ville da være nemt at spørge. Det gjorde hun.
"Ømh, hej, jeg hedder Jazmyne, kunne du fortælle mig hvor hytte 1 er? Jeg er lidt farret vild, og det her er helt nyt for mig ....."
Jazmyne snakkede rigtig hurtigt, og det opdagede hun først bagefter hun ramsede alt det op hun skulle sige. Hun kiggede bare ned i jorden efterfølgende. Hun vidste egentlig ikke hvorfor. Hende pigen hun spurgte var jo sikkert lige normal som hende, eller skulle man sige unormal?

Et gib gik igennem Amranthe og hun så overrakset om på en pige med rødt hår.
"Hytte 6?", hun grinte kort og sagde så:"Søde ven... dette er hytte 6!"
Hun rejste sig og lagde den bog der lå i hendes skød ned på sengen.
"Hvem er du?", spurgte hun, ikke på sådan en hvilken planet er du fra?, mere på den måde der signalerede at Amaranthe gerne ville vide mere om hende.
Amaranthe gik et par skridt hen imod pigen og præsenterede såsig selv:"Amaranthe Peace, datter af Athene."
Amaranthe stod nu kun en meter fra pigen, men nægtede lydløst at gå videre før pigen havde fortalt om sig selv.

"Amarenthe, det er godt nok et flot navn!"
Jazmyne var usikker på sig selv, men pigen sagde, at det her er var hytte 6, så det måtte være her, hun skulle bo. Jazmyne kunne ikke få flere ord ud, for hun kunne ikke føle sig selv. Hun vidste godt hvor bleg hun var i ansigtet, og hendes tøj var bestemt ikke flot - lige i øjeblikket. Pigen, såkaldte Amarenthe kiggede på hende, og Jazmyne kunne se at hun ventede på et svar, som Jazmyne ikke lige pt kunne svare på. Hun kiggede ned i jorden.
"Jeg hedder Jazmyne Sorrow Andrewes Bradley Purpleze. Jeg er som du nok kan regne ud datter af Athene." Endelig fik Jazmyne de kolde ord ud af munden.
"Så er du vel min søster?" Fik Jazmyne hurtigt fremstammet.

"Tusind tak", sagde hun overrasket. Hun havde godt fået afvide af andre at det var flot, men... det kom alligevel bag på hende hver eneste gang.
Hun smilte beroligende til sin 'søster'. Amaranthe kunne godt se at hun var lidt... usikker på sig selv.
"Ja... helt dum er jeg jo ikke.", grinte hn med sin klare latter.
Hun lyttede nysgerrigt til pigen, hendes søster var det vel, der præsenterede sig selv. Hun havde et ret langt navn, i forhold til Amaranthe selv.
"Du.. har også et flot navn.", sagde hun tøvende, hun havde åbnet munden uden at vide hvad hun skulle sige. Hvor tumpet!
Amaranthe trådte et skridt nærmere på Jazmyne, som hun åbenbart hed... sammen med alle de andre navne.

"Virkelig?" Spurgte Jazmyne. Hun var helt overrasket. Posetivt overrasket. Jazmyne havde aldrig været den pæneste eller den med det pæneste navn.
"Jamen ømh ..... Ville du have noget imod at vise mig rundt?"
Nej nej det spugte hun bare ikke om. Hun var lige kommet, også bad hun allerede en om en "tjeneste". Hun skulle bare få skaffet en lynløs til sin mund. Men det ville sikkert ikke engang virke. For lynlåsen ville bare virke når den ikke skulle, og ikke virke når den skulle.
Jazmyne fik røde kinder, og kiggede på den nærmeste ting, hun kunne blive ved med at kigge på.

Amaranthe smilte til sin søster og spurgte:"Hvor gammel er du?"
Hun vendte sig rundt og så sig rundt i hytten, den var noget for sig, syntes hun. Overalt lå der mapper med skitser og opmålinger. Der var landkort, verdenskort, bøger om arkitektur, bøger om andre ting...
"Det kan jeg da godt, hvor vil du hen først?", spurgte hun muntert, med et venligt glimt i øjet.

// Undskyld længden, gør det bedre next time ^^

Jazmyne kiggede Amarenthe ind øjnene.
"Jo ømh, jeg er 17." Sagde hun og smilte så man kunne se hendes dybe smilehuller.
Der var lidt roddet i hytten, men på en måde, gjorde det hytten meget mere hyggelig. Hun kiggede ned på sit tøj, hun var ikke tilfreds med sit udvalg efter hun så Ama's.
"Ømh, du kunne vise mig nogle andre hytter, med nogle andre halvguder? Jeg vil lige se om deres hytte er lige så overfyldt som vores. Hihi."
Hun følte sig tryg med "søster". Det var i hvert fald rart.
"Hvor gammel er du egentlig?" Spurgte Jazmyne, og smilte med tænderne.

Amaranthe smilte til hendes søster og sagde:"Jeg er 15 år og hidtil den yngste."
Hun smilte til sin søster, men indeni følte hun en dyb irritation... hvorfor kunne hun ikke være ældre? Det var lidt...træls at være den yngste, og dog! Der var vel også noget godt i det, hun fik ikke så meget opmærksomhed og hun kunne bevæge sig rundt i lejren uden rigtig at vække opsigt.
"Jeg kan godt vise dig de andre hyttes ydre og fortæller lidt om guden der har hytten... men man må ikke gå ind i de andres hytter.", hun så sig lidt omkring og sagde så:"Lidt ligesom til spisning, der må vi jo heller ikke flytte fra Athene-bordet, hen til Apollon-bordet."
Hun grinte lidt og sagde så:"Men bare rolig... de fleste roder mere end os, så du ville nok ud igen med det samme."
Det var rart at snakke med hendes søster, halvsøster for at være helt præcis, det virkede så... hjemligt.

Jazmyne kunne ikke lade vær' med at le.
"Der er så i orden." sagde hun og smilte.
Det var mærkeligt med en ny søster, som man knap nok kendte. Det gav ligesom ikke mening i puslespillet oppe i Jazmyne's hoved. Men alligevel meget stille og roligt. Jazmyne følte sig i hvertfald ikke overvåget, som hun altid gjorde da hun gik på High School i England. "15 år? Så er der kun 3 år tilbage til voksen kategorialen. Jeg må indrømme, at jeg synes du ser ældre ud."
Jazmyne hadede at tænke på, at hun snart skulle op i voksen rækkerne. Tage nogle slemme beslutninger, som måske ville kunne sidde fast i hendes hjerte hele livet. Og hvis nogle beslutninger nogle sinde skulle forsvinde, skal man tage dem først i hvert fald. Det brød Jazmyne sig i hvert fald ikke om, for hun nægtede at skulle skuffe andre. Men hvad skulle der ske her på lejren. HVilke beslutninger skulle hun komme til at tage? Den første beslutning var i hvert fald at komme lidt rundt på lejren. Jazmyne håbede på, at alle dem på lejren ville være lige så søde som Amarenthe. For hvis de er det. Er der slet ikke nogle problemer.

Amaranthe lo lidt sammen med sin søster og spurgte så:"Hvilken hytte vil du gerne se først?"
Hun ville gerne vise hele lejren til hendes søster, alle hytterne, søen... ja det hele!
Hun følte sig på en eller anden måde knyttet til Jazmyne, på mere end en halvsøstre-måden.
"Ja, men der er egentlig ikke særlig stor forskel på børn og voksne her. Ihvertfald ikke før man er 21-23 år. Så kan man søge om at blive lærer eller sådan noget... Hvis man har været dygtig.", hun smilte til sin søster og sagde:"Bare lige lidt in-side info, nu da du jo snart er 18 år."
Amaranthe kiggede på sin søster og afventede svar på hendes første spørgsmål.

Jazmyne kned sig på hagen, for at virke bare en lille smule klog.
"Ømh, Apollons? Vi kan da tage den derfra." Sagde Jazmyne anspændt.
Hun glædede sig faktisk til at komme til at se de andre hytter, eller bare i det hele taget lejren. Det var trosalt hendes nye hjem.
At få talt med Amarenthe, fik hendes hjerte til at falde til ro. Hun følte at hun hørte hjemme på stedet. Det var ikke som i starten, da hun stod med sine kufferter, og rystede af skræk. Det hele var roligt, og cool.
"Du kunne også godt fortælle mig lidt om de andre, hvis ikke det skræmmer dig for meget."
Jazmyne ville gerne høre lidt om hvordan de andre var. Hun havde jo ikke mødt dem endnu. "Og hvem har hvem som far/mor, og har jeg flere søskende?"
Det hele virkede forvirrende, men alligevel ikke. Hun forstod det i hvert fald, og det håbede hun på at Amarenthe også gjorde.
"Tak fordi du gider at vise mig rundt, og tage dig tid til mig, det sætter jeg stor pris på" sagde Jazmyne med et smil på læberne, og et glimt i øjet.

Amaranthe grinede lidt, hun nød at være sammen med Jazmyne, eller Jaz som hun nu kaldte hende.
En svag rødmen viste sig, den forsvandt dog meget hurtigt.
"A..Apollons? Det kan vi da godt...", hun vendte sig hurtigt rundt og så ud af et af vinduerne.
"Hvis det er det du vil, så lad os komme afsted!", hun smilte og fløj hastigt hen til døren.
Hun kiggede lidt ud på græsplænen og vendte sig så om mod Jaz.
"Altså, der er selvfølgelig vores anden storesøster, Elena. Hun er sikkert i arenaen eller et andet sted hun kan kæmpe. Så er der jo Nico, søn af Poseidon, ham skal du ikke være sammen med... elena hader ham. Og hvis du endelig vil vide det er der jo også Connor fra Apollon hytten.", hun så tomt frem for sig og sagde:"Hvis vi er heldige kan det være vi møder ham ovre ved Apollon hytten, ikke?"
Hun så på sin søster med milde øjne og sagde så:"Det var da så lid, Jaz."
det gik op for hende at hun ikke havde spurgt om hun måtte kalde hende Jaz...
"Jeg må gerne kalde dig Jaz ikke?", hun satte et spørgende ansigt op og smilte stille til hende.
Det måtte man håbe...

Connor? Hvor havde hun hørt det navn fra? Og Nico, hvor havde hun hørt det fra?
"Jeg har hørt om at min mor, og ham Nico's far ikke kan lide hinanden, men lader vores søster, som jeg ikke engang kender endnu, sådan en gammel ting, komme i mellem et venskab?" Spurgte Jazmyne, fordi hun synes det var lidt mærkeligt, men det kunne bare være at det kun var hende som synes det. Ovre på hendes skole, lod man aldrig gammel strid, komme i mellem mennesker.
"Arena banen! Der vil jeg faktisk også rigtig gerne hen. Det lyder spændende. Men måske skal jeg se alle hytterne først."
Jazmyne elskede kampsport, hun elskede at slås mod andre, og den bedste følelse, når hun vandt. En følelse, som gjorde hende fri.
"Ømh, ja, du må da rigtig gerne kalde mig Jaz, men kun hvis jeg må kalde dig Ama. Det er meget mere flydende, eller hvad man nu siger." En rødme ramte hendes ansigt.
"Du må gerne fortælle lidt mere om de forskellige mennsker her. Jeg er kun spændt på at høre mere." Jazmyne smilte leende, og lo lidt for sig selv. Det var spændende at skulle se hytterne. Hun glædede sig.

Amaranthe trak på skuldrene og lod hånden glide igennem det mørke hår.
"Åbenbart... Jeg kender hende ikke så godt endnu, jeg selv lige kommet for en måned siden.", hun smilte og kiggede på Jazmyne igen."Og de to har været her i mange år, så de har haft rigelig tid til at komme til at hade hinanden."
Hun lo kort og så så ud af vinduet igen, hun brød sig ikke om arenabanen... Men what the hell? Hvis det var der Jazmyne ville hen, så kunne hun da godt tage et smut forbi den.
"Jamne så gør vi det, når vi har set hytterne.", sagde hun smilende til Jazmyne og sagde så:"Men... Vi skal ikke kæmpe, vel?"
Hun sagde det på en venlig måde, men smilet blegnede lidt og hun så igen ud af vinduet.
Hun kunne ikke lide at kæmpe, eller jo... Det kunne hun godt, det lå i hendes gener. Men hun havde ikke lyst til at overbelaste sit hjerte og desuden... ja, desuden kunne hun ikke se meningen i at slå løs på nogen, når man alligevel var fanget her i den her stupide lejr.
"Så er det en aftlae, du kalder mig Ama og jeg kalder dig Jaz...", lo hun og rettede blikket på Jazmyne igen, hun ville være nærværende ved sit første møde med sin nye (halv)storesøster.
"Der er ikke så meget at fortælle.", hun grinte lidt og sagde så:"Ihvertfald ikke hvad jeg ved... Jeg kender ikke så mange endnu."
Hun kiggede lidt rundt og sagde så:"Skal vi gå ud?"

Jazmyne smilte med en leende mine, og kiggede derefter på sin nye søster. "Aftale, Ama. Jeg glæder mig til at se lejren. Det skal nok blive spændende." Jazmyne kunne godt sætte sig ind i den situation Ama var i. Lige pludselig kommer der en brasende ind med 100 km i timen, og spørger om hun ikke kan vise hende rundt. Selv Amaranthe havde ikke være på lejren i lang tid, men nu måtte vi se at komme afsted. Jazmyne glædede sig til at blive vist rundt. Især tanken om at de skulle ud på Arenaen. Hun elskede kampsport, og dyrkede det hele tiden. Men det er ikke altid hun gør det, og det er ikke altid hun har lyst til at slå på nogen. Hun har skam følsomme sider bag sig, og det ville hun ikke ligge skjul på. Hun var skabt på denne måde og det var hun stolt af. Mere stolt end hvad man kan regne ud af et førstehåndsindtryk man kan få af hende. Hun bliver mange gange fejlbedømt, men dog har hun lært at leve med det.