Jeg vil allerede hjem ~ Jace

Tid: Lidt over middag
Sted: Hytte 11, Hermes hytten
Omgivelser: Senge, en masse senge, rod og selve hytten
Vejr: Lunt, med en lille kold brise
Påklædning: http://cdn.buzznet.com/media-cdn/jj1/headlines/2010/09/elle-fanning-somewhere-photocall-venice.jpg

Summer sad på sengen hun havde fået tildelt, den stod i et hjørne tæt på et vindue der havde udsigt til søen.
Hun elskede at sidde på sengekanten og se ud over søen når solen gik ned, den kastede så flot et lys på vandet og fik den til at danne sit eget lysshow, som jordens svar på Nordlyset.
Hun smed sig ned på sengen og ønskede inde i sig selv at alt dette aldrig var sket, at hun stadig gik i en almindelig skole, kunne læse, ikke havde ADHD og langt fra at hun kendte noget til Hermes, hendes far og monstre.
Hendes evne ville hun gerne beholde, det kunne jo være yderst nyttigt at kunne gøre sig til et slags digitalt billede, sådan at ingen kan røre hende... det ville sikkert også få de fleste til at klappe i hænderne og sige deres hjernedøde:'WOW!', så hun ikke behøvede at være en outsider. Eller også ville det skræmme dem så meget at hun blev stemplet 'FREAK' resten af livet, ja, sådan kunne det jo gå for nogle. I sådanne tilfælde var der ikke andet at gøre end at trække på skuldrene og lade som ingenting... og det gjorde Summer godt, faktisk kunne man kalde hende et naturtalent.
Hun rejste sig op og gik hen til vinduet, den ene hånd lå let på ruden og de blå øjne kiggede sørgmodigt ned mod søen og håbede inderligt at der snart var nogen der kiggede forbi og snakkede til hende, ikke bare så lige igennem hende som var hun et spøgelse, men rent faktisk tog sig tid til hende... Men det var vel for meget at forlange af de hjernedøde teenagere, Summer følte dyb medfølelse med dem.

Som søn af Hermes måtte han da kigge forbi i dennes hytte for at tjekke sine søskende ud og de elever som ikke anede hvem de havde til forældre. Hans blik gled rundt idet de fleste af værelser var tomme. Det var helt i orden med ham for der var sikkert nogen alligevel. Han gik roligt rundt i den store hytte og efter noget tid kom hvor han havde bankede på hos enkelte elever, snakkede med dem udvekslede ord dog bekendtskaber nåede han til et værelse, her bankede han høfligt på for at se om der var nogen derinde, det kunne jo være nogen var i færd med at skifte tøj eller andet privat og ikke ønskede at blive forstyrret.

Hans påklædning denne dag udgjorde en åben hvid skjorte og nedslidte jeans, derudover havde han bar fødder og en del halskæder på rundt om halsen og armbånd rundt om højre håndled. Han elskede smykker, og han elskede ting der glimtede hvilket ikke var underligt. Krager og slanger var de dyr han elskede allermest og man så ham tit med sådan nogen i nærheden. I dette øjeblik sad der en krage på hans skulder og spillede majestætisk hvilket så ret så dumt ud.

Hun tog en elatsi frem og satte det lange, gyldne hår op i en hestehale og så ned på nogle kæmpende.
De svedte sikkert og så alt i alt meget glade ud og hvem ville ikke betænke dem i det? De dyrkede det de elskede mest i denne lejr og de var sammen med en de enten godt kunne lide eller en der var deres ven...
Hun så på sin seng, sengetæppet var helt glat og ppuden rystet, på sengebrodet lå der en enkelt bog med overskriften GRÆSK HISTORIE
Summer så på det spejl der hang på væggen, før hun kom til lejren havde hun intet imod sin unge alder, men nu hvor hun var kommet til lejren hvor næsten alle var ældre end hende, ville hun ønske og bede til alle guder i hele verdens religioner om at blive ældre... Passe ind og kunnne få lov til at blive 'optaget' i lejren og få lov til at kæmpe mod de store.
Hun mærkede tårer presse på og satte sig ne dpå sengen, tårer banede sig vej ned over de glatte kinder og efterlod som våde spor som tåresnegle.
Hun så ned i gulvet og ønskede sig hjem til sin mor og lillesøster, bare væk herfra.
Et bank fik hende til at rette sig op og hun fór sammen, hvis nogen så hende græde ville de da helt sikkert ikke give hende en plads og opfatte hende som 'voksen'.
Hun tørrede tårerne væk fra kinderne og tørrede ekstra godt hendes øjne, der måske stadig var lidt røde.
Hun gik hen til døren og åbnede den forsigtigt, udenfor stod ham den nye lærer. Hun var altså sikker på hun havde set ham før, et eller andet sted omring hytterne...

Jace ventede tålmodigt uden for døren på enten at få et svar, en reaktion eller slet intet hvilket ville føre ham videre til værelset ved siden af for at fortsætte sin efterforskning og introduktion af sig selv overfor eleverne. Han var tæt ved at opgive da der lød små puslelyde fra den anden side af døren hvilket fik ham til at spidse ørerene og lytte opmærksomt, jo den var god nok, der var nogen på den anden side som var på vej hen til døren. Nogle sekunder efter blev døren åbnet af en ret ung udseende pige. Hans smilede venligt til hende om end han straks bed sig mærke i de røde øjne hvilket gjorde det klart at hun ikke var helt okay, at spørge om dette ville derfor kun være spild af tid. "Hej pus, jeg håber ikke at jeg forstyr dig" sagde han blidt og venligt fulgt af et venligt og varmt smil "Jeg er som du nok ved ret ny på lejren, så jeg vil gerne lige lære jer at kende lidt" fortsatte han inden hun kunne nå at svar og endnu engang fortsatte han uden at hun ville nå at få et ord indført "Men det ser ud til at du har brug for at snakke, har du noget imod jeg kommer ind?" spurgte han fortsat med den venlige og blide tone.

Summer holdt vejret i et sekund eller to, men denne mand så ud til at være sød nok. Han smilte ihvertfald til veligt til hende, og det var et godt tegn ikke? Det måtte man håbe og han også meget venligt om han forstyrrede hende, hun bed sig let i underlæben og tænkte alle sine tanker igennem efter et muligt svar.
Det endte vist emd et eller andet superintelligent i stil med:"Nej..."
Summer kiggede ned i gulvet og hadede virkelig at hun var så lille spinkel, og at hun var så ung. Hvorfor kunne monstrene ikke lade hende fylde 15 år, før hun blev jaget til Halvblodslejren... Det ville gøre alt så meget lettere og hun kunne være med til det meste af det der foregik i lejren.
"Nej, det ved jeg ikke... Jeg er også ny.", sagde hun lidt forsigtigt og den hånd der lå om håndtaget strammedes lidt, det var nok tydeligt at hun var lidt, ja lidt genert.
"Men det er da dejligt at nogen gider at kende mig....", sagde hun stille og kiggede ned i jorden, hun kunne virklig ikke lide at være så genert overfor andre der var ældre end hende selv, hvilket ville sige næsten alle.
"Øh, ja selvfølgelig....", sagde hun og åbnede døren helt, hun smilte svagt til ham og bestemte sig for at også den her halvgud var meget, mege venlig og måske en kommend even... Hvem vidste hvad fremtiden ville bringe? Det gjorde nogen af Apollon børnene....

At han ikke forstyrrede var jo altid en god ting, hun kunne have smidt ham ud for hun virkede ret genert og ikke i humør til at være sammen med nogen, eller måske var det lige omvendt? Hun var en pige, og dem havde han aldrig forstået helt så hvem vidste hvad hun helt ønskede eller ville? At hun også var ny og derfor ikke havde hørt om ham var da ikke noget kæmpe problem, de kunne jo lære hinanden at kende og derved var det ud af verden. "Jamen så er det vel en god chance for at lære hinanden at kende" svarede han ganske roligt og endnu engang med en venlig tone. Da hun gav ham lov til at komme ind og trådte til side gik han roligt ind. Han kastede et blik rundt i værelset der i størrelse og udseende lignede de andre værelser i gangen, forskellen lå dog i dekorationerne og de ting der var af plakater, møbler og den slags. Han kastede et blik over skulderen tilbage mod hende "Jeg glemte helt at præsentere mig selv, mit navn er Jonathan Christopher, folk kalder mig Jace og jeg er søn af Hermes" sagde han med et skævt smil.

Summer smilte stille til ham og følte sig af en eller anden grund knyttet til ham. Hvordan vidste hun ikke, han virkede bare som... en slags del af hende.
"Ja, det er det.", sagde hun glad og prøvede virkelig at få hendes generthed til at gå væk, hun kunne ikke lide at skulle stamme sig igennem hver eneste sætning.
Hun lod ham komme ind og lukkede døren lige så stille. Hun vendte sig om og smilte til ham, hvad mon han hed? hvem mon hans gudeforælder var? Og hvad i alverden lavede han egentlig i Hermes hytten? Sikkert en af hendes brødre, eller måske en af vejlederne? Måske...
"Jonathan Christopher...", gentog hun og kiggede ned i gulvet, som om hun tænkte på noget bestemt."Kan jeg kalde dig Jonathan?"
Han havde godt nok sagt at han blev kaldt Jace, men det lød nu pænere med Jonathan. Hun elskede også det navn, så.. det var jo et mærkeligt sammentræf, hun kom i tanke om at det nok også var en god idé at præsentere sig selv.
Hun smilte til ham og sagde venligt:"Summer Adela, bare kald mig Summer... Datter af Hermes."
Hun tænkte lidt igen og sagde så:"Så det ser ud som om at du er min bror..."
En bror... hun havde altid været enebarn, så at skulle have søskende,endda mange, var helt nyt for hende.

At hun følte sig knyttet til ham på den ene eller anden måde var vel.. godt? Han selv kendte ikke engang sin mor og vidste slet ikke om han havde søskende af den side af, at han havde halvsøskende fra faderens side var jo klart, for han var omgivet af dem i denne hytte. For ham var det tydeligt at se at hun var genert, det fandt han kun sødt, og dog ville han da gerne fjerne den generthed så de kunne snakke sammen uden at hun følte sig nervøs eller genert. Han smilede blot da hun gentog hans navn og besluttede at hun hellere ville kalde ham ved fornavn "Det må du vel godt" svarede han, hans kælenavn var endelig ikke langt var endelig ikke langt fra hans rigtig navn, for det var blot lyden af J og C trukket sammen som derved kom til at lyde som Jace, men det var ikke rigtigt noget folk bemærkede. Da hun præsenteret sig selv smilede han varmt "Flot navn, men kan jeg kalde dig Søs?" svarede han lettere drillende og dog ærligt. Se han stod jo overfor sin lillesøster, og selvom han havde mødt nogle af sine andre søskende - både søstre og brødre - så var hun den eneste han fik lyst til at kalde søster. "Ja vi er søskende, er det ikke rart? Jeg har aldrig haft andre søskende end dem jeg har mødt her" forsatte han mildt.

Hun smilte til ham og overvejde stadig hvad hun skulle sige, måske skulle det bare komme lige sådan, cirka to sekunder før hun ville sige det. Ja, det gjorde det nok... Det gjorde det altid ved hende, ret irretrende egentlig, men nok også en gave. Så kunne hun ikke nå at tænke det igennem for at finde ud af at det lød totalt dumt... Vent lidt, det var jo overhovedet ikke en gave!
Hun smilte bare da han sagde at hun gerne måtte kalde ham Jonathan, som var meeeget pænere end Jace, efter hendes mening. og som sædvanlig var hendes mening og ord en lov for alle, selvom det ikke var alle der syntes at gøre som hun ville eller sagde.
"Tak og jo, det må du da godt.", sagde hun smilende og nok også virkelig glad, den første hun havde mødt af sine søskende der gad at tage sig tid til hende.
Søs... Okay kælenavn, omend hun foretrak Summer. Hendes navn mindede hende om hendes yndlingsårstid der sjovt nok også var Sommer.
Hun smilte for sig selv og kiggede igen på ham, da han talte igen.
"Det er vældig dejligt... Især at du gider tale med mig.", sagde hun smilende omend der ikke var så meget glæde i det sidste af sætningen. "Det har jeg heller aldrig..."
Hun kunne allerede godt lide hendes bror, faktisk virkelig godt da han var den første der ikke bare ville have hende til at gå lidt væk så de kunne være alene med deres åh så vigtige og åh så søde venner og kærester... Bah, de havde intet tilovers for hende og hun havde intet tilovers for dem.

At hun foretrak Jonathan mere end Jace kunne han vel intet gøre ved, Jace lød langt mere moderne og derfor var det foretrukket af mange, at hun ikke var af samme mening var der intet at stille op ved, udover at give hende den mulighed at kalde ham ved hendes fornavn hvilket han jo også lige havde gjort. Summer virkede til at være som en flink og sød pige, hun var dog ret ung af udseende og det var nok grund til at hun følte sig ensom, der var ikke mange på lejeren der var så unge og derfor var det nok ikke spor rart at dukke op der som den eneste eller en af de få med den alder, og at man var ny gjorde det på ingen måde lettere. "Selvfølgelig vil jeg da det, du er jo min søster" sagde han og blinkede drillende til hende. Han slog sig ned at sidde på den nærmeste seng, hvem den tilhørte havde han ingen anelse om men så kunne vedkommende skælde ud eller sige at han skulle fjerne sig hvis de var utilfredse med at han sad der. "Kom og sæt dig, ej hør mig lige.. man skulle tro det er mig der bor her og ikke omvendt, undskyld min uhøflighed.. det har jeg vidste fra vores far" sagde han med en munter tone og en svag hovedrysten af sig selv. "Men jeg vil gerne vide noget om dig.. så ... lyst til at fortælle?" spurgte han venligt og så afventende på hende.

Summer skulle vel nok have vænnet sig til at hun var yngre end alle andre, at hun var den der blev holdt udenfor og at hun var den der den lille pige ingen sådan rigtig havde lyst til at have.
Så at der var i det mindste en af hendes 'såkaldte' søskende der gad rent faktisk at have hende som søster var en sensation i sig selv og at denne også gad at snakke med hende var bare helt fantastisk.
Hun smilte til ham og løsnede sit hår, det faldt ned om skuldrene på hende og meget af hendes pandehår faldt ned i hendes øjne, typisk for hende.
"Ja... Men der er mange, faktisk alle på nær dig, der ikke gider at snakke med mig...", sagde hun med et stille smil, for hvem der end havde en hjerne var deft klart at hun ikke rigtig havde det så godt i den her åndssvage lejr.
"Det gør ikke noget... Du er jo også næsten hjemme, ikke?", hun smilte til ham og satte sig på sengen ved siden af ham."Har du mødt vores far?"
Dumt spørgsmål, men der var faktisk halvguder der både havde mødt, snakket og nogle få havde endda boet hos deres gudeforælder i et par år og fåe træningstips og alt muligt andet.
"Eh, det kan jeg da godt...", hun smilte og strøg en hårtot væk fra hendes øjne."Jeg er 10 år og har været på 'flugt' i ca. 3 år, efter at min mor døde da jeg var 7 år."
Hun tænkte sig lidt om og sagde så:"Da jeg var alene var det som om der var én der holdt øje med mig, beskyttede mig og fulgte mig på afstand... Nogle gange når jeg troede jeg ville blive fanget var det som om en hvisken fortalte mig hvilken vej jeg skulle løbe og så slap jeg væk."
Hun smilte og rystede lidt på hovedet over sine minder, alle havde sagt at de bare deja vu... Men de var for livagtige og for rigtige til bare at være drømmesyn eller noget hun havde forestillet sig.
"Jeg elsker at skyde med bue og pil og sejle i kajak... Også de eneste to ting jeg er god til.", sagde hun og bed sig i underlæben.
Hun kiggede på Jonathan igen og sagde:"Hvad med dig?"

Nu var Jace jo selv meget ældre end hende, og selvom han var meget ældre var han stadig en af de yngste blandt lærerne. Det var endelig ret sjovt, for de fleste havde fuldskæg og var ret gamle eller kedelig mens han selv blot nød sin ungdom og at sprede latter og glæde blandt sine elever. Det var naturligvis ikke det samme som hende, for hun var nok den yngste af alle og det var næppe sjovt i længden. Han lod hovedet glide en anelse på skrå da hun lønsede håret, smilet over at det faldt hende i øjnene og rakte ubevidst hånden for at stryge noget af det væk fra hendes øjne. "Du har flot hår" bemærkede han med en varm og ærlig tone. Da hun understregede at alle på nær ham ville snakke med hende lænede han sig frem mod hende "Tro mig, de går glip af en masse" svarede han blidt og blinkede til hende. Alle ville tidsnok indse hvilke dejlig person hun var, for selvom han kun lige havde mødt hende syntes han ret godt om hende. Han kunne se at hun havde det hårdt, ja det var svært at undgå og han fik pludselig en voldsom følelse af beskyttertrang, ja hun var hans søster men dem havde han mange af blandt Hermes´s børn så hvorfor den følelse, var det fordi hun var den yngste? Han vidste det ikke. Han smilede varmt ved hendes ord om at han næsten var hjemme "Lejren er den eneste hjem jeg har haft, det er derfor jeg kom tilbage" svarede han blidt. Da hun spurgte om han havde mødt deres far sendte han hende et hemmelighedsfuldt smil "Måske..." svarede han drillende men svarede så ærligt "Ja jeg har mødt ham, mange af Hermes´s børn bryder sig ikke om ham, ikke fordi han svigtede dem og alt det som de andre halvguder, men fordi han er så lidt værdsat blandt guderne og også betrages som tyveguden, jeg derimod har lært at holde af ham og jeg nyder faktisk at være hans søn" svarede han muntert. Da hun besvarede hans spørgsmål og gav sig til at fortælle om sig selv lyttede hun opmærksomt, han havde haft ret, hun var meget ung, ja han var hele 11 år ældre. Han afbrød hende ikke, virkede dog til at lytte med oprigtig interesse og nikkede som tegn på at han fulgte med. Da hun tav og bad ham fortælle om sig selv smilede han "Jeg er 21 år, voksede op i USA, har aldrig kendt min mor og levede i børnehjem indtil jeg var 5 hvor jeg begyndte at høre ting og se ting, jeg flygtede flere gange fra børnehjemmet og var hjemløs i noget tid, så kom jeg ud i noget snavs med stoffer og sådan inden jeg i en alder af 12 kom her, så var jeg her siden hvor jeg lærte at styre mine evne og at lære mig selv og en af mine forælder at kende" svarede han, og for at understrege det med evnerne rakte han roligt hånden frem mod hende, lukkede øjnene for at trylle en fin rose frem som han rakte hende.

Summer havde på ingen måde noget imod den hånd der strøg noget hår væk. Faktisk fik det hende til at synes bedre og bedre om denne lejr, noget hun aldrig i sit liv havde troet kunne lade sig gøre. Men det gjorde det altså, pågrund af hendes bror... og hendes der havde forbandet alle sine søskende fordi de behandlede hende som et barn af en titan.
"Tak.", sagde hun og smilte til ham, sådan et rigtigt lille-pigesmil som kun en 10-årig kunne smile det. Det var faktisk det sødeste nogen havde sagt til hende i de dage hun havde været der, hviket de fleste nok ville synes var underligt ude i den 'virkelige' verden, hun var jo såå sød mente de.
Hun smilte ved hans ord og følte en glæde hun havde olevet kort ved hans andet kompliment, men denne gang blev den hængende. Det var så dejligt at der i det mindste var en af hendes søkende der kunne lide hende og så ville denne person også snakke med hende, hvilket lykketræf!
Hun ville gerne kunne tro ham virkelig gerne og det gjorde hun måske også, men hvis hendes andre søskende ville snakke med hende var det ved at være forsent... virkelig forsent.
"Tak,", det lille ord der havde gjort så mange glade, åbnet så mange døre og så lukket dem igen da det lille ord blev fortrængt i alle de andre, glemt og lukket ind i et rum af hjernen der ikke blev åbnet igen.
Kommet tilbage?, tænkte hun og bed sig i underlæben, kunne man tage væk fra lejren i lang tid? Uden at være der i ferierne? Eller var han flygte?
Da han igen begyndte at tale lyttede hun meget koncentreret med.
Skæret i hendes øjne blev til overraskelse og hun smilte stille.
"Hvordan va...er han?", hun var lige ved at sige var, da hun stadig ikke rigtig havde vænnet sig til at de græske guder var i live. Men hun ville virkelig gerne vide noget om deres far, nu hvor hendes mor var død var han jo den eneste af hendes rigtige familie hun havde tilbage.
Hun kunne ikke forstå at der var nogen der kunne skamme sig over deres far, godt nok var han tyvenes gud og hvad så? Han var også de rejsendes og de handlendes gud, to slags folk der var en overflod af i verden og disse fokk blev beskyttet af Hermes og de fleste af disse folk havde det da meget godt. Og så var der jo også den detalje at det var ham der havde fået den geniale idé til at opfind internettet, det var da noget at være stolt af.
Da han begyndte at fortælle om sig selv, lyttede hun koncentreret med. Han havde også haft en kompliceret barndom kunne hun høre, at han aldrig havde kendt sin mor... Hun kunne slet ikke forestille sig ike at kende sin mor, godt nok var hendes død, men hun havde fået 7 dejlige uhyrer-befængte år med hende inden hun blev angrebet af en kraftig malaria efter en af hendes forretningsrejser til Afrika.
Hunblev meget imponeret da han på en eller anden måde fik tryllet en rose frem bag ved hendes øre, og der skulle temmelig meget til at imponere hende.
"Min evne er knap så...", hun prøvede at finde det rigtige ord og fandt et ord der ramte det temmelig præcist:"Hjælpsom."
Hun rejste sig op og koncentrerede sig, snart fik hun den sædvanlige følelse af ikke at have nogen følelser.
Hun så ned af sig selv og hendes krop flimrede svagt, som om den var blevet lavet af en computer og så tryllet ud af den, hun rakte en af hendes hænder frem og prøvede at røre ved Jonathan... Den røg lige igennem ham.