Er det virkelig nødvendigt... - Litsa

Felix gik imod arenaen med sin stav i hænderne. Han brød sig ikke om at bruge skarpe våben, så han brugte sin solide træstav i nærkamp. Ellers brugte han mest bue og pil. Litsa havde nu krævet at de skulle træne i dag, og det betød nærkamp. Det betød også at han højest sandsynligt ville brække noget, men han kunne jo lige så godt lade som om han ville lære at kæmpe. Det var sørgeligt nok at han ikke kunne, hvis han så heller ikke engang prøvede, kunne han knap kalde sig en halvgud. Ikke at han kunne se hvordan en kærlighedsgud nogensinde ville kunne hjælpe på noget som helst. 
Han bed sig i indersiden af kinden da han kunne se arenaen og snart også sin modstander for dagen. Litsa var som altid klædt godt på til kamp. Han var selv bare i jeans og så en beskyttende læder rustning på overkroppen. Han gad ikke gøre med ud af det, det hjalp ham alligevel ikke. Han endte altid med at komme til skade. 
"Kan vi få det overstået hurtigt? Min seng er redt op til når du tæver mig." sukkede han opgivende da han stillede sig foran Litsa. Han så bare aldrig frem til de her træninger. Det kunne jo kun gå galt, hvorfor prøvede hun overhovedet? Han så sølle på hende som han kunne og håbede hun fik medlidenhed med ham.

Litsa stod i arenaen med sit sværd og ventede bare på at Felix dukkede op. Det var længe siden de havde aftalt at de skulle træne jævnligt, og nu ville hun føre det ud i livet. Den skrøbelige søn af Eros var nødt til at lære og forsvarer sig selv hvis han nogensinde skulle overleve, og der var åbenbart ikke andre end hende der gad tage sig af at det blev gjort. De havde trænet før, og hun vidste godt det var svært for ham, men det var netop grunden til hun gerne ville hjælpe. Plus hun gerne ville kunne vise over for Felixs storebror at hun var bedre til at lære Felix vigtige ting end ham. Det var egentlig ikke fordi han var vigtig for hende, men han havde været ok træls over en periode, og at ramme ham via Felix ville være det bedste. 
Hun vendte sig om da Felix endelig dukkede op, og smilede varmt til ham. Hun kramede ham kort da han stod foran hende og så ham så lidt an. "I dag skal det nok lykkes, slap nu af. Kom her, husk hvad jeg har sagt." Hun vinkede ham med sig længere ind i arenaen. "Gå efter at skade, tænk på din egen overlevelse frem for hvordan jeg har det, okay? Overlevelse. Det er alt." Litsa stillede sig klar med sværdet rettet imod den lille, svage dreng. "Du angriber, jeg svarer igen. Kom bare." Hun så kort imod hans stav og konstaterede hun også hellere måtte lære ham et eller andet om effektive våben. Nok kunne staven slå hårdt, men den var ikke lige så god som et sværd eller en økse. Hendes greb strammedes om sværdet mens hele hendes krop var klar på kamp.

Felix sukkede en smule over Litsas svar. Skulle det nok gå i dag? Og hvorfor skulle det være anderledes end så mange andre dage? Han vidste det ville ende med at han tabte og kom alvorligt til skade, sådan var det bare. Han var ikke bygget til vold. Alligevel nikkede han til hende. Hans negative tanker skulle ikke ødelægge hendes optisme omkring ham. "Hvis du siger det, Litsa." Han smiledd lidt og sukkede endnu en gang inden han stillede sig klar.
"Du ved jeg hader st skade andre" klagede han kort og då over på hende. Hun ville selvfølgelig stadig krævede jan kæmpede for at lære det, men nu var hun da advaret. Igen. Han strammede grebet om staven og løb imod hende for at slå benene væk under hende. Han hik altid efter det mindst skadene angreb. Hvis han kunne undgå hun brækkede noget eller begyndte at bløde, ville det være perfekt. Hans næste træk var at prøve og slå sværdet ud af hendes hånd. Så var de mere lige. Han var nu ikke ret god til det, og fortsatte derfor sine forsøg igen og igen. Det var ynkeligt, det vidste han godt, men det var nu engang det han kunne. Det var intet under at han altid tabte i de her ting. Han var svag, kunne ikke kæmpe og slet ikke truende på nogen måde. I det øjeblik savnede han skolen i menneskenes verden. Det havde han kunnet finde ud af, endda selvom han var odrblind. Viden er det bedste våben, det var hans overbevisning. Det fungerede bare ikke her i lejren.

Litsa undgik let hans slag imod hendes ben. Det var ikke sværere end blot at hoppe over staven. Han skulle virkelig til at lære noget om angreb og ikke kun at afværge. Man skulle ikke tro han havde været her i to år. Hun havde kæmpet med nybegyndere der var bedre end ham. "Felix, mere aggressiv, kom nu!" råbte hun opmuntrende. Slagene imod hendes greb om sværdet var heller ikke svære for hende at slippe fra. Det var let at undgå dem, de var forudsigelige og han brugte altid de samme kneb. Hun svingede sit sværd imod hans stav. "Find på noget bedre, lille engel." Normalt var det motivation at blive hånet, men intet virkede på en som Felix. Han var hjertens god hele vejen igennem. Lige modsat hende selv. Hun kunne de beskidte tricks, hun kæmpede for at vinde, og andres velbefinden var ikke det første på hendes liste. Hele hendes liv havde hun kæmpet imod stereotypen på Afrodites børn, og det havde hærdet hende. Nok til at hun nogle gange glemte de rigtige værdier. 
Litsa drejede elegant rundt om Felix og vred naturligt sin krop så hun endte bag ved Felix og satte sværdets spids imod hans ryg. "Hvad vil du nu gøre? Du er for forudsigelig, Felix. Taktik, har du nogensinde hørt det ord? Du er ellers så klog." Med et lille sving med håndledet lod hun det skarpe sværd splitte hans tøj og lave en rids i hans hud. "Kom igen, og prøv den her gang, ikke?" Igen stillede hun sig klar på kamp og håbed einderligt han ville begynde at prøve nu.

Felix vidste godt at han havde tabt så snart hun stod bag ved ham og gad ikke engang prøve. Han lyttede til hvad hun sagde, og forventede egentlig ikke at hun ville gøre ham noget. Da han alligevel fik en rids i ryggen med sværdet kom han med et overrasket gisp og vendte sig om for at spørge hvad hun havde gang i. Det droppede han dog. Han kendte svaret. Der skulle være en konsekvens ved at tabe, det vidste han jo godt. Det havde været en mild straf i forhold til hvad han før havde fået. 
Han stillede sig også klar og så på hende. Hun vidste han plejede at gå efter hendes ben, så det gjorde han igen, den her gang fordi han skulle være forudsigelig. Så slog han ud efter hendes hænder som før, bare for at få hende til at tro han ikke havde forstået noget overhovedet. Pludseligt ændrede hans slag dog retning fra hendes hænder til hendes brystkasse for at skubbe hende væk, og derefter hendes knæ for at prøve og vælte hende igen. Han anede slet ikke hvad han lavede, men han slog da ud efter andre steder end han plejede. Han ville nok aldrig blive bedre end det her, og det kunne han sagtens leve med. Hvad skulle han overhovedet bruge kamp til? Han var fredselsker og ville bare gerne læse. Det her var komplet åndssvagt i følge ham, men han var trvunget til at prøve næsten hver dag. Frustreret slog han ud imod Litsa endnu en gang, den her gang ikke i kontrol over hvor staven ville ende. Han var irriteret og slog egentlig bare ud i aggression.

Litsa var næsten helt opgivende da han begyndte og slå som han plejede. Hvordan i al verden skulle hun lære ham noget som helst, hvis han virkelig vare ikke ville forstå det? Man kunne jo ikke lære en noget, der ikke ville lære noget. Så fik hun et skub i brystet, og blev slået til jorden da han ramte hendes ben. Overrasket kom hun med et udbrud af smerte, da hendes ryg ramte noget hårdt på jorden.
Irriteret, men også stolt, kom Litsa hurtigt på benene, og var klar til at hoppe på Felix. Han havde faktisk formået at vælte hende, og hun var pave stolt af ham, nu skulle han presses til at fortsætte det gode arbejde. Hun svingede sværdet ud imod ham, men blev stoppet da hans stav ramte hende over hænderne. "For Hades!" udbrød hun da hendes hånd kort blev lammet af smerte. Hun tabte sværdet, men fik det hurtigt op i hænderne igen. Hun svingede sværdet igen, den her gang for at ridse ham i overarmen, og derefter hoppede hun imod ham for at få ham væltet bagover, og få ham ned at ligge. Hendes kampgejst var rigtigt tilbage, og hun var drevet af adrenalin. Hun greb fat om hans krave for at hive ham op igen, han skulle ikke tro han var sikker bare fordi han var blevet væltet. Kampen fortsatte, hun skulle nok sige til når det var slut.