On the Run - Litsa

Tid :: 23.06
Vejr :: Overskyet, blæsende og køligt.
Sted :: I skoven nær Halvblodsbakken.
Omgivelser :: Hvad der end hører til i en skov.
Påklædning :: Link.

Dallas løb. Han kunne ikke huske sidste gang han havde løbet så meget, så hurtigt eller så motiveret i hele sit liv, men han var meget sikker på, at han hellere ville finde en anden form for motivation, end den, han havde lige nu. På et eller andet tidspunkt i løbet af de sidste par timer, havde han mistet sin ene sko, og den anden havde han brugt som kasteskyts. Hans strømper var nu mindst lige så hullede som resten af hans tøj. Håret var uglet og fyldt med grene, han havde rifter langs armene og i ansigtet, og flere steder i hans nye, flotte cowboyskjorte var der huller, som så ud til at være brændt i stoffet.
"Lidt længere," mumlede han til sig selv, og tvang sine ben til at fortsætte igennem skovbunden. Et sted bag ham kunne han høre den knitrende lyd han efterhånden havde lært at frygte. Pis. Med hvad der føltes som den aller sidste energi han havde tilbage, skubbede han sig i et spring til siden. Et sted til venstre for ham susede en kile af lyn forbi ham, og endte i et lynnedslag et sted længere inde i skoven. Fuck, fuck, fuck, fuck. Et forskrækket udbrud slap igennem hans læber, og han skubbede sig panisk op at stå. Han var så tæt på. Fuldmånen slap kortvarigt igennem de tykke skyer, og Dallas mærkede omgående månens energi. Han sendte en hurtig, tavs tak til sin mor, og satte i løb igen. Da han endelig så de to græske søjler og den velkendte bue-indgang til lejren, var han lige ved at give sig til at græde af glæde. To dage på flugt, og han var ved at synke opgivende sammen. Ventien, den vrede storm-ånd, der befandt sig et sted bag ham, udsendte endnu et buldrende lyn i hans retning, og han blev nødt til at undvige et stort træ i processen for at komme op til indgangen. Han brugte sine sidste kræfter på at lade planterne bag sig samles i kludrede forme, for at prøve at sinke sin modstander; også selvom det fik hans øjne til at tåge, og gjorde ham en smule svimmel. 20 meter. 15 meter. 10 met - Hvad i Hades navn var dét? Dallas vendte sig om tids nok til at se den mærkelige, mørke sky, der knitrede med elektricitet, som var på vej lige imod ham. Hans ben føltes som cement, men alligevel var hans eneste håb at nå igennem porten. Vinden omkring ham føltes så høj og larmende, at han ikke kunne høre sin egen, råbende stemme. Selvom der kun var tre meter til han var i sikkerhed, var han sikker på han ikke nåede det, og af en eller anden grund, fyldtes han krop med vrede. "Forbandede, Ventus!" Råbte han ud i mørket. Han vippede snerrende sin hånd fremad, og sendte rapt to store kileformede skyts af månelys ind i den store tordensky. Alt blev lyst. Så mærkede han et hårdt lufttryk, og blev blæst bagover ind igennem porten, hvor han landede med et højt bump. Smerten blussede op i hans arm. Så blev alt stille. Mørket sneg sig ind på ham, og med et sidste snap efter luft, lod han sig endelig overgive, og lukkede øjnene.

Påklædning: Klik

Litsa var på vej ud af lejren, men kun for at bruge en nat væk fra en million halvguder. Hun havde aldrig sådan rigtigt forladt stedet, kun gået nogle lange ture i skoven omkring den af og til, helst om natten. Hendes ben var ikke helt enig i at det var en lang tur de skulle ud på, ikke efter hun havde brækket det i en ret voldsom episode for nogle uger siden. Stædigheden sad for dybt i hende til at holde det ro. Nu kunne hun jo støtte på det, hvorfor så vente. Hun var ikke pivet, og det var der bestemt heller ikke nogen der skulle tro. At hun havde været tvunget til at sidde ned i så mange uger havde været forfærdeligt nok i sig selv, så nu da hun var fri ville hun gerne ud og nyde det lidt. Og hvad bedre måde at slappe af på end at opsøge stedet hvor det gik galt i mørke? Hun skulle vel tilbage i skoven på et eller andet tidspunkt. 
Præcis som sidste gang havde hun sit sværd med sig, bare for en sikkerheds skyld. Man vidste trods alt aldrig hvad man mødte heromkring. Egentligt gik hun i sine egne tanker, indtil en ret høj lyd, der kom ude fra lejren, fik hende til at pause op et kort øjeblik. Hun var ikke helt sikker, men hun ville næsten vædde på hun havde set et lysglimt. Lynkiler? Hun rynkede kort panden, forvirret over hvorfor der ville være lynkiler udenfor lejren. Zeus' unger rendte næppe rundt derude nu og legede. Det var sent, ikke mange forlod lejren om natten. Hun nåede ikke at overveje det ret længe, før flere fulgte efter, og hun fik en ny mistanke. Lydende og glimtene var på vej imod lejren, og hvad end der forårsagede lynene var på vej imod lejren. Hun satte i løb, hvilket gav et kort jag gennem hendes ben, der ikke havde lavet ret meget det sidste stykke tid, og derfor klagede mere end hun var vant til. Der var ikke tid til den slags, hun koncentrerede sig i stedet for at komme hen til indgangen til lejren. Hvem der var i fare havde hun ingen anelse om, men hvis det var en halvgud havde hun tænkt sig at hjælpe. Der var trods alt en grund til hun var vejleder. 
Et eller andet sted havde hun forventet at finde en meget ung, muligvis ny, halvgud. Da hun nærmede sig indgangen nok til at kunne se hvad der skete udenfor den, måtte hun indse hun havde taget fejl. Hun sænkede kort farten, hun kendte den halvgud, og han kunne vel godt klare den.. ting selv, kunne han ikke? Igen fik hun hurtigt et svar da han skød imod tingen og den så ud til at eksplodere i lys. Lufttrykket ramte hende, men først efter Dallas var kommet ind for barrieren. Alligevel satte hun farten op, for han så ikke ret sprælsk ud. 
I en glidende bevægelse gled hun over skovbunden for at sætte sig på hug ved Dallas. Hun sendte et kort, undersøgende blik ud i skoven for at finde ud af om tingen stadig var der, men hun kunne ikke se noget. Havde han formået at dræbe den? Imponerende. Da den fare åbenbart ikke eksisterede mere, vendte hun opmærksomheden tilbage til Dallas. Hun placerede en hånd over hans bryst og prøvede at ryste liv i ham. "Dallas? Dallas!" kaldte hun. Adrenalinen måtte stadig pumpe i hans blod, hun kunne i hvert fald mærke hans hjerte, så helt bekymret var hun ikke. Hun lod sine øjne løbe over ham for at finde ud af om han var skadet. Han så ret forfærdelig ud, rifter og huller over alt i hans tøj, små sår her og der fra kampen og faldet, og så var der alt jorden. Hun sukkede kort. "Jesus Christ..." Hun rakte hånden ud, og en lille blå blomst voksede op fra jorden. Hun plukkede den hurtigt og lod den hænge foran hans ansigt. "Op igen. Jeg ville gerne bære dig, men hvis du har valgt at brække din ryg eller noget må du gerne lige sige det." Det var måske lidt en høj ambition at kunne bære ham, men hvad anden hjælp kunne yde. Han så ikke ud til at have mistet nogle lemmer, så hun havde lidt brug for han fortalte hvor hun ikke skulle prikke og trække i ham. Hendes blik gled stadig over ham mens hun ventede på blomsten virkede og han kom bare en smule til sig selv igen. Der var vist sket en hel del andet end bare en frisk tur til halvblodslejren for ham. Endnu en gang sukkede hun lavt og rystede på hovedet. Typisk.

Stilhed før storm. Stilhed før storm? Dallas gryntede opgivende for sig selv. Hans hoved dunkede og selvom han ikke længere kunne mærke den heftige vind rive i sig, følte han en susen for ørerne, som om han havde hørt rigtig høj musik, og pludselig befandt sig i stilhed. Det følte han også han gjorde nu. Måske burde man ændre det til stilhed efter storm, tænkte han tørt. Skovbunden under ham føltes heldigvis ikke lige så hård, som den havde gjort, mens han var løbet igennem den, men han følte stadig en let uro over hvordan hans evner havde svigtet ham. Månen havde været dækket, og mørket havde på en eller anden måde formået at tætne sig omkring skoven - skoven, som han ellers normalt følte sig 100% tryg i, og som han altid kunne se, føle og fornemme omkring sig. Det havde været en skræmmende tur.
Dallas' tågede hoved prøvede ihærdigt på at skubbe gang i hans krop igen, men i et godt stykke tid, lå han bare og mærkede den lette brise, duften af fugtig jord og følelsen af at være hjemme igen. Han kom først rigtigt til sig selv igen, da en insisterende stemme trængte igennem den dundrende lyd, som fyldte hans hoved. Dallas rynkede øjenbrynene sammen. Insisterende var måske et mildt ord at bruge, gik det op for ham, da personen begyndte at ruske i ham.
Verden snurrede rundt.
Gispende efter luft åbnede han halvt øjnene, og greb fat i den meget slørede piges arm for at stoppe hende i at ruske videre. Bevægelsen sendte et skarpt jag igennem hans arm, og han bed hårdt tænderne sammen for at dulme det hæse råb af smerte, der heldigvis kun kom ud som en sammenbidt stønnen. Verden vippede endnu engang faretruende til siden, og han klemte panisk sine øjne i igen, bange for at hvis han kiggede, ville han ende med at blive søsyg og kaste op. Så snart tanken om opkast var dukket op i hans hoved, fyldtes hans næsebor med en duft, der så absolut var modsat lugten af opkast. Beroligende og sød. Blomster. Hans hjerne gav slip på alt andet, og fokuserede udelukkende på duften, der synes at ændre sig en lille smule hele tiden. For få sekunder siden havde han kunne dufte mint og chokolade, men nu blev duften mere skarp, og det begyndte at kilde i hans næsebord. "Ad," gryntede han, og forsøgte at dække sin næse med hånden. Hans venstre arm føltes mærkelig og slap, så han brugte i stedet den højre, og åbnede øjnene på klem, for at finde kilden til den skarpe lugt.
Han stirrede lige op i øjnene på en pige. Nå ja. Måske havde han glemt pigen igen. Meget besynderlige ord kom ud af hendes mund, og han betragtede hende forvirret.
"Litsa?" Dallas ransagede sin hjerne for at finde ud af hvorfor i alverden Litsa pludselig var der, men han kunne overhovedet ikke finde nogen logisk forklaring, så i stedet stirrede han bare lidt mere på hende. Det gode var, at han sagtens kunne se hende i mørket, så hans kræfter og evner var ved at komme tilbage til ham. Det dårlige var, at hun snakkede om brækkede rygge. "Wha-Øh-Nej? Jeg har ikke valgt at brække ryggen," mumlede han en smule mut. Nu hun sagde det, begyndte hans krop virkelig at gøre ondt; specielt hans arm. "Ooog hvis jeg nu en dag skulle brække ryggen, så har det nok ikke været et valg." Utroligt som hun skulle komme og være flabet lige nu, hvor han lå og havde ondt, og bare havde lyst til at skulle blive aet over panden. Eller. Mest af alt havde han nok lyst til Ambrosia og Nektar, men chancen for at Litsa havde sådan noget på sig, var minimal.

Litsa kørte stadig sine øjne over ham for at finde ud af om alt nu også sad fast. Egentlig var hun en smule fornærmet over han begynder at rykke på sig, nu sad hun jo her og prøvede at hjælpe, og så bevægede han sig bare. Hvor vovede han. "Ja, det her har du klaret flot. Hvad Hades har du lavet?" Hun smed blomsten i skovbunden og så ind i hans øjne, velvidende han kunne se hende langt bedre end hun kunne se ham. Hendes blik flakkede alligevel til hans arm, som han så ud til at være en smule forsigtig med at bruge. Hun lagde hovedet på skrå og så undrende imod hans arm. Det var ikke fordi der var noget åbent sår der pisblødte. Men den kunne sagtens være brækket. Hun så sig rundt i skovbunden og fandt to grene. Et kort smil godkendte dem og hun så på ham igen. "Giv mig din arm. Jeg tror den er brækket, og den her brug for at blive støttet så du ikke smadrede den yderligere." Hun rakte sin hånd ud imod hans arm, slet ikke tålmodig nok til at vente på han fik sig snøvlet færdig. 
For en sikkerheds skyld, satte hun sig overskrævs over hans hofter, så blev han da liggende, og løftede helt forsigtigt hans arm. De fleste af hendes bevægelser lige nu var ret hårde og kontante, men hun var forsigtig omkring hans arme. Hun lagde den på hans brystkasse og placerede grenene på hver sin side af dem, og holdte så hånden over. Rosengrene skød ud fra grenene og lagde sig stramt om hans arm. Det helede intet, men det ville i hvert fald holde den stabil så det ikke blev værre og han fik smadret eventuelle knoglesplinter ind i alle mulige muskler i sin arm. Hun sørgede selvfølgelig der ikke sad torne over alt på grenene, og du hun var tilfreds blev grenene blot siddende stramt om hans arm. "Du kan takke mig senere. Kan du selv gå ned til hospitalsfløjen, eller skal jeg bære dig, store stærke mandfolk?" Hun smilede drillende ned til ham, og blev roligt siddende over ham. Hun havde intet imod at være tæt på, eller fysisk kontakt, og han var da frisk nok til at kunne svare hende igen, så han ville nok ikke tage skade af det. "Eller er der flere monstre derude der skal have lov til at smadre dig inden vi går? Hvad var den ting overhovedet?" Hun løftede et bryn, og så ud i skoven efter at have spurgt. Måske var det ikke lige tiden til at sidde og bede om undervisning i græske monstre, men det var da oplagt at spørge nu han lige var blevet jaget af et.

Dallas' øjne havde svært ved at fokusere, men da Litsa kiggede ham i øjnene, var hans syn kort klart, og han formåede at smile lidt flabet til hende, da han lagde mærke til hendes lidt fornærmede ansigtsudtryk, og hørte utilfredsheden i hendes stemme. Hans blik flakkede. Ja, hvad havde han egentlig lavet? Det var et godt spørgsmål. Han rynkede øjenbrynene og prøvede at få sin hjerne til at fungere optimalt, men blev hele tiden ved med at tænke på andre ting, som f.eks. den gode smag af ambrosia. Han mumlede noget uforstående, og lukkede øjnene for bedre at kunne tænke. Vegas. Han havde været tilbage i Vegas hvor han var vokset op. Vegas. Det eneste han kunne tænke på var poker. Som et lynnedslag - og dem syntes han ellers han havde set nok af de sidste to døgn, tak - så han det for sig. Tre Venti ved et bord med en ung knægt. Nå ja! Missionen, selvfølgelig. Dallas kom til at grine for sig selv, men bevægelsen gjorde ondt i halsen, så det udviklede sig hurtigt til en gryntende, stønnende lyd, og han åbnede opgivende øjnene. Det var jo ikke sjovt, når det gjorde ondt, tænkte han irritabelt.
"Spillede poker," mumlede han som svar på Litsas tidligere spørgsmål. Det var heller ikke en løgn. Venti var åbenbart utroligt dårlige tabere, men hvor havde han også skulle vide det fra. Han nåede ikke at forklare videre, før hun pludselig satte sig oven på ham. Han kiggede skeptisk op på hende, og rynkede øjenbrynene sammen. "Er det nu jeg burde have en af de der fløjter eller skal jeg bare råbe voldtægt?"
Han skulede ondt til hende, da hun begyndte at rykke på hans arm, men bed tænderne sammen i stedet for at sige noget. Han havde heller ikke lyst til at råbe op overfor hende, fordi han vidste hvor sej og hærdet hun var - og det var aldrig sjovt at virke svag overfor en smuk pige. Heller ikke selvom hun var meget sejere end ham, og det var han ret sikker på, hun var. Dallas stirrede på grenene, og hævede et øjenbryn. Grene? Virkelig? Han skulle til at spytte en opgivende bemærkning ud om at der allerede sad nok grene fast i hans tøj, ellers tak, men så begyndte der at skyde grene ud fra dem, og han stirrede i stedet målløst på sin arm. Whao. Whao!? Han spændte i kæben da det strammede til, men mærkede allerede nu stabiliteten i grenene, og nikkede beundrende. Han smilede drillende til hende, da hun spurgte om hun skulle bære ham, og formåede at blinke. "Jeg fortrækker at du bare bliver siddende - det er ikke en helt dårlig velkomst," svarede han, og sendte hende det bredeste smil han kunne mønstre. Hans hoved gjorde ikke så ondt længere, men armen dunkede stadig. Den var nok brækket, måtte han indse.
Dallas bed tænderne sammen, og prøvede på at følge hendes blik ud af porten. Bevægelsen gjorde ondt i hans ømme nakkemuskler, og det var fysisk umuligt for ham at dreje hovedet så han kunne se, men han kunne ikke høre noget storm og heller ikke lynnedslag, så måske havde han alligevel overvundet monsteret. Med månemagi. Han kiggede lidt sammenbidt på Litsa, men måtte indse at hun havde ret til at vide hvad det havde været. "En Ventus," svarede han, og kiggede op i himlen. "Det er en form for storm-væsen, der egentlig kan forvandle sig til en stormsky fyldt med lyn, men normalt ligner de bare unge drenge - min fejl, min fejl. Ham og hans brødre kunne ikke lide at tabe i poker," mumlede han.

Hun løftede et øjenbryn, helt uimponeret af hans forklaring. Poker? Hun vidste godt han var vokset op i Vegas, men derfor behøvede han vel ikke at rende rundt og te sig som et fæ derfra og få underlige typer efter sig. Han var halvgud, han måtte da vide der var sære folk og bæster ude efter dem. Hun anså ham da for at være klogere end bare det. Var hans mor ikke gudinde for jagt? Krævede det ikke bare en smule strategisk intelligens? "Det gik rigtig godt kan jeg se." Mere havde hun ikke rigtigt at tilføje. Den eneste form for poker der interesserede hende var strippoker og det var hun forfærdelig dårlig til - men det var der som regel ikke nogen der havde noget imod at hun var. 
Hun fnøs over hans voldtægts kommentar og smilede overlegen. "Åh hold mund, du kan lide det." Hun gjorde det kun fordi hun vidste hun kunne tillade sig det. De havde været væsentligt intimt tættere på hinanden end det her, det burde ikke være et problem for ham. 
Hun gav kort hans arm et sidste blik, tilfreds med hvor stabilt det så ud til at være. Hendes brune blik flakkede til hans og hun gav ham endnu et tilfreds blik. "Se selv? Du kan jo lide det." Hun var udemærket godt klar over han var i smerte og hans krop måtte være halvt smadret efter hans lille krig med den ting, men hun kunne ikke helt dy sig for at køre hånden ned over hans skulder, og fortsætte ned af side af hans ribben og mod hans hofter for at hvile der. Ja hun var måske en smule for fikseret på den slags, men hun kunne ikke lade vær. Hvilken pige ville ikke tage fordel af at have en flot fyr mellem sine ben? Hun lo for sig selv over sin tanke. 
Hans forklaring fik hende dog til at lytte pænt og roligt. Hun nikkede lidt og forstod havd han sagde. "Jep. Din fejl. Burde du ikke lade vær med at rende til Vegas og spille poker? Du ved de typer er over alt i Vegas." Hun så kort ud i mørket hvor uhyret ikke længere eksisterede. "Er de i det mindste pæne når de ligner unge drenge?" Hun smilede drillende ned til ham, og havde faktisk ikke meget lyst til at flytte sig. Hun havde et helt fint sæde lige her. Han var nok bare ikke helt enig i det. 
Hans krop var helt sikkert øm, og han kunne nok godt bruge at blive tilset og komme i sin egen seng. Alligevel tog hun sig friheden af at læne sig ned over ham, og holde sin overkrop over ham ved at sætte sine hænder i jorden på hver side af hans hoved. Hun var lænet så tæt på ham, at deres ansigter ikke var ret langt fra hinanden. "Du ved, flotte, stærke fyre, der ser ud til at kunne beskytte en pige med en arm bundet på ryggen?" Hendes blik gled kort ned som om hun bedømte ham. Hendes stemme var blød som smør og sød som honning. Hun bed sig kort i læberne som om bare tanken om den slags fyre var nok til at gøre hende helt varm. "Den slags fyre en pige ikke kan stå for, du ved?" Hendes øjne fandt igen hans. Nej, det her var nok ikke stedet eller tiden, men det var så længe siden hun havde fået lov til at bruge sit udseende og sit medfødte talent for at flirte. Han kunne klare det, det vidste hun. Hun skulle også nok få ham op på hospital fløjen lige om lidt, men han var klar nok til at være rapkæftet, så kunne han også klare lidt drilleri.

Dallas hævede et øjenbryn, mod hendes spydige kommentar. Rent faktisk var selve poker-spillet jo egentlig gået rigtig, rigtig godt, så han overvejede kort at hakke hendes kommentar i jorden, men hans fokus flimrede foruroligende. Du kan lide det. Det var ikke tiden til at komme med indvendinger, tænkte han, og kiggede op på hende med et varmt blik. Han himlede med øjnene, og skulle til at komme med en flabet kommentar, om at hun var mindst lige så skyldig som ham, da hun rykkede sine hænder ned langs han krop, og endnu engang cuttede ham af. Han sugede luft ind gennem sammenbidte tænder, og prøvede på ikke at snerre da et kuldegys rystede igennem hans krop. Han følte sig ikke lige så hurtig som han plejede at være, hvilket jo egentlig var forståeligt nok, men stadig frustrerende. Han sank, og prøvede ihærdigt på at kontrollere sin vejrtrækning. Flabet sådan at… at… at. Være så smuk, lige nu. Han sendte en tavs undskyldning mod himlen. Med en mor der var Gudinde for jomfruelighed, havde han altid en smule skyldfølelse, i situationer som denne.
”Uh, unfair,” mumlede han, og brugte alt sin viljestyrke på at fokusere på noget andet end Litsa. Det var heldigvis nemmere end det plejede at være, for han kunne bare rykke sit fokus til et hvert ømt sted i hans krop. Han smilede skævt til hende. ”Sikken tiltro,” svarede han, og rystede let på hovedet. ”Jeg var på mission, og lod mig friste til et spil ligesom i de gode gamle dage,” indrømmede han. Set tilbage var det måske ikke det smarteste træk, men når 3 unge fyrer smider flabede bemærkninger i dit hoved, og praler med deres poker-evner, så lader du det ikke flyve over hovedet.
Dallas hævede et øjenbryn. Pæne? ”Altså hvis man kan lide en lidt elektrisk type med… Uh… stormfulde øjne måske?” Mumlede han undrende, og opfangede først hvor hun var på vej hen, da hun begyndte at læne sig ind over ham. Han kunne dufte hendes hår, der som altid duftede af blomster. Måske var det duften, der fik folk til at falde i svimer over Afrodites døtre, men magien trængte ikke igennem til ham. ”Du ved, selvom dine kærligheds-kræfter og glimtende øjne ikke har nogen effekt på mig,” sagde han, og vippede hagen lidt opad i en fornærmet gestus, ””så betyder det ikke, at du ikke har det.” Han bed tænderne sammen, men havde øjnene fikserede på hendes læber, da hun bed i dem. I Gudernes navn, hvor burde det ikke påvirke ham, at hun snakkede sådan om andre fyre. Han krummede sine tæer sammen, og peb for sig selv. ”Litsa,” mumlede han sammenbidt med klagende stemme. ”For ind i Hades da.”

Det var næsten for svært ikke at grine. Måske virkede hendes kræfter ikke på ham, men han var stadig en dreng og hun var stadig en pige, der var så heldig at være datter af gudinden for skønhed. Helt normale tanker og lyster måtte han også have, og det så ud til han prøvede at kæmpe imod alt han kunne. Alligevel holdt hun facaden, holdt sine brune øjne så uskyldige som mulige, og hendes udtryk som om hun da virkelig ikke kunne se hvorfor han reagerede som han gjorde. Hun spurgte jo bare ind til nogle fyre han havde mødt, ikke? Det behøvede han da ikke reagere sådan på. Åh jo, hun nød den smule magt hun havde over ham lige nu. 
Hun smilede alligevel lidt da han næsten lød til at gå i forsvar for sig selv. Hvis man kunne lide den type? Der var vist ikke rigtigt en type hun ikke kunne lide, og det burde han også vide. "Tja, hvis man nu ikke vidste de var monstre? Jeg tror godt du kender min type." Hendes stemme var lavmælt, de var trods alt så tæt på hinanden lige nu, at hun ikke behøvede at tale ret højt før han hørte hende. Hun gave ham endnu et helt uskyldigt smil der helt klart lå noget under. Hvis ikke han havde ondt over alt ville hun nok rent faktisk have lagt sig over ham så hun kunne komme rigtig tæt på, men hun var nu ikke så ond. Kun ond nok til plante et kys mod hans kæbe da han vippede hagen op ad. Hun lo lidt, kunne ikke lade vær med at vise hun nød det en smule. "Mh?" spurgte hun som om hun ikke anede hvorfor han sådan mumlede hendes navn som om hun torturede ham. Hun lænede sig længere frem så hendes læber var lige ud for hans øre. "Bange for moar får skam af dig?" Hun smilede, og det kunne høres i hendes stemme. 
Lige så hurtigt som hun havde taget drejningen fra irriteret til... sensuel, lige så hurtigt satte hun sig op og slukkede for det. Det var så meget sjovere at lade ham får en smagsprøve af hvad hun kunne, selv uden sine evner, end det var faktisk at gøre noget ud af det. Hun kom på benene og rakte en hånd ud imod den af hans arme der ikke var helt ødelagt for at tilbyde ham hjælp med at komme op. "Kom nu. Du kan ikke ligge der hele natten. Du ser helt patetisk ud." Der var ikke noget sukkersødt over hende mere, kun en snært af det i hendes drillende smil. Hun vidste det var nok til at gøre de mest desperate fyre helt skøre bare at skifte og pludseligt være helt anderledes. Dallas kendte hende, så han ville næppe flippe ret meget ud, men hun var også godt klar over han sikkert ikke var særligt tilfreds. Det var ikke første gang hun prøvede ham af. Han var jo en udfordring hun ikke kunne sige nej til, når han nu var immun over for hendes evner.

Han hadede det. Smukke piger havde altid frustreret ham en anelse, specielt da han var yngre, og ikke særlig god til at snakke med piger. Efter nogle år var det gået op for ham, at piger overhovedet ikke var svære at tale med, og så var det jo gået godt siden. Alligevel blev han altid en smule nervøs omkring Afrodites børn - måske fordi de var så smukke, og vant til at bruge det til deres fordele. Litsa havde han vænnet sig til, for de havde efterhånden kendt hinanden i et godt stykke tid, men det betød ikke, at han ikke hadede, når hun spillede på sin skønhed. Dallas spidsede munden og kiggede utilfreds op i hendes dådyrøjne. Han smilede opgivende, og nikkede for sig selv. Åh jo, han kendte godt hendes type - det var let at kende en type, når der ikke rigtig var én. Så længe de var fysisk attraktive, lette at manipulere med eller havde en lidt flabet attitude. Han lagde hovedet på skrå, og betragtede hende småsmilende. "Hvis man nu ikke vidste de var monstre," svarede han, og kneb øjnene let sammen, "så så de for unge ud til dig." Han hævede udfordrende et øjenbryn, og løftede sin raske arm for at klø sig i skægget. "De havde en seriøs mangel på skæg." Han kunne ikke dy sig for at blinke til hende, men måtte straks efter lade attituden falde pladask til jorden, da hun rykkede en smule på sig, og kyssede hans hage. Han spændte i kæbemusklerne, og overvejede kort at nappe ud efter hendes læber. Men han havde ikke tænkt sig at tabe hendes lille leg. I stedet åndede han skarpt ud. Det kildede i nakkehårene, da hun hviskede ham i øreret, og han knyttede sin raske hånd. Utroligt. Nu hun sagde det, gik det op for ham, hvorfor han specielt følte sig forlegen. Han lå midt i skoven - hans mors territorie - så det føltes næsten forbudt. Og sexet som ind i Hades, tænkte han irritabelt. Han mumlede noget med at Afrodite selvfølgelig nok ville sætte pris på hele sceneriet, og vendte sit hoved, så det var lige ud for hendes. I sekundet tanken om at kysse hende, ramte hans hjerne, skiftede Litsas ansigtsudtryk om og hun satte sig op. Han stirrede vantro meget opgivende på hende.
Dallas blev fladt liggende på den fugtige skovbund, og sendte et opgivende blik op i himlen. En række tavse bandeord fløj igennem hans hoved, og han rystede på hovedet af sig selv, før han greb ud efter Litsas hånd, og med et sammenbidt udtryk kom på benene. Hans ben føltes som gummi, og han vippede faretruende til den ene side, før han fik fat i en træstamme, som han kunne støtte sig op af. "Jeg føler mig også patetisk," tilføjede han, med et skulende sideblik til hende, "som sædvanligt når du er i dit totalt onde hjørne - jeg er også glad for at se dig igen, Lits."

Litsa himlede lidt med øjnene over hans kommentar med skæg. Så længe de var lovlige var de legetøj, og det var nok for hende. Hans usikre svejen da han kom på benene fik hende til at lægge en arm som støtte rund omkring ham, plus det var en ekstra grund til at have hænderne på ham igen. Han kunne ikke kravle op af træer hele vejen. Han var en pæn fyr, og hun skulle bestemt ikke klage over at få lov til at pille lidt ekstra ved ham. En hver undskyldning for det tog hun. "Selvfølgelig er du glad for at se mig igen, hvem ville ikke være det?" Hun smilede til ham og begyndte roligt at gå imod hospitalfløjen. 
Hun tog det med ro, hun ville ikke koste af sted med ham, staklen var udmattet. "Mit onde hjørne? Åh putte. Det var ingenting. Jeg beholdte da mit tøj på, ikke?" Hun blinkede drillende til ham, inden hun strakte halsen og kyssede ham på kinden. "Hmm." Hun så på ham som om hun overvejde et eller andet omkring ham. Hendes bryn var rynkede og hendes hoved let på skrå. "Du har ret. Rigtige mænd har skæg." Hendes udtryk ændrede sig til noget mere flirtende og drillende igen. Han kunne tage det, trods alt. Hun holdt meget af ham, ikke kun fordi han var en dreng og hun var tiltrukket af ham, men fordi han var hendes ven, og det respekterede hun, med hende små lege. 
"Ved du hvad vi andre har rendt rundt og lavet mens du hyggede dig i Vegas med kortspil og unge, flotte fyrer?" Hun så på hvor de gik så de ikke endte med at rode rundt dernede igen. Hendes hånd var fastlåst om stoffet i hans trøje, da hun stadig havde armen støttende om ham. "Jeg var i skoven med en søn af Eros, men ikke på grund af noget sjovt, desværre. Og ved du hvad der valser direkte ind i os? En kimære." Litsa var tydeligvis ikke tilfreds med episoden. Nu havde hun også brækket et ben og var blevet taget ud af træning på grund af det, og var der en ting hun hadede, var det at blive holdt væk fra træning. Det var ikke lang tid siden hun var kommet fri af gipsen, til Dallas' hjælp i aften. Hendes blik søgte op på ham igen, med et undrende udtryk. "Kender du en fyr der hedder Nolan?" De var begge pæne og fyre, det var sikkert ret fordomsfuldt at regne med de kendte hinanden. Alligevel ville hun spørge inden hun begyndte at brokke sig over situationen, hvis de nu var venner. Hun var et ordenligt menneske - eller halvgud - trods alt. Nogle gange mere end andre, men Dallas kunne hun godt være sød sammen med, hun havde i hvert fald lyst nu og da.

Det var ikke særlig mange folk som han faktisk ville lade sig støtte op af, stædig som han var. Og da slet ikke piger. Litsa var en anden snak, for han havde stor respekt for hende, og vidste hvor hårdt det måtte være at være datter af Afrodite nogle gange. Andre halvguder havde tit nogle ret hårde fordomme, og selvom nogle af dem passede, så betød det ikke at Litsa var et lille dukkebarn uden fysiske kompetencer.
Dallas lagde armen om hendes skulder, og trykkede en smule ned mens han justerede sig til en mere behagelig stilling. Han smilede skævt til hendes kommentar, og fulgte med hende, mens han støttede sig halvt op af hende. Med en let klukken rystede han på hovedet. "Forventer du at jeg takker dig for ikke at smide tøjet?" Spurgte han drillende. "Det er aldrig sket, og det vil heller aldrig ske, at jeg nogensinde takker en person, for at beholde tøjet på, Lits." Han kunne godt se hendes pointe, dog. Hvis hun pludselig var begyndt at tage tøjet af mens hun sad på ham, havde han på ingen måde haft nok selvkontrol.
Dallas smilede stolt. Han havde altid været jaloux på mænd, der kunne få fuldskæg, fordi hans eget skæg ikke var tæt nok til det - alligevel var han glad for sine skægstubbe. Han skulle til at sende en flabet bemærkning afsted, men hun nåede at snakke først. "Mit første gæt ville være at du har nedlagt samtlige unge fyre i lejren?" Prøvede han, og hævede klukkende et øjenbryn. Han var umiddelbart ikke i humør til at høre om Litsas trofæer med mindre det var andre sønner af Artemis, så han ville have noget gossip på sine halvbrødre. Til hans overraskelse, var det ikke den retning samtalen drejede. Dallas rynkede øjenbrynene sammen og betragtede hende lettere bekymret. "Er du okay?" Hans første spørgsmål var mod hende, for han havde ikke tænkt sig at belaste hendes krop med ekstra vægt hvis hun havde taget skade fra episoden. "En kimæra?" Mumlede han, og rystede på hovedet. "Inden for lejrens grænser eller var i længere ude i skoven?" Hvis monstrene pludselig kunne krydse den magiske barriere, der beskyttede halvblodslejren ville det ikke just være gode nyheder at komme hjem til.
Dallas rettede sit blik mod skovbunden for at være sikker på at han ikke snuplede mens de gik. Hans ben vaklede stadig en smule, men han følte langsomt energien fra skoven omringe sig. Mest af alt burde han nok bare få en masse søvn og lidt ambrosia. Han rynkede tænksomt øjenbrynene sammen, og kiggede op på hende igen. "Mh... Nolan Deering? Kender ham af navn og ansigt, men har aldrig rigtig snakket med ham," indrømmede han. Han havde snakket med de fleste, og Nolan havde altid virket som en åben og glad person, så det var egentlig pudsigt at de aldrig havde snakket mere sammen end de gjorde. Han lagde hovedet på skrå. "Skete der noget med ham?"

Litsa lo lidt af ham. Staklen vidste jo ikke hvad der var godt for ham. Han var ikke i fysisk stand til at kunne klare hvis hun begyndte og tage tøjet af. Hvis han havde været det, ville snakken have været anderledes. Han var pæn, hun havde holdt sig på måtten længe, og så ville det jo ikke være første gang. Men han var mere end bare sex for hende, hvilket mange drenge ikke kunne prale af i forhold til hende. 
"Delius min dreng, jeg er bange for jeg havde slået dig ihjel hvis jeg ikke havde opført mig pænt." Hun smilede op til ham og klappede ham blidt på brystet, uden at gøre yderlige skade. Hun holdt trods alt meget af ham, og hun ville ikke forvolde mere smerte eller mere skade på ham hvis hun kunne undgå det. 
"Hey, alt hvad de siger om mig passer altså ikke! Jeg har faktisk holdt mig helt fra den slags mens du var væk. Det er jo ikke sjovt hvis det ikke gør dig jaloux." Hun rakte kort tunge af ham. Det var nu sandt, hun havde lagt det der tilfældige knalden lidt på hylden på det seneste. Ikke af nogen speciel grund, men hendes brækkede ben havde nok en del med det at gøre. 
"Jeg brækkede benet, men har det tydeligvis bedre." Hun gik i hvert fald, og hun havde været til træning efterfølgende igen. Så hendes krop var oppe og køre igen. "Bæstet var i lejren. Hr D fik besked, de har taget sig af det." Fra hvad hun havde hørt, havde de sendt et hold ud af Ares' unger for at dræbe den sårede kimære efter hende og Nolan var sluppet fri fra den. Det havde været lige lovligt spændende for hendes smag, mest fordi hun havde været afvæbnet, skadet og havde været nødt til at sætte sin lid til Nolan. Ikke fordi hun hadede Nolan, men hun ville bare helst selv stå for kamp. 
"Ja præcis ham. Han fik trykket et par ribben, men ellers klarede han det meget godt. Jeg har ikke meget til overs for Eros' drenges evner i kamp, men han formåede at bære mig helt hen til hospitalsfløjen med trykkede ribben. Men han ville ikke tage imod min blomst med smertestillende." Hun lød fornærmet ved den sidste tilføjelse. Scenariet havde ikke været noget hun var særligt stolt af. Hun havde været ude af stand til at kæmpe, hun var brudt sammen for øjnene af Nolan - Nolan af alle - og hun var blevet afvist med sine blomster. Det havde faktisk været en rigtig dårlig dag for hende. 
"Jeg har vist gjort et dårligt indtryk på ham, jeg er overrasket over han ikke lod bæstet æde mig." Hun lo lidt og så op på Dallas. "Men det er nok ikke alle der kan klare en lille, svag pige som mig?" Hun var alt andet end svag. Men de var gået skævt af hinanden, og der var ikke sket ret meget for at rette op på det. Litsa mente stadig Nolan var overlegen og troede han var mere end han var, og hun forestillede sig han mente det samme om hende. Men så var det godt hun havde Dallas, for han kunne takle hende og forstod at sætte pris på hende.

Dallas skar en grimasse ved lyden af hans rigtige navn. Det var for det første ikke særlig mange folk i verden, der kendte til navnet Delius, og for det andet så var det egentlig kun hans far og hans lærere der havde brugt det. Han skulede kort mod hende, men kunne ikke lade være med at småsmile alligevel. Hun havde jo nok ret. Måske var sex ikke den bedste idé i hans tilstand, måtte han indrømme.
"Litsa min pige," svarede han med en stemme, der var lidt lysere for at tale hende efter munden. "Hvis der kunne stå "død ved sex" på min gravsten, så ville jeg egentlig være godt tilfreds med mit liv." Han smilede bredt til hende, men rystede let på hovedet af sig selv. Hvordan han kunne flirte i sin tilstand var virkelig ikke noget han var stolt af. En kølig brise blæste igennem træerne, og Dallas vidste udemærket at det var hans mor, der ikke var tilfreds. Nu havde han heldigvis også gener fra sin far, men han havde godt lagt mærke til at andre af hans halvsøskende var meget jomfruelige i det. Han klukkede opgivende. Det var lige før han følte sig mere flirtende normalt fordi søvnen fik hans hjerne til at føles tåget, lidt som om han var fuld. Men så på den anden side var han altid lidt ekstra flirtende sammen med Litsa - hun kunne klare det, spille med på det og svare ordenligt igen.
Dallas klukkede for sig selv, og rystede opgivende på hovedet af hende, og smilede blidt. "Nu skal der også ret meget til at gøre mig jaloux, cherié, men det er alligevel imponerende!" Smilet blev tørret af hans læber sekundet efter. Nok var han svær at gøre jaloux, hele hans livsfilosofi var rolig og baseret omkring glæde og tillid til andre, men han var hurtig til at bekymre sig om andre. Brækket ben. Han spændte kort i kæben, irriteret over at han ikke havde været der til at kunne hjælpe hende eller i det mindste bare til at være der for hende imens benet healede. "Tydeligvist, ja," mumlede han, ikke helt overbevist, og lettede rent ubevidst lidt af sin vægt fra hende. Han rynkede øjenbrynene sammen og mærkede en let uro i maven. Uhyrer i lejren var ikke gode nyheder. "Så alt er okay nu? Fandt de ud af hvordan den kom over grænsen?"
Dallas lyttede uden at afbryde. Han kendte ikke Nolan, og havde ingen tætte forhold med børn af Eros. Alligevel fik hendes forklaring ham til at smile skævt. "Ouch," mumlede han med et drillende blik mod Litsa. "Kunne forstille mig at dit ben gjorde mindre ondt end din sårede stolthed." Han rystede på hovedet, og betragtede hende blidt. Hun virkede oprevet, men alt hun fortalte fik ham egentlig bare til at tænke på hende selv. Litsas fordomme mod 'sønner af Eros' virkede som folks generelle fordomme mod 'døtre af Afrodite'; og stædigheden over selv at ville klare det hele men alligevel at ville hjælpe andre. "Så alt i alt lyder han som en drengeudgave af dig, Lits," lo han, og aede hende blidt på skulderen. Han gav hende et kys på siden af hovedet, og klukkede dæmpet for sig selv. "Nah, hvis han nogensinde kalder dig svag, så ved du godt, at vi bliver nødt til at tæske ham," svarede han med en meget overdrevent alvorlig stemme, og smilede varmt. Litsa var alt andet end svag, og Dallas satte meget højt pris på hende.

Litsa lo en smule. "Rolig, tiger." Det var ikke fordi hun ikke ville flirte med ham, men det var ikke lige tiden for det. Når han var et hel igen, og ikke havde en arm der var holdt sammen af grene og en krop helt træt og smadret. Lige nu var hans helbred altså det vigtigste, også for hende selvom de fleste troede hun var hjerteløs. 
Litsa løftede et øjebryn og så op på ham. "Er det en udfordring?" Det ville ikke være helt kedeligt at prøve og gøre ham jaloux. Nu var de trods alt kun venner, det var ikke fordi de tilhørte hinanden, så derfor ville det også blive sværere. Men hey, derfor ville det også være meget sjovere. Hvis det var let var der jo ikke noget i det. Det var hendes ting, hun elskede at lege med drenge, det var det hendes slags kunne. 
Hun måtte ryste på hovedet af hans spørgsmål. Hun havde ikke hørt noget om hvordan bæstet var kommet ind. Nu havde hun heller ikke spurgt så meget, det var virkelig en situation hun helst ville glemme alt om. Men hun havde faktisk spurgt hr. D om det da hun var ved at have styr på sit ben igen. "Nej, de aner det ikke. Men Hr. D virkede ikke særligt nervøs omkring det, så det er nok ikke så slemt." Hun så op på ham, tydeligvis bekymret, for hun havde faktisk ikke tænkt særligt meget over det før nu. Hvis den kunne komme ind, hvad kunne ellers? Det var ikke en tanke hun var glad for. Hun kunne godt lide når hendes knogler ikke var brækkede. 
Hendes udtryk ændrede sig til at smil, og hun skubbede drillende til ham. "Min stolthed har det fint, mange tak." Han havde ret. Hendes stolthed havde været det mest sårede den dag, hun var stadig ikke glad for tanken, og hun brød sig slet ikke om at være i nærheden af Nolan, eller se ham i øjnene. Han havde set for meget af hvad hun brød sig om, alt alt for meget. "Han er ikke en drengeudgave af mig, han er..." Var han? Dallas ord fik hende til at overveje det. Måske var han en drenge udgave af hende? Nej. De var for forskellige. Det var derfor de ikke kunne sammen. De havde intet tilfælles, intet. Det nægtede hun at tro. "Han er bare arrogant," afrundede hun med et bestemt hovednik. 
Hun lagde kort hovedet mod hans skulder, bare fordi det var rart. "Du er sød nok nogle gange." Hun smilede op til ham, inden hun rettede sig mere op igen, både for støtte, men også fordi de nærmede sig hospitalsfløjen. "Jeg skal nok blive og holde dig i hånden, så du ikke bliver bange." Hun gav ham et klap på ryggen og grinede en smule, og gik ind i bygningen sammen med ham. Forhåbentligt var der nogen der kunne hjælpe ham bedre end hun kunne.

Dallas knurrede lavt og blottede tænderne, som om han var en tiger. Han blinkede muntert til hende. Hans arm var begyndt at summe, og han sendte den et kort bekymret blik. For nogle år siden, hvor han havde været om muligt endnu mere uheldig end han plejede, var han startet på at have enten ambrosia eller nektar med sig hver gang han gik udenfor lejrens grænser. Han havde uheldigvis brugt sin taske som kasteskyts tidligt ind i sin flugt, uden at tænke over at han nok ville få brug for det nu, så de blev nødt til at sætte mod infirmeriet. Dallas rynkede øjenbrynene sammen og overvejede om der overhovedet var nogle på arbejde sådan klokken - med et blik op i himlen konstaterede han klokken - omkring midnat, men måtte indse at det var Halvblodslejren, og at der nok altid var én eller anden på arbejde. Også om vinteren, hvor lejren kun var halv fyldt. Litsas stemme hev ham tilbage i virkeligheden, og han rettede et lidt tomt blik mod hende. Hvad havde hun sagt? Han rynkede øjenbrynene. Noget med en udfordring? Dallas ransagede sin hjerne for at få det til at give mening, og da det endelig klikkede på plads, kom han til at grine. "Åh, du kan aldrig sige nej til en god udfordring, huh?" Han smilede blidt. Sandt at sige, så havde han samme tendens til at ville gøre dét som folk sagde ikke kunne lade sig gøre, eller som folk sagde han ikke måtte. Du kan ikke klatre op af det her træ, ha! De skulle se skulle de! Du må spise alle andre kager end den her, men nu er det jo dén jeg har lyst til?
Dallas betragtede Litsa ud af øjenkrogen mens de gik, og overvejede kort om det kunne lade sig gøre at blive jaloux over hende. Hans livsfilosofi var åben og rolig, så jalousi var en lidt fremmet følelse for ham. Alligevel var hun mere end bare en flirt - en af de bedste veninder, han nogensinde havde haft, så måske ville det ikke være så svært endda. Tanken gjorde ham småurolig, og han kiggede opgivende op i himlen.
Han rynkede på næsen af hendes svar til monsteret. Faktisk virkede Hr. D aldrig nervøs - bare irriterende, småvred og flabet - så det var ikke ligefrem en indikator han havde lyst til at tage for et svar. Men hvis Chiron ikke havde sat beredskabet højere op, så var der måske ikke noget problem. Litsas urolighed, fik ham til at give hendes skulder et lille klem. Han nikkede i stedet til hendes svar. "Chiron og Hr. D. har det nok under kontrol, ja," svarede han. Han brød sig ikke om at hun havde været igennem sådan en oplevelse, selvom det var det de trænede for. Det nagede i ham at et monster kunne gå igennem barrieren, men nagede ham endnu mere at den mest logiske grund ville være at en anden halvgud havde ledt det igennem muren.
Dallas kom med et meget umandigt hvin, da han pludselig blev puffet til siden, og greb grinende ud efter Litsa igen. Hans hjerte hoppede uroligt, og han rystede på hovedet af hende. Den tunge stemning var dog blevet knust som tynd glas, og i stedet følte han sig varm inden i. Han lavede smalle øjne og kiggede skeptisk på hende. Umiddelbart kendte han en del halvguder der havde brugt ordet arrogant om Litsa - måske var der også højere tendens til at bruge ordet om en pige, der vidste at hun var god i kamp og som brugte sin skønhed til sin fordel. Han nikkede småsmilende til hendes 'sidste' ord. "If you say so! Så længe han ikke lod dig i stikken, så er jeg godt tilfreds. Ellers var jeg jo blevet nødt til at tage drastiske midler i brug og vise knægten at de her muskler," han spændte i overarmen med sin raske arm - ikke at det var det mest imponerende syn i hele verden, med skrammer og snavs over alt - "faktisk kan bruges til andet end at spænde en bue."
Dallas himlede med øjnene, men han mærkede alligevel sine kinder blive varme. Utroligt som lidt tid væk fra lejren og et par dage på flugt, kunne have effekt på ham. Han klukkede for sig selv, og trådte ind af døren. "Meget betænksomt af dig, tak."

Litsa lo over ham, nød hans humor, hans friske sind og hans frie måde at være på. Der var alt for få der ikke tog alting så alvorligt i lejren, så hun nød når nogle gad lege og fjolle med hende - på et helt uskyldigt plan også. Som datter af Afrodite var det svært at havde uskyldig sjov, man var praktisk talt alles objekt de kunne lægge an på som de havde lyst. 
Lits rystede på hovedet da han spurgte om hendes tilgang til udfordringer. Hun elskede dem. Fysiske, seksuelle, manipulerende. Hun så dem som chancer for at blive bedre til hvad end hun blev udfordret i. Plus det tit bar en præmie med sig, og det var et plus hun elskede. "Hvad får jeg hvis jeg forfører din sære lillebror? Jeg vil væde med det ville gøre dig jaloux, ikke?" Hun smilede drillende til ham. Ville der være noget værre end at dele en pige med sin lillebror? Hun delte ikke fyre, så hun vidste ikke noget om det, men hun kunne forestille sig det var en drengeting at ville have noget for sig selv, og hvis hun kunne vække det i ham ville hun være stolt. Hun kendte ikke hans sære lillebror så godt - var det Viktor han hed? Hun vidsted bare et en af hendes venners lillesøster var gode venner med ham. 
Litsa fnøs lidt over hans forsøg på at berolige hende. Ikke hans klem, det nød hun. Men ordene. Hr. D og Chiron havde styr på det? Hun tvivlede. Hr. D havde ikke styr på andet end sin vin han ikke kunne drikke alligevel, og alt Chiron tænkte på var at træne nogle stærke helte. De var vel skide ligeglade med om der rendte farlige kæledyr rundt i lejren om natten. "Sikkert..." Hun turde ikke tage kampen op med magt fordelingen i lejren, men hvor ville hun ønske hun turde nogle gange. Der trængte til at komme styr på tingene, efter hendes mening. 
Hans hvin fik hende til at le højt, for det var virkelig ikke mandigt, og hans tag i hende igen fik hende til at sende ham et strålende smil. Alle burde have en ven som Dallas, tænkte hun for sig selv. Så kunne man klare alt. 
Med et løftet øjenbryn sendte hun hans overarm og hans muskler et blik, og hun lo igen. "Aha? Til hvad, som eksempel?" Hun blinkede med det ene øje, tydeligvis med tankerne på mere beskidte ting igen. Hey, det var hendes speciale. 
Hun fik ham placeret på en af de senge der var i bygningen til dem der var kommet til skade. Her var langt fra fyldt, mange var ikke i lejren, og få trænede meget hårdt i vinteren. Men selvfølgelig var Dallas da her alligevel. Imponerende nok i sig selv. 
"Jeg er her altid for dem der har brug for mig." Hun lo lidt og satte sig ved siden af ham, da en eller anden nymfe kom vimsende for at hjælpe på hans arm. Litsa trak pænt sin primitive forbinding af rosengrene tilbage og lod hende gøre sit arbejde. I stedet lagde Litsa det ene ben over det andet og så rundt i lokalet. Hun sad tæt på Dallas, tættere end det var nødvendigt, men nymfen måtte da godt vide at Dallas var nix pille, i hvert fald når hun var i nærheden. Okay, Litsa kunne også godt lide at have lidt ejerfornemmelser.

Da Litsas latter harmonerede med vindens lette hvisken i trætoppene, følte han sig hjemme. Rigtigt hjemme. Selvom han var vokset op i Las Vegas, kunne han ikke lide at være der lang tid af gangen, på grund af manglen på natur. Det kriblede i hans fingrer, når han var omgivet af høje betonbygninger i lange perioder. Trætheden var også begyndt at lægge sig over ham igen, nu hvor adrenalinen langsomt forlod hans krop. Med et blidt blik på Litsa, lod han den døsige følelse af træthed lægge sig som en dyne om ham. Dynen blev revet væk, da hun snakkede.
Dallas stivnede i døren. En brøkdel af et sekund efter løsnede han sine muskler, fortsatte ind på hospitalsfløjen og lod som om det ikke var sket. Viktor var lidt af et ømt punkt for Hytte 8. Ham og hans tvillingesøster Rosa havde været i hytten meget længe; et par år længere end han selv havde, og de var næsten altid sammen. Vikt kunne nemlig gå hen og blive en smule skræmmende uden sin søster, og han holdt sig mest for sig selv, så tanker om hvordan Litsa kendte ham fløj rundt i hans hoved som en hvirvelvind, der gjorde ham helt svimmel. Tag dig sammen, tænkte han irritabelt for sig selv, og hævede i stedet et øjenbryn mod hende. Han smilede drilsk tilbage, og himlede skødesløst med øjnene. ”Vikt?” Spurgte han, og klukkede dæmpet for sig selv. Selvom han aldrig havde set Viktor med en pige før, gjorde tanken ham utilpas. ”Ah, mon ikke du kunne gøre bedre?” Spørgsmålet lagde næsten op til endnu en udfordring, måske fordi han ihærdigt havde behov for at dreje samtalen væk fra hans halvbror. Det ville i det hele taget være mærkeligt for ham, hvis Litsa var sammen med en af hans brødre. Han havde godt hørt hvordan de savlede over hende, så på det punkt ville det nok ikke være alt for svært for hende.
Dallas klukkede let med da hun grinede igen. Hendes muntre attitude gjorde ham bedre tilpas, og hans skubbede alle andre tanker væk igen. Hans hjerne havde tendens til at løbe af med ham, så han måtte hive lidt i sin koncentrationsevne for at få fokussen tilbage igen. Hendes spørgsmål fik ham til at grine igen. Altid med de beskidte tanker! Han blinkede tilbage til hende, og trak på skuldrene. ”Du mener ud over at få piger til at falde i svimer på stribe?” Spurgte han, og rettede sig op med et overdrevent charmerende smil, og vippede med øjenbrynene. ”Måske vil jeg vise dig dette en dag.”
Det næsten tomme rum fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Om sommeren var her næsten altid fyldt, og det kunne tage lidt tid før Apollos børn eller nymferne havde tid til at se på ens sår, men i dag var servicen hurtig og præcis – og Dallas måtte derfor holde mere specifikke kommentarer tilbage. Han bed tænderne sammen da Litsa trak sin ’forbinding’ af armen, og lukkede sammenbidt øjnene i nogle sekunder, før Nymfens medicin begyndte at virke. En svævende fornemmelse lagde sig over ham, og han begyndte langsomt at slappe af igen. Litsas sidste kommentar fik ham til at betragte hende med et varmt smil. Nymfen forsvandt igen, måske for at hente friske forbindinger, og Dallas vippede hovedet til siden, så han var ud for Litsa. ”Var der ikke noget med at du lovede at holde mig i hånden, Lits?” Spurgte han med et skævt smil og et hævet øjenbryn. Han åbnede hånden på sin raske arm, og vippede hovedet mod den, for at signalere at hun skulle lægge sin hånd.

Litsa smilede over ham, fangede hans sekund af alvor. Hendes talent var at lokke folk og manipulerer med dem, hun var god til at mærke om hun såede splid. Drama var altid sjovt, men hun ville ikke så splid mellem Dallas og hans søskende. På den anden side vidste hun heller ikke hvorfor han var så meget imod det. Andet end det var hans lillebror og det der mandegen slog ind igen. "Aw," klagede hun, tydeligvis påtaget såret over hans ord. Hun smilede stadig, en drillende gnist i øjnene og et uskyldigt smil. "Men du er allerede misundelig nu? Det ville jo være perfekt." Hun sukkede dramatisk og trak på skuldrene. "Ak ja. Hvis du siger nej må jeg jo lytte." Litsa var ikke kendt for at følge reglerne. Det var ingen garanti at hun fik et nej. Det var også det sjove, Dallas kunne ikke vide om hun faktisk ville lade Viktor være. Var det ikke også næsten lige så sjovt?
Hun smilede over ham. Åh jo, Dallas kunne godt få piger til at falde i svimer, det var hun også godt klar over. Hun var hverken blind eller døv, og hun var sikker på at have hørt hans navn i sin egen hytte flere gange. Kunne hun bebrejde sine søstre? Han var flot, sød og havde en skøn humor. Men derfor behøvede han vel ikke blive plastret til med komplimenter fra hende også. "Mh, ud over det, store stærke fyr." Hun lo lidt og smilede til ham, rigtigt og uden nogen form for skuespil et øjeblik. Hun elskede at være sammen med ham. Selv når han valgte at blive smadret halvt af et eller andet monster var han sjov og charmerende. "Pas på med hvad du siger. Måske tager jeg det som et løfte." Hun trak på skuldrene. 
Litsas blik lå fast på nymfen da hun rendte rundt og plejede Dallas. Nymfer var trods alt kendt for at være populærer blandt guder fordi de var smukke. Hun så dem som konkurrenter, og hun kunne blive lige så misundelig som hun prøvede at gøre andre. Det plejede bare ikke at gå så godt når hende og hendes søskende blev misundelige. Hun gjorde heller ikke noget aktivt hun sørgede bare for at sidde tæt på ham til hun gik. 
Hun så ind i hans øjne da hans ansigt var ud for hendes. Han var kær, og hun blødte hurtigt op med et smil. "Selvfølgelig." Hun rakte ud og tog hans hånd, og bare lige som en ekstra detalje lod hun sine fingre glide ind mellem hans og lukkede dem blidt om hans hånd. Nu gik han i hvert fald ingen steder, og hun havde markeret sit territorium. "Har du det bedre nu?" Hun lød med vilje som en mor der tog sig af sit barn. Hun smilede drillende til ham og lagde sit hoved imod hans skulder, bare for at være det tættere på. Hun var egentlig overraskende træt, nu de sad her. Hun havde ikke kæmpet mod noget monster, hun havde trænet som altid, men der var ingen grund til hun var træt. Andet end det var ved at være sent. "Tror du de lader dig gå tilbage til din hytte når hun har fundet en forbinding?" Hun så op på ham, men hun flyttede ikke sit hoved fra hans skulder, så hun kunne ikke rigtigt se hans ansigt. Fysisk kontakt var også vigtigere.

Dallas var, en smule ulig mange af sine søskende, vokset op et sted hvor det var vigtigt at kunne gennemskue folk og læse deres ansigter. Måske fordi han havde brugt næsten to år af sit liv som hjemløs i Las Vegas gader, og havde spillet poker for at have noget at leve for, men han havde lært at se igennem mange folks påtagede masker. Det var let nok med Litsa, for han følte at han havde regnet hende ud, ligesom han også følte at hun havde regnet ham ud. Hele hans facade med at dække over sine følelser med humor og jokes, var måske let at se igennem for nogle, men Litsa havde været utrolig hurtig til det, og han følte at de havde en uskreven regel om ikke at lyve for hinanden længere. Med mindre det var overdrevent sarkastiske løgne selvfølgelig. Ligesom nu.
Dallas himlede med øjnene, og sendte hende et smil, uden at kommentere på at være jaloux. Han ville ikke indrømme det over for sig selv til at starte med. ”Ork, mit ord er lov, you know.” Svarede han og sørgede for at matche hendes dramatiske stemmeleje. Han sørgede for ikke at vise at det gik ham på, og han vidste også at han ikke kunne bestemme over hende, eller tage hendes ord for god, fordi det trods alt var Litsa. Hele udfordrings-tingen ville måske trumfe igennem, og han vidste ikke helt hvorfor det nagede ham så meget.
Hendes latter rungede i hans hoved, og han kunne ikke lade være med at sende hende et blændende, ærligt smil. Dallas far havde, da han var mindre, sagt til ham, at det mest ægte smil man kunne have, var når ingen kiggede. Og selv når Litsa kiggede væk, smilede han for sig selv, så han gik ud fra at det måtte betyde at han var glad. To dage fyldt med panik gjorde det måske også lettere at føle lykken lige nu. Han rystede på hovedet, og hævede et øjenbryn mod hende. ”Løfter er farlige, darling,” mumlede han, og lukkede øjnene. Medicinen, eller hvad det var nymfen havde givet ham, virkede utroligt godt, og han havde svært ved at holde sig vågen. Selvom han vidste, han havde brug for søvn, nægtede han at lade Litsa i stikken på den måde. Desuden føltes døsigheden som en form for fuldskab; som om verden var flyvende, og som om ingen kunne slå ham omkuld. Han smilede da hun tog hans hånd, og gav den et blidt klem. ”Mhm,” mumlede han, ”det er endnu bedre end medicinen.” Det tilfredse suk han kom med, da hun lagde sit hoved på hans skulder, gik igennem hele hans krop som en varm bølge. Hendes spørgsmål tvang ham til at tænke, og selvom han ikke vidste det, havde han en idé om, at nymfen nok bare ville bede ham om at sove lang tid og blive i sengen i et par dage. ”Mh, tror du ikke? Hun sender mig nok på hovedet i seng,” klukkede han dæmpet, og strøg hende over håndryggen. "Mine søskende får sig nok et godt grin, når jeg kommer hjem." Tanken fik ham også til at smile. Som den ældste i sin hytte var han blevet vejleder, og det var én stor familie at komme hjem til.

Litsa smilede over hans svar. Hvor god var det nu hun var til at følge reglerne? "Lov? Man kan ikke tæmme en tiger." Hun trak sin skulder op som om at det var fakta, og det kunne man ikke gøre noget ved. Hendes smil var stadig på hendes læber, for hun kunne ikke rigtigt lade være med at smile lige nu. Hun var ikke sikker på hvorfor, men hun havde bare lyst til at blive ved med at smile. Ikke fordi det var så underligt, hun smilede normalt ret meget når hun var sammen med venner, men lige nu var der ikke rigtigt en grund til at blive ved. Han var trods alt godt smadret, og sikker godt brugt, men ikke engang den tanke kunne få hende til at holde op. Hun tog som om hun var overtræt og tænkte ikke mere over det. Godt humør havde aldrig såret nogen. 
Hans kommentar om at løfter var farlige fik hende først til at løfte et øjenbryn, inden hun så rystede på hovedet. Hun var ikke ligefrem enig. "Løfter er kun farlige hvis man ikke kan holde dem." Og ja hun hentydede ret meget til det her 'løfte' om at se hvad han kunne bruge sine muskler til. Hvis han ikke indløste det kunne det blive farligt for ham, en skuffet Afrodite datter var ikke til at spøge med. Men som stort set alt andet den aften, sagde hun det i sjov og smilede igen til ham. 
Tonen i hans stemme fik hende til at se væk fordi hun følte sig.. forlegen? Hun var vant til komplimenter, også de sukkersøde, men det var hans tone der fik hende til at blive bare lidt varm i kinderne. Det var sikkert hans træthed eller medicinen der fik ham til at lyde så oprigtig og drømmende. Men alligevel, det var anderledes end når han jokede med hende. Hun løftede sit blik op til ham igen, efter et par sekunder til at tage sig sammen og få den varme følelse ud af kinderne. 
Han havde sikkert ret i han blev sendt direkte hjem i seng. Hun smilede over følelsen af hans fingre over hendes håndryg, og havde mest af alt lyst til at lukke øjnene og bare nyde lige det her øjeblik. Af en eller anden grund virkede det ikke helt passende. "Sikkert. Kan du overhovedet holde dig i en seng i mere end otte time?" Hun løftede sit hoved igen, mest fordi nymfen kom tilbage med en forbinding, og fortsatte sit arbejde. Litsa ignorerede hende, og holdt i stedet sit blik i Dallas'. Nok havde han være ude i en lang flugt, men hans mor var gudinde for jagt, hun kunne ikke forestille sig han havde let ved at ligge i en seng og lave ingenting. 
"Du kommer da tilbage som en helt. Din søskende vil synes du er den sejeste." Hun smilede opmuntrende, også selvom han ikke havde brug for at blive opmuntret. Litsa havde aldrig haft en mission, og hun gik heller ikke rigtigt efter det, men hun vidste at når man kom tilbage efter en, så var man en helt, i hvert fald de første par dage, og i hvert fald i de yngre halvguders øjne. "Jeg følger dig hjem. Man kan jo ikke lade dig være alene uden du spiller poker med monstre." Det var ikke et forslag. Hun konstaterede at hun fulgte ham hjem, så det var sådan det blev. Hun smilede dog drillende. Hun var den yngste af de to, og nok ikke den største og stærkeste, hun ville ikke være en hjælp. Til gengæld ville hun gerne være sikker på han faktisk kom hele vejen hjem uden yderligere skader. Hun sendte et kort blik til nymfen, tegn til hun godt snart måtte blive færdig.

Dallas betragtede hende nysgerrigt. Det trak let i hans ene mundvige ved hendes kommentar, og han nikkede for sig selv.  Når mennesker fandt noget vildt, havde de tendens til at ville tæmme det. En tam tiger var i hans øjne ikke en rigtig tiger, fordi mennesker havde knækket dyret, så han kunne godt se hvad hun mente. Han smilede tilfreds. ”Du snakker til en søn af Artemis,” påpegede han, og blinkede muntert til hende. ”Der er en speciel skønhed ved utæmmelige ting.” Artemis var trods alt gudinde for vildmarken og den vilde natur. Måske var det derfor han altid følte sig draget af eventyr, spontanitet og uforudsigeligheder. Han klukkede dæmpet. Litsa havde altid været brutalt ærlig, og hendes evne til at være det, selv i situationer som denne, hvor alle andre bare ville have nikket og givet ham ret for at være søde, fik ham til at smile. ”Mhh. Det kan du selvfølgelig have ret i,” svarede han. Men det var lige præcis derfor, han syntes at løfter var farlige. Han var trods alt vokset op med en far, der havde været mester i tomme løfter, og havde derfor – ironisk nok – lavet et løfte til sig selv om altid at holde sine løfter. Derfor var de farlige. Han ville gå igennem hårde ting for at holde det han lovede, hvilket en dag nok kunne blive lidt af en akilleshæl for ham. ”Så må jeg hellere holde mit løfte,” tilføjede han med en snurrende stemme. Snurrede han stemme, eller var det bare i hans hoved fordi han var så træt? Han tvang sig selv til at åbne øjnene, bange for at han ville falde i søvn, hvis han holdt dem lukkede. Nymfen vimsede stadig rundt, og Dallas betragtede hende nysgerrigt. Gad vide hvilken nymfe hun var? Længere nåede han ikke at tænke før Litsa sagde noget, og han svarede med en hæs latter. ”Ah ja,” mumlede han, og rystede på hovedet. Hun kendte ham alligevel lidt for godt. ”Otte timer ville vidst være en rekord.” Han skar en grimasse. Tanken om bare at skulle ligge i sin seng i én hel dag var ikke ligefrem tiltalende – og slet ikke hvis der var tale om mere en dét. Han mødte hendes blik og smilede opgivende. ”Forhåbentligt er det lettere med en brækket arm end et brækket ben,” påpegede han og smilede drillende. Han kunne forstille sig at hun havde haft det ret hårdt med et ben der ikke fungerede, og han troede ikke på, at hun havde holdt sig i sengen i de antal dage hun var blevet påbudt.
Dallas hævede et øjenbryn mod hende. En helt ligefrem? Hans søskende havde vænnet sig til at han ikke altid var i lejren, og Avery, Ezra og Noomi plejede at være rigtig gode til at skiftes med at holde opsyn med de andre. Hytte 8 var en af de mindre hytter når det gjaldt halvguder – den 5. mindste i lejren – så alle kendte alle og de var en tæt, lille familie. Derfor var han også sikker på at det ikke ville ændre noget som helst i ’familiedynamikken’ eller i deres opfattelse af ham at han var kommet hjem fra en mission – måske blandt de yngste. Alligevel smilede han til Litsa og rystede let på hovedet. Det var sødt af hende at prøve at vende det til en god ting.
Nymfen færdiggjorde forbindingen om hans arm, og han skar en grimasse da hun strammede bandagen til. Hun smilede tilfreds af sit arbejde, og nikkede for sig selv, før hun sagde noget lignende den sætning, han havde forventet. Hans arm ville heale af sig selv, men han skulle være stille, holde igen med at lave for meget fysisk arbejde og selvfølgelig blive i sengen i - her rynkede Dallas irriteret sin næse - 5 dages tid. Han skubbede sig langsomt op at sidde i sengen uden at give slip på Litsas hånd, og sendte hende et opgivende blik. "Tak, men det er lige før jeg hellere vil spille mere poker med monstre end at ligge i sengen i 5 dage," peb han.

Litsa smilede til ham, helt tilfreds med hans svar på dét. En søn af Artemis kunne man ikke løbe fra han var, og hun elskede den del af ham. Desuden var en rigtig jæger type tiltrækkende, så det var bare endnu et af hans mange plusser. Man skulle vist også være ret glad for utæmmelighed for at være venner med hende. Det var i hvert fald ikke lykkes nogen at tæmme hende endnu. 
Hun holdt en smule bedre fast i hans hånd, og nikkede. "Du holder altid dine løfter." Hun sagde det i en henkastet tone, men mente det. Hun var aldrig blevet snydt af ham, eller havde oplevet svigt fra hans side. Ikke ret mange i lejren var til at stole på længe af gangen, det var hun knap nok selv. Derfor var det også uhyre sjældent at møde en som ham der faktisk holdte sine løfter. "Det bliver din fatale fejl, Delius. Det håber jeg du ved." Hun smilede drillende til ham. Hun vidste ikke meget om de fatale fejl, hun vidste bare alle halvguder havde en. Hvad hendes eller andres var, gik hun ikke så meget op i. Folk var som de var, hun gik mere op i hvordan de kunne manipuleres og bruges. Hun var trods alt ikke noget godt menneske. 
Hans kommentar om det brækkede ben fik hende til at skubbe til ham. Ikke hårdere end hvad han kunne holde til, men hårdt nok til at han kunne mærke det. Alligevel smilede hun til ham bagefter. "Det er ikke sjovt! Er du klar over hvor meget hjælp man skal have med et brækket ben i en skov?" Hendes tone var klagende, for hun hadede at være afhængig af andre. Da hun havde været såret havde hun heller ikke holdt sig i ro ret længe. Hun havde ADHD som alle andre halvguder, og ikke mindst et behov for at træne og holde sig i form hele tiden. Der var ingen der skulle tro hun var en jomfru i nød. "Pas på, ellers ryger din eneste chance for en der vil made dig." Hun rakte drillende tunge af ham. 
Hun himlede med øjnene af ham, og fik ham op at stå, uden at give slip på hans hånd. Hvor han dog pev af en stor stærk helt at være. Hun forstod ham nu godt. Hvem ville ikke vælge en kamp over fem hviledage? "Slap nu af. Jeg skal nok være der til at gøre de fem dage mindre..." Hun tøvede lidt og lod sine øjne glide ned af ham, næsten som om hun overvejede at spise ham. Så fandt hendes brune blik op i hans igen, og et uskyldigt smil spredte sig over hendes læber. "Kedelige," afsluttede hun sin sætning. Hun fik ham med udenfor igen. Det var ret sent, alle var gået i seng, og der var ikke meget lys i lejren. Det gjorde det kun så meget mere hyggeligt at gå imod hytterne sammen. "Men altså, hvis du hellere vil ud og slå dig selv halvt ihjel i stedet for at have min lovede underholdning i fem dage og nætter, så er det jo dit valg." Hun trak på skuldren, som om det ikke rørte hende. Det gjorde det heller ikke, for hun vidste godt de fleste ikke kunne sige nej til hende, og hun vidste også godt hans ikke havde medregnet hendes løfte om selskab i de fem dage i sengen. Hendes blik var rettet fremad, imod hytterne, mens de gik igennem lejren. Hendes fingre var låst blidt fast omkring hans hånd. Hvis ikke hun havde et image hun skulle passe på, ville hun sikkert smile genert som en skolepige over situationen. I stedet så hun bare ud som om det var dagligdag de gik her sammen.

Dallas var meget fokuseret på ikke at få øjenkontakt med hende. Han smilede skævt, mens han betragtede deres hænder. Det var for det første ikke særlig tit, folk satte pris på eller lagde mærke til, at han aldrig brød sine løfter; og for det andet var det virkelig sjældent at folk påpegede det. Han spændte i kæben, før han løftede blikket mod hendes, og nikkede umærkeligt. Hendes kommentar om fatale fejl ramte hårdere end han ville indrømme. "Mmmh," brummede han samtykkende. Han hævede en øjenbryn mod hende og smilede for at lette stemningen i hans hoved. "Og din fatale fejl bliver, at du bliver ved med at kalde mig Delius!" Han puffede blidt tilbage, og smilede bredt. Han var udemærket klar over, at hun helt sikkert havde været igennem lidt af en hård fase med et brækket ben. Billedet af Litsa på krykker passede ikke helt i hans hoved, og han ønskede kort at han havde været der til at se det. Han klukkede let, mens han prøvede på at komme ud af sengen så elegant som muligt. "Nej, men jeg kunne forstille mig, at det var en grufuld æra i dit liv," svarede han med dyb stemme, som om han var ved at fortælle en dramatisk historie. Han rystede kort på hovedet af sig selv, og sendte hende et medlidende blik. Han overvejede kort hvordan det ville være med et brækket men, men kom til konklusionen, at det nok var lettere med en brækket arm. Indtil han kom i tanke om - Well... Hans yndlingsting i verden. Bueskydning. Han sendte et meget ondt, meget koldt blik op mod himlen som om han forbandede alle guderne for hvad der var sket, men nåede heldigvis ikke langt med bandeordene i sit hoved, før Litsa brød ind, og fik ham på helt andre tanker. Havde han været nogle år yngre var han med garanti blevet rød i hovedet under hendes sultne blik. Og selvom hendes overtalende Afrodite-evner ikke virkede på ham, gav hendes blik ham alligevel forventningsfulde kuldegysninger. Dallas spidsede munden, og vendte blikket mod Litsa. Han betragtede hende med tænksomme øjne, som om han virkelig skulle overveje fordele og ulemper ved både hendes selvskab og hele idéen om 'at slå sig selv halvt ihjel', og slog så armene ud i en gestus der sagde, at det havde været et svært valg, men at han nu var kommet til en konklusion. "Når du siger det på dén måde, tjoeh. Men nu du nævner at det både er dage og nætter, tror jeg, jeg hælder til sidstnævnte plan." Den friske luft gjorde underværker for hans gode, gamle sarkastiske personlighed, tænkte han muntert.
Dallas hev en god portion frisk luft ned i lungerne, og betragtede halvblodslejren foran sig med et let, drømmende smil. Der var altid noget magisk ved at komme tilbage til lejren efter at have været væk; specielt hvis man havde været i en storby som Las Vegas. Hytterne, bygningerne og stemningen med den gammeldags atmosfære. Specielt når mørket var faldet på, men nu var han selvfølgelig også søn af Artemis, og kunne se bedre i mørke end andre – ikke at forglemme at Hytte 8 var meget smukkere om natten end om dagen. Selv på afstand kunne han se sit hjem, der strålede imellem de andre hytter. Synet fik ham til at synke engang, og gav ham kuldegysninger op af armene. Den klassiske, græske bygning, som om dagen ikke så ud til at være andet end et jægerbolig med dyr hængende på siderne, glimtede nu sølv i månens skær. Refleksionerne ovenfra bølgede hen over facaden, og fik bygningen til at se helt levende ud; som om den var flydende sølv. Han vidste ikke om Litsa nogensinde havde været inde i Artemis-hytten om natten, men blev pludselig overvældet af en lyst til at vise hende hvor skønt der var. Det glimtende loft, der gav illusionen af at sove under åben himmel. Alle planterne, der puttede sig omkring sengene. De bløde silkelagener, der matchede hyttens sølvfacade, så det lignede man lå i flydende sølv når man sov. Lige nu, tænkte han, følte han sig virkelig som en søn af Artemis. Tanken om noget så uskyldigt som at sove ved siden af Litsa, bare sove, var den mest tiltrækkende tanke, han overhovedet kunne tænke - også selvom den gjorde ham lidt forlegen. Han kiggede ned på Litsa igen. "Har du planer i morgen tidlig, eller?" Han gestikulerede mod sin hytte, og lod ellers spørgsmålet hænge i luften. Som vejleder var der trods alt arbejdsopgaver der skulle opfyldes, så et nej ville være forståeligt.

Litsa lo over ham. Hun vidste godt han ikke var så glad for at blive kaldt Delius, men hun syntes det var et pænt navn og hun kunne godt lide at bruge det. Specielt for at drille ham. Hun så smilende på ham. "Hvad skal jeg kalde dig i stedet? Dallemus?" Hun havde vist kaldt ham det et par gange før, men hvis han hellere ville kaldes Dallemus, skulle hun da ikke være personen til at gå imod hans ønske. 
Hun sukkede også tungt over hans kommentar omkring tiden med det brækkede ben. Hun svarede ikke, sukket måtte vist være svar nok til hvordan hun havde haft det med det. Faktisk var hun bare glad for at han ikke havde været der til at se hvor ynkelig og hjælpeløs hun havde været. Hendes søskende havde været søde til at gøre det mindre patetisk, og havde også hjulpet hende meget. Nu var hun også vejleder, så de havde været nødt til at gøre nogle af hendes pligter for hende. Hun kunne ikke rigtigt tjekke oprydningen i hytterne med brækket ben, for meget frem og tilbage. Jo, det var meget godt han ikke havde været der de uger. 
Litsa sendte ham et skævende blik med et tilfreds smil da han svarede på hendes dage og nætter tilbud. Hun spidesede læberne lidt som om hun overvejede noget inden hun så vippede hovedet lidt på skrå. "Se det som en pakkeløsning. Det ene hører sammen med det andet." Hun havde i hvert fald tænkt sig også at være der om dagen, og enten se film med ham, læse eller spille spil. Han ville i hvert fald ikke komme til at kede sig, det skulle hun nok sørge for. Hvad man ikke gjorde for venner. 
Synet af hytte 8 om natten var ikke et hun ret tæt beundrede, men den nat var det umuligt ikke at nyde det. Hytten var selvfølgelig også lavet til at tage sig godt ud om natten, når Artemis' måne var oppe. Alligevel var det imponerende. Hun så kort over imod sin egen hytte, men den var ikke noget specielt i mørket. Den var lavet til solskin, ikke midt om natten. Derfor faldt hendes øjne også hen til Dallas' hytte igen. Hun var datter af Afrodite, skønhed var hendes ting, og hytten var klart smuk. 
Hun så op på ham da han spurgte om hendes planer i morgenen. Hun tænkte sig kort om, var nødt til at overveje om hun havde vejleder pligter. Der var vist noget med hun stod for sværdtræning for hytte 10 efter morgenmaden. "I morgen? Ja." Alligevel gik hun imod hyttens indgang, og trak ham blidt med i den hånd hun stadig holdt godt fast i. Hendes øjne søgte hans og hun smilede blidt. Der var intet forførende, intet seksuelt over hendes smil, nærmest noget kærligt. Hvis ikke Litsa vidste bedre, ville hun tro hun faktisk havde sommerfugle i maven over at stå i hans hytte, med ham i hånden om natten. Hun var stille, de andre sov trods alt så sent. Derfor stillede hun sig også tæt op af ham da de stod inde i hytten. 
"Mine planer indebærer at vågne op sammen med vejlederen af hytte 8." Hvis ikke det var fordi hun var ti-elleve centimeter lavere end ham, havde hun sikkert kysset ham, men hun ville ikke til at stå på tær for at kysse ham, få overbalance og vække hele hytten. Hun havde stadig et image. Ubevidst flakkede hendes blik alligevel kort fra hans øjne og til hans læber, det var trods alt der hendes tanker var.

Dallas skar endnu en grimasse, og puffede blidt til hende. Hvis han skulle være ærlig – og det bestræbede han sig trods alt på at være – var hans navn ikke ligefrem venligtsindet over for kælenavne. Listen var efterhånden lang og pinlig, og ’Dallemus’ stod der allerede i forvejen. Alt var trods alt bedre end Dillerdaller, tænkte han tørt. Han betragtede hende med et blidt smil, og rystede sigende på hovedet. ”Måske du bare skulle holde dig til Delius,” klukkede han dæmpet. Hun brugte alligevel ikke hans rigtige navn med hensigt på at irritere ham. Drille måske, men på en kærlig måde.
Han rev sig ud af sine tanker, og hævede spørgende et øjenbryn mod hende, da hun sukkede. Han kunne ikke lade være med at have ondt af hende. Han havde en idé om at hun hadede medlidenhed lige så meget som han selv gjorde, så i stedet projekterede han den medlidende følelse over i beundring over, at hun var kommet sig fuldkomment.”Jeg er godt tilfreds med en pakkeløsning!” Svarede han, mere entusiastisk end det havde været meningen. Men han var entusiastisk omkring det, for han kunne godt lide at bruge tid med sine venner, og det var lang tid siden ham og Litsa faktisk havde brugt kvalitetstid sammen. I lang tid havde de mest mødtes til fester, gik det op for ham, hvilket set i bakspejlet virkede lidt tamt nu hvor han kendte hende så godt.
Dallas fulgte hendes øjne mod sin hytte, og mærkede stoltheden boble i sig. Hans hytte. Nok var de andre hytter mere majestætiske om dagen, men om natten! Om natten var hans hytte kongen. Hvis han ikke kunne sove og trodsede ”udgangsforbuddet” om natten, kom han tit tilbage til andre rebelske sjæle, som stod og betragtede hytten, eller sad og nød synet i græsset i stedet for at kigge på stjerner. Det gjorde ham glad at andre også satte pris på skønheden, selvom det kun var de få rastløse sjæle, der heller ikke var gode til at sove om natten.
Hans gode humør dalede drastisk, men han rettede sig tappert op og sendte hende et let medlidende smil. Han kendte udmærket følelsen af at have morgenvagter på vejlederskemaet. ”Oh, okay.” Han kløede sig forlegent i håret. Han rystede kort på hovedet af sig selv. Så måtte de gøre noget en anden aften. Hun havde jo også lovet at holde ham med selvskab. Han fulgte villigt med, i troen om at hun ville sige farvel ved døren, men da hun hev ham med indenfor, kiggede han bare forvirret på hende. Han vidste ikke om hun kunne se hans forvirring i mørket, men han kunne udmærket se hendes tilfredse smil. Hun så ud som om hun strålede i mørket, tænkte han, og smilede spagt tilbage. Hans smil bredte sig hurtigt, og han klukkede dæmpet ved hendes svar. ”Cheeky,” mumlede han, og lagde en arm om hende for at give hende et varmt klem. ”Så er det godt at vejlederen af hytte 10 altid er velkommen til at blive natten over.”
Nu var det hans tur til at guide hende. Ikke nok med at han kunne se meget bedre i mørke, kendte han også hyttens indretning ud og ind. Fordelen ved at være få mennesker i én hytte var helt klart, at man ikke lå tæt. Og Dallas havde haft førsteret til at vælge seng i hytten, så han havde valgt det mest isolerede sted bag ved et stort træ – ja, der var træer indenfor – op i et hjørne. Han guidede dem forsigtigt uden om nogle planter, og stoppede op ved enden af sengen. ”Hjem kære hjem,” hviskede han, og gestikulerede mod sengen, der lå under en bunke små lys, som viste stjernetegnet ’tvillingen’.