On the Run - Litsa

Litsa nikkede til ham, glad for han kom til fornuft. Hun kunne lide hans navn, og derfor havde hun tænkt sig at bruge det, hun ville ikke bare spises af med et kælenavn som alle andre brugte. Litsa var også af den overbevisning man skulle være stolt af hvad man hade og gøre sine svagheder til sine styrker. Det gjaldt også sit navn, og hvis andre ikke ville gøre ham tilfreds med sit navn, måtte hun jo gøre det. 
Hun lo mildt over ham. "Selvfølgelig er du glad for en pakkeløsning. Nogen skal du jo tabe til når du bruger ventetiden på kortspil." Nej, Litsa vandt cirka aldrig over Delius, men derfor kunne hun stadig godt lade som om. Hun var smigret af hans entusiasme, for hun havde savnet at være sammen med ham, og nogle dage og nætter ville være rart til at få indhentet det tabte. Hun havde stadig pligter, men hun ville gerne bruge al sin fritid med ham, for hun havde selv lige være i hans situation, og hun vidste hvor kedeligt det var når der ikke var noget til at aflede opmærksomheden. 
Det stak en smule i hendes hjerte at hører antydningen af skuffelse da hun først sagde nej, men hun vidste jo at det kun var for at drille, og hans smil da hun snakkede om hvad hendes planer var, gjorde det det hele værd. Hans kommentar om at det var cheeky, fik hende kun til at trække på en skulder. Hendes mor var gudinde for kærlighed, romantiske klichéer var hendes hjemmebane. Søde comebacks var heldigvis hans hjemmebane, og hun smilede stort op til ham. Hun lagde en arm om ham også i klemmet, og noterede kort hvor rart det var bare at mærke hans arm om sig. "Hun er meget glad for at være velkommen." 
Hun lod sig fører igennem mørket, og stolede blindt på ham. Hendes syn var ikke ret godt i mørke, men de smukke sølvfarver og træerne fik hun alligevel med. "Det kan godt være min hytte er pænest om dagen, men om natten.." Det var ikke ment som en hånende kommentar, hun snakkede ud fra sit medfødte gen til at bedømme skønhed. Hun måtte give hytte 8 at den virkelig tog sig ud i mørket, mest udefra, men der var stadig ting at sætte pris på indenfor. Hun stoppede da han gjorde og så på de blinkende lys der udgjorde et stjernebillede hun vidste hun burde kende, men hun var ikke ret god til at huske de skinnende prikkers navne. Det var stadig pænt, og hun kom med et lavt wow, inden hun vendte sig mod ham igen. 
"Det er smukt. Og jeg er faktisk rigtig glad for at være her." Hun smilede kort, inden hun løsnede bæltet med sit sværd, og tillod sig at stille det fra sig. Det var nok ikke lige det hun fik brug for mere i aften. Hendes blik søgte hans, og håbede hun fangede det i mørket. "Jeg.. har ikke rigtigt noget tøj at sove i. Bare en observation." Nu var det ikke fordi hun faktisk sov med tøj normalt, heller ikke engang når hun sov med andre, men lige i den her situationen følte hun faktisk det måske var mest passende. Mest fordi han var skadet, og hun var her som hans ven, ikke for at hurtigt knald. "Og apropos tøj... Nu er det ikke for at lyde alt for seksuel, men skal du have hjælp til at få dit af. Jeg mener, en arm, og alt det." Det blev mere seksuelt end hun ville, fordi hun snakkede lavt for ikke at vække dem der måtte sove i hytten. Det var et oprigtigt spørgsmål, for hun kunne godt forestille sig det blev svært for ham at knappe sin skjorte op og få den af med kun en arm. Hun ville faktisk bare gerne hjælpe ham.

Dallas løftede øjenbrynene i en mistroisk gestus. For det første vidste alle at han var god til kort. Specielt poker. Vokset op i Vegas havde han brugt det som en udvej til at få penge til at leve, og selv Hermes' døtre og sønner fandt ham en værdig modstander i kortspil. Selvfølgelig synes Dallas det var meget sjovere at spille mod folk, han rent faktisk kunne vinde over, men det var altid spændende at lære nye tricks fra Hermes' altid snigende børn. Litsa var en helt anden snak. Han vidste ikke om hun rent faktisk var god til kortspil, fordi han normalt enten vandt eller lod hende vinde. Alt efter spillet selvfølgelig. Han rystede let på hovedet af hende, og klukkede dæmpet. Selvom tanken om ikke at vågne op i morgen og starte dagen ud med bueskydning eller træning var deprimerende og grå, så forsøgte Litsa trods alt at gøre det bedre. "Den kommentar vil jeg huske på når jeg banker dig," svarede han, mere friskt end han følte sig. Han blinkede kækt, og tilføjede hurtigt: "Igen."
Han kunne ikke lade være med at smile en smule stolt. En datter af Afrodite der påskønnede skønheden ved hans hytte var en stor kompliment, og han mærkede en varm klump i maven. Afrodites hytte var bestemt noget for sig selv. Når man gik forbi den, kunne den godt ligne lidt af en dukkehus, og de første par måneder i lejren havde Dallas ikke brudt sig om den, med sin 'lyserøde' facade. Alligevel blev man altid overvældet af en form for ærefrygt og forblændet af skønheden når man gik forbi. Måske var det magi, måske ikke, men i alt fald var han kommet til at holde af hytte 10, for dens charmerende ydre og perfekte blomsterhave. Det var en speciel følelse at vise sin hytte frem. Det var ikke ligefrem noget han gjorde ofte, fordi det føltes som sådan en stor del af ham, at det var meget personligt. Han var alligevel mere typen der crashede andres hytter. Og måden Litsa hånterede det hele på, fik ham til at ærgre sig over, at han ikke havde vist skønheden frem noget før. Han smilede bredt til hende, lykkelig over hendes påskønnelse. Det er smukt. Dallas nikkede med blikket mod hende. Smukt var det. Smuk var hun. "Jeg er også glad for du er her, Lits," svarede han, og sendte hende et smil da han fangede hendes blik. Han prøvede ihærdigt at holde sin klukken dæmpet, og rystede på hovedet af hende. "Jeg har en T-shirt," svarede han med et skævt smil, og slap hendes hånd, for at bevæge sig hen til enden af sin seng, hvor han havde en stor kiste med de fleste af sine ejendele. Han havde været væk i et stykke tid, så tingene i kisten var ikke dem han brugte mest, men alligevel kunne han sagtens finde en oversized T-shirt, som hun kunne sove i. Han hævede kort et øjenbryn mod T-shirtens kiksede design. En bue med en pil og teksten 'aim for the heart'. Han tænkte tilbage på hvor åndssvag men sjov en gave det havde været fra Jason før han smuttede, og himlede automatisk med øjnene. Han kastede den til Litsa, og bad til at hun ikke så godt nok i mørke til at kunne se hvad der stod. Han stivnede kort, og slappede så igen af i musklerne. Hun skulle altid lyde så sensuel. Han smilede i mørket, og rystede på hovedet af hende såvel som sig selv. Men hun havde ret. En skjorte med knapper var ikke det mest praktiske i verden at tage af med kun én fungerende arm. Han nikkede, før det gik op for ham at hun måske ikke kunne se ham i mørket, og trådte i stedet for tættere på hende. Hans tøj var i forvejen i laser, og hvordan halvdelen af knapperne havde overlevet fattede han ikke. "Du lyder altid sensuel," påpegede han med en let latter, og greb blidt ud efter hendes hånd i mørket, for ikke at forskrække hende. "Men jo tak. Hvis du kan hjælpe med med skjorten, tror jeg godt jeg kan klare resten selv - med mindre du insisterer på at hjælpe med bukserne også." Det sidste blev sagt i en drillende tone der gjorde det klart at han ikke troede at det var dét hun var ude på.

Litsa skød underlæben frem i en utilfreds mine inden hun skubbede til ham med et smil. Det var ikke for at vinde hun spillede med ham, det var for at hygge sig, og for at have det sjovt, også selvom hun vidste hun tabte. Desuden var han ret kær når han vandt, han smilede på en ret sød måde når han blev glad over en sejr, og det var alle nederlagene værd. "Jaja, du er sej, jeg fangede den," mumlede hun for sig selv, stadig med et smil. 
Hans kommentar om at han var glad for hun var der, fik hende også til at smile, for hun var virkelig glad for at se det, hun var virkelig glad for at være her med ham, og hun var virkelig glad for han satte pris på det. Faktisk var hun bare altid glad når hun var sammen med ham, og nu hvor han endelig havde det godt efter sin tur med monstre i hælene, var det endnu mere rart. Hun så interesseret efter ham da han gik efter at finde en T-shirt til hende. Det ville være bare en smule akavet ikke at have tøj på sammen med ham. Hun greb den også uden problemer, men i mørket kunne hun ikke se motivet, og hun undsersøgte det derfor ikke. Hun lagde den fra sig på sengen efter kort at have nikket godkendede, og vendte opmærksomheden tilbage på ham og det tøj han skulle have af. Hun lo lidt om hans kommentar. 
"Du elsker når jeg er sensuel, Dallemus. Det er min stil." Hun ville have blinket flirtende til ham, men siden hun ikke så ret godt i mørke, glemte hun at han gjorde, så hun nøjedes med at smile. Hun klemte blidt hans hånd da han tog hendes. 
"Jeg kan da godt tage dine bukser også, babe. Det er jeg ret god til." Hun smilede for sig selv, inden hendes hænder hurtigt og trænede gled ned langs hans knapper på skjorten og fik dem op uden problemer. Hun havde prøvet det bare et par gange før, under meget pressede forhold hvor det skulle gå hurtigt. Hun tog sig også friheden at skubbe skjorten ned over hans skuldre. Siden hun ikke så godt i mørke, måtte hun tjekke hans overkrop ud på en anden måde. Hun lod derfor en hånd glide ned over hans bryst og mave fra hans skulder, og kunne godt mærke både hans hud, hans muskler, varmen fra hans krop. Hun stoppede sin hånd ved hans bukser, og så op for at møde hans blik i mørket, selvom det var svært. 
"Kan du selv? Eller skal du have hjælp, hm?" Hun smilede, udmærket klar over hvor sensuelt dét lød. Det var hendes måde at lege på. Han kunne vinde kortspil alt han ville, men seksuelle undertoner og flirten var hendes hjemmebane, og hun vandt uden problemer.

Dallas klukkede dæmpet da hun puffede til ham, og prikkede hende i siden som svar. Han rettede sig stolt op ved hendes kommentar. Selvfølgelig spillede han ikke med hende for at vinde, men fordi det altid var hyggeligt og sjovt - og lidt sødt, når hun sådan skød underlæben frem i en skuffet mine når han vandt over hende. Han pustede brystkassen op, hvilket føltes lidt som om han var en løve, og blinkede kækt til hende, selvom han tvivlede på, hun kunne se det i mørket. Måske var hendes øjne til at vende sig til at det kun var de små stjernekonstellationer i loftet der gav en smule lys – han selv kunne i hvert fald se alle detaljerne i hendes ansigt og omkring hendes øjne, når hun smilede. Men nu havde han også bedre øjensyn end de fleste. ”Hvis du siger det, darling,” svarede han og lukkede øjnene med et tilfreds smil.
Han trak på skuldrene, og nikkede for sig selv. "Tjoeh, hvis jeg ikke brød mig om det, havde jeg nok ikke valgt at bruge tid med en datter af Afrodite - I har ikke ligefrem ry for at være puritanske nonner," indrømmede han, og sendte hende et spagt smil. Han klukkede lavt for sig selv, og rettede sig automatisk op, da hun begyndte at åbne hans skjorte. Endnu engang følte han sig pinligt opmærksom på sin egen krop – efter så lang tid uden fysisk kontakt med andre mennesker, følte han sig altid en smule småakavet når folk rørte ved ham, og han blev nødt til at fokusere på at slappe af. ”Ja tak, det glemmer jeg ikke med det samme,” kommenterede han. Han spændte i kæben, da hendes hænder gled ned over hans mave, og sugede luft ind mellem sammenbidte tænder. En mærkelig form for træthed skyllede ind over ham. Varmt og behageligt – og, tænkte han, sikkert. Når man som halvblod skulle ud i verden og væk fra lejren, kunne det let føles som om hele verden var imod en. Det var en konstant flugt. Og nu, mens han stod i sin egen hytte, under sin stjernehimmel og med Litsa ved sin side, kunne han endelig føle sig sikker igen. Hendes håndaftryk brændte lige under hans navle, og han kom med et halvkvalt grin, der nok fik ham til at lyde nervøs eller desperat. Begge dele var ting han prøvede på at bestræbe sig på ikke at være. Han himlede med øjnene over sig selv, velvidende at hun ikke kunne se det, og måtte trække vejret en ekstra gang. Hans skjorte var stadig halvt på, og han ville lyve, hvis han sagde at det ikke mindede ham mistænkeligt meget om sidste gang – hvilket i den grad fik blodet til at løbe rundt i hans krop. Hans arm dunkede. ”Du kan jo skifte, mens jeg forsøger mig,” svarede han, og rystede efterfølgende på hovedet af sig selv. Men man måtte kende sine grænser, og Dallas vidste udmærket at han ikke ville kunne stoppe igen, hvis han først startede. Også selvom han vidste at det ville blive 1-0 til Litsa; hun vandt alligevel altid den leg.

Litsa smilede lidt over ham. Hendes øjne begyndte stille at vende sig til mørket, og stjernerne i loftet blinkede snart i hendes synsfelt, men der var stadig ikke meget lys der hjalp hendes øjne. Alligevel fornemmede hun smilet der sad tilfreds på ham. Hun rystede på hovedet og valgte ikke at fodre mere til hans ego om hvor sej han var eller hvor god han var til spil. Han var dog en af de få fyre hun ikke havde noget imod at rose i ny og næ, han var trods alt kær og sød ved hende. Det var ikke alle drenge i lejren man kunne sige det om.
Litsa så kort fornærmet på ham og lagde armene over kors. "Undskyld mig. Jeg og mine søskende er uskylden selv. Hvor vover du at påstå til vejlederen af Afrodites hytte at min familie og jeg skulle være noget som helst andet end fromme og afholdne?" klagede hun dramatisk, inden hun løsnede op i et smil og pænt fortsætte med at få hans tøj af ham. Hun vidste godt hvad hun var, hun vidste hvilket forbillede hun satte, og hun vidste hvad hun inspirerede sine søskende til at være. Manipulerende, selviske og grænsesøgende. Der var også sådan gode værdier her og der, men det var ikke dem de var kendt mest for. 
Hun fik præcis den reaktion hun ønskede da hun lod sine fingre løbe over hans hud, og selvom hun ikke kunne se udtrykket på hans ansigt ret tydeligt, hørte hun godt indsuget af luft. Hun var en rovdyr på jagt lige nu, alle hendes sanser var oppe, og de fangede alle de signaler hun søgte. Det var ikke fordi hun rent faktisk ville lege med Dallas og udnytte ham - det var han alt for vigtig og sød til. Men det lå dybt i hendes natur at være et tease, og hun var også god til det, så det var praktisk talt umuligt at lade vær. Plus hun gerne tog hver chance for at røre lidt ved Dallas. Han var, til forskel fra så mange andre, nemlig aldrig hurtig til at hoppe på hende, og derfor heller ikke altid i humør til at give hende lov. Hvilket hun kun elskede mere. 
Det halv kvalte grin fik hende til at smile tilfreds, hvilket han sikkert sagtens kunne se med sine super øjne, mens hun stod blændet i mørket og hendes øjne bevægede sig efter bevægelse mere end noget andet. Hans ord skuffede hende, men de overraskede hende ikke. Og så var skuffelsen ikke større end at hun smilede og motiveret flyttede sine hænder for langsomt at hjælpe ham af med sin skjorte så den ikke længere sad akavet og halvt på ham. 
"Som du vil. Dine regler, du er patienten," svarede hun roligt og søgte hans øjne nu de stod helt tæt. Hun kunne se dem svagt i lyset fra stjernerne i loftet, og lige i det øjeblik var det nok for hende. Hun var så tæt på hun kun skulle læne sig en smule frem hvis hun ville stjæle et kys. Men det ville have været for let, så efter hendes øjne kort faldt til hans læber, trådte hun pænt et skridt bagud så hun kunne skifte som han bad om. Hun hverken vendte sig om eller tog øjnene væk fra ham, mens hun roligt fik sit tøj af. Hendes blik hvilede hele tiden på ham, også da hun trak sin t-shirt af, og da hun uden den mindste tøven klikkede sin bh med en hånd og lod den falde ned på gulvet. Selv hvis hans søskende havde været vågne og kunne se hende, havde hun været ligeglad. De fleste drenge i lejren havde set hende nøgen anyways. Hun smilede helt sødt og uskyldigt inden hun greb t-shirten fra sengen og fik den trukket på, og hevet sit hår ud så det faldt ned af hendes skuldre som altid. T-shirten var klart for stor, men siden det var en drenge trøje var halsudskæringen heldigvis ikke alt for dyb. Hun så roligt på ham igen. 
"Så... jeg klarede den selv. Jaloux?" spurgte hun drillende, og blinkede faktisk den her gang.

Dallas lyttede til hende med et bredt smil på sine læber. Ved Guderne, hvor havde han savnet hende. Som en flyvsk og distræt person, var Dallas ikke nem at holde kontakten med, når han sådan smuttede væk fra lejren – hvilket han trods alt havde gjort et par gange de sidste par år, for at lære mere om verden – og han var selv hurtig, til at glemme de små detaljer fra sit hjem. Okay, også de store ’detaljer’, som for eksempel sine bedste venner. Han kom altid hjem tynget af skyldfølelse, fordi han var så dårlig til at få informeret folk om hvad han gik og lavede, hvor han var og ikke mindst om han var okay – normal høflighed at holde sine venner underrettede, mente han, men alligevel havde han svært ved det. Det var hårdt at tænke på sit hjem, når man ikke var der, tænkte han tørt. Så det var først nu, savnet rigtigt skyllede ind over ham. De sarkastiske bemærkninger, den fysiske kontakt, at snige sig rundt i mørket, lyden af hendes latter. Alt sammen noget, der fik ham til at smile, som var han et lille barn igen. Alt sammen noget, der fik ham til at sætte pris på sit liv som søn af en Gudinde og på konceptet i Halvblodslejren.
Han klukkede dæmpet, og sukkede dramatisk. ”Nej, du har ret,” svarede han undskyldende, og ville løfte begge sine arme i vejret, som om han overgav sig – i stedet løftede han kun den raske arm i en gestus, der nok nærmere lignede en salut til Adolf Hitler. ”Hvor uhøfligt af mig at komme med sådanne løgne.”
Dallas hævede et øjenbryn mod hendes selvtilfredse smil. På den ene side hadede han, hvad hun kunne gøre ved ham, udelukkende med sine dådyrøjne og sit flabede smil. På den anden side satte han evindeligt meget pris på at hendes Afrodite-Kærlighedsevner ikke virkede på ham. Tak, mor! Stakkels de fyre, der både skulle overvældes af hendes skønhed og hendes magi. Tanken fik ham til at smile. Ligesom Litsa vidste Dallas godt hvilket forbillede han satte – Modsat Litsa var hans værdier mere ærlige og hjælpsomme. Af samme grund, var det en stor risiko at have Litsa i sin hytte. Måske var det ubevidst derfor, hun aldrig havde været inde i hytten efter mørkets frembrud før nu. Fandt man vejlederen for Artemis – gudinden for kyskhed og jomfruelighed – og vejlederen for Afrodite – gudinden for det absolut modsatte – sammen, ville det nok ikke ligefrem skabe glæde i lejren.
En pludselig kulde rev ham væk fra sine tanker, og det gik op for ham, at hun havde fjernet sine hænder. Han kontrollerede sin vejrtrækning, og prøvede på ikke at se for skuffet ud. Han havde trods alt selv bedt om det. Lette kuldegysninger bølgede ned over hans arme, da han kunne mærke hendes ånde. Han havde ikke et svar på hendes kommentar, men fastholdt i stedet hendes blik. Et splitsekund før han kunne nå at læne sig nogle få centimeter fremad og fange hendes læber, tog hun et skidt tilbage, og han stod endnu engang og forbandede sin forrige kommentar. Han tog en dyb vejrtrækning, og formåede at løsne knappen fra sine bukser, før han endnu engang hævede blikket – til et syn der var guder værdigt. Eller halvguder. Man skulle vel ikke diskriminere på den måde. Han kunne ikke lade være med at åbne munden let, og betragte hende måbende. Utroligt, som hun kunne få ham til at føle sig forlegen. Sekundet efter mærkede han varmen i sine kinder, og han lod blikket falde. Hans syn var trods alt bedre end hendes, og selvom han var hundrede procent sikker på, at hun var meget bevidst som sine handlinger, føltes det alligevel som en overtrædelse af hendes privathed. Han sank. En hæs, lidt opgivende, latter slap hans læber, og han rystede på hovedet. Jaloux var et stort ord, og en følelse han forbandede langt ned i Tartarus. ”Jaloux på at min trøje klæder dig bedre end mig, måske,” svarede han i samme drillende toneleje som hende, og prøvede ihærdigt at få den legende, lette attitude tilbage. Han påpegede ikke at han muligvis var jaloux på at trøjen fik lov at være så tæt på hende.
Det gik langsomt op for ham, at han ikke var kommet længere med sine bukser end at knappe dem op, og han sukkede over sin inkompetence, før han satte sig på sengekanten, for at få resten af de brændte, hullede jeans af. Kønt ville det ikke blive, med kun én arm.

Litsa så på ham og havde svært ved ikke at le lidt af hans akavede løft med armen. Hun forstod godt meningen med det, og nikkede små tilfreds. Hvor havde hun savnet det her, deres drillerier og hans evne til bare at hoppe med på det. Af en eller anden grund var der nogen der havde tendens til at blive nærmest skræmt over hendes skiftende humør når hun drillede på den her måde. Dallas var heldigvis aldrig bange for hende, hvilket hun satte pris på. Han kunne faktisk give hende modspil, hvilket hun virkelig savnede når han ikke var her. 
Mørket var en faktor hun normalt ikke var begrænset af, og normalt var hun ligeglad, men det irriterede hende at hun ikke kunne se hans ansigt da han stoppede op i det han lavede. Det var noget af det sjoveste i de her situationer, at se udtrykket på deres ansigter. Litsa var meget bevidst om hvordan hun så ud, og hun var også bevidst om hvad det gjorde ved de fleste drenge. Nu var Dallas ikke helt som alle andre, men lige præcis derfor ville hun ønske hun kunne se hans øjne ordenligt. Hun kunne dog hører hans latter, og det var nok til at hun smilede. Hans øjne fik hende til at himle med øjnene. 
"Mh, men nu skal du huske på man ikke kan forbedre perfektion. Vi må bare indse du ser bedst ud uden en trøje på," pointerede hun med et skuldertræk. Hun krydsede kort armene og så på ham da han satte sig ned. Selv i det begrænsede lys kunne hun godt se hvor håbløst det så ud. Hun sukkede kort, ikke irriteret, bare lidt opgivende før hun gik hen og satte sig på knæ foran ham. 
"Lad mig, det bliver kønnere sådan," konstaterede hun roligt. Hun synes ikke rigtigt hun kunne byde ham at stå og se på mens han kæmpede med en så simpel opgave nu han var såret og det hele. Det var heller ikke ligefrem noget hun ikke kunne finde ud af. Så let som at trække vejret og uden at bede om lov hev hun hans bukser af ham og lod dem falde ned på gulvet, ligeglad med at rode. Det var alligevel mørkt, hvem tog sig af det. Hun så op på ham fra sin position, og kom til at smile. "Det er sjældent jeg sidder sådan her uden at... Ja." Hun rystede på hovedet inden hun rejste sig op igen. I stedet for at sætte sig ved siden af ham, placerede hun sine knæ på hver side af hans hofte og satte sig overskrævs på hans skød. Det hele var meget roligt og sikkert, uden den mindste tvivl om det nu var okay. Hun lagde sine arme om hans hals og så ind i hans øjne nu de var tæt på hinanden igen, og hun faktisk kunne se hans øjne ordenligt. 
"Hvad vil mor ikke sige til du deler seng med en som mig? Noget siger mig din mor ikke er særlig stor fan af mig." Hendes stemme var helt lav, der var ingen grund til at tale ret højt når de var så tæt på hinanden. Hun kunne mærke hans hjerte banke, så tæt sad hun på ham. Hun kunne føle hans vejrtræninger, præcis som hun gerne ville have det. Der var noget over at sidde i mørket, under stjernerne i loftet, på hans skød og bare mærke ham helt uskyldigt. Eller, uskyldigt i hendes verden lige nu.