Man ved aldrig hvem man støder ind i her - Mikeseidelin

Det var ikke fordi Julien opsøgte problemer - slet ikke nu. Men da nogle havde snakket om monstre i lejren, og om at satyrerne fornemmede noget uden for lejren, blev han nysgerrig. Hans far var gudernes sendebud, han elskede at blande sig i sladder, det var en arvelig ting. Det bildte han i hvert fald de andre ind. Derfor havde han også grebet sit sværd omgående og meldt sig frivilligt til at gå op og tjekke ud hvad der skete. Han var ikke bange af sig, nok nærmere dumdristig. Selvom hans forlovede og ham ikke burde tage nogle chancer for tiden, sad det stadig dybt i Julien. 
Med hånden på sværdets greb, gik han op af hlavblodsbakken og kiggede hele vejen efter mistænkelige tegn. Han havde reddet halvguder ind over grænsen før. En datter af Apollon huskede han i hvert fald. Der var vist flere. Det var også grunden til han var vejleder, han passede på de andre og var altid velkommende overfor nye. Han elskede at hjælpe og han elskede at lære fra sig, med alt han kunne. 
Først var han faktisk skuffet. For han fik hverken øje på furier, kimærer, eller blodtørstige harpyer. Der var sørgeligt stille. Men hans blik faldt på en dreng. Han var yngre end Julien og han så.. brugt ud. Han virkede ikke farlig, men han holdt alligevel hånden på sværdet inden han kaldte ud mod drengen. 
"Hey! Er du okay?" Det var ikke en dreng han havde set før. Men var det en halvblodsknægt der rendte rundt uden hjælpere eller en satyr? Det var vist ikke sundt, heller ikke hvis drengen var søn af en kedelig gud som Morfeus. 
Julien turde ikke gå ud for barieren, men han gik så langt han kunne.

S: Meget tæt på Halvblodsbakken
T: Middagstid en dag i marts.
O: Halvblodsbakken, udenfor porten.
v: Ude af lejren regner der.



Det var ikke lige hvad Chris havde forventet, Han var på vej hjem fra skole, da der pludselig var en sten lige foran ham. Chris kiggede sig rundt for at se hvad der skete. Lige der så Chris, en kæmpe Slange, med kvindehoved. Chris løb ind i skoven. Han løb flere timer, han skulle bare væk fra den slangeting. Pludselig så han, noget han var gået forbi så mange gange men aldrig set den. En port, af en slags. Inde i Porten stod en dreng, der spurgte om jeg var ok. **Hvad ville han med Chris, hvem var han**. Men fordi, Chris var så venlig, sagde han selvfølgelig, ''Jeg har det fint.''

Julien så rundt inden han blev enig med sig selv om at han ikke ville dø af at gå ud fra barierren. Drengen lignede langt fra en furie. Han lignede mere en der kunne bruge noget nektar og et blødt sted at sidde. Men, alle der kom rendende kunne vel ikke være halvguder, og hvis han hev drengen ind i lejren uden han var halvblods, så dræbte han ham, og det var ikke ret helte agtigt. Juliens hånd faldt fra sværdet og han gik hen til drengen. 
"Det lyder underligt, men er du ordblind?" Han var normalt ikke en del af velkomst komiteen, men han var vejleder og søn af guden for rejsende, han havde et vist ansvar overfor den nye dreng. 
"Det er faktisk ligemeget. Men lad mig spørge om en anden underlig ting. Kan du læse hvad der står på porten?" Julien lagde en hånd på drengens skulder og pegede på porten. Normale mennesker kunne ikke læse old græsk, men halvguder kunne, og det var den nemmeste måde at finde ud af om drengen var en af dem eller en forvirret menneskedreng der skulle have et peg ind mod byen igen.

Chris så op på den mærkelige port. Bogstaverne bevægede sig, og for første gang i sit liv kunne han læse noget tydeligt. ''Ja, det kan jeg godt''. Chris så op på den 'nye' dreng, og ''Hvem er du egentlig?'' Chris vidste ikke hvor han var, hvad det var, og hvem drengen var. Såå han var meget forvirret.

Julien smilede da drengen sagde ja. Fantatisk, så ville Julien altså ikke fører drengen i en forfærdelig død ved at tage ham med ind i lejren og hjælpe ham. Det var en god ting. Det betød også drengen var en af dem, og han var på kanten til at opdage en helt ny verden, det sted de alle havde været. 
"Mig? Din nye bedste ven." Julien smilede til ham og lagde en arm omkring ham. 
"Kom med mig, knægt. Du er en af os, og du hører til lige her." Han klappede drengen på skulderen og begyndte at gå mod porten for at komme ind i lejren og ned i lejren hvor alle de andre var. 
"Mit navn er Julien Marks, men det vigtigste er ikke hvem jeg er, det er vigtigere hvem du er. Hvad er dit navn, knægt? Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra?" Julien så ned på fyren med klarer, blå øjne han havde arvet fra sin far. Men hvis man ikke kendte Hermes, Juliens far, så var man ikke klar over hvor meget han lignede sin far til tider. Han havde også arvet sin fars gæstfrihed overfor alle rejsende, til den nye drengs held.

Mig? En ven? Chris var rimelig forvirret. Men jeg er Chris Stael, Jeg er 16 år gammel, og jeg ved ikke hvor jeg kommer fra. ¨Hvor er jeg, hvad er dette sted?'' Chris havde så mange spørgsmål, at Chris ikke vidste hvor han skulle begynde. ''Hvem jagtede mig?''

Julien nikkede lidt. 16 år. Chris. Det kunne han godt huske senere. Og med mindre drengen vidste hvem han var søn, hvilket virkede usandsynligt, ville drengen have rimeligt meget med ham at gøre. 
"Du er kommet til halvblodslejren, og det er starten på den fedeste tid i dit liv." Julien pegede ned mod lejren, da de begyndte at gå ned imod den. Det første der kunne ses var det store hus, men de mange halvguder kunne ses længere nede, rende rundt og larme. 
"Jeg ved ikke hvem der jagtede dig, de andre fik færten, jeg meldte mig frivilligt til at tjekke det ud. Men det var et monster, og du er heldig at være i live. Jeg ved ikke hvor meget jeg må sig for hr. D, men har du hørt om halvguder før?" Han havde kursen imod det store hus, usikker på om Chiron eller hr. D overhovedet var der. Chiron havde sikkert undervisning, og hr. D gad sikkert ikke en ny halvgud, men han måtte tjekke inden han selv tog den nye dreng i sine hænder.

Chris var stadig forvirret. ''Halvblodslejren, altså en sommerferielejr? Altså en halvgud, ligesom Herkules?'' 'Siger du at Jeg, Chris kan blive ligesom ham?'' ''Hvem er Hr. D Og Chiron? Chris var virkelig forvirret.'' Chris så op på den nye dreng, ''Hvor gammel er du?, Hvad hedder du, og hvem er den mand i kørestolen?'' Chris pegede op på manden i kørestolen.

"Njah, mange er her kun om sommeren. Jeg bor her hele året. Men ja, Herkules var en halvgud. Det er jeg også. Det er du også. Ellers var du ikke kommet så langt ind i live." Han grinte lidt, som om det ikke var liv og død de talte om. 
Julien førte drengen med sig ind i det store hus og så sig om. Han gav slip da de var indenfor, for at tjekke om Hr. D eller Chiron var til stede. 
"Hr. D bestemmer over lejren. Chiron er heltetræner og lærer i lejren. Du vil kunne lide Chiron. Hr D.... Nok ikke så meget." Julien smilede til ham igen, for at vende tilbage til sin søgen. Han opgav hurtigt, det så ikke ud til nogen af dem var i huset, så Julien måtte selv tage den her. Han krydsede armene og så over på Chris. 
"Så, Chris. Du ved tilfældigvis ikke hvilken gud der er din far eller mor, vel? For det vil gøre mit liv lettere." Han smilede venligt, mente sine ord som en joke. Han havde intet imod nye halvguder.

''Er Hr. D eller Dinoysous så slem?'' ''Hvem er din gudeforældre?'' ¨Om jeg ved hvem min far eller mor er? Jeg kan da snakke med heste, eller ikke andet..'' ''Er her så mange som helårs eller vil det bare blive Lonelyt?'' ''Men, så de græske guder er rigtige?'' Chris var så forvirret.

Julien rystede mildt på hovedet. 
"Hr. D er flink nok, han kan bare ikke lide halvguder. Eller helte. Eller sit job. Faktisk er han generelt i dårligt humør. Men hold dig på god fod med hans børn, så skal det nok gå. Men lad mig give dig et råd, pas på med navne. De har en større magt end du tror." Julien så kort op, som for at se mod himlen, som loftet jo skyggede for. Han vidste der var en hvis tordengud der ikke kunne lide man talte ret meget om hans navn, og den nye dreng skulle helst holde sig på god for med alle. 
"Jeg er søn af Hermes. Gud for rejsende, tyve, sendebud, handlende... En hel masse, faktisk. Og før vi finder ud af hvem du er søn af, skal du bo i samme hytte som mig. Vi er børn af guden for rejsende, gæstfrihed ligger naturligt for os." Han trak lidt på skuldrene, helt okay med sin skæbne som søn af Hermes. 
"Heste? Det er ikke meget at gå ud fra. Artemis kan snakke med dyr, Poseidon har en heste ting, der er sikkert en masse underguder.. Ja og satyr er du tydeligvis ikke." Han smilede roligt og vinkede drengen med sig. 
"Vi er ret mange der bor her året rundt. De fleste af mine venner og søskende er her hele året. Få af os har noget ude i den rigtige verden at gå til. Vi er sikre her. Det store træ du gik forbi holder os inde for en sikker barierer." Han så tilbage op mod bakken da de var udenfor igen. Nu de var nede i lejren, var der masser af andre halvguder der rendte rundt. Nymfer var der også et par stykker af, og en lille gruppe satyrer rendte afsted imod arenaen.
"De gamle guder er så virkelige som du og jeg. Jeg ved det er meget at tage ind på en gang, men man vænner sig til det. Når du møder Hr. D vil du opdage de slet ikke er så fantastiske. De fleste af dem er humørsyge gamle guder der tror de kan alt." Julien havde ikke meget til overs for guderne, men han var heller ikke imod dem. Han var tilfreds med hvad han havde.

''Hvorfor kan Hr. D ikke lide stedet her?'' ''Artemis er da Jomfru gudinde?'' ''Så håber, jeg da ikke jeg bliver så ensom, hvis der er andre hele året rundt.''  Chris så virkelig forvirret ud. ''Hvad er det, du har rundt om halsen?'' ''Hvor kommer du fra?'' ''Er der så andre, monstre i verden udover det der jagtede mig?''

"Hr. D er bare ikke ret glad for halvguder. Ja, altså bortset fra sine egne. Han mener vi er selvisk og utaknemmelige." Julien trak på skuldrene, ikke rigtigt rørt af deres lejr leders holdning til ham og hans venner og søskende. Hvis det var sådan Dionysos havde det, måtte de jo bare modbevise ham. Andet var der ikke at gøre, at diskuterer med ham var ikke ret sjovt. 
"Ja, Artemis er jomfru gudinde, men selv de bedste kan falde ved siden af. De Tre Store havde også svoret aldrig at få børn, men se bare, deres børn har vi også rendende her." Julien førte ham roligt med han af mod hytterne, det var nok det bedste sted at starte for drengen. Så havde han en base at gå ud fra. 
"Bare rolig, mange bliver hele året rundt. Det er en livsstil. Hvis du bliver for lang tid væk fra træning, bliver du sløv og slap." Julien kendte ikke selv noget til den del. Han havde boet i lejren siden han kom hertil. Han havde været hjemme et par enkle gange, men han ville helst være hos sine søskende her i lejren, og sådan var der mange andre der også tænkte. 
Julien så ned på sin snor med perler og smilede lidt. 
"Vi får en ny perle hvert år i slutningen af sommeren. Som en gave for ikke at dø, mere eller mindre. Dem der har flest, har været her længst." Hans fingre kørte hen over de små lerperler med et smil, stolt og glad for sin halskæde, selvom han ikke var den der havde været her længst. 
"Jeg kommer fra Connecticut, oprindeligt. Det er ikke så langt herfra, men jeg plejer at holde mig her. Monstre kan godt lide børn af sendebudets gud. Og ja, der findes flere. Utallige. De er over alt, forklædt som normale folk, klar til at slå til mos os. Verden uden for lejren er farlig for os halvguder. I hvert fald inden du har lært at kæmpe." Julien blev dybt alvorlig. Han mente det også alvorligt, verden var farlig hvis man ikke vidste hvad man lavede. 
Han stoppede ved hytterne, formet i en U form, med de to store hvide hytter for enden og de 12 andre i siderne. 
"Du skal bo derovre, til din gudeforælder mærker dig som deres." Han pegede over på Hermes hytten, brun og med Hermes kendetegn for oven - den bevingede stav med to slanger om.

//Beklager jeg ikke har været, online på det sidste, da jeg mistede interessen.

''Hvem er det der ejer den hytte?''
Chris pegede over på Poseidons hytte. ''Jeg syntes at den er flot, og jeg kan godt lide vand.''
Chris var på vej til at blive meget begejstret, denne lejr havde da alt hvad man behøvede. Chris spurgte ''Er der også monstre i søen? Plz sig der ikke er.