Velkomstparty! (Åben for alle)

Der var gået over et år siden folk var rejst eller hvad de nu yndede at lave. Hvis man spurgte Nolan, var det hele sket lidt pludseligt. Eller måske ikke, måske havde han ignoreret tegnene eller ladet som ingenting. Selv var han blevet i lejren i alt denne tid. Han havde indsendt en ansøgning om at blive vejleder inden alle var rejst, men havde siden fået et nej. Derfor var han stadig bare en almindelig lejr-beboer. Han deltog i nogle af timerne eller blev sendt med på nogle små missioner, men det var begrænset hvad man kunne bruge et barn af Eros til.
Men i dag ville han ikke svælge i det. Som altid formåede han at have et godt humør og hele dagen - og dagen før - havde han løbet rundt i hele lejren for at hjælpe med forberedelserne. Han havde hjulpet med pynten, med at planlægge og sørge for festen skulle blive god. Det var måske ikke så meget som en velkomstfest, som blot en fest for festens skyld. Men mange havde været væk fra lejren på det sidste og nu virkede det som om mange kom tilbage. Om ikke andet, så bare for et øjeblik. Derfor havde Nolan hjulpet med at sætte gang i festen.
Nu var den endelig klar. Det var ingen vild fest, men mere en dagslang aktivitet, der ville ende i en større og mere typisk fest til aften. Hvis Nolan havde noget at sige.
Spisestedet var klar med alle mulige små retter. Lejrbålet var tændt op, også selv om det var midt på dagen. Anfiteateret ville give forskellige små aktiviteter man enten kunne deltage i eller se på. Nogen ville opføre små teaterstykker om deres gudeforældre, mens andre ville lege med maling, danse eller optræde med kampscener. Der var også tale om en konkurrence inden for forskellige discipliner. Folk havde virket overraskende åbne for at lave en dag med alle disse aktiviteter, så Nolan kunne nu blot gå rundt og nyde frugterne af ugers planlægning og arbejde.

Nolan selv var iklædt typisk sommertøj. Vejret var jo aldrig dårligt her. Bare fødder, shorts og en T-shirt. Det brune hår havde engang været redt, men sad nu på sin egen lidt uglede måde. Glatbarberet og med springende skridt som altid. Han håbede på at se nogle genkendelige skikkelser. Der var kommet nogen tilbage hver dag det sidste stykke tid og det ville der uden tvivl stadig gøre det næste stykke tid. Hytten havde været stille, selv for undergudernes hytte at være.
Derfor stod han oppe ved spisestedet og udvalgte specifikke stykker af godter, mens han undgik andre. I dag var en god dag kun for livretter. Ikke at han var alene, som hele lejren summede af aktivitet og folk ofte hilste på ham, eller han hilste på dem.

Felix havde set frem til at sætte ben i lejren igen, lige så længe som han havde været væk. Menneskenes verden var hjemmelig og hyggelig, og han elskede at bruge tid med sin familie i Frankrig hvor han ikke var anderledes eller kom ude fra. Men et liv uden træning, uden nærdødsoplevelser, og uden konstant ydmygelse var blevet for stor en del af ham til han kunne lade lejren være. Så derfor havde han besluttet at vende tilbage, og mere permanent denne gang. Hans liv var i USA, så meget havde han besluttet. Hvad der skete derfra, det vidste han ikke.
Hans ting var hurtigt blevet smidt ved hans seng i deres hytte, og så var han af sted mod et sted han vidste han kunne finde sin længe savnede storebror - ved maden. Det tog ham heller ikke ret lang tid at spotte Nolan ud af de andre halvguder der trissede rundt. Han hilste på et par stykker inden han halvt løb hen og hoppede på sin bror bagfra. "SURPRISE!" råbte han glad, som han næsten hang på hans skulder, og smilede stort til sin bror.

Felix var ikke blevet voldsomt mere voksen at se på. Han var stadig skravlet, og næsten et år uden træning havde ikke hjulpet. Den muskelmasse han før havde fået opbygget var stort set væk, og han var mest bare skind og ben som han havde været før lejren. Håret havde han holdt langt, mest fordi det mindede ham om lejren, men resten af ham så blot drenget og ranglet ud. Han følte sig også lidt som en pind da han både kunne se, og nu mærke hvordan Nolan stadig var stor og stærk, men hvis han kendte sin bror, ville det ikke var længe for han passede ind i lejren igen. "Har du savnet mig?" Spurgte han med et lidt for glad smil. Den franske accent var tyk, han havde næsten ikke talt engelsk siden han var taget af sted.


//Woop, sorry! Der var lige nogle familie issues irl der tog al overskud xD

Connor glædede sig som et lille barn til at komme tilbage til lejren. Han havde savnet alt dertil i alt for lang tid. Han trådte ind i sin hytte med de andre Apollo børn og hilste på hver og en. Han var jo en yderst udadvendt dreng og altid med et stort smil på læberne. Hurtigt lagde han både kuffert og taske fra sig ved sin seng og smuttede derefter ud derfra igen. Han nåede ikke at skifte sit tøj fra jeans til shorts, heldigvis havde han T-shirts på under sin hættetrøje, så den kunne han altid tage af. Connor glædede sig ekstremt meget til at finde og mødes med sine venner, kæreste og alverdens. Han kunne slet, slet ikke vente. Med sine store blå øjne og krøllede brune hår slentrede han rundt i snart alle kroge i Halvblodslejren. Sagde hej til alt og alle. Lejrdeltagerne, underviserne, alle.
"Hej! Hej! Hej!" Connor trådte hen til aktiviteterne og så sig omkring. Han var bare så glad for at se alle igen. Også dem han måske ikke lige kendte eller de kendte ham. Men folk var glade, de der var der i øjeblikket. Mange havde rejst ud af lejren, besøgt familie eller venner eller noget helt tredje. Selv var Connor jo også rejst af sted for at samles med sin mor. Det havde været gode tider, som han havde brugt med hende og til trods for han havde savnet lejren utroligt meget, så fortrød han ikke at have besøgt sin mor.

Nolan havde rakt ind over bordet for at gribe et kyllingelår, da et pludseligt stød bagfra - inklusiv en pludselig ekstra vægt mod hans skuldre og ryg - fik ham til at tabe den ned i en salat. Faktisk faldt hele hans stablede pyramide af godter på tallerknen og flere gode ting faldt ned i skåle, hvor de slet ikke hørte til. Hans første overraskede reaktion var at prøve og redde tingene fra at falde af tallerkenen. Det var lidt et dødsdømt projekt og han endte mere med en fedtet hånd end med at redde sin mad. Det var først nu han fik tid til at tjekke hvem der var hoppet på ham. Bogstavlig talt. Nolan var ikke genert eller bange for at krydse intimsfæren, så han var på ingen måde blevet foruroliget af den pludselige nærvær. Duften omkring vedkommende virkede en smule eksotisk...Mindede ham om hans tur i Frankrig for noget, der virkede som uendelig lang tid siden. Stemmen var også bekendt. Der gik ikke lang tid før han maste sin tallerken ind mellem skåle og fade for at ledige hænder til at modtage Felix. Hans lillebror. Måske den han havde haft det bedst med på lejren, ud over Delia. Han havde følt lidt alene, lidt efterladt, da de alle var rejst. Men han havde også vidst det ville ske. De havde alle snakket om det og alle havde haft planer, ud over Nolan. Og det var fair nok.
Lige nu var det dog ikke det han ville fokusere på. Hans hænder - fedtede eller ej - greb fat i Felixs tynde arm, som han halvt vendte sig, i håb om Felix ville hoppe ned igen så Nolan selv kunne kramme ham. En latter akkompagnerede det.
"Felix! Jeg kunne ikke genkende dig! Jeg troede et skelet havde overfaldet mig!" udbrød han så dramatisk og let til mode, som kun Nolan kunne være det. Som om der ikke var en bekymring i verden. Og selv om accenten var tyk, havde han modsat andre haft øvelse i at genkende Felixs udtalelse. Selv om han snakkede godt engelsk, havde Nolan tit fornemmet det franske i det. Men nu måtte de se om der blev ord han ikke kunne gætte senere.

Der var dog også andre nyankomne. Nolan havde ikke bemærket det før, helt forgabt i sin mad, men det gik op for ham at antallet af folk var vokset, flere gik og snakkede eller krammede. Nolan var lykkelig for at se sin lillebror igen - en at drille konstant eller lokke til uartigheder - men stemningen smittede af på ham. Da en fyr, han mente at have genkendt fra Apollonhytten en gang, kom energifyldt forbi og blot hilste på alle, var Nolan ikke sen til at gengælde det. Også selv om han ikke umiddelbart kunne placere om de rigtig havde snakket sammen før. Nolans ene arm gled rundt om skuldrene på hvad Nolan huskede som et apollonbarn - han kunne huske forkert - og han sendte Felix et stort smil, som om de alle tre altid havde været bedste venner.
"Hej. Har du set alt maden?!"

Felix var lettet over den varme modtagelse af sin bror. Nu havde han altid haft et godt forhold med Nolan, og han havde altid kunne lide ham. Men der var alligevel gået så lang tid, han havde været spændt på hvordan det ville være. Men at stå og blive budt sådan velkommen tilbage, det gjorde alle hans bekymringer til skamme. Han smilede sådan til sin bror, og lo over hans joke. 
"Meget sjovt, nu er det ikke lige træning jeg har haft mest mulighed for!" Han lo lidt igen og var hurtigt med på at give sin bror et stort kram. Han følte sig hjemme med det samme igen. 

Modsat sin bror, genkendte Felix Apollondrengen med det samme. Han kom med et hurtigt "Mon Petite!" inden han krammede drengen ind til sig. Han havde savnet lejren, men mest af alt havde han savnet de to vigtigste personer i lejren. Nolan og Connor. At have dem begge to der, som de første han mødte igen, det betød hele verden for ham. Han sendte Connor sådan et smil da han slap ham fra krammet, og så på sin storebror med et smil. "Nu du ikke kan jagte piger mere, er det måske mad der er din nye last?" Han skubbede drillende til sin bror xD

Connor var über glad for at være tilbage igen. Det var så rart at så de velkendte ansigter, som var i lejren pt., og bare det selv at kunne både lugte, smage og se og opleve det hele igen. Det var noget andet, end derhjemme. En så forfærdelig stor modsætning, hvilket han blot elskede. Han hørte til i Lejren; dette vidste han udmærket godt. Han havde så meget der. Han bemærkede da en brunhårede fyr og en hvis bekendt lyshårede fyr trådte hen til ham og han kunne ikke stoppe med at smile over hele ansigtet. Fyren talte til ham, men hurtigt slyngede armene omkring den lyshårede, dejlige knægt, også kendt som hans kæreste.
"Heeeeeej! Dig har jeg savnet!" Grinte han og holdt Felix tæt ind til sig. Han kiggede så op på den brunhårede fyr med sit brede tandpasta smil på læberne, som slet ikke ville forlade dem igen. Her stod han atter med sin kæreste i armene, efter så lang tids adskillelse.
"JA! Det er fantastisk!" Strålede han ægte glad og gav så langsomt slip på Felix, så han kunne kigge på ham. Han betragtede ham med sine glade blå øjne, men kiggede så på fyren igen. AH! En broder af Felix'. Han rakte så sin ene hånd imod gutten.
"Hej! Connor!" Præsenterede han sig selv, ganske høfligt.

Nej, Felix havde vist haft det sjovere med alle sine bøger, end med træning. Ikke at det betød noget for Nolan. Han var ikke selv typen der trænede alle vågne tider, selv om han det sidste år virkelig var kommet efter det. Sådan var det, når der ikke var meget andet at tage sig til. Han var også kommet lidt efter det med bøgerne, selv om de slet ikke trak i ham på samme måde.
Da han så Felix og Connor kramme med glade smil, var det som om der langsomt gik et lys op for Nolan. Han kunne ikke huske om han havde mødt Felixs kæreste før, men der var vist noget med han havde...Havde han ikke? Det var også ligegyldigt. Han gav høfligt Connor hånden, men kunne ikke lade være med at kigge frem og tilbage på dem. Lidt beskyttende storebror måtte man vel have lov at være?

Han vendte sig om mod buffeen igen med en svag fornemmelse af at være det tredje hjul. Men hvad så? Han kunne være ligeglad. Han ville mase sig ind mellem Connor og Felix hele dagen lang, hvis det var det han fandt underholdende. Han sukkede svagt, som om han virkelig havde det hårdt.
"Delia er efter mig konstaaaant" beklagede han sig og slog sig let på maven.
"Men træningen bakker op for indtaget...Her!" Han tog sin tallerken fra før og skubbede den ind i hænderne på Felix, før han igen begyndte at udvælge lækkerier til tallerkenen.
"Du er så tynd...Du skal smage det her...Og det her...Kender du det her? Du bør også smage!" det sidste var henvendt til Connor, men Nolan kunne ikke hold sig selv fra at stikke et kyllingelår i munden, så hans ord forsvandt til en svag mumlen.
Da han endelig var færdig med at sikre med til dem alle tre på en lille tallerken og havde tygget af munden, sendte han dem et smil.
"Lad os sætte os et sted...Hvordan har I haft det? Der må være meget at fortælle efter et helt år! Eller...Ja...Det er i hvert fald et år siden jeg har set Felix" Bemærkede han, før han fortsatte med sin kylling. Alligevel nåede Nolans smil op i hans lysende øjne.

//Nooo Felix, ikke en smiley i et indlæg! Og jeg havde fuldstændig glemt de to var kærester og Nolan vist havde været introduceret til Connor før...Ups! xD