Being New is Never Easy[Alexa]

påklædning

Okay det havde måske ikke været det smarteste at have snakket så meget i løbet af dag om alt muligt dumt til en person, men hun havde være så nervøs at det først var gået op for hende da det allerede var for sendt at tage det tilbage igen og var det ikke normalt at være nervøs i den første uge man var kommet til lejren?  Det var lige meget nu hun ikke tage det tilbage eller det kunne hun men det ville ikke hjælpe en skid, som altid når hun trænede var hendes hoved alle andre steder ind hvor det skulle være og det var det også denne gang, hun så godt at personen hendes tanker kredsede om stod og så på, hun kunne godt fornemme de blikke nogen sendte ham men hun var ikke helt sikker på hvorfor, men hun fik ondt af ham alligevel mens fordi hun var sikker på han ikke selv var skyl i det og selv vis han var ville det ikke gøre det bedre at andre kiggede på den måde.

*Okay, concentrate. If you shoot more than 10, you then have to apologize to him. * hun samlede sine tanker og skød de 3 pile hun havde tilbage afsted. 11. Alexandra hentede dem da de andre var færdig med at skyde. Derefter var en lang dag med lektioner overstået, Hun havde været nød det at vente som en af de sidste til at længe sine ting på plads, hvilket gjorde at hun næsten havde mistet ham af syne. Hun fugte ham på afstand men hun tænke over hvordan hun skulle sige undskyld uden at det ville komme ud forkert. Alexandra hadende det her hvorfor var det altid at hun dummede sig når det eneste hun havde prøvet på var at få nye venner og hun lavede hun endnu en dum ting, hun fulgte efter ham som om hun var en hund.

Det her kunne ikke blive meget værre uanset hvad hun sagde til ham eller ej, men hun havde sat sig for at sige undskyld og derfor gik hun videre efter ham også selv om hun viste at han måske ikke vil tage i mod hende undskyldning og måske en da havde hende fordi hun ikke bare kunne lade ham være i fred når det tydeligt så ud til at det var det han helt ville være.  Hun ventede til de begge var inde i skoven og så kunne ikke holde det ud mere, det har var akavet og dumt og det var hendes egen skyld. ”Halfdan? Can I talk to you just a sek, I promises that it will not take long and after I will leave you along. “ Hun bed sig i læben uden at tænke over det, det var bare en vane lige som det var en vane for hende at være kloset eller at dumme sig.  Alexandra var stoppet op et stykke bag ham men uden tvivl have hun talt højt nok til han ville have hørt hende men hun ventede til han ville stoppe op eller også ville

Som Halfdan roligt gik kiggede han kort ned over sig selv, og derefter op mod himlen. Han var opvokset i Alaska. Og nu stod han i fuld solskin, med en sort læderjakke, som desuden også var ved at være for lille og stram til ham; alt sammen fordi han åbenbart stadig var utilpas med at andre så hans arm. Han var næsten lige så skuffet over sig selv, som han var irriteret over varmen han måtte udholde som resultat af hans selvbevidste tanker. Han sukkede for sig selv, og glemte i et kort øjeblik den rødhårede kvindelige skikkelse der fulgte ham nogle meter efter ham. O i dette korte øjeblik overvejede han kraftigt bare at tage jakken af, og lade hans langærmede tynde trøje dække for armen i stedet. Det måtte, helt ærligt, også se en smule mærkeligt ud. Hans højre arm fulgte læderjakkens ærme helt ud. Stramt, med klare indikationer af overarmens muskler og underarmens tykkelse. Imens hans venstre arm, som jo bestod af den metalliske protese, overhoved ikke fulgte ærmet ud lige så meget. I det mindste var begge arme lige lange, ellers ville det virkelig have været et problem for ham.

Men inden Halfdan kunne få taget beslutningen om at tage jakken af, blev han atter bevidst om den rødhårede Alexa der fulgte ham. Egentlig var han ligeglad. Og det kunne jo også bare være de to tilfældigvis gik den samme vej. Så da Halfdan endelig nåede frem til bækken, med kanten af skovens træer foran sig; havde han næsten helt glemt alt om Alexa, igen. Han havde, som sagt, ingen intentioner om rent faktisk at gå ind i skoven. Det virkede som en utroligt dårlig idé så kort tid efter hans 'ulykke', og især når han slet ikke vidste så meget om den her verden som folk regnede med at han gjorde. Så i stedet nærmede han sig den lille bæk. En bæk, som han kunne se, der krøb og snoede sin vej igennem skoven, indtil den forsvandt imellem de mørke træer, og sikkert løb ud i bugten derefter. Han stod lidt i sin egen verden. Rank og bredskuldret som altid, en smule skuffet over en hidtil kedelig dag. Indtil han så hørte en kvindelig stemme bagfra. I det samme huskede han at han kun havde introduceret sig for en enkelt person denne dag, og det var Alexa. Den selv samme rødhårede pige som hun nu huskede havde fulgt efter ham for lidt tid siden. Han vendte sig rundt. Så han stod med højre side og skulder mod hende, og vendte ligeledes ansigtet og blikket mod hende. "Yeah?" Han tog ingen skade af at hun ville tale til ham. Og hvorvidt hun så lod ham være i fred bagefter, var som sådan en ligegyldig ting. Hans øjne var fæstnet mod hende, og begge øjenbryn en anelse hævet i en lettere spørgende, men også ganske tålmodig mine.

Hun ville nok aldrig nogensinde indrømme det overfor nogen men hun havde tjekket ham ud mens de gik. Det var bestemt ikke noget nogen skulle vide noget om heller ikke vis hun fandt hendes bedste ven, hun rystede kort på hovedet mens hun gik i et forsøg på at lade være men det havde ikke virket. Alexandra havde ikke forventet at der ville være en flod i skoven, det havde overrasket hende men hun måtte nok finde en anden dag at beundre den på. ”I just wonna tell you that I’m sorry for making you listen to all the stof I said before. It wasn’t okay, you have you own things to worry about you dont need mine to. “ hun prøvede så vist muligt at holde øjenkontakt med ham men det var svært når han var vent halvt væk fra hende.

Den måde han stod og så på hende på fik hende til næsten at trække sig bag ud og nu følte hun sig mere akavet. Af en eller anden grund sørgede hun for ikke at kigge for meget på ham men holdt blikket mod hans ansigt, måske var hun bange for hvordan han ville reagere vis hun så mod hans venstre arm men efter hun have sagt noget gik det om for hende at hun var ligeglad med og han så hun kiggede men mest af alt var hun også lige glad med hvorfor han havde den og hvorfor, den var vel en del af ham og den ville ikke ændre ham som person.

”Oh yea and this thing about following you is just a one in a life time thing, I just want to tell you that I whose sorry… ” hun derefter viste hun ikke om hun skulle blive og vente på han ville svar hende eller bare gå igen, men så gik det op for hende at hun enlig ikke havde kigget efter hvilken vej det var kommet ind og hun var ikke sikker på om hun kunne finde vejen mellem træerne. Men hun have heller ikke lyst til at spøge ham om vej mere, i hverfald ikke lige nu. Nok fordi han et eller andet sted skræmte hende lidt selv om hun ikke viste det udadtil så var hun bange men ikke for ham som person bare hans følelser. Alexandra lod som om hun bare stod og ventede på hans svar og vis han ikke svarede hende ville hun vende sig og begynde at gå en tilfældig retning, det kunne ikke være så svært at finde ud af skoven igen. Hun ville enlig helst blive om hun så skulle være stille så længe han var her men hun var ikke sikker på at det lige var hendes selskab han gerne ville have lige nu.

Til Halfdans egen store overraskelse, efter nogen tids undren, havde han ikke været videre fortvivlet over tabet af hans venstre arm. Det var selvfølgelig ikke optimalt, og bestemt ikke en oplevelse han ville anbefale nogen andre at opleve. Men... han huskede den nat som var det sket dagen forinden. Da han havde mærket knogler poppe ud, musklerne og kødet flække, huden revne... havde han troet han døde. Og som han var blevet kastet mod træet og mistet besindelsen, havde han ikke regnet med at vågne op igen. Men trods alle odds, var han vågnet igen. Andre halvguder var kommet ham til undsætning, til trods for at han var en fremmed, og endnu flere havde healet ham så godt som muligt. En af hans halvsøskende havde endda smedet den arm han nu bar. Ærlig talt var Halfdan mere taknemmelig end han var fortvivlet. Men det dog hverken fjernede eller mindskede tabet af en arm, og fantomsmerten der vækkede ham midt om natten. Eller en underlig kløen der nogle gange fik ham til at klø den metalliske arm, som var den en rigtig arm. Han var ikke en HEL mand, og det ville han aldrig blive igen... Den slags roede rundt med kemien i hovedet, trods alt. Så opmærksomheden omkring armen nu hvor han bar den, og smerten var ovre... var ikke noget han endnu havde vænnet sig til.

Halfdan stod kun en meter fra bækkens kant, under et stort træ ved kanten af den sydlige skov. Hvis han rakte armen ud, ville han kunne røre ved træet. Men han var ikke trods ind i skoven, teknisk set. Dog var de begge ved at stå under skyggen af de store træer i kanten af skoven. Og imens den lille bæk løb ganske roligt og behageligt bag ham; betragtede han den rødhårede Alexa ganske opmærksomt, og lyttede til hendes ord. Han sørgede for at skjule sin venstre arm, eftersom han stod med sin højre side mod hende. En anelse ubevidst, men også fordi han lidt havde frygtet det ville være det store samtaleemne. Hun virkede ganske opsat på at holde øjenkontakten, eller i hvert fald ikke at lade hendes øjne glide langt væk fra hans øjne. Selv var han nu ikke bekymret, og selvom øjenkontakt ikke gjorde ham utilpas, gled hans øjne dog lidt fra hendes som hun undskyldte...

Selv efter hun havde undskyldt til ham, forblev han stille, og sendte hende ikke rigtig nogen tegn, imens han betragtede hendes flænsede bukser og den knapt så smigrende hvide top hun bar. Han fornemmede at hun havde mere at sige, så han så ingen grund til at afbryde hende, eller sige noget endnu. I stedet forholdte han sig rolig, og gav hende al den tid og opmærksomhed hun end skulle bruge, for at få ordene ud. Han fornemmede også at hun var nervøs, eller skræmt på en eller anden måde. Signaler han havde lært at samle op fra sin tid med Bikerne i Californien. Heldigvis havde den rødhårede, ganske attraktive pige, valgt praktisk tøj denne dag, frem for noget af det afslørende og meget smigrende tøj nogle andre attraktive piger bar i lejren. Ellers ville han nok selv have været lidt fór distraheret til at opfange de signaler af nervøsitet og akavethed hun sendte. Hvilket også var grunden til at han gav hende al den tid hun skulle bruge til at tale. Da hun så havde talt sin fred, forblev han stille lidt endnu. Hans lettere pjuskede slanke øjenbryn rynkede en anelse, og han fangede hendes blik. "It's.." ... "It's okay, really." Lød det fra ham, stadig blot roligt og en smule tilbageholdent. Han var ikke sat i denne verden for at forsikre hende eller dæmpe på hendes akavede tendenser. Og han følte derfor ikke rigtig for at forklare, hvorledes hendes snak i virkeligheden havde været noget af det eneste, der havde holdt ham fra at dø af kedsomhed denne dag. Eller forsøge at forklare hende, at hendes stemme var ganske behagelig, og at han derved ikke rigtig havde noget problem med at hun forsøgte at tale hans øre af. Eller hvordan han i virkeligheden nød lyden af en stemme i sine ører. Dog trak han lidt på skulderen og nikkede en enkelt gang. "Don't worry about it." Tilføjede han endnu roligt og en anelse bestemt. I et af hans typisk vage og ikke mindst svage forsøg på at berolige hende.

Alexandra sparkede en sten væk så den røg i vandet, Hun havde kon befundet sig i lejren i 3 dage, hun havde måske ikke på noget tidspunkt været god til at få venner, hun viste godt hvordan man gjorde men hun var bange for at skuffe andre og det hemmede hende i at får nogen. Men hun var et nyt sted og måske var det på tide hun i det mindste prøvede på at lade være med at bekymre sig over hvad andre tænkte om hende hele tiden. Alexandra lå hovedet let på skå og håret op bag øret for at vise at hun lyttede til ham, men da han var færdig viste hun at hun enlig ikke havde lyst til at gå sin vej hvilket fik hende til at sukke højlydt selv om det enlig ikke var meningen.

Da Alexandra ville til at sige noget var der en som råbte noget men hun havde ikke hørt hvad det var og begynde derfor at se sig om efter den der havde råbt noget der gik ikke lang tid for en eller anden hoppede over åen og derefter forsatte forbi dem for det efter at forsvinde tilbage mod lejren. Alexandra havde helt tilfældigt nået at genkende fyren, men det var mest fordi hun selv boede i samme hytte til hun fandt ud af hvem hun var eller retter hvor hun hørte til. Fyren boede i  hermens hytten og havde vis været her et par år. Men det nårede Alexandra ikke rigtigt tænke over før en lille folk af andre i elever kom bandende mod dem fra samme reting som Hermesdrengen var kommet fra.

Hvis hun skulle komme med et bud jagtede de ham fordi han havde taget noget som til høre dem, de havde i hverfald så travlt at de ikke så sig for og en af dem gik ind i Alexandra som måtte gå bag ud hvilket med hendes held fik hende til at falde over en halvstor sten. Hun gad ikke engang besværre sig med at komme op igen og lå derfor bare arme overkors men hun så vredet i den retning de var løbet. Alexandra satte sig op og så overfor at se om Halfdan, hun var ikke sikker på om de havde været gået ind i ham også eller om hun bare selv havde været klodse og stået i vejen for dem. Hun var vist nok ikke kommet til skade ud over et par skræmer. ”Are you okay? ” hun havde glemt at om at følge sig akavet og bange mens hun kom på benne, og børstede jord af sig selv før hun vente et bekymret blik mod ham igen.

Halfdan havde aldrig været særlig god til at forsikre andre, eller berolige dem. Eller... han besad trods alt en rolig, solid, og stærk personlighed. Det smittede nogle gange af på andre, og en panisk person kunne måske ende med at falde lidt til ro i hans ellers fattede nærvær. Det var skam heller ikke fordi Halfdan ikke havde et godt ordforråd. Han kunne sagtens begive sig ud på en lang forklaring om dit og dat, eller være nærmest eksistentiel eller filosofisk i sit sprog. Men til ham, var ord sjældent så vægtige eller vigtige som så mange andre syntes. Og folk misforstod alt for ofte andres ord, så hvad var pointen? Så det her var en lidt underlig situation. Alexa havde talt han øre af under undervisningen, hvilket han i sin tid ikke hverken havde protesteret imod eller klaget over. Men nu følte hun en trang til at undskylde, hvilket jo også sagde noget om hendes natur. Men var det så hans rolle og opgave, at forsikre hende om at hendes undskyldning var accepteret, eller at den var unødvendig? Eller begge? Var der overhoved noget han kunne sige, som kunne få Alexa til at glemme hendes skam eller akavethed?

Han stirrede lidt på hende. Betragtede hvert af hendes bevægelser, hendes blik, og hørte hendes suk. I det samme indså han at hun ikke var på vej væk, men måske endda ledte efter en undskyldning for bare at blive i hans selvskab? Det var faktisk smigrende, på sin vis. Og Halfdan havde da bestemt intet imod at tilbringe en smule mere tid med hende. Men hvis hun var lige så stille og mundlam som ham selv, ville hun sikkert begynde at kede sig. Da det så endelig lød af råbende stemmer og hastige åndedrag, fulgte Halfdans blik i samme retning som Alexa's. Og han så det samme hun så. En fyr i hast, på vej væk fra en mindre flok der tydeligvis jagtede ham. Nu var Halfdan jo, trods alt; Halfdan... Så han rykkede sig ikke så meget som en millimeter da den lille flok kom tonsende over bækken og løb lige imod ham. Han kvitterede endda også med et lettere advarende og truende blik i retningen af dem. Som for at fortælle dem, uden ord, at de lige kunne vove at løbe ind i ham. Hans standhaftighed kom tydeligvis som en overraskelse for en af fyrene, der hurtigt måtte skifte kurs, for ikke selv at vælte direkte ind i Halfdans brede overkrop.

Men selvom de havde været fornuftige nok til ikke at løbe ind i Halfdan, hørte han et gisp, og lyden af Alexa der faldt over stenen. Af refleks tog Halfdan et skridt mod hende, nu med fronten mod Alexa. Men indså hurtigt at hun allerede var oppe og sidde igen, og sikkert ville være på fødderne igen inden han kunne være galant og hjælpe hende op. Da hun så vendte blikket mod ham, og spurgte om han var okay, rynkede han lidt sine øjenbryn. Og smilte meget diskret, men alligevel en anelse sigende. Et lidt underligt spørgsmål, eftersom det jo var hende der var skvattet og faldet. Og ikke ham. Et øjeblik vendte han blikket efter dem, som de løb videre op imod lejren og hytterne. Han kiggede tilbage mod Alexa, der var ved at børste jord af sig. Derefter kiggede han ned mod stenen hun var faldet over, og så tilbage mod drengene der fortsatte i deres hektiske jagt. Endelig endte Halfdans blik så mod Alexa, og hans øjne blev en smule snævre imens han lagde hovedet blot en smule på sned. "Want me to kick their asses?" Spurgte han så pludselig. Blot med det skjulte smil i form af en let trukket mundvig, I hans typiske tørre humoristiske sans. Han fik det klare indtryk at den slags måtte ske for hende rimelig tit. Så han havde måske en anelse ondt af hende, og tænkte... ja. Måske han kunne lette stemningen?

Hun lå godt mærke til at han betragtede hende men det var ikke noget hun havde noget i  mod plus hun kunne ikke rigtigt nå at tænke over hvorfor da råbende begyndet, før der var en som løb ind i hende så hun det blik han sende dem og var med et sikker på at hun bestemt ikke ville prøve at gøre ham vred selv om hun havde en følelse af at der skulle meget til vis man ville prøve.  Selv om hun god havde set at den fyr der havde været ved at løbe ind i Halfdan havde skiftet retning havde hun stadig været nød til at spørge, hun var dog alligevel blevet overrasket over at han havde været ved at gå over mod hende da hun var faldet over stenen og hun stod med fronten mod hende.

Alexandra havde altid været klodset og derfor var det ikke nyt for hende at falde over til, eller gå ind i noget. Så hun var glad for at det ikke var deres samtale emne lige hun plus det ville nok heller ikke være sidste gang han ville se hende falde over noget, det eneste god ved det var at hun ikke var faldet i vandet.  Hun kunne ikke lade være med at grine da han spurgte om han skulle sparke dem i røven, hun rystede dog på hovedet og så på ham med et venligt smil. ”Thanks, but it will be just a waste of energy. They probably don’t remember this in a couple of hours. So don’t think about it. “ Hun smilede stadig og så tilbage mod dem der var løbet forbi dem det så ud som om de allerede havde fanget ham i det mindste ville de ikke løbe ind i flere nu. ”So wanna head bag or is you going in to the forest? If so, do you mind if i go with you? ” hun havde vent blikket tilbage mod ham før hun var begyndt at tale til ham.

Det var vidst mildt sagt, at Halfdan ikke brød sig særligt meget om hele den her... Camp kultur, så og sige. Eller som det mindste, så havde han ikke fundet sig helt til rette endnu. Det var mærkeligt for ham, alt det med unger af forskellige guder, der deltes i forskellige forudbestemte grupper. Og Halfdan var bestemt ikke et flokdyr, på nogen måde. Han var sku ikke bange for nogen halvgud der fjantede rundt her på lejren, og havde heller ikke den helst store respekt for nogen leder- eller autoritetsfigur der end måtte være. Det betød ikke han var rebelsk, han... foretrak blot at leve livet efter egne præmisser. Enten dét, ellers var han blot ligeglad og gik sin egen vej. Så det var nok meget heldigt at de var fortsat med at løbe, ellers havde Halfdan nok tvunget en af dem til at sige undskyld til Alexa. Han kunne virkelig ikke lide bullies...

Halfdan nikkede, både til hende, og en smule for sig selv; og mere sagde han ikke til det. Han havde da i det mindste fået hende til at grine, så det var da godt nok. Og så var dagens kvote for dårlige tørre jokes vidst også ved at være brugt op! Der var ingen grund til at få hende til at tro han var typen der bare gik rundt og gjorde grin med alting. Eller give hende indtrykket om at han var sat på denne jord for at forsvare hendes ære. Hans blik havde vandret lidt, men endte tilbage mod hende, da hun spurgte ind til hvad der så skulle til at ske; og ikke mindst hvor de skulle hen. Han var ikke overrasket, men fandt det en smule underligt at hun gerne ville med ham. Dog var det ikke noget han havde tænkt sig at spørge ind til, og i stedet endte han med at trække en smule på skulderen. "Naah.." Lød det bare fra ham, inden han så sendte et lettere eftertænksomt blik over skulderen mod skoven. Hvad han svarede på, helt præcist, vidste han ikke engang selv. Halfdan kiggede mod skoven, vendte derefter blikket ned mod sin arm; og brummede en anelse lavmælt. Nej, et eventyr eller gåtur i skoven måtte vente til en anden god dag. Desuden besluttede han sig for, i sin eftertænksomhed, at der måtte ske noget andet end bare at vandre rundt. Så Halfdan endte med at stikke begge hænder i sine lommer, og nikkede lidt sigende op imod hytterne, som tegn til at hun bare kunne følge med hvis hun ville. Dog vandrede han ikke bare, men ventede på hende.

Efter han havde nikket til hende lod hun ham tænke over hvad det var han ville, så kunne hun alt tid gå efter så længe han ikke sagde nej, men det lyd lidt som om han ikke selv viste hvad han ville, dog ventede hun til han fandt ud af hvad han havde lyst til. Hun havde som sagt ikke været her så længe og derfor havde nogen nok allerede bestemt sig for at han skulle være den første hun blev venner med, det var også gået bedre ind hun havde troet det ville da hun var begyndt at følge efter ham efter timerne. Dog var Alexandra og sikker på at grunden til det var dem der var løbet forbi dem og ind i hende, eller det var i hverfald det hun troede. Alexandra så på ham da han brummede og ventede til han nikkede i den retning de skulle før hun gik med ham mod hytterne.  Hun måtte heller tjekke om hende plejefamilie havde opdaget noget når hun kom tilbage hytterne. Og finde en der måske kunne hjælpe hende med at forklar dem hvorfor hun skulle have lov at blive i lejren. Alexandra skubbede tankerne væk og gik op ved siden af Halfdan selv om de gik i stilhed var det enlig rart nok.

//out