a trip to the lake ~ Halfdan

S ~ Søen.
O ~  Andre lejredeltager og hvad der ellers befinder sig ved søen.
T ~ Fredag efter aftenmad.
V ~ Der er lunt og stadig lyst. Der er få skygger på himlem og det blæser en smule.
P ~ link
@Halfdan <3

Alexandra havde ikke rigtigt haft noget og lave efter aftenmad og var derfor gået ned til søen, vis hun blev der tilpas længe ville hun nok kunne side på badebroen og se på stjerne. Det var en af de få ting hun ikke rigtigt kunne gøre da hun var på Manhatten der var alt for meget lys. Hun  var enlig både glad men også overrasket over at der ikke var flere ved søen på det her tidpunk men folk havde vel også næsten lige spist. Hun kunne stadig ikke kende forskel på de forskellige hytters beborer, hun forstod heller ikke helt hvorfor det vare så vigtigt at man var delt ind i hytter af ens gudeforældre.

Hun gik om på den modsatte side af søen ind hvor badebroen var og lå et tæppe på jorden med hendes jakke ved siden af som hun havde taget, før hun satte sig ned dog gik der ikke lag tid før nogen begynde at hoppe i vandet der efter, Alexandra var der nu bare for at få tiden til at gå måske også tænke tingene lidt igennem for hun viste enlig ikke hvad hun skulle gøre, hun var løbet hjemme fra fordi hun viste at hun hørte mere til her ind på Manhatten selv om hun ikke helt kunne se det selv, i hverfald ikke i nu.

Der gik ikke lang tid før hun lå sig tilbage på tæppet og så op i himlen for at se på de skygger der stadig var synlige, det var altid noget hun havde elsket at gøre om det så for nogen måske var meningsløst men det var ikke rigtigt noget hun tog sig af for så længe hun selv kunne lide det betyde det ikke at andre skulle kunne lig det.

Hvis man spurgte Halfdan om hvordan han havde lyst til at spendere aftenen, var det nok usandsynligt at høre ham tale om en sø eller en strand, eller lignende, med højt humør. Først og fremmest, så var han ikke den store fan af dukkerter i andet vand end en jacuzzi eller badekar. For det andet, var han generelt ikke den store fan af sommer. Sommer i Alaska havde betydet at solen var oppe 24/7, og at vandet alligevel var frosset over. Hvis man spurgte ham, var han simpelthen for bleg til at være en strandløve, og en anelse for reserveret af natur til at hoppe og danse rundt ved vandkanten. Desuden, så var dette en af de mest sindssygt varme somre han nogensinde havde oplevet, og hvis han alligevel svedte når han havde tøjet af, hvad var pointen så?

Men pligten kaldte. Og denne gang havde pligten vist sig i form af intet mindre end et magisk lommeur; som en satyr havde bedt ham om at reparere. Et gyldent lommeur som også virkede som et kompas, der udpegede mindreårige halvguder, når de var ude og lede efter dem; så de kunne komme sikkert til lejren. En smule underligt, men Halfdan havde nu også andre motiver og en anden årsag til at reparere uret; andet end medmenneskelig hjælpsomhed, altså. Satyrerne, især de ældre af slagsen, var ofte ude i omverden. Enten fulgte de erfarne halvguder på missioner og eventyr, eller også ledte de efter unge halvguder til lejren. Men pointen var; at de var ude i omverden. Og der var bare nogle ting, man ikke kunne finde i denne lejr. Og derfor ting der måtte bringes ind fra omverden, eller måske endda smugles ind...

Halfdan nærmede sig søen. Jo tættere på han kom, desto mere klart og tydeligt, blev de mange stemmer af bade-entusiaster der havde kastet sig i vandet. Eller de som var der bare for at drive tiden. Halfdan sukkede, og da han stod ved søen, et godt stykke fra vandet i sig selv; så han sig lidt omkring. "Halfdan, my man!" Han behøvede åbenbart ikke lede længe, inden den lidt ældre satyr kom løbende op til ham, i selvskab af et par ganske letpåklædte tøser, trods tidspunktet af dagen. I løbet af nogle få øjeblikke, skete der en del imellem dem. Halfdan præsenterede det nyligt reparerede lommeur, til stor glæde for satyren. Lommeuret blev overakt, og Halvguden og Satyren tog hinanden hånd i hvad der til enhver anden blot syntes en respektfuld gestus. At der var drachmas, pengesedler, en lille pose, og senere cigaretter involveret, kunne ingen selvfølgelig vide. Ingen andre end Halfdan og Satyren.
Da Satyren og hans følgesvende så forsvandt igen, kiggede Halfdan lidt efter dem. Han havde stadig ikke vænnet sig til de satyrer, og syntes ærlig talt de var mærkelige. Og da han så den selv samme satyr løbe ned i vandet med lommeuret i sin ene hånd, rystede Halfdan på hovedet. "Idiot.." Men han trak dog på skulderen over sin egen tanke, og puttede sin hånd i lommen. Op fra lommen kom så en pakke cigaretter, hvorfra han fiskede en enkelt frem. Fangede filteret imellem sine læber. Og med de metalliske fingre af hans venstre hånd, strøg han en tændstik over den lille tilhørende æske, og tændte cigaretten. Efter et dybt åndedrag, og pustede han røgen ud, fangede smøgen imellem to metalliske fingre, og puttede alt andet tilbage i lommerne igen. Han vendte et roligt blik mod sine omgivelser, imens han trak lidt op i joggingbukserne. Han syntes ærlig talt alt tøj han ejede var en smule stramt, og det var ved at gå ham på nerverne! Men så igen, han havde heller ikke købt nyt tøj i hvad der syntes årevis.

I forhold til hvor meget Alexandra var vand til der skete omkring hende havde hendes første uge været overvældene, så mange nye mennesker eller retter halvguder var det nok mere rigtig at sige nu hvor hun var i lejren. Der havde været så mange forskellige indtryk og hun var ikke sikker på om hun kunne følge med vis det blev, ved med at gå så hurtigt. måske var hun nød til at lave lidt om på hendes værre måde overfor andre for at passe bedre ind eller også var det her bare den mulighed hun havde brug for at lære at stole på andre igen.
Alexandra satte sig op igen fordi hun kunne mærke at vis hun blev læggende ville hun højst sansynligt falde i søvn og hun var ikke helt sikker på om det her var en godt sted at sove meste  fordi alle andre kunne se hende og måske nogen kunne finde på at tegne hende i ansigtet.

Ikke længe efter hun havde sat sig op igen fik hun øje på en hun kendte, i hverfald havde snakket med før. Hun kunne ikke se hvad han lavede men det var heller ikke noget hun ville blande sig i. Alexandra var en lige smulte overrasket over hvem det var han stod og ventede på da hun fik øje på dem,men selv om hun ikke ville blande sig kunne hun ikke helt lade være med at kigge.
Hendes blik fulde dog dem han havde snakket med ned til søen igen og først derefter vente hun blikket tilbage mod Halfdan, kort tid efter fik hun kort øjenkontakt med ham da han kigge rundt. Alexandra vinkede til ham og gjorde tegn til at han skulle komme over til hende, hun var dog ikke sikker på om han ville komme der over men hun ville gern tale med ham igen eller i det mindste bare være i hans selskab igen.
Det lød måske underligt men hun kunne godt lide at være i hans selskab fordi man ikke nød vendigvis behøvede at sige noget hele tiden, det var okay bare at være der.

Den mørke varsity trøje havde lange nok ærmer til at dække armen, men den metalliske hånd stak dog stadig ud; og hvorvidt den gjorde det eller ej, var Halfdan blevet lidt mere kølig over. Men han indså dog hurtigt at han lidt var blevet stående i rampelyset. Ikke så forfærdeligt langt fra vandet, og til frit skue for nærmest enhver på den side af søen. Som nogle plaskede i vandet ikke langt fra ham, og idet han tog endnu et sug af smøgen; besluttede han sig for måske bare at sætte sig til rette lidt afsides. Men idet den beslutning blev taget, mødtes hans blik og opmærksomhed af Alexa, der sad et godt stykke fra hvor han stod, og vinkede til ham. Hun var ikke slået ham som en pige der ville tage til søen og plaske rundt. Faktisk havde hun virket meget stille og tilbageholdent. Hvilket var ganske fint. Dog var det nok et problem nu når Halfdan var det samme. Så at hun ligefrem vinkede ham over, og var taget til søen; fik ham kort til at genoverveje hans umiddelbare første indtryk af hende. Halfdan blev dog stående et par øjeblikke, og betragtede hende; inden han så kiggede ned mod hånden og smøgen imellem fingrene, og begyndte at bevæge sig mod hende. Han var nødvendigvis ikke altid typen der fulgte en sådan hidkaldelse. Hvis folk ville ham noget, så kunne de vel komme til ham?

Det ugentlige spil af Capture The Flag var blevet afviklet hurtigt efter aftensmaden. Der havde været noget drama og nogle spændinger imellem nogle af de bedste spillere imellem hvert hold; så mange havde været ivrige efter at afvikle det. Halfdan havde, endnu en gang, været undtaget for spillet. Hvilket var en sjældenhed, men med en ny metallisk arm var der åbenbart mange ting han hidtil havde været undtaget for. Så som han gik mod Alexa, med lange solide skridt, og et mindre imponeret og roligt blik mod omgivelserne og de andre halvguder; overvejede han om hun mon havde deltaget.

Et diskret og lettere skjult smil kunne måske anes af de meget vakse; da Halfdan nåede frem til Alexa og hendes lille udvalgte sted ved søen. Atter en gang blev han en smule overrasket. Eller, det var i hvert fald ikke hvad han havde regnet med. De revnede bukser og den hullede top hun havde båret forleden dag; var blevet erstattet af lignende jeans og top, som dog ikke var hverken flænset eller hullet. Og det røde hår hang nu i stedet frit. Det klædte hende, men han gjorde sig nu en indsat for ikke at betragte hende alt for indgående. Smøgen skiftede ænder i det samme, og den metalliske hånd endte i hans bukselomme, hvorefter endnu et sug blev taget af smøgen. Han var ikke videre bekymret om hvorvidt det mon gik hende på at han røg. Hvilket åbenbart var et problem for mange, nutildags. "Hey Alexa." Lød det så fra ham i en rolig hilsen, hvorefter hans blik så blev vendt lidt flygtigt mod vandet og de andre halvguder. Selv stillede han sig også til rette omkring en meter ved siden af Alexa og hendes tæppe. Og vendte sig også med fronten mod vandet, og derved den højre side mod hende. Det faldt ham ikke rigtig ind at starte en eller anden akavet samtale om ingenting.

Uden at længe mærke til det havde hun bidt sig i læben mens hun ventede på at se om han rent faktik kom over til hende eller ej, det var også først efter hun var sikker på at han gik i hendes retning at hun forstod at hun på samme tid havde holdt vejret og var glad for at der nok ikke var nogen som havde ladt mærke til det. Hun viste ikke helt hvorfor, måske var det fordi han ikke rigtigt virkede som en der tit talte meget med andre og derfor var hun lettet over at han ville bruge tid på at tale med hende.
Hun trak bene op under sig og lå hovedet på sine knæ mens hun vente blikket mod vandet og de badene, det var ikke fordi hun ikke kunne finde på at hoppe i søgen selv men hun havde aldrig været god til bare at gør tinge som hun følte for fordi hun altid gjorde hvad andre forventede af hende med undtagelse af at tage til halvblodslejren. Den eneste der havde ville have hun var her var Noe  men hun var stadig ikke sikker på om om de stadig var venner efter som han trosalt havde ventet på hende i 2 år og havde troet hun var dø eller bare havde forrådt ham.

Alexandra havde været en del af Capture the flag denne  aften og hun var stadig øm efter det, hun ville helt sikkert have en del blå mærker i morgen ude over de skræmer hun havde fået. Hun var også blevet ramt af et sværd på den højre arm. Men det var hendes egen skyld hun kunne have tænke sig mere om, dog var hun gået i panik og havde blokeret hukket med armen men havde derefter også slået tøssen ud og måtte derefter forlade spillet for at få nogen til at se på hendes arm. Hun rystede på hovedet for at prøve at skifte tanke mønster hvilket ikke var så nemt som hun gerne ville have det var.
Hun forstod ikke hvordan de bare kunne sende utrænede deltager ind i en kamp som det de kaldte et spil men så igen vis man skulle lære at slå mod de monstre der gerne ville spise en til frokost var der ingen kære mor så derfor var det måske bedre at lære det på den hårde måde ind bare at side på sidelinjen og se på selv om hun ville ønske at det var en mulighed lige nu, for det dunkede irrieterne meget i hendes arm og hun hade at lide en der havde været oppe og slås med en kat selv om hun ikke havde noget i mod at blive beskidt.

Hun havde dog skiftet tøj siden hun have vøret med i spillet ellers havde det været alt for nemt at se at hun var kommet til skade. Vis Alexandra havde været taget hjem til sin pleje familie havde de holdt hende der hjemme til hun så anstendig ude igen og tudet hendes øre fulde om at kvinder ikke skulle slås og det var mændes job. Men lige den del havde de aldrig fået i gennem til hende og hun havde fast hold sin ret til at lære at forsvar sig selv. Det kunne hun også vis der ingen vej var uden om men som hun viste var der kun til selvforsvar og ikke til at slå på folk vis hun fik lyst til det.
Alexandra smilede da Halfdan kom hen til hende selv om han placerede sig en meter fra hende, hun opfangede duften af ryg og tog en dyb indåndning. Hun havde aldrig rygtet selv og ville heller andre begynde på det men hun elskede duften af det alligevel. ”Hey Halfdan, you do know that I don’t bite right? ” Man kunne tydeligt høre at hun mente det i sjov og sente ham et drillede smil, hun havde brug for at drille en og nu gik det lige ud over ham selv om det måske ikke helt var fair.  Alexandra havde dig en ide om at han godt kunne tage det, dog kunne hun altid tage fejl men det håbede hun ikke at hun gjorde.

Halfdan kunne da sagtens uddele nogle tæv, hvis det var hvad Chiron ville have at han skulle gøre. Det var trods alt ikke alle frustrationer og aggressioner som smedjen kunne være behjælpelig med at få ud. Men så igen... Han havde teknisk set været hjemløs inden han var kommet til lejren, og nu var der en del han skulle lære, om denne nye verden han åbenbart var en del af. Så han havde nu heller ikke travlt med at komme ud i den store hvide verden lige foreløbigt. Desuden, så var det også begrænset hvor meget folk forventede af en fyr der havde fået sin arm revet af. Hvilket på den ene side var ganske befriende, men på den anden side også en smule... trættende. Nu var han jo tilpas stolt nok af natur, til at finde det en smule irriterende, at folk gik på tæer omkring ham. Og allerede nu havde der været nogen der havde behandlet ham som havde han været handikappet eller lignende. Hvilket han jo teknisk set også var, men det skulle endelig ikke forhindre ham i at protestere i sin egen stille facon. Hvilket oftest kom i form af Halfdan, der bare passede sig selv.

Havde Halfdan været en lidt mere tilnærmende personlighed, havde han måske allerede nu, taget sig den frihed at sætte sig ned på hendes tæppe. Men så godt syntes han nu heller ikke at han kendte hende, og han var endnu ikke helt sikker på om han havde tænkt sig at blive ved søen. Det var da sikkert meget hyggeligt at hænge ud hernede med alle de andre. De andre Halvguder der var at se og høre dernede, syntes i hvert fald at have det sjovt, både i og ved vandet. Og jo mere han så af den slags, desto mere syntes han at falde til i lejren. I det mindste handlede det ikke bare kun om at slås og kæmpe hele tiden. Halfdan skævede ned mod Alexa, holdte blikket mod hende, og fnøs så en smule ubekymret over hendes drillende kommentar. Hvis hun ville drille ham, måtte hun arbejde lidt hårdere for det. Men et lille diskret smil vedblev dog ved hans mundvig, som han tog endnu et afslappet sug af sin smøg. Og han blev stående præcist hvor han var. Dog viste han heller ikke nogen tegn på at have travlt med at komme videre. Sensationen af hans ADHD der gerne ville aktivt beskæftige sig selv, havde han for længst lært at ignorere. Men han havde det nu ganske fint der hvor han stod. Lidt derefter skævede Halfdan igen lidt ned mod Alexa på hendes fine tæppe, og så igen ud mod vandet. Han vidste ikke rigtig hvad der var at sige, eller hvad han kunne sige, for den sags skyld. Den metalliske hånd der gemte sig i den dybe lomme af joggingbukserne, kløede lidt mod hans lår, og han spændte sin kæbe en anelse som han betragtede de andre halvguder ved søen. Et par satyrer, nogle halvguder endnu klædte i udstyr og med våben fra deres lille 'leg'. Nogle fyrer der viste sig en smule frem med bar overkrop. Og selvfølgelig en lille gruppe af letpåklædte døtre af afrodite, der åbenbart ikke havde gidet at finde hele vejen til stranden. Èn ting havde han i hvert fald lagt mærke til... En fyr manglede ikke rigtig attraktive piger at kigge på, i denne lejr.

Alexa havde ikke noget i mod at han ikke ville sidde ved siden af hende, hun ville ikke tvinge ham til noget han ikke ville så hun valgte ikke at sige mere der behøvede hun ikke, så hun vente sit bik mod søen hun forstod ikke altid de fyr eller tøsser der havde brug for at gøre sig til for andre men vis de godt kunne lide ompmærksomheden var det fint med hende så slap hun i det mindste for at være midt punkt. Hun havde altid gerne ville kunne forsvinde vis hun enlig blev midtpunk. Hun var nok også den type der have 3 nære venner og en masse bekende men det var vel sådan det var for nogen mennekser. Hun havde ikke vendt sig til at skulle tiltale alle i lejren eller hende selv som halvgud. Det var nok meste fordi hun ikke selv følte sig som en selv om hun kunne se monster, læse oldgræsk og var kommet ind i lejren. Så hun måtte høre til her selv om hun bestemt ikke følte hun gjorde.

Alexa flyttede blikket over på Halfdan og studerede ham kort, hun kunne ikke finde ud af hvad han tænke eller om det var et godt tegn om han blev her. Med et fik hun et chok fordi nogen råbet noget, men hun begrund af choket kunne hun ikke høre hvad det var, pigen der havde råbet begynde at pege og Alexa to hendes mobil op og nikkede derefter til pige som gik tilbage i vandet. Hun vente sig lide og så igen mod Halfdan ”By the way, me and some of the others are going to have a sleep out and the camp fire if you want to join just tell me. ” hun var ikke sikker på om det var noget han gad, han virkede ikke rigtigt til at være en man fadt ved en stor fest eller i alt for store grupper af mennesker. Men måske vis der ikke var alt for mange.

Mørket var ved at flade på og med den kom den der underlige følelse Alexa altid havde når det var mørk omkring hende følelsen af at alting summede og at noget kriplede under hendes hud samt en følelse af uovervindelighed. Hun plejede at hun kontolere den eller sove fra den men lige nu  var hun for udmattet og derfor gjorde den hendes restløs, plus med hendes ADHD ved siden af blev det bare værre. Selv om hun have håber på at det ikke ville påvirke hende. ” I need to do something, I’m goning for a walk I think. ”  hun rejste sig op og samlede tæppet op i samme bevægelse og  prøvede derefter at lægge det sammen men det gik ikke særlig godt for hende fordi alle andre lyde distarherede hende da der var gået et par minutter hvor hun ikke kunne få det til at gør som hun ville gav hun op. Alexa sukkede og så hen på Halfdan mens hun prøvede at sende ham et venligt smil, hun var ikke sikker på hvor godt det gik.” If you aren’t to busy you are welcome to come alone. “ hun flyttede blikket I retningen af søen igen men kunne ikke fokusere for der skere for megetså hun var nød til at lukkede øjne kort mens hun ventede på hans svar.

Halfdan kunne nu godt lide lyden og fornemmelsen af aktivitet og energi omkring sig, også selvom han ikke just selv strålede af den slags. Ligesom at larmen og lyden af arbejdet i smedjen, var en smule tiltalende for ham, og måske endda også en anelse terapeutisk. Den eneste undtagelse, var hvis han var centrum af opmærksomheden; eller hvis mængden af personer var for stor. I så fald ville han nok ikke ligefrem nyde det. Spotlyset var ikke noget han higede efter, og selvom han måske i al hemmelighed kunne ønske sig en smule mere intimitet og kærlig opmærksomhed; var han mere end vandt til at klare sig selv. Efterhånden meget egenrådig, og mere end i stand til at pleje sin egen stolthed og flygtige tilfredshed. Han kunne lide stilhed når han var alene, men kunne sjovt nok ikke lide det i selvskab af andre. Men desværre kunne det også få nogle til at føle sig lidt trykkede og akavede i hans selvskab. Hvilket aldrig rigtig gik ham på, da han ærlig talt nød nærværet i sig selv. Men han havde lagt mærke til at mange ofte besad visse forventninger og intellektuelle krav, så og sige.

"Sounds like fun.." ... "But.." Lød det fra Halfdan, efter et øjebliks tøven, da hun havde inviteret ham med. En nat ved bålet? Havde han ikke hørt om før. I bund og grund lød det da hyggeligt nok. Men... Den slags måtte vidst vente lidt endnu. Han sukkede efter et øjebliks eftertænksomhed. Især da han ikke ønskede at virke uhøflig. ".. I think I'll pass." Tilføjede han så med blikket vendt ned mod hende, fulgt af et diskret lille smil. Det var vidst bedst hvis han sov for sig selv. Men han havde dog ikke videre travlt med at komme i seng! Så da hun fortsatte med at tale og bevæge sig, betragtede han hende en anelse nysgerrigt. Det virkede som et udmærket tilbud, han skam gerne ville takke ja til. Men han rynkede dog øjenbrynene en anelse. Hun virkede ikke til at være videre god til at skjule hendes følelser. Hun skulle i hvert fald nok arbejde lidt på det, hvis hun nogensinde ønskede sig et godt pokerfjæs. "Anything wrong?" Spurgte han så, og derved ignorerede lidt hendes ord, for i stedet at reagere på de små tegn og signaler hun viste. Man kunne trods alt påstå, at det var det sprog han talte bedst. Så for Halfdan, var det ganske tydeligt at noget gik hende på. Halfdan kom dog hverken nærmere hende, eller forlod hende. Men hvis hun skulle begynde at gå, ville han følge hende. En gåtur, og måske en lille snak, var der bestemt intet galt ved.

”Is okay Halfdan, I Just want you to know that you welcome to join, don’t think too most about it “  hun smilede venligt selv om det tog meget energi en normal fordi hun lige nu brugte den på at være I hendes egen krop men hun ville ikke have at han følte at han var uhøflig ved at sige nej, vis ikke han ville var det okay det var jo bare et tilbud.  Alexa havde aldrig været god til at skjule hendes følelse og hun viste det godt, men på den anden side kunne hun ikke gøre for hvad hun følte så det var vel okay? Det var jo ikke hendes skyld at hun følte som hun gjorde. Hun kunne ikke stå stille længere  og så derfor på Halfdan igen og nikkede med hovedet til venstre for ham før hun begynde at gå den vej hun gik dog ikke så hurtigt for at se om han gik med.

Alexandra havde huskes at samle hende jakke op og hørte godt hvad han spruge hende om der var noget galt men for at være ærlig viste hun ikke hvad hun skulle svar til det, hun var ikke vant til at tale om ting som dette med andre end Neo og det var kun fordi de var barndomsvenner.  Det var derfor hun ikke svarede med det samme og overvejrede hendes ord med omhu. ”I don’t know, I just feel wierd I always do at nigth and I use to control it, but not today “ Alexa var ikke sikke på om det gav mening for ham men hun hun havde ikke vendet sig til at det var muligt for hende at have evner selv om hun godt viste at andre i lejren og at nogen måske fandt de uderligt at hun ingen havde. Det var heller ikke fordi hun ikke havde evner, hun kunne se i mørke lige så godt som om dagen.

Hun havde overvejet at denne følelse som hun fik om natten var en anden evne hun ikke havde fundet ud af i nu og vis det var tilfællet ville hun gerne vide hvad det var. Men hun havde også en ide om at det måske bare var fordi hun var træt i kroppen og stadig ikke var komme sig helt efter hendes oplevelse under aftens capture the flag  og måske bare skulle gå i seng men hun var ikke træt og ville enlig ikke være alene. Hun stoppede kort for at tage hendes jakke på og derefter så hun sig om for at se hvor de var henne, det var mellem søen og klatrevæggen. ”I migth just be overreacting or be exhausted. ” Alexa sendt ham et smil og hun var glad for at de var begyndt at gå for hun kunne bedre holde det ud og hun var taknemlig for at han var der selv om hun ikke helt kunne lægge tanken væk om at han bare var her for at være venlig fordi hun så ud til at have det skidt.

Hele denne situation virkede en anelse kryptisk til Halfdan. Og ærlig talt vidste han ikke rigtig hvad der var det rigtige at sige eller gøre. Hvis det stod til ham, havde han allerede smidt hende over skulderen, og slæbt hende hjem i hendes hytte. For hvis hun virkelig havde det så underligt som hun virkede til at have det, så var det måske ikke den bedste idé at tage længere og længere væk fra hytterne. Han det var nu heller ikke for sent bare at slæbe på hende, og så kunne hun jo altid klage en smule på vejen hjem til hendes hytte. Men nej, i stedet kneb Halfdan sine øjne en anelse nysgerrigt sammen, og fulgte roligt efter hende da hun gik. Og ganske enkelt; ja. Han havde ikke tænkt sig at lade hende vandre selv, hvis det så pludselig skulle vise sig at hun har det skidt eller lignende. Så gående halvt bag hende, og med smøgen kort imellem sine læber; betragte han og holdte øje med hende. Han formåede endda at modstå langt de fleste distraktioner. Han pustede røgen ud. Og smilte kort da han tænkte over noget sige til hende. Men valgte at droppe det, da han tvivlede på at hun ville sætte pris på hans tørre humor lige nu.

Til Halfdan, var det faktisk en anelse underligt at hun ingen evner havde opdaget, endnu. Det syntes en stor del af lejr-identiteten. Og ikke mindst kulturen. Nemlig at kunne erklære sig som søn eller datter, af en eller anden fraværende gud siddende langt væk. De unge halvguder blev delt efter hvilket svar der blev givet, og langt de fleste af dem kunne påvise tegn eller evner der gav mening. Men Alexa var åbenbart lidt af et særligt tilfælde. Der var skam andre som hende, der boede i Hermes Hytten uden at være børn af Hermes. Men med mindre han tog helt fejl, syntes det at gå hende en smule på, at hun ikke rigtig havde nogle evner, eller ikke vidste hvilken gud der måtte være hendes forælder. Ikke at han selv havde tænkt videre over det. Det var trods alt ikke en særlig vigtig detalje, hvis man spurgte Halfdan. Han havde, trods alt, efterhånden mødt et imponerende udvalg af halvguder, hver af forskellige gudeforældre. Og i bund og grund, havde de da alle syntes ganske velkommende. Og ikke mindst hjælpsomme.

Da han stoppede op, stillede han sig ved siden af hende, og skævede lidt undrende ned mod hende som hun tog jakken på. "Hm.." Han brummede en smule eftertænksomt, og holdte blikket mod hende. Derefter tog han sig et øjeblik til at smide smøgen for sine fødder, og skodde den med hælen. "How about I take you back to your cabin, so you can rest, huh?" Foreslog han så pludseligt, og vendte blikket tilbage mod hende. Halfdan troede ærlig talt at hun var syg, eller var ved at blive det. Det var på intet tidspunkt faldet ham ind, at det kunne være andet. Så når en sådan tanke fyldte hans indtryk, havde han ikke særligt mange andre ting på hovedet; end at sørge for hun ikke var alene og ikke bare faldt om i kanten af lejren.

Alexa sparede til en sten der lå foran hende mens hun lyttede han og lå med det samme arme over kors og så lige ud i mørket hun hade når andre ville bestemme over hende og hun havde det bedre følelsen var der stadig og irriterede hende men hun var ved at vende sig til den var der igen. Hun var måske ved at være udmattet men ikke træt og hade bestem ikke lyst til at gå tilbage til hytterne. Hun kunne ligge se for sige hvordan der var en fest i gang for det hold der havde vundet i aften og det var ikke et sted hun havde læst til at være lige nu.

”I’m okay Halfdan, if you want to you are free to go back. I’m don’t want to hold you here if you don’t want to be here. “ der var først derefter hun så på ham, igen hun var ikke sikker hvad det her var de var ikke venner eller det følelse ikke sådan så de var vel bare bekendte og det kunne stadig gå begge veje. Det eneste hun ville have var en ven mere. Hun havde kun Noe nu efter hun var løbet hjemme fra for ca 2 uger siden og havde være på flugt i ca 9 dag før hun var ankommet til lejren. Hun havde nået at slå op med en idiot og var ikke kommet sig over hvad den fyr havde gjort ved hende selv om hun havde aldrig elsket ham men hun have igen forvendinger til hende som alle andre havde og hun havde bare kunne være der måske ikke altid uden at være bange for havde han ville gør men det havde været bedre ind hvor hun boede.

Hun sukkede og vente sig så hun så mod hytterne, hun kunne se at der var lys mellem hytterne og kunne svagt høre lyde der fra men det var vel ikke nogen at sige til at den der vandt i aftes. Alexa kom til at tænke over hvad hun havde sagt til ham, måske havde det været lide hårdt sagt men hun kunne ikke komme på en undskyld at komme med. Men det ville nok være ligegyldigt at komme med en, det lyd ikke lige frem som om han var intrasseret i det. Hun havde fået kolde føder og havde ikke længere lyst til at fortælle ham at hun kunne se i mørket det lyd mest af at som om han ville af med hende. Selv om hun ikke forstod hvorfor han så var gået med hende vis han enlig bare vil have hun gik tilbage i seng.

Alexa havde flyttet hendes arme så det så ud som om hun prøvede at kramme sig selv mens hun ikke havde flyttede blikket fra hytterne mens hun tænkte det her var ikke hvad hun havde forventet og hun var ved at være træt af at skulle forholde sig til hvad andre tænkte om hende eller om hun skuffede dem. Det var vel deres problem vis hun ikke lovede dem noget. Hun skubbede tæppet lidt mere op under den ene armen og så på ham igen unden rigtigt havde noget at sige til ham men lod bare sit blik hvile på ham. Selv om hun mest af alt gerne ville løbe ud og gemme sig i mørket.

Mange kiggede måske på Halfdan, og så en typisk gentle giant. En stor fyr, uden noget mellem ørerne, som bare gik rundt og gjorde godt for andre mennesker. Og som bare fandt sig i alting. Men Halfdan var bestemt ikke hverken dum, eller nogen form for undermåler. Han identificerede straks usikkerheden og den mærkelige form for kostbarhed mange piger kunne finde på at bruge i lignende situationer. Så Halfdan var hurtig til at reagere ved hendes afvisende ord. Langt hurtigere end han plejede at være. "Don't pull that shit with me, Alexa." Lød det så fra ham, i en rolig volume, men et bestemt toneleje. Hans øjenbryn var rynket, og han betragtede hende indgående fra under de let pjuskede øjenbryn. Han bemærkede hvordan hun syntes at lægge armene tæt omkring sig selv. Og tolkede det som om hun forsvarede sig selv, og derved ikke ønskede at han skulle komme nærmere. Så Halfdan blev stående hvor han var. Et par meter bag hende. Han lagde vægten over på sit ene ben, og begyndte per automatik igen at pille med pakken af cigaretter, og tændstikkerne. Alt imens han åbnede munden igen. "You're acting all kinds of strange." Han holdte sit blik imod sine hænder, og den cigaret han fiske frem. Han fangede filteret mellem sine læber, tændte smøgen hurtigt med en tændstik, og smed den fra sig. Et sug af smøgen. "So I'm not leaving you here alone, until I know you're okay." Han pustede røgen ud. "And that's that." Understregede han så som en sidste tilføjelse, og betragtede hende bare ganske køligt, og endnu en smule bestemt. Ventede mere eller mindre på hendes næste træk. han var intet, hvis han ikke var en mand af sit ord. Og han var en sørgelig skiderik, hvis han bare efterlod hende i skoven. Og da især hvis hun var ved at blive syg, eller lignende. Siden hun havde rejst sig fra hendes tæppe ved søen, havde hun opført sig en anelse mærkeligt. Og hun skulle endelig ikke tro at han ikke havde fanget det. Han havde en underlig lyst til at udfordre hende. Udfordre hende til at prøve at jage ham væk, eller fornærme ham. Men han var bestemt ikke så svag, at nogen hårde ord fra hendes læber, kunne forhindre ham i at blive.

Alexa blik flyttede sig hen på ham igen, hun var ikke sikker på hvad han mente og hun var måske lidt overrasket over hvor hurtigt han havde svaret. Hun var ikke lige frem sikker på om det var et god tegn eller ej, men lod det ligge. Hun sukkede og kørt en hånd gennen håret. Det næste han sage find hende til at lægge arme tilbage om sig selv men s hun fnøs og niggede langsomt med hoved mens et lille smil spillede på hendes læber og hun vendt blikke ned af så selv vis han flyttede sig ville han ikke se at han havde ramt et ømt punkt. ”Ive allway bin strange Halfdan. It not somthing I just become todag. ” hun flyttede lidt på sig, mens hun tænke over hvordan hun skulle sige det. ”I always get this feeling when night comes or if I’m in a dark place. I just controle it most of the time. “ hun stoppede igen, det gav sikkert ikke mening for ham og han ville tro på hun var mere mærkeligt og tilsidste ville han vel bare gå sin vej.

At han fortalte hende at han ikke ville gå fik hun kun til at tro mindre på det, og hun viste ærligtalt ikke hvorfor han ville bruge så meget energi på hende vis hun alligevel bare var mærkelig. ”As I said l’m okay, the feeling has bin here all my life is it the same with…” hun stoppede sig selv i at sige resten. Hun havde lige været ved at fortælle ham at hun kunne se I mørke. Det var måske ikke noget stor for andre med evner men for hende var det noget man ikke skulle snakke om, Alexa ville gerne indrømme at hun var bange for ikke at være blevet vedkendt af en af guderne/gudinderne.

”If you still not goining to leave me, then you well have to follow me. “ sagde hun og så op på ham igen selv om det kun var kort og vende rykken til ham for at gå videre mod Euros creek den lille å der løb fra søen og ud i havet. Hun havde brug for at sidde ned et sted hvor hun kunne slappe af selv om hun tvivlede lidt på det. Hun havde på fornemmelse at stemning mellem dem ville blive mere anspændt mellem dem og når sådan noget skete plejede det aldrig at ende godt. Og hun havde ikke ligefrem brug for at skændes med en hun ikke kendte  og enlig prøvede at blive venner med. ”How do I show you that I’m okay? ” hendes stemme var blevet mere rolig og hun havde flyttet den ene hånd ned i den ene lomme mens den anden holde tæppet mens hun gik.

Dette var det eneste der skete. Ord blev til flere ord, og gode intentioner blev misforstået. Halfdan sukkede da han indså at han havde spildt sin tid på for mange ord, og da han opfattede at hendes ord kun blev hårdere, og endnu designet til at holde ham på afstand. Hvis han havde haft tendens til at blive fornærmet over ord, så var han smuttet med det samme. Og efterladt hende alene, ligesom hun tydeligvis gerne ville. Atter engang slog det ham. Denne følelse af at noget var forventet af ham. At hun måske blot forsøgte at skubbe ham væk, imens hun i al hemmelighed håbede at han ville blive. Og det var helt bestemt ikke en leg han havde lyst til at lege! Han tog et sug af smøgen. "Careful, now." ... "If you keep pushing me away, then I'll leave." Det var vidst lidt på tide at hun indså at Halfdan ikke var en hund i en snor. Og at han måske ikke var så fandens venlig som hans afslappede natur indikerede. Han var trådt efter hende som hun var begyndt at gå igen. Men da hun så havde spurgt til hvordan hun kunne overbevise ham om at hun var okay; så måtte han lige skrue bissen en smule på. Faktisk, vidste han ikke hvorfor hun var så distancerende. Han havde da været flink ved hende, ikke? Måske var det nogen han havde sagt, eller gjort? Måske noget han IKKE havde sagt eller gjort?

INdtil videre fulgte han stadig efter hende. Efter hans egen logik, spildte han nu alligevel ikke sin tid; og en gåtur langs bækken var da heller ikke en dårlig ting. Hvis Alexa blot havde droppet hendes hemmelighedsfulde pjat, og han måske havde skruet lidt ned for stædigheden; så kunne de to da sikkert have en meget hyggelig gåtur. I stedet, gik Halfdan nogle få meter bag hende. Altid bag hende, så han kunne betragte hende hele tiden. Han mente jo selv at han forstod den slags opførsel fra især piger. Men samtidig, syntes han nu også at det var en smule mærkeligt og uforståeligt; sjovt nok. Men han opfattede sin egen natur, da han konstant nåede den konklusion, at han måske havde gjort noget forkert. Hvorefter stædigheden trådte til, og overbeviste ham om, at han umuligt kunne have gjort noget forkert. Men hvorfor tog hun så sådan en afstand til ham? Hvad i alverden havde han gjort?

Hvis Alexa kunne se sig selv og hvordan hun opførte sig ville hun sikkert have gravet sig selv ned og skæld sig selv ud over at være så dum og selv optaget, det var forfanden da ikke en katastrofe at hun havde evnen til at se i mørke. Der havde sikkert sejre og mere farlige evner i lejren end lige den. Hun sukkede opgivende men denne gang var det mere af hende selv om ikke af ham. Det var ikke fordi hun ville have ham til at gå men hun havde aldrig være god til mennesker og hende plejefamilie havde værer bange for hende på en eller anden måde, ellers ville de vil ikke have lukke hende inde i kælden når hun gik i mod dem. Hans ord fik hende til at stoppe og vende sig om for at se på ham, hendes ansigt udtryk var ikke svært at læse lige som alle hendes andre følelser heller ikke havde været. Hun så forvirrede ud men på samme tid beslutsom.

”I’m sorry Halfdan I’m not good at making friends. Where I came form people wanted something from my all the time, If I did’t give them that, they would lock me up in the basement. “  hun gøs ved tanken og vente sig så for at gå videre der var ikke rigtigt mere at sige lige der efter. Ikke for hende i hverfald hun havde ikke overvejet ideen om at de måske havde misforstået hinanden men hun var ved at være træt af at prøve. De gang hun havde været i kælden havde været okay. Det var ikke fordi det havde været et stort mørkt rum fyldt med papkasser og edderkoppespind, de havde fået indrettet det til et værelse med bad men der var først efter hun var fyldt 13 at hun havde kunne lide at være der og nogen gang bevist havde gjort noget som kunne få smidt hende derned.

Alexa stoppede igen efter noget tid ved lyden af vand før hun gik hen til kanten og satte sig mens hun kiggede ned i vandet. ”The thing I was about to tell you was” hun holdt en pause og tog en dyb indånding før hun forsatte. ”I can se in the dark, the same way as you can se in daylight. ” det var tydeligt at hun havde svært ved at sige det og at det ikke var noget hun var glad for at fortælle ham men nu havde hun gjorde det og det havde lettet hende underligt nok at få sagt det til nogen ud over Noe men hun var stadig bekymret over hvad han ville sige eller om han bare ville gå nu. Alexa havde lagt tæppet ved siden af hende og havde hænderne plantet i græsset på være side af hende mens hun lyttede til hvad han lavede men også til vandet foran hende. Lydene fra hytterne og den fest der muligvis var i gang der over var blevet tydliger siden de var kommet tætter på men hun lukkede dem ude. Hendes armen dunkede men hun bød smerten velkommen for at have noget at flytte hende tanker hen på, hun have selv bedt dem om ikke at heale den hurtigt fordi hun gerne ville have at det healede af sig selv. Så hende der havde være der til enlig at heale det syede det sammen i sted og forbundet det.

Hvad der var at sige til hendes undskyldning, og derefter forklaring, vidste han ærlig talt ikke. Og i øjeblikke som denne, var det værste; at han vidste der nok var et eller andet smart eller trøstende at sige. Han bare vidste, at der måtte være ord som kunne hjælpe hende; eller som kunne udtrykke hans følelser tilstrækkeligt nok. Men ærlig talt, så var Halfdan ikke særligt god til den slags. Så i stedet for en fintfølt besvarelse, eller accept af hendes undskyldning; endte han med at brumme en smule anerkendt, imens han nikkede en enkelt gang. Han bed sig hendes forklaring i sig, og holdte det i mente. Han havde trods alt en fantastisk hukommelse. Og selvom han som sådan ikke rigtig havde bedt om hendes dybt personlige forklaring; sørgede han dog for at det var viden han senere ville have til rådighed. Men som han betragtede hende, valgte han blot at følge efter hende, som hun fortsatte på sin gang. Endnu med en rolig gang af sin egen, og en simpel afstand på halvanden meter imellem dem. Gående skråt bag hende.

De metalliske fingre af hans venstre hånd, holdte smøgen, imens hans højre hånd var pænt lagt i trøjens lomme. Bevidst, da han brugte sin nye hånd og arm til så meget som muligt; for at vænne sig til brugen af den. Så han ikke pludselig ville blive overrasket eller uvant til brugen deraf. Der var ingen grund til at græde over hans situation, men masser af årsager til at tilvænne sig livet som det var. Noget røg sivede sig roligt ud af hans næsebor, idet Alexa så stoppet op ved vandet, og satte sig ned. Selv blev han stående et øjeblik, endnu skråt bag hende, og betragtede hende. Han rynkede kort sine bryn, og lod et lydløst suk forlade hans læber med det sidste røg. Hvorefter han så nærmede sig; og satte sig ned ved siden af hende. Han var ikke just af størrelsen der gjorde, at han kunne sætte sig ned særligt elegant. Men ned kom han da, roligt. "So.." Han skævede mod hende ved hendes lille afsløring. Og han var kort en smule undervældet af det. Ikke at det ikke betød noget, men hvorfor i al verden forsøge at skjule den slags? "You think it might have anything to do with your mom?" Han rynkede sine øjenbryn igen og kiggede ned, lidt eftertænksomt. "Or dad." Tilføjede han så, lidt lettere og med et lille træk på skulderen. Han ville ærlig talt ikke have set det som usædvanligt fra nogen. De var trods alt halvguder, og nogle af dem i lejren havde nogle i sandhed fantastiske evner. Men eftersom hun havde syntes at blive en smule usædvanlig efter mørkets frembrud, lagde han to og to sammen; og tænkte det sandsynligvis var forbundet.

Hun havde ikke forventet det da han satte sig ned ved siden af hende. Det havde været rart at han ikke havde sat noget da hun havde fortalt ham om hendes plejefamilie men måske havde det været for tidlidt at sige noget om dem til ham. Han havde heller ikke bedt om det, det var bare røget ud af hende. Hun støj håret til væk fra øret der vente mod ham da ha begynde at tale. Lige siden hun havde mødt han havde hun altid syntes at han havde en rolighed ud over hendes egen forståelse. Hun så kort hen på ham da han begynde at spørge ind til hendes forældre og hun bed sig i læben mens den højre hånd mærkede på hendes jakkelomme ubevist, hendes blik flyttede sig til et sted i mørket mens hun tænke hun havde aldrig skjult det men han havde ret i at hun troede det var forbundet til den gudeforældre hun ikke var blevet vedkende af.

”My Parents died in a car accident, I was 2 years old and the only one they found. “ Hun smilede et lille smil og så ned I vandet. Hun kende dem ikke og derfor betyd de ikke rigtigt noget for hende, de havde ikke været der for hende og vis de enlige ved vedkende sig hende var de allerede ved at være 7 år for sent på den. ”Nevertheless, yes I think it have something to do with however I belong to, and it scares me a lot. ” Alexa havde bestemt ikke lyst til at lyve, hun havde altid været bange for at finde ud af hvem hun var datter af. Hun kunne ikke lade være med at tænke over hvad andre ville tænke om hende og om hun efter at blive vedkendt skulle ændre sig til at være ond ved andre, ligeglad med dem eller måske kom til at skade andre når hun fandt ud af det.

Alexa trak benene op under sin så hun kunne hvile hagen der på. Hun ønskede bestemt ikke at skulle finde ud af at hun var datter af nogen døds gud eller krigsgud på noget tidspunkt hun frygtede dog at det lige præcis var hvad hun var begrund af hendes evne til at se i mørket. En anden ting der skræmte hende var de evner hun ikke kende til hvad vis hun ikke kunne kontrollere dem og… Nej hun ville ikke, kunne ikke tænke på hende. Hun rystede hovedet. ”The thing that worry me the most is who it is and why I have not bin claimed. “ Hendes øjne var rettet mod vandet, hun følte sig stadig lidt dum. Det var vil ikke normal at gudebørn var bange for hvem de var eller ikke havde lyst til at tilhøre en bestemt gud eller hvad. Man bestemme ikke selv sine forældre så man kunne vel være alt andet ind hvad de var, det hjalp ikke på at hun ikke var bange

"Mhm." Var den eneste anerkendende lyd, og den eneste respons, der umiddelbart kom fra Halfdan. I hvert fald efter hendes hvad angik hendes forældre, deres ulykke, og den frygt hun åbenbart følte. Hans venstre metalliske arm og hånd, som var ved hendes side, førte atter smøgen op til hans læber. Og med et blik vendt ud imod mørket, tog han et sug deraf, holdte røgen i lungerne som armen fandt til hvile igen, og åndede så røgen roligt ud. Begge hans lange ben var med krumme knæ, med fødderne solidt plantet i jorden. Han var ganske vidst meget rolig. Det faldt ham naturligt, egentlig. At betragte store dele af verden og livet fra et køligt synspunkt, og ikke mindst lede efter svar og løsninger, frem for flere undskyldninger. Han havde altid været praktisk og roligt anlagt. Han havde ligeledes også oplevet, hvordan en sådan adfærd syntes at påvirke andre.

Han skævede afslappet mod hende; som hun fortsatte, og satte sig til rette med hagen mod knæene. Men vendte så kort blikket mod smøgen, som han forsøgte at aske mellem sine knæ, med den metalliske hånd. "Hm." ... "Who cares..." Lød det så ganske køligt fra ham, og i en halvt brummende tone. De blå øjne skævede derefter igen mod hende, fra under de let pjuskede øjenbryn. "Whoever it is, God or no... Doesn't matter." ... "You can't let anyone have that kind of power over your life." Tilføjede han så, ganske bestemt, og i et øjebliks praktisk visdom. Syntes han da i hvert fald selv. han spildte heller ikke sin tid med at vente på et anerkendende blik eller svar fra hende. Og vendte i stedet roligt blikket ud mod mørket, og tog endnu et sug af sin snart udbrændte smøg.

Alexa skævede til ham, det var første gang hun sådan rigtigt så den hånd af metal som han ellers plejede at gemme for hende. Hun så ikke på den længe men hun syntes den var flot, den måtte virkelig være svær at fremstille eller det troede hun det var, hun viste ikke hvor nemt Hefaistos børn havde ved at lave sådan nogen ting. Hun vente blikket mod vandet igen mens hun lyttede til ham da han begynde at tale igen. Køligheden i hans stemme og de ond han sagde kunne lige så godt have været en dolk han stak hende med i stedet og med det havde hun ikke lyst til at svar ham. Han havde ret det kunne hun ikke benægte men frygt var ikke noget der gik væk bare lige sådan og det var ikke sikkert den ville gå væk. Men hun følte at hun var nød ti at sige noget til ham. Selv om hun sikkert ville fortryde det. ”You learned that the hard way, didn’t you? ” hendes blik vente tilbage til ham, studerede hans ansigt men hendes stemme havde ikke nogen anklagende tone eller kølig. Den var blid mens hun strakte sine ben ud og lå sine hænder i skødet.

Hun havde ikke mere at sige eller spørge ham om men hun håbede virkelig ikke at det ville gøre ham vred, hun kendte ham stadig ikke godt nok til at vide hvor meget der skulle til for at det skete og et eller andet sted var hun sikker på at han ville kunne skræmme hende før hun nåede at gøre ham vred. Alexa havde hørt hvad han havde sagt og det var også meget klogt men for hende ville det betyde at hun skulle lave om på sig selv og hendes tanke gang som måske ville tage længere tid. Hun så på ham igen og tænke om hun skulle skifte emne for det var begyndt at blive ret dystert. Måske bare for at lette stemningen mellem dem men et eller andet sted ville hun også gerne høre om ham og hans historie men vis han ikke ville snakke om det var det også op til ham hun ville ikke have han skulle gøre noget han ikke var tilpas med i hendes selskab.

Halfdan var der for hendes skyld, og længere var den ikke. Han tillod ikke sig selv at lade hende være alene, og havde ingen intentioner om at gå tilbage før hun kom med ham. Og så simpelt var det. Han behøvede ikke nærstudere nogen nærmere årsag, ej heller forsøge at finde hale i, hvorfor han gjorde som han gjorde. Hvad han derimod ikke havde nogen tvivl om; var hans ord. Leveret i en tone der virkede både bestemt og rolig. Understregende og faktuelt, uden at være for påtrængende eller nedladen. Hefaistos var hans far, åbenbart, og et sted elskede Halfdan ham vel? Eller, ville sikkert gøre det en skønne dag. Men det betød bestemt ikke at Hefaistos kunne gøre som han lystede, eller at Halfdans tilstedeværelse blev baseret på smede-gudens viljer eller ønsker. Noget så simpelt som at have hjertesorger, eller være plaget af jalousi; brændte af en kontrol et menneske havde over et andet. Og det var bestemt ikke en kontrol han var tryg ved at give andre. For et valg, det var det.

Halfdan skævede mod hende, og stirrede så på hende med let rynkede bryn. Hendes spørgsmål var pludseligt og personligt. Hendes tone var blid, og han mistænkte at hun blot manglede noget at sige. En følelse han selv kendte ganske udmærket. Det stirrende og lettere overraskede blik, forvandledes til en eftertænksom mine, med blikket mod jorden imellem dem. "Yeah.." Svarede han så, ganske roligt, men også en anelse fraværende. Men lidt efter lidt formede der sig et diskret smil over mundvigen, og han fnøs ud af næseborene, ganske underholdt. Overbevist om, at hun blot ønskede en eller anden emotionel respons fra ham. Hun ville sikkert elske at se en mand vrænge sit hjerte ud, og så tage sig tid til at misforstå og fejlfortolke. Det gjorde alle. Han vendte afslappet blikket tilbage mod vandet. "Hm.." Brummede han lidt, dog stadig med et ganske afslappet og tilfreds udtryk. Alt imens han tyggede lidt på den afbrydelse han havde givet sig selv. "But that's a story for another day." Afsluttede han så. Igen, i et ganske bestemt toneleje, der lidt understregede den retoriske natur af ordene. At der ikke rigtig var noget at stille spørgsmålstegn ved. Hun havde succesfuldt distraheret ham fra hvad de talte om tidligere; hvilket han godt var klar over. SÅ uden nogen dårlig samvittighed, tog han endnu et sug af smøgen; og hvilede lidt i sig selv ved hendes side.

Alexa var ikke overrasket da han sagde ja men nikkede blot, selv om hun havde lagt mærke til at han se lidt overrasket ud, hun ville dog ikke sige noget til det, vis han ikke ville tale om det ville hun ikke tvinge ham, ord havde det nemt ved at blive misforstået og måden man sagde dem på havde det med at blive fortolket anderledes efter hvor man kom fra eller hvem der høre dem. Alexa lå sig ned på rykke så hun enlig kun kunne se hans ryg men det var nu ikke derfor hun gjorde det. Skyrene på himlen var forsvundet og stjerne var kommet frem, det var det her hun enlig var gået ned til søen for at gør.  Hun havde gjort det så mange gange før ved at side på taget og kigge på dem der hjemme.

”Do you know any constellations? ”Hun satte sig ikke op igen men forsatte med at kigge op på stjernerne for at se hvor mange at stjernebillederne hun kunne huske. De gange hendes pleje familie havde været i Frankrig havde hun nogen gange brugt stjerne til at finde vej hjem igen efter at være blevet væk.  Hendes blik flyttede sig kort til ham. ”Thanks ” Alexa ville nok ikke uddybe hvad hun takkede for vis han spurgte men at han havde været der og lyttede betyd noget også selv om hun havde svært ved at være omkring andre så havde han været der og var ikke bare gået igen, måske var det hvad det virkelig betyd at være venner? Hun smilede mens hendes blik forlod ham for at se på stjerne igen.

Halfdan sansede, efter de få ømtålelige emner der var blevet bragt op; at der var et behov for stilhed. Hvilket normalt ikke var noget problem hvad angik Halfdan. Men der var også stilheden, som var man alene, men i selvskab. Så imens hun fik sig lagt ned, blev Halfdan siddende hvor han var. Med to metalliske fingre omkring filteret af smøgen; og den lille tvedelte grå sky af røg der fór ud af hans næsebor. Halfdan sukkede ganske tilfreds, og skævede flygtigt mod hende ved hendes spørgsmål. Halfdan rynkede sine bryn i en betænksom mine, og kiggede op. Det var så dér, at han indså, at han kendte dem alle. Hvert et stjernebillede, og hver det var at finde. Navnene på mange af de individuelle stjerner, også. Men Halfdan endte med at brumme i stedet, og vende blikket ned igen. De blå øjne hvilede med vinkel tværs over vandoverfladen af den stille bæk. "Naah.." ... "Not really." Var så hans svar, givet et kort øjeblik efter hun spurgte. Der var ingen grund til at give hende videre årsager til at syntes han var mærkelig. Eller at vise hende for meget af den person han var, trods alt.

Som Halfdan så tog et sug mere af smøgen, nikkede han til hendes tak. Og fulgte nikket med et anerkendende "Mhm..", imens han inhalerede røgen i lungerne. Røgen blev hurtigt pustet ud igen, og Halfdan brugte så sin mekaniske hånd til at slukke smøgen, og putte skodden i bukselommen. "Now.." Lød det så fra ham, imens han vendte sig, og lænede sig en lille smule mod hende. "Walk back with me?" Spurgte han så kort, og nikkede halvt i retningen af hytterne. Han virkede ikke til at have travlt med at komme op og stå. Men i hans simple tone, var det lidt formet som en sidste chance. Han var ikke helt tryg ved hvor tæt stemningen var ved at blive, ærlig talt. Det var ikke længere blot Halfdan der ville holde øje med hende; men nu også Alexa der ville vide mere om ham. Han havde skam store tendenser for meget direkte ærlighed. Men han var ikke dum, eller født dagen forinden. Han vidste der ikke kom meget godt til den mand der sad og krængede sit hjerte ud hver dag. En mands hjerte var hans egen at tage vare på, og en mand bar sin egen vægt.

Hun lod som om hun ikke kunne mærke det men hun havde en ret tydeligt ide om at hun havde gjort det igen, spurgt om noget forkerte eller noget han ikke ville snakke om. Alexa viste dog ikke noget tegn på at det var hvad hun tænke og blev ved med at kigge op i luften på stjerne. Hun viste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre, for uanset hvad ende det næsten altid i det modsatte af hvad det var der var hendes hensigt. Det var vel ikke meget hun kunne gøre ved det for vis hun prøvede at tale med ham om det tog han det nok bare som om hun prøvede at skubbe ham væk igen eller noget i den still. Hun skubbede tankerne væk for hun kunne ikke finde hoved og hale i hvad hun skulle gør med dem alligevel og besluttede sig for at det måtte være en kamp for en anden dag hvor hun havde mere energi til det.

”Sure.. ” hun smilede og ventede lidt før hun satte sig op igen hun tog sit tæppe og rejste sig op med det i hånden. Alexa var ikke sikker på om hun skulle sige noget så hun forblev stille og ventede på at han skulle rejse sig og begynde at gå igen. Hun kom også til at tænke på afstanden mellem dem, skulle hun gå en meter bag ham eller var det omvendt? Selv om de lige havde siddet side om side troede hun ikke på at han ville gå tilbage til hytterne på side ved side. Han var mystisk og ret tilbage holde i hendes øjne men alligevel lod det til at han hade fået en eller anden ide om at han skulle se efter hende nu. Hun forstod ikke hvor han have fået den ide fra. Hun puttede hænderne i lommerne og sende ham en venligt smil, hun ville følge efter ham den vej han nu valgt at tage tilbage til hytterne. Dette var ikke trætheden der fik hende til at gå med men tanke om at hun skulle have kamptræning i morgen var det der fik hende til at tænke at hun var nød til at få noget søvn i nat ellers ville hun være blevet der det meste af natten og nok også været faldet i søvn mens hun lå og så på stjerne.

Halfdan åbnede nærmest aldrig munden, blot for at vinde en debat, eller for at bevise sin egen intellekt. Han undgik ofte slagsmål og voldelige konfrontationer, fordi han frygtede han ville vinde. Han holdte ofte afstand imellem ham selv og enhver ung kvinde, der skulle være indbydende eller attraktiv i hans øjne; for han vidste hvordan han kunne være i et forhold. Der var mange ting som Halfdan kunne gøre, men ikke gjorde. Mange ting han kunne sige; men aldrig sagde. Og mange ting han tænkte, som aldrig blev til ord. Han var ikke nogens ejendom eller hund på snor. Han havde intet at bevise overfor hverken den ene eller den anden. Hans selvsikkerhed fik ham ofte til at være passiv og tilbagetrukket. En særlig selvsikkerhed af stor hvile og overlegen ro; der ofte inspirerede usikkerhed i andre. En usikkerhed der så til gengæld fik dem til at blive stille og akavede i hans nærvær. Men der var heldigvis nogle få, som så at hans stilhed var selvsikkerhed og ro. Og ikke fordi han var akavet eller usikker. Der var nogle få sjæle, som forstod at deres udadvendte og energiske selvsikkerhed og væsen; kunne gå hånd i hånd med hans egen. Men hvorvidt folk blev usikre eller fornærmede, irriterede eller sky, vedrørte i virkeligheden ikke ham. Folk der konstant pålagde ham deres forventninger og ønsker; forstod snart at Halfdan sagtens kunne klare sig selv. Og havde gjort, indtil videre. Alle og enhver ville misforstå Halfdan, indtil de selv lærte at indse; at manden havde behov som han ikke selv kunne stille.

Smøgen var slukket, og Alexa var klar til at vende snuden tilbage mod hytterne. Så Halfdan spildte ikke megen mere tid, inden han så rejste sig op. Tjekkede hurtigt sine lommer, og nikkede derefter mod den smilende Alexa. Som tegn på at de nok hellere måtte komme videre. Han fulgte den mest simple sti. Den langs bækken, som eventuelt ville lede næsten helt hen til hytterne. Hans gang var rolig og afslappet, så hun kunne sagtens følge med uanset hvilket tempo hun måtte beslutte sig for. Halfdan udnyttede stilheden til at betragte vandet og skoven en smule nærmere, som han gik. Ikke videre bekymret over stilheden, men fandt den ganske rar.

Hun havde skubbet alt ud af hendes hoved hver gang der dukkede en tanke op skubbede hun den væk igen, hun gad ikke bruge mere af hendes energi på at tænke for meget over ting selv om det nok var for sent. Alexa var fuldt efter ham men sørgede for at der var et par skridt mellem dem meste fordi hun helt ikke ville risikere at der var mere som blev misforstået eller at gøre noget forkert. Hun så sig om mens de gik, skoven så stille ud men der ville sikkert være en del uhyre om natten vis man gik ud a lejren for at tage hjem som nogen vist gjorde. Hun havde ikke fået noget at vide om at hun ikke måtte forlade lejren når hun ville ud over at hun selv skulle passe på hvis hun gjorde da det var meget farligt for halvguder.

Hun skubbede den tanke om at forlade lejren væk og så ned mod søen, der var stadig nogen der nede dog ikke lige så mange som før men stadig nogle. Hun kunne mæske at trætheden var ved at falde over hende som de gik tilbage mod hytterne hvilket fik hende til at gabe uden hun mente at gøre det, hun nåde at dægge sin mund til med sin ene hånd først. Alexa tog den ene hånd om af bukselommen og ned i jakkelommen og mærkede med det samme at hun blev en lille smule mere rolig ind førhen, det måtte være fordi hun ikke brugte tid på at tænke over tinge eller også var det Halfdans ro der smittede af på hende. Hun viste det ikke og lige nu var hun også ligeglad men det.