a trip to the lake ~ Halfdan

Halfdan fangede og forstod stemningen imellem dem. Stilheden, fyldt til randen af tanker og tvivl, som rasede imellem dem; uden at lave en lyd. En følelse og fornemmelse, meget lig dén at føle sig overvåget. Det var ikke et pres det lagde, men et form for tryk, måske. Halfdan virkede måske til tider ligeglad, men han var ikke ligeglad. Han påstod måske han ofte var det, men det var han kun meget sjældent. Men, Halfdan var derimod en ung mand, der ikke gjorde undskyldninger for sig selv; og ej heller en mand som fandt det særligt passende at diktere og kritisere andres fejl og mangler. Hvis hun spurgte hvad han ikke kunne lide ved hende, ville han sikkert sige det. I hvert fald hvis han respekterede hende, og anså hende som stærk nok til sandheden. Men det var ikke hans ansvar eller rolle at forandre andre. Det var ikke hans opgave at irettesætte en anden, eller få dem til at rette op på en måske giftig opførsel. Den slags lå til hvert enkelt individ at rette og løse. Og hvis dagen så kom hvor Halfdan beklagede sig, eller påpegede disse ting; ville det allerede være for sent. For Halfdan var heller ikke perfekt. Han holdte smerte og utilfredshed for sig selv, udlevede den, bar den på ranke skuldre... Inden dagen hvor han ikke længere kunne bære vægten, og smed den fra sig. Og når den dag kom, ville det alligevel være for sent at ændre sig for hans skyld.

Men manglen af ord fra Alexa, var dog en smule foruroligende, underligt nok. En tanke der endda fik ham til at smile en smule. Et smil han vidste hun ikke kunne se. For hvem anden end Halfdan kunne finde blot en smule usædvanlig mængde af tilfredshed i en akavet stilhed? Hvem anden end Halfdan, kunne se ironien og det nærmest underholdende, i en presset stemning? Hans skridt blev lidt mere raske, og han sparkede hurtigt til en sten, for så derefter at se sig over skulderen, mod Alexa. Hans smilte næsten hemmelighedsfuldt. "You do know that I don't bite, right?" Lød det så fra ham, idet han kiggede væk fra hende igen, og fortsatte på sin færd. En gentagelse af de selv samme ord hun havde sagt til ham, da han ikke havde sat sig ned ved siden af hende, ved søen. Og i hans tankespind, og den ro der havde omhyldet ham. Fandt han det nu passende at udfordre den lidt akavede stemning. Og se hvordan hun reagerede på en sådan tør humor, midt i al denne usikkerhed.

Alexa viste godt at hun var nød til at ændre sig selv for men hun viste ikke hvordan, hver eneste måde hun have tænke igennem var hun endt ud med at ser sig selv som to ting den ene var som en møg belastende person som klistrede tit alle og så ville hun ende ud i ikke at have nogen at gå til fordi ikke kan lide at en anden person sidder fast på dem hele tiden. Den anden var at se sig selv som kold og ligeglad med alt og alle andre måske endda udnytte dem vis der var noget hun kunne bruge dem til, men igen af de to var noget hun ønskede at blive på noget tidspunkt alle andre kunne fortælle hende nok så meget om hvad hun skulle ændre på eller gør bedre, det var det hun var vokset om med ikke at være god nok og måtte rette sig til efter andres ønske. Men hun kunne vel heller ikke forvente af sig selv at en forandre noget hun havde brugt næsten 20 år på at opbygge ville ændre sig på den lille uge hun havde været i lejren.

Det gik ret hurtigt op for hende at han satte farten op og kort så tilbage på hende, de samme ord hun havde sat til ham da han ikke satte sig ned ved siden af hende lød i hendes øre. Alexa tøvede kort.  ”If you bite, I will bite back. ” hun kom op på siden af ham. Hun viste ikke hvorfor han havde lyt hemmelighedsfuldt med det havde fået hende til at lade være med at tænke på hele tiden at skulle skubbe tanker væk.  Hun havde ikke følt at stemningen havde været akavet for et par minutter siden måske havde hun været fordybet koncentreret om at holde tankerne væk. Det var nu bestemt heller ikke en fornemmelse hun havde lige nu men der var jo altid en anden side af historien.

"Hmpf.." Og et lille nik, var reaktionen hendes ord fik fra Halfdan. Han kunne have sagt mere, men det var nu ikke nødvendigt. For anerkendelsen og den svage muntre tone, var tydeligt at spore i hans blot lidt hævede øjenlåg og spændt i kæben som han nikkede. Da hun så endelig endte op ved siden af ham, tilpassede han sine skridt og sit tempo, til hendes. Blot så det ikke skulle virke som om de havde travlt. Hvilket de skam heller ikke havde. Begge Halfdans hænder forblev i hans jakkelommer, og hans blik syntes at vandre lidt betænksomt fra den ene ting til den anden. De havde snart passeret søen helt.

Og sådan fortsatte det, i et kort stykke tid. Lyden af deres sko i gruset og græsset, såvel som det let rindende vand; var deres eneste ledsagere. Lydene fra bålpladsen og hytterne var blevet mere tydelige. Halfdan kiggede lidt mod syd, fremfor ligeud, mod hytterne; og stoppede så pludseligt op. "I'll swing by the Armory before I call it a night.." Deklarerede han kortfattet og roligt, for så derefter at vende blikket ned mod Alexa, som ikke stod langt fra ham. Et øjeblik betragtede han hende; hvilket endte ud i et diskret men venligt smil. Han sukkede så. "Goodnight, Alexa.." Lød det så fra ham, så blidt og venligt han nu kunne gøre det. Der var vel ingen grund til at gøre mere ceremoni ud af det; de to kendte jo knapt nok hinanden endnu.

Hun stoppede da han stoppede og lytte til hvad han sagde det kom ikke som nogen overraskelse for hende at han ville går der hen og derfor smilede hun bare venligt tilbage til ham og nikkede kort. ”Goodnight, Halfdan and thanks for listening to me. ” Hun smilede mens hun stod og ventede lidt men da der ikke rigtigt var mere at sige eller at gøre valgte hun at vende sin om for at gå mod hytterne igen, hun lå hænderne i lommerne og blev fjern i hendes blik mens de tanker hun havde forsøgt at holde væk kom tilbage men denne gang lod hun dem blive der. Alexa fik en ide om at det ville blive svært for dem at blive venner sådan rigtigt, hun havde en eller anden ide om at de ikke forstod hinanden eller hvorfor den ene sagde og gjorde som person gjorde.

Hun stoppede før hun nåede hytterne og vente sig for at se sig tilbage hun ville vide om han var gået, det så sådan hun og derfor gik hun væk fra stien og hen mod skoven. Ja det var dum, hun havde igen våben eller viste hvordan man brugte dem men der var heller ikke nogen som ville lægge mærke til at hun var væk. Puls hun havde brug for at være alene med sig selv om hendes tanker nu, det eneste sted hun var sikker på at kunne være det var i skoven for der kom aldrig nogle alligevel og hun behøvede jo ikke krydse over så uhyrerne kunne finde hende.

Skoven var stille ud over den brise som blæste gennem den og fik bladende til at rasle svagt, lyden af bækken og hendes fodtrin mod den tørre jord var det eneste der var at høre mens hun gik der for sig selv, måne lyste svagt skoven op mens Alexa endelig sukkede lettet op og satte sig på et væltet træ og begynde at trække vejret tungt. Hun slappede endelig af og kunne enlig godt selv se at hun havde været dum det var første gang hun nogensinde havde snakket om at kunne se i mørke eller hvordan hun havde det når det var mørkt omkring hende også havde det være til en fuldkommen fremme fyr, som ikke mente det var noget særligt eller forstod hvor bange hun enlig var for alt det med guder og gudinder. Alexa sukkede tungt og lå sig ned på træstammen mens hun kiggede på stjerne mellem bladende.

//out