Some Things Never Change[Alexius]

Han var sent på den... Selvfølgelig var han det. Men Halfdan var heldigvis bevæbnet med en tålmodighed, som tillod ham at blive stående ved træet. Hans brede ryg var solidt lænet mod den mørke træstamme, den ene ankel afslappet smidt over den anden; som han roligt balancerede med vægten mod træet. En god håndfuld meter foran ham; løb bækken stille forbi; imens skoven bag ham tilbød sin egen symfoni af afslappende såvel som nervepirrende lyde. Men Halfdan var nu hverken bekymret eller bange af sig. Desuden, så var dette det nogenlunde sted der var blevet aftalt. Og til hans egen gråd denne Søndag aften, havde han tendens til at være punktlig. To slanke fingre af hans metalliske arm, holdte den mørkerøde ædelsten foran sig; imens han nysgerrigt studerede sit håndværk. Det ville uden tvivl tilfredsstille en som Alexius. Hvis ikke, bare ærgerligt. Med sin højre hånd, vendte han sin cap med skyggen bagud, og beskæftigede sig selv ganske succesfuldt med de mange sanseindtryk.

Nogle ting ændrede sig aldrig. Såsom hans stædighed, og rygetrang. Men hvor der var et behov, var der et marked; kunne man vel sige. Og Halfdan var, til trods for endnu at være ny, hurtigt fundet frem til en person der kunne skaffe ham hvad han havde brug for. Nævnligt; antibiotika og cigaretter. Men ligesom i ethvert andet marked, kostede det. Og det var et princip Halfdan var meget bekendt med, og ikke mindst noget han var ganske tryg ved. Enhver idiot kunne forholde sig til princippet af quid pro quo; den fair og upartiske handel af ydelser eller tjenester. Og kun de mest naive var ikke klar over, hvor meget af deres hverdag og forhold, var domineret af samme eller en lignende tankegang. Så, sjovt nok. Var det bestemt ikke underligt for Halfdan sådan at arrangere et møde i kanten af skoven. Med en erfaren lejrdeltager. Og lave en sådan udveksling. Faktisk, var det en velkendt følelse. Men det var nu ikke et sted eller minder han ønskede sine tanker skulle tage hen. Nu ville han egentlig bare gerne få dette overstået, så han kunne komme hjem i hytten; og gøre sig klar på endnu en uge.

Alexius bevægede sig lydløst igennem skoven, imens følelsen af at han blev forfulgt hang fast i ham og gjorde at han konstant kiggede sig over skulderen. Det var også noget af en risiko han løb, men han fik noget ud af det, så det var ikke helt galt. Han vidste ikke hvilken betaling Halfdan havde med denne gang, men det havde bare af at være noget godt.
Som aftalt havde Alexius bragt det han havde lovet. Antibiotika og cigaretter, der var i en sort taske, der var slynget henover hans skulder. Det bedste var nok at det ikke bare var noget, som han bare havde fundet - næ nej, dette var kvalitet! Derfor var det så vigtigt at Halfdan's betaling var god.

Præcis som aftalt stod Halfdan ved mødestedet og ventede. Uden tøven begav Alexius sig hen imod ham og holdt tasken med varerne oppe. "Jeg har overholdt min ende af aftalen." Han kastede et blik hen imod Halfdan's metalliske arm og spottede ædelstenen. Skuffelsen var ikke til at se på ham, men den kunne høres ret tydeligt - for hvad i alverden skulle han bruge en ædelsten til? Han kunne sælge den, men det kunne risikere at vække mistanke, for hvordan havde Alexius skaffet så mange penge på så kort tid? "En ædelsten?" Han hævede et øjenbryn spørgende.

Den åh så kære Alexius havde været ganske kryptisk hvad angik betalingen. Meget af lejren arbejdede i Drachmas, som var en ganske nyttig valuta for halvguder især. Men Halfdan havde ikke været i denne verden længe nok, til at erhverve sig nogen form for valuta eller rigdom. Ej heller længe nok til at vide helt præcist hvordan Alexius opererede, eller hvad han foretrak. Og Halfdan havde en snigende mistanke, om at Alexius måske ganske bevidst ønskede at spille den nye halvgud et puds. Men ja, hvad om det? Halfdan var, trods alt, ikke blot væbnet med tålmodig. Men med alternativer. Og skulle problemer eller komplikationer opstå, kunne de to vel altid enes om et nyt møde, og måske denne gang; specificere betalingen. Halfdan var bestemt ingen fremmed hvad angik den her slags måneskinsbelagte handler. Men at det nu skulle handle om noget så simpelt som cigaretter og almen medicin, havde han nu aldrig kunnet forudsige.

Halfdans blik blev flygtigt vendt mod tasken han holdte oppe, og blikket blev øjeblikkeligt fulgt af et roligt anerkendende nik. Et nik der dog blev afbrudt, af Alexius og hans nærmest øjeblikkelige protest ved ædelstenen. Noget hvorved Halfdan reagerede, med en let rynken af sine øjenbryn; men også et diskret skjult smil ved mundvigen. "Og?" Lød det så fra ham, spørgende. Halfdan var egentlig ikke overrasket. Men han kunne næsten ikke vente på at høre hvad der var galt med betalingen. Halfdan kunne skam sagtens bare begynde at forsvare betalingen, og forsøge at forklare Alexius at han burde acceptere den. Men... hvorfor? Hvis betalingen var nok, var der ingen grund til hans indledende protest. Og hvis det ikke var nok, var Halfdan meget sikker på at manden nok skulle kræve en ny betaling. Uanset hvad, så var Halfdan fjernet fra træet, og stod nu oprejst og rank. Endnu med den indkransede blodrøde ædelsten imellem to metalliske fingre.

Dette var Halfdan's første år på lejren, så naturligvis kendte han ikke til hvordan tingene blev gjort, men det burde da være almen viden, at man ikke bare kunne anskaffe sig en stor sum af penge uden at nogen blev bare lidt mistænksomme. Sådan havde det vel også fungeret udenfor lejren, havde det ikke?
Alexius rynkede svagt på næsen, imens han slyngede tasken over skulderen igen og var tydeligvis ikke interesseret i at give Halfdan den endnu. I hvert fald ikke før han fik en ordentlig betaling.

"Hvad skal jeg gøre med den?" Alexius rystede langsomt på hovedet, som om Halfdan lige havde skuffet ham noget så grusomt - hvilket han på sin vis også havde. "Jeg kunne sælge den, men at rende rundt med så mange drachmas i lommen vil skabe uønsket opmærksomhed. Vi må jo ikke forlade lejren, så jeg risikerer ret meget her, og sådan en betaling?" Han nikkede hen imod ædelstenen. "Den er for risikabel." Efter at have sagt det betragtede han Halfdan en anelse undrende, inden han så spurgte; "Du er søn af Hefaistos, ik'? Hvis du kan lave mig en ny daggert har vi en aftale."

Halfdan vidste ikke meget, men han havde overhørt nogle ting, indsamlet sig en smule viden. Og ifølge den viden han hidtil havde indsamlet sig; var der mange overraskende ting at finde iblandt halvguder. Skjulte butikker, særlige casinoer, og hvis han ikke tog meget fejl... et særligt 'olympisk' banksystem? Han skulle stadig vænne sig til tanken om et skjult samfund og infrastruktur iblandt halvguder og andre væsner. Men det havde også fortalt ham at visse ting gik igen, uanset blodet der flød i årerne. Hvilket i sidste ende havde ledt hans lille jagt til Alexius. En halvgud, i lejren, som skaffede hvad lejrens egen butik ikke kunne. Og det kunne vise sig at være meget nyttigt i fremtiden. Men først skulle han jo lige finde ud af hvorledes Alexius arbejdede, og om han kunne skaffe hvad der var ønsket.

Halfdan lyttede, en anelse uentusiastisk og meget fattet, til Alexius og hans protest. Nok virkede han ikke videre imponeret eller interesseret i hans forklaring; men de fornuftige ord modtog alligevel et nik og et betænksomt blik mod jorden. Halfdan spændte sin kæbe, og ventede tålmodigt. I Alexius' ganske rolige og informative tone, fornemmede han allerede at han havde en anden betaling i tankerne. Og ganske rigtigt; havde hans mistanke været korrekt. Hvilket fik ham til at smile meget diskret. Dog forblev han endnu rank og nærmest stoisk. Med vægten smidt over på det ene ben, og arme hængende fra de brede skuldre. Atter engang forsinkede Halfdan sine egne ord, ved at nikke en anelse eftertænksomt som respons. Han hævede igen ædelstenen, så de begge kunne se den, og knyttede så blidt den metalliske næve omkring den. "Hør.." Halfdan puttede den indkransede ædelsten i lommen af hans jeans. "Jeg er ny her. Og dømt udfra hvad jeg endnu mangler at lære, vil jeg sikkert være her længe.." Han spændte sin kæbe og sukkede lydløst. Som for at stoppe sig selv i at forklare videre. Så Alexius måtte drage sine egne konklusioner. Inden han så fortsatte igen. "Så jeg smider ædelstenen i daggerten, hvor den ikke vil drage mistanke." ... "Og så kalder vi det et depositum for godt fremtidigt samarbejde." Først efter sine næsten udmattende ord, indså han manglen af den spørgende tone. "Mhm?" Og afsluttede derfor med en mindre brummen.

Halfdan spildte dog derefter ingen tid. Og fra den højre arm, som havde hvilet i lommen lidt; blev der fisket en lille notesbog frem, med en blyant i snor. Halfdan havde, virkelig, taget smedjen til sig disse seneste uger. Og jo mere han udfordrede sig selv, desto mere tilfredsstillende var det. "Så." Halfdan fortsatte som havde hans forslag og ord været gospel, og umuligt noget Alexius ville afslå. han virkede i hvert fald ikke som en sådan type. "Nogle ønsker til mål? Metal?" Spurgte han så, som han åbnede den lille bog. Hvilede bogen i den metalliske hånd, og fattede blyanten i den anden. Først dér, vendte han så blikket tilbage op mod Alexius. "Eller skyder jeg fra bare fra hoften?" Et diskret smil var måske at ane ved hans mundvig. Han havde næsten savnet denne form for pragmatik. Ikke ligefrem et adfærdsmønster der var særligt effektivt i de flestes selvskab.

Den langsomme respons fra den anden halvgud var mildest talt irriterende. Alexius havde andre kunder, andre forretningsmuligheder, som muligvis var mere profitabelt end dette. Alexius forblev dog hvor han var, udelukkende på grund af en af hans regler. Den der kom først havde førsteret. Eller, man kunne også bruge ordsproget ‘først til mølle’. På den måde blev han ikke kaldt uretfærdig, men reglen var også upraktisk til tider, fordi det betød at hans tid blev spildt nogle gange. Dette var faretruende tæt på at blive en af de gange, men Alexius forholdte sig i ro. Som Halfdan selv sagde var han ny. En passende undskyldning, men snart kunne den ikke bruges mere. I hvert fald ikke overfor Alexius.

“Jeg er ligeglad med hvad du gør med den, så længe den kan dræbe de monstre, der er derude og ikke er for flashy.” Han trak på den ene skulder og trak op i sin taske. “Men, siden jeg ikke får betaling endnu får du heller ikke dette.” En aftale var en aftale. Noget for noget. “Jeg er villig til at tilsidesætte det for dig, så andre ikke tager det.” Igen fordi hans regel krævede det. Halfdan havde førsteret på det.
“Men, for at du ikke går tomhændet herfra vil jeg give dig et gratis råd - Bliv ikke for komfortabel her. Der findes også monstre herinde. De er bare pænere at kigge på.”

Halfdans rolige og stoiske attitude, syntes ikke at have faldet i god jord hos sønnen af Apollon. Ikke at det betød det store til Halfdan, dog; men det gav ham et bedre billede af Alexius. Ej heller var der nogen større respons fra Halfdan, til Alexius' logik; end et enkelt bestemt nik, idet Alexius hankede op i tasken. Det gav kun mening. Dog var Halfdan vandt til handel med mere, sensitive, varer. Varer der krævede at blive solgt så hurtigt som muligt, og helst ikke noget man skulle hænge for længe på. Derfor betragtede Halfdan nu sig selv som værende - på ganske kølig vis dog - i gæld til Alexius. Han havde bragt varerne, og betalingen havde ikke været tilstrækkeligt. Og han var endda villig til at holde i varerne, for at vente på betalingen. Selvom den aldrig havde været særligt specifik fra start. Hvilket var en sjældenhed i Halfdans egen erfaring. Så Halfdan havde en obligation til at levere, så og sige. Dog var kapitalismen så fantastisk skruet sammen, at et marked konstant måtte gro; for ikke at kollapse. Så Halfdan bar absolut ingen frygt eller bekymring, for at Alexius skulle afvise ham som kunde. Der var altid andre at handle med, ligesom at der også altid var andre købere. Sådan fungerede det, og det havde han intet problem med. En pragmatik der tiltalte en skjult del af hans personlighed.

Den lille notesblok, samt blyanten på snor; forsvandt igen ned i en af hans lommer. Og det samme gjorde Halfdans hånd. Imens den metalliske arm og hånd, hang ganske afslappet ved hans side. Alexius' afsluttende 'gratis råd', bragte heller ingen større reaktion; end en lav og tænksom - men lettere uimponeret - brummen, og et nik der fulgte. Et råd Halfdan kunne havde kommenteret på. Måske med sin typisk tørre humor, eller Det lille træk på mundvigen vedblev dog ved hans tynde læber. Han var hverken imponeret, eller fornærmet; for den sags skyld. Hvor nogle - måske lidt mere veljusterede personligheder - ville se en nærmest nådesløs adfærd og logik fra Alexius; Så Halfdan intet nyt eller overraskende. Faktisk var det ganske velkendt, og tilsyneladende en mangelvare i denne lejr. Halfdan rettede sig dog roligt op, og lod flygtigt blikket falde mod omgivelserne i en næsten tænksom mine. "To dage, og så har jeg den klar til dig." Lød det hurtigt og ganske bestemt fra Halfdan. Alt imens han, nu lidt mere rank; let lod hovedet på sned mod venstre skulder. En skulder, der allerede - på blot den mindste vis - hang en smule af vægten fra den metalliske arm. Hans blik var atter blevet vendt mod Alexius. Han syntes at have travlt, men ville han tage sig til at kræve en kortere tidsramme? En sådan konkurrerende og svagt dominerende adfærd; var ofte at finde hos smuglere eller 'handelsmænd' af Alexius' kaliber. "Til træning, eller fritimerne." Men også at finde skjult i Halfdan... Til træningen om morgenen ville hverken en daggert, eller en taske, vække nogen opmærksomhed. Ikke iblandt de hundredvis af andre våben, og de mange andre tasker. Og i fritimerne var der typisk en del i våbenkammeret og smedjen; så Alexius behøvede ingen undskyldning for at tjekke til et våben en søn af Hefaistos havde lavet til ham. Halfdan var tilhænger af den skjulte handel i det åbne. I en lejr som denne, og ikke mindst en så magisk og mystisk verden som denne; var der nødvendigvis ikke megen sikkerhed i det mørke, eller det skjulte. Og der var harpyer efter sengetid? Helt ærligt! Det svage smil hang endnu over læberne; i form af et stadigt diskret træk på mundvigen. Nok var Halfdan fattet og måske endda kølig, til tider; men han var ingen undermåler. Og havde ikke tænkt sig hverken at krybe eller kravle for Alexius' behov eller krav. Hvilket måske lød en smule paradoksalt, nu hvor han jo ganske bogstavelig talt; ventede på at se hvilke andre betingelser Alexius ville bidrage med. Alt dette var ganske tilfredsstillende.

Halfdan's spørgsmål om det skulle være til træning eller fritimer, var også irriterende for Alexius. Var det ikke indlysende? Til træning ville man ikke kigge så meget på at de gik rundt med et nyt våben; det kunne jo ligne at Halfdan lånte det til Alexius, eller at man slet ikke tænkte nærmere over det. Men, hvis det var i fritimerne, ville det virke mere underligt, hvis Halfdan rakte ham en daggert. Naturligvis kunne Alexius heller ikke række ham tasken imens, men det skulle han nok tage hensyn til.

"Træning." Svarede han kort og begyndte at vende sig om. Tydeligvis havde Alexius en mening om at denne samtale var ved at være slut. "Jeg venter spændt på resultatet." Han lød ellers ikke spændt. Det var han nok heller ikke. Da Alexius nu mente at deres møde var ovre, begyndte han at gå med tasken slænget henover skulderen.

Et køligt blik overvågede og betragtede Alexius' bevægelser, som sønnen af Apollo begyndte at vende sig. Halfdan svarede heller ikke på hans ord, men nikkede blot en gang for sig selv, og brummede tænksomt. Endnu en gang indså han at der nok var meget han endnu manglede at lære, hvad angik denne lejr. Men han spildte ikke sin tid. Hvilket var årsagen til at han havde opsøgt en som Alexius, så kort tid efter at være ankommet. Og så kunne Alexius endda stå og råbe og skrige i protest, men det var som sådan underordnet. I værste tilfælde måtte han finde en anden, som bedste tilfælde; kunne han ende med en stabil handel med Alexius. Hvilket også mindede ham om, at han nok snart burde få anskaffet sig nogle drachmas, få indsamlet sig lidt af en opsparing, eller lignende. For Selvom Halfdan intet havde imod at lave en daggert til fyren, ville han næppe have det som værende den faste betaling. Dømt ud fra hvor længe Halfdan nok ville være i denne lejr; kunne Alexius ende med et helt våbenkammer for sig selv.

Halfdan forblev hvor han var, imens Alexius roligt forsvandt imellem de mange træer. Et lille diskret smil over hans læber, som han kiggede ned. Der var intet som et passivt aggressivt møde, eller en mindre duel af ord; til at få blodet til at flyde bare en smule. Og Selvom Alexius nok var en af de få, som han havde mødt hidtil; der potentielt ville kunne få Halfdans blod til at koge over... Så var Halfdans indtryk endnu ganske positivt, og åben for forandringer. Men han måtte hellere komme videre i tilværelsen.

//Out