Change of mind - Alexander

En håndfuld af oliven blev kastet i bålet, da Elena skulle ofre noget mad til hendes mor, inden hun selv begyndte at indtage sin egen føde. En stereotyp, der ofte blev brugt mod Athenes børn, var, at de simpelthen alle elskede den lille strenfrugt, der sprang fra det træ, som deres mor havde skænket de oldgræske borgere. Dog faldt den unge halvgudinde, som hurtigt skyllede lugten væk fra sine hænder, ikke under denne kategori.
Hendes hår var stadig vådt efter det bad, som hun havde taget inden aftensmaden. Det var ikke ofte, at hun tog del i den fælles aftensmad, eftersom hun havde ansvaret for, at hendes egen søn havde mad i maven. De sidste måneder af hendes graviditet flyttede hun ind i et tre-værelses minihjem, der lå afsides fra resten af lejrdeltagerne. Chiron havde fået hjemmet bygget, da Elena blev gravid, så den lille familie på tre kunne bo sammen i lejren. Dog betød dette også, at hun for det meste havde befundet sig i hjemmet; væk fra alle andre. Det var som om, at hun levede et seperat liv fra alle andre. Hele hendes hverdag og leveformål blev opslugt af hendes søn og forbuddet for at træne hjalp heller ikke. Nymferne i lejren var dog yderst hjælpsommelige, når det kom til at passe drengen, så moren selv kunne få noget pusterum. Guderne måtte vide, at hun ikke havde specielt meget af dét, nu hvor faren pludseligt ikke var til at finde.

Elena havde ikke selv indset, at hun havde manglet det sociale aspekt af at bo i en lejre fyldt med andre gudebørn som hende. Hun havde altid været introvert og forholdt sig privat, men som hun sad med hendes søskende ved Athenes bord, kunne hun mærke varmen af velkendtheden sprede sig bag hendes brystkasse. De havde afsluttet deres mad, og mange havde allerede rejst sig for at fortsætte deres aften, hvilket hun selv i sin tid ville gøre, men denne gang var hun blevet siddende. Hun snakkede med sine søskende, lod dem fortælle om sladder og diskuttere om heftigte, akademiske emner, som de andre halvguder ikke fattede bjælde af. Et stort smil krusede på hendes læber, og det blev blot større for hvert et godt argument, hver en joke, der oftest var lidt nørdet, men det skulle ikke stoppe hende fra at le med. Dét havde hun savnet.

De sidste søskende ved bordet rejste sig efterhånden, og Elena var den sidste til at gå. De fleste var gået mod hytten for at få deres rustning på og retunere til deres træning, men Elena havde slået sig ned på en bænk, som lå placeret lige ude foran spisestedet, hvor hun kunne sidde og nyde sin egen tid. Hun kunne mærke, at der lå en vis angst bag dét at være uden sin søn, men hun havde gjort op med sig selv, at der lå mere bag hendes identitet end blot 'mor'. Så dér sad hun og reflekterede; hvad skulle hun mon gøre med sig selv nu.