So you know the way around here! - Alexander

Det var efterhånden nogle timer siden hun var ankommet til lejren. May havde allerede fået tildelt en hytte hun skulle bo i, så der havde hun smidt alle hendes ting. De var endnu ikke pakket ud, mest fordi hun ikke orkede. Det havde været hårdt nok at skulle pakke det hele den selv samme morgen, at skulle pakke det ud nu, det gad hun ikke! Det måtte blive i morgen eller en af de følgende dage. Så da hun havde forladt sin hytte og alle hendes uåbnede kufferter havde hun gået lidt formålsløst rundt. Det sted hun bedst kunne huske ud over hytterne var hovedbygningen. Hun var derfor også endt op ude foran hovedbygningen.

Der sad hun og kiggede lidt på de andre unge mennesker der var i klædt alt fra almindeligt tøj til det der lignede brystplader, som May kun havde set i film før. Hun var meget forundret over det. Hun havde fået af vide at det var i hovedbygningen at lærerne boede og at der skete samlinger ude foran den bygning. Derfor gav det også fint mening for hende at søge der hen, for det var vel mødestedet for folk så? Hun vidste ærligt ikke hvor hun ellers skulle gå hen nemlig. Hun havde fået så meget information tidligere på dagen om lejren, så det hele havde ikke rigtigt sat sig fast. Hun vidste ikke helt om hun overhovedet kunne lide stedet endnu, folk virkede så optaget af at lære alt muligt, så May havde ikke rigtigt haft mulighed for at snakke med nogen ud over Annabeth. Det var nemlig Annabeth der havde taget imod hende.

Selvom det havde været en lang dag, så var May ikke træt endnu. Hun kede sig bare en anelse, og var måske også lidt sulten. Hun havde ikke rigtigt styr på hvor de fik mad fra. Hun havde ikke selv pakket noget i hvert fald!
I mangel på bedre besluttede hun sig for at gå mod døren indtil hovedbygningen, måske de havde noget man kunne spise der inde? Hun nåede dog dårligt nok hen til døren før der kom en lærer ud. May trådte hurtigt til side, hvilket var godt. Ellers havde hun været havnet på jorden, da læreren havde meget fart på. May så kort efter læreren imens hun rystede på hovedet.

Alexander havde altid haft et godt ry for at tage sig af de nye, specielt når det kom til de nye halvgudinder. Han gjorde sit for de følte sig hjemme, måske derfor han havde fået så mange veninder og knap så mange venner. I sidste rørte det ikke Alexander, han nød virkelig at være omringet af smukke kvinder, og knap så mange mænd. Hvem kunne egentlig klage over det??
Rygtet om der var kommet en ny til lejren gjorde, at Alexander havde holdt øje efter personen. Alexander havde efter dagens træning, iført sig et par sneakers, shorts og en kort t-shirt, som viste alle hans mange tatoveringer. Det sorte hår kunne ikke tages fejl af, det var velplejet, det samme med hans skæg.
Med raske skridt gik Alexander op mod maden, i håb om at finde den nye. Hans mørke øjne kiggede rundt, analyserede alle de folk som stadigvæk gik iført rustning af den ene eller den anden art, nogle flottere end andre.. Altså rustningerne..
Alexander nød virkelig at vise folk rundt, specielt fordi at de andre folk, som introducerede folk til lejren – lidt ligesom Annabeth. Alexander syntes godt om Annabeth, men hendes forlæsning når man startede var til at falde i søvn over.

Alexanders blik gled hen over vejen han gik på, hovedbygningen var lige til højre. En skikkelse af en person han ikke genkendte, kunne han lige skimte. Et smil gled over hans læber, og han bevægede sig hen imod hende. ”Goddag, leder du efter noget?” lød det høfligt og galant, som han bevægede sig hen imod hende.

Kort efter hun næsten var havnet i et uheld, på grund af den travle lærer var hun ikke alene længere lød det til. Hun snurrede rundt og så på den unge gut der havde talt, hun gik nemlig ud fra det var til hende. Der var i hvert fald ikke andre forvirrede typer lige omkring hende, så vidt hun vidste. Hun smilte til den unge gut og lod hurtigt en hånd glide gennem det lidt halv vilde brune hår. Hun havde ikke taget sig sammen til at sætte det op denne dag, for der havde ikke rigtig væren en grund til det.
May gik et par skridt hen til ham før hun talte. "Hej!" lød det fra hende, lidt halv højt. "Øøh, altså det ved jeg ikke... Måske mad?" man kunne høre hun ikke rigtigt vidste hvad hun ledte efter. Men mad var dog det bedste bud! Hun betragtede lidt den unge gut, han var ikke til at klage over udseende mæssigt. Hun kunne ikke lade hver med at kommentere på det, selvom andre nok ville finde det lidt pinligt eller akavet. "Har de sendt dig som en snack?" spurgte hun og smilede drilsk til ham, før hun igen blev lidt mere alvorlig - dog ikke for alvorlig. Hun var trods alt lidt sulten, så det duede ikke hvis han ikke kunne fortælle hvor hun fik rigtigt mad fra.

"Ej, men jeg kan simpelthen ikke huske hvor maden er henne. Det er jo et ret stort sted!" imens hun snakkede så hun lidt rundt og pegede lidt ud i ingen ting, for at understrege sin pointe med at stedet var stort. Hun kunne finde nogle enkelte steder hen, så som hytterne, søen og tilbage til det store træ hun havde mødt lige da hun var kommet til lejren tidligere på dagen. Det var dog ikke alle destinationer der var så brugbare for hende lige nu.
Det var alligevel heller ikke helt aftensmad tid endnu, så det var måske derfor hun ikke havde kunne følge duften af mad for at finde den selv. Ikke at hun ville have sagt nej til hjælpen fra denne gut, med det flotte hår og skæg. May var ikke kendt for at være genert, tvært imod! Hun ville gerne have selskab hele tiden, hvis det var muligt.

Alexander havde allerede ladet øjne gå på vandring ned over hende. Han vidste at hun skulle hedde May, men mere vidste han ikke, han havde heller ingen idé om hvem hendes forældre var.
Sådan var det jo ofte når nye kom, ikke alle vidste hvem deres forældre var. Mange kæmpede med at finde ud af hvem deres forældre var, det var ikke altid at guderne valgte at give dem til kende over for deres børn.
Om det var en velsignelse eller forbandelse at Alexander havde fundet ud af hvem hans far var, kunne man jo så diskuterer.
Alexander sendte May et flirtende smil, inden han grinte af hendes kommentar. ”Du tænker mad, jamen selvfølgelig. Vi burde dog lige vise dig, den rigtige lejr. Ikke den Annabeth viser dig, da man godt kan falde lidt i søvn af hendes rundvisning.” sagde han med et grin.
Alexander var 1,5 meter fra May. Han lagde hovedet let på skrå, som hun nævnte om han var en snack. Alexander grinte let, inden han skrabede foden hen over jorden. Alexander så kort ned i jorden, og prøvede at spille flov. Det gik dog ikke særlig godt, da han kiggede op smilte.
”Arh, jeg er en 3 retters menu.” lød det drillende, men også med en selvbevidsthed. Alexander havde aldrig nogensinde haft intentioner om at tale ned om sig selv, tværtimod. Så havde han også tildens til at taler sig op. Alexander havde dog også altid været god til at holde sit ord, så hvis han sagde han var god til at danse, så blev han god til at danse.

”Vi har først aftensmad om lidt tid, så jeg tænkte jeg ville vise dig hvor sjovt man faktisk har det.” sagde han med et blink.

May vidste godt hvem hendes far var, hendes mor havde nemlig afsløret det for hende før hun var taget til lejren. Hun havde dog ikke mødt ham eller set ham før, så det var stadig nyt og underligt for hende. Hun havde aldrig før tænkt på sin far, så det havde stadig ikke helt ramt hende endnu at hun faktisk havde en far.
Hun var stadig overrasket over at hun var en halvgudinde, for det var slet ikke noget hun før havde troet på kunne findes.

Da han sagde at han ville vise hende den rigtige lejr, rynkede hun kort brynene. Hun havde egentligt synes okay godt om Annabeth, men der havde bare være for meget hun skulle holde styr på på engang. Hun smilede dog igen og nikkede. Hun ville gerne se lejren, i sær med ham. Han virkede som en sjov gut. "Den rigtige lejr? Er der noget jeg er gået glip af da?" spurgte hun imens hun for sjov så undersøgende rundt. Hun var ikke bleg for at overspille nogle af de ting hun sagde, det var lidt fjollet, men hun synes selv det var sjovt.
Da han drillede tilbage, grinede hun af det han sagde. "Tre retters? Spændende!" sagde hun og grinede lidt. Da hun stoppede med at grine smilede hun lidt før hun endelig fik taget sig sammen til at præsentere sig selv, det var ikke lige  noget hun havde tænkt over før nu. "Jeg hedder i øvrigt May, hvad hedder en tre retters menu som dig?" hun smilede lidt skævt imens hun talte til ham. Hun fandt det meget underholdende at han faktisk havde kommet med lidt modspil på hendes snack kommentar.

Da han foreslog at vise hvor det sjove var henne på lejren smilede hun stort. Det var lige hvad hun ville høre, hun havde frygtet det bare ville være et sted hvor hun skulle lære alt muligt kedeligt. "Før an!" sagde hun og pegede i en random retning. Hun anede ikke hvor de skulle hen, men det var lige meget.

Alexander havde intet imod Annabeth, men nu var der altså sjovere ting end at høre på hendes vurdering af hvad der var vigtig. Desuden blev det også en anelse kedeligt, altid at følge reglerne. Der skilte Alexander sig fra de fleste folk. Han var vild, spontan og levede i nuet, modsat mange andre.

Et smil blev sendt til May, inden han klørede sig på næsen og nikkede. ”Det er ikke fordi Annabeth, er en dårlig guide. Dog viser hun det du skal se.. Jeg viser dig det du gerne vil se.” lød det selvsikkert, som han gik et skridt tættere på hende. ”Desuden, så vil man gerne morer sig her.. Alt træningen, får en til at blive en zombie. Hvor jeg sørger for vi stadigvæk, bevarer vores menneskelige fejl.” et grin og et smil, kom over Alexander læber.

At hun havde valgt at drille ham med det han var en snack, så ville Alexander naturligvis gerne drille igen. ”De fleste bliver ret glade for den her 3 retters.” sagde han og lod hænderne pege ned af sig selv.
Hovedet blev let lagt på skrå og han så på hende, imens han bed sig let i læben. ”Du kunne selv godt ligne en hovedret.” han foldede hænderne og grinte. ”Spøg til side.” det var tydeligt at Alexander brugte sin arme meget, mange bevægelser, som han snakkede.
”Jeg hedder Alexander.” sagde han og rakte hånden frem, en venlig hilsen.
”Søn af Thanatos..” lød det kort. Alexander havde altid fået indtrykket af stedet, at man præsenterede sig med hvilken Gud man var i familie med. Et eller andet sted var alle jo i familie her..

Alexander snurrede rundt og lagde armen om skulderen på hende, som det var det mest normale i verden.
"Hvad har du set indtil videre, Annabeth har vist dig alt det praktiske ?" lød det, imens han langsomt begyndte at gå.

May smilede lidt over at han fortale om den lejr som han mente hun gerne ville se. Hun var dog blevet lidt mere nysgerrig på hvad han mente. Hun ville selv gerne have det sjovt, det var nok det hun helst ville. Sådan havde hun også været før hun var ankommet på lejren, før havde hun taget i byen så ofte hun kunne. Det havde dog betydet at hun tit havde sneget sig ud og ikke var så god til at stå tidligt op. Hun vidste godt det nok ikke ville gå her, men hun ville dog stadig se hvad for noget sjov, disse halvguder lavede. "Jeg vil gerne more mig her, så jeg ser frem til at se alle de steder man kan have det sjovt" sagde hun og smilede stort.

Da han konkluderede at folk godt kunne lide ham, grinede hun kort. "Det kommer ikke bag på mig!" sagde hun og betragtede ham kort. Nu hvor han inviterede til det med den gestus. Hun var ikke ked af hvad hun så på, han var en meget pæn gut.
Da han kaldte hende en hovedret smilede hun og snurrede kort rundt for ham. "Det tænkte jeg også!" sagde hun og så kort ned af sig selv. May manglede som sådan ikke selvtillid, hun var ret komfortabel med sig selv og sit udseende. Da Alexander fortalte sit navn smilede hun venligt og tog imod hans hånd. Hun gav den et lille klem før hun slap den igen. Det var længe siden hun havde givet hånd med nogen, på den anden side var det længe siden hun havde haft brug for at introducere sig selv. Da han nævnte hvem hans gudeforældre var så hun lidt undrende på ham. Det havde Annabeth også gjort tidligere på dagen. Hun tænkte dog ikke længe over det før hun fortalte hvem hendes var. "Min far er Dionysos" fortalte hun og smilede. Hun kendte ham ikke, så det føltes stadig lidt flask at sige hvem hendes far var.

Hun smilede og så på Alexander da han lade armen om hende og begyndte at gå. Hun fulgte med uden at sige noget til det. Det var på en eller anden måde meget behageligt at han ikke var så formel i hans måde at være på. Det var betryggende for hende, for så var der håb for hende også. "Øh, jeg har set alle bygningerne, og trænings stederne og lidt andet.." forklarede hun. Hun kunne ikke helt huske alle de steder Annabeth havde vist hende.