No Rest For The Wicked[Alexander]

De mere filosofiske individer, påstod at smukke kvinder led for deres skønhed. Men hvad gjorde mænd så? Hvis man spurgte Halfdan, var det ganske enkelt et spørgsmål om hårdt arbejde. For man skulle endelig ikke tage fejl af Halfdans ellers sædvanligvis rolige og fattede attitude og adfærd... han tog sin træning og sin fysik alvorligt. Det samme med hans kost. En ung mand som ham kunne næppe holde sin stærke fysik uden hårdt og disciplineret fysisk træning. Og ikke mindst alvorlig hvad angik hans daglige rutine. Op kl. 04:00, og inden 04:15 var han allerede udenfor. Klar til at træne og motionere inden den lange dag. En træningsrutine der altid sluttede på en bænk bag Hefaistos Hytten. Med lun kakao, en smøg, og måske endda noget læsning. Ærlig talt var der ikke det helt store behov for tidlig træning i Halvblodslejren. Langt det meste af dagen handlede om alverdens øvelser og forskellige slags træning. Men Halfdan var endnu ikke villig til at give slip på sin rutine. Desuden... Når man ikke sov særligt godt om natten, var fysisk træning en ganske udmærket måde hvorpå at kickstarte kroppen inden dagens strabadser; og ikke mindst en måde hvorpå at holde sig ved sindsro i den her mærkelige verden. Ikke at der var megen ro over Halfdan's sind... Imens han stod og strakte sine ben inden træningen; syntes han ude af stand til at fjerne sine tanker fra Annabeth. Hvilket bestemt ikke var en sund tanke når han skulle til at træne! Den store Halvgud spændte sin kæbe og kørte sine skuldre rundt...

Blikket blev vendt ned på den venstre metalliske arm. At være iklædt kompres træningstøj føltes mærkeligt med sin metalliske protese, og så også en anelse mærkeligt ud. Ærmerne af både trøjen og den tynde jakke sad tæt omkring hans højre arm; men sad løst om hans venstre. Han skulle snart til at have lavet en ny arm.. Halfdan kørte nakken lidt rundt og sukkede imens hans blik røg op i luften. Det lignede ikke Alexander at være særligt sent på den. Siden de to var stødt på hinanden en tidlig morgen for en måneds tid siden; havde de to trænet sammen nærmest hver morgen. Selvskabet var velkommen, syntes han. Selvom Alexander til tider kunne være lidt af en håndfuld. Men Halfdan kunne lide ham, og når han syntes omringet af alle disse uhyggeligt attraktive kvinder - særligt én - kunne det kun gøre godt at have en person af hankøn, man kunne bruge en smule tid med. Parallelle blikretninger, vage udtryk, hudløst ærlig humor, og en mangel på de hæmninger man ofte kunne have omkrign unge kvinder. Lige halfdans smag. Halfdan kunne også godt lide dét at have i hvert fald én person, som han hængte ud med blot en smule dagligt. Det gav en social rutine han syntes godt om, og tillod ham at vænne sig til selvskabet af i hvert fald en enkelt person her i lejren. Desuden, så var der langt værre individer at bruge tid med her i lejren.

Åh gud hvor var det tidligt om morgen, og hvorfor blev Alexander ved med at sige ja til dette?? Træning klokken halv fem, hvilken ulidelig idé, forfærdelig, rædsom, dum og mange andre ord kunne bruges. Det var ikke så meget træningen, som skræmte Alexander eller irriteret – det var egentlig fint, men det var at det var SÅ FORFÆRDELIG tidligt om morgen. Ikke desto mindre havde Alexander givet sit ord på, at ham og Halfdan skulle gøre det sammen. Det var blevet til en rutine at træne om morgen, men det var ikke fordi at Alexander virkelig nød det. Det var nok i sidste ende også for at hygge med sin nærmeste ven her, Halfdan en arm.

Alexander havde iført sig et par lange jogging bukser, samt en tank top. Dertil havde han et rødt bandana faldet sammen, og bundet om hovedet. Han havde bevæget sig ned igennem skoven, for at finde Halfdan.
Alexander havde godt på fornemmelsen, at han var sent på den. ”Shit..” mumlede han, som han var ved at falde over en gren i skovbunden, som ellers var dækket af blade. Det var ikke en lang tur man skulle gå for at komme ned til Zephyros Bækken, men alligvel skulle man lige igennem lidt skov.

Duften af morgengry fyldte Alexanders lunger, som han trådte hen ved Zephyros Bækkens udspring, i en nogle elegante bevægelser kom han hen ved Halfdan, og sendte ham et frisk smil. "Gooooodmoooooooorniiiing, you big beast!" stemmen var høj og venskabelig, en smule for overenergisk, som om Alexander skulle vide en anelse mere frisk, end han reelt var.

”You know, I really hate it’s so early in the morning Halfie..” gabte han, som han strakte sig og klørede sig i skægstubbene.
”But still, it’s a nice way to start the day. Even when the weather is boring as Hades children..” lød det kækt, inden han begyndte at hoppe let på tæerne.

Alexander var en ung mand i en tydeligvis god fysisk form. Han virkede, trods alt, som en fyr der passede godt på sit ydre. Hvilket tydeligvis heller ikke gik ubemærket hen af lejrens andre(især kvindelige) deltagere. Som syntes at have en tendens til at sukke når han passerede dem. Men... Halfdan havde sig en snigende mistanke om, at den heldigt proportioneret Alexander; måske ikke var i så god en fysisk form, som hans veltrænede ydre syntes at indikere. Han tog sikkert fejl. Men noget skulle Halfdan jo have tiden til at gå med. Især nu hvor hans tanker knapt syntes at kunne forlade Annabeth, syntes det en god idé at udfordre Alexander en smule med morgenstundens træning. Igen. For Halfdan tog det aldrig roligt til træning. Og var efterhånden blevet mødt af en kreativ og energisk brug af ord og skældsord fra Alexander, under solopgangen. Absolut hele dagen, selv med våben i hænderne og udstyr på kroppen i lejrens Arena; tog Halfdan langt de fleste ting ganske roligt og fattet. Og beskæftigede blot sig selv, rank og stoisk som altid. Den tidlige fysisk træning, og måske andre specifikke aktiviteter, var de eneste tidspunkter hvor han anstrengte sin krop; og slap sin eksplosive styrke ud.

Halfdan hævede sit knæ helt op til brystkassen, og balancerede på sit ene ben; imens han klemte til om knæet og skinnebenet. Så travlt havde han nu heller ikke, men jo før træningen blev afsluttet; desto hurtigere kunne han vende sin søde tand mod noget kakao. Så da Alexander endelig dukkede op, stod Halfdan blot rank endnu en gang, og kørte sine ankler en smule rundt ved jorden. "Alex.." Hilste han simpelt med et lille nik mod fyren. Skam også med et af sine karakteristiske diskrete træk på mundvigen. På ingen måde rørt, ej heller videre påvirket, af Alexanders overdrevent morgenfriske attitude og tone. Hvilket dog hurtigt syntes at passere, da fyren gabte og strakte sig. Halfdan brummede let til hans ord, da han kunne genkende når Alexander havde mere at sige. Desuden, havde Halfdan vænnet sig til at Alexander førte samtalen. Ligesom at Alexander, forhåbentligt, også havde vænnet sig til Halfdans stille og rolige natur. Halfdan nikkede en enkelt gang for sig selv ved Alexanders ord, og vendte endda også blikket rundt imod skoven og bækken. Som kunne han nikke genkendende til hans ord om en rar måde at starte dagen på. Halfdans nærmest betænksomme enighed, forvandledes dog til en let rysten på hovedet; og et underholdt fnys, ved den følgende kække kommentar. "So.." Lød det så fra Halfdan, så snart han havde fundet sig til rette i Alexanders entusiastiske morgenhumør. "Straight to the beach. And no breaks until there's sand, right?" Han vendte blikket mod Alexander. Overraskende tilfreds ved selvskabet af en person der ikke gik ham til skuldrene. Nok var Halfdan måske en smule højere endnu, men der skulle heldigvis ikke bøjes i nakken når han var i selvskab af Alexander. En lang og intens opvarmende løbetur var foran dem. Hele vejen langs bækken, og til stranden. Tværs igennem skoven, uden pauser før der var sand under deres fødder. Derefter nogle øvelser - armbøjninger osv - og så en afsluttende løbetur nord rundt om skoven, og ned til hytterne igen.

Det var vel sundt at have den fysiske træning, som Halfdan sikrede at Alexander fik. Løbe, løfte, bukke, hoppe og alt muligt andet. Han var dygtig, stærkere og højere end Alexander – men det var jo heller ikke værst, nogle skulle vel være bedre til noget, som Alexander ikke gik op i.
Alexander tog en dyb indånding og nikkede til Halfdan, inden han måtte gabe igen. ”Yes, let’s do it!” svarede han bevidst, inden han begyndte at hoppe. Han prøvede at få gang i blodet i kroppen, nu skulle der løbes! Helst hurtigt.
Han vidste godt at der var en lille tur foran dem, men han vidste at det som reelt blev hårdt var selve træningen. Halfdan havde altid nogle hårde øvelser klar til ham, noget som Alexander snildt ikke ville bryde sig om.
”I’ll start..” lød det hurtigt, inden Alexander satte i løb. På trods af alt Alexanders brok, så var det nu rart at være kommet i gang. Det var ikke fordi han løb vanvittig hurtigt, men tempoet var godt og Alexander bevægede sig hurtigt igennem det første stykke. Han betragtede omgivelserne, som han løb igennem dem. Der var bækken ved hans side, lyden af vandet som rislede, træerne hvis blade blev taget af vinden, nogle blade fløj hen over hovedet på Alexander, som han dukkede sig så det fløj over hovedet på ham.
”Come on Halfie!” råbte Alexander begejstret, som han lod den ene fod komme foran den anden, for at bringe ham frem til sandet. Det ville ikke undre Alexander, at om lidt så var Halfdan foran ham. Han havde en tildens til at være et bedre fysisk eksemplar end ham self. Derfor var det måske også lidt optimistisk at håbe i sit stille sind at han kunne løbe hurtigere end Halfdan. Alexander kunne også erkende, at Halfdan havde ikke alle de samme skavanker, som hans far havde.

Nej, Halfdan havde heldigvis arvet sine fysiske træk fra moderens side af familien. Hans store fysiske størrelse. Højden. De noble og maskuline træk. ironisk nok, var det først efter hans dramatiske ankomst til lejren; at han havde fået sin fars træk.. En mand der manglede en arm, ville vel altid være en krøbling, ikke? Men træning lå, sjovt nok, ikke naturligt for ham. Han ville meget hellere bare ligge og lave ingenting. Eller beskæftige sine hænder og sit altid knagende sind; med alt muligt andet. Men hans nådesløse moder havde plantet en meget høj grad af disciplin i Halfdan. En disciplin der gjorde ham mere rolig og modstående overfor de hyperaktive impulser, som langt de fleste andre halvguder led under. En disciplin der også drog ham til at træne fysisk, og holde sin krop i en optimal fysisk form. I hvert fald så længe han ikke blev til et ballondyr, som nogle af de fanatiske mænd og kvinder man kunne finde i et træningscenter. Halfdan så meget stærk ud, uden tvivl. Og var sikkert også i en endnu bedre fysisk form, end han egentlig så ud. Fysisk svaghed, havde han erfaret, var ikke en god ting. Og han ønskede aldrig at være svag igen!

I takt med at Alexander, på ganske begejstret vis, begyndte at få blodet til at flyde i kroppen; gjorde Halfdan det samme. Han forberedte sig på anstrengelsen forude, selvom det ikke rigtig huede ham. Et diskret lille smil formede sig over Halfdans læber, idet Alexander gjorde sig klar. Halfdan selv, gjorde sig også klar på løbeturen. Eller, ærlig talt, spurten. Halfdan lænede sig forover, og rakte begge sine arme ned mod jorden. Kødelig, såvel som metallisk. Og anordnede sig i en stilling der tillod ham at udnytte sin eksplosive styrke og acceleration. Men da Halfdan kiggede op igen, var Alexander allerede væk... og nogle få øjeblikke efter, lød halvgudens hævede stemme længere fremme. Halfdan knurrede for sig selv, og rynkede sin næseryg. "Cocky little shit.." fnøs han i en let brummen. Men også endnu med smilet på læberne. Ved beslutsomheden der var faldet over ham, var smilet dog blevet forvrænget en smule. Det så næsten... arrigt ud. Næsten.. nederdrægtigt. Og efter en dyb indånding, satte han afsted!

Halfdans lange ben, bar han hurtigt afsted. Næsten aggressivt, som hans arme svang kontrolleret ved hans sider. Denne gang valgte Halfdan ikke at følge efter Alexander. Men løb i stedet ad den modsatte side af bækken, igennem skoven. Hans fart og anstrengelsen, gav ham et beslutsomt tunnelsyn, nærmest. Der identificerede enhver forhindring på forhånd. Han kontrollerede sit åndedræt i stød, i takt med sine bevægelser. Han vejede ikke lidt, trods alt.. Så ethvert langt skridt der førte ham hurtigt videre; sendte vibrationer op ad hans muskuløse lår. Små bump og knæk lød, hver gang hans fødder ramte jorden. Mod alt lige fra grus, til skovbund. Og inden alt for længe, ville Alexander kunne se den store Halfdan hoppe over en falden træstamme med en næsten overraskende adræt hurtighed.

Alexander vidste udmærket godt, at når han var hurtig på de første par meter. Der var ingen tvivl om han var lettere end Halfdan. Dog kunne han også snildt se, at Halfdan var en tank. Startede langsomt, men når den først var oppe i fart så var den også i høj fart. Alexander så sig over skulderen, orienterede sig hurtigt, hvorefter han så en træstamme nærmer ham med ligeså høj fart, som han bevægede sig. ADHD’en var blevet beskrevet, som halvgudernes måde at se tingene hurtigere, end hvordan det almene menneske, de dødelige så det hele på. Elegant og i en hurtig bevægelse reagerede Alexander og hoppede over træstammen.

Et grin kom frem, som han løb og så sig omkring, han kunne ikke længere få øje på Halfdan. Tanken om et uhyrer var frit i lejren, men det skete jo aldrig? Så nej nej. Halfdan havde taget en genvej! ”You sneaky one-arm” brummede Alexander, inden han begyndte at sætte farten yderlige op, og hoppede igennem et krat, hvorefter han drejede venstre om.
Alexander stoppede halvt op, som han så Halfdan hoppe over en stor træstamme, og løbe foran ham. ”God damit!” lød det tydeligt frustreret over, at han godt kunne se Halfdan begyndte at løbe fra ham.

Hans spinkle krop, havde slet ikke samme momentum som Halfdan havde når han kom op i fart, altså i Alexanders øjne, så kunne Halfdan løbe igennem en væg med det momentum han byggede op. Desuden var det ikke værst med den metal arm, så kunne han tage af med den. Det gav da god mening.. Typisk en søn af Hefaistos at forbedre sig selv, tænkte Alexander kort inden han gjorde sit for at følge med den store halvgud foran ham.

Halfdan var, ærlig talt, måske en anelse selvsikker hvad angik hans fysik. Han kendte sine begrænsninger, såvel som sine styrker. Han var, indtil videre, helt igennem elendig med et sværd i hånden. Og den fandens til klatrevæg var han bestemt heller ingen stor fan af. Han var heller ikke ligefrem typen der spredte flest smil til fester, eller inspirerede den største åbenhed omkring sig. De mange pegasus i staldene kunne bestemt ikke lide ham, og han holdte sig oftest blot for sig selv. Richie havde givet ham tæv, Annabeth havde mere eller mindre givet ham tæv, og vigtigst af alt... så kunne Alexander sikkert godt snige sig en sejr ud af en konfrontation med Halfdan i arenaen. Den store Halvgud begik sig med så stor stoisk ro i lejren, at det kunne være nemt at glemme; at han var spritny. Han var en grønskolling i sammenligning med nærmest alle andre. Men hans fysik, fejlede bestemt ikke noget. Og det vidste han! Med alle de hårdnakkede erfaringer han havde gjort sig i sit liv, og den store dedikation til sin fysiske træning; ville andet også være underligt.

Momentum var en vigtig ting for Halfdan under træningen. Han holdte ingen pauser, inden han sad på bænken bag hytten. Han satte ikke farten ned, under sine løb. Og han stoppede ikke, bare fordi det måske gjorde ondt. Og nu når han havde at gøre med Alexander... kunne han måske godt anstrenge sig lidt for at få ham med op og køre. Så da Halfdan, på den anden side af bækken, løb forbi ham; satte han oprindeligt ikke farten ned, og ventede ikke på ham. Men fortsatte i stedet i sit høje og aggressive tempo, noget tid. Dette var en ganske lang løbetur - tværs igennem lejrens halvstore skov - så det var meget muligt at Alexander ville komme til at løbe alene, hvis Halfdan ikke satte farten ned. Så... Til trods for Halfdans ellers stoiske og stædige attitude omkring disse ting, satte han farten blot en smule ned, da han hørte Alexanders frustrerede udbrud. Det var trods alt heller ikke bare hver mand for sig selv, eller lignende; og selvskabet var da også en stor del af det. Så efter lige at have understreget sin pointe, satte han farten ned, og ventede på at han kunne se Alexander indhente ham. For så derefter at lade den entusiastiske søn af Hades; diktere farten i hvilken de løb. Bare så længe de ikke stod stille.

De var ved at være godt halvvejs igennem skoven, og det var endnu mørkt. Der var intet truende over skoven når man bevægede sig langs bækken. Og da bestemt ikke når man var i fuld galop med svedperler der allerede havde formet sig. Men selvom Halfdan bestemt ikke var den frygtsomme type, var der endnu ikke nok han vidste om denne nye underlige verden.. og han var derfor ikke tryg ved at udfordre skæbnen for meget. Især ikke efter at have mistet en arm til en noget så aggressiv kyklop... Men han tog dog denne løbetur, fordi han ønskede at få så meget af skoven i sin hukommelse som muligt. han kunne, bogstaveligt talt; huske næsten hvert evig eneste træ langs bækken. Alt hvad han fokuserede på mere end to sekunder, var noget der blev inkarneret og indebrændt i hans hukommelse. Så denne rute handlede ikke blot om den fysiske træning, men også det mentale, så og sige.

Løb.. Hvorfor løb? Hvorfor kunne de ikke spille skak? Eller gøre noget, som reelt var noget som Alexander var god til? Han vidste jo godt, at han ikke var den fysiske person. Det vidste Halfdan nok også, derfor valgte han måske lige netop løb?

Alexander kunne sagtens unde, Halfdan at vinde lidt over Alexander. Alexander var nemlig modsat Halfdan enorm social, og yndede at nyde selskab med folk. Det blev simpelthen, så trist og kedeligt hvis man altid var alene. Derfor så han også hele lejren, som sin legeplads. Der var altid mulighed for at have det skægt med andre. Det blev sku så trivielt, hvis man altid bare sad og passede sit job. Ballade, unoder og andet sjovt. Se det var livet.

En sten, en kvist, et træ. Alexander fokuserede og hoppede over naturens udfordringer, som han løb langs bækken. Havde kun øje for at komme afsted, og i sidste ende nå ligeså hurtigt derned ligeså hurtigt, som den gode Halfdan. Der var ingen grund til han skulle gå glip af at komme derned. På trods af at Alexander havde været her i nogle år nu, så følte han sig stadigvæk fremmede nogle af stederne.
Man vidste aldrig om guderne havde en test til ham. Øjne gled analyserende rundt, som han løb og lagde mærke til alle de små detaljer som han fløj forbi. Dyrene, bladene og alle tingene som bevægede sig.

Halfdan var ofte skyldig i at glemme, eller i hvert fald ignorere, hvor lang tid hans nye bekendtskaber havde været i lejren. Ligesom han også ofte glemte, sin egen alder. Langt de fleste af hans nye bekendtskaber - Alexander inkluderet - var trods alt ældre end ham. Måske var det måden hvorpå disse nye venner og veninder syntes at behandle ham.. Han kunne ikke pege fingre på nogen, eller måske ikke udover Richie, som behandlede ham som den 18årige knægt; han i virkeligheden var. Men det var nok også blot hans fysiske størrelse og mentale modenhed, samt stoiske attitude, der kunne få ham til at ignorere sådanne ting; eller få andre til at behandle ham med lidt mere respekt. Hvilket han da bestemt ikke klagede over. Men Halfdan var ikke den mest sociale type, selvom mange sociale sammenhænge kunne føles direkte naturlige og nemme for ham. Dog var det svært for Halfdan at finde ligesindede personligheder. Hvilket, med tiden, havde draget ham mod de umage personligheder. Personer der skilte sig ud, eller som syntes usædvanlige i adfærd og væremåde. Ærlig talt; jo mere en person stod i kontrast til ham selv, desto større var chancen for at Halfdan ville sætte pris på personens selvskab. Det kunne nok ende med at blive ganske kedeligt hvis han kun hang ud med folk der var lige så stille, og kunne virke lige så reserverede som ham selv, trods alt.

Syren i benene var efterhånden tydelig. Det samme var det hastige åndedræt og den høje puls; som stranden nu ikke var langt væk endnu. Tunnelsynet hjalp med at motivere og blokere smerten, imens han stædigt fortsatte det hastige tempo. Det hjalp dog lidt på det, at Halfdan havde sænket farten; for at vente en smule på Alexander. De trænede jo trods alt sammen. "500 yards!" Lød det beslutsomt fra Halfdan, så Alexander ville kunne høre det. Halfdan havde hele bækken målt ud i hovedet. Han vidste præcist hvor langt der var endnu, og hvor lang tid det sædvanligvis tog ham at dække afstanden. Og de gjorde god tid, trods alt. Til trods for Alexanders morgensyge ord, syntes hans attitude dog alligevel at have været muntert og energisk. Så bare dét at følge hans tempo, frem for sit eget, var mere end rigeligt; til at holde pulsen oppe hos Halfdan. Og ikke mindst nok til at holde hans fokus mod opgaven han havde sat for sig, frem for at lade for mange overanalyserende tanker drages mod omgivelserne.

Den sidste afstand igennem skoven, blev dækket uden de store problemer for Halfdan. Han blev dog en anelse overrasket over hvor hårdt det føltes denne morgen. I forhold til hvordan det sædvanligvis var. Men om ikke andet, måtte det vel betyde at det ville gøre ham godt. Eller det håbede han i hvert fald. Det sidste træ blev passeret, og skovbunden blev erstattet af jord og grus. Indtil det så kort derefter, blev til sand; og lyden af New Island Sound kunne høres. Halfdan stoppede endelig op da han så nåede sandet. Brystkassen hævedes og sænkedes aggressivt, og der var bestemt allerede sved på hans pande. Men så igen... det var jo en lang løbetur. Han bukkede sig en smule forover, og lænede sig i en krum position; med begge hænderne hvilende mod sine knæ og lår. "Maybe I should have taken af cheat day..." Sagde han lavmælt og udmattet, imens han kæmpede med at genfinde kontrollen over egen puls og åndedræt. Dog tillod han ikke sig selv for længe til at slappe af. Og så snart den indledende udmattelse var forbi, lagde han sig i en position på sandet. I en planke. Med baller og mavemuskler spændte, benene strakt, hænderne foldet om hinanden; og hele kroppen holdt oppe i udstrakt form, af fødderne og albuerne. Nu var tiden kommet til måske den hårdeste del af træningen.