Simple Things ~ Dallas

Påklædning: Hvid sweater, jeans og hvide converse.

Dallas snerrede for sig selv.
"KOM SÅ HER!" Udbrød han irriteret, og skubbede sin seng væk fra sig. Han kiggede sig kort en smule forlegent omkring i den tomme hytte, og betragtede kort alt rodet med et hævet øjenbryn. Seriøst?
"Lewis! HER, lige nu!" Råbte han stædigt, og efter få sekunder krøb et lille dyr ud fra hjørnet af sengen. En rotte. Dallas kiggede køligt ned på det lille dyr. "Har jeg ikke fortalt dig, at du ikke må gå i køleskabet! For Guds skyld, mand! Jeg nægter at gå over til Posseidons sønner og be' om noget at spise igen, er du klar over hvor ydmygende det er?" I takt med at han snakkede længere og længere mistede hans stemme sin spydighed, og han satte sig på sengekanten. Han kiggede småleende på den lille rotte, og holdt så armen ud, så den kunne pile op til ham. "Og du ved også godt hvad Noomi og Ishcka siger til rotter i huset. Sidst jeg forsvarede dig slog en af dem mig med en kost, og det vil jeg helst undvære" Indrømmede han, og musen lagde hovedet på skrå. Den var ikke så snaksagelig idag, konstaterede Dallas med et hævet øjenbryn, og kiggede så endnu engang rundt i den hærgede hytte.
"Hver ting til sin tid" mumlede han så, og rejste sig, stadig med rotten i hånden. Han åbnede døren udtil, og stillede sig på det øverste trappetrin lige i solen. Den stak allerede på hans hud, så da en kølig brise kærtegnede hans ansigt, lyste han op i et smil af velbehag. Han satte sig på hug på trappetrinnet, og lod så rotten kravle ned af sin arm igen.
"Og husk det nu Lewis: Vil du have mad, så kom og sig det eller find dit eget. Lad. Være. Med. At. Tage. Vores" Sagde han med tryk på hvert af de sidste ord. Rotten så ud til at hænge med hovedet, da den langsomt fik sig slæbt ned af trappen og over i skyggen. Dallas betragtede den med et hævet øjenbryn, og satte sig så endelig ned på trappetrinnet. Der var mange mennesker ude foran, konstaterede han med et suk, og kiggede kort op i himlen. Vejret var udemærket, men han var glad for den lyse sweater han havde over sig. Han nikkede venligt til en forbipasserende fyr, han mindedes at have slået i bueskydning for nyligt, og blev pludselig overvældet af en trang til at træne bueskydning.

Dallas skævede kort mod skoven. Bare synet af den fik et sus til at gå igennem hans mave, og det kriblede i hans fingre for at komme ud og løbe mellem træerne, svinge sig op i grenene og lytte til skovens dyr pusle rundt. Der var ingen anden ting i hele verden, der kunne få ham til at føle sig lige så levende, men heller ikke en ting, der kunne få ham til at føle sig lige så lille. Han skævede kort til solen, og sukkede så. Måske var det ikke lige i dag, han fik lov til at løbe rundt i sin egen lille verden. Hans tanker flød tilbage til virkeligheden, og han skævede ind i hytten, hvor rodet var så i øjenfaldende, at han vidste lige præcis hvad hans søster ville sige. Og sikkert også hans brødre og resten af hans søstre. ”Du har selv rodet, du rydder selv op”, og han havde ingen intentioner om at fortælle at der havde været en rotte i deres mad. Ikke at pigerne ville flippe ud og sådan noget, men han tvivlede på at folk ville spise det alligevel. Han kiggede en sidste gang ned på stien foran huset, hvor halvguder og satyrer gik rundt mellem hinanden. De havde i det mindste noget spændende at lave, tænkte Dallas tørt, lige inden han fik en meget kort øjenkontakt med en blond pige. Han mindedes ikke at have set hende før, men den korte øjenkontakt fyldte ham med en behagelig form for ro. Hele hendes person udstrålede en fantastisk ro. Lige så pæn som hun var, lige så rolig og venlig så hun ud, og Dallas havde lyst til at snakke med hende. Rodet nagede ham, og han kiggede fortvivlet tilbage på sin hytte. Han ville få lov at rydde op alene under alle omstændigheder, så hvad var forskellen på at han først havde fået et par bebrejdende blikke og et sur opstød fra hans søskende? Det gik alligevel ofte ud over ham, da han både var den yngste dreng i flokken, men også den mest energiske og – hvor lidt han end ville indrømme det - sandsynligvis den mest naive og uskyldige i flokken. Det havde både kostet ham mange slåskampe, men også rodet ham ud af en del problemer. Det mærkelige var, at noget af det, der skinnede igennem ham meget tydeligt var hans stjernetegn. Det sagde de fleste, der kendte lidt til astrologi. Dallas var et sommerbarn – ligesom sin mor og sin onkel Apollon – og født i midten af Juni. Altså var han i tvillingens tegn. Tvillinger har ofte to sider af sig selv, og det kunne Dallas relatere til. Overfor nogen, var han sød og uskyldig, men lige så stille han kunne være, lige så rasende kunne han blive. Ofte blev han flabet og drilsk, når han var sur, og han udstod som munter, hvilket ofte fik ham i problemer.
Tøvende kiggede han tilbage på pigen, og opdagede at hun kiggede mod ham. Han sendte hende et venligt smil, usikker på hvordan han kunne tage kontakt til hende. Det ville nok være akavet for mange, bare at gå hen og sige hej, men Dallas var mester i ikke at skabe akavede situationer. Måske var det hans altid muntre og venlige sjæl, men folk fandt altid noget at snakke om i hans nærværd. Med en let klukken over sine flyvske tanker, vinkede han muntert til pigen med det blonde hår, og trak på skuldrene. ”Hej!” Råbte han, og sendte hende et bredt smil. Det var alt han kunne gøre; så måtte pigen jo bare beslutte om hun ville tage imod hans hentydede invitation om at komme hen og snakke lidt med ham. Vejret var alligevel for skønt til at bruge hele dagen inde, trøstede han sig selv, da han endnu engang kom til at tænke på rodet i sin hytte. Det måtte han bare tage sig af senere.

Dallas hævede kort et øjenbryn, da han fulgte pigens blik ind i hytten. En smule forlegent kløede han sig selv i håret, og ventede halvt om halvt at hun ville kommentere på rodet. Det viste sig dog at være en unødvendig konklusion, for pigen smilede blot og hilste på ham. Glæden boblede op i ham, og han overvejede kort om det kunne tænkes at han havde fundet en pige, der var lige så ligeglad med små ting så som rod. Ikke at han havde fordomme om piger på det punkt, men det var hans erfaring at stort set alle de piger han kendte, havde hang til at ville rydde op hele tiden - eller bede andre om at gøre det fordi rod medførte 'meget støv' eller 'ulækre bakterier' eller sådan noget vås. Dallas gik ned af de tre trappetrin så han var på plan med pigen, og ikke over hende. Solen skar ham i øjnene, og han vendte halvt siden til, så den ikke ødelagde hans syn. Da hans øjne havde justeret sig til lyset, betragtede han pigen med et muntert smil. Hun så rar ud. Og var pæn, men det var ikke den mest fantastiske ting i verden, syntes Dallas. Mens mange andre gik efter udseende - og komplimenterede andres udseende - holdt Dallas af personligheder. Og øjne. Pæne øjne var et plus. Men personligheder trumfede alt. En god sjæl, et godt hjerte og en god humor, så var han solgt. Derfor var det også sjældent at han gav komplimenter som 'hvor er du smuk' hvis han virkelig prøvede at imponere en pige. Så gik han i dybden. Engang havde han halvt forelsket sig i en datter af afroditte - døtre af afroditte viste sig at være rimelig krævende når det handlede om komplimenter, og Dallas havde prøvet at komme på den mest rammende kompliment. Han havde sagt 'Jeg synes du er interessant' og havde tænkt at det var 100 gange bedre end at være smuk. Det syntes hun dog tydeligvist ikke, tænkte han tørt.
Han blinkede et par gange med øjnene for at komme tilbage til virkeligheden, og havde lyst til at slå sig selv. Han håbede ikke at pigen havde talt til ham mens hans tanker var taget på eventyr. Det havde hun tydeligvist ikke, for hun præsenterede sig kort tid efter. Dallas klukkede let, da hun sagde hvem hun var datter af. Det var en vane folk havde, for det blev med sansynligvis alligevel spurgt om på et tidspunkt.
Dallas greb fast hendes hånd og gav den et blidt klem.
"Dallas, søn af Artemis" præsenterede han sig.