Its funny how people can act right - Dallas

Tid: 14:43
Sted: Skoven
Omgivelser: Fugle sang, træer og dyr
Vejr: Solen skinner
Påklædning: sort og hvid ternet trøje (profil billede) og et par små shorts


Vejret var dejlig varmt og solen skinnede og stod højt på himmel, Lynie havde fået fri for træning i dag efter det der var sket med hendes knæ, hun kunne dog godt gå på det nu uden det gjorde ondt, men bare ikke så lang tid, hun havde valgt at tage til skoven i dag hvorfor vidste hun ikke helt, hun havde bare ligget hjemme i noget tid og havde fået lysten til at gå ud og få noget frisk luft, hun rettede på hendes sort og hvid skotskternede bluse, hun havde bare valgt at tage et par små shorts på som var lidt slidte hist og her, hun havde ladet skoene blive der hjemme på værelset da det alligevel var varmt nok til at gå uden, hun havde en masse armbånd på armene så det nærmest dækkede dem.
Hun blev nede på jorden i stedet for at klatre op i træet da knæet nok ikke lige kunne klare det endnu men det passede hende også fint da jorden passede hende fint lige nu.

Dallas var i forvejen i dårligt humør. Han kom ikke ligefrem godt ud af det med Hayden, som han havde fundet i Las Vegas og havde taget med tilbage til lejren. Hun var ikke så glad for stedet, og var tydeligt sur på sin far, Hades, så sidst de havde mødtes, havde hun slået ham med en pind. Dallas kiggede ned på sin højre arm, og betragtede tørt det brændemærke som grenen havde efterladt. Som om det ikke var nok, var der en mus der havde spist noget af den lækre mad han havde lavet dagen forinden, og han havde ikke kunne koncentrere til til bueskydning i dag. Alt i alt havde det bare været en dårlig start allerede, og han var bevidst søgt ud i skoven for at få noget ro. Der var næsten aldrig andre, der gad opholde sig i skoven, men Dallas elskede det. Han greb fat i en gren, og svang sin smidigt op i træet, hvor han med et suk satte sig, for for første gang den dag, følte at han kunne trække vejret ordenligt.

Lynie havde gået knap en time til en halvanden og det var mere end hun plejede at kunne gå der hjemme, hun betragtede skoven, dyrene, træerne... himlen.. hmm, men i det hun lavede en forkert bevægelse med foden begyndte smerte straks den brede sig fra knæet til hele benet, hun ømmede sig og tog sig til benet og stod stille for et minut, hvor efter hun søgte hen til et træ hvor hun satte sig op af det og sukkede, damit nu skulle hun vente her indtil hun ikke havde ondt mere før kunne hun ikke gå, "den dreng for bare når jeg er klar" sagde hun med en vred og irriteret stemme og vrissede, hun lænede sit hoved mod træet og åndede ud, nu var der ikke andet end at vente på det gik over så hun kunne komme hjem.

Dallas hørte skridt i skoven. Han stivnede på en af de lave grene, og lukkede øjnene. Efter kort tid med at lytte, fornemmede han små vibrasioner fra jorden. Der var som sædvanligt dyr over det hele - deres lys stod tydeligt for hans indre blik, men noget større og en mule mere klodset kom gående hen imod ham. Et menneske. Dallas snerrede for sig selv, og kravlede længere op i træet for at gemme sig. Kort tid efter kom en pige gående en smule humpende, og lige da han havde fået øje på hende, kunne han se hende skære en grimasse og kigge ondt på sit ben. Var hun skadet? Hun humpede hen og satte sig under træet, som Dallas sad i, og han holdt let vejret for ikke at afsløre sit skjulested. Han var ikke i humør til at snakke lige nu.

//Skal vi have et plot over hvorfor de kommer op at skændes? ^^

Lynie kiggede rundt i skoven, igen, hun ville sikre sig om der ikke lige var en der kunne hjælpe, men der var ingen skoven var tom, og om hun skulle side her næsten hele dagen, hah nej hun ville hjem og det skulle være nu, hun rejste sig op med støtte fra det træ hun sad op af og kom til at starte en lille flamme ved et uheld og veg hurtigt væk og støttede sig op af et træ igen som også satte op i flammer, det skete med fem, seks træer til hun satte sig ned i skov bunden midt mellem træerne så hun ikke kunne sætte flere ting i flammer, bare godt der var ingen her ude mens det skete, hvad skete der hun havde ingen kontrol over sin evne det var også noget tiid siden hun havde trænet men alligevel hun burde stadig kunne huske hvordan man kontrolerede sin egen evne, dagen havde også bare gået dårligt hun havde bare været inde på hendes værelse hele dagen og det var hun ret træt af, så hun ville bare gerne ud men det gik bare ikke så godt for hende

Dallas holdt stadig vejret, og derfor lagde han først mærke til røgen fra træet lidt tid efter, der var sat ild til det. Med et panisk gisp, hev han en portion frisk luft ind, inden røgen kort dækkede hans synsfelt. Med et undrende blik, kiggede han mod pigen, der bare stod og stirrede. Hun stod bare og stirrede! Vreden blussede op i ham hurtigere end han havde troet, og med en snerrende lyd, gik det op for ham at han måtte finde en vej ned. Han sprang over i et andet træ, men kunne godt se at mange af træerne havde samme problem som det første. Med et irriteret suk, kiggede han sig omkring efter en anden vej ned. Han havde ikke tænkt sig at lade ilden fange ham, og da slet ikke i skoven. Det ville både være ironisk og tragisk, når han nu kendte skoven ud og ind, og praktisk talt tilbragte halvdelen af sin dag i skoven. Han bed tænderne sammen, da røgen igen nåede ham, og sprang omsider over i et grantræ. Det gode ved grantræer er deres grene - de er gode at rutsche ned af. Han klukkede for sig selv, for det var noget, han havde gjort hundrede gange som barn. Med godt greb om grenen, lod han sig glide ud over træet, og eftersom hans vægt fik grantræets gren til at bue nedad, skøjtede han hele vejen ned, og landede en smule klodset på jordbunden et stykke fra pigen. "Hvad har du gang!?" Udbrød han, og stirrede koldt på hende. "Få det dog til at stoppe!"

Hun kunne ikke gøre noget, hun var gået i chok, hun kunne ikke engang styre hendes evne det vidste hun godt lidt i forvejen men at det kunne gå så vidt havde hun ikke regnet med, hun kom først til sig selv da hun hørte en stemme ikke langt væk fra hende, hun kiggede over hvor hun vurderede lyden kom fra og fik øje på en fyr, hun kiggede rundt på de forskellige træer der brændte og løftede en finger af fyren for at sige han skulle tie, hun skulle koncentrer sig vis hun skulle kunne slukke for dette, hun lukkede øjne og lukkede alt ude og langsomt forsvandt noget af ilden men ikke det hele det havde hun ikke nok kræfter til, men det var nok til at skoven ikke ville kunne brænde helt ned, hun lande ned på hendes knæ og var fuldstændig tappet fra energi, hun stirrede mod fyren som havde fået hende væk fra hendes trance, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, det var jo ikke med vilje det hun havde gjort, hun havde bare ikke et særlig godt tag om hendes evne endnu.

Dallas snerrede for sig selv. Forbandede lille pige, der prøvede at futte hele skoven af! Jesus Kristus, folk kunne da heller ikke finde ud af at begå sig i skoven. Vidste alle ikke, at ild ikke hørte sammen med en tør skovbund? Det var da logik for burhøns. "Kan du ikke slukke det igen?" Spurgte han tørt, og hævede et øjenbryn. Med en dæmpet hvæsen løb han hen imod ilden, der var ved at tage fat i endnu et lille træ, og slukkede det med hænderne. Nu var der kun ild i omkring 6 træer, og på en eller anden måde burde han kunne holde det til de 6. De var alligevel halvt døde. Han skulede køligt til datteren af hvad han gik ud fra var hades. "Har du tænkt dig at lade hele skoven dø eller hvad?" udbrød han, før han lukkede øjnene, og fokuserede på de levende træer omkring ilden. Han kunne fornemme livet i dem, og måtte kræve alt sin kraft, for at skabe en svag barriere omkring de raske træer, så der ikke ville gå ild i dem.Han ville for alti i verden ikke lade ilden dræbe hans yndlingsskov. Nu havde den jo allerede ædt det bedste træ, tænkte han køligt, og knyttede hænderne for at holde fokus. Ilden var allerede begyndt at ebbe ud, kunne han mærke..

Hun sagde ikke noget, hun stod og kiggede på fyren hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, hun ville ikke indrømme at hun ikke kunne styre sin evne, det var bare pinligt og svagt, hun rystede på hovedet "nej" hendes stemme var lav og forsigtig, hun kiggede på de træer som stadig brande, hendes blik fugte fyren da han løb mod ilden og forhindrede den i at tage fat i endnu et træ, hun kiggede på de træer der var ild i, hun måtte kunne gøre noget, men hun havde ikke lært meget om sin evne, det var jo det Gabriel ville lære hende, "Gabriel bliver ikke alt for glad for dette" sagde hun dæmpende, hun kiggede på drengen og fik øjenkontakt med hans kølige blik, hun gys, hun kiggede forvirret rundt, hun lukkede øjne hårdt i og koncentrerede sig om ilden, den skulle slukkes, selvfølgelig ville hun ikke lade senne skov dø, jo mere hun koncentrerede sig jo mere forsvandt ilden og til sidst var den helt væk ikke engang en lille flamme var tilbage, hun faldt på knæ, det havde taget det meste af hendes energi og smerten i knæet som hun havde glemt alt om var kommet tilbage, hun kiggede på fyren hun måtte komme med en undskyldning, hun rystede på hovedet og kiggede så ned i jorden, hun havde ingen undskyldning kun sandheden.