Er det ikke bare en dejlig dag? ~Dallas

Sted: Skoven
Tid: Midt på dagen
Omgivelser: Træer, buske, skovens dyr
Vejr: Ganske lunt, ingen vind


Ashley sad i udkanten er skoven, inde i træernes dejlige skygge. Hun sad med udstrakte ben og lænede sig tilbage støttende på hænderne. Et lille smil formede hendes læber mens hendes blå blik undersøgte området. Hun var faktisk ret glad for tiden, det hele gik ganske godt. Hun gabte lidt og havde næsten allerede genvundet sine normale krafter igen, efter at hun havde sendt en morder ned til hendes far. Hun havde en sort bikini top på og et par shorts i et dejligt blødt stof, men hendes fødder var bare. Hun elskede følelsen af græsset mod hendes bare fødder.

Dallas svang sig hurtigt over træet ved siden af. Han lod sig glide en meter ned af stammen, før han skubbede sig væk fra træet med alt den kraft han kunne mønstre. Et kort øjeblik var han frit i luften, så greb han fat i grenen på en bøg, og svang sig op at sidde. Han pustede ud. Det lune vejr gjorde hans daglige træning endnu hårdere, og han måtte oftere og oftere stoppe op.
En bevægelse under ham, fik ham til at holde vejret. Noget bevægede sig i græsset.
Dallas lod sig lydløs glide længere ned af stammen, og fik så øje på en pige. Han åndede lettet op, og lod sig dumpe ned på græsset lidt fra hende.

Ashley sansede noget oppe i træerne og kiggede op og fik øje drengen. Hun fulgte ham med blikket til han ramte jorden. Hun smilede forsigtigt og en smule genert. "Hey," sagde hun venligt og så på ham med store blå øjne. Hun satte sig mere op og strøg noget hår væk fra øjnene. Hun betragtede ham med et venligt og åbent blik. "Hvad laver du her, søn af Artemis?" spurgte hun nysgerrigt og satte sig i skrædderstilling i en elegant bevægelse.

Dallas smilede til pigen, uden spor af generthed selvfølgelig, for han var en næsten sorgfri sjæl. "Godaften" Hilste han med, som altid, varm stemme. Da hun tiltalte ham som søn af Artemis, rynkede han øjenbrynene og lagde hovedet på skrå. Hun måtte have en evne. Eller også.. Kunne hun være? Dallas lyste kort op, og gestikulerede ved siden af hende. "Må jeg sætte mig ned?" Spurgte han, men ventede egentlig ikke på svar, før han let satte sig i skræderstilling på jorden ved siden af pigen.
Hvad lavede han her, spurgte hun? "Du kan kalde mig Dallas. Og hvad jeg laver her?" Spurgte han, og smilede skævt. "Skoven er mit hjem." Svarede han blot, måske fordi hans mor havde så meget med skoven at gøre. "Og hvad med dig, datter af Hades?" Det sidste blev sagt i et spørgende tonefald, da han var usikker på om hun var datter af hades.

Ashley smilede mere åbent og venligt til ham. "Selvfølgelig må du det," sagde hun med en let syngende accent og et lille skævt smil, samt et nysgerrigt blik i sine store blå øjne. Hun vendte sig om mod ham da han satte sig, stadig i skrædderstilling. Hun kunne ikke lade være med at le en smule. "Selvfølgelig er den det," sagde hun blidt. "Hyggeligt at møde dig, Dallas. Mit navn er Ashley Morte." Hun smilede en smule skævt til ham og rødmede let da han gættede hvem hendes fader var. "Jeg nyder da bare dagen," sagde hun med en lille latter. Hun smilede til ham og lænede sig nysgerrigt mod ham. "Hvad afslørede mig?" spurgte hun med et nysgerrigt blik og et smil om læben.

Dallas smilede, en anelse overrasket over hendes syngende stemme, men den gjorde ham veltilpas. Han sank lidt sammen i de ellers let spændte skuldre, og sendte hende et varmt smil. Hun var helt klart ikke som de to andre hades-halvguder han havde snakket med. På ingen måde. "Ja.. Det er vel bare et godt sted at tænke" Han trak på skuldrene, og bed sig i læben, en anelse forlegen over at skulle indrømme forholdet til naturen. Men sådan havde han det, og så var det lige meget med alles 'Ej hvor er det tøset" kommentarer, det måtte de bare accepterer, eller lade ham være.
"Ashley" Han gentog navnet med et let nik, fordi han vidste, at han ville have svært ved at huske det. Navne var ligesom hans svaghed. "Æren er på min side"
Hvad havde afsløret hende? Dallas tænkte sig om, lagde hovedet på skrå, og skabte øjenkontakt. "Dine Øjne" Svarede han blot, med et svagt smil på læberne.

Ashley så på Dallas og smilede blidt og varmt til ham. "Bestemt," medgav hun med et lille grin og så på ham. Hun betragtede ham med sit normale åbne og blide blik og havde fået en let rødme i kinderne. Hun strøg ubevist noget hår væk fra sit ansigt for bedre at kunne se ham, hun kunne ikke lade være med at smile da han bed dig i læben, han så virkelig kær ud da han gjorde det.
Hun nikkede let med et lille grin da han sagde hans navn. Hun mødte roligt hans blik og så mere undrende ud. "Mine øjne?" spurgte hun med en let panderynken, og fik så et mere nysgerrigt blik, der sagde mere end ord.

Hun var så.. Anderledes. Det var det eneste ord han kunne komme på, han følte beskrev hende rigtigt. Hun havde farve i kinderne, glimt i øjet, et frisk smil, en syngende stemme og ind til videre en blid personlighed. Hun var så anderledes - Anderledes fra de andre af Hades' børn, og Dallas kunne godt lide hende. Hun var munter, men ikke med for store armbevægelser, og en smule genert, lod det til. Og så holdt han af at hun rødmede. Han smilede for sig selv og nikkede. Han betragtede måden hun strøg totten om bag håret, og lyste op i et skævt smil. Det var sådan en pige-ting. Lidt ala; 'Hej, jeg fjerner fokus fra mit ansigt til min hånd, så du ikke skal kigge sådan på mig' - Havde han fået fortalt, så han kunne ikke lade være med at smile.
"Ja.. Dine øjne" Han lagde hovedet let på skrå. "De er mørke - Mørkere end de andres. Og så er der noget.. Dybt i dem. Som om de aldrig ender." Han smilede forlegent.

Ashley strakte sig lidt uden at tænke på hvordan det måtte se ud da hun havde en bikini overdel på og de sorte shorts. Hun var bare stadig udmattet over at skulle have sendt den mand ned til sin far. Hun kunne selv godt li Dallas indtil videre, bare det at han ikke virkede så reserveret som den anden søn af Artemis hun havde mødt. Og på grund af hans smil, hun kunne virkelig godt li hans smil.
Hun så på ham og rødmede da han forklarede det med hendes øjne, hun smilede lidt. "Det har jeg aldrig hørt før," sagde hun med et lille grin, der tydeligt sagde, at hun var noget forlegen over at hun rødmede så meget.

Dallas smilede fornøjet for sig selv. Nye bekendskaber gjorde ham umådelig glad - specielt når det var med folk, man ikke regnede med, man kunne holde ud. Men han var nu heller ikke en person med fordomme. Eller.. For det meste ikke. Heras børn, specielt døtrene, kunne han ikke føre en samtale med, uden at blive helt spruttende og irriteret - fordi de helt klart ikke lagde skjul på deres modvilje til Artemis, og derved også til ham selv.
Han smilede bredere, da han lagde mærke til at hun rødmede. "Undskyld hvis jeg gjorde dig forlegen" Sagde han blidt, og kløede sig let i håret. Folk havde det med at blive lidt stødte af hans åbne personlighed, og specielt pigerne blev ofte generte eller forlegne. "Men" .. Han tøvede. "Jeg kender ligesom folk på deres øjne" Han smilede skævt. Øjnene sagde altid alt. Øjnene var en portal til folks indre. En portal til følelser.

Ashley smilede varmt til ham og havde stadig røde kinder. Hun dømte altid kun folk på hvordan de var overfor hende, ikke deres forældre. Hun vidste godt at hun ikke altid kunne ligne en af Hades døtre, men de færreste havde set hende vred og hævngærrig.
Hun klukkede blidt over ham. "Jeg er forlegen over at jeg rødmer, ikke hvad du siger," forklarede hun blidt og smilede til ham mens hendes kinder var ved at få sin normale farve igen. "Jeg kan godt li, når folk siger tingene som de er," sagde hun med et lille grin. Hun lænede sig lidt mod ham uden at tænke over det. "Det har jeg aldrig hørt før at nogen kunne." Et lille skævt smil begyndte at forme hendes læber. Hun fangede hans blik og smilede større. "Du har pæne øjne," sagde hun bare uden videre.

Dallas nikkede for sig selv, mest for at lade hende vide, at han hørte hvad hun sagde. Gammel vane, da han selv hadede når folk ikke reagerede ved noget man sagde. Et 'aha' og et 'okay' ville være dejligt, men sådan noget med bare at sidde og kigge, irriterede ham grænseløst, så han sørgede altid for at følge med i andres samtaler. For ikke at være dobbeltmoralsk.
"Hvorfor er du forlegen over det?" Han lagde hovedet let på skrå, og smilede til hende. "Jeg synes nu det er sødt" Han lænede sig op af træet han sad op ad, og smilede muntert for sig selv. "Og det kan jeg også. Alt det med at pakke tingene ind er ikke lige mig" Han bed sig muntert i læben, og lagde veltilfredst armene om bag sit hoved for at strække sig.
Dallas åbnede munden for at sige noget, men lukkede dem så igen. Han smilede svag, utroligt smigret over hendes kompliment. "Tuside tak." Han smilede bredere "Det har du bestemt også.

Ashley smilede varmt og sødt over ham, hun syntes bare bedre og bedre om ham. "Fordi jeg ikke er særlig vant til at rødme," forklarede hun grinende. Hun var selv meget høflig opdraget til altid at følge med i andres samtaler og at tale pænt til andre, ligemeget hvor slemt de behandlede hende. En let rødmen bredte sig over hendes kinder igen, da han sagde, at det var sødt når hun rødmede, hun var virkelig ikke vant til at andre komplimenterede hende. Hun smilede større til ham og lagde ikke slør på hvor godt hun synes om ham allerede. Hun vidste det kunne ses i den måde hendes øjne glimtrede på. "Det er nu engang godt, jeg kan være ret ..." hun tøvede en gang mens hun valgte sine ord. "Langtidsopfattende. Andre har det med at blive ret irriteret over det," sagde hun med et skævt smil.
Hun trak smilende på skuldrene da han sagde tak. "Det er bare sandheden," sagde hun med et varmt og sødt smil, og rødmede endnu en gang, nu bare da han sagde, at hendes øjne osse var pæne. "Jeg takker," smilede hun og vidste at hendes øjne glimtrede igen.

Ikke vant til at rødme. Dallas smagte lidt på det, og hævede så et øjenbryn. Vant til? Hans læber krusede i et smil. "Så.. Det er kun sjældent du rødmer?" Han lagde hovedet på skrå, og betragtede hende stumt. Hans øjne viste dog tydeligt, at han var glad. De lyste, smilede og grinede på samme tid, hvis øjne da kan det.
Han smilede bredt over hendes kommentar om at være langsomopfattende. "Det siger bare lidt om, at du stoler på folk, ikke?" Han nikkede for sig selv, for han kendte godt til problemet. Måske var han bare for naiv, men han fattede ofte ikke folks små hentydninger eller når de pakkede tingene ind. Selv følte han, at han hellere ville direkte lyve, end at fortælle en anden version af sandheden. Han betragtede den lette lyserøde farve, der blev ved med at brede sig over hendes kinder, og måtte endnu engang smile. "Det er jo bare sandheden" Svarede han til hendes tak, og blinkede indforstået.

Ashley klukkede blidt og smilede til ham med lette røde kinder. "Nej, det er kun ved få personer jeg rødmer," forklarede hun, som om det var helt normalt. Hun smilede varmt og venligt til ham. Hendes øjne grinede igen og hun synes allerede virkelig virkelig godt på ham.
Hun trak på skuldrene med et lille grin. "Jah, det kunne man godt sige," smilede hun til ham. Hun havde det med at stole blindt på andre, hun kunne ikke gøre for det.
Hun lo over ham og mærkede rødmen komme endnu kraftigere frem. "Det kan være din sandhed," sagde hun drillende og smilede varmt til ham.

Dallas sendte hende et bredt, varmt smil, og trak på skuldrene. "Så vælger jeg at tage det som et kompliment" Han missede med øjnene mod solen, og smilede tilfredst for sig selv. Der var intet bedre end godt selvskab, så han kunne ikke klage. Så gjorde det bestemt ikke noget at selvskabet også så godt ud, og tydeligvist godt kunne lide ham. Han smilede varmt tilbage til Ashley, og nikkede småleende. "Eller også betyder det bare, at vier to naive fjolser, der er lidt for optimistiske omkring folk" Han trak endnu engang på skuldrene, og grinede let for sig selv. Hans bedste ven havde op til flere gange kaldt ham et naivt fjols, så han måtte indrømme at det nok var der problemet lå. "Jeg ser det gode i folk" indrømmede han. "Og om det gør mig naiv eller bare til et godt menneske, det ved jeg ikke endnu"

Ashley klukkede fornøjet over det han sagde. "Javel så," sagde hun leende. Hun betragtede ham med et varmt, smilende blik og et skævt smil på læben. Hun synes meget om at snakke med ham, han var morsom og sød, og så så han endda godt ud, selvom udseende jo ikke var alt. Hun havde mødt mange som så godt ud, men som var nogle værre kællinger.
Hun klukkede muntert over ham. "Vi er som vi er," sagde hun blidt og drillende og blinkede til ham. Hun vidste godt selv at hun var ret naiv, men hvad skulle hun gøre ved det? Sådan var hun bare.
Hun smilede lidt overrasket over hvad han sagde. Hun var præcis selv sådan. "Du er ikke alene," sagde hun blidt og smilede varmt og sødt til ham. Hun synes bedre og bedre om ham.

Dallas nikkede for sig selv. "Det er vi i hvert fald" sange han konstaterende, og sendte hende et svagt smil. En let brise fik bladene til at rasle, og han lagde hovedet op af træstammen bag sig, mens han blot nød lyden af skoven. Skoven som altid havde og altid ville være hans hjem. Det eneste. Nok boede han i hus med sin familie, og det havde han det rigtig godt med, men det sted han følte sig aller bedst tilpas var i skoven. Han vidste godt han ikke var den eneste der havde det på den måde, og det havde han det også helt fint med.
Dallas sendte hende et bredt smil. Han vidste godt, han ikke var alene, men at få det bekræftet gjorde ham endnu bedre tilpas. "Det er altid godt at vide" Smilede han, og rettede sig lidt op, så han kunne se hende. Han var lidt overrasket over hvor blid hun var, for han havde hørt meget om børn af hades, og han havde også for nylig mødt en af dem, der var knapt så venlige.

Ashley klukkede blidt og smilede varmt og sødt til ham mens hendes øjne glitrede ganske svagt. Hun var begyndt at tro, at hun havde en lille svaghed for sønner af Artemis da hun jo for kort tid siden var kommet sammen med én af dem. Eller, de var i hvert fald mere end venner nu, hun vidste stadig ikke om de kunne kaldes kærester.
Hun betragtede Dallas mens han bare sad der. Hun synes godt om ham, det var sikkert.
Hun lo blidt over ham og rødmede let under hans blik da han svarede. Hun bemærkede godt hans lettere overraskelse over noget, men hvad kunne hun ikke finde ud af. "Hvad er der?" spurgte hun så bare uden videre, og med utilsløret nysgerrighed. Hun smilede skævt og sødt til ham.

Dallas grinede for sig selv. Sådan havde han også opfattet børn af Hades - uden indsvøb, og det måtte hende her også sige at være. Helt uden indsvøb, og det passede ham ganske godt, da han altid havde holdt på at være ærlig. "Det er bare .. " Han tøvede, pludselig en anelse pinligt berørt over sine tanker. "Der er bare så mange fordomme i verden" Startede han, og rynkede øjenbrynene, for han vidste ikke helt hvordan han skulle forklare sig. "Og specielt her i lejren. Folk har fordomme omkring andre, på grund af ting, der skete for flere tusinde år siden" Han smilede svagt, og kiggede så op på hende. Han betragtede hendes glimtende øjne. "Og rygter og sladder påvirker én, også selvom man prøver ikke at blive påvirket af det. Så jeg er vel bare overrasket over at møde en datter af Hades, der er så blid som du er" Han smilede til hende, et varmt smil, for at vise at hun ikke burde tage hans pladder personligt.

Ashley smilede skævt til Dallas og lagde sine hænder i sit lår. Hun lagde sit hovedet let på skrå, da han tøvede. Hun sagde ikke noget, lod ham bare tale mens hun lyttede. Hun kunne ikke lade være med at klukke lidt over ham og det han sagde til sidst. "Ah, de normale Hades-børn fordomme," sagde hun blidt og forstående. Hun smilede varmt og roligt til ham, hun dømmede ham ikke på grund af det. "Det er min opvækst der har gjort mig til den jeg er, ikke min far," forklarede hun blidt. "Men nu skal du ikke tro, at jeg kun kan være blid og rar." Hun fik kort et glimt af noget faretruende i sit blik, men det forsvandt hurtigt igen og hendes øjne glimtrede som de gjorde før. "Min far er ikke så slem, som man skulle tro, han kan være der for én og man ved at han elsker én," sagde hun og smilede varmt ved tanken om sin far, hvilket sikkert ville virke mærkeligt for Dallas. Hendes far var jo Hades.

Dallas smilede og trak på skuldrene. "Dem er der vel om alle guderne og alle os halv-guder" sagde han med et skævt smil, "Men af en eller anden grund, synes jeg aldrig de passer helt så godt" Han smilede bredt til hende, og betragtede endnu engang hendes øjne. Han syntes godt om det mørke og lidt dystre ved dem, og blev så en anelse forskrækket da hun syntes at se helt drabelig ud. Han lo for sig selv, og klappede sig på låret. "Det tvivler jeg ikke på!" Tilkendegav han, og lænede hovedet op af træstammen igen. "Jeg har nu aldrig mødt din far, må jeg sige, så jeg kan jo ikke selv ytre mig om det. Man høre bare så meget, og det er snart alt sammen det purre opspind" han trak på skuldrene og smilede varmt til hende. "Nogengange er det vel bare bedst at lade være med at lytte til sådan noget"

Ashley klukkede stille og trak selv en gang på skuldrene. "Det er godt nok rigtigt, men vi Hades børn har altid haft en dårligt ry," sagde hun stille og smilede sørgmodigt. Hun havde flere gange blevet udstødt bare på grund af hvem hendes far var. Hun så på ham da han talte igen og lyste så op i et stort og tydeligt glad smil. "Det er jeg glad for, at du synes," sagde hun med smilende øjne. Hun havde stadig en svag rødmen i sine kinder.
Hun bemærkede godt at han blev en smule forskrækket, men tog sig ikke helt af det, han skulle vide, at hun ikke var så sød og uskyldig som hun så ud. "Godt godt," sagde hun blidt og smilede roligt til ham. Hun klukkede lidt over ham. "Arg, de fleste rygter passer nu om min far, men han kan være rar," sagde hun grinende og smilede varmt til ham. Hun nikkede lidt. "Jeg er helt enig, man skal ikke lytte til rygter og sladder," sammengav hun med et smil.

Dallas smilede skævt "Det kan der være noget om. Men jeg skal nu ikke være den der dømmer" Sagde han varmt, og støttede hovedet mod træstammen bag sig. Han betragtede hende med et muntert blik, og trak på skuldrene. Det var ikke noget stort. Han kunne bare ikke lide at dømme folk ud fra rygter. Det var lidt ligesom... Lidt ligesom at høre andre tale om et sted i verden, og så vælge ikke at tage der hen, fordi du er blevet fortalt én side af historien; måske påvirker lige nettop det sted dig mere end du tror.
Dallas trak endnu engang på skuldrene. "De fleste rygter om min mor er nu også sande, men det betyder ikke at hendes børn er ligesom hende, vel?" Sagde han med et smil, og kom til at grine. "Ej nu var det også et skidt eksempel.. Hun er jo lidt.. Speciel min mor.. Med hensyn til det med mænd og sådan" Sagde han smilende.

Ashley så på ham med et glad og varmt blik. Hun smilede taknemmligt, selvom han sagde, at han ikke var den dømmende. Hun kunne ikke lade være, hun kendte så mange som dømte på grund af baggrund, familie og hvad andre fortalte.
Hun klukkede muntert over ham da han nævnte det med hans mor. "Det er der noget ved," smilede hun til ham.

//Har ikke lige så meget krea ^^'