simple logical - Pollux

t omkring 10.15
s ved bålet, som ikke er tændt endnu.
v solen skinner, fuglene synger.
o ingen halvguder. slet ingen.
p en stram kontornederdel, en hvid stram skjorte og stiletter. Løst hår, sin halskede og naturlig makeup.

Santinel stod og så på resterne af bålet fra igår. Hun fortrød at hun havde taget stiletterne på, men pyt nu med det.
Hendes blå øjne spejdede efter en at spørge om vej. Men der så ikke ud til at være ngen, overhovedet. Hvilket, efter jordens nedtrampning, ikke var normalt.
Hvor var alle henne?

Hun havde fået besked på at tage hen til hytterne for halvguder hvis forældre var underguder. Underguder! Ja som om. Guderne som var børn af andre guder, blev så nu betegnet som underguder. Sikke en hån!

Hun var sikker på at ingen ville tro andet end at hun var en af Afrodites Døtre, eller som hun personligt kaldte dem; Posh Totties!

Hun trak på skuldrene inden hun begyndte at gå, tilbage mod hovedbygningen for igen at spørge om vej.

Påklædning; avataret.

Pollux var på vej hen til lejrbålet. Han havde lige været ovre i hovedbygningen og haft en samtale med sin far, hr. D eller Dionysos. Pollux var en af Dionysos eneste børn i lejren, han havde kun sin halvsøster, Charlie, og så to drenge han aldrig kunne huske navnet på, men det var noget i stil af Cham og Carl.

Han kiggede ned ad sig selv. Han havde en grå blæser på og en lilla skjorte indenunder, og det så faktisk ret godt ud. Han havde nogle stramtsiddende mørkeblå bukser på, og det var flot kombineret med skjorten og blæseren.

Bålet var slukket, men der kom et par af Hestia og Apollons børn og satte gang i fællessangen.

santinel gik bare, så kort på ham mens hun gik. Lilla skjorte, blå bukser. Ingen stil.
Hun så derefter over mod hovedbygningen igen, tavs,

Det var tydeligt at hun var en snob. Nok at forveksle med en Posh Tottie. Men det tog hun sig nu ikke så hårdt af.

Hun sukkede arrigt da hendes fod sad fadt i et lille hul i jorden. Hælen på hendes venstre stillet var gravet ned i det bløde jord. Hun sukkede vredt og prøvede at vride hælen fri

En pige gik ved siden af ham. Hun havde noget utrolig mærkeligt tøj på, det var ikke ligefrem det man kunne kalde stilrent! Hun kiggede nedladende på ham, og der var et eller andet ved hendes nedladende smil der fascinerede Pollux. Hendes øjne var smukke.

Hun gik ved siden af Pollux, men hun trådte på et tidspunkt ned i et hul. Pollux følte, at hvis han skulle hilse på hende, så skulle det være nu. Han kiggede på hende, og hilste "Hej, skal jeg hjælpe dig op?"

hun vred anklen lidt, indtil drengen fra før stoppede op og snakkede til hende.
''det må du meget gerne'' sagde hun, en smule lettet over at han faktisk stoppede op.

''Mit navn er Santinel'' sagde hun og rakte ham hånden.

Santinel. Det var egentlig et ret flot navn. Det smuttede på tungen. Santinel. Det havde ikke nogen forbindelse til nogle af guderne eller heltene. Det havde hans. Han hed Pollux, ligesom Zeus' søn!

"Pollux Dioskura, Dionysos stolte søn!" præsenterede han sig selv og hev hende op af hullet.

hun så en smule taknemmelig på ham.
''Tak, Pollux..'' svarede hun stille og begyndte så at gå igen

"Selv tak," svarede han hende. Han fulgte efter hende hen til bålet hvor han satte sig og nød varmen af de røde gløder.