Picnic date with the best uncle! - Dallas <3

Efter at have jagtet sin næsten to årige dreng rundt i nogle gode minutter var en dobbeltseng det eneste, der separerede mor og søn, da de stod over for hinanden i noget, der næsten fik det til at ligne en uskyldig, mexicansk standoff. Moren stod på den ene side med en skjorte i højre hånd og den venstre hånd hvilende på hendes hofte i en autoritativ manér for at udvise alvorlighed igennem hendes kropssprog. Hendes mine afspejlede sig blot efter dette; hun havde let løftede øjenbryn og læberne var spidset en smule sammen. Et typisk ansigtsudtryk hos en person, hvis tålmodighed var ved at løbe op.
Sønnen stod på den anden side med et stort smil, der kunne smelte et hvert hjerte. Hans hænder hvilede mod sengens overflade, for på trods af, at drengen næsten var to år gammel og kunne gå fint på sine egne to ben, så havde han ikke fravænnet sig fra at støtte sig op ad diverse møbler og personer, når han gik på eventyr og til sidst skulle stå stille. Nej, han var stadig ikke glad for følelsen af at stå helt stille uden nogen form for støtte, men hvad han til gengæld var umådeligt glad for, var at irritere og drille hans mor til bristepunktet. Noget han så fint havde arvet fra hans far.
"Milos, we're gonna be late," lød det frustreret fra halvgudinden. Hendes frustration blev dog blot mødt af en øredøvende og skinger latter fra hendes søn, der som svar slog sine håndflader mod sengens overflade i ren begejstring, "just put on the flannel!" tilføjede hun.
Den lille dreng rystede på hoved uden at lade det store smil falme bare den mindste smule. Han havde nægtet sin mor at lade hende klæde ham på med en skjorte, da han simpelthen mente, at det var for varmt. På trods af, at hans mor gentagende gange havde forklaret ham, at det var for at forhindre, at han blev solskoldet, så fortsatte han sin påståelighed. Dét var desværre noget, som han nok havde arvet fra hende. Halvgudinden endte med at sukke dybt. Hendes ansigtsudtryk blødte op, og hun sendte sit barn et kærligt smil, hvorefter hun smed skjorten hen på sengen, så den dækkede hans håndflader.
"Tell you what. You put the flannel on I will carry you aaall the way, and I'll let you take it off when we get to the hill," drengen så ned på skjorten med et overvejende blik og lod sin overlæbe dække sin underlæbe. Det var et fristende tilbud hun kom med. Hans mor fortsatte dog i den samme pædagogiske tone, "But! hans blik mødte hendes, "If you don't wear the flannel, I will call your uncle and cancel your playdate" afsluttede hun og lagde armene over kors, hvorefter hun trak blidt på skuldrene. Drengen gispede over det ultimatum, som hans mor havde stillet ham, hvorefter han rynkede utilfreds på næsen, da han egentligt stadigvæk ikke havde lyst til at tage den på, men han ville hellere se sin onkel.
"So what's it gonna be?"

Med en fuldt pakket taske på ryggen og en livlig to årig dreng, der havde slået sin ben rundt om hendes højre side, i armene, begav Elena sig op ad Halvblodsbakken. Livslang træning, der skulle havde forberedt hende på at møde det værst tænkelige på en slagmark, havde vist sig nyttig til meget andet end blot dét. I stedet for at løfte tunge våben og svinge dem rundt, så kunne hun i stedet bære på Milos, der havde arvet ADHD fra både Julien og hende, hvilket resulterede i, at han konstant vred sig i Elena's arme og stillede alle tænkelige spørgsmål uden nok mellemrum til, at hun kunne besvare dem alle. Dog havde hun lært at være yderst tålmodig, i hvert fald når det gjaldt hendes søn. Så hun smilede blot og lo af hans pludselige udbrud, når han fik øje på noget spændende. Hun priste sig dog lykkelig, da hun endelig nåede bakken og genkendte en velkendt skikkelse ved Thalia's træ. Hun fjernede venstre hånd under måsen på Milos, så hun kun holdte ham med sin højre, og pegede hen mod skikkelsen, hvorefter hun gispede og lænede sig ind mod sin søns øre.
"Look, Milos! Who's that?"

Dallas var for sent på den.
Hvorfor var han altid for sent på den? At bo i halvblodslejren havde lært ham rigtig mange ting - den virkelig verden havde lært ham endnu mere - men der var én ting, han bare ikke syntes at kunne ryste af sig, og det var hans manglende evner til at administrere tid. Det var som om, der altid kom ét eller andet vigtigt op, så snart han var på vej ud af døren. Idag havde det været ballade mellem nogle sønner af Artemis og nogle sønner af Athena. Som vejleder var det i bund og grund Dallas' ansvar at holde sine halvsøskende ude af problemer, så han var blevet nødt til at bryde slåskampen op og være sikker på, den ikke ville bryde ud igen.
Hidsig over Athena-sønnernes manglende evne på forståelse, havde han tampet hen til Athena hytten, for at snakke med Annabeth og bede hende have en snak med de to gutter, men siden lejren stort set var tom, havde der ikke været nogen i hytten, og han var blevet nødt til at vende om, og sende de 4 drenge hen til Chiron, da han ikke selv havde hverken tiden eller overskuddet til at tage sig af drengestreger lige nu. Han ville gemme dén energi til Milo.
Taken om den lille energibombe fik Dallas til at smile, så snart han begav sig mod halvblodsbakken. Knægten var allerede to år gammel, og Dallas havde fra første sekund han havde set det lille menneske foran sig, følt sig beæret over overhovedet at være i nærheden af sådan et lille mirakel. Han havde taget onkel-rollen på sig med rank ryg og var meget hurtigt blevet enig med sig selv om, at selvom han var vildt forelsket i den lille vildbasse, var det så meget sjovere at være onkel end det ville have været at være far - han kunne få lov at lege og være smart og sjov og en lille smule fræk, fordi det ikke var ham der skulle opdrage på den lille dreng. Så selvom Elena nogen gange sendte ham knivstikkende øjne, når han rakte tunge eller hjalp Milo med at charmere sig ind på pigerne i lejren, var det det hele værd.

Dallas nåede endelig toppen af bakken, som han for mange år siden var løbet op ad med en sur vindånd i ryggen, og fødder der var ødelagte af at løbe igennem skove og marker,
og han vendte sig om, for at betragte udsigten.
Hjem, tænkte han, og smilede tilfreds for sig selv. Han havde brugt mange år hvor han ikke havde kunne finde ud af at falde til nogen steder, men de sidste par år havde han holdt igen med missioner, og havde fokuseret på at hjælpe lejren og være vejleder for sin hytte, og endelig følte han sig ikke rastløs længere. Dét var hjem. Han lænede sig op af stammen til det store, smukke træ, og da han spottede Elenas skikkelse, bærende på en sprællende abekat, blev følelsen af hjem kun forstærket. Det var de små øjeblikek som dem her, der fik ham til at gå i seng med varme i sit hjerte og et smil på sine læber.

Han satte sig på hug, og åbnede armene med et bredt smil, som en invitation til Milo om at løbe hen og give ham en krammer.
"I bet you're too tired to run all the way over here, monkey!" Kaldte han med en drillende udfordring i sin stemme.

Den lille dreng, hvis energiniveau altid synes at være på højtryk, forårsagerede et varmt og blidt smil på hans mor's læber, imens hun betragtede ham. Der var ingen tvivl om, at Milos var kilden til Elenas glæde. Det havde været hårdt og psykisk udfordrende at bære drengen i fyrre uger, men resultatet af at holde ham i sine arme efter fødslen var stridighederne værd; men de fyrre uger havde ikke været nemme. Det var ikke en hemmelighed, at Elena havde oplevet mange tumulter i sit liv, før Milos kom til, som havde resulteret i heftige traumer, der måske ikke var blevet bearbejdet helt igennem. Hun havde mistet sin far i en ung alder af ti år, og med kun få måneders mellemrum kom hun ud for en kanoulykke med hendes trillingesøskende, der resulterede i, at Benjamin forsvandt, hvilket udløste en reaktion i Christel, der gjorde, at hun nu led af en sjælden sygdom, der tvang hende ind og ud ad komaer, der kunne vare få timer til flere år. Denne omgang havde nu varet fem år. Benjamin vendte tilbage til lejren i 2010, fem år efter ulykken, men forlod blot lejren igen fem år efter og efterlod Elena alene. Han efterlod hende kun med en telepatisk besked; han var draget ud for at finde en kur til deres søster. På daværende tidspunkt var Julien blevet en del af hendes liv, hvilket var én af årsagerne til, at Benjamin tænkte, at hans forsvinden ikke ville påvirke hende synderligt meget. Men han var ikke barn af Apollon, han var barn af Athene, ligesåvel som Elena var. Han havde aldrig kunnet forudsige de traumer, dét endte med at påføre hende. For slet ikke at nævne andre dårlige oplevelser og kærligheds intriger, som hun havde gennemgået i mens. Det eneste, der forankrede hende til sund fornuft, var hendes konstante træning.
Gennem årerne havde Elena lært, at dét at slå løs på trædukker og vinde over andre lejrdeltagere i kamp var væsentligt mere tilfredsstillende og psykisk befriende, end at tage en alvorlig snak med Chiron, eller lejr-rådgiveren. Nej, hun skulle ud med frustrationer og traumer ved at være krigerisk voldelig med høj adrenalin pumpende i hendes åre. Ikke snakkesaglig med en person, der blot ville dømme, konstatere og diagnosticere hende med noget, som kun guderne måtte vide. Træning blev en essentiel del af hendes liv, eksistens og vigtigst af alt; identitet.
Året efter blev hun forlovet og gravid. De fyrre uger, der fulgte, skulle vise sig at være noget af det hårdeste, hun nogensinde ville gennemgå. Hun havde aldrig været god til at artikulere sig højlydt gennem udtalte ord. Hun gjorde det gennem forlængelser af hendes lemmer; våben i den ene hånd, skjold i den anden, en fastbundet dolk om det ene lår og en daggert om det andet. Men det var jo ikke en ansvarlig måde at udtrykke sig på, når man pludseligt havde et barn voksende i maven. Så hvad kunne hun gøre?
Julien havde tilbudt at være en eksklusiv sparringspartner for hende, da han ikke stolede på nogen andre i lejren til at udfylde den post, men det holdt ikke ved længe, da det hurtigt gik op for Elena, at der egentligt ikke var meget ved at duellere, når man ikke kunne give sig fuldkommen. Hun var datter af Athene! Halvhjertet slåskamp var ikke noget for hende, hun var da ved guderne ikke fem år gammel, hun var blot blevet gravid. I stedet måtte hun finde alternativer til at holde sig aktiv og i form, hvilket hun fandt i løb. Men selv dét varede kun ved i de første måneder. Nogle af hendes halvsøskende synes ikke, at det var sundt for barnet, og selv Julien havde ytret sig om sine bekymringer, men det var trods alt også hans barn, så det var givent, at han var mere påpasselig. Elena var derfor nød til at kigge indad og acceptere, at hun simpelthen ikke kunne leve efter hendes normer. Dette resulterede dog i en depression for hendes vedkommende.
Hun var blevet afleveret til Halvblodslejren som spæd, hun kendte derfor ikke til meget andet end dét at træne. Pludseligheden i at opgive det helt tog hårdt på hende, selvom det blot ville vare i nogle måneder. Som en halvgudinde led hun af ADHD, hvilket betød, at det ikke var let at sidde stille. Hun havde ikke delt denne sårbarhed med Julien højlydt, men han kunne tydeligt mærke det på hende, ligeså vel som andre i hendes lille omgangskreds kunne. Hendes samvittighed groede kun værre, for hun følte sig selvisk. Hendes depression og negative tanker ville påvirke hendes ufødte barn, og af hvilken årsag? Fordi hun ikke fik lov til at svinge med farlige våben og sætte både hende selv og barnet i fare?
Selve fødslen var heller ikke nem. Det var jo ikke sådan, at der blev født en masse børn i lejren, så nymferne og de frivillige halvguder, havde ikke megen erfaring med at bringe et barn ind i verden. Der havde ikke været mange komplikationer, men alligevel nok til, at Elena var blevet alt for bekymret for sin søns sikkerhed. Men det lykkedes. Miloseus Magne Johnson Marks kom grædende i verden den enogtyvende september, international fredsdag. Og dét var præcis, hvad han bragte med sig; fred. I hvert fald for en stund. For på trods af, at hendes ét og alt endelig var kommet til verden, så lurede hendes depression stadig i skyggen af glæden. Få uger efter fødslen indså Elena, at hun havde fået fødselsdepression. Noget, som hun stadig kunne mærke symptomer på to år efter.

Milos vred sig voldsomt i hans mors arme, så snart han så sin onkel gå ned i knæ og åbne sin arme for ham. Hans efterfølgende ord hjalp heller ikke just på drengens i forvejen heftige bevægelser. Elena kunne ikke gøre andet end at læne hoved tilbage med et misbilligende blik for at undgå Milos' flyvende arme og sætte ham ned uden at tabe ham. Som et lyn løb han afsted mod sin onkels favn, hvilket fik hendes ansigtsudtryk til at blide op. Hun lod et suk forlade hendes læber, hvorefter hun sendte et håbløst smil og hovedryst i ryggen på sin søn, der hurtigere end forventet havde formået at vandre op ad bakken i fuld fart og i mål hos sin onkels arme. Hun tog fat i rygsækkens stropper og rettede til, hvorefter hun selv begav sig det sidste stykke op ad bakken for at samles med de to andre.
"You had to entice him like that, didn't you" halv råbte hun af Dallas i en professionel, sarkastisk tone, da hun var nået halvvejs mod dem. Der var skam ikke et spørgsmålstegn bag den udtalelse. Det retoriske kunne skam tydeligt høres. Hendes smil var ikke falmet den mindste smule, da hun endelig nåede hen til dem. Hun stillede blot tasken i skyggen af træet og stod afventede med armene over kors og betragtede dem. Milos' latter var næsten øredøvende, noget som hendes ører efterhånden havde vænnet sig til. Han var et lystigt barn. Altid smilede og glad. Der skulle ikke meget til for at frembringe en latter hos det unge barn, hvilket til gengæld kun varmede hjerter omkring ham. Han var en glædespreder. Han havde en charme over sig, som ikke kunne beskrives, man kunne kun sætte pris på den. Ikke én dag passerede, hvor Elena ikke takkede guderne for at skænke hende med én sådan livsglæde personificeret i hendes barn. Hendes søn. Hendes lille Milos.
"Millo! Be careful with your uncle, you know he's getting old!" skældte hun drillende af sin søn, hvilket blot fik ham til at le endnu højere.

Dallas sitrede af glæde. Da Milo begyndte at sprælle og næsten ramte Elena med sine hvirvelvindsbevægelser, klappede han muntert i hænderne og ventede tålmodigt på den to-årige, der vaklede op af bakken. Til Dallas' stolthed blev barnet på benene næsten hele vejen op uden at bruge hænder til at støtte sig.
"Noooo!" Råbte Dallas med en overdramatisk stemme, og greb fat i det lille energibundt, der tumlede ind i hans arme. Han lod sig vælte bagover med knægten over sig, og hvinede som om han var blevet overfaldet. "Nobody told me there were dangerous monkeys on Long Island," gispede han forfærdet, og blev belønnet med et øredøvende hvin af latter fra den lille halvgud. Dallas kunne ikke lade være med at le højlydt over de ekstatiske hvin, der kom fra ham.
Han formåede at gribe fat om Milo og trille rundt, så han kunne tage fat om benene på ham. Så rejste han sig op, og hev en hvinende Milo med sig, der leende dinglede på hovedet nu. Dallas rystede ham let, og klukkede muntert da han blev belønnet med flere hvin. Noget af det han absolut elskede ved børn, og da specielt sin nevø, var hvor glædesskabende de var. Milo kunne grine, og Dallas ville mærke alle negative tanker han havde båret rundt på, fordufte som dug for solen. Når det lille barn grinede, var det bare et slag af glæde i alles ansigter, tænkte Dallas, der endelig vendte Milo rundt, og lod ham stå på egne ben. Elenas drilske kommentar kom lige i hælene på ham, og Dallas vendte sig endelig om for at hilse på halvgudinden, der uden tvivl havde fået så stor en betydning i hans liv, at han aldrig ville kunne beskrive det for andre. Hans hjerte,
der før var blevet fyldt med glæde og latter, fyldtes nu med varme og tryghed, og han rakte smilende hånden mod hende. Han sendte Milo et opgivende blik og rullede med øjnene over kommentaren.
"Don't listen to your mom, monkey, she hasn't seen my true strength yet," svarede han, og smilede drilsk til Elena, som om hun aldrig nogensinde havde slået ham i kamp - de vidste begge to godt at Elena ville kunne få Dallas på jorden indenfor et minuts tid, og det fik ham til at smile en smule nostalgisk over de mange gange de havde trænet sammen. Han hev endelig Elena ind i sine arme, og aede hende blidt over håret, mens han omfavnede hende.
"How're you doing, you?" Spurgte han, og gav hende et kys på panden, før han holdt hende ud i strakt arm, og gav hende et skeptisk, inspicerende blik, som om han nægtede at tage et 'jeg har det godt!' for gode. Han vidste bedre end nogen anden, hvor hårde tre år de sidste havde været for hende, og selvom han var glad for at se hende komme mere og mere på toppen, var han konstant bekymret for, at hun ville falde tilbage i depressionen. Derfor var han også sikker på at se hende hver eneste uge,
helst flere gange om ugen, og sørgede altid for, at ligegyldigt hvor travlt han havde,
så havde han altid tid til at se hende og Milo og hjælpe til hvor han kunne - også selvom hun aldrig ville indrømme, når hun havde brug for hjælp.
Milo havde bevæget sig hen til dem, og kiggede en smule nysgerrigt op på de to voksne.
Dallas rodede ham muntert i håret. "You're taking care of your mommy, right monkey?" Spurgte han med et bredt smil, og blev belønnet med et barn der stolt smilede op mod ham, og nikkede. Dallas klappede ham på skulderen. "That's my boy."

Elena kunne ikke gøre andet end at ryste opgivende på hoved med et varmt smil om læberne, da hendes søn's onkel valgte at dingle ham rundt som en våd klud. Nogle ville måske mene, at det var en smule voldsomt at håndtere et barn på den måde, men én ting var, at hun havde absolut tillid til Dallas; specielt når det gjaldt hendes søn. Det var ikke for sjov, at han var Milos' gudfar. Dengang Elena fandt ud af, at hun var blevet gravid, vidste hun med det samme, at hun ville spørge Dallas om at fylde den rolle. Der havde aldrig hersket nogen tvivl om, at han var den absolut eneste, som hun kunne se og ville have som hendes søn's mandlige rollemodel, udover hans egen far selvfølgelig. Men eftersom ingen havde set noget til Julien i flere måneder, så prisede hun sig blot endnu lykkeligere over, at hun i det mindste havde Dallas. Ikke blot ved hendes egen side, men for Milos.
Elena tog i mod Dallas' hånd, og lod ham trække hende ind til sig med en let latter over hans kommentar og et smil, der snart ikke kunne gro sig større. En tryg og bekendt varme spredte sig over hendes krop, da hun blev indbudt i hans favn, og en øjeblikkelig ro faldt sig over hendes tanker, der også fysisk afslappede hende til det punkt, at hendes skuldre sank markant længere ned mod græsset.
"You would think, that after all the times I've knocked you down on your ass throughout all these years, you would've shown some. But I guess not" svarede hun i en drilsk tone, i mens hun slog armene om livet på ham og smilede op til ham; nu var han jo nogle gode centimeter højere end hende.
Elena kunne ikke gøre andet end at sende ham et halvt betryggende smil, da han spurgte efter hendes tilstand. Hun vidste godt, at hun ikke kunne lyve overfor ham, men hun havde heller ikke lyst. Der var ingen grund til at give hvide løgne til de personer, der havde stået urokkeligt ved hendes side igennem mange år. Dallas og Annebeth var de eneste to mennesker på kloden, der ejede et sådan privilegie, for Guderne måtte vide, at hun løj overfor alle andre, der stillede hende samme spørgsmål.
"I'm getting by," startede hun ud og kiggede ned mod sin søn, der havde stillet sig hen til dem. Hun rak ud og aede hans kind blidt med et varmt og alligevel samtidigt sørgmodigt smil, "just taking it one day at a time" afsluttede hun og kiggede tilbage op mod Dallas, hvor hun med alt i sig prøvede at sende ham et opløftende og håbefuldt smil, der nok ikke formåede at sende de signaler.
Hun kiggede ned mod sin søn og gav en hjertelig latter fra sig, da hun så hans smil og ihærdige nik. Hun lænede sig ned og slog sine arme om ham for så at give ham et overdrevet kys på kinden med lyd, der fik den lille dreng til at hvine atter igen. Hun rettede sig op og placerede en beskyttende hånd bag nakken på ham for at give ham nogle moderlige kærtegn, i mens hun overværede ham tørre hendes kys væk fra hans kind med et tandsmil, der kun kunne afsløre små bisser, der så småt voksede sig frem. At høre Dallas kalde Milos for sin egen dreng var ubeskriveligt for Elena. Den mængde kærlighed der fyldte hende hver gang hun hørte de ord var ubeskrivelig og kunne nemt bringe hende til tårer hver gang. I sær de seneste måneder. For Hades, det var ikke nemt at forklare en 2-årig, hvorfor far ikke var kommet hjem i lang tid nu.
"And you? Everything good?" spurgte hun og rak ud for at ae hans overarm blidt. Et mindre drilsk smil tog form på hendes læber, "Still breaking hearts?"

Dallas var en meget fysik person, og havde altid været det. Fysisk kontakt var en del af hans personlighed, og en stor del af grunden til hans tilsyneladende altid gode humør, så da de få meter imellem Elena og ham selv blev overvundet, og han mærkede hvordan hendes spændte muskler slappede af, spredte en rolig varme sig i hele hans krop.
Hans læber formede et overdrevet 'o', da hun drillende nedgjorde hans såkaldte 'styrke', og kiggede ned mod den lille abekat, der kiggede op mod dem. Han lagde hastigt sine hænder for drengen ører, vel vidende at han stadig ville kunne høre dem.
"Really, El, in front of the child? Ass!?" Gispede han, og valgte at overhøre Milos' fnisen. Han fjernede sine hænder, og vendte sig endnu engang mod Elena med et drilsk smil, mens hun slog armene om ham. Han lukkede kortvarigt øjnene for at tage det hele ind. Hendes varme. Hendes duft. Hendes aura. Hende. Det var ingen hemmelighed at Dallas var overbeskyttende overfor hende, og konstant bekymrede sig over hende, men han prøvede altid at dæmpe følelserne for ikke at gøre hende utilpas, og for at hun ikke troede at han syntes hun var svag. Hun var den stærkeste person han nogensinde havde mødt, og var ivrig efter at få hende selv til at synes det samme. Af samme grund var han absolut rødglødende over Juliens forsvindelse. De sidste par måneder havde Elena tydeligvist fået det bedre, men ikke godt nok til at Julien kunne tillade sig at forlade hende midt i sådan nogle kritiske måneder, og Dallas havde svært ved at kontrollere vreden over Hermes' vejleder.
Han nikkede forstående til hende, da hun sagde hun blot tog én dag af gangen, og smilede opmuntrende.
"Well," startede han, og nikkede endnu engang til hende. "That's all any of us can really do after all."
Dallas følte, og havde altid følt, at han kunne være hundrede procent ærlig overfor Elena, men følte sig altid lidt på udebane, når det omhandlede hendes forlovede. Han var ked af at han aldrig var kommet så godt ind på Julien, som han så inderligt gerne ville - det ville trods alt være dejligt, hvis han var gode venner med hans bedste venindes forlovede. Og meget mindre akavet end realiteten. Han trak næsten umærkeligt på skuldrene, og fik samlet mod til sig.
"Any news of him?" Spurgte han, med en stemme der havde dæmpet sig en smule, for ikke at fange Milos' nysgerrige ører. Spørgsmålet var næsten ligegyldigt, tænkte han ulykkeligt, for han fik altid det samme svar. Nej. Og han vidste at han ville få det igen. Rystende på hovedet over sin mangel på tank og tone, viftede han undskyldende med hånden foran hende, og sendte et kort blid mod himlen. Han vendte siden mod hende, og vippede armen ud så hun kunne gribe fat om den, mens han førte dem de få meter hen til træet, hvor han havde lagt sin rygsæk og et uldent tæppe, de kunne sidde på, mens de spiste deres picnic.
Han klukkede for sig selv, og trak på skuldrene. "Oh dear," mumlede han, og sendte Milo et fortroligt blik. "I'd never break anybody's heart!" Svor han teatralsk, og hævede højre hånd, som om han var under ed. "I just kinda poke them." Hans meget seriøse pokerface fik Milo til at grine højlydt. Inderst inde vidste Dallas godt hvad problemet var. Alle hans flirts var overfladiske, venner med fordele eller spontane hook-ups, og selvom nogle af dem han havde ses med, havde formået at komme ind under hans altid-jokende facade, så forblev de venner eller flirts og nåede aldrig rigtig længere end dét. Han mistænkte hans hjerte for allerede at have reserveret den specielle plads til én som han aldrig kunne få, og havde af mange grunde aldrig presset den nærmest upassende følelse, og i stedet bare accepteret stadiet han var i, i håb om at det en dag ville ændre sig.
Dallas samlede sig, og smilede opløftende til hende.
"No but honestly. Everything good as always," svarede han så en smule mere seriøst og uden at overdramatisere sin stemme. "Although I've got to admit, I'm getting a bit bored with the camp being this empty over summer. I'm lacking tasks and my house is filled with nervous energy from the boredom of my siblings, so they make trouble where there is none." Han smilede undskyldende til Elena, og slog en let latter op. "They seem to clash especially with sons and daughters of Athena, although why that might be I have no idea."

Elena kunne ikke gøre andet end at grine over Dallas' animerede reaktion. Hun kiggede ned på sin søn, der havde fået ørene dækket af sin onkel og sendte ham et smil og blinkede til ham.
"Don't worry, he's heard worse" svarede hun i sjov og trak svagt på skuldrene. Desværre var det dog sandheden. Elena havde altid haft et krydret ordforråd, der var præget af diverse uhensigtsmæssige ord, og Milos havde uheldigvis stået model til nogle stykker. Dog var en kvik dreng, og hun havde opdraget ham godt nok til, at han godt var klar over, at sådanne "voksen"-ord måtte han ikke bruge endnu. Elena havde sørget for, at det var en prioritet i hendes rolle som mor; dét at forklare alting. Både gode sider, dårlige sider og årsager til, hvorfor tingene var som de var. Eksempelvis, at fordi voksne nogle gange sagde grimme ord, så betød det ikke, at de var dårlige mennesker. Oftest blev sådanne ord brugt for at understrege en pointe, og når han blev stor nok, så måtte han gerne gøre det samme. Men for nu, så skulle han først lære de pæne og "gode" ord først.
Hendes blik faldt instinktivt ned på Milos, da Dallas' spurgte efter hans fars lokation. Hun rak hånden ud efter ham, og hans lille hånd fandt hendes. Hun gav den et let klem, og han gav hende et varmt smil tilbage.
"Go to the tree and sit on the blanket, Millo. Then you can finally take the flannel off!" sagde hun til at. Hans mund åbnede sig i en større o-form, og hans øjne lyste op som stjerner. Han slap hurtigt sin mors hånd og løb mod træet. Elena drejede sig i stedet mod Dallas og tog i mod han udrakte arm, ved at hvilke sin  venstre under højre hans. Hun begyndte at begive dem hen mod træet i et langsomt tempo, så de to kunne nå en hurtig samtale uden den lille drengs uskyldige øre som vidne.
"Of course not. I've come to terms with the fact, that if we ever do hear of him again, it's because he's passed" svarede hun i en mindre henkastet tone. Det havde været hårdt at nå dertil, men Elena havde efterhåndet affundet sig med den situation, som hun befandt sig i. Det havde været mange måneder nu, og hun havde sin søn at tænke på. Man kunne vel sige, at hun nu betragtede Julien som et lukket kapitel i hendes liv. Hun kiggede ned på sin venstre hånd, der hvilede op af Dallas' overarm, hvor beviset var; hun bar ikke sin forlovelsesring længere.
Hun fnyste af ham og gav en mindre tør latter fra sig over hans fjogede kommentare.
"Suuure," startede hun og lænede sig længere ind mod ham, da de var nået tæt nok mod træet, og hun ikke ville have, at Milos hørte henes tilføjelse, "poking girls with your dick as always, then" afsluttede hun og kiggede op på ham med et drilsk smil om læberne, hvorefter hun gav hans overarm et klem og små lo for sig selv.
Hun sukkede dybt over det næste han sagde. Selvfølgelig var hendes søskende involveret i noget plat fis. De var heldigvis nået til træet, så hun viklede sin arm fri fra hans, så hun kunne tage rygsækken af sig. Hun åbnede den og rak ned i den efter en sandwich, som hun gav til Milos, mest af alt for at distrahere ham. Han tog muntert i mod og forsvandt endnu engang ind i sin egen lille verden, hvor kun hans sandwich og ham eksisterede. Hun sendte ham et varmt blik og smed tasken op ad træet, så hun kunne rette sig mod Dallas igen og fortsætte deres samtale. Hun lagde armene over kors og lagde hoved let på skrå.
"Did you talk to Annabeth about it? spurgte hun med en træt tone. Hun havde ikke boet med dem i tre år, og havde generelt holdt sig for sig selv i hendes egen lille lejlighed, så hun havde ikke rigtig fuldt med i, hvad der foregik i lejren. Det var først fornyligt, at hun havde ladet sig selv integrerer sig så småt ind i det sociale igen.

Dallas smilede tilfreds til sin bedste veninde, og trak på skuldrene. Hendes sømandssprog var noget af dét, han var faldet for da han først havde mødt hende. Det var altid dejligt forfriskende at omgive sig med folk uden filtre, tænkte han muntert, til en hvis grænse selvfølgelig. Som han betragtede hende, gik det op for ham hvor meget de begge to havde ændret sig i årenes løb, og hans blik blev kun varmere ved tanken. Elena var vokset med opgaven det var at blive mor, og hun var endelig begyndt at blomstre igen - på trods af depression og de mørke tider, følte Dallas kun at hun var blevet stærkere. Han var ingen stor fan af det gamle ordsprog 'what doesn't kill you makes you stronger', men måtte indrømme at Elena passede til sproget. Håbede han. Der var altid den nagende tvivl at hun havde det langt værre end han troede, og bare var blevet god til at spille for galleriet, selvom deres forhold altid havde været baseret på en stor mængde af tillid.
Det muntre blik i hans øjne, forsvandt hurtigt, og han sendte et bekymret blik mod hende, da hun snakkede om Julien. Det var ikke så tit i disse dage at han blev nævnt.
Dallas fnøs for sig selv, og var tæt på at mumle, at han det var et bedre alternativ end at Julien simpelthen bare var stukket af fra sit barn, men holdt det sammenbidt for sig selv. Det var ikke tanker, der ville få Elena til at få det bedre. I stedet nikkede han tavst.
"Once again, please El, let me know if you ever need help at the house," påpegede han, og håbede på at det ikke var en alt for indlysende måde at skifte emne på. Han vidste, at hvis hun ville tale om Julien, så ville hun gøre det på sine egne termer, og ellers var hans henkastede kommentar en livlinje hun kunne gribe, for at undgå at snakke om sin forlovede.
Det viste sig at hun klarede et emneskift helt af sig selv.
Dallas sendte hende et spidst blik. Han spidsede tænksomt læberne, og besluttede sig for at Elenas statement jo i bund og grund var rigtig nok. Han havde en fair del af hookups. Han sukkede og kiggede kort op mod himlen, som om det var gudernes skyld. "You know me, my knees go all weak and then BAM, you female snakes hit!" Svarede han. "Though immune to love portions and spells I sure can't be expected to be immune to pretty girls and their pretty, magical eyes and all now can I."
De nåede hen til træet hvor Milos sad, og Dallas klukkede dæmpet ved synet af hvor hurtigt han blev distraheret af mad. Ikke meget ulig ham selv, tænkte han munters, og sendte et sultent blik til maden. Han gestikulerede mod tæppet der lå ved deres fødder, for at få Elena til at sætte sig, og placerede så sig selv i skrædderstilling for foden af træet. Han rystede let på hovedet.
"Nah, not yet. It's not at all that serious, and I think everyone's feeling the restless energy," svarede han, og trak på skuldrene. "But at the next head-counsellor meeting, I'm gonna suggest we get some activity started. Anything really. A big round of Capture the Flag even." Han betragtede hende mildt, da han opfangede tonen i hendes stemme, og gav hendes hånd et hurtigt klem, før han vendte sig mod sin egen rygsæk. Han havde taget drikkevarer og snacks med, og fiskede muntert to grønne smoothies op, og nogle tørrede frugter dyppet i chokolade.
"Almost brought olives," klukkede han, og sendte hende et hævet øjenbryn, vel vidende at hun hadede oliven.