The prodigal son returns ¤ Theo

Det var en af de mange aftner i Halvblodslejren hvor fællesaktiviteter stod øverst på skemaet, Lídia Alves, den 19-årige datter af dødsguden Hades, var som altid blevet indenfor de trygge mure i sin hytte. Hun havde aldrig været den mest sociale og out-going type, og fortrak sit eget selskab frem for det af hundredevis af andre lejerdeltagere. Med en stor kop kulsort kaffe, brygget til perfektion på brasilianske kaffebønner, havde hun sat sig til rette i sin seng og betragtede fraværende lejrens postyr ud af vinduet. Ganske som hun havde forventet begyndte hendes tanker snart at vandre. Duften af den brasilianske kaffe ledte straks tankerne hen til hendes mor, Tânia Alves, der døde da Lídia blot var endnu en fortabt lille pige i en af Rios mange favelaer. Hun havde elsket sin mor med hele sin krop og sjæl, og Tânia havde ligeså elsket sin datter, som hun betragtede som symbolet på den store kærlighed hun havde for den græske dødsgud. De fattige vilkår i favelaen havde ikke virket så hårde da hendes mor levede, men den samme aften hun tog sit sidste åndredræt og Lídias verden gik i stå var det som om, at fattigdommen var det eneste der eksisterede. Det og monstrene, der var hell-bent på at slå hende ihjel. Det var rent held at hun overhovedet var kommet frem til Long Island og Halvblodslejren dengang for 7 år siden, og endnu større held var det, at Hades forholdsvis hurtigt havde stået sig ved sit faderskab til hende. Af grunde som Lídia til den dag i dag stadig undrede sig over. Med en tår af den stærke kaffe forsøgte hun at få de deprimerende tanker om hendes mors død på afveje. Det var ikke tit at Lídia lod sig selv hænge i fortiden, men af og til, når hun var alene lod hun alligevel sig selv være en smule sentimental; med en stor kop brasiliansk kaffe i den ene hånd, mens den anden hånd fravært legede med figuren i snoren om hendes hals. Ravnen der havde været en gave fra hendes far til hendes mor. Ravnen der havde givet Lídia kælenavnet Raven i lejren, og som var det eneste fysiske minde hun havde om sin mor. Langsomt trillede en ensom tåre ned ad hendes kind, mens hun tog endnu en tår af sin kaffe.


//lidt melodramatisk, I know, men jeg håber det går